Fædrene-Aaret Dannekvad til Hans Majestæt Kong Frederik den Siette ved N. F. S. Grundtvig, Præst. Mit Hjerte udgyder en god Tale, en Sang jeg haver gjort til en Konge. Ps. 45. Kiøbenhavn 1815. Trykt hos Andreas Seidelin, store Kannikestræde No. 46. Velkommen tilbage Du Konge saa prud! Velkommen tilbage! Velsigne Dig Gud! Velkommen tilbage Fra fremmede Land! Velkommen tilbage Til Dannemarks Strand, Til Østersalts Vove, Til Dannemarks Skove, Til Skjoldungens Konningebye! Med flygtende Sommer Du foer over Sund, Nu hilser Skiærsommer Dig atter i Lund, Nu grønnes de Vange, Du gule forlod, Og Bygblade prange Hvor Stubbene stod, Nu leger Skiærsommer Med duftende Blommer, Og Fuglene fløite i Lund. Som Fader til Vaaren, Sin Skaber til Spot, Besynger kun Daaren En æresyg Drot, Vi veed, over Solen Han bygger i Løn, Som klæder Fiolen Og Lilien skiøn, Som Skovene kroner, Og liflige Toner Indaander i Fuglenes Bryst. Den Herre vi love For Vaaren saa mild, Den Herre vi love For Kongen saa gild, Den Herre vi love For Stammen saa prud I Dannemarks Skove Med herlige Skud: For Fredrik hin Milde, Og Fædrene gilde, For Ætten af Dan og af Skjold. Den Herre vi prise, Som vilde i Lund Et Varsel os vise For store Miskund, Thi blomstrende Dage Det lover og spaaer, At Kongen tilbage Nu kommer i Aar, Mens Egene skyde, Og Lundene lyde Af Sang fra den blommede Bøg. Ja, blomstrende Dage Det lover og spaaer, At end kom tilbage En Fædrene-Vaar, Med Kongen den kommer Tilbage i Aar, En liflig Skiærsommer Den lover og spaaer, Ja Fædrenes Dage De komme tilbage, Og Konge! de komme med Dig. Lad Verden kun haane Vort Fædreneland! Kiærminderne blaane For Skiold og for Dan, Og Skioldungen finder Sit Dannemark troe, Saalænge Kiærminder I Skovene groe, Ja, glade vi flette Kong Fredrik den Sjette En Krands af Kiærminderne blaa. Ja milde Skiærsommer Fra Fædrenes Old Udklækker og Blommer Til Kongen saa bold, Thi de høre sammen I Æt og i Kaar, Dem Begge med Gammen Vi hilse i Aar, Vi maatte undvære Dem lidt for at lære At længes derefter igien. Det lød over Vange Fra Keiserens Stad, Om Kongerne mange, Som ginge paa Rad; Da svared den Frue, Den Mark under Liin: Lad glimre og lue! Lad hver tage sin! Jeg Ingen misunder, Jeg længes og stunder Kun efter mit Skioldungeskud. Det, Konge! tillige Jeg føler paa Stav, For Keiserens Rige Ei Marken Du gav; Ja, for mig det klinger, Du mangen en Gang Paa Længselens Vinger, Til Marken Dig svang, Og lysted at skue Dens Høieloftsbue, At skue det troeste Folk. Som Lykke og Seier, Som blæsende Vind, Saa vender og dreier Sig Daarernes Sind, I Dag de ophøie En Herre til Skye, I Morgen med Møie De unde ham Lye; Men trofast i Nøden, Ja, troe indtil Døden Er Danmark denstund det er dansk. Lad Ørne sig flokke Til blodige Dyst, Hvor Ligene lokke Paa Fjeld og paa Kyst! Dog Løven ei bæver For Ørnenes Kloe, Hvor Dannebrog svæver, Er Seier og Roe; Hvor Bøgen sig