Roskilde-Riim

Hil dig Roskild! ja hilsæl Hellig Korses Kongekilde! Tidlig sprang du af dit Væld, Gid du og hentørres silde! Ind til Leire bugted sig Fra det gamle Hav en Vig, Den var kun et Kæmpevad, Der kun Snekken smal og flad Under Aaren kunde glide, Eeg og Bøg kun ved dens Side Voxte mellem vilde Blommer. Ind til Roskild Fjorden bred Bølgede i gamle Dage, Og ad den saa prud indskred Under Seilet gyldne Drage. Sjelden nu, du gamle Fjord, Man beseiler dine Vande, Vi har megen Last ombord, Kunde let paa Stenen strande. Heller paa det vilde Hav Vil vi dristelig omfare, Ovenpaa dendeu aabne Grav Svømme Ting saa dyrebare, Som kan Tunge, Næse, Øie, Øre, Krop og Sjæl fornøie. Alt vi kan os for vor Last Købe, som vi maa, i Hast, Og forlise vi tilsidst, Al vor Last vi har opskrevet, Og der staar i Regnebrevet, Den skal os betales vist, Thi Procenten har vi givet, Hvis vi da kan bjerge Livet, Har vi vundet, hvad vi fik Haverert før vi forgik; Kan vi ikke, nu velan? Sligt fortryder ingen Mand. Roskild! mig dog ikke lyster Paa det Brev til fjerne Kyster, Vovelig at vende Stavn, Svælget er en daarlig Havn. Ei for grund er mig din Fjord, Vil min Snekke ikke glide, Af min Last jeg overbord Kaster hvad jeg kan itide, Jeg har meer end Nok igen, Og at gaa tilbunds med den Om det end var nok saa silde Det betaler sig kun ilde. Ej jeg frygter gamle Trold, Ingen Tiende jeg ham loved, Jeg har intet Helgenhoved, Men jeg har et Slangeskjold, Naar han speiler sig, jeg veed Hylende han farer ned Hvor jeg ei har Lyst at komme, Naar min Seiletid er omme. For den Steen, Man raaber paa, Er jeg ei det mindste bange; Strande vil jeg ei, men staa, Bedre kan Man ei forlange; Ararat er Stenens Navn, Der Man sidde kan i Stavn Rolig, til igen, som før Jorden vorder reen og tør, Til vi se i favre Vaar, At den Steen, hvorpaa vi staar, Meer end heleheie Kloder veier, Ja, at Alt om den sig dreier, At den er de Vises Steen, Som forgæves Mangen Een Søgte mellem begge Pole, Søgte i den sorte Skole. Ja, alt her vi komme efter Stenens underfulde Kræfter, Pral er Daarskab, men ifald Endelig det være skal, Kan med Bøhme, Theofrast, Dippel og hver ny Bombast Vi omkap som Karle prale Og endda kun Sandhed tale. Kun om Ondt at sige Godt, Kalde Synden gjort i Gud; Med hans Ord at drive Spot, Og det Fjendskab slette ud, Som er mellem Lys og Mørke, Kan vi ei med al vor Størke, Slige Ting vi vil og maa Lade Satan prøve paa. Men at have Gud for Øie I det Dybe og det Høie, Kalde Blomster op af Muld, Gøre Steen og Bly til Guld, Og med Blomstens HonningsaftHonniugsaft Blande Vandets skjulte Kraft, Lokke, hvad vi kalde paa Saa det til os komme maa, Det er Ting, som vi forstaa. Saa ieg ogsaa, om jeg vilde, Kunde, Roskild, af din Kilde Mane op den skjulte Kraft, Blande den med Honningsaft; Lade den i Bægret bruse, Og med mig en Skok beruse. Hvis jeg vilde, men o nei, Maner, Troldmand er jeg ei; Sagtelig, som det sig sømmer, Jeg paa Stenen til dig svømmer, Barnlig jeg til Gud vil sukke: At Han vil dit Væld oplukke, At Han vil i Bægret skænke Baade mig og Mænd paa Bænke, Naadelig en Lædskedrik; At paa deres gamle Stade, Blomsterne med favre Blade Kneise maa og dufte sødt, Som en Krands sig flette sammen Til Hans Pris og Ære! Amen! “Galilæas Bæk skal gaa”gaa” (Saa lod Gud Profeten spaa) Over Sletten ud i Strand, Da skal læges Havets Vand; Rundtomkring de lægte Vande Skulle favre Træer stande, Visne skal ei noget Blad, Frugten være skal til Mad, Bladene til Lægedom, Thi den klare Bæk udkom Fra min høie Helligdom; Ogsaa hid til høie Nord Ind fra Havet kom en Fjord, Og omkring de lægte Vande Saaes favre Træer stande; Roes Kilde! Lægedom Og i dig fra Havet kom. Det var spaaet: den Tid skal komme, Da, som favre Rosenblomme, Ørken skal i Blomster staa; Ogsaa her det Syn Man saae, Rosen blomstrede i Nord Purpurskøn ved Isefjord, Duften blev til Aandens Føde, Bladene til Lægedom, Thi det Vand som gav den Grøde, Udaf Guddomsvældet kom. Roes Kilde! du er døbt, Krist paa Korset dig har købt, Hedningnavnet klæder ilde; Du er døbt til Rosenkilde. Hil dig Roskild! ja hilsæl! Hellig Korses Rosenkilde! Herlig sprang du af dit Væld, Gid du maa udtørres silde, Gid din Bølge sig maa velte Kvægsom over ganske Nord, Til, naar Elementer smelte, Som en Damp du med din Fjord Stiger did, hvorfra du kom, Synker i Guds Helligdom! Dog, din Tid den er vel omme, Kildens Kræfter ei sig te, Intet Øie io kan se Nu i Nord din Rosenblomme. Bispegaard og Kongeborg Har din Datter dig jo røvet, Som en Enke du i Sorg Grædende kun kysser Støvet. Støvet af dit Rosenblad, Og af lange Kongerad: Bladene, som fulde af I din store Rosengrav. Skal da nu dit Navn du miste, Maa du nu som Lig i Kiste Skifte Rosen om med Ro? Nei, de Træer, som opgro Paa det helliggjorte Stade Miste aldrig deres Blade; Naar de kolde Vande isne, Kan det lade, som de visne; Man i Gravens Ormekule Kan dem sænke, kan dem skjule; Men som Helgenbeen de sove, Ingen Orme sig tør vove Til de friske, favre Løv, Som ei smuldre kan til Støv, Som i Graven end beholde Lægedommens skjulte Kraft. Ikke altid skal du græde, Lad kun Støvet være Støv; Stundom risle du med Glæde Over dine Rosenløv, Synge Ham en Aftensang Af hvis Helligdom du sprang! Roskild! kom engang ihu Sære Sagn til FrydFeyd og Gru, Som en gammel Sagastav Risted paa din Villums Grav! Der de vantro Præstemænd Grove Liget op igjen, Duftede hans Kaabe fin Alt som Rosen og Jasmin; Men for vantro Præstemænd Kun af Svovel lugted den, De den kasted med Foragt, Gnede Duften af med Magt, Mente at med Lud og Vand Slukkes kunde Helveds Brand. Dog det Haab, som Boblen brast, Og de arme vantro Klerke Andet fik med Sorg at mærke; Herman sad i Præstemøde Biskop Absalon saa nær, Onde Ild tog til at gløde Pinlig i hver Næsebor, Mæle kunde han ei Ord Og opbrændt af Helvedflammer, Sank han ned i Grav med Jammer; Arnfast paa Sotteseng Ynkelig sig maatte klage, At han i de sunde Dage Drev med Himmelduften Spot. Isak saae de Andres Plage Gjorde Bod for Naadens Stol, Dog hans Legem maatte bøde, Det hensvandt som Dug for Soel. Roskild, kom du kun ihu Gamle Sagn til FrydFeyd og Gru! Om din Rose er det sagt, Den er og i Graven lagt; Men sin Duft den himmelsøde Sender den os end imøde; Duften kan de Matte kvæge, Kan de syge Hjerter læge; Selv de Vantro maa fornemme Hvor den søde Duft har hjemme; Ak, men dufter den omsonstomsoust, Lugte de kun Svoveldunst, De i Lud og Vand sig tvætte, Intet Bad og ingen Konst Dog imod den Svoveldunst Mægte Noget at udrette, Og tilsidst de maa med Jammer Bade sig i Svovelflammer. Vi, o Kristne, ville glade Hjertet for den Duft oplade, Men hvor er den bedst at mærke? Mellem Konger? mellem Klerke? Hvor mon ligger, hvor mon staar Kildens rette Rosengaard? Kongeborg! du sank i Støvet, Al din Glands og Pragt berøvet; Hvis end Duft fra Gruset kommer, Er den ei af Rosenblommer. Tit af Horne og af Lur Røstet blev din stærke Mur, Meer dog af letfærdig Sang Over Hofmænds Drikkebord, Og af Ederne som klang Mellem løs og raadden Tale; Allermest i hule Sale Dønned onde Kongeord, Skøndt de hviskedes saa stille, Røsted de dog Mur og Pille, Og en myrdet Konges Rallen Styrtede omsider Hallen. Ja, du sjunkne Kongeborg! Saga taler end med Sorg Om de fire Gæstebud, Som de fire Hjørnestene Skøde under Borgen ud, Og det femte som allene Dømme maatte beste Hald, Spaa den Undergang og Fald. Tveskæg! i det første Gilde Du en Fader myrde vilde. Palnatoke! Gud kun veed Om for dig Kong Harald segned Om for venlig jeg dig tegned, Hvad du var, for Hvad du streed; Men af Svend, din Fostersøn, Du fortjente bedre Løn, End det Malm han dig lod veie; Ingen turde dig det faae, Men paa Spydes skarpe Leie Dog en myrdet Gæst man saae. Ogsaa du hin rige Knud Gjorde her et Julebud. Siig mig, var ei Vinen god, Siden du dig vilde lædske Med saa dyrekøbt en Vædske: Med din Svogers Hjerteblod? Søn af Ulf! da du blev vred, Nok en Hjørnesteen udskreedndskreed. Magnus! i de fire Dage Der du lurede paa Knud, Da skød du den fjerde ud, Som end ene var tilbage; Her den Djævel blev undfangen Som blev født ved Haraldstad, Rosen da i Kildevangen Sammenrullede sit Blad, Brat nedfaldt din Søn i Hallen, Og dens Mure ved hans Rallen. Ja, ved Frændesvig, o Knud! Faldt du i de samme Sale Hvor din Fader Hellig Knud Skuffede ved Slangetale, Hvor han listig Brynjen skød Fra det Bryst han vilde saare. Dog, Svend Grathe! tifold Død For din Daad jeg vilde kaare, Thing med Bondemænd at holde. Holdt din Ære du for nær, Men at myrde Frænder bolde, Det var dig en Herrefærd. Opad Bakken tog du Flugten For at slippe Bondelugten, Lugter Frændeblod da bedre End lidt Dunst af Køer og Vædre? Høit du krøb i Velmagts Tider, Lavere du krøb omsider, Der du krøb paa Haand og Fod Over Hængedyndets Gynge, Drot, da fikst du BodVod for Mod, Da blev Kronen dig til Tynge, Ydmyg som din egen Svend, Med de ringe Bondemænd Gierne da du tale vilde, Men da var det alt forsilde, Bondeøxen svared dig, Og dit røde Kongelig Fik, hvad Kongemord er værd, Fik et Asens Jordefærd. Borg, for Intet ei i Støvet Sank du, al din Pragt berøvet, Uglen tuder paa dit Grus, Sorte Gienfærd holde Hus I de faldne Kongesale, Rosen dufter ei fra Dig Kun en Dunst af Blod og Lig Stiger op ved Midnatsvale. Bispegaard! har du i Eie Den begravne Roses Leie? Mangengang den yndig rød Blomstred i din Haves Skød, Villum, Eskild, Absalon Pleied den med venlig Haand; Søn af Jakob, Søn af Stygge! I saae Brodersværdets Skygge Svæve over Lunde-Kor, Der det rasede i Nord, Gru jer drev fra Stol og By, Hyrder, som for Ulven flye Tør og vil jeg ei berømme, Men en Anden maa jer dømme. Mindes maa jeg dig, Niels Skave! Hvad du planted i din Have Var vel neppe Talen værd, Siden Saga tier kvær; Men du har en Bautasteen Som ei mange Kongebeen, Du en Kirke bød den være Til en hellig Sofrens Ære; (Kære! hvorfor ei til Guds?) Som en Skygge af St. Luds End i Holmistorp den staar, Som den stod trehundred Aar, Gudelig var vel din Hu, Siden StenenSeenen staar endnu. Lave Urne! Rigens Handel Var dig meer end Bispevandel, Blomsterne jeg saae dig ryste For en faver Dronnings Fod, Ei med Duft mig kan forlyste, Ei de randt af RosenrodRosenrød. Nei du verdenskloge Mand, Du kun havde lidt Forstand, Eller og du fik den silde, Paa Guds BlommerBlammerBlammer = lyskær, mørk sky giver dårlig mening her. Desuden er der netop tale om blomster i stykket her., thi du vilde Som et Ukrud luge op Hvad just var en Rosenknop. Plukked du de sidste Blade Af det gamle Rosentræ, Var de som din Kaabberplade Ei til Duft men kun til Læ, Eller hvis en Duft heel svag End de gemme til din Ære, Maa den søges, maa den være Under Kirkens Kaabbertag, Det du lagde, og derinde Skrev du ham et lille Minde, Hvem et stort, med gæve Kristen, Du lod prænte i Paris; Tør jeg tro dit Ord paa Kisten, Døde du paa luthersk Viis: Som en Synder du Guds Naade Bad din Salighed at raade. Ja, du Kirke, høi og prud! Gemmer vist de Rosenskud Som ved Hellig Korses Kilde Blomstred aarle eller silde, Du, ja du er Rosengraven, Skræpper ødte Bispehaven. Jochum Rønnov! fy dig an! Egner det en Riddersmand? Haven leied du for Guld, Plantede i viet Muld Urter kun som kildred Ganen; Hørte du da ei hvad Svanen Sang om Rosen purpurrød? Jo, du hørte det forhærdet Taalte den selv ei ved Gærdet, Der du saae den livlig skød; Ønsked før, jeg veed ei hvilke Torneskud end Rosenstilke. Du foragted Rosens Blad, Men saa høit dog voxte Stilken At den naaed dig paa Bjelken Hvor du feig storagtig sad. Bispegaard! ei dine Vægge Smuldrede i røde Bække, Derfor ingen Ugler tude Over dig, som hisset ude; Hvad i Grunden du attraade, Hvad engang din Reisning spaade, Blev du; end i denne Stund Kneiser paa din gamle Grund Høit et kongeligt Palads. Rosen dufter ei fra dig, Men til sandru Mindetegn At du gavst den Ly og Hegn, Mens den blomstrede i Haven, Hænger end i Luft en Bro Fra din Sal til Klippegraven, Ikkun halvt I ere to. Kirke! ja kun du bestaar, Gennem syvgang hundred Aar. Dine Buer maatte gløde, Der din Urtegaard blev øde. Gud dog saae i stor Miskund Til din Dressel og din Grund, Dølgede de vilde Luer, Løftede de stolte Buer, Lagde Aar til dine Dage; Og der Solen kom tilbage, Og da Kildens Rosengaard Atter blomstrede i Vaar, Sendte Han fra Axelstad, Og fra Daners vide Vange, Mangt et løsnet Rosenblad, Som i dine Altergange Dufter end fra Marmelskrin, Ja, hvis Duft fra kolde Senge, Steen og Bly kan gennemtrænge. Ak! den svandt, din favre Vaar, Og i Høstens kolde Dage Roser faa der er tilbage I forgroede Urtegaard. Vorder den nu atter øde, Maa vel dine Buer gløde, Da vi ei tør vente Naade, Fyldt er vore Synders Maal, Herren byder Luen raade, Tænde sig et helligt Baal, Og fra brændte Helgenbeen Svæver da i Flamme reen Sidste søde Offerrøg Over Sjølunds visne Bøg. Aldrig meer med favre Blade Skal da Rosen have Stade Paa din Bred, du Isefjord! Aldrig meer skal Duften kvæge, Syge Sind og Hjerter læge, Kirke, om dit Alterbord! Ile vil jeg da paa Stand, Før de værste Dage komme, Mens endnu paa Fjordens Rand Vifter Duft af Rosensblomme. Naar da sidste Offerrøg Svæver over Sjølunds Bøg, Da mit Suk, min Afskedssang Og skal over Bøgen svæve; Og fra golde Kildevang Sig derop med Støtten hæve, Hvor ei Rosen fælder Blade, Hvor fra helligt Alterstade Offerskaalen, aldrig tom, Dufter i Guds Helligdom. Rosengrav! det vil jeg haabe Jeg dem gemmer i dit Skød, Bittre Kalk! den Honningdraabe Ændrer dig til Vinen sød. Duften alt jeg kan fornemme, Den begravne Rose boer Hvor sig under Buen stemme Pillerne i høie Kor. Skolehus! hvad vil du mig? Ingen Tid jeg har at spilde, Jeg det veed, at og i dig Sprudlede en hellig Kilde; Mangen Rose spired vist Ved dens Kraft paa dine Bænke, Men ei har jeg Sind ei Frist Til dem nu at eftertænke. Litler, I, Mathis og Peder, Hemming, Syv og hvad I heder! I som over gamle Laale Skøde Knoppe eller Naale; Slipper mig i Hast! thi nu Kun til Kirken staar min Hu; Bleve I til Roser røde, Fandt I vel en Rosengrav, Naar jeg fløtter rundt min Stav, Eders Duft mig og skal møde. Dog, det nytter lidt at stride, Kold jeg mig dog ei kan slide Fra mit eget Kjød og Blod; Stærke Baand mit Hjerte lænke Til de gamle Skolebænke, Som det havde der sin Rod. Gamle Otto! høit i Haven Skinned ei dit Rosenblad, Dog det dufter sødt fra Graven, Sødt fra Bænken, hvor du sad. Seierø! du Rosen favned I din snævre Urtegaard, Og din Olding end ved Navnet Blotter sine hvide Haar: Rosens Duft i unge Dage Lod ham Herrens Godhed smage, Den ham Mod og Størke gav. Naar saa tit paa vilden Hav Bølgerne om Byttet sloges, Naar med Veir og Død han droges. Den ham aanded Fred i Sind Der han saae med Graad paa Kind, Røveren med Kirkeran Stævne trodsig over Strand; Thi den hvisked: græd kun ikke! Sølv og Guld det er jo Muld, Brat du skal i Riget drikke Nye Vin af bedre Guld. Gamle Otto! tung og trang Var dig vist din Skolegang, Moderløs og uden Fader Vandred du paa disse Gader; Arven i din Præsteslægt Tynged ei paa Verdens Vægt. Mægtede da Skolebogen End at føde Skolepogen? Arme Pebling! med din Spand Aarle seer jeg dig og silde Klart af Hellig Korses Kilde Kummerlig at øse Vand; Korsets Kilde maa dig nære Vand du maa for Brødet bære. Underligt, at under Aag Ei du glemte brat din Bog, Stundom vel fra Bog og Kilde Vandred du til lystigt Gilde, Mens dit Rum var tomt i Skolen, Sørgede for dig Fiolen, Men med Strængeleg du drog Altid hjem til Spand og Bog. Arven i din Præsteslægt Tynged ei paa Verdens Vægt, Men paa Hans, som rig til Alle Hjelper dem, der Ham paakalde. Han dig hjalp, Hans Navn ske Ære! Tornet maatte Veien være, Kun paa Torne Roser gro. Himmelrosen i sin Glands Blomstred under Tornekrands. Kun naar Jordens Torne saare, Kan dens Tant os ei bedaare; Da det ømme Hjerte maa Hige did med stor Attraa, Hvor ei længer Torne stikke, Hvor det veed, der blødes ikke. Denne Higen hellig klang, Otto, i din Orgelsang. Hørlig var den at fornemme, Naar du med din Tordenstemme Dundrede mod Folkets Synd, Naar med Salvelse du tolked Evangelium for Folket; Ja, naar Tungen hørtes hige Efter Tonen at udsige Som din Aand undrykt fra Jord Lytted til i Englekor. I dit Blik den var tilskue, Der du vendte nøgne Barm Kæk mod den forvovne Arm Som med Staal dig turde true; Der du higed sidstegang, Paa din Længsels Vinge svang Løste Aand sig op til Tronen, Og istemte Engletonen. Nu, Udsprungne! hvid du staar I Gud Faders Rosengaard, Som paa Jord du længtes efter; Men af Rosen purpurrød Gik en Duft med store Kræfter, Gik en Kraft saa liflig sød. Seierø og Vallekilde Visselig I det fornam, Ja, om I det glemme vilde Er der dog en Æt af ham, Ve den, om den kunde glemme, Hvad den haver end i Gemme! Bjergmand af Lutheri Lag! Flink du grov i rige Aarer, Førte frem til Lys og Dag Guld som blinker men ei daarer, Gemte det saa vist i Skrin, Gemte det i Rosenblade, Og en Duft saa liflig fin Stiger fra den blanke Plade. Mens min Fader, nu han staar Hos dig i Guds Rosengaard, Mens han stod i Rosenskolen, Naar i Aanden han fornam Hvad saa tit fra Prækestolen Aanded Fryd og Fred i ham, Oldingen med hvide Haar Stod ærbødig op fra Sæde Atter som i Ungdoms Aar Øiet tindrede af Glæde Mere sanddru blev hans Blik, Og høitidelig hans Tale, Hvem det ei til Hjertet gik Ham kan intet Syn husvale; Talen faldt saa jævn og vægtig, Ja i Skrifterne var han Tro mig, en Apollos mægtig, Ja han var en stor Guds Mand. Det skal vidnes paa hans Grav, Ak, jeg selv det føler bedst, Hvad er jeg mod ham som Præst. Sukkende den Gamle tav Satte Haanden under Kind Indtil Ordet faldt ham ind Som kan hver Johannes trøste: Grib ei efter det forvoven Som ei givet blev fra Oven! Ja Apollos! naar jeg saae Udi Skrinet hvor det laae Nyt og Gammelt som du drog Af din Forraad frem saa klog, Som en Skriftklog Man kan sige Var optugtet til Guds Rige, O! da følte jeg beskæmmet Gud mig gav et Nemme godt Men hvor er det Lidt og Smaat, Imod Dit, hvad jeg har nemmet, Dog, vil Herren med mig staa, Skal jeg se jeg dig kan naa. Gud i mig din Æt velsigne! Give Gud, jeg dig maa ligne! Saa jeg Aandens Sværd, Guds Ord, Bære maa i Sandheds Gjord, Saa Retfærdighedens Pandser Mod al Verdens skarpe Landser Dække maa mit nøgne Bryst, Saa min Gud er al min Trøst. Gid jeg under Kirkens Bue I din Aand maa Alt beskue, Gid jeg tale maa, som den, Om den var her, talte end! Kommer Kristne, store, smaa! Nu vil vi til Kirke gaa Nu da Mørke Jorden blinder, Medens Dagen tager af Mærkelig os Tiden minder Alt om Død og mørke Grav; Selv vi til det mørke Sted Gange hen med hvert et Fjed. Lader da os mellem