Dog, sæt at jeg havde dømt feil her og mange flere Gange, da er det jo vist, deels at de største og ædleste Historieskrivere have gjort det Samme, uden derfor at sigtes saaledes, deels at jeg derved ingenlunde kan have forvirret Folket, især, da jo Ingen kan sige Andet, end at jeg tit nok har erklæret al Tro, al Viden uden Kiærlighed for Forfængelighed, altsaa fordømt mig selv, hvis jeg ei har den.

Dog, det er at forrykke Synspunkten, naar Man betragter Recensjonen som et Beviis for dens Paastand, at jeg forvirrer Folket, den maa ene betragtes som et Konstværk af Løgn og Bagvaskelse, ikkun da finder Man den Heelhed og den fuldendte Form, hvorefter Rec. stræbte. Derfor er det langt fra at han, som efter en Episode om mine ukiærlige Domme, vender tilbage til at tale om min Lærdoms Vildfarelse, at han meget mere med det Udraab: Du Øienskalk! drag først Bjelken ud, som er i dit eget Øie, baner sig Vei til at fremstille mig som en af de ærgierrigste og nederdrægtigste Hyklere Verden har seet. Vist nok siger han, at den megen Glæde ved at tale ilde om Andre hos Mange ei reiser sig af en umiddelbar Skadefrohed eller Ondskab, men af en Lyst til indirecte at rose sig selv, hvilket er saameget mere tillokkende, som Man for det meste kan giøre det under Ydmyghedens Maske, ja saaledes at Man ikke alene skuffer andre, men sig selv med; men hvad er dog dette for en Tale? At haane og nedtræde Folk i Støvet skulde være mindre ondt, naar Man giør det for at ophøie sig paa deres Skuldre, giør det under Ydmygheds Maske! NuNntekstkritik er afhandlet i ACCESS, kan Recs. Samvittighed tage til Takke med en saadan Undskyldning, da forundrer hans Recensjon mig ikke længere, thi den har han skildret i disse Træk, men min Samvittighed siger mig, at er den Beskyldning sand, har jeg under Ydmygheds Maske haanet og lastet Andre for at rose og ophøie mig selv, da er jeg et Afskum, Guds og Sandhedens vitterlige Fjende, ja Rec. siger jo strax ovenfor, at den christne Kiærlighed, der viser sig i con amore at fremdrage Næstens Feil ei blot som en Last, der tager Dydens Skin er om muligt skammeligere end Ukiærligheden selv, men at den tillige fordærver det Menneske der udøver den. Hine Recs Ord ere da enten et af hans Slør til de barmhjertige Læsere og mine Kyndinge, eller et Vink til den høie Lære, at der i Grunden intet virkelig Ondt er til. Dog Man høre fremdeles den smukke Skildring af det djævelske Hyklerie han tillægger mig! Man kan, siger han, spare sig for den Uleilighed at rose sit eget Genie, naar Man kun flittig nedriver de andres, ja Man kan mod alle Tænkere og store Aander beraabe sig paa sin Eenfoldighed, da Folk dog vel strax seer, at derunder endnu stikker en høiere Egenskab, der maa være desto skiønnere, saasom den skjuler sin Glands i Beskedenhedens Slør. Naar Man kun lader sig mærke med, at Man haver en aandelig Gave, mod hvilken de andre kunne betragtes med ydmyg, fornem Haan, saa kan Man ligesaa roligt give den det uanseeligste Navn, som Paven kaldte sig servus servorum i samme Tidsalder, da han traadte paa Keisernes Nakke. Føler Man endnu Trang til at rose sig tydeligere, saa vælge Man en Mand, hvis herlige Aand staaer i helligt Minde hos hele Folket, hos de Indsigtsfulde, fordi de kiende ham, hos de andre, fordi det er blevet dem sagt, at han var fortræffelig. Man tale dristigt, som om denne Mands egenlige Tænkemaade var kommen i Foragt, fordi Man nu troede sig ophøiet derover, og dertil føie Man, at Man føler sig hans Frænde i Tro og Tungemaal, kort, Man tale om ham og sig, som Grundtvig om Tyge Rothe i Fortalen til sin Verdenskrønike.