maier, Der Dannebrog vaier Kong Frederik! over Din Stoel. Ja, flyttes end Bjerge, Og sortner end Soel, Skal Dannebrog værge Din Mark og Din Stoel, Naar Herren os finder Derunder med Troe, Saalænge Kiærminder I Skovene groe, Og Sønner skal binde Saamangen Kiærminde I Krands for det Banner fra Gud. Dog, Konge! mig tynger En eneste Sorg, Og sukkende synger Jeg end for Din Borg: Gud give Dig Naade, Du Konge saa god! Med Viisdom at raade Paa Jammeren Bod! Ak! det er vor Jammer, At troende flammer Ei Hjertet af Kiærlighed meer. O! hør hvor de raabe Paa Sølv og paa Guld, Og stole og haabe Paa Støv og paa Muld! O! see det med Smerte At Fædrenes Troe Og Fædrenes Hjerte I Gravene boe! O see det med Smerte At Dannemarks Hjerte Det banker saa døende svagt! Ak, derfor vor Moder Fik Sorrig og Harm, Ak, derfor vor Broder Blev slidt fra vor Barm, Ak, derfor vi savne Den Kvist af Din Rod, Kong Christians Navne Af Christians Blod, Som skulde indtage I kommende Dage Vort Hjerte, Din Mark og Din Stoel. O! vel maae vi sande, Hvad Fædrene sang, At tætte ei stande De Stene i Vang, Hvis Sønnen ei stander Ved Faderens Grav, Hvis Kongen til Grander Maa række sin Stav; Ja dødt er et Rige, Naar Spiret maae vige Til Side fra Konningerad. Din Stamme er lignet, O Konge saa prud! Ved Davids, og signet Af Fædrenes Gud, Saa Søn efter Fader Paa Kongestoel sad, Og hvis nu aflader Den Konningerad, For Synderne mange Fra Dannemarks Vange Er veget Guds store Miskund. O gid dog at Sorgen Derover blev stor I Hytten og Borgen, I Fædrenenord, Saa Unge og Gamle, Saa Store og Smaa Sig vilde forsamle Til Kirke at gaae, Med Anger og Smerte, Med blødende Hjerte, Og bede om Fædrenes Troe! O kommer, ja kommer Ei Fædrenes Troe, Da monne vor Dommer I Fædrene boe, Da Fædrene svinge Sig fra deres Børn, Da spreder sin Vinge Den graadige Ørn, Da brister i Smerte Det døende Hjerte, Og aldrig det banker igien. Ja, skulde hensove Den hellige Troe, Da aldrig i Skove Kiærminderne groe, Da flygter den Fane Vi finge fra Gud, Da saares til Bane Vor Løve saa prud, Og Skjoldungestammen Nedsynker i Flammen Af Dannemarks Dødningebaal. Dog, Gud det kan bedre, Skiøndt Faren er stor, Kun som Dine Fædre Du elske Hans Ord! Da Ordet skal vække Den slumrende Troe, Og trindt skal ved Bække Kiærminderne groe, Dem Sønner skal flette For Fredrik den Sjette Og for Hans Maria i Krands. Ja, fromme Marie, Du Konningebrud! Ja, milde Sophie, Du Dronningeskud! O, vær Du vor Tunge! O, vær Du vor Tolk! Og giennem Dig sjunge Det troeste Folk: “Med Fædrenes Sommer Og Hjerte Du kommer, Velkommen Du Konge saa kiær!” Med Dig vi forene Da ogsaa vor Bøn, At Gud vil forlene Vor Konge en Søn, De Døttre en Broder At tage i Favn! Saa Konningemoder Maa vorde Dit Navn; Saa end paa det Sidste Med hellige Kviste Maae skinne det Skjoldungetræ! Ja, giver i Norden Kun Troen et Skud, Som dristig fra Jorden Sig hæver til Gud; O! da tør jeg sige, Om