Grave, Til vor Jordefærd os lave, Se om vi af gammelt Dødt Lære kan at sove sødt. Gamle Veie er de bedste Prøvet Mand er god at gæste. Ei for Skygger lad os flygte, Thi med Gud maa Ingen frygte, Mørke skjuler Jorderige, Lysets sidste Straaler vige, Nattely vi ei kan finde Bedre end det er herinde Hvor det glimrer, hvor det damper Under Loft fra skøre Lamper, MenMon det være bedre der? Er det Loft en Himmelbue? Er det Lys en Stjernelue? Er det Blink et Rosenskær? Nei, det er kun Lys, som støbes, Det er Gibs og Glas, som købes Det er kolde Farveskær, Støv det var og Støv det er Og naar Støvets Øie brister, Lys og Skær og Glands det mister. O saa er dog her langt bedre Mellem de hensovne Fædre, Er det ogsaa dunkelt her, Dog et lifligt Rosenskær Glimter mod os fra det Fjerne. Hvidlig mild en Morgenstjerne Skinner over hver en Grav Hvor en Kristen sig til Hvile Lagde med sin Vandringsstav, Ad os sødt den monne smile, Hvisker med en Englestemme, Som kun Aanden kan fornemme: Jeg har fulgt din Broder hjem. Her, ja her er godt at være, Alt sig løfted til Guds Ære, Alt opløfter os fra Jord. Se engang det høie Kor! Det er Helligdommens Billed Fromme Fædre her opstilled. Glæd dig, Kristen, at ei længer Skjul for Helligdommen hænger, Briste maatte det saa brat I den store Dagens Nat, Held os at en Præst vi fik Som da Han med Blod indgik Bød fra Oven Teppet revne Gav os Lov og bød os Evne Til i sine Fjed at stævne Did hvor udi høie Kor Over Herrens Alterbord Gyldne Kerubimer svæve. Kun som gjennem Rifter blinker Mod os Helligdommens Glands Men hvert Blink os til sig vinker Som en hellig Straalekrands, Gennem Gangene saa dunkle Skride vi med Gud i Sind, Klarere ved hvert et Trin Straalerne imod os funkle, Naar ved Korets Dør vi staa Sukke vi til Gud om Vinge, Støvet synker, som det maa, Aanderne til Gud sig svinge. Tavle, som i gylden Skrift Tegner Frelserens Bedrift, Stivt paa dig maa Øiet stirre; Maa det sig end tit forvirre Medens Stjernelyset mat Glimter i den mørke Nat, Synlig er dog overalt Han i Menneskegestalt; Om Hans Hoved Straalekrandsen, I Hans Aasyn Guddomsglandsen; Naar da med sit favre Skin Morgenrøden straaler ind Og til os i Ordets Bolig, Med din Skrift det er fortrolig. Ak! men hvad er det jeg seer? Tavle! est du her ei meer? Jo, du er her, dog maa Sukket Bryde frem thi du er lukket, Eller skal jeg kvæle Sukket Tænke, Gud har Tavlen lukket, For at ei en vantro Flok Skal nyfigen den betitte Og dens gyldne Skrift besmitte? Sukke vil jeg, som jeg maa, Dog min Gud jeg og vil love, Skulde Tavlen aaben staa, Naar de spotte, naar de sove, Nej, naar Præsten træder hen From i Sind for Alterbord, Brat oplader sig igjen Tavlen bred i Kirkekor. Tavle som i gylden Skrift Tegner Frelserens Bedrift, Du os skal for Øie staa Mens vi vandre om herinde, Alt da skal, som Alt jo maa, Os om Hans Bedrifter minde. Sødt bevæget stod jeg stille, Hvor min Fader stod og sad, Stundom sorgfuld, stundom glad, Medens han var ung og lille; Ogsaa her han mangengang Fordum gik og stod og sang, Gik her i sin Faders Spor Sang som han i høie Kor, Ei saa liflig, ei saa dygtig, Dog andægtig og gudfrygtig. Kirken med de prude Gavle, Kirken med den gyldne Tavle End forlysted den Guds Mand Der han sad paa Gravens Rand. Sødt bevæges Mand og Kvinde Med et kærligt Barnesind, Naar Forældres Hus de finde, Naar de sætte Fod derind; Kristne Søster, kristne Broder! Siig mig, hvem er vores Moder? Heder hun ei Kristendom! Fødte hun os ei med Smerte, Var det ei ved hendes Hjerte At vor Aand tillive kom? Ty vi ei til hendes Bryst Naar vi savne Raad og Trøst? Glemme vi ei Sorg og Nød Over hendes Stemme sød, Naar hun taler, naar hun kvæder Om de favre, hvide Klæder, Som os skal til Guds Behag, Smykke paa den Høitidsdag, Naar Guldbrylluppet den Bolde Med sin Brud vil festligholde! Jo, o Søster, jo, o Broder! Hun er Eva, hun er Moder Til os alle, som tør sige: Vi gienfødtes til Guds Rige. Hvor nu denne Kirkebue Hvælver høi sig over Kor, Der var hendes Ammestue, Der fra Syd hun drog til Nord. Den var lav og den var liden, Tømret op i Hast af Træ, Gav dog Rosen bedre Læ End de høie Mure siden. I en Stald til Verden kom, Han som hele Verden købte; Vuggen var et Krybberum Og i Klude de ham svøbte; Dog vi Konger see at neie For ham paa hans ringe Leie. Ud i Verden Ordet gik, Og hvorhen paa Jord det kom, Altid det en Hytte fik Til sin første Helligdom; Hver en Hytte skulde sige: Verdsligt er ei Ordets Rige. Dog vi Konger se nedknæle Ydmygt mellem ringe Fiæle, Over Hyttens Tag de saae Herrens Stjerne klar at staa. Harald Blatan! ikkun Een Trætten om dig kan adskille; Tør vi tro din Bautasteen, Det er denne hvide Pille, Selv en Pille, hvid og stor Var du i Guds Kirkekor, Rødmede kun i en Flod Af dit eget Martyrblod, Der din Søn med skarpe Vaaben Skrev paa dig sin Tak for Daaben. Skal vi tro de sorte Mærker Trykte fast af Sagamænd Om dit Navn med skarpe Pen, Kun en Rad af Nidingsværker: Frændesvig og onde Raad Var dit Levnet og din Daad. Han som ene veed det, tier, Han kun raaber til os: bier! Dømmer ei før Tiden Nogen Jeg vil selv oplade Bogen, Da er Mørkets Timer omme, Da skal Alt for Dagen komme, Lyset aabenbarer Alt. Da skal vi det ogsaa lære, Harald! hvad du vilde være; Hvad i Mørket du bedrev. Hvad i Herrens Haand du blev Det har Saga os fortalt: Der dit Sværd af Haand dig faldt Om dit Spir sig Rosen vandt Ly og Læ i Ørk den fandt Under Kronen og i Skygge Af det Hus, du her lod bygge. Havde du ei Rosen kær Som dog blomstred dig saa nær, Fik du ei ved Duft og Saft, Ro og Gammen, Liv og Kraft, Din var Skammen, din var Skaden. Vi dig hilse som den første Kristne Mand i Kongeraden, Gud dit Støv har skænket Ære, Os Ærværdigt maa det være. Ingen veed hvor Tveskægs Lig Sank i Jorden eller Havet; Knud, saa vældig og saa rig, Blev i fremmed Land begravet, Skammelig hans Kongemuld Strøet blev som Sand paa Gulv, Medens Haralds Been saa stille Smuldred i den hvide Pille; Var det ei hans Fromheds Løn Nu, saa var han Thyras Søn. Er slet Ingen da herinde, Harald! af din Æt at finde? Hist jo paa den høire Pille Staar en Kongeskygge stille, Hvis er det? hvad hviler der? Støvet af Svend Danekær. I, som efter Troner hige, I, hvem Guld og Glands forblinde Lægger Støvets Ord paa Sinde: “Tragter efter Himlens Rige, Jordens Vælde varer kort, Driver brat som Røgen bort. Søn af Estrid, kloge Drot, Visselig dit Raad er godt, Dødes Lærdom er den bedste, Prøvet Mand er god at gæste. Længe før du sank i Grav, Gud det samme Raad dig gav: Du det fik paa Land og Sø I saamangen blodig Leeg, Der din Konge, som du sveeg, Drev dig om fra Ø til Ø; DogDer ved Nisaa Haarderaade Ryddede din ganske Flaade, Da i Baaden under Hætten Du bad Naaden gaa for Retten, Da du Konge ræd og halt Blev af Kærlingtunge kaldt. Samme Raad i faste Stave Sendte dig hin store Pave, Han som raabte: kom ihu Støv er jeg og Støv er du! Søn af Estrid! tør jeg sige, Hvad paa Tungen længe laa: Efter Himlens Kongerige Du tilsidst fik mest Attraa? Sagas Vidnesbyrd maa gælde, Maa dig reise eller fælde. Konge, bliv kun ikke vreed! Du er død og vel du veed At i døde Kongers Sale, Tør Man frit til Smaafolk tale. I, som leve, gid I vilde Huske, før det er forsilde: Smaafolk maa Man spørge ad Hvordan I paa Tronen sad. Se god Aften, gamle Ven! Her vi mødes da igien, Som vi mødes allevegne I det gamle Danmarks Egne. Ak! her mødes vi saa silde, Sukkende med Sagastav, Ved den danske Rosengrav! Gid vi dog ved Rosens Kilde Og hinanden glad engang Møde maa med Jubelsang! Her jeg i dit Hjem dig gæster, Sig nu frem du vise Mester! Hvad har gamle Skjalm hin hvide, Som var med ved Hallands Side, Sagt til Asser Ryg om Svend, Absalon til dig igien? Grumme knap er du paa Ord, Peger paa en Grav i Kor, Hvis er det? hvad siger den? Kan den vidne bedst om Svend? Saxo! hvad? din gamle Tunge Laver sig jo til at siunge! Det var ret, det maa jeg lide, Sang af dig ved Nattetide Om en Grav i Kirkekor Siger meer end mange Ord. At nær ved Kirke stander Slot Det sagtens kan sig føie, Men Haand i Haand Man Bisp og Drot Kun sjelden seer for Øie; Dog Danmark saae som Ven hos Ven Vilhelmus Bisp og Konning Svend. De Venner ene lignes kan Ved David og hans Jonatan. Alt med de Venner Verden saae Saa underlig en Handel, Hvad Verden aldrig kan forstaa, Det er de Frommes Vandel: De tugte mest hvem de har kær, Det kalder Verden Daarefærd; De følges ad i Død og Grav, Det kalder Verden Galenskab. Det var en hellig Julefest, Og Kongen gjorde Gilde, Velbaaren var hver Julegæst Men Mangen døde ilde, Hver Gæst blev heed af Mjød og Vin, Det bøded mangen Ridder fin. For Vin og Vrede vogte sig Hver kristen Drot paa Jorderig! Det ringed efter hellig Skik, Det var en Nytaarsmorgen, Og Bispen ind i Kirken gik, Han gik derind med Sorgen; O vee! en Tidende saa ond Ham bar den aarle Morgenstund. Og Villum elskede Kong Svend, Som Jonatan sin Hjertensven. Der var en Plet paa Korets Gulv, Den var saa rød at skue, Den kom, da Knud lod myrde Ulv Alt i den Kirkestue; Nu lavet var der rundtomkring Af Ulvens Søn saa rød en Ring, Vel sørge maatte Kongens Ven, Thi Ulvens Søn det var Kong Svend. Kong Svend han axlede sit Skind Han lod sig Sværd omspænde, Han agted sig i Kirken ind Med Riddere og Svende; Derinde lød en Nytaarssang, Men huult og mat fra Kor det klang. Om mørken Bisp og røden Flod De sorte Klerke blege stod. Sig føie Stunder Kongen gav, Han vilde brat indgange, Men der stod Bispen med sin Stav I Messeklæder lange, Han løfted Stav og stødte Pig Mod Kongens Bryst saa dristelig. De Frommes Kærlighed er sær, De tugte mest hvem de har kær. Hvad vil du Ulv i Faareflok? Saa mæled Kristi Hyrde, Fikst du endnu af Blod ei nok, Har end du Lyst at myrde? Nei gak herfra, du Ildværksmand, Og viid, du est i Kirkens Band! Men Villum elsked dog Kong Svend Som Jonatan sin Hjertensven. De Hirdmænd gik paa Bispen ind Alt med de dragne Sværde, Men Herrens Præst ei veeg et Trin Han var ei at forfærde, Guds Engle stod ham bi og nær Og døvede de hvasse Sværd, Han tænkte kun paa Gud og Svend Sin kære, faldne Hjertensven. Alt som en Støtte stiv og kold, Og bleg som Lig i Jorde, Saa stod enstund den Konning bold, Dernæst han tog til Orde: O rør ham ei, han staar i Gud, Han staar paa Vagt for Kristi Brud. Saa maatte mod den Herre bold Fra Kirke gaa før Messehold. Bisp Villum staar for Alterbord Sit Kyrie han kvæder, Kong Svend han kysser sorten Jord I Pønitenseklæder, Der ligger han med nøgen Fod, Hans Pude er en Taareflod, Men hvo den meste Pine leed Det Gud i Himmerig kun veed. Sit Kyrie eleison kvad Den Bisp med Graad og Smerte: Miskund dig Herre og forlad, Bevæg din Tjeners Hjerte! Med Amen lød i Kirkekor: Kong Svend han kysser sorten Jord! Fra Altret brat den Biskop gik Med Graad paa Kind og Fryd i Blik. For Kirkedør Bisp Villum stod I Messeklæder lange, Og Kongen laa i Taareflod Saa angerfuld og bange; Han skjalv for Gud som hevner Blod, Han skrifted for den Herre god, Og naar der skriftes saa paa Jord Da vorder Fryd i Englekor. Du Angerstaarer har udøst, Saa monne Bispen tale, Af Kirkens Band er du udløst Og Gud dit Sind husvale! Saa tog han Kongen i sin Favn, Velsigned ham i Jesu Navn, Og Villum elskedes af Svend Som David af sin Hjertensven. Kong Svend han stod i Guld og Staal Med sørgelig Gebærde, Saa gjorde han sit Skriftemaal For læge Mænd og Lærde Han Kirken gav saa rig en Bod Og Taarer i hvert Øie stod, Men ved det Skriftemaal i Nord Guds Engle sang et Gammenskor. Nu frygted Svend af Hjertensgrund Sin Gud og tog sig vare, Og der nu kom hans Tid og Stund Fra Verden at bortfare, Et Tegn Man paa de Venner saae Som Verden aldrig kan forstaa: At følges ad i Død og Grav Det kalder Verden Galenskab. Bisp Villum stod i Kirkekor! Nu graver flink I Svende! Og graver bredt, thi brat i Jord Skal sænkes Kister tvende, Og være vil jeg hos Kong Svend I Graven end, som Ven hos Ven. De Venner ene lignes kan Ved David og hans Jonatan. Det klang saa hult i Koret hen Alt fra det dybe Stade: Vi bygge Hus til døde Mænd Med Hakke og med Spade! Er du deroppe død, saa tie! Men est du levende, da bie! De vidste ei, Man elske kan Som Villum og som Jonatan. Vilhelmus svang sin Bispestav, Da bævede de Svende; I grave skal i Hast en Grav Der rummer Kister tvende! Har Ormene kanske Jer lært, At Alt er Tant, som tykkes sært; Min Kiste skal i Jorden staa, Naar de med Svend til Graven gaa. Og det var Rigens gode Mænd De ginge med den Døde, Den Bisp uddrog med Klerk og Svend Det Kongeliig at møde; Det blev saa underlig en Færd, Han mødtes med den Herre kær, Alt som hos Gud Man tænke kan At David mødte Jonatan. Den Bisp uddrog til Jordefærd Med lærde Mænd og Klerke, At Kongens Lig var brat heel nær Han paa sig kunde mærke: Hold stille nu, du Køresvend! Tilfods jeg møde vil min Ven. De mødtes, som Man vide kan At David mødte Jonatan. Han bredte ud sit Klædebon Og knælede med Smerte, Mod Himlen løfted han sin Haand Til Himlens Gud sit Hjerte; Han bad saa inderlig og tyst, At Engle hørte det med Lyst, De Sjælen bar saa sagte hen; Hos Gud den fandt sin Hjertensven! Han hviler blødt og sover sødt, Saa hviskede de Klerke, At Legemet var koldt og dødt, Tilsidst de fik at mærke, Og med sin Kaabe med sin Stav Hans Lig, før Kongens, kom i Grav. De Venner ene lignes kan Ved David og hans Jonatan. At nær ved Kirke stander Slot Det sagtens kan sig føie, Men Haand i Haand Man Bisp og Drot Kun sjelden seer for Øie. Dog Danmark saae som Ven hos Ven Vilhelmus Bisp og Konning Svend; Det end har seet et andet Par I Absalon og Valdemar! Hvil da sødelig, Kong Svend! Hvil dig hos din Hjertens Ven! Søge Lige altid Lige, Hviler du i Himmerige. Priset var du vidt om Land, Som din Olds den vise Mand, Adam drog fra Bremen ind Dig at hilse, dig at høre, Du forlystede hans Sind, Du fortryllede hans Øre; Du paa verdslig Dont var klog, Kyndig som en Sagabog. Skal en saadan Drot sig vride Angerfuld for Ordets Tolk, Skal en saadan Konge lide At udskammes for sit Folk; Skal han, naar han staar omgærdet Trindt af vaabenklædte Mænd, Dog for Staven bøie Sværdet, Skal han, som sin Hjertensven, Saa sin Tugtemester favne, At i Træk Man deres Navne Skrive maa paa Sagas Ord, At den Synd maa nævnes stor Naar Man river selv i Graven Kongesværd fra Bispestaven? Da er vist hos Drotten inde Frygt for Meer end Kirkens Band, Ivrig Lyst til Spir og Land Over Stjernerne at vinde. Villum, gæve, kristne Klerk! Denne Kirke er dit Værk; Du har ladet Grunden fure, Du har grundet disse Mure; Andre bygged ovenpaa, Malm og Træ og Steen og Straa. Ilden eders Gierning prøvet Hædren den fra Somme røvet, Men din Grundvold lod den staa, Om dit Værk har Gud forkyndt At i Ham det blev begyndt. Tidens Bølger saae du bryde Paa det møre Kirkeskur Du dem tænkte Trods at byde Med den stærke Kirkemur. Koret pletted Svend med Blod Og med Stevns, hans Kirkebod, Vilde Koret du indhegne Saa hver Bærsærk maatte blegne, DæmmeDæmne for den onde Flod Før den kom til Alterfod. Ja, du vilde Stevens Klint Fløtte med sit Kridt og Flindt Hen mod Bølgen rød at staa Som den stod mod Bølgen blaa, At dens Bryst det immerhvide Skulde kækt mod Staalet stride, Som mod Storm og Hav det stred Mens Aartusinder forleed. End du tænkte, ved at skue Denne favre, hvalvte Bue, Maatte i opladte Sind Fromme Tanker gange ind, Om den Bue, der saa dyb Hvælver over Jordens Kryb, Om forborgne Lys, som luer Over Stjerners Himmelbuer, Om den Drot paa høien Stol Som har Jordens Kreds til Skammel, Skifter Tider ved sin Soel, Evig Ung og evig Gammel, Hvem ei Himles Himle rumme, Som dog kærlig ei forsmaar Hjertehytten fra i Gaar, Han som gør Serafer stumme, Naar de vil Hans Navn udsjunge, Og som dog af Barnetunge Venlig sig bereder Pris. Ak! naar Hjertets Dør er lukt, Nøglen fast i Laasen ruster, Ak naar Ilden først er slukt, Hjelper det kun lidt Man puster. Villum, gæve kristne Klerk Vented du et Underværk? Saae du ei, da Guds Paulun Man til Tempel maatte giøre, Da, trods Harpe og Basun, Døvere blev Folkets Øre, Øiet selv fra Tempeltop Rakte ei til Himlen op. Tabernaklet Gud lod bygge, Til sit Himmeltempels Skygge Vandrende det skulde være, Skulde Jordens Slægter lære At paa Jord de kun er Gæster, At hvad Rod i Verden fæster, Planted ei Gud Faders Haand, At den gudhengivne Aand I sit Støv, som i en Hytte Gennem Ørken vanker om, Altid villig til at flytte Hjem i Herrens Helligdom. Ei det skrevet staar omsonst At Bazalael sin Konst Havde lært af samme Mester Som optugter Herrens Præster Templet bygged Salamon Ved vanhellig Konstnerhaand. Dog hvad sagde Herrens Helt? Et Palads har jeg til Bolig, Kan vel der jeg sove rolig, Naar Guds Ark kun har en Telt! Ja, Profeten end Guds Vee Raaber over hver en Alder, Som fra Højeloft kan see Smilende at Kirken falder. Hør du det, oplyste Alder! Hører du din Herrens Vee? Nært det er, thi høit det gjalder, Længe ei du har at le, Som i dine Høielofte End du leer og loe saa ofte. Sale tømrer du til Heste, Stalde til Guds Ord og Præste; Vogt dig! nær ved Krybberum Fødtes Han som fældte Dom Over de paneelte Sale, Over Skaren, der saa klog Var paa Verden og paa Bog, Ja nedslog dem med sin Tale. Hvad om nu med kristen Dom Udaf Stald han atter kom? Mener du da Sæbeboblen Som saa stolt du stirrer paa, Kunde for Hans Aande staa, Naar Han kom med Kasteskovlen? Vil du tro at dit Palads Med sin Kløgt og al sin Stads Kom til Veirs, men viid, hvorledes - Som naar Avnerne adspredes. Dog, du veed der skrevet staar: Herrens Dag og Verdens Dommer Som en Tyv om Natten kommer; Derfor du paa Altret slukker Gnisten, som end ulmer mat, Dine Døre klog du lukker, Lukker som for Tyv om Nat; Herrens Lys, det vil du slukke, Du din Gud vil udelukke. “Alting staar og Alting gaar Nu i mange tusend Aar Efter samme Lov og Skik Som i Skabelsen de fik; Se om Han i Skyen kom, Som der staar, at holde Dom?” Saa i dine høie Sale Klinger din forvovne Tale Alt som Guds Apostel skrev Til dig i sit Varselsbrev. Trods kun du, og luk kun i Hjertets Dør og Herrens Tavle Lad ei Overtro dem avle; Tro paa Det som er foroven, Over dig og over Ploven Tæt du lukke! klog du lamme Sidste Tunger, som end stamme Høitidssang om din Forsoner, Som hos Kraftens Høire troner Saa han, kommende, hernede Maa omsonst om Troen lede! Men, naar Himlen briste maa, Naar det gungrer under Jorden, Mener du da Laas og Slaa, Trodse kan Basunens Torden? Naar hvert Øie skal Ham se, Det som har sig fra ham svoret, Det som Ham har giennemboret, Mon da ei Hans Vredes Lyn Splitte vil den Troldomstaage Som forkortede dit Syn, Som din Fyrste, Verdens