Jeg har ordret afskrevet denne hele Tale, for at give de Læsere, der ei kiende Recensjonen, en levende Forestilling af Recs. dybe Indsigt i Urettens Hemmelighed og sjeldne Evne til at aabenbare den, men forsaavidt den skal findes i mit Hjerte, maa jeg giøre Indsigelser, som Læsere med Sandhedskiærlighed neppe vil foragte. Rec. siger at jeg flittig har nedrevet Andres Genie, men min Krønike viser at jeg har ophøiet hvert Genie, og Rec. har netop før bemærket, at jeg ogsaa rosde af fuld Mund, rigtig nok ogsaa for at ophøie mig selv, men paa en anden Maade, som deres Overmænd jeg rosde og dog oversaae. Det er da uheldigt, at det første Træk der dog er Grundvolden for den hele BygningBygniugtekstkritik er afhandlet i ACCESS, skulde være saa aabenbar falsk, at Ingen som læsde min Krønike, noget Øieblik kan fristes til at tro jeg har nedsat Andres Genie. Dog jeg har dog kundgjort Ringeagt for mange Mænd, hvem GudGndtekstkritik er afhandlet i ACCESS forlenede store Gaver, og som Rec. videre siger, gjort dem mistænkde for at have forsmaaet den største af alle Gaver? Ja, det har jeg gjort, Sligt har ieg sagt, for at indbefatte alt i faa Ord, om Mænd som Voltaire, Holberg, Vieland og Goethe. Det er sandt, at ligesom Paven traadte paa Keisernes Nakke og kaldte sig servus servorum, saaledes have mange Sværmere under Tidens Løb haanet og spottet ei alene høitbegavede og lærde Mænd, men ogsaa Lærdom og store Sindets Gaver, haanet endog stundom, som Carlstad, hvad de selv havde, for at hovmode sig over alle af en aandelig Gave de i deres Enfoldighed besad. Disse Ting ere aabenbare, og derfor kan Recs. Tale forvirre de Ukyndige, men det er ogsaa sandt, at jeg langt fra at blande mig med disse Sværmere har dømt dem ligesaa haardt og stundom langt haardere end nogen Anden, det er vist, at jeg har givet Lærdom og hver Sindets Gave sin Hæder og kun lastet Eiermændene, naar de i Hovmod og Vantro misbrugde disse Ting. Det er endelig vist, at jeg ei har talt om den aandeligeanndeligetekstkritik er afhandlet i ACCESS Gave disse Mænd forsmaaede, saaledes som alle Sværmere fra Cerinth til Hauge, som om en umiddelbar Guds Oplysning, der kunde opløfte Eiermanden over sine Brødre, men at jeg, som Luther og alle ædru Lærere i Kirken, kun har talt om den enfoldige Tro paa Guds skrevne Ord, som netop giør alle lige for Gud fra den største Vise til den vankundigste Betler, om denne Tro som giver sig tilkiende i dyb Ærbødighed for Guds Ord og en retskaffen Vandel. At jeg ikke kunde fralægge mig selv denne Gave fordi den forsmaaedes af mange store Aander, fordi den er mere værd end alt Andet, det er jo dog aabenbart, men det er ligesaa aabenbart, at denne Gave ei glimrer i Verdens Øine, det er vist, at Man istedenfor at ophøie denne min enfoldige Tro, har spottet mig for den, og det er da aldeles umuligt, at jeg ved at tillægge mig den kunde tænke paa, at vinde Ære og Roes; selv Mænd, som havde Tro paa Christus, forargedes over min gammeldags Maade, at tro Bibelen lige paa Ordet og hverken tillade min egen eller Andres Fornuft eller indvortes Oplysning, at uddrage en Mening, der ei tydelig laae i Ordene. Dette Træk, som netop har hindret mange religjøse Mennesker, selv dem jeg helst vilde enes med, fra at bifalde min Tale, som netop mere end noget Andet har hindret dens Indgang, det forvendes her til en Snedighed, hvormed jeg har hyklet, blændet, og vundet mig Roes og Partie. Hvad vil da Rec. sige om den hellige Povel, naar han udbryder (1 Cor. 1.) Hvor er en viis, hvor er en Skriftklog, hvor er denne Verdens Randsager? haver ikke Gud gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed? thi efterdi Verden formedelst Viisdom ikke kiendte Gud i Guds Viisdom, da behagede det Gud, formedelst den daarlige Prædiken, at giøre dem salige, som tro, thi baade Jøderne elske Tegn og Grækerne elske Viisdom, men vi prædike den korsfæstede Christum, som er Jøderne en Forargelse og Grækerne en Daarlighed. I see, Brødre! i eders Kald ikke mange Vise efter Kiødet, men de daarlige Ting for Verden haver Gud udvalgt, at Han vilde beskiæmme de Vise, paa det intet Kiød skal rose sig for Ham; men af Ham ere I i Christo Jesu, hvilken er bleven os af Gud Viisdom og Retfærdighed og Helliggiørelse og Forløsning, at ligesom skrevet er, hvo sig roser, bør rose sig i Herren! Mon Apostelen og her undernndertekstkritik er afhandlet i ACCESS Ydmygheds Maske vilde hovmodig ophøie sig over de store Aander, som han giør mistænkde for at have forsmaaet den største Gave, eller har jeg i den christne Menighed kundgjort Ringeagt for nogen Mand, hvis Adfærd ikke viste, at han forsmaaede eller bespottede det Korsens Ord, som er Verden en Forargelse og Daarlighed.