Hjertet saa let: Ei Spiret skal vige Fra Frederiks Æt, Saalænge i Norden Sig løfter fra Jorden En Throne paa Mark og paa Fjeld. Ja, hvis Du omvinder, O Konge saa bold! Dit Spir med Kiærminder Fra Christians Old; Da tør jeg forjætte, Om Hjertet saa let, Kong Fredrik den Sjette En Kongelig Æt, Og Spiret, forynget, Med Palmer omslynget, Skal blomstrende gange i Arv. Vel synes forvoven, O Konge, min Sang, Men Toner fra Oven I Hjerte mig klang, Jeg saae i det Dunkle Dit Spir med sin Krands, Saae Kronerne funkle Paa Ætten i Glands, Og glad maae min Tunge De Syner udsiunge, Som ei jeg begriber men troer. O høibaarne Konning Af Skjoldungerod! O frugtbare Dronning Af Skjoldungeblod! Sig Tonerne svinge Til Hallen fra Vang, O, lader indklinge I Hjertet min Sang! Hvis troelig den giemmes, Den aldrig beskiæmmes, Thi den er undfanget i Troe. Det klarer, det klarer Saa høit under Pol, Og brat aabenbarer Sig Dannemarks Soel, O! Konge hin Giæve! Du vorde kun froe! Lad Dannebrog svæve Paa Hallen og troe! Da Sorgen forsvinder, Da voxe Kiærminder I Rosenborg-Have paa nye. Paa Christians Kiste Den dalende Soel Dig kaldte den Sidste Paa Konningestoel; Men over Dit Rige, Som over Din Grav Skal Solen opstige Saa gylden fra Hav, Og aldrig neddale, Før hellige Svale Forkynder den evige Soel. Fra Oldtidens Dage, O Konge saa bold! Der klinger en Sage Om Ætten af Skjold, At gierne den hørde Paa kvædende Skjald, Naar Tungen han rørde I Høielofts Hald, At Skjaldene ginge Med Sværde og Ringe Men aldrig tomhændet af Hald. Ei Ring jeg behøver, Thi Ringen saa bold, Som Dannemarks Løver Omringer i Skjold, Mig idelig minder Om Skjoldungekuld, Mig fastere binder End Ringe af Guld, Ja, Fædrenes Minde Og Kiærlighed binde Mig fast til min Fædrenedrot. Ei Sværd med Guldfæste Jeg ønsker til Lod, Et Sværd som det bedste Med Eg og med Od, Det haver jeg fundet I Kiærligheds Ord, Det har jeg ombundet Med Sandhedens Gjord, Til Sværdet ei Brage Selv eiede Mage, I Brageløn vindes det ei. Nei, Guldstøv og Ære Ei kan eller maae Den Brageløn være, Mig lysted at faae; Kun Rum til at tale Guds hellige Ord I Kirkelofts Sale Til Frelse for Nord, Saa Fædrenes Dage Maae vende tilbage, Saa vi maae forsamles til dem! Man tænker at Ordet Som vandred saa vidt, Nu gammelt er vordet, Og sygt og forslidt, Men salige Fædre Paa Skjoldungestoel De kiendte heel bedre Den Aandernes Soel, Hvis glødende Tunge Kan evig indsjunge Guds Kraft og Guds Fred udi Sind. Med Fædrenes Hjerte Du sidder paa Stoel, Og skuer med Smerte Den dalende Soel, O føl! vi behøve Et Fædrene-Aar! O lad mig dog prøve Hvad Ordet formaaer! Dog nei, ikkun prøve Om Dannemarks Løve Har Løven af Juda forglemt! Jeg raaber, jeg raaber Til Kongen saa prud, Jeg haaber, jeg haaber Paa Himmelens Gud, O, lad ikke lyde Forgiæves min Sang! Engang skal den fryde Din Sjæl med sin Klang, Naar Skyerne vige, Og over Dit Rige Du seer den opstigende Soel.