Aand Over dine Øielaage Kaagled frem med kløgtig Haand? Eller, naar da Taagen glipper, Mener du de brustne Klipper, Mener du at Kløft og Hule Vil dig værge, kan dig skjule, For den Glands som mørkner Solen, For din Gud paa Dommerstolen? Dog, hvi bruser du, min Aand? Bølgerne kan bryde Mure, Elvene kan Klipper fure; Ja, naar Tidens Skjalde lege, Faae dens Stene Liv og Sands, De som Trolde sig bevæge I en rædsom Dødningdands; Men naar Jesu Navn mon klinge, Flux i Flint de atter springe. Brus da ei, min Aand, vær stille! Stene kan du ikke røre! Øie! lad en Taare trille, Thi de veed ei hvad de gøre; Jesu Blod i Hjertet ei Vil de eie sig til Fromme, Rasende de raabe: nei, Lad det paa vort Hoved komme! Brus da ei min Aand, vær stille Øie lad din Taare trille! Læs saa om forgangne Old Runerne paa Sagas Skjold Dvæl ved hver, hvis fromme Tanke Var at puste og at banke! Sku ærbødig Herrens Finger! Se hvor Tiderne den tvinger, Saa, at naar de vildest gære, De forkynde maa Hans Ære. Se, og tro det Ord saa stort: Intet, som i Gud er gjort, Kan omsonst sig aabenbare! Moses! der din Lov var glemt, Hvor blev da dens Rolde gemt, Mon ei under Templets Buer? Salamon! de sank i Luer, Men blev ei det andet Hus Bygget paa det Førstes Grus? Stod ei Herrens Herlighed Som en Mand paa samme Sted, Hvor den som en Sky neddalet? Mon ei Kirkens Brædeskur Faldet var for Staal og Lur, Da selv i de stærke Mure Sværdet skar saamangen Skure! Jesus! der dit Ord var glemt, Hvor blev da dit Minde giemt? Mon ei under Kirkens Bue, Hvor i Guld og Farveglands Hjerterne med Aandens Sands Af din Rose purpurrød Kunde end et Blad beskue; Hvor du levende og død, Og paa Tronen i det Høie Stod afskildret for hvert Øie; Hvor blev Herrens Ord bevaret, Hvorfra blev det aabenbaret? Maa ei Saga os fortælle At det laa i Klosterselle, At fra dunkle Munkevraa Maatte Lyset klart udgaa? Støtted sig ei Munkebur Til den stærke Kirkemur? Kirkegrund og Klostergrus! Var det ei paa jer Man saae Reist og fast i Tider staa Præstegaard og Skolehus? Villum, gæve, kristne Klerk! Vær velsignet for dit Værk! Vist din Kirke var en Klint Imod Verdens Bølgegang, Under Staalet af dens Flint Mangen herlig Gnist udsprang; Luften under hvalvte Bue Livnede den matte Lue, Og etat Blus Man end enstund Saae i Roskild og i Lund. Dog ved dem sig ei lod tænde Hellig, stadig Alterild, Ak! i Blæst de maatte brænde, Luen blev saa rød og vild. Eiegod og hellig Knud Var kun favre Stjerneskud, Det kun lod som om igien Kom Vilhelmus og Kong Svend I det stolte Vennepar: Absalon og Valdemar. Nu var Enden kommet nær, Bispestav var blevet Sværd; Ved en Stav og af Guds Ord Ei fra Kirke, ei til Bod Konger meer sig drive lod, Hyrden spændte Sværd i Gjord, Tog den haarde Brynje paa; Han ei længer turde slaa Ulven med sin skøre Stav; Ræd han under Kaaben dirred, Naar de hvasse Sværde klirred, Kun i Spydet sad hans Mod, Thi ei meer i Gud han stod. Brat han glemte Gud og Hjorde; Først for Landet, saa paa Vagt For sit Rov og for sin Magt Blottede den Biskop Kaarden. Ak! naar Kirken drager Sværd Staar i Tvivl den Svælget nær. Klippe! du et Speil er vorden, Peder! du i Urtegaarden Drog for Gud dit Sværd saa brat Nægted Ham den samme Nat. Eiegod i Griklandshavet Under Korset er begravet; Hist i Ringsted over Frænder Hellig Knud maa folde Hænder. Valdemar og Absalon! Eders Lig er ei herinde, Skørt var eders Vennebaand, Brast, da ret det skulde binde; En i Ringsted, en i Soer Enlig sænkedes i Jord, Gud kun veed om hist i Gammen Eders Sjæle bleve sammen. Sært dog var det, om herinde Ei et Vidne var at finde, Om det Skin, som her fra Kor Udgik over ganske Nord. Jo, et Vidne maa her findes, Ei om enkelt Mand og Id, Men et Vidne, som kan mindes Danmarks hele Kildetid. Dog, kanske har Tiden glemt Hvor sin Tunge den har gemt? Rigtig, Ingen veed at finde Gamle Saxos Støv herinde, Det er ret, som det var blandet Med hver Ædlings Støv i Landet, Om hans Støv og hans Bedrift, Sees kun Mindet her i Skrift. Som det gik i dette Stykke Dig, vort Danmarks Kongesmykke! Gik det dig i alle Dele, Du tilhører kun det Hele! Ingen Mand kan tale ret Om din Alder By og Æt, Og for os din Sagaskrift Er din eneste Bedrift. Stor er den, det man vel sande Leiregaard og Roskildstad Hælvden af den Kongerad Som har sidt i Nørrelande, Ja, det sande maa enhver Som har Moder Danmark kiær. Uden dig vi maatte skue Danmark som en Myretue Under Norrigs Kæmpefjeld, Uden dig Man skulde mene, At i Nord kun mellem Stene Sprudled Aandens Kildevæld, Uden dig Man skulde tro, At i Sjællands favre Lunde Ingen Blomster trives kunde, Men kun Eeg hos Bøgen gro, Ja at aldrig Nattergale Slog i Sølunds Sommersvale. Søde Slag fra Bøgelund I den svale Aftenstund! Sødt og vaandelig i klinge Som naar Fugl med sænket Vinge Synger sorgfuld paa sin Kvist Om sin ødelagde Rede, Om hvordan med Vold og List Fienderne den sønderslede, Om hvert Kuld som høit fra Bøg Svang sig over Mark og Enge Blev et Rov for Falk og Høg Og for spændte Buestrænge. Aldrig dig, du gamle Fugl Fandt vi i dit Bøgeskjul, At den gamle Fugl paa Kviste Var vor Moder vi ei vidste, Hvis vi ei paa Sagas Tavle Hende saae de Kuld at avle Om hvis Flugt og Undergang Vaandefuld paa Kvist hun sang. Saxo! i din Sagabog Har du Fuglen tegnet af, Som ved sine Ungers Grav Søde Sørgetriller slog, Ved din Kæmpegrav vist klang Dannemark, din Kæmpesang. Hav da Tak, du gamle Klerk For dit gæve Billedværk! Dog, hvor Sang fra Hedenold Klang om Hading, Gro og Skjold Frode med hans Gyldenringe Fridleift med sin Snekkevinge, I de Lunde, paa de Marke Hvor Stærkodder, Hjalte, Bjarke, Stod og faldt som Egeblokke, Men som Bjørne slog og foer, Brummede i store Flokke Om hvad de bedrev paa Jord. Der, hvor NordensJordens Primas sad, Der hvor Knuder og hvor Svender, Hviderne, de mange Frænder, Færdedes og stred og bad, Hvor Man efter tusind Aar Under Ploven end om VaarPlov i Efteraar Bjelken fandt som kunde ligne Den som bar hin lille Signe: - Der det sig vel maatte føie At en Mand fik Haand og Øie, Til slig Færd med Sagastav Bredere at ridse af, Til paa Tavlen at forsamle Mandelignelser i Rad Som alt hver for sig de Gamle Tegned paa det løse Blad. Men, o Saxo! hvorfor vilde Tid og Flid og Kløgt du spilde Paa at grave Danmarks Guld Ned i stenet Romermuld? Lad dets Gravskrift paa Latin Klinge kostelig og fin, Den kun Daarer kan erstatte De i Grav forlorne Skatte. Kunde du da ei fornemme Det var Synd at indeklemme, Rimene som gik i Flok, I den snevre Romerstok? Kunde ei den danske Tunge Tale, da den kunde sjunge? Havde Saga vel behov Ved sin Tunge sig at skamme, Hvis hun havde end den samme Som hin kvemmelige Lov? Skænde maa jeg, gamle Klerk Paa dig selv og paa dit Værk, Som paa Valdemarers Alder Gylden er den Tid jeg kalder, Da sig lagde selv i Grav Dannemark med Sværd og Stav, Da for Klerke, ei for Folket Landsens Krønike Man skrev, Da til Stads Man fint udtolked Paa Latin hvad Danske drevskrevdrevdrev: Meen ei, Saxo, det er Had; Venlig vi jo allevegne Mødtes rundt i Danmarks Egne, Venlig vil vi skilles ad. I dit Hjem, og over Støvet Som tilhyller Rosenløvet, Dansk og trofast Broderhaand Rækker jeg med Vennetaarer Dig og bolde Absalon! Tidens Aand os alle daarer, Og din Alders Aand i Rom Havde jo sit Fyrstendom. Hvis, naar jeg er sovet hen, Saga drages vil til Minde, Meget hun hos mig kan finde, Som et Sværd ved Bispelænd, Som paa gamle Danmarks Grav Blomsterjagt og Romerstav. Gud tilgive os, du Gamle, Det og Alt i Jesu Navn Og i Lyset os forsamle Naar sig vendte did vor Stavn! Gud din kløgtige Latin Gjorde til en Salve fin Som bevared Danmarks Lig, Derfor Ære være Ham, Som veed Alt til Godt at vende! Gierne ville vi bekiende Os tilhører ikkun Skam. Sov nu vel, du gamle Klerk! Jeg maa fløtte Sagastaven, Men naar jeg har endt mit Værk, Kommer jeg til dig i Graven; Som Vilhelmus skrifted Svend, Skrifted jeg nu dig igien; Ak, maaske skal vore Navne Og engang hinanden favne. Da i Hast med Sagastav Danmarks Dagværk, du aftegned, Solen stod i Vest saa lav, Og i Hav den brat nedsegned. Paa den svundne Dag tilbage Stirred du med Suk og Klage, Thi du saae det klart i Aanden, Mørke Nat var nær forhaanden. Dybt paa Held stod Kirkeklinten Overmalet, sløv var Flinten, Kridt du kun i Kirken fandt Til at male hvad der svandt. Da i Støv det med Guds Ord Sank hos Brødrene i Soer. Ak, naar Ordets Lys er slukt, Løses Dragen af sit Fængsel, Ak, naar Himlens Dør er lukt Da fordobles Jordens Trængsel; Ak! naar Hjertets Dør er lukt For den søde Himmellængsel Ak, da raadner Træ og Frugt I det kvalme, lumre Fængsel, Hoer og Mord og Svig og Vold Det er Daad i vantro Old. Her staar jeg med Sagastav, Sukkende jeg med den tegner; Solen staar igien saa lav, Ak i Hav den brat vel segner. Kirken som var sidst hernede Var ei Klint, men Svanerede. Den tilsyne var kun ringe, Laa saa lavt ved Hav og Bæk, Svanen dog med stærke Vinge Værgede sin Rede kæk, Dristig den paa Bølgen svam, Men paa Landet var den tam, Sanked nøisom op paa Jord Smuler af de Riges Bord; I sin Rede, paa sin Vei Sølv og Guld den brugte ei, Staal og Baal den agted ringe Imod Størken i sin Vinge; Høit den sig mod Himlen svang, Lokked med sin søde Sang Folket op og Engle ned. Ak, det er saa tungt at sige, Hvor den blev, slet ingen veed, Sagtens hjem til Himmerige Favre Himmelfugl sig svang; Da ei længer Sind og Øre Folket havde til at høre, Da forgæves blev dens Sang. Anden Fugl kom nu i Rede, Svane den og skulde hede, Til paa Svaneviis at sjunge Savned den dog Ild og Tunge, Savned Kraften i sin Vinge Til sig høit fra Jord at svinge, Til i Strid mod stærken Fjende Kæk at staa og Seier vinde. Slangen flux sin Hjelp tilbød, Fuglen fandt dens Tale sød, Tog mod Hjelpen, gav sig fangen, Og for Reden raadte Slangen. Snart det vidt om Land blev Vane Slangen selv at kalde Svane; GiftigBug og Braad fik Vingerang, Hvislen kaldtes yndig Sang; Kogledunst paa Slangens Ord, Kaldtes Himmerig paa Jord. Ensom gik en liden Hob Løftede det vaade Øie, Lytted i det glade Haab Sang at høre fra det Høie. Til den lille Hob og jeg Blev af Jesu Kristi Fader Ført paa underfulde Vei, Sangen hørte jeg saa grant, Saae i Reden lede Slange, Blev dog mere vred end bange; Slangen med Guds Ord jeg bandt Og en Svanefjer jeg vandt, Fjeren er min Sagastav Og med den i Hast jeg tegner. Solen staar i Vest saa lav, Den vel brat i Havet segner. Ak naar Ordets Lys er slukt Løses Dragen af sit Fængsel, Ak, naar Himlens Dør er lukt, Stor da vorder Jordens Trængsel. Skal omsonst da Saga tale, Skal omsonst hun Natten male? Kommer hun omsonst ihu Al dens Skændsel, al dens Gru? Skal igien paa Purpurkaaben Hjerterne i Danmarks Vaaben Rødme fult af Broderblod? Skal igien en Abel stige Op at styre Danmarks Rige? Skal igien da Ret og Lov Trædes under Hestehov, Skal da Vindebro og Volde Atter være Voldsmænds Værn, Skal igien kun Bolt og Jern Hænderne fra Udaad holde? Skal da komme nu tilbage Glippings og hans Sønners Dage? Skal igien, med Haand og Fod, Man for Sjælen giøre Bod, Købe sig paa Sottesenge Himmerig for rede Penge? Eller, skal paa Kirkens Grus Bedre Lys kanske sig tænde, Skal kanske i Skolehus Klart Fornuftens Lampe brænde? Daarer, Daarer! hvorfor vil Øiet saa I knuge til? Falder Kirken, maa den knuse Alle eders Skolehuse, Og af sine egne Dampe Slukkes brat Fornuftens Lampe. Mellem Spøgelser igjen Skal I sukke Natten hen, Thi naar Sandhed agtes ikke, Løgnene vil Gud udskikke, Giøre Daarerne tilskamme, Som tør Jesu Kristi Tro Kalde Overtroens Amme. Hvad er det, som midt i Nat Skinner hist saa hvidt og mat? Det er NordensRordens Amazone Med sin brede Trillingkrone, Det er hendes Gienfærdsdragt, Thi i saadan Dødningspragt Hun i Nord ved Midnatstide, Syntes i sin Borg at skride. Hvad vil du i Roskild Kor? Hvorfor blev du ei i Soerei Soer? Vil i Skumringen du skride Os forbi med Varselsord, Melde os, hvordan i Nord Det seer ud ved Midnatstide? Ja, gid end du kunde røre Frit din Alabastertunge, Gid din Røst i Døgnets Øre Kunde som en Torden runge, Male Timen da Guds Ord Og Han selv var glemt i Nord! Hvilken Gru og hvilken Vee Maatte da hver Aand fornemme! Hærgende vi skulde see Bækken som du vilde stemme. Se den Abild som du rysted, Hvor den sig med Blommer brystet, Som den stjal fra Landets Marv; Bægret, som du vilde bryde, Høit at skumme, vildt at syde Med en Drik saa heed og fiin, Bondesveed og Kirkeviin. Se i Nordens Styrishavne Ikkun Steen og Røverstavne. Se dig rødmende gjengjælde Hvad din Fader tog med Vold, Se dig i din drømte Vælde, Bruge Rævebælg til Skjold. Se hvor Rigens Mænd tør drive Aabenbar med Loven Spot, Se dem paa din Bøn at skrive, At de finde nu forgodt Nu herefter at adlyde Hvad dem Landets Love byde. Se vi skulde Ridderfærd, Som er Djævlelovsang værd, Høre Nonnerne sig jamre Høit i Dalums Klosterkamre. Se hvor sig i Klosterkrog Bøgerne til Biblen klynge, Hvor selv Danmarks Sagabog Synker ned i Støvets Dynge. Se den jydske Ivar Lykke Enlig gaae ad Kæmpevei, Og den rustne Hjelm udsmykke Med en liden Glemmigei! Dog, Margrete, tie kun du! Avles ei den samme Gru, Naar vi sanddru Saga høre Om det Samme Tungen røre; Naar hun vidner, at din Tid Skammer ud din Efterkommers At din Alder synes hvid Mellem Atterdags og Pommers; At du mellem Paddehatte Som en Perle er at skatte: Da kan Intet os forfærde, Ak, da vil vi os forhærde. Hvo som ei vil laane Øre Til Profeterne at høre, Vil ei tro, om og han saae Dødninger af Grav opstaa. Sov da sødt bag Alterbord, Til for Stolen du skal træde! Gud dig i sit høie Kor Skænke bedre Æresæde, End du under Trillingkrone Havde her paa Nordens Trone! Gid du maa opstaa til Dom Med hin Sydens Dronning from, Vidne mod den Slægt i Nord, Som foragter Herrens Ord! Hvad du skal i Roskild Kor, Hvorfor ei du blev i Soer, Derom jeg en Røst har hørt Som mig aldrig har forført: Lignelsen, saa favr og fin, Som endnu paa Kisten smiler, Dronning! den er meer end din, Danmark der afsjælet hviler. Rosen blomstred purpurrød Her ved Hellig Korses Kilde Her den og, for Verden død, Maatte bleg sig selv afbilde. Kun omsonst i Nidarosen Nordens Bække sammenflød, Luften var for kold for Rosen, Som i Olaf sig opskjød, Den sig krymped i sin Vugge, Den sig turde ei oplukke ForFør den barske Nordenvind. Herren saae den Spædes Jammer, Fløtted Vuggen sagte ind I det lune Sovekammer; Under Sorøs Kirkebue Dufter den, og hos vor Gud, Hvor den sprang saa faver ud Skal engang vi den beskue. Ak, men det er tunge Dage Naar fra Verden Herren maa Roserne i Svøbet tage, Pommer, Bayer! ja vi saae Vinteren var haard og kold, Nordens Vang var blevet gold, Roser maatte gaa tilgrunde Hvor kun Tidsler trives kunde. Hvad er nu at bie efter? Hellig Korses KildevældKiloevæld! Har du mistet dine Kræfter? Stille! fra et Gravkapel, Giennem Sprinkelværkets Rifter Rosenduft igien jo vifter. Rose, duft kun sødt i Fred! Siig os kun hvad Kilden heed Som igien har Sneen smeltet, Som det giennemfrosne Nord Med en faver Rosengjord Har saa underfuld ombeltet! Tør du Drot fra Kiøbenhavn Pege paa dit eget Navn? Ja, det tør du, Christian! Saa heed du og saa heed den. Syng med Fryd, du Christi Ven! Her er meer at bie efter. Syng med dette Gravkapel: Galilæas Kildevæld Misted aldrig sine Kræfter! Gud igien har aabenbaret, At det under Englesang Af Hans Helligdom udsprang, Atter er Guds Søn forklaret. Kommer I, som sværge paa Han paa Havet ei kan gaae! Seer engang! paa Tidens Hav, Her, paa Slægtens aabne Grav, Her kan Jesus Kristus vandre, Han kan Havets Skik forandre. Hvilken Tro nedsank i Havet Og stod op som Morgenrøde, Uden Hans, der selv begravet Seierrig stod op af Døde? Levende af Hvalens Strube Herren Jonas lod udgaa, Levende af Jordens Grube Frelseren Han lod opstaa. Andet Tegn vil Herren ikke, For den vantro Slægt beskikke. Kristus vel ei Døden leed Uden eengang for os Alle; Dog Man død Ham maatte kalde I hans egen Menighed, Da Han død paa Korset hængte Rundt i Kirkens Helligdom, Da det lod, som om Han trængte Til Statholderen i Rom; Da Man udi Verden trindt Ledte, tiggede og stred Om en Nagle, om en Splint Af det Kors, hvorpaa Han leed. Giemte udi gylden Skrin Traade af Hans Jordelin. Saa Man kun med Vemodstanker Visnede Kiærminder sanker, Om en elsket, jordet Ven, Ei om Ham, som over Solen Straaler klar paa Guddomsstolen. Som en Martyr, laa Han end Under Mulde uopstanden Hans udfarne Helgensjæl Var i Himlen som en anden, Derfor Man med Sværd og Stav Søgte Ham i tomme Grav Som dog er hos sine egne Alle Dage, allevegne; Derfor skulde alle Dage Han sin Offerdød gjentage, Herrens Blod ei syntes Nok, Men den hele Helgenflok Skulde hjelpe Ham at sone; Herrens Bøn ei syntes Nok, Men den hele Helgenflok Skulde bede for Guds Trone; Derfor Alt end ei forslog, Men til Hjelp de Arme tog Eget Værk og Legemsbod, Munkebøn og eget Blod; Alt dog kunde ei oplukke, Himlens Dør, og Skærsild slukke Og til Satan Paven skrev - Venligt Anbefalingsbrev. Ak, da maatte vel, som før, Jordens fromme Kvinder sørge, Sukke dybt til Gud og spørge: Hvo skal velte Stenen af, Som tillukker Jesu Grav? Maa hver Kristen ei med dem Stirre, studse, undres, bæve, Taarefulde Øie hæve Takkende til Lysets Gud, Naar han hen til Graven træder Finder der kun Jordeklæder: Kors af Farve, Træ og Steen, Billeder og Helgenbeen Med det fule Kistelaag: Afladsbrev og Messebog; Naar han for sig skue maa Frelseren forklaret staa! Hvem har væltet Stenen af Som tillukte Jesu Grav? Luther - hvem? o, kig dog ind I det dunkle Klosterkammer, Se den Mand, saa syg i Sind, Hvor han vrider sig med Jammer. Verden med sin Kløgt og Pragt Han et tungt Farvel har sagt, Kun til Graven staar hans Hu, Men ham Døden er en Gru, Dag og Nat han vrider Hænder, Taareløst hans Øie brænder, Dag og Nat han klage maa: Ak, naar Regnskabsdagen kommer, Hvilket Støv kan da bestaa For den strænge Jordens Dommer? Det er Luther, var det ham, Denne Krøbling, ræd og lam Der som Helten over Helte, Kunde Kæmpestenen velte? Han, som mægted ei at rokke Stenen i sin egen Barm, Skulde mellem Vogterflokke Løfte hin med vældig Arm; Han som skjalv for Lovens Torden, Skulde han bevæge Jorden? Nei, kun Han, som over Solen Straaler klar paa Kongestolen, Han som skabte Jordens Helte Mægtede den Steen at velte. Kun den Rose der opskød Af Hans Blod saa purpurrød, Ikkun den i Grav var lagt, Kristendommen kun var jordet; Kristus sad med Kraft omgjordet Paa sin Stol i Guddomspragt, Med sit Spir han rørte Jorden Bød den i sin Grundvold bæve, Stenen maatte selv sig hæve; Kilder af forborgent Væld Sprunge ud paa Eng og Fjeld, Rosen