Men har jeg dog ikke rost mig selv ved at rose Tyge Rothe, og kalde mig hans Frænde i Tro og Tungemaal? At det ikke var min Hensigt det veed jeg, om det seer saaledes ud maa sandhedskiærlige Mænd bedømme, men at min Adfærd i denne Sag er aldeles falsk fremstillet skal jeg bevise. At Rothes Navn, vel ei hos Folket, men dog hos Mange var og er i ærværdig Ihukommelse, det er vist, det har jeg sagt, og just derfor omtalde jeg ham i min Fortale, derfor mindede jeg om, at han havde samme Tro og Syn i Historien som jeg, men dette sagde jeg ei blot, det godtgjorde jeg med hans egne Ord, det sees klart af den Bog jeg nævnede. Ligesom Paulus fordum, for at skaffe Sandheden Indgang, mindede om, at han ei sagde Andet end hvad Mose og Propheterne havde forkyndt, saaledes vilde jeg, ved at vise paa Rothe, om muligt hindre Folk fra at antage min Tale om Guds Styrelses Mærker for et tomt Fantasispil, og jeg fortav ingenlunde denne Hensigt. At jeg nu er Rothes Frænde i Tro, er jo vist, naar vi begge ere Christne, at kalde sig det, er vist ikke at beile til vor Tids Roes, og det er ingen syndig Roes, naar Man er det, at Rothes Tænkemaade i Troessager var kommet i Foragt, ja end er i Foragt hos de fleste Boglærde, det er jo en afgjort Sandhed, thi han bekiendte Tro paa Korsets Ord, og altsaa foer Rec. her som sædvanlig med Løgn. Det Eneste jeg kunde ladet være, var at kalde mig Rothes Frænde i Tungemaal, men da Rothes Sprog slet ikke er det, Man sædvanlig roser hos ham, og da Man tilstaaer mig en Art af Veltalenhed, saa veed jeg ikke, hvad Roes jeg derved skulde tilsnige mig, jeg fandt Lighed mellem hans Sprog og mit, (husker jeg ret, da har min Krønikes Rec. netop fundet det samme) det glædede mig, fordi Manden er mig saare kiær, og jeg sagde det, har jeg deri feilet, da vil jeg ei undskylde mig, men det veed jeg, at ingen sandhedskiærlig Mand kan forvende og misbruge det, som Rec.; thi derved har jeg dog vel ikke teet mig enten som Folkeforvirrer eller hovmodig Hykler.

Dog, det kunde maaskee falde Rec. ind ved et af sine sædvanlige Konstspring, at komme til det han i en Anmærkning saa løselig har ladet sig mærke med, at jeg dog vel kunde have Lyst til at ansees for en af Gud indblæst Prophet, thi her var da en aandelig Gave, hvormed jeg kunde prale i min Enfoldighed, medens jeg rolig gav slip paa alle andre Fortrin. Rec. eller en Anden vil sikkert engang beskylde mig for noget Saadant, og om jeg ogsaa, ved nu at omtale det, skulde give Anledning dertil, anseer jeg det dog for min Skyldighed reentud at sige mine Tanker herom. At GudGndtekstkritik er afhandlet i ACCESS kan forlene sine Troende saavel Ahnelser som klarere Syn af uvordne Ting er upaatvivleligt, at en gudelig Digter, for menneskelige Øine, maa synes mest skikket til at ahne og skimte, er det ligesaa, men om jeg nogensinde har seet saadanne Glimt, maa Tiden vise, kun dette veed jeg, at hvad Man kan angive for saadant er enten Løgn, eller maa stemme overeens med det skrevne Ord, som er Aandernes eneste rette Prøvesteen, at den som vilde rose sig deraf forlorede Synet end vissere, end hver hovmodig Digter sin Begeistring, og at ieg endelig har været saalangt fra at opløfte mig over Nogen ved Saadant, at jeg meget mere anbefaler den høieste Forsigtighed i en Sag, hvor Grændselinien mellem Sandhed, Skuffelse og Bedragerie er saa nem at overskride, og har, næsten med Skamfuldhed udsjunget de Toner, jeg ei turde dæmpe, skiøndt de underlig klang om hvad jeg ei vidste. Viser Tiden, at de have skuffet mig, da skal jeg være den ivrigste til at dæmpe dem og deres Frænder, men før tør jeg ikke, tør ikke mere, end bede hver holde sig til det faste prophetiske Ord, som er for os alle i den Hellige Skrift, og lade min Sang staae ved sit Værd, naar den er andet end en aabenbar Gienlyd af Propheternes Sange. Dette er alt, hvad jeg kan giøre, og hvad jeg selv giør, men det er Nok til at vise, at jeg visselig ingen Lyst har til at forvirre Folket, og jeg har dog vel Ingen lastet, fordi han ikke var Skjald.