op af Gravens Skød Løfted sig saa purpurrød, Duften som et Skaberbliv Gav igjen det Døde Liv. Danmark! det var dig vi saae Hvor du hist bag Altret laa, Som en bleg og livløs Skygge Med et falmet Dronningsmykke. Hvem har siden givet Enken Hendes vakkre Børneflok? Kristjan, mon fra Hertugbænken Du opkrøb paa Steen og Stok? Hvad har fæstet Kongestolen, Saa den staar som Eeg i Skov? Hvad har drevet hen til Skolen, Pogene fra Læst og Plov? Hvad har i saa stakket Tid Avlet Sang og Kløgt og Vid? Adelsmænd! hvad Nøgel fiin Lukked op jert Sind og Skrin, Svælget er jo blevet Væld, I betale Danmarks Gield. Hvad har hvæsset eders Landser, Hvad har hærdet eders Pandser? Haren er jo vorden Hund, Beder Dyr paa fremmed Grund. Drotter bolde! kan I svare, Og de Særsyn os forklare? Kristjan! du med høien Røst Svarer: Gud var al min Trøst; Og din Søn gientager: viid Kun til Gud jeg slog min Lid; Derfor Kristjan kunde du Døende istemme: Nu - Lader os hans Lig begrave! Gladelig du heden foer, Thi du vandede paa Jord Himmelrosen i din Have, Gud gav Vext og herlig skød Den fra Danmarks Eng sig op Over Norrigs Fjeldetop; Ja den blomstred purpurrød I dit eget Hjertebeed, EdderurterneEiderurterne den kvalte, Over Svagheds Ukrud hvalte Den sin Krone kiærlig breed, Og din Aand sig gjennem Luften Svang til Gud paa Rosenduften. Er her ellers Ingen inde Der os lægge kan paa Sinde, Hvad i Nordens Landemærker Virkede de Underværker, Danmarks favre Rosenskud: Tavsen, Heglund, Litler, Plader Fris og Trolle, Skram og Rud! Oxe, Rantzau, Søn og Fader! Ikke her I sank i Grav; Hvis jeg fløtter rundt min Stav, Jeg dog vist skal eder finde, Paa mit Ja I sikkert ei Svare skal fra Graven: Nei. Flinke Mester Anders Veile, Du som grov vor Moders Guld Op igien af Romermuld Saa hun der sig kunde speile; Du som paa det hvide Blad, Hvad hun paa det brune kvad Eftersang, saa vi kan vide Hendes Nød og hendes Kvide; VeileJylland, hvem din Roes du gav, Dig sin bedste Kirkegrav Til dit Støv igien forærte. Men Niels Hemming, du er her! Hvad der fulgte dig herind, Hvad der bøiede dit Sind Til din Vittenbergerfærd, Hvad der fostred Mænd paa Stole I den høie tomme Skole, Hvad der drev fra Mark og Gade Svende til dens Bænkerade, Hvad der størked danske Helte Til paa Val at spænde Belte, Til at lægge under Ø Vakkre Kuld paa Østersø; Paa hvis Regning Man skal skrive, At det Døde kom tillive, Det kan du vel sige bedst. Du kom ind, da Hans uddrog, Før din rette Jubelfest Fjerde Kristjan Spiret tog, Over tredve Aar i Rad Du paa Lærestolen sad, Selv du Skolens Førstegrøde Bar paa Herrens Alter frem, Selv du i dit gamle Hjem Blev tilovers, før du døde. Du det vidned uden Svig Over Ruds og Trolles Lig, Du det sikkerlig ei dulgte, Der du Ungersvende fulgte Rundt i Biblens Urtegaard; Smuldret er dit Læsestade, Dog endnu paa bundne Blade Glemt, men fast det præntet staar: Det var Rosen purpurrød, Med sin Duft saa himmelsød, Som de Jertegn kunde virke, Blomstrende i Danmarks Kirke. Hvis her kun en Ridder laa, Som var med ved Svarteraa, Som beskued Manddomsværket Drevet under Drengemærket, Han da vist til Rosens Ære Skulde samme Vidne bære. Daniel! hvis det er sandt At ved Rosens Kraft du vandt, Kunde du derom da ikke Bud til Rosengraven skikke? Du ei kunde det, men Gud, Valkendorf er Sendebud. Gamle Axel! med dit Blod Hemmings Brev du har beseiglet Selv du saae i Bølgespeilet At det var af Rosenrod; Laurbærgrenen grøn og bold Groed paa den Hede gold, Nei, at det var Rosenkrandse, Der sig vandt om Danmarks Landse. Norby, Urne, Skeel og Lunge! Skinkel, Kaas og Munk og Falk, Rosensparre, Rosengaard, Med de dybe Ulivssaard, Ja du ganske Ridderbalk Skulde, hvis du havde Tunge Vel med Valkendorf istemme, Hvad først vi har lært at glemme, Da ei meer vi det forstod: Tro og Bøn og Heltemod Ere Sødskende saa kære, Sammen vil de altid være, Døer den ældste, snart de andre, Efter den i Graven vandre. Ak! men Rosens Himmelrod Krymper sig i Mandeblod, Kiærlighed er Rodens Navn, Røde Krands af Rosenblade! Ak! erstatter du dens Savn? Nei, o nei, I Riddersmænd! I afrevne Rosenblade! Aldrig blomstrede igien Sligt et Beed i Adelhave. Danmark stod ved eders Grave Enken lig i Sørgedragt, For sin favre Adelsblomme Kiøbte hun i dyre Domme Bladekrandsens golde Pragt. Danmark! kan dinden malte Krone, Som dit Kongevaaben vandt, Giælde som en billig Sone For det Broderblod der randt? Fredrik, vil min Sagastav Da de Runer overskære Som saalænge paa din Grav Holdt dit Kongenavn i Ære? Nei, o Drot! din Bautasteen Skal sit Ærevers beholde. Tyge risted det paa Hveen, Og det staar paa Sagas Rolde, Fattig Fugl ved Klosterbord Sang det liflig tit i Kor, Tungt det er, om Klerke glemme End det Samme at istemme. Fredrik, ja du higed vist Efter bedre Kongesmykke, End den tomme Kroneskygge: Efter Palmekronen hist. Hvad en Præst med Sagastav Under Verset riste maa, Er hvad Anders lod forstaa, Der han præked ved din Grav, Er hvad Salomon saa klog Satte mellem Kongesprog: Drot! om du min Søn vil hede Vogt dig vel for Vin og Vrede! Saa du Gæve! Gud i Giem! Herrens Sandhed maatte frem. Sønnerne af gamle Gøste Over dig sig ei skal bryste, Fik de Skam, saa fik de jo Hvad dem egned begge to. Danmark vil dig ei anklage, Mangen Blomme sank i Blod Ingen dog til den var Mage Som opskødes fra din Rod; Slige Fædre, slige Sønner, Drot du laa i stille Bønner Der Sophie sendte Bud At en Søn var født med Smerte, Og med Tak til Kongers Gud Trykte du ham ømt til Hjerte. Kæmpeblomst! i mange Aar Syntes Danmarks Rosengaard Blomstrende, fordi du bred Pranged i dets Kongebeed. Fjerde Kristjan! tør jeg riste Sagaruner paa din Kiste? Raaber ei dit Kæmpesværd: Vogt dig! kom mig ei for nær! Nu, saa faaer jeg vel at prøve Om jeg mindes kan den Sang, Saga lærte mig engang, Til dit Kæmpesværd at døve: Hvor Mure stande nu i Grus I Axelstad saa lave, Der stod engang Vor Frues Huus Alt over Bispegrave, Der klang saamangt et helligt Ord, Der viedes i høie Kor Saamange Guds Udvalgte. Og det var Mester Ole Vind Alt med den skarpe Tunge, Med Aandens Sværd han trængte ind Paa Gamle og paa Unge; Det trængte ind til Marv og Been, Og ramte det en Hjertesteen, Da maatte Øren klinge. De Hofmænd ginge spodske ind Alt paa de høie Stole, Og dobbelt ivrig udi Sind Da prækede Hr. Ole, Han præked om de bløde Skind Hvori sig Daarer svøbe ind, Om Mænd i Kongers Gaarde. Jo der, saa faldt hans hvasse Ord, Der skal Man Christne finde Ja, christen Folk om Drikkebord Med Kande, Krus og Kvinde, Og saa Guds Ord i Hyldekrog, Hvor, bundet hardt i Spændebog Det ligger som en Fange. For Felix vel Sanct Povel kom At stande mange Gange, Men heed det: Kydskhed, Lov og Dom Saa blev vor Felix bange, Saa heed det: gaa du kun dit Skud, Jeg har saa travlt, du skal faae Bud Naar jeg faaer bedre Stunder. Ja vist, Guds Ord skal nok faae Bud, Naar høflig det vil være, Og strege ind det sjette Bud, Det er saa tungt at lære: Ja, derfor blev Herodes vred Paa Døberen, den Høflighed Guds Ord kan aldrig lære. Og der kom Bud fra Kongens Gaard. (Nu giælder det Hr. Ole! Et dygtigtdygtige Tak for Sidst I faaer Nok fra de høie Stole) Og der han kom for Kongen ind, Da heed det: Mester Ole Vind! Hvorom er det I præker? “Om hvad der i min Bibel staar, Om hvad der skeer paa Jorden. Hvad præked I da om i Gaar? I slog jo ned som Torden. “Om hvad der i min Bibel staar Om Synderne i Kongens Gaard. Den Præken gad vi høre”. Hr. Ole holdt sin Præken om, Saa brændende i Aanden, Og der han hardt ved Amen kom, Han slog til Lyd med Haanden: “Det var, Guds Død! de samme Ord Om Løgn og Leflen, Drik og Hoer, Som i Vor Frue Kirke”. Og der kom Bud fra Kongens Gaard. (Nu giælder det Hr. Ole! Et dygtigt Tak for Sidst I faaer Nok fra de høie Stole). Og der han kom for Kongen ind: God Dag Vor Præst! nu Mester Vind! Nu skal Guds Ord til Hove. “Nei, ellers Tak, høibaarne Drot! Det giør slet ingen gode, Jeg siger Sandt, og har Kalot, Men ingen Hofmandsnode; Man har for Ordsprog hertillands: Hvad vilde Spurv i Tranedands, Og Ugle mellem Krager? Men det var fjerde Kristian, Og nu tog han til Orde: I er en dygtig Præstemand, Og præked som I burde, De Hofmændsnoder le Vi ad, Tag tre Kalotter, om I gad, Og Sandhed vil Vi høre. Kristjan! nu jeg frit tør riste Sagaruner paa din Kiste, Jeg er Dværg mod dig i Vexten Jeg er Dreng mod dig i Aar, Men jeg læser dig kun Texten, Som den for os skrevet staar. Skal jeg dig ved Habor ligne, Som ei ændsed Reeb og Bast, Men lod sig dog holde fast I et Haar af lille Signe? Trækkene vel er de samme Hos al Nordens Heltestamme, Men da Stammen skifted Aand, Skiftede den ogsaa Baand; Og saalidt som Reeb og Bast Holdt Fru Kirstens Haar dig fast. Nei en anden kristen Frænde Tykkes mig i dig at kiende, Kæmpen, der, som du, en Kryster Var i Kamp med Kiødets Lyster; Der paa verdslig Dont var klog, Kyndig, som en Sagabog, Kiendt og nævnet vidt om Land Som sin Olds den kloge Mand, Men dog bøied sig til Jord, Naar han sloges med Guds Ord, Og som han, med Helterygte Du fra Valen maatte flygte, Men i høie Orlogsstavn Værged du dit Flag og Navn, Ei, som han, du under Hætten Naade bad at gaae for Retten Dog, ei heller Haarderaade Stred mod dig med Norrigs Flaade, Stavnen havde Tvillings Mærke, Derfor var dens Bord saa stærke. Ja, hvad Hedningskjalde sang Digtende om Ledas Sønner, Sandt i Nord med liflig Klang Fra de sjunkne Grave dønner. Tvillingrige! ihukom: Det er dig der sjunges om, Holdt dog op dig selv at daare Føl, at i din Vinterold Kærlighedens Saft blev kold I saamangen Hjerteaare! Vil du dig din Sot fordølge, Brat da i den aabne Bølge Synker knustSynderknust den høie Stavn Hvor Man saae dit Tvillingnavn. Kom ihu, at Haarderaade Kunde øde Danmarks Flaade, Frit Man saae den stolte Hanse Fange Sild i Øresund, Saae Man ham ei samme Stund Stolt paa Bergens Brygge svandse. Norge! sig hvor tit du saae Kristjan under Fjeld at staa? Tæl hans Jubelaar kun frit! Tallet siger dig hvor tit, Søg i Krøniken med Flid Om den Drot af dine egne Som fra gamle Hokons Tid Tør i Lag med ham sig regne. Kun forgæves gav han Læ Til dit syge Adelstræ; Poded i de sidste Skud, Det af Aarekræft gik ud; Men engang du skal det lære At saamangen vakker Gran, Som nu Loft og Tag kan bære, Saaedes ved Kristian. Gamle, gæve Klippedrenge! Norske Elve! jeg alt længe Havde Lyst med jer at tale, I har ei for Skik at prale! Sprang I ud paa Klippetind, I dog med et ydmygt Sind Hasted til de lave Dale; Elven er jo ikke Fjeld Floden er jo ikke Væld, Det er eders Visdomstale. Muntre I fra Nord til Syd Strømme ned, som Gud det vilde Kun jer Lovsangs høie Lyd Driver Tanken til jer Kilde Gierne vil I hjemme buldre Gamle Mø'r til Lyst og Gavn; Bære i den vaade Favn, Bære paa de brede Skuldre, Hvad I kan paa Veien sanke, Hvad den Gamle har behov; Saa fra Bruget skaarne Planke, Saa lidt Ved fra Nordenskov, Ja den store Købingsslæde Pakket fuld af tunge Malm, Gamle Mo'r til Gavn og Glæde, Bære I som det var Halm. I som flinke Gutter række Haand alt efter jer Formue Til at tømre Hus og Snekke Og den lange Kirkestue. Gierne vil tilsidst jer Bølge I den stille Sø sig dølge; Eller og, som hist ved Drammen, Strømme ud i Fjord med Gammen, Saa den svulmende kan bære Kølen høit fra Grund med Ære. Dog, hvor Gud det saa har lavet, Bære I og Vand til Havet, Bære Bord i vaade Favn, Spørge ikke hvem til Gavn, Vil den Gamle jer formene, Hendes Magt I byde Trods, Eders Bølger I forene, Styrte frem som Sarpefos. Du som i Naturens Favn Falder smægtende i Staver, Stjæler Gud sit høie Navn Og forguder Værk og Gaver: Lær at se og lær at sanke, From, enfoldig Syn og Tanke, Lær Naturen at forstaa, Se dens Vei og følg den saa! Kast ei Kys til blege Maane! Bøi dig ei for Solens Glød! Lad ei som du skulde daane Naar den synker liflig rød; Se ei paa Guds BlomsteregnBlomsterengBlomsterengBlomsterengBlomsterengBlomsteregn kan godt fungere, men rimet kræver -eng. Som det var en Skøgeseng; Se! der gaar en Oxeflok Æder favre Blomster nok, Soler sig paa dem i Mag, Tykker Drøv med stor Behag; Er vor Skændsel da vor Ære? Skal af Oxerne vi lære? Stir ei paa de Klippeblokke Som om det var Djævleflokke, Rede til i Strid at gaa ModMedModModman forstår nok teksten som den står i 'A'. den Gud, som bød dem staa! Stir ei med hovmodig Trods Paa det stærke Elvefos! Hvad er der at stirre efter? Vil du finde vilde Kræfter, Leed da i dit eget Indre! Kræfterne som dig forhindre Fra med lys og ydmyg Aand Overalt at se Guds Haand. Kræfterne, som du vil spilde Paa usalig Flugt fra Gud, De er onde, de er vilde, Thi de føre vild fra Gud. Norske Elve! give Gud! At vi eder følge vilde, Gaae i Herrens Navn vort Skud! Ei I frygte, at jer Kilde Nogentid skal tørres ud. Bære i jer vaade Favn Fyr og Gran til fremmed Stavn, Og hvor Gud det saa har lavet; Bære I jert Vand til Havet, Frygte ei, at Moders Spand Skulde derfor fattes Vand, Frygte ei at der skal gaa Frost i hendes store Taa; Mene ei, at derfor Skuret Knuser Krukken i Staburet, I kanske ved Guds Stabur Lønlig stod engang paa Lur Kiged I fra høie Hamre Ind i Sneens Forraadskamre, I vor Herres Regnebog, Saa I veed hvordan Han klog Veed det altid saa at mage At Hans Børn har Nok tilbage, Dog de sprede dristig ud! Nei jer hele Kløgt og Konst Er kun den at lyde Gud Og I lød Ham ei omsonst: Millioner, mere snilde, Men som Tro ei fæste vilde Til det Ord, at Herrens Frygt Er Begyndelsen til Kløgt, Lære maa i Helveds Skole Hvad det er paa Kiød at stole; Medens I fra rige Væld Rulle over Dal og Fjeld Som I rulled førend Gothen Elvehjemmet tog fra Jothen. Elve, I som Herren lød Jeg vil spørge, I mig svare! Lidt af hvad forbi I flød, Venlig I mig aabenbare! Glommen! Norrigs Elvekæmpe! Siig mig naar du først fornam Røraas Buldre, som ditBuldre som det Glam Gamle Klippe vilde dæmpe; Meente du kanske en Dværg Atter i det hule Bjerg Havde vundet sig et Stade — Havde travlt med Spyd at hvæsse, Svedte ved den hede Esse Over Sværd og PandserpladePandser glade Til den danske Kæmpedrot? Laugen! siig mig! naar du saae Luen først i Veiret slaae, Hvor sig Kongebjergets Kløfte, Mens du falder, høit opløfte, Tænkte du med Ved i Favn At den Lue var en Bavn, Som en Adelsteen paa Ny Blusse bød i høien Sky; Eller mærked du i Hast, Hvor det hamrede saa fast, Hvor saa rolig Luen brændte, Var et andet Værk i Vente? At Man Bjergets Adelsteen Luttrede saa blank og reen, Hamred med saa klar en Tone Stenen til en Sølverkrone For den Drot med breden Hærde, For Kong Kristian den Fjerde? Siig mig Glommen! hvi forstod Man ei før i Røraas Grube Glammet fra din Kobberstrube? Siig mig Laugen! hvi saa fage Man, i samme Konges Dage Fandt at ei dit Navn du stjal, At naar knapt Man vilde regne Dig det bedre kunde egne End hamhan selv i Guldbrandsdal, At, hvad han nok være gad Var kun du et Sølverbad. Var det Lykkens blinde Spil? Nei det var et godt Tilfælde, Denne Lod faldt Kristjan til: Nøglerne til Norrigs Fjelde Han som raader, falde bød Pludselig i Kristjans Skød. Norske Elv, som fra sit Væld Herren over Dal og Fjeld Bød igjennem Fredriks Hænder Rulle did, hvor Han dig sender, Hvor imellem Norrigs Fjelde Bød din Herre dig fremkvælde? Der blev talt om Røraas Grube, Der blev talt om Glommens Rand, Sandt er det af Kaabberstrube Skal du raabe over Land; Hvor Gud vil, der skal du flyde, Og om Norrig bød dig Trods Hendes Klipper giennembryde, Styrte ned som Sarpefos, Tage Veien ud i Havet, Hvor din Gud har Stier lavet, Han som før fra Bjergeland Sendte Havet Lægevand: Did hvor Sølvermalmen klinger Pegede selv Fredriks Finger; Sandt er det, du springe maa Udaf Fjeld, hvor ædle Malme, Trindt og tæt i Aarer gaa, Klinge som en hellig Psalme, At der hamres skal en Krone Med saa klar en Sølvertone Til den Drot som dig vil byde Som en Laug i Nord at flyde. Dog du Elv kan jo ei kvælde Op af Muld, af Norrigs Fjelde, Springvand est du, har paa Jord Kun et Bækken hvor du boer; Staar det Bækken høit paa Hald Er det dybt i Dal at skue, Lige høit gaaer Vandets Bue, Lige herligt er dets Fald. Lad da Elv! dit Bækken staa, Hvor det skal og hvor det maa; Naar kun Fjeldet følger med, Fra hvis Aarer paa hvert Sted Lige stærke Vande springe; Fra hvis Malme, naar derpaa Ikkun Troens Hamre slaa, Lige søde Toner klinge! Dog, heel sært det tykkes maa, Om det Bækken skulde finde Noget Sted hvor det vil staa Heller end ved Kristjans Minde. Bækken! stiler du din Kaas Bort fra Kristjans Kaaberaas, Bliv dog her paa Sølverbjerget, Kongsberg jo hans Kongenavn, Har med sine Kroner værget. Dog, omsonst, du vil derfra, Vil til — Kristiania. Vredes ei, du Rosengrav! Tykkes dig at alt for længe Jeg omfløttede min Stav Mellem Norrigs Elvesenge; Det som drev til høien Hald Kristjan, mens han var ilive, Maa tilfjelds endnu hver Skjald, Fra hans Kaabberkiste drive. Var min Gang en Smule seen, Nu, saa gik jeg for at finde Hvad jo ikke er herinde: Fjerde Kristjans Bautasteen. Om jeg fandt den, skal engang Norrigs Fjelde aabenbare, Thi da maa med hellig Sang Stenene hinanden svare. Danmark! skæld ei paa din Søn! Rette ere Herrens Domme, Hvad han har betænkt i Løn, Tak og Amen! lad det komme! Paa din Mark og paa din Vove Efter Stenen vil jeg lede Kan jeg finde den hernede, Barneglad jeg Gud skal love! Er det dig, du Borg saa prud, Hvor først Verdens Lys han saae, Som han løftede med Gud, Som i Søen kunde staa, Mens de mange stolte Buer Sank i Grus og Dynd og Luer? Staar du som en Stad paa Land? Staar du paa den vilde Strand, Hvor med Øiet paa sin Kind, Sværd i Haand og Gud i Sind, Oldingen som Kæmpe stod, Skrev sit Ligvers med sit Blod? Staar du paa den stille Sø, Hvor paa Baadens lille Ø, Han undfangede en Flaade, Til paa vilden Hav at raade? Danmark! mangen Orlogsstavn Til din Skam forgik i Havn, Under mangen vakker Svend Kristjans Baad dog gynger end. Men et værdigt Kristjansminde, Jeg i dem dog ei kan finde. Som et Træ det maatte staa Ved et helligt Kildevæld; Og til Rigets Grændseskiel Sine Rødder trindt udslaa, Thi hvis han ei havde været Havde Orm og Ulv fortæret: Rødt paa Val og blaat i Grav Danmarks Lig for længe siden, Frist, og gid vi se med Tiden Frelse, Gud ved Kristian gav. Sjunkne vare Danmarks Volde, Hullede dets Herreskjolde, Gamle Arild maatte slænge Dem tilhobe i en Hast; Mægtede dem ei at hænge, Sømmelig paa Knage fast; Holger brugte al sin Konst Til en Rosenkrands at binde, Konsten hartad var omsonst, Roser faa der var at finde; Til at dufte slet kun trives Blomster som i Huse drives; Vel i Grav en Rosenkrands Fik han med, men det var hans. Ja, du fjerde Kristian! Store kristne Kongemand! Havde du ei Grændsen værget Med dit brede Kæmpesværd, Havde du ei Skibet bjerget, Der det stod paa blinde Skær, Havde du ei midt i Daad Kunnet være Rigens Raad: Visselig den røde Løve, Som alt da paa Springet stod, Havde, uden saa at tøve, Drukket Danmarks Hjerteblod. Havde du med Tordenrøst, Ei det vilde Bulder døvet, Som forkyndte Kirkens Brøst, Laa den nu vel under Støvet. Hvor i Norden skal jeg finde For den Drot et værdigt Minde? Er det dig, du Rosenborg? Du som i hver Sal og Kammer Taler om fra hvem du stammer, Om din Faders Fryd og Sorg, Hvor han blanded Daad og Brøde, Hvor han sov og hvor han døde. Som han var, du ham fremstiller! Spiret med den spidste Top Løfter sig mod Himlen op, Men ved Gulvet staa hans Friller. Ja hvor er til Kristjans Minde Vel et bedre Navn at finde? Navn vel ei, men Steen dog vist Som ei om hans Brøde minder, Hvor vi kun Guds Kæmpe finder Som gav Tvillingriget Frist. Er det dig Studenterbolig, Som blev ved at staa saa rolig Der det brændte trindt og tæt; Selv denda gamle Studigaard Syntes halv at være træt, Mest vel af de sidste Aar, Eller Grundvold at begære, Som den bedre kunde bære? Ei du staaet har omsonst, Herrens Ord og boglig Konst Dølgede de vilde Flammer Vogted dig, du Læsekammer I Kong Kristjans Rosenborg. Mangen Drot, saa stolt og riig Maatte sine Laurbærkrandse, Bundne under Dødningdandse, Bytte for en Steen som dig; Men til Kristjans hele Minde Maa jeg dig for snæver finde. Er det dig, du Rundetaarn! Med din sære Nattevagt, Kirkeloft med Bøger takt! Du bag Frue Spir tilforn Maatte underkuet sukke, Ranke Spir med Knap og Guld Maatte sig i sorte Muld Dog omsider for dig bukke, Trods om det igien sin Top Over dig tør løfte op. Spørg engang din Stjernekiger Hvad han om din Stierne siger! Skal herefter du med Ære Danmarks Hovedkirke være? Skal engang Basunen vække Op i dig en Bisperække? Skal en Skare favr og stor Vies i dit høie Kor Til Guds rene Ord at lære Og til hist ved Tronens Fod Hvide Klædebon at bære, Tvættede i Lammets Blod? Skal om Nord med Rette siges: Der fra Kirken Stjerner kiges? Herlig vist det tynde Spir Peged op mod Himles Himle, Let dog der Man kunde svimle, Det tilsidst kun stod til Sir; Men naar Fødderne staa visse Paa din faste brede Isse, Da kan Øie, da kan Tanke Frit i Himmelrummet vanke; Synerne sig ei forvirre, Rolig kan til Jord Man stirre, Se, dens Kæmper er kun Dverge, Naar de sees fra Guds Bjerge. Ei omsonst den Hvælving bar Bøgerne i tætte Hylder, Ei omsonst Man speidet har Her de Lys som Luften fylder, Ja du billig Leie maa Selv af Steen og Urner faa. Kristi Vidner, der sig skjule Dybt endnu i Verdens Kugle, Halvt endnu i Tidens Hav, Skal som Helgene af Grav Stande op og gange frem, Vidne i Jerusalem. Hellige Treenighed! For dig reistes Kirkens Bue, For Sanct Lud og for vor Frue Sank dit Navn i Glemsel ned, Men det Navn igien med Ære Skal vist Hovedkirken bære. Dog, hvorhen? forvovne Aand! Vil du trodse Støvets Baand? Stil din Flugt og vend tilbage Fra uvordne, dunkle Dage! Tag igien din Sagastav! Rist med den paa Kristjans Grav, Om hans rette Æreminde Er i Axelstad at finde? Sorrigfuld paa Kaabberkiste Maa jeg da med Staven riste: End det rette Kristjansminde Er i Norden ei at finde; Ikkun Tegningen jeg saae Hvor den overstøvet laae Mellem gamle Pergamenter, Over Trinitatis Hus. Tegning favr og Tegning kiær! Skal af Møl du ædes der, Eller skal i Nord Man skue Under Himlens aabne Bue, Virkeligt i Glands at staa, Hvad som Tegn i dig kun laa? Det Uvordne veed kun Een, Men naar det ei vorde kan, Aldrig fjerde Kristian Faaer i Nord sin Bautasteen. Vorder det, som Herren unde! Hvo kan da med Kløgt udgrunde, Hvilket Stade Gud til Ære Skal det Mindesmærke bære? Her anspænder sig omsonst Mandevid og Trolddomskonst. Kun naar Saga sidder from Med de sammenlagde Hænder, Stirrer paa Guds Helligdom. Hvor den klare Lampe brænder, Underlig i Nord det glimter Dunkle Lignelser hun skimter, Hvor med Mørket kæmper mat Glimtet som i Nytaarsnat, Ei forvoven tør hun spaa Men ærbødig tør hun gætte Hvad de Lignelser hun saae Synes dunkelt at forsætte. Fromme Hænder Steen udhule Til det Hellige at skjule Men at byde Klipper revne Dertil fik ei Støvet Evne, Og kun da den tunge Steen Løfter sig fra Helgenbeen, Og Han Selv maa først opstaa Før de kan af Grav udgaa. Som et Stjerneskud i Haven Først Han sees tæt ved Graven; Men de Fleste vil dog mene Det er Drøm af Magdalene. Øren lytte, Hjerter brænde, Naar Han Skrifterne udtyder, Og Han giver sig tilkiende Naar Han venlig Brødet bryder. Mærker det, Disiple to! Brødrene kun halvt jer tro, Tro kun halvt i Aftenstund Freden af hans egen Mund. Naar af Graven jeg opstaar, Jeg til Galilæa gaaer Det var Herrens egen Tale; Engelen med sammesamme Ord, Peger altid op mod Nord, Fromme Kvinder at husvale: Mellem Galilæas Bjerge, Vil Han for den ganske Skare Sig om Dagen aabenbare. Endt er Synet, kom tilbage, Saga, fra de dunkle Dage, Tag i Herrens Navn din Stav! Rist med den paa Kristjans Grav: Udi Stenen rund og huul Over hvalvte Kirkebue Ligger Tegningen i Skjul, Som dit Støv i Kielderstue. Under Taarnet dybt i Jord En udkaaret Giemmer boer, Stærk og sød ved Midnat klang, Til din Pris hans Mindesang, Om hvordan ved høien Mast Du paa Gothen med dit Værge Hamrede saa hardt og fast, At hans Pandserringe brast Saa han knap i Hui og Hast Kunde Liv og Lemmer bjerge. Nok saa høi en anden Sang Fra den Giemmers Harpe klang; Som et Stjerneskud i Haven Saae han Frelseren ved Graven, Om det Syn ved Midnat klang Mærkelig hans høie Sang; Men de Fleste vilde mene, Det var Drøm af Magdalene. Og Disiplene jeg hørte, Der de sanddru Budskab førte, Om hvorledes Hjertet brændte Der Han Skriften dem udtød, Om hvordan de Herren kiendte Der Han Brødet for dem brød; Men jeg hørte og de To Sukke: Herre! hvo vil tro Tidenden vi sanddru førte, Hvad vi saae og hvad vi hørte! VantroVanrro Thomas end jeg seer Hvor han ad det Budskab leer. Gid han og med Tro i Hænde Maa engang sin Herre kiende! Du Discipel under Muld! Naar dit Navn jeg hører klinge, Vil tilfjelds min Aand sig svinge, Se i Morgenrødens Guld Bjergene til Dalen smile? Ja tilfjelds maa Øiet ile Naar Discipel, som endnu Vidner om dit Syn, naar Du Synger som din Aand engang Rørt i Herrens Forgaard sang; Mine Øine høit jeg løfter Venter Hjelp fra Bjergets Kløfter, Hjelpen dog maa springe ud Fra det høie Væld, fra Gud. Ja tilfjelds mit Øie drives Sælsomt der min Aand oplives, Og som vakt ved Harpeklang, Den istemmer Davids Sang: Herren opstaar, og Hans FjenderFrender adspredes, Ei for Hans Ansigt de mægte at stædes, Alt som en drivende Røg under Sky Du dem henveirer og fage de fly; Ja for dit Aasyn henflyde de Helte, Alt som naar Voxet for Ild monne smelte. Men de Retfærdige, de skulle glædes, Og for Hans Ansigt med Gammen indstædes Synger for Herren: lovsynger Hans Navn, Baner! thi Han paa det Jævne skal træde Gaar for Hans Ansigt at stande med Glæde For Ham, Jehovah, thi det er Hans Navn! Gud! da for Folket som Høvding du gik, Der du det frem gjennem Ørkener førte Jorderig bæved, o Gud! for dit Blik, Himlene med for dit Ansigt sig rørte, Sinai selv sig bevæged for Gud: Israels Gud. Rundelig Regn over Landet du skænked, Træt var Paulunet, men fast du det lænked, Du dine Levende gav det til Arv; Laved det mild efter Fattiges Tarv. Herren udsender sit Ord, Budenes Vælde er stor: Flygte skal Hærenes Drotter, ja flygte Byttet er Hendes hvem Huset Han bygde, Om mellem Stene I murede laa, Her er en Vinge med Sølvdække paa Vinge som Duens, ja ægte forgyldt; Naar den Almægtige Vingen udbreder Skinner som Sneen paa Salmon dens Fjeder. Favert Guds Bierg i Hans Odel mon staa Deiligt er Bjerget med Høiene paa, Bjerge med Høie! hvi springe I saa? Gud sit Paulun vil paa dette udslaa, Saaes et Frø udi BiergetVierget paa Top, Planten som Libanon skyder sig op, Spiren opvoxer til Jorderigs Blomst. O, vil Kristus som af Døde Staae i Nord forklaret op, Skal en hellig Morgenrøde Stærk forgylde Bjergets Top? Skal den Mørket overraske Kristjan, fra den Kongeby, Som du bygde op af ny Da den gamle sank i Aske. Skal i NordRord det Jertegn skee, Som vi der afbildet se, Kan til Fjendens Harm det lykkes At Guds nye Stad opbygges, Mens den Gamles Levning staar; Saa det kan for Alvor giælde, Hvad om Opsloe er at melde: Forstad er den gamle By End med Ære for den ny! Da, naar det i Norden dages, Da skal og dit Støv optages Fra den mørke Kielderstue Dufte under Korets Bue. Lad saalænge kun med Fred Støvet under Kirken hvile! Styrte da dens Buer ned, Kan det der vemodig smile, Gjennem Aske, gjennem Grus, Vist det finder Herrens Hus, Om ei før, saa i den Stund, Da udsovet er hvert Blund, Da selv dybt i Gravens Giemme Støvet skal Hans Røst fornemme, Som, imens det havde Øre Det undslog sig for at høre. Gudsfrygt styrker Land og Rige, Det var Kristjans Kongeord, Støvet størker den tillige, Fører det til høie Kor; Ja den er et Arvegods, Som ei Tyve kan bortliste, Som ei Fjender kan udvriste, Som til Størkelse og Roes Kan i mange Snese Led, Giennem Slægten vandre ned. Fredrik! det kan du beseigle, Til din Faders Krone var, Der jo Nok som vilde beile; Korfits, Karl og Valdemar Beilede med Guld og Skjolde, Og med Kløgt til væne Brud, Men din Faders Haab til Gud Lod de gierne dig beholde. Se! hvad hjalp dem Guld og Kløgt? Se! hvad hjalp de Herreskjolde? Kronen fulgte Herrens Frygt, Begge Gud dig lod beholde. Ære være Ham og Pris! Ved sin Tjener, Sjællands Hyrde, Han dig paa saamangen Viis Skænked, letted gyldne Byrde. Kristjan mærkede heel silde At der nok var dem som vilde Med Guldæblet spille Bold, Dog betids han det i Skrin, Rakte til sin Biskop fin, Gav det dermed Gud i Vold. KorfitsKorsits! derfor var omsonst Al din Rævekløgt og Konst; Brochmand fik du listet ud Klogelig af Kaarestue, Men at udelukke Gud, Det var over din Formue, Ihvor fint du trak dit Straa Maatte du det korte faaesaae. Saaest du det, du kloge Daare! Kom ei Jesper med at kaare, Kronen satte dog hans Haand Hvor den Kristian det loved, Og med Salvelse i Aand, Salvede han Fredriks Hoved. Herren nok for mig vil sørge, Fredrik, saa dit ValgsprogValdsprog lød, Saga knap sig lader spørge Om Du siden det fortrød. Du til Biskop var optugtet, Tugten havde synlig frugtet; Helst du var i KlerkesKlerkes Lav, Gud ved dem dig Ære gav. Staar det under Danmarks Krone? Griffen vogter Guld i Nord, Fuglen du paa Fjer og Tone; Kiendte jo ved Bispebord. Gud med Svanefjeren skrev Dig et bedre Kongebrev End de kloge Rigens Raade,Raade. Kun til liden Lyst og Baade For de arme Rigens Faar, Ridsede med Ulvehaar. Hedningskjalde digtet har: Gefion med Troldeplov Pløjede, og Jernet skar Sølund bort fra Sveaskov; Gøste nu med Troldeplov Pløiede i Øresund, Og fra gamlegamlt Daneskov Skar han bort en faver Lund. Dog han ei med al sin Møie Kunde Sølund til sig pløie, Thi paa Kanten stod et Træ, Dybt laa Rødderne og brede, Kongefuglen i dets Læ Havde bygget sig en Rede; Gøste brugte Ild og Staal, Huggede saa hvast forneden. Vilde med sit Svovelbaal Ryge Fuglen ud af Reden; Kongefuglen frygted Gud, Vilde ei af Reden ud, Tænkte: det som fløtter Bjerge, Kunde og hans Rede værge. Gøste svor, at om den Rede Under høie Himmelblaa Hængte i en Stjernekiæde, Var han Karl for den at naa. Grævlinger krøb ud af Roden Og med hvasse Tand de beed Svenske Drot saa hardt i Foden, At han glemte brat sin Eed; Fattig Fugl fra Klosterbord Sang saa skingrende et Kor, Slog saa kiækt med Klo og Vinge, At hans Øren maatte klinge. Gøste foer fra Axelstad, Fredrik i sin Rede sad, Gøstes Æt er lagt i Jorden, Fredriks troner end i Norden. Hovmod slutter af sin Svimlen At den staar saa høit som Himlen, Englekloge Dumrian! Faa engang dog den Forstand, Det er Svælget som giør svimmel, Var det Høiden, mener du Da vor Herre sad endnurndnu Rolig i sin høie Himmel? Se dog hist, hvor Lag paa Lag Ligge Jordens stolte Daarer Knuste ved et Tordenslag, Badede i salte Taarer! Hvor de under Ormetand Tygge Tungerne i Pine. Hør dem i det mørke Land, Hvor de gnidsle, hvor de hvine, Hvor evindelig fortabte De med Hyl og Djævleglam Trodsende bespotte Ham, Som dem i sit Billed skabte! Se, og hør, og tag dig vare! Trodsende forvovne Skare! Kald det Heltemod og Daad, Kald det Dyd og vise Raad, Hvormed sig til Gud din Aand Svinge vil paa egenegrn Haand, Helved er den visse Havn, Hvor tilsidst din høie Stavn Ankre maa i Evigheden. Han som steeg fra Himlen ned Ydmyg til de lave Dale, Svang sig kun ved Ydmyghed Atter op til høie Sale: Døgnets Gubbe! Støvets Kæmpe! Kan ei det din Hovmod dæmpe, Se dog hvor det staar med Prent Rundt paa Sagas Pergament: Han som Alting har at raade, Staar Hoffærdighed imod, Giver Ydmyghed sin Naade. Kristjan træt og mat sig sleed Paa den Lænke tyk og tung, Som ham bandt ved Borgeled; Mens han end var stærk og ung, Syntes Krampen svart at skride, Løsnes ved den ene Side, LænkebundenLænkedunden dog han blev, Krampen blev i Stolpen inde, Der han sank, Man den inddrev, Fastere end nogensinde. Fredrik, du var ingen KæmpeKømpe Men paa Gud du leed saa fast, Han forstod det saa at læmpe, Lænken for dit Øie brast; Herrens Vaaben synes ringe, Intet kan dog for dem staa, Lænken som det skøre Straa Knustes ved en Svanevinge. Fredrik! du var ingen Kæmpe, Du var kun en Klerkedrot, Kun med Kæmpestav og Sene Kan man i de haarde Stene Riste Runer dybt og godt; Derfor dine Kongebeen Har ei slig en Runesteen Som din Faders, der jo godt Bruges kan til Hus og Slot Og til Kirke med det Samme, Derfor ei du staar tilskamme, Kom en fjerde Kristian Tit i Daners snævre Land. Det af Stæder og af Slotte Og Grevinder ødes maatte. Fredrik, det maa aldrig glemmes, I det Gravsted hvor end giemmes Tegningen til Kristjans Pris, Har du Deel paa dobbelt Viis. Kirken med de Stjerneglugge, Der sig skulde vidt oplukke For Gud Fader, Søn og Aand, Blev fuldkommet ved din Haand. Det var ret som atter Gud Sendte til sin Tjener Bud: Grandt dit Hjertelav Jeg kiender Tanken selv Jeg komme lod, Men jeg seer af Mandeblod Røde ere dine Hænder. Men en KvistKrist skal af din Rod Blomstre under Danmarks Krone, Han skal sidde Fredegod, Fast ved Mig paa Fædres Trone, Han skal for Mit Navn opbygge Huset, som du tænker paa, Som Mit Himmeltempels Skygge Skal i Nord det herligst staae, Thi Min Glands skal det opfylde Og dets Cherubim forgylde. Fredrik! ved din Rosengrav FaldtFuldt min Sagastav af Haanden, Rørt jeg blev med anden Stav, Og et Syn jeg saae i Aanden; Kirken som du skulde bygge, Blev kun Tempelskyggens Skygge. Men naar Gud med vældig Arm Splitter Mørkets tætte Skygger; Og Sit Hus til Fjendens Harm, Høit paa Zions Bjerg opbygger; Da skal Mænd det vel forstaa, At din Aand var og derinde, At som Kristians det maa Ogsaa kaldes Fredriksminde. Kirkeloft med Bøger takt! Siig engang, hvem du det skylder, At du fik de tunge Hylder? Sidefløi ved Kristjansborg! Vidtberømte Læsekammer! Æret selv af Borgens Flammer, Var det ikke Fredriks Sorg, Her at reise, her at fylde Ivrig Hylde efter HyldeHytde? Var det ei hans Hjertens Glæde Mellem dem at tage Sæde, Bøgerne at tage frem, Tabe sig i Gud og dem? Fredrik, du var holdt til Bogen Den holdt sig til dig igien, Dog du sad ei fast i Krogen, Nei, til dine Tømmermænd Flink, som Far for dig, du saae; Han paa Holmen havde sine, Du paa Studigaarden dine, Ja paa Fingre du dem saae, Og du stak i deres Tanker Som din Fa'r i sine Planker. Naar din Fa'r kom mellem Klerke; Var han Konge for at mærke Naar de snakked uden om, Kæmpe for at slaa en Bom. Saa de stod, som Ole Kok, Da det heed: I primer nok, Snak I med jer Søvren Tolder Om hvad Humle Øllet holder! Tro mig, det er fede Karle, Til om Bog og Bisp at tale. Til at slaa en saadan Bom Knap hans MageMaga jeg har funden, Hvem der havde Ret i Grunden. Det lod han de Andre om. Fredrik, du var ingen Kæmpe, Du var kun en Klerkedrot Alt du redte op med Læmpe, Bogen selv du kiendte godt, Ingen Bomme selv du slog Som den gamle Kongepave, Grændseskiellet du kun drog, Hvor du saae de rette Stave. Kun med Kæmpestav og Sene Kan Man i de haarde Stene Riste Runer dybt og godt, Fredrik, du var ingen Kæmpe, Du var kun en Klerkedrot, Dine Runer du med Læmpe Ridsede som Skrift og Prent Paa Papir og Pergament. Man kan se, at ei omsonst Du engang blev holdt til Bogen, Thi saagodt som ellers Nogen, Du forstod din Ridsekonst: Med en Rune harhur du lænket Ham, som heder uindskrænket. Fredrik, du var holdt til Bogen, Derfor Danmarks løse Drot Bandt din Rune fast ved Laagen Til det gyldne RuneslotRuneskot. Ak, en Kristen maa vel klage, Maa vel vente tunge Dage, Naar sig Drotter skal forskrive Til ved Herrens Ord at blive, Som maa deres Trone bære, Naar den stande skal med Ære; Som, naar i den aabne Grav Purpurkaaben falder af, Ene kan de nøgne Skuldre DækkeDække med en evig Glands, Og naar deresderes Kroner smuldre, Række dem en Rosenkrands. Mon den Rune da behov Gjordes udi Kongelov! Ak! se hist, se ham i Polen! Sachsens Drot, der sig forsvor Fra sin Guds og Luthers Ord, For at vinde Kongestolen! Han er Fredriks Dattersøn: Se engangenganh de Engellænder, Som vil sadle Kirkens Hest, Til den gamle Romerpræst! De er ogsaa Fredriks Frænder; HunniusHuunius! da Faareskind Du af Ulve drog saa dygtig, Du i Aanden saae gudfrygtig, De i Stien sneg sig ind; Du af Struben skreg: paa Vagt! Hertug Ernst, der det var silde, Paa dit Varselsord gav Agt, Vogte han alvorlig vilde, Med ham sank din Røst i Jord; Pietister, Hernhutter, Philosopher drev, med Luther, Udaf Kirken Herrens Ord. Fredrik! ak, din Kongelov Gjordes alt for haardt behov; Vær for Runen signet du! Takket Han, som Alt mon raade! Den det vidned at endnu Herren saae paa Nord med Naade, Den har voldt at end Guds Ord Ei med Luther drog fra Nord. Med et andet Runebaand Bandt du den forvovne Haand, Som fra Præster vilde stjæle Brød og Hæder, Fred og Mæle. Ak, en Kristen maa vel klage, Maa vel vente tunge Dage, Naar en saadan Skærmelov Giøres i et Land behov, Naar Man BrødetBrøset dem misunder Som paa Ordets Løndom grunder, Naar Man vover Fred og Mæle Fra Guds Tjenere at stjæle. Gjordes og en saadan Lov Da i Dannemark behov? Og det var fjerde Kristian Han sad paa Danmarks Trone, Og det var Holger Herremand Han bygged udi Skone, Det var Hr. Mads i samme Stund Paa Bispestol sad han i Lund, Og tænk kun ei at Fredrik skrev For ingenting sit Skærmebrev! Og det var Holger Rosenkrands Han gik i Bispestue Med Spillemænd og bød til Dands Den alderstegne Frue, Det mærkes maa, hvor MarkedMærked staar At der er Spil i Bispegaard, Og mene I