Efter nu saaledes at have fremstilt mig som en hovmodig, ærgierrig og nederdrægtig Hykler, giør Rec. atter et Spring, og Man skulde ei let giætte hvilket. Man skulde ikke tænke, at den Mand der lader som han angriber mig, kun fordi jeg forvirrer Folket i Religjonens hellige Sag, skulde give sig Stunder til at undersøge mine Skrifters Form efter Konstens Regler. Alligevel er det saa, fordi han giør sig en Samvittighed af at fortie Noget der efter hans Mening kunde nedsætte mig, og bøde paa Mangelen af Beviser for hans gruelige Paastand, at jeg forvirrer og forfører Folket. Ingen kan derimod forlange, at jeg skal spilde Tid og Ord paa at forsvare mine Bøgers Form, som, i det mindste her, hvor Talen er om saa vigtige Ting, maa agtes ligegyldig. Kun et Par korte Bemærkninger vil jeg giøre for at overhugge de Snore, hvormed Rec. har meent at knytte sin Daddel over Bøgernes Form til Fordømmelsen af deres Indhold. Han taler store Ord om, hvordan Sandheden skal elskes og udfindes, saa det ei er nok at sige sin Mening, men derved dømmer han kun sig selv, ikke mig, thi naar Bibelens Ord ere Sandhedens Prøvesteen, og jeg har brugt den, som jeg har, da behøver jeg vist ikke at sammenligne det, Bibelen erklærer for Sandhed med det som Andre udgive derfor, og er det Uret at tale Sandhed uden at indflette den i konstige Rammer og menneskelig Viisdoms overtalende Ord, da har Bibelens Skribentere begaaet stor Uret, med dem maa Rec. trættes, jeg vil helst følge dem. Hvad det skal betyde, at den rette Sandhedselsker i de menneskelige Overbevisningers Dissonanser opsøger med Omhyggelighed de skjulde Accorder der for det finere aandelige Øre opløser dem i en almindelig hellig Harmonie, mener jeg rigtig nok at forstaae, thi det er jo Schellings og Naturfilosofernes almindelige Sprog, hvis Grundvold er den evige Eenhed af Sandhed og Løgn, Lys og Mørke;

Schelling siger udtrykkelig at Mørket er det hvoraf Lyset har udviklet sig, ligesom det Gode af det ikke Gode.

Hvad nu min Krønikes Form angaaer, thi det er ret mærkeligt at Rec. kun taler om den af mine Bøger, hvor Konst er vanskeligst at øve og mindst at vente, da har jeg sagt det, jeg vilde intet glat Konstværk give, og det var slet intet Konstgreb, men Sandhed, thi saavidt Konst ei er noget affecteret eller haandværksmæssigt, men den Klarhed, Orden, Bestemthed og Sammenhæng enhver sand Tale stræber efter, da meende jeg og der var Konst i min Krønike, og har jeg, som Rec. siger, en letbevægelig Phantasie og en Art af Veltalenhed, er det vel ikke urimeligt. Imidlertid kaldes den stakkels Bog et Uhyre, hvorover Man knap kunde bare sig for Latter, uagtet det synes som Man har havt lettere ved at bare sig, end ved at lee. Jeg gider ikke talt mere om denne Sag i en saadan Anledning, men maa dog spørge Rec. om vore andre Udtog af Verdenshistorien røbe mere Konst, mere andægtig og kiærlig Flid?

Et Exempel, heder det, maa endnu tjene til at fuldende vor Skildring. Man maa vel spørge: hvilken? men det siger intet, jeg forstaaer ham ret godt, Skildringen af mig som Folkeforvirrer, og Rec. giør nu en nydelig Overgang til sit Opraab imod mig ved at anføre min Dom om de mathematiske og physiske Videnskabers Dyrkelse (Krønik. 280). Der har jeg paastaaet,paastaaetʻomvendt kommatekstkritik er afhandlet i ACCESS at hvor Kemi, Astronomi, og Mathematik ret blomstre og, som Sammenhængen viser, agtes for de ypperste, er det aandelige Træ sin Udgang nær. Dette har Rec. ei bestridt og det er saare let at bevise, men det passer ikke her, behøves ei heller. Men jeg har ogsaa sagt, at disse Kundskaber forlyste vantro Sjæle, fordi de snarere lede fra end til Religjonen. Dette udlægger nu Rec. som om jeg dermed vilde sige, at det laae i disse Kundskabers Natur at stride mod Religjonen, gotter sig over den urimelige Paastand at Betragtningen af Guds Værker snarere skulde lede fra end til Religjonen, og viser, at baade Chemi og Astronomi kan og bør lede til Religjon. Men hvor har jeg nægtet det? Var det ikke tydeligt nok at jeg kun talde om disse Kundskabers Virkning paa vantro Sjæle, hvorfor vilde Rec. da ikke see min Anmærkning, til 186 der netop er skrevet for at forebygge Misforstand af disse og flere Ord om Videnskabernes Forhold til Religjon og Christendom? Siger jeg ikke der udtrykkelig (S. 386.) at Alt hvad der mangler Frihed, maa, naar det rettelig kiendes, sees som Guds Værk, at kun i Frihedsyttringerne ei i Evnerne findes Striden imod Ham, og selv hine der fra Evighed ere forudseete, maa sees at være Hans Styrelse undergivne. Siges det ikke hermed, at alle Kundskaber baade kan og bør og maa tjene Gud, ja erklæres det ikke udtrykkelig for galt at ansee Gud og Fornuften for ubetingede Modsætninger, for en sværmerisk Sætning, at kalde Videnskabelighed utilladelig? siges det ikke, at naar Christendom igien seirer, vil Troens Baand samle Videnskaberne i en hidtil ukiendt Endrægtighed og Sammenhængen mellem Ideer og Erfaring skues klarere end nogensinde? Hvad bliver nu den hele Declamation til om mit Galskab og mit Had til Videnskaberne, som jeg har elsket og dyrket stedse, elsker og dyrker daglig, skiøndt jeg ei forguder dem, og er vis paa, at de physiske og mathematiske langt mere end de historiske ere skikkede til at forlyste dem, der ønske at glemme Gud, hvilket allerede er klart deraf, at jo endnu Ingen har fundet Forbindelsen mellem Religjon og Mathematik, thi det er jo Beviis paa, at den ei øiensynlig minder om Gud, hvorfor og Rec. klogelig springer den forbi, skiøndt han vel ei kan nægte, at den er Sjælen som giør baade Physik og Astronomi til Videnskaber. Efter en kort Udvikling af hvorledes Chemi, Astronomie og Mathematik kan forlyste vantro Sjæle, og bestyrke dem i Vantro, siger jeg, at Man deraf kan forstaae hvor meget Sandt der er i den almindelige Paastand, at Christendommen er Videnskaberne i Veien, nemlig saa meget Sandt, at naar Videnskabeligheden vil være selvstændig og uchristelig, da er Christendom den i Veien. Hine Ord have faaet en ganske anden Betydning hos Rec. derved, at Ordet: hvor ei, som i min Bog netop for at hindre Misforstand, er udmærket, thi nu seer det ud som jeg havde sagt, at der var meget Sandt i hin Paastand, og er denne Forvanskning af mine Ord uvitterlig, da er den dog en saare slem Uagtsomhed. Rec. bygger ikke udtrykkelig paa denne omgjorde Text, men forstaaer jeg ham ret, da forudsættes den, thi ellers kommer Opraabet dog virkelig lidt mere hovedkulds, end Konstens, jeg vil ikke tale om andre, Regler synes at fordre. Rec paastaaer nemlig, at det er en af mine mangfoldige usande Beskyldninger mod Tidsalderen, at det skulde være en almindelig Paastand, at Christendommen var Videnskaberne i Veien. Jeg gad seet Recs. Beviis i denne Sag, thi skal jeg tro mine egne Øine, da har det visselig staaet i mange af vor Tids Bøger at al positiv Religjon hindrede Videnskabernes frie