at Fredrik skrev For ingenting sit Skiærmebrev? Den Jomfru under hvide Lin Saa høvisk sad derinde, Men svinget blev den Jomfru fiin, Alt som en SkøgekvindeSkøgekøinde; Hun blussed under hvide Lin, Hun hulkede, den Jomfru fiin, For Skærmebrevet Gud ske Lov! Det gjordes alt forfør haardt behov. Hr. Mads han talte skarpe Ord, Han var en Ordets Kæmpe, Men Holger HerremandHereemand til Jord Ham kasted ei med Læmpe, Med knytte Næver, som han laa, Han slog ham blodig, slog ham blaa, Og mener I, at Fredrik skrev For ingenting sit Skiærmebrev! “Den Præst som jeg gav Kald ifjor, Han lovede min Terne, Men han, den Hund, gik fra sit Ord, Og det saae du saa gierne; Jeg lære skal din gamle Skielm At narre Mænd med Skjold og Hjelm”Hjelm”; Og Gud skee Lov! du Konge bold! At PræstemændPræstemænd fik og et Skjold! Og det var fjerde Kristian, Han sad paa Danmarks Trone, Og det var Holger Herremand, Sin Id han skulde sone; For Rigens Raad med Grin han stod Og talte op sin Pengebod, Og Gud skee Lov det Adelsblod Fik under Fredrik Bod for Mod! Og det var Holger Rosenkrands Og han tog til at prale! “Saameget jeg for nok en Dands Med Bispen gad betale”. Og det var fjerde Kristian, Og det var skaanske Herremand, For Skiærmebrevet Gud skee Lov! Det gjordes kun for haardt behov. Kong Kristjan ei, men kun hans Braad, Sin Sag da kunde vinde! “Jo havde Vi i Rigens Raad, Saa mange Svogre inde Som Holger havt, da skulde Mads Vel faa't en Dom lidt meer tilpas”tilpas” Mon Gud for ingenting da skrev Hans Søn et andet Kongebrev! Tak! Fredrik! for de Runebaand! Et tredie med kløgtig Haand Du agted trindt i Land at sno Om Ulvemund og Ravneklo, Om Rævebælg og Slangebraad; Men fra den priselige Daad Din Gud dig til en bedre kaldte: Til med de hellige Udvalgte At sjunge der i Englechor, Hvor Ingen glemmer Herrens Ord, Hvor Ingen hader Herrens Præste, Hvor Ingen stjæler fra sin Næste, Hvor Ulv og Orm med Tand og Braad Staa udelukt i evig Graad, Hvor Ravn og Ræv med Klo og Bælg Ei vinde op fra dybe Svælg. Nu sover sødtfødt, I Kongebeen! Og har I ingen Runesteen, Saa har I dog paa Pergament Et fint og lovligt Eftermæle, Som, mens i Nord Man læser Prent, Slet ingen Tyv formaaer at stjæle. Du, Fredrik, var en Klerkedrot, Du ridsed dine Runer godt, Om Griffen eller Svanen bar De Fjer, hvoraf din Pen du skar; De Fugle sig vel ei omsonst, Til Ro paa Kongespiret satte, Er det ei Drotters Skrivekonst, At kunne slige Fjere skatte? Frederik! du var en Eiegod Adzer hos dig, som en Svane stod, Ikke tomt var Erkebispenavnet, Skiærmebrevet var hans Pallium, End Man savnede ei Staven krum, Biblen ei var end lagt under Bænken, Den paa Tronen laa i Runelænken. Bibel! ja du laa ei der omsonst, Ei omsonst du raadte i Guds Kirke, Hvad ei Lov og Herredag kan virke, Det er din den allermindste Konst, Du har virket, at ei kom igjen, Niels og Magnus, Emund, Lam og Svend, Du har virket at hos Eiegod Flux en Valdemar tilrede stod. Femte Kristjan, mon du ogsaa var Nær i Frændskab med Kong Valdemar? Uopløselig din Hæderskrands Knyttet er i Lovens Bog til hans, Solen rødmede i Vest saa lav, Speilede sig glimrende i Hav, Og forgyldte eders Kongenavn Paa den seierrige Orlogsstavn. Ja, Kong Kristjan! begge Valdemare I din Kongedaad sig aabenbare, Norrig og sin Lagabæter saae Med sin Adelsteen i den opstaa. Du med Loven vilde Landet bygge, Som ei meer opholdtes af sin Aand, DuDn til Hjertet vilde Korsets Skygge Se at fæste med et Ridderbaand. Ak! kun Tro, ei Lov kan Lande bygge, Magtesløs er Korsets tomme Skygge; Dog, naar Lov er Troens ægte Søn, Kan enstund sin Moder han beskytte, Hun ham laaner af sin Kraft til Løn, Og enstund han staar som Husets Støtte. Ak! men Stunden varer kun saa kort, Voxne Søn sig til en Kæmpe drømmer Moderværget kaster han da bort, Daarlig han sin egen Kraft berømmer, Støtte vil han ei det gamle Hus, Men et nyt opbygge paa dets Grus; Gamle Mo'rMø'r nedsørger sig i Graven, Stolte Søn det seer foruden Graad, Til han mærker paa sin Hyttes Raven, At Forfængelighed var hans Daad. Da han mærker, til et dygtigt Hus Skal der meer end Træ og Leer og Grus, Der skal Grundvold, som kan ligge fast, Der skal Kalk, som Stenene kan binde, Ellers falder ved det første Kast Hytten ned med alle sine Pinde. Dog, naar Huset vi paa Hæld mon skue, NaarNapr det vidt gaar over vor Formue Det med Kløgt og Størke op at rette Maa vi under det jo Støtter sætte, Om vi end med Sorg det forud veed, De tilsidst vil rive Huset ned, Derfor signet være, Kristjan du! Du hjalp til, at ei det faldt endnu, Du hjalp til, at end dog Korsets Skygge Gjælde kan i Nord for Riddersmykke; Under Skyggen staar du som du var, Som en Broder til Kong Valdemar, Og en Absalon stod ved din Side, Gav sin Kirkeskraa saagodt som han, Og med Hedninger han maatte stride, Tykt de flokkedes mod Daneland; Dennegang heed Absalon Hans Bager Masius var Heltens Vaabendrager. Dog igien, jeg, Bibel, dig maa love Ei paa Valen eller salte Vove, Blinkede det blanke Bispesværd, Hvor du raader, kan Man ei behøve Kirkens Kiæmper udi Ledingsfærd, Dertil bruger Man en Gyldenløve, Naar en Adelaer og sover hen, Tvende Juler har Man flux igien. Ja, o Bibel! naar kun du maa raade, Trænger Kirken ei til haarde Staal, Du den frelse kan af al sin Vaade, Hvast er Intet som dit Tungemaal. Dette Sværd kun blottede Hans BagerBæger, Det kun svang hans djærve Vaabendrager, Der en vantro Flok af Lin og Silke Med forgyldte Blomsterstilke Vævede et Tryllebind, Vilde det om KongetindeKongelindeKongetindeKongetinde Snoe saa fast, at Syn og Sind Det var mægtigt at forblinde Siig os Preusen, hvad du vandt Der du snild dig selv ombandt Med det Bind, som vore Præster Sønderhug med Aandens Sværd! Var de fine, franske Gjæster Ogsaa al den Høitid værd? Sandt er det i Kalken fin Skiænked de en herlig Vin, Man det mærked paa dens Brusen, Du var Dronning under Rusen, Men din Dronningrus var kort, Slige Vine dampe bortkart, Og hvad syntes dig om Bærmen! Bibel, nei du er et Sværd Meer end Guld og Ære værd, Selv du størke kan de Arme Som dig løfte vil i Tro, Du kan Hjertets Jord opvarme, Saa derinde maa opgro, Mens du hugger Saar i Saar, Kiærlighedens favre Blomme; Trods al Vind af Verdens Domme, Duftende den evig staar. Gud kun veed, om du, Hans BagerVager, Om din djærve Vaabendrager, Der I løfted stærken Arm, Havde Rosen udi Barm; Masius, for sygelig Var den udentvivludeutvivl hos dig, Det var din, ei Sværdets Brøde, Og den kom sig, før du døde. Bibel, ja du er et Sværd, Meer end Pris og Ære værd, Lyftes du med ærlig Arm, Skiøndt sig knytte Hjertets Aarer, Du din egen Kiæmpes Barm, Tit og dybt men kiærlig saarer, Saa at Rosens tørre Rod Vandes med det varme Blod, Saa den dog tilsidst maa skyde, Knoppen Svøbet giennembryde. Bibel, ja du er et Sværd, Som er Pris og Ære værd; Med dig hugged Absalon, Men, o se! i Kingos Haand Til et Træ du dig forvandler, Alt som gamle Aarons Stav, Blomster du og modne Mandler Bærer nær ved Luthers Grav. Thomas Kingo! o du Giæve! Lærte dig din Farfar saa Tepperne med Konst at væve Som vel seent skal Mage faae, Tepperne, som nu Man vrager, Men dog skinne skal i Kor, Naar hver Modens Teppemager Smuldrer med sit Væv i Jord. Nei, kun Han, som uden Hænder Himmelteppet bredt udspender Sort og hvidt og rødt og blaat, Sprængte det med Blommer klare, Som Hans Konst os aabenbare, Som os minde om Hans Slot; Han var selv din Læremester, Lærte dig med Konst at virke Tepperne, som i Hans Kirke Skinned paa de høie Fester, Rundt at strø de Blommer klare, Som Hans Finger aabenbare. Villum, Thomas! I er Brødre, Thi kun een er eders Mødre; Eder maatte Bretland avle, Til at reise her i Nord Kirken med de høie Gavle, Til at smykke saa dens Kor, AtAf fra det hver Kristenøie Glad opsvang sig mod det Høie. Saa hvert Frø som under Fod Hjemme blev i Støv begravet, Fører Herren over Havet, Did hvor det kan fæste Rod, Blomstre yndig til Hans Ære, Frugt for Evigheden bære. Villum, Thomas! eders Navne Broderlig hinanden favne, Begge under Kirkebue Livned I den sjunkne Lue. Ak! naar Hjertets Dør er lukt, Nøglen fast i Laasen ruster, Ak! naar Luen først er slukt, Hjelper det saa lidt Man puster; Da Man fordum Guds Paulun Maatte til et Tempel giøre, Da, trods Harpe og Basun Døvere blev Folkets ØreØrr Mens i Hjertet Luen brænder, Blusser længselsfuld fra Jord, Mens opladt sig Øret vender Op mod Himlens Englekor, O, da kan til Barnestammen Hjertet synge høit sit Amen, O da toner Barnelallen Som en Englesang i Hallen. Tabte Aanden sine Vingefjer, Stort det ikke nytter mer, Om end Davidsharper klinge; Tonerne til Gud sig svinge, Lokke sødt: kom med du kiære! Kun hos Gud er godt at være; Men den vingeslagne Aand, Vikler sig i Støvets Baand, Vil ei op fra Jord sig hæve, Spotter Tonerne, som svæve Lette op til Englekor, Raaber efter dem: I sværme, Naar de sig Guds Throne nærme, Stopper Fingrene i Øre For ei Klangen meer at høre. Moder! Danmark! ihukom! Det er dig der tales om! Dine gamle, halte Psalmer Neppe kunde gaa paa Jord, Dog paa dem du lystig foer Op at plukke Edens Palmer; Kingos Kvad med store Kræfter Over Jord sig høit opsvang, Ei forsagt, fløi dygtig efter, Søren Jonøsen, din Sang; Ak! hvad hjalp det: hør engang! Danmark vrager Kingos Sang, Søren! hist dit Støv er gjemt, Selv dit Navn i Nord er glemt. Dannemark! hvor er nu Vingen? I dit Hjerte er der ingen, Du forlanger glatte Been, Skaarne ud af Træ og Steen, Psalmerne skal, som din Tanke, Rundt med dig i Støvet vanke. Kingo! da din Harpe klang, Var det Svanens Afskedssang? Ak, dens Sang er jo kun sød, Naar den synger for sin Død; Ja, dens Støv det faldt til Jord, Aanden til sin Gud opfoer. Dog, hvi bruser du min Aand? Hør hvor sødtsodt dog Kingo leger! Naar hans Harpeslag dig kvæger, Naar sig løsne Støvets Baand, Naar du reiser høit af By Paa den klare Tonesky, Tænk da paa, hvormange Sjæle, Som nu forsor Guds Throne knæle, Kvægedes saamangengang, Ved den samme Harpeklang; Vænned sig med Barnestammen Til engang at synge Amen! Pris Enhver, hvis fromme Tanke, Var at puste og at banke! Dunkle ere Herrens Raad, Men omsonst er ingen Daad, Som i Jesu Navn begyndes. Kingo! ak! men mon din Sang Til dig selv forgiæves klang? Saga vidner det med SmerteSmerte, At ved Jordens Støv og Muld, At ved Vrede, Sølv og Guld Hængte længe fast dit Hjerte. Ak! hvor det er tungt at tænke, Slig en Aand i Verdens Lænke! Ak! hvad Under! at saamange Hørte kolde dine Sange, Naar o Skjald! ei du engang Vilde tro din egen Sang! Dog, fra Aanden, vil jeg tænke, Faldt omsider Verdens Lænke, Herren med sin stærke Hammer Mægted den at sønderslaa, Han indslog dig stærk Attraa Efter stille Sovekammer; Der Man sænked Støvet ned, Klang det: græd o Menighed! Herrens Overpræst i Livet, Aaron har sin Aand opgivet. Konge udi høien Hald! Ligned du din Kongeskjald? Ja, o Kristjan, tit du Øre Vendte til hans Harpeklang, Men dig lysted og at høre Fristende Sirenesang. Naar du med din brede Skulder Stod saa fast i Slagets Bulder, Naar de stærke Pandserringe Maatte for dig sønderspringe, Da man aabenbarlig saae, Du din Farfar slægted paa: Naar Man saae, hvor let en Kvinde Kæmpen kunde overvinde, Kjendte Slægten Man igien, Men naar Man saae Friller raade, Og Charlottes Øine vaade, Naar Man saae dig blandt de Vilde, Naar Man saae dig blandt de Snilde, Saa dig stampe udi Jord Der du sloges med Guds Ord, Da Hans Baggers stærke Arm Saarede din Kongebarm; Naar Man hører Griffen sukke I det snevre Indelukke; Man bedrøvet spørge maa: Lærte dig din Farfar saa? Du med Griffens Fjeder skrev Lovens Bog for Menigmand, Sendebreve vidt om Land. Brev til Kingo og Hans Bagger Til Peer Jespersen, ja til Mangen Mand saa giæv og gild, Skal Man slige Fjeder bytte Med den Hanefjer, som skrev Vist til meer end til Unytte Unødvendigt Feidebrev? Skal Man slige Fugle mure Ind i mørke Munkebure? Var i tyve Aar du vred, Kunde du da ei fornemme Eget Valgsprogs stærke Stemme: Gudsfrygt og Retfærdighed. Konge! jeg dig ei vil dømme, Men Guds Ord din Id har dømt, Hvad du har forseet, forsømt, Maa en Smigermund berømme. Vel du trodsede med Sværdet, Vilde knust Hans Baggers Arm, Men dog var din Kiæmpebarm Kun lidt haard og ei forhærdet, Fik du Tid dig at besinde, Lod du Ordet Seiren vinde. Derfor sov Hans Bagger hen Paa sin Stol, som Kongens Ven, Derfor du til dine Præste, Tiest kaarede de bedste, Skøndt du stundom maattematte skifte Naar Grevinden skulde skrifte. Peder Jespersen Halei Sværdet bar i Skeden ei, Tit du vist og har fornummet, At det hugged dybe Saar Aldrig af hans Hovedhaar, Har dog et din Finger krummet. Hvo somsøm slige Præster ynder Han fordømmer sine Synder; Udentvivl og før din Død Dine Synder du fortrød. Herren med sin stærke Hammer Maatte Hjertet sønderslaa, Da undfik det vel Attraa Efter stille Sovekammer, Da fornam Du Lottes Taarer SomSøm en Ild i dine Aarer, Griffens Suk og store Smerte Klemte haardt dit Kongehjerte, Da din Søn du Raadet gav, Som Hr. Peder ved din Grav Gav hver kristen Drot paa Jord, Giennem Davids sidste OrdDrd: Giv paa Herrens Veie Agt, Ær Hans Skikke, hold Hans Pagt, Mærk paa Ordet i Hans Bog, Lær af den at vorde klog! Da skal Herren og stadfæste Sine Løfter dig til Bedste, Af din Æt da aldrigaldrjg skal Fattes Mand i Kongetal. Fjerde Fredrik! tog til Hjerte Du, hvad Kristian med Smerte Til dig mæled i sin Død? Med dit Kongeord du svarer: Herren var min Hjelp i Nød. Sanddru Saga aabenbarer, Det var meer end Læbers Ord, Thi det gandske Tvillingnord Maa det samme Vidne bære: Herren hjalp, og Ham skee Ære! Frederik! med dig begyndte Et usaligt Hundredaar, Alt til Undergang sig skyndte, Sært, at end en Levning staar. Frederik! du er berømt For en dygtig Regnemester Lidt vel hurtig har Man dømt, Saga det kun halvt stadfæster, Tidt du regnede for smaat, Gud allene regner godt. Tænk ei Fredrik! jeg vil stjæle Prisen fra dit Eftermæle, Nei, o Drot, din Kongefærd Pen og Griffel, Skjold og Sværd Skal for mig det Kryds beholde, Som jeg saae paa Sagas Rolde. Kunde du, hvor nu du boer, Skue vores Færd paa Jord, Vist du mine Ord gav Magt: Give Gud! at Ingen vilde Danmarks Drotter mere ilde! Men med Gud jeg gjorde Pagt At ei Vild og Glands og Guld Skulde mine Øine blinde, At ei noget Baand af Muld Maatte mine Læber binde, Der dig myndig din Georg Standsed i din Kongeborg Raabte til dig: Konge, staa! Bud fra Gud jeg har at bære; Vredt du ei til Præsten saae, Kaldte ham endnu din kiære, Thi du vidste det saa godt, Ja du troed det, o Drot, Præstelæber, trods al Fare, Altid Sandhed skal bevare. Præst er jeg, din Skygge maa Jeg i Natten byde: staa! Bære maa jeg Herrens Ord: (Gid det klang fra Syd til Nord!) At ei hundredtusindhundredtufind Daler Selv en Draabe Blod betaler, At Enhver, som uden Nød Farver Landsen blodig rød, Var det og en Helgen from, Glemmer da sin Kristendom; At hver uretfærdig Feide, Som hvert Brud paa givet Leide Hevner sig saa mangefold, Og at Svig er Svigens Sold. Sige maa jegjeg da, o Drot! At du regnede for smaat, Regningen ei holder Stik, Aldrig kan den Pengeleie Du for dine Jyder fiksik Selv kun Ranzaus Blod opveie. Vilde Man det efterspeide, Hvad dig kostede den Feide Som du selv dig havde voldt, Mon da Summen sig til den Du for Jyder fik igjen, Ei som Mark til Hvid forholdt? Dog, paa Sligt maa Andre regne Taler Man paa Herrens Vegne, Blæser Man ad Sølv og Guld; MenMen mon ikke taarefuld Danmark stod ved Stralsunds Volde, Og begræd i Blod de Bolde? Sank ei rundt paa Land og Sø Blomsterne med deres Frø? Hør du mig, du svenske Kugle! Hvem traf du i Pronevig? Kiste! du kan ikke skjule Kæmpens Navn, som Kæmpens Lig; Staver jeg i Mørket ret: Billedet af Julers Æt? Saa har den vel endt sin Færd, Absalon! det var dit Sværd, Det din Vimpel var tillige Som i Julers Haand og Stavn Atter sank i Rygens Havn. Banneret fra Estlandstog Vimpelløse Danebraag Kun den Herre kiæk oggg bold Peder Vessel Tordenskjold Fra sin lave Vikingsstavn VeieVaie lod i Marstrands Havn. Dog, hvorledes? hvil dig, Aand, Hvil dig, Hoved, lidt paa Haand, Synerne sig let forvirre, ØietOiet blændes ved at stirre; Stir kun ei saa stivt paa Rygen Se dog vist paa Kiøge Bugt; Under Dækket seer du Sygen, Og i Luften Fanens Flugt. Sygen, ja da den sig sneeg Graadig fra Palads til Hytte, Medens udi HildursHildnrs Leeg Fredrik søgte Roes og Bytte, Hvisked den ei: Danedrot! Kornet voxte nok for godt, Det skal ikke gaae i Leie, Jeg vil hjelpe dig at meie! Der den røde Hane sad Vingebred i Axelstad, Mon da ikke høit den goel Over Fredriks Kongestol: Spar kun Krudt og Steen og Staal! Jeg omsonst skal tænde Baal? Danebraag! med høie Stavn Ei du sank i Rygens Havn Høi og herlig var din Flugt, Du fløi op fra Kiøge Bugt, Hvor din Stavn sig modig brysted, Hvor Niels Jul dig blodig krysted Hvor du vaied stolt og vild, Der du af din egen Ild Tændtes an, og udi Luen Svang du dig mod Himmelbuen, Ovenned du faldt til Nord, Did igien du heden foer, Hjem dig fulgte Skjoldmænd skiønne, Det var Ivar og hans Tønne, Deres Mærke var som dit; Bunden rød og Baandet hvidt. Mester Svenske laa paa Vagt Gav saa nøie paa dig Agt, Tænkte nu tilsidst at fange Hvad ham jog saamange Gange, Hvad han vandt, var kun at Luen Braged i hans Mast og Dæk, Da i den mod Himmelbuen Blussende du svang dig kæk. Vel fra Dragø han opsendte Tvende Blus dig at nedhente, Men to folkeløse Skraag Flygtende fra Gyldenløve, Fandt vist aldrig Danebraag, Blev vist fri for den at røve. Danefolk og Danedrot! Herrens Raad er altid godt, End I med Kong David bad: Lad os, naar du Tugten sender, Falde, Gud! i dine Hænder! Derfor brændte Axelstad, Men ei tændt af Svovelflammen, Skarerne I maatte se Synke ned som Ax for Le, Men dog ei til Fiendens Gammen. Fjenden vandt ei Danebraag Herren selv den til sig drog, Den opfløi fra Kiøge Bugt, Æred Danmark i sin Flugt. Hvitfeld! ja, der du fra Jord Med det hvide Kors opfoer, Med et eenligt Luetræk, Bedre end med Pen og Blæk Gamle Arild, du en Sage Skrev om fromme Heltedage; Dannemark! o tak dog Gud, Som dig skænked slige Sønner, Som end skaaner vilde Skud For den gamle Stammes Bønner! Der du synded, bort Han tog Korsets Banner, men med Læmpe, Atter faaer du Danebraag, Naar du under den vil kiæmpe. Fredrik! du udregned ei Danebraags og Hvitfelds Vei, Havde de, for sære Flugt, Alfarveien villet prøve, Knap en Hule da i Bugt Levnet var din Gyldenløve. Havde Nogen vel udregnet Jer, I ubekiendte Tal: Karls Fald og Fredrikshald? Og dog uden jer det tegned Kun til saare liden Lykke Med det tunge Regnestykke: Dog, med Fredrik ingen Føie Saga har at regne nøie, Ikkun Sagas