Stræben, ja for mine Øine staaer det endog udtrykkelig i Eichhorns Litteraturgeschichte som en afgjort Sandhed, at Christendommen, saaledes som den forkyndtes af Luther, og overalt den strænge Tro paa Bibelen hindrede især de physiske Videnskabers Opkomst, ja hvad har vi her mere Vidnesbyrd behov? Rec. siger jo selv, at den Christendom jeg forkynder staaer i Strid mod Fornuft, Videnskab og Oplysning, og saalænge han nu ikke har beviist, at min Christendom er anderledes end Luthers, og Bibelens klare Ord, da skal han staae som den der siger at Christendom er Videnskaberne i Veien. Imidlertid paastaaer Rec. at den urimelige Paastand har været meget sjelden og sagtens kun en Feiltagelse, istedenfor at sige, at hovmodige og uvidende Præster ofte have forfulgt videnskabelige Opdagelser. Her bryder da Rec. endelig ret løs og holder en ret opbyggelig Tale til sin Krigshær, thi dertil vilde han have Vennerne af Sandhed og ægte Gudsfrygt; bør ikke enhver, siger han, der vil det Gode, betragte sig som Strider i denne Sag? thi hvorhen fører det ei, at Man indbilder den blinde Hob, at Videnskabernes Dyrkere hade Religjonen? Vogner dog op alle Venner af Sandhed og ægte Gudsfrygt! See I ikke det Baal gienreise sig, hvorpaa Vanini brændte? see I ikke det Fængsel paa ny optaarne sig, hvori Galilæi vansmægtede? Foragter ikke det fjendtlige Foretagende fordi det i sin Ufornuft bærer Spiren til sin egen Undergang! det kan dog have sin Virkning til en Tid. Der gives i alle Stænder en lettroende Hob, hos hvilken det Urimeligste finder Indgang, naar ingen fremmed Fornuft advarer den. Sværmere sætte Aandens Præg paa Urimeligheder og Løgne, hvo ikke har den rette Prøvesteen tager dem for det rene Guld. Forener eder ikke til Forfølgelse, men til at stride med Aandens Vaaben! Tvinger blot de Forvildede til at forstaa sig selv, og Eders Seier vil være let, og heldbringende for Eders svagere Brødre! Historien har jo noksom viist os, at disse forvirrede Folkeforvirrere have ført de Ubekræftede bort fra den rette Vei, deels ved at give dem Afskye for det Gode, hvormed det Slette de fremførte var blandet, deels ved at lade dem tage det Slette for ligesaa vigtigt, om end ei vigtigere, end det Gode.

Skal Man lee eller harmes over en saadan Tale? Jeg troer begge Dele, thi skammelig er den ved sin Hensigt, latterlig i sin Anvendelse. Jeg troer Rec. har Ret i at Enhver, som vil det Gode, burde ansee sig som Strider i denne Sag, men med hvem de burde forene sig ere vi naturligviis saare uenige om, dog det vil de vel see, naar de vaagne, og det er mit inderlige Ønske, at de maa vaagne og lade Christus lyse for sig, jeg kalder dem slet ikke til at hjelpe mig, de gaae i Herrens Navn, hvor Gud og Hans Ords Lys byder dem, men at de da ei gaae imod mig, det veed jeg saavist som at der er en levende Gud, og at det er Hans Ord, som det ligger aabenbart for Alle, jeg forkynder uden Sviig. Rec. spørger, hvorhen det ikke fører at indbilde den blinde Hob, at Videnskabernes Dyrkere hade Religjonen? Derpaa kan jeg ikke svare, men det veed jeg, at den blinde Hob kun bryder sig lidt enten om Videnskaber eller Religjon, saa at selv Gudsbespottere, som vi har seet, kan ei alene færdes og sysle, men og aabenbar bespotte Gud og Christus, det veed jeg ogsaa, at aldrig har jeg tilraadet eller bifaldet Kiætterbaal, det veed jeg end, at er noget Baal nær ved at tændes, da er det til Guds Venner og ei til Hans Fjender; men det veed jeg endelig ogsaa, at det er et Nidingsværk, at ville indbilde Folk at jeg fører Mord og Brand i mit Skjold. At Sværmere sætte Aandens Præg paa Urimeligheder og Løgne, saa at den der ei har den rette Prøvesteen tager dem for det rene Guld, det see vi for vore Øine, men indtil Rec. beviser, at jeg fører falsk og løgnagtig Lærdom, kun hos ham, ikke hos mig. Tvinger blot, siger han, de Forvildede til at forstaae sig selv og eders Seier vil være let! Det skal være mig kiært om alle Sandhedens Venner vil giøre det med dem som sige, at de bifalde min Tale, thi det er just mit inderligste Ønske, at ingen letsindig bifaldt den, men at enhver gjorde sig selv klart og alvorligt Regnskab for sin Tro og Overbevisning, at derimod Seieren skulde blive saa let over dem, der virkelig tro som jeg, skulde Rec. dog ikke sige saa vist, før han har overvundetovervuudettekstkritik er afhandlet i ACCESS mig, og den vilde udentvivl blive saare vanskelig om ikke umulig. Tingen er, at jeg aldrig byder Nogen tro mine Griller, eller bygge sin Tro paa mine Tanker, men at tro paa Gud, vandre for Hans Aasyn ustraffelig i Kiærlighed og randsage Hans Ord under Bøn og Andagt. Den som nu giør det, og med Andre har jeg og vil jeg Intet have at giøre, om de saa ophøiede min Tale til Skyerne, den som giør det, siger jeg, og da faaer den Vished i sit Hjerte, at jeg lærer Guds Vei rettelig efter Skrifterne, Rec. kan tro, han er ikke stort nemmere at overvinde, end den Gud, Som er Hans Tillid og Befæstning. Hvorledes nu Rec. kan opbyde til almindelig Strid mod en Mand, der idelig kun formaner til at tro paa Gud og frygte Ham, som beder og besværger alle dem der vil høre ham, kun i Bibelen at søge Sandhed, kun i Ordet og Bønnen at søge Oplysning, og i Troessager at ringeagte al menneskelig Myndighed, det er dog rigtig forunderligt, aldenstund han selv viser Folk til Bibelen, enten er han da afsindig eller den Folkeforvirrer og falske Prophet han beskylder mig for at være, ja jeg tager intet Øieblik i Betænkning, at sige reentud det er hans Hensigt at forvirre Folket, at forvilde dem fra den sande, eenfoldige Christendom, som ligger klar i Bibelen, som er forkyndt ved Herrens Apostle og de gamle Kirkefædre, som, efter at være en Tidlang foragtet og forvansket, forkyndtes ved Luther, indeholdes i vor Kirkes Symboliske Bøger, og forkyndes nu ved mig og enhver, som følger dem.

Nu vender Rec. sig til den Forklaring af nogle Spaadomme i Skriften, som jeg har udgivet og derved, efter Recs. Paastand, kundgjort min egen Forvirring paa det øiensynligste. Vi vil følge ham Skridt for Skridt og see, hvorledes han beviser sin Paastand, eller rettere, hvortil han bruger dette lille Skrift.

Han begynder med dristig at sige, at den Gamle har samlet Stæderne af Propheterne og Aabenbaringen, for at passe dem paa Friderich i Preusen, men det er aabenbar usandt, Alt viser, at han efter Propheterne har indbildt sig en Forestilling af den store Fristelse og Antichristen, og da ved at agte paa Tidernes Tegn, troet sig beføiet til at anvende den paa Kong Friderich, og jeg troer neppe denne Anvendelse vilde faldet Rec. eller Nogen ind, dersom jeg ei havde anført de Ord, hvori den bekiendes. Dog herom er det ikke værd at tvistes, lad den Gamle hvile i Fred, kun med hans Ord have vi at giøre, og at disse med Ret kan hentydes paa en anden Mand og andre Begivenheder, end han havde for Øie, er aabenbart. Det er aabenbart allerede fordi den Gamle, uden at lade sig indskrænke af Friderichs Historie har lige fra Begyndelsen sagt Alt, hvad der syndes ham at ligge i Spaadommene, det er det end mere, naar vi betænke Propheters og deres Fortolkeres Vilkaar. Det er vitterligt, at der i hver begeistret Digters Sang findes Noget han ikke forstaaer, findes tit en dybere Mening, end han havde om sit Syn, at dette i meget høiere Grad maatte være Tilfældet med PropheternePhropheternetekstkritik er afhandlet i ACCESS, er ligefrem, og Skriften lærer os det udtrykkelig, da Spaadomme fra det gamle Testamente anføres i det ny, om hvilke Man tydelig seer at Propheten har havt en anden Mening, uden naturligviis dog at kunne bestemme hvor megen Indsigt Gud har forlenet Propheten i Ordenes dybere Mening. Exempler herpaa ere især, som Man veed, hyppige hos Matthæus og han anfører derfor Spaadommene paa forskiellig Maade, om dem der førstegang opfyldtes ved Jesu synlige Nærværelse siger han: det er skedt, om dem der allerede eengang vare opfyldte: det fuldkommedes, thi i Ham, Guds Eenbaarne maatte jo alt fuldkommes som af Gud var sagt om Hans Børn, om den Eenbaarnes Legeme og Menighed. Dette leder os først til den Betænkning, at ligesom Meget, der nærmest i Tiden var sagt om Mænd og Begivenheder før Jesu synlige Nærværelse, dog først fuldkommedes ved den, saaledes kan der og være Meget saavel af Dette, som af det der nærmest opfyldtes i Hans Kiøds Dage, som først fuldkommes i Hans Menighed til Dagenes Ende, ja vi veed, at først naar der ei skal være Tid mere, ere alle Prophetier fuldkommede. Vi ledes og til den Betænkning, at Prophetiernes gudelige Fortolker gierne kan sige langt Meer end han selv tænker, at han gierne kan tale ret om den Skikkelse de hellige Syn ville aabenbares i under Tidens Løb, og dog tænke feil om Tidspunkten, og de Omstændigheder der skal udgiøre denne Skikkelse. Dette er nu Tilfældet ei alene med nærværende Fortolker, men med Luther og saamange Guds Mænd, og er ei underligt, da det Tilkommende stedse har sit Forbud og Forvarsel i det Forrige, da Spaadommene om Guds Kirkes Trængsel og Frelse for et gudeligt Øie opfyldes stedse, og i hver stor Omskiftelse haabe Guds Børn at see den sidste og den endelige Seier, kun for Verdens Øine opfyldes Spaadommene seent, ei før de ret legemlig fuldkommes. At der nu i Johannes Aabenbaring forkyndes klarlig en Fristelse, en Strid og Seier, som endnu ei haver fuldelig aabenbaret sig for Verden, det kan ikke nægtes, og hvad Under at vor Fortolker troede den var nær, da han saae dens Forbud i Menighedens Lunkenhed, i indbrydende Vantro i Preusens vantro og mægtige Konge, i den falske Prophet fra Ferney og i saa meget Andet! Han saae ikke feil, men han tænkde kun feil ved at mene, han skulde med legemlige Øine see det Heelt, hvis Begyndelse kun faldt i hans Dage. Hvad Sviig eller Galskab der nu er i at jeg mener vi vil faae langt Mere at see af Ødelæggelsens Vederstyggelighed, da alle Tegn bebude det, det kan jeg ikke indsee. Ogsaa jeg kan tænke feil og bekiender det jo, men at en stor Trængsel og Seier er nær, det er saavist, som at der er en Gud i Himlen, saa vist, som at Guds Ords Tjenere skjældes for falske Propheter. At ikke alle Spaadomme endnu i den vil legemlig fuldkommes, det siger jeg, fordi jeg troer der endnu er et længere Tidsrum til Dagenes Ende, om jeg tænker feil maa Tiden vise. Om nu Andre kan læse hiin Fortolkning uden at tænke paa Napoleon, det veed jeg ikke, jeg veed kun at jeg har ikke kunnet, og at Ingen som saae den hos mig i Haandskrift kunde det; uagtet jeg med Flid Intet sagde dem forud. Rec. paastaaer, at Talen passer ei meer paa Napoleon end hardtad paa hver Erobrer, men deri tager han nok en smule feil. Det er saaledes ikke sandt at Fortolkeren har sagt, Tyrannens Land ubetinget maatte være protestantisk, naar han nemlig siger: dette Riges Beboere bekiende sig ei til den Papistiske Religjon, thi da bliver det næsten ubegribeligt, hvorledes det samme Rige er det, som skal ødelægge Regimentet (Pavens) da seer Man jo tydelig, at han ei tolker sit Syn, men betænker det, og slutter nu at Riget maa være protestantisk, fordi han ingen Forestilling havde om, at et forhen christnet Riges Beboere, kunde, som Frankrigs i vore Dage aldeles afskaffe Christendom, og fordi ham syndes at et protestantisk Rige skulde være iblandt Guds Kirkes Fiender. Hans Antichrist skal ingen Kiærlighed have til Fruentimmer, siger Rec. og tilføier: det træffer ikke ind med Napoleon og kan neppe heller anvendes paa Frankrigs Aand. Man veed at jeg ingenlunde borger for Rigtigheden af hvert Træk i denne Fortolkning, endnu mindre for at de alle skal passe paa Napoleon og Frankrigs Aand, men, dersom den herlige Luther, som mig synes, har Ret, da bliver Recs Indvending til Intet. Luther siger nemlig, netop i sin Forklaring af det omhandlede Skriftstæd (Dan. 11.) Kvindekiærlighed betyder her ikke den utugtige Kiærlighed, men den ægteskabelige og tugtige Kiærlighed til Kvinden, som er forordnet og befalet af Gud, Tyrannen skal foragte.

Luthers Schriften (Hallische Ausg.) T. 6. S. 1458 u. 1464.