Snyltegæster, Som kun Øie har for Støv, Krandsed ham med ZifferløvZlfferløv Som den store Regnemester; Selv han troed, at omsonst Var al Verdens Regnekonst, Thi hans Kongesprog jo lød: Herren var min Hjelp i NødRød. Herren hjalp og Ham skee Ære! Han med Hæder lod dig bære Kronen i de onde Dage, Da den lede Helveddrage Fløtted op mod Nørrepol Lumskelig sinfin Herrestol, Ja, o Fredrik, dine Feil Har jeg seet i Sagas Speil, Tantet som er intet værd, Magt og Guld du havde kiær, Men deraf kan Danmark bramme, At det har en Kongestamme, Som kan ubeskæmmet taale At den falske Flitterglands Svinder bort for Sandheds Straale, Thi den har en Hæderskrands, Som udfolder sine Blommer, Just naar Sandheds Straale kommer, Synlig kun, naar den er nær, Selv kun Straalens Rosenskiær. Syndere vi er tilhobe Under Pjalt og Purpurkaabe, Ingen Roes, men ikkun Skam Alle have vi for Ham, Som i Lyset Hellig throner Og som ei anseer Personer. Ak, men under Høielofte I den kvalme Smigerluft, I den søde Viraksduft, Der det glemtes jo saa ofte, Der saamangen Drot i Drømme Glemte, Gud skal Drotter dømme, Glemte at vi er tilhobe Under Pjalt og Purpurkaabe, Brødre af det samme Blod, Rundne op af samme Rod, Glemte, at naar Dækket falder, Glemte, at naar Herren kalder, Disse Tre kun blive ved: Tro og Haab og Kiærlighed. Hvilken Kongeslægt paa Jord Gik det sjeldnere af Minde, Laa det stærkere paa Sinde End Grev Dideriks i Nord? Dannemark! o knæl i Støvet! Tak din Gud saa mangefold, Og fornem det, dybt bedrøvet Hvad der var din Syndesold! Tvillingnord! du Moder kiær, Du var kommet Svælget nær, Og paa Svælgets Rand med Paars Skoggrende du drog til Aars, Skoggred vildt i Giøglehus, Medens Helligdommens Buer Braged under stærke Luer, Styrted smuldrende i Grus. Havde du det ei fortjent At dig Herren skulde sendt Drotter i sin NidkiærhedRidkiærhed! Men vor Gud er seen til Vrede, Giør mod dem, som Ham tilbede, Miskundhed i tusind Led, Derfor lod Han ved sit Ord, Og ved Folkene paa Jord Til Advarsel dig forkynde Sodoms Straf, Gomorras Brynde; Derfor i de ondeondr Dage Levned Han dig Sæd tilbage. Femte Kristjan, du jo var, Som hin anden Valdemar, I din Søn dog ei opstod Slig en Drot som tynged Ploven, Slig en Drot som Purpurkaaben Smittede med BroderblodBloderblod; Nei en Drot, som letted Ploven, Som fra sine Høielofte, Over grove Vadmelskofte, Bredte venlig Purpurkaaben. Fjerde Frederik! du var Danmarks tredje Valdemar, Før han sank i Gravens Favn Med det tomme Kongenavn; Dennegang lod Gud af Naade Tvillingsepteret ham raade. Frederik! med Sværd i Feldt Stred du ei som Christi Helt, Men et Korstog maa i Fred Vel din Idræt lignes ved. Estland! du er alt for nær, Nei, se hist en anden Færd! Seer du hist, hvor Iis i Lag Løfter sig som Kiæmpefjelde, Som om den til Dommedag Vilde trodse Solens Vælde! Seer du hist i Haabets Stavn Palmeren med Sandheds Belte? Hvad vil han? I Jesu Navn Vil han byde Isen smelte, Hør det Haab at Korsets Soel Mægter under Nørrepol Med sin Straale at fremlokke Over Isen Blomsterflokke. Dannemark! ja tak dog Gud, At et saadant Rosenskud Han dig levned end tilbage I de kolde Vinterdage! At hver Blomst fra Grønlands Egne, Naar i Herrens Rosengaard Duftende den evig staar, Skal sin Æt fra dig udregne! O, Johannes! KæmpeKæmye bold! Du som stred med Sværd og Skjold Først mod Tvivl og bange Tanker, Saa mod Verdens Spot og Haan, Og mod Bergens Kræmmeraand; Saa mod Iis og møre Planker, Frost derude og derinde, Bølgegang og Kastevinde; Saa mod Satans Angekutter, Saa mod falske Hernhutter; O Johannes! din Idræt Kan ei her jeg tegne ret, Røre Gud mit Sind engang Til en værdig Mindesang! Men, Kong Fredrik, at dit Øre Ei du vendte fra at høre Talen om den Grønlandsfærd, Skiøndt du Guldet havde kiær, At du ved hvert Sendebrev Om hvordan Guds stærke Ord Rødder slog i frosne Jord, Dybere i Pungen greb, Derom maa min Saga-StavSaga Stav Riste Runen paa din Grav. Men, se hist paa Ganges Rand! Der jo atter en Guds Mand Drager Aandens Sværd af Balg, Se engang, hvor haardt det piner Jesuiter og Braminer! Siig mig det, o Ziegenbalg! Hvem gav Flugt til fromme Tanke: Til Guds Hjord i mange Farer Der at sanke Malebarer? Frederik og Herman Francke Er dit Svar, og jeg med Stav Tegner det paa Fredriks Grav. Glæd dig, Danmark, det engang Loves skal i Høitidssang At fra dine ringe Havne Styrede i lave Stavne, Over Hav en korset Hær Under Hjelm med Skjold og Sværd! Hær, du som i gamle Dage Stævned over brede Hav, For med Sværd og Spyd at jage MusselmændMnsselmænd fra Herrens Grav: Naar jeg stirrer paa din Færd, Er det, som du vilde eie Graven for at finde der Til Hans Ord et helligt Leie; Men, du Hær! som kiæk uddrog Under hvide Danebrog, Det var ei dit Sørgekvad! Vilden Hedning Graven smitter, Nei, du jublede saa glad? Malebarer! Innuitter! Knæler dybt for Ham til Jord! I det Høie Han opfoer. Fængslet fanged Han saa bold, Skiænked Gaver mangefold, Seer I herhee de Ædelstene? Der er mange i den Ene Vi opbygge vil paa dem Hos jer et Jerusalem! Dog den Stad saa favr og fin Kun en Skygge er af hin, Herren selv vil aabenbare; Skyggen er kun mat forgyldt, Staden er af Guldet klare; Straalende i hellig Tylt Dyrebare Ædelstene Til dens Grundvold sig forene, Speileklare, glatte Gade Er en drevet Gyldenplade, Muren Jaspis, og dens Porte Perler tolv saa herlig gjorte. Dampet bort er Luftens Blaane Slukket ud er Soel og Maane, Lammet, som for Hjorden leed, Skinner i sin Herlighed Kommer dog, I blinde Skarer! Innuiter, Malebarer! Hinduer, og Morer sorte! Kommer dog til Herren hjem! Ganger giennem Skyggeporte Til det ny Jerusalem! Dog, hvorhen? det Heltetog Under hvide Danebrog, Naar gik det fra NordensRordens Havne? Ak kun Eremiter faa Var det som i lave Stavne Styred over Bølgen blaa, Ordet i den vilde Egn At opreise brat en Hytte, Der det efter Tidens Tegn Vilde snarlig heden flytte. Grønland! skal du da engang, Grønnes som en Kildevang? Skal af dine lave Birke Tømres høi en Hovedkirke? Skal de frosne Fjelde revne, Skal fra Nord i helligt Tog, Under hvide Danebrog, Heltene til Vinland stævne? Hindostan! skal danske Psalmer Klinge under dine Palmer? Skal med Kirkens Syllestene Ogsaa din sig glad forene, Skal i Hjørnet din Sanskrit Skinne som en Chrysolith? Ja, skal dine Palmeblade Hen ad Veien strøe sig glade, Mens fra dinedine Millioner Hosianna herlig toner, Naar modmvd sit Jerusalem Ærens Konning drager frem? Herren raader, Saga giætter, Gothaab! du jo Godt forjætter, Zion og Jerusalem Søsterlig hinanden favne, Dansborg! du beskytted dem, Det er favre Gaadenavne. Ja, mig byder Saga: skriv: Endt er nu de Lærdes Kiv, Om til Ganges Kristendom Ved Bartholomæus kom. Eremiter! BertelVertel, Hans! I, hvis vakkre Postelnavne Broderlig hinanden favne Under hellig Straalekrands, Slet det synes sig at tegne Her, som hist i øde Egne; Sjunken er den lave Hytte, Sank med eder fast i Jord, Knap Man veed hvor Ordet boer, Mindre hvor det hen skal flytte; Dog, Guds Ord kan aldrig glippe, Over Kirken paa sin Klippe Helveds Porte, Verdens Aand Aldrig kan faae Overhaand, Øine kan han vel forblinde, Kogle Damp om Klippetinde, Men naar den sig tættest leirer, Nordenvind den brat henveirer, Giennem den kulsorte Sky Bryder gyldne Soel paa ny, Straaler vidt om Kirketinde Klarere end nogensinde. Herren raader, Saga giætter, Gjættende hun halv forjætter: Kirken skal i Nord engang Sjunge høit sin Svanesang, Naar da Stormen der undfanges, TaagenTangen flyer fra Kirkevang, Naar fra Statenhuk til Ganges Klinger Kirkens Svanesang; Fredrik! da tør jeg forjætte: Vist med Duft, om ei med Glands Skal din Navneblomst sig flette I din Stammes Hæderskrands. Ei du stod med Sværd ved Belte Mellem Korsets djærve Helte, Men med Skjoldet, som i Fred, Under Korset dog du stred. Over Bonderyg og Plov Prøved du dit Skjold at strække, Ak! det gjordes hardt behov, Hvis ei brat de skulde knække: Kiærlighed var moxen kold, Ædle Fædres sjunkne Æt Vendte mest mod Lov og Ret Trodsende sit Herreskjold, Søgte Hjelmen at forhverve Sølverglands af Bondeskiærve, Flettede i Riddersale, Fløitende af Gangerhale, Svøbe lang og Svøbe tyk Til at varme Bondens Ryg; Krum den Ridefoged stod, Følte snu sig for som Sneglen, Lovede det ædle Blod, Prøved gamle Sværd paa Neglen, Smidsked under Skind saa smaat: Ja til Svensken var det godt, Men dog ikke slige syv Tog jeg for min Tellekniv. Frederik, det saae du grandt, Og den Regning reen du fandt: Ploven maa dog Jorden skiære Før der voxer Ax paa Straa, Bonderyg maa Tronen bære, Hvis den sømmelig skal staa. Dog en anden Regning end Fandt du reen, og det var den; Brødre ere vi tilhobe Under Pjalt og Purpurkaabe; Fader Adam med sin Hakke, Eva med sin Spinderok, Med det Stammetræ til Takke Tage maa vor Adelflok, Ja, eet Legem, Gud til Ære, Skal i Crist vi alle være. Galt det var, naar Haanden voved Sig at tee, som den var Hoved, Eller Fod sig at ophøie Som om den var selv et Øie; Men naar Øiet stolt sig teer Imod hvad det overseer, Naar det blindt sig vil indbilde, Haanden klæder Kroppen ilde, Eller naar i Overmod Hoved siger til sin Fod: Gak! jeg kan dig godt undvære; Siig mig da, du stolte Øie! Kan du tømre, kan du pløie? Hoved! kan du selv dig bære? Siig du mig, Oplysningslav! Om dig Lykken vilde føie, Saa den hele Krop blev Øie, Hvor blev Hørelsen da af? Hvor blev Lugt og hvor blev Gangen? Hvor blev Værk i Hus og Vangen? Klarere saae du i Aanden, Frederik! din Hu kun stod Til at løse op for Haanden, Spænde Bøilerne af Fod, Saa at Haanden kunde virke Flink sit Værk, og atter dog Fange Hvile under Bog, Fod sig frit om Søgnedag Fløtte rask, men og i Mag, Naar det ringed, gaa til Kirke. Ja du holdt, o Konge bold! Over Kirken flink dit Skjold; Ak, det gjordes haardt behov, Tungt det var for dig at skiærme, Mangen Vogter doven sov, Mens sig flokked vilde Sværme. Dog, du havde i din Borg Vægtere som ikke slummed, Vægtere som ei forstummed, Frands og Peder og Georg; Luren klang; og der dit Skjold Skinned mod de vilde Sværme; Ingen Finger da med Vold Sig til Kirken turde nærme. Men en Orm, saa trædsk og leed Vilde Kirken undergrave, Grunden sank alt synlig ned, Den begyndtebegyndtr fast at rave, Høit at løfte sjunkne Bue, Død at knuse Ormen fule I forborgne Hjertekule, Det gik over din Formue; Men en Støtte reiste du Under Kirkens sjunkne Bue, Den har voldt, at vi endnu Kirken over Muld kan skue. Ei den var som mangen een, Mør og skiør, foruden Been, Saa til den maa giøres Hul, I den Mur den skulde holde, Slig en Adfærd maa jo volde, At med Støtterne omkuld Falder det som støttes skulde. Fredriks Støtte havde Been, Løfted Hoved over Mulde, Thi det var en hulet Steen Reist ved Kirkens høire Side Netop der, hvor Ormen laa; Der paa Vagt den skulde staa, Thi Man meente daomtide At naar Ormen blev besvoren, Var dens Magt og brat forloren. Hule Steen! ja vel besvor Ormen du med Herrens Ord, Thi ei død du stod paa Muld, Du af Levende var fuld; Herlig steeg fra Børnevrimlen Hosianne høit mod Himlen, Ja at Kirken staar endnu, Visselig, det voldte du. Slig en Støtte maa Man mene, Kunde aldrig sigfig forene Med den Orm saa trædsk og leed, Til at rive Kirken ned. Ak, desværre, som desbedre, Mange Ting sig kan forene, Som de gamle Oldefædre Dog umulig kunde mene. Ja, o Steen! kun sjelden nu Ormen høres du besværge, Tiere besværger du Kirken, som du skulde værge, Som om den var Ormen leed, Som den var Vankundighed. Ak, du Steen saa kostelig! Som blev reist, for at i dig Børnene med Bøn og Stave Sig til Kirke skulde lave; Steen! opreist til Kirkestøtte, Skal paa Kirkevei du staa Nu til Stød for arme Smaa, Som end knap paa Fod kan døtte, Saa de tvivle saa de gruble, Saa de vakle, saa de snuble, Saa tilsidst et Øxenhus Man skal se paa Kirkens Grus? Nei, o Steen! men hvis din Hule Vorder Satans Ormekule, Vil i dig paa Barnelæbe Hosianne fræk Man dræbe, Da fuldkommes Herrens Ord: “Vil I Ordet dem formene, Raabe skal de tause Stene”Stene”, Da, o Steen! du høit i Nord Skal dit Ak og Ve udraabe Over hver en selvklog Taabe, Hver Fortabt, som pønser paa At forarge Kristne smaa, At forvilde spæde Lam, Fra Guds Hjord og fra dens Hyrde, At forvilde dem fra Ham, Lade Helveds Ulv dem myrde. Du skal raabe Herrens Ord Saa det dundrer over Nord: “Hvo‘:Hvo som forarger og var det kun een Af mine troende, hellige Smaa Bedre for ham, at nedsænket med Stav, Dybt under brydende Bølge han laa”laa” Frederik! du, som i Fred, Under Korset herlig streed, Under det paa dobbelt Viis; Med dets Byrde, til dets Pris. Visselig ei uden Smerte, Nei med saaret Faderhjerte, Segnende du maatte se Børnene som Ax for Le, Stønnende du maatte høre Bundne Bonde Ploven kiøre, Se saamange Taarer stride Fra de hule Øine rinde, Se saamangen usel Kvinde Utaalmodig Hænder vride Over askeblandet Grus: Levningen af hendes Hus, Se hvor Hovedkirkens Bue Styrted i den røde Lue. Ja, du følte Korsets Byrde, Men den lærte dig at gaa Under Jesu Kors at staa; Trøstelig den gode Hyrde Talte ved sin Tjeners Mund Livsens Ord i Dødens Stund. Ja, o Drot, jeg seer i Aanden Dine Taarer og dit Smiil, Der din Time var forhaanden, Der du følte Dødens Piil. Paa den samme Dag i Aaret Som til Verden du var baaret, Banked Døden ogsaa paa, Bød fra Verden dig at gaa: Men din Gud dig ei forlod, For din Seng Hans Tjener stod, Rørt af Aanden, rørt i Sind Stædtes Hersleb for dig ind, Verdens Tant og Verdens Møie Stilled han saa klart for Øie, Tolked Kristnes Haab og Trøst Med saa hemmelig en Røst, At du tænkte vist med Smerte Paa hvergang, da Verdens Tant Værd iI dine Øine vandt, At du sagde i dit Hjerte Efter ham og efter hiin Vise Drot og Navne din: Meer end Fødslens Dag at love Er den Dag, da vi hensove. Fredrik, ja det er fuldbedre At hensove, naar i Fred, Vi gaae hjem til vore Fædre, Finde dem i Salighed. Gierne, Fredrik! paa din Grav Lagde jeg min Sagastav, Tung og nødig den fremskrider Over Danmarks Vintertider; Verdens Aand staar og paa Lur Svigefuld ved Kirkemur, Haaber at min Stav skal briste Paa en Dannerkonnings Kiste. Dog, den Aand som er i os Ham i Verden byder Trods, Og hvad Gud har sammenføiet Skal ei Mennesken adskille, Hvad mig stilledes for Øiet, Maa og jeg for Øine stille. Tidens Strøm har mægtig bruset, Hvor er trindt om Land vel Huset Som ei reves fra sit Sted, Om det drev ei villig med? Jeg det veed, der er en Hald, Huset som paa den opbygges, Trodser Stormens Overfald, Kan af ingen Strøm forrykkes; Stod det danske Kongehus Da opbygt paa Sand og Grus? Nei, saavist som noget stod Det paa Klippen godt i Fod, Men den Tind paa høien Hald, Ak, den er saa saare smal, Væggen er ei brat men skraa, Trindt heel favre Blommer staa, Søde Duft og Farveglands Lokke til sig Kiødets Sands. Naar et Hus skal længe staa, Det og tit opreises maa, Og naar det skal reises tit, Gierne vil det skride lidt; Klippesiden er saa glat, Først kun skraa, men siden brat, Og før ret det mærkes kan, Huset staar paa Svælgets Rand. Ak! hvormangt et Hus saa boldt Stod i Morten Luthers Dage Høit paa Hald, i Herren stolt, Og nedrulled dog saa fage, Mangent et sig bildte ind Det stod end paa Klippetind, Men der Strømmen kom, det fandt At det stod paa Svælgets Kant. Ak, de fleste rulled ned, Nogle kun med Strømmen stred, Men kun faa til Klippens Top Atter modig svang sig op. Høie Huse snarest rave, Lettest de sig bilde ind, De ei derfor vorde lave Om de skride lidt fra Tind. Ak! det var da intet Under, Om i Svælg vi nuomstunder, Eller dog paa Svælgets Kant, Alle høie Huse fandt; Det kun Under var at finde Eet endnu paa Klippetinde; Ja med Glæde vi betragte Det som skred kun lidt og sagte, Som med Sorg fornam det skred, Og mod Strømmen ærlig streed. Hvilket Hus er end ilive Som det Skudsmaal vi tør give? Jeg det vidner gladelig, Danmarks Kongehus! om dig, Nu, i Jesu Navn, min Stav! Rist kun frit paa Kongekister! Blødt du falder, om du brister, Jordes i Kong Davids Grav. Støv, som Alabastret giemmer! Sjette Kristjan! du hvis Fod Brændtes af de hede Emmer, Hvor Guds Kirke fordum stod; Du den faldne Davidshytte Vilde reise op i Hast, Det var kun til liden Nytte, Den ei stod paa Klippen fast, Hvad der bygdes i din Old Bygdes som paa Grus og Sand, Kiærlighed var moxen kold, Mesteren var Misforstand. Derfor og, da Vandløb kom, Derfor og, da Strømmen brød Hurtig styrted Huset om, Og i Nord det huult gienlød: Rørelsen var Krampetræk. Rostgaard, Gram og Langebek, Brobye, Dass og Hjelmstjerne, Høier, Anchersøn og Thot, Tømrede med Haand og Hjerne Heftig paa et Sjæleslot, Der sig Kristjansborg det andet Løfted prægtig over Vandet, Der sig brammende til Ziir Løfted Frue Kirkespir; Mens det lod, som om paa Ny Dannebrog faldtfald ned fra Sky, Mens Orlogger udi Havn Atter prøved sig at flokke, Pranged med saa stolt et Navn: Danneskjold i Danedokke. Ak! det meente da den Bolde, At han smedded Danneskjolde, Tænkte mindst, at disse Stavne Skulde smykke Bretlands Havne, Tænkte mindst vi skulde skue Skyggen af vor Dannebraag, Tændt af Fjendens Svovellue, Fare bort med syge Skraag. Det og mente Magdalene, At forvist i Dage sene Skulde glimre hendes Borg, Tænkte mindst, at vi med Sorg Skulde skue Spurv og Svale Bygge i de brændte Sale. De som reiste Fruespir, Mente vist det skulde stande Byen til en evig Ziir, Men dog ei sin Hjertesorg Over Kongens sjunkne Borg, Over gamle, kiære Grande, Det forvandt, før selv i Grus Det nedsank med Herrens Hus. Ak! fra Fredriksberg udsendte Troldehaand, de Blus som tændte Stad og Spir, som overbrændte Tougene, der holdt i Havn Danmarks lette Orlogsstavn. Lærde, som i hver en Krog Rydded op og støved ned, Rundt i Tid og Rum og Sprog, Sanked sig tiltil Menighed, Mente vist med Pen og Bog Dannemark at trylle klog, Holberg sad og rynked Næsen Ad det hele Værk og Væsen, Dog, det mærkede Hans Gram Vel ad Meer endend det og ham. Lærde Samfund! end I staa, Men I staa ved eders Grave, Eders Jordetøi I maa Lægge skyndelig ilave. Det seer ud, som du det vidste, Du som paa din Bautasteen Bogstavrækken vilde riste, Men den Skrift er nok for seen. Lærde Menighed! du staar Paa en aandig Kirkegaard, Kirken er det store Liig Som man vil til Jorden stæde, Mange lee, og Faa kun græde, Ei den falden er i Krig, Under sine Lægers Haand, Den paa Straa opgav sin Aand. Lærde Mænd! I utro Poder, Vil ei kiendes ved jer Moder Staae ved Graven stive, kolde, Græde ei ved hendes Lig, Skal Ligprækenen I holde, Maa i Grav hun røre sig; Men kan I fordrive Frygten For, at om en liden Stund, Kløgt med jer og I med Kløgten Synke dybere end hun? Kristian, en Søn du var Af en tredje ValdemarBaldemar, Derfor ei Kristoffers Æt Kom paa Tronen dette Sæt, Derfor Glippings, Menveds Dage Kom ei dennegang tilbage, Ingens Fæstemø du skiændte Medens han i Leding foer, Ei du Kirkens Dressel brændte Skoggrende i høie Kor, Ja, enddog du ingen Ven Var af dine Præstemænd, Ei du som hin onde Drot Klædte dem med Skam og Spot, Praled ei med Kirkeran, Lod ei Bisp og Provst indmure Lænkede i Fangebure. Dog ei heller nu Jens Gran Trodsende i Axelstad, Som i Lund paa Stolen sad; Nordens Kirke ikke heller Havde udi Kor og Kielder Skat som Hænder kan udvriste Skat som Drotter kunde friste; Havde ikke Brød og Brad, Som var Hofmænd lækker Mad; Havde ikke Gaard og Grunde, Som de vilde efterstunde, Nei, du Kirke bold og prud? Hvorudi af Himlens Gud, Luther var til Præst indsat, Sølv og Guld var ei din Skat. Nei, du havde i din Vælde, Som din Herre riig og mild, Ei i Verden det, hvortil Du dit Hoved kunde helde. Vel dig! paa den vilde Mark, Som hin gamle Patriark, Gud i Aftenstund du loved, Og med Stenen under Hoved Havde du en Syn saa klar, Saae Guds Engle aabenbar Vandre paa den høie Stige Op og ned fra Himmerige, Raabte ud, forfærdet, glad: Se, her er jo Herrens Stad, O! forfærdeligt og stort! Herrens Hus og Himlens Port. Reiste under Morgensang Stenen høit i vilde Vang, Salved den med Olje reen Til en hellig Altersteen. Dog, hvad rister du min Haand? Det er ikke Sagaruner Har du Syner, kiære Aand, Mens du selv paa Stenen bluner? Seer du Jakob ogsaa nu Flygte bort for Esau? Seer paa hvilken Leed han vanker Op mod Nord i dybe Tanker Har i Haanden kun sin Stav Men Velsignelsen i Hjerte Som i Herrens Navn med Smerte Isak ham prophetisk gav. Seer du ham i AftenstundAftenstnnd Stenen under Hoved lægge? Seer han i et helligt Blund Stigen op til Himlen række, Engle vandre paa dens Trin, Herren stande paa dens Tind? Lufter det i Nattesvale? Hører han sin Herres Tale, Tone Himlene det ud: Jeg er dine Fædres Gud; Abrahams og Isaks med, Landet, hvor du har dit Leie, Jeg nu dig, i dig din Sæd Give vil til Arv og Eie; Ja din Sæd, som Støv i Blæst, Skal sig sprede over Jorden, Flyve vidt i Øst og Vest, Vidt mod Sønden og mod Norden; Slægterne paa Havets Bred Skal velsignes i din Sæd? Seer i Nord du Stenen graa, Reist mod Himlen salvet staa? Hører du det Gammenskvad: Bethel, Herrens Hus og Stad, O, forfærdeligt og stort, Herrens Hus og Himlens Port! Naar fra Oven lyst det lyner Synes Himlen halv opladt Dunkelt skimtes høie Syner, Svæve os forbi saa brat, Læben røres, Øiet stirrer Hjertet smelter, Taaren dirrer, Staven rister, som den maa, Ve den Skjald som vilde stride! Seende vi ikke vide, Om vi Synerne forstaa. Glæd dig Aand, i dine Syner! Bøi dig dybt, naar saa det lyner! Lad i Lignelse det staa, Hvad i Lignelse du saae! Trøstet blidt ved Kirkegrav, Tag igjen din Sagastav, Rist til Pris et EftermæleEftermæle Paa den Dødes fire Fjæle! Ja, du Kirke bold og prud, Hvorudi af Himlens Gud; Luther var til Præst indsadt, Sølv og Guld var ei din Skat, Nei, din Skat var Herrens Ord; Ætmænd af Grev Theodor Den at mindske aldrig nænte; Den at øge mangenfold, Det var Lyst for Ætten bold, Og Gudrunen lod den prænte. Kristjan! i dendrn Kongeiid Overgik du dine Fædre, Ingen med saa travl en Flid Prænted, skiøndt de læste bedre. Du vist tænkte; Herrens Ord Rigelig skal boe i Nord, Og for Tanken Pris og Ære! Du i den velsignet være! Ak,Ak.Ak!Ak,Ak! men just i dine Dage Blev det Skik Guds Ord at vrage, Fra den Stund forsvandt Guds Ord, Dag for Dag af Mund og Bord, Blev paa Seng og Hyldebret, Brat af Mus og Møl opædt. Kaade Drenge paa det Sidste, Førend Moder ret det vidste Plukkede de møre Blade, Strødte dem paa Gulv og Gade; Ja, tilsidst en Djævlesang, Stemtes op og huult det klang, Som naar Hvirvelvinde bruse: Du har længe nok fyldt Huse, Du har pint os, gjort os magre, Bibel, Bubel, Babel, trods? Du tilsidst skal tjene os, Du skal giøde vore Agre. Kristjan, ak, det var at vente, Sort paa Hvidt kan Haanden prænte, Men Guds Ord i Sjæl og Sind, Gud kun selv kan prente ind. Dog, at Løgn vi lettest nemme Og at Sandt vi snarest glemme, Det er tungt og tykkes sært, Er dog Sandt om Læg og Lærd. Philip Spener! Herman Francke! I, hvis Ord var som jer Tanke: Strø Gudfrygtighedens Sæd! I, som Aandens Pris istemte, I den store Sandhed glemte. At den Sæd som Herren saaer, Er Hans Ord som skrevet staar; At med Ordet Aanden følger, Alt som Vind med rørte Bølger; Glemte, ei af os hernede, Klinte luges kan fra Hvede. Saae I ei de klare Sprog, Hvor de stod i Herrens Bog? Vel I saae hvor Sproget stod, Men ei ret, hvor Klinten grode, Prænte lod I Herrens Ord, Men jert eget bedst I troede. Herrens Værk I vilde virke Kaldte eder selv Hans Kirke, Derfor, da I lagde Staven Kirken sank med jer i Graven. Kiødet med sin Herlighed Græs og Blommer lignes ved, Visnet falder Blomsten af, Isnet synker Kiød i Grav; Herrens Ord i Evighed, Blomstrende kun bliver ved. Ak! forblindede I trodetrøde, Det var Sædens Skyld, at ei Den paa Steen og Alfarvei, Og imellem Torne grode, Meente Hjertets Jord blev gold, Fordi Kirken var saa kold, Meente nok Kaminen skulde, Raade Bod paa Hjertets Kulde; Saa at i jert Drivehus, Blommer skiød af Sand og Grus. Herrens Værk I vilde virke, Drive Præsterne af Kirke; Meente, at naar hyrdefri Faarene sig kunde sprede, Uden Stav og uden Stie, Skulde ret de vorde fede, Meente, naar de aad kun tæt, Græs og Nelder, Godt og Slet, Skulde fra de fulde Vomme Melken nok med Ulden komme. Philip Spener! Herman Franke! From var eders Hjertes Tanke, Men selv her I saae det jo; Efter Avner Tidsler gro; Hvor I sjunge nu i Chor, Sande I vist Herrens Ord. Sande vist at Herrens Frygt SomSaa paa Ordet hviler trygt, Bedre er, end nok saa breed Selvudvalgt Gudfrygtighed; Sande vist, at Gud vil virke Giennem Ord og Præst og Kirke, At naar Ordet ei kan nytte, Da er Hjertet Satans Bytte. Alt, hvad da Man griber til, Alt hvortil Man da sig piner, Vorder kun et Giøglespil: Kolde Suk og sure Miner, Taarer, som skal perses frem, Har vel Hjertet Deel i dem? Lystne Sjæl vil Gud bedrage Med sit Legems Fastedage, Stolte Hjerte sig ophøier, Alt som Hovedet sig bøier, Syndens Lyster Hjertet slide Medens Hænderne sig vride, Under Læbens Bøn omvanker Sjælen vild i Verdens Tanker. Vil du vide, Støvets Søn! Om din GudGnd du monne frygte, Da betragt med Ordets Lygte Hjertets Rørelser i Løn! Hvis det klemmes, hvis det gruer, Naar i Ordet Herren truer, Hvis ved Christi Gammensbud Glad det løfter sigfig til Gud; Hvis det kiærligt sig udvider, Naar endog din Fjende lider, Hvis paa Herrens Lov det grunder, Hvis det længes, hvis det stunder Efter hjem til Gud at vinde, Da er Herrens Frygt derinde. Klag din Nød og al din Jammer For din Gud i stille Kammer, Da skal til dig dale ned Tro og Haab og Kiærlighed; Naar du da gaar ud i Vrimlen, Gaaer, hvor Ordets Lys dig vinker, Tør du se dig frit til Himlen Hvor din Morgenstjerne blinker, Sig til Skam og Gud til Ære, Da af dig skal Verden lære, At selv her i Vaabengny; I sin Gud Man glad kan være; Hvad mon da, naar over Sky Seierspalmerne vi bære! Det var gamle Mortens Ord, Saa var og hans Færd paa Jord Ordet var den Kirkes Skat, Til hvis Præst han var indsat; Himmelglæde, Ordets Glands, Var den Kirkes Rosenkrands. Verden og, naar den har Sommer, Binder sig af vilde Blommer Ret en vakker Rosenkrands, Skinnet har den, men ei Duften, Visner brat i Vinterluften, Kiendes let af Aandens Sands. Ak, men Sjelden var den Sands, Som den rette Rosenkrands. Kristjan! i de onde Dage, Dog i Nord var end tilbage Af den Krands, skiøndt mest i Løn, Mangen Fletning klar og skiøn, Det var ikke Aandens Sands Som tog den for Verdens Krands. Sjette Kristjan! paa din Kiste Vaklende maa Staven riste, Thi du vaklede paa Jord Mellem Verden og Guds Ord. Nidvers paa din Kongegrav Risted før en Sagastav, Men en saadan Klafferskrift Ædes af sinfin egen Gift. Give Gud jeg kunde skiære Her paa Kisten, hvor du bluner, Over hine vrange Runer, Ramme, rette til din Ære, Thi hver Blomst med Rosenduft Der sig, trods den kvalme Luft, Løfte, holde kan til Hove, Er mig ret en Hjertensfryd, Som er høit med Sang at love, Men kun Duft er Blommedyd. Glimre kan og Malm og Muld, Og, Kong Kristian den Sjette, Riste maa jeg sorrigfuld, At din Duft var ei den rette. Dog; o Drot, dig haardt at dømme Det kan aldrig Saga sømme; Thi naar Saltet Kraften mister; Altid Ormen sig indlister, Naar selv fromme Præster skeie Snublende paa vilde Veie, Sært det var, om Drotter foer Ikke vild i deres Spor, Saga vidne maa med Sorg, Præsteblommen i din Borg, Havde ingen Rosenduft Til at rense kvalme Luft, Til at aande kraftig ind Ro og Fryd i Bølgesind. Dog, jeg kan dig ei aarsage, Der var end i dine DageDage. Mangen Præsteblomme fiin, Hvorfor blev den ikke din? Kun fordi du fulgte ikke, Dine Fædres Kongeskikke; Dine Fædre vidste grandt, At de bedste Blommer staa Mangengang i Løn og Vraa, Ledte der, og naar de fandt, Blommen som en Rose rød, Med en Duft saa stærk og sød, Ei de helmed, før de saae Den i Kongehaven staa. Ja, ei Pengeskrinet blot Frederik forsyned godt. Guld du arvede i Skrin, Og i Have Blomsten fiin, Guldet brat af Skrin forsvandt, Skrinet selv blev sat i Pant, Blommen, som med Duften sød Kvæged Fredrik i hans Død, Flux du lod af Haven fløtte Som om den dit Øie stødte. Fandt din Urtemand kanske, At for den Man i din Have, Ham med sin ei kunde se? Sandt, den var ei af de lave, Hvad der kryber hen ad Jord; Haver ei sit Hjem i Nord. Derfor var i gamle Dage Haven her en Abildgaard, Gaarden med de Stammer strage, Stod som Skoven grøn i Vaar; Fine Blommer ei det vove At opgro hos Bøg og Eeg, Og kun Tornerosen bleeg Har sit Hjem i Nordens Skove. Nu er Alting lavt og net, Træerne er Bladepinde, Haven er en StilkepletSilkeplet. Kun til Leeg for Børn og Vinde, Grønnegaard ved Sygehuus, Hvor imellem Sand og Grus, Alskens Krøblinge sig solersøler Pralende i Sommerkjoler, Men ved Stormens første Hvinen Flygte dødsens til Kaminen. Kristjan, did det ei var kommet Dengang du paa Tronen kom, Ei i Sommeren saa blommet, Ei om Vinteren saa tom Haven var, den Abildgaard Stod som Skov i Efteraar, Mangen Stamme brun Man saae Visnet paa det gamle Stade, Hist og her dog ei saa faa Holdt endnu paa deres Blade; Træer, som med høien Top Pegede mod Himlen op, Gjaldt endnu dog vidt i Norden, For en Haves bedste Pryd, HvadHvag der stod saa løst i Jorden, At det kunde gro i Potte, Alt det fine Krøblingtøi, Som, saasnart de Hvide fløi, Til Kaminen flygte maatte, Ændsede Man end kun lidt, Skiøndt det alt dog kom i Moden; Træerne var Havens Pryd, Ambra, Balsom, Hjertensfryd Spirede som op af Roden, Hist og her nu og Man saae Mørk, men immer grøn at staa Ranke Gran i Abildgaard. Ja, hin Blomst i Kongehave, Fierde Fredriks Sjælegave, Visselig den saae ei ud Som ProvencesProven-es Rosenskud, Nei den stod hos Kristian Som et Træ, ja som en Gran. Granen havde ogsaa Naal, Men ei som Johannes Grans Naalen var af hamret Staal, Nei af Christi Tornekrands, Var den Naal en Levning fin, Giemt i Hellig Olafs Skrin. Derfor og af Naalen flød Rosensaften liflig sød, Derfor og en Underkraft Havde Naalen med dens Saft; Naar kun Hjertet vilde lide, Hvasse dybe Naalestik, Hoppende mod Gud det fik Syn paa Edens Roser hvide, Ja med Duft saa reen og sød, Selv det blev en Rose rød. Ak! jeg sukkende maa riste, Sjette Kristjan, paa din Kiste: Du af Fredriks Kongeæt, Var den første Drot hvis Øie Ei i Abildgaarden ret Leed de Graner, ranke, høie, Som ved Korsets Kildevæld Groede paa Helgafjeld; Første Drot, som deres Naale, Vilde ei i Hjertet taale. Dog, o Kristjan! Gud ske Lov! At jeg sanddru vidne kan, Du ei fældede din Gran, Nei, du hadede den ikke, Meente nok at Naalen hvas, I sit Hjem sig kunde skikke, Var blandt Fjeldene tilpas, Fjerde Kristjans Abildgaard Kaldte du dens rette Stade, Fløtted did den uden Skade Lempelig i Efteraar, Ja en Sølverlænke bandt, Venlig du den under Hage, Saa, hvis du for godt det fandt, Du den til dig kunde drage. Gud ske Lov! du Danedrot, Ogsaa det du fandt for godt, Høie Gran du til dig drog, Ei just i din Kongehave, Tæt derved i Sølund dog Planted du den som en Pave. Trak du Lod, da var den heldig, Lodden den er vist tilfældig; Men paa hvem den falde skal Veed dog Han i høien Hald. Ei for Kirkedørren Han Plantede omsonst den Gran, Høit paa Helgafjeld den stod Dybt i Fjeldet laa dens Rod, Haardt det holdt, før Nogen kom Ind i Kirken udenom. Gran, du var en Dør heel fast Naalespeilet var saa hvast, Stod sig drabelig i Dysten, Pander løb der Nok imod, Men de mærked, der kom Blod, Snarlig da forgikfoegik dem Lysten; Og forvaret blev i Nord, Kirkeskatten: Herrens Ord. Kirke! du som af Guds Aand Blev ved Doctor Mortens Haand Høit opreist mod Himlens Bue, I din Grav jeg dig maa love, Thi du ei til Skat og Skue Havde Guld og grønne Skove; Ei din Skat med Sværd og Mur, Du behøved at forsvare, Nei dens himmelske Natur Teede sig aabenbare, Teede sig mangefold, Thi den var sitfit eget Skjold, Thi den var sit eget Sværd. Ja den Skat saa underfuld Ikke som det gyldne Muld, Ruges over af sin Eier, Glad og gavmild han udveier Guldet af den dybe Kiste, Som om det var hans Attraa Hastelig sin Skat at miste. Hedenold! din Skjaldesang, Underlig om Drupner klang, Om den Ring saa underfuld, Om den Gamle fra hvis Guld Dryppede saamange unge, Gyldne Ringe, lige tunge; Her du, hvad du neppe vilde, MaatteMaatte i det gyldne Muld Dunkelt spaaende afbilde Herrens klare Kirkeguld, Kirkens gyldne Altertavle, Som fik Evne til at avle Gyldne Døttre Kuld paa Kuld. Vel dig, Kirke, du hvis Guld Var den Ring saa underfuld, Ei til staalbeslagne Kiste, Trængte du, den Ring saa fiin, Lider ei det mørke Skrin, Og kan aldrig Drotter friste; Den vil hænge frit tilskue, Frugtbar under Kirkens Bue, Alle som den efterhige, Vorde uden Møie rige, Og hvergang den Een beriger, Kirken og i Rigdom stiger. Vel dig, Kirke, da saalænge Skarerne i dig indtrænge, At beriges af dit Guld. Naar de vil, du skal det giemme, Naar dets Glands og Værd de glemme Over Jordens gyldne Muld, Da kun Vee, men ikke dig, Verden ei dig gjorde riig, Verden kan dig ei fratage Hvad ei den men Gud dig gav, Helst den saa det vilde mage, Du fik Skatten med i Grav. Kirke! du som ei til Guld Havde Jordens gyldne Muld, Du ei havde Brød og Brad, Som var Hofmænd lækker Mad; Du ei havde Gaard og Grunde, Som de vilde efterstunde. Nei dit Guld var og din Mad, Manna var dit Brød og Brad; Ja, naar du til Høitid satte Brød og Vin paa Alterbord, Var det dog de samme Skatte, Og din Mad var det Guds Ord. Naar de trængte sig til Bordet, For at mætte sig med Ordet, For evindelig at lædske Sjælen med den dyre Vædske, Da istemmed du saa glad Jublende dit Gammenskvad: “O Jesu, søde Jesu, Dig Skee Hjertens Tak evindelig, Som med dit eget Kiød og Blod Saa kiærlig mig bespise lod. Bryd ud, min Sjæl, med Tak og siig: O hvor er jeg nu bleven riig, Min Jesus i mit Hjerte boer, Tak, tak! hvad er min Glæde stor”. Kirke! det var netop Sorgen, At i Hytten og i Borgen, Man forsmaaede dit Brød, Og din Vin saa liflig sød, Ved hvis Kraft dog kun ilive Sjælen kan, trods Døden blive. Ikke Guld som kan behage Verdens Øie, Verdens Drage, Ikke Mad for Lækkermunde, Havde du, ei Gaard og Grunde, Som de vilde efterstunde. Nei din Kirkegaard var lav, Huset i den var en Grav, Og i Verdens Øine mager Var din snevre Kirkeager; Vaaben gjordes ei behov, Til dit Borgeled at sprænge, Hver indgik med frit Forlov I din Gaard og dine Senge, Pløie kunde hver som vilde, Og engang om end lidt silde Skal det sees, at intet Korn I din Ager gik forloren. Ja det var din Jubelfest Naar du hørte Hjertet sukke, Svart i Verdens Indelukke: Jeg er her en fremmed Giæst, Sukke efter tyst at bygge I din Gaard og i din Skygge. Ja, o Kirke, liflig klang I din Gaard mod Sky engang: Naar jeg betænker den Tid og Stund Som jeg af Verden skal fare, Mit Hjerte sig fryder saa mangelund, Som Fuglen ved Dagen den klare, Det er den Dag, Da al min Klag, Min Sorrig og Jammer faaer Ende, Til Glæden sød I Abrahams Skiød Kommer jeg fra dette Elende. Eia min Sjæl! vær frisksrisk og bold Glæd dig i Christ din Herre! Den Død som før var Syndsens Sold, Skal dig nu Kronen bære; Straf var den før, Er nu en Dør, En Gang til Himmerigs Rige, Nu er din Død En Søvn saa sød, Al Sorrig da monne bortvige. Du tørstrørst ei sørge, hvor du kommer hen, Naar du af Verden skal vige, Dig favner en tryg og fuldtro Ven Som dig vil aldrig svige, For dig Guds Søn Gik selv i Bøn, At du skulde hos hannem blive I Glæde ogvg Ro Hvor Han monne bo Der Værelse dig Han vil give. Et Sovekammer det er min Grav, Mit Legem jeg der skal udhvile, Paa Dommedag stander jeg op deraf, Derpaa tør jeg dø men ei tvile. Gak ind min Sjel! Og hvil dig vel, Det Onde lad overfare! Luk Dørren til, Naar Gud det vil, Han dig skal aabenbare. Kirke, ja det var din Gammen Du istemte glad dit Amen! Ja naar sorrigfuld du saae, Sorte Flok om Graven staae Venlig gavst du Tugt og Trøst, Sang med Klokkens høie Røst:Røst,Røst:Røst: Med Sorgen og Klagen hold Maade! Lad Guds Ord dig styre og raade, Ei af Utaalmodighed synde Med Døden vi Livet begynde; Hvi giemte du Liget i Kiste, Hvi risted du Navnet i Steen, Naar ikke du tænkte og viste At vaagne skal sovende Been. Ja, snart skal fortærede Bytte Udkræves af Ormenes Haand, Opreises skal nedfaldne Hytte, Besøges igjen af sin Aand. Den Viv, som sin Husbond berøvet Laa fangen saa dybt under Muld, Skal let sig opsvinge af Støvet, Og følge ham klar som et Guld. Kirke ja naar saa du ringed Sorrigfulde Sjæl bevinget, Op fra Jord med Klokkeklang, Kiæk til Himlene sig svang. Ja selv hun som maatte staa Hulkende blandt kiære Smaa, Græd saa mildt naar det i Sangen Tonede til Klokkeklangen; Du arme, bedrøvede Enke Mistrøste dig dog ikke saa! Skulde han ei din Sorrig betænke som føder de Ravne saa smaae? De Faderløses Fader, Og fromme Enkers Trøst, Som sig paa Ham forlader, Det er Hans Navn forvist, Kirke ja din Klokkelyd, Vidnede det var din Fryd, At din Gaard og dine Grunde Folket vilde efterstunde. Der din Gaard, dit Sovekammer Fyldte Skarerne med Gru, Der din Sang dem tyktes Jammer Da blevst du saa mod i Hu, Bange Ahnelser dig klemte Og din Liigsang du istemte, Høit i hver en Klagepsalme, Klang den fra de slagne Malme, Over Bispegrave klang Sørgelig din Afskedssang. Ak! see hist, hvor Marmorblokke Sig i Axelstad mon flokke! Ak, saa skal da norske Stene! Under franske Mesterhaand! Sig i danske Kalk forene, Til et Værk i Grækers Aand! Ak saa er nu Timen kommen! Ak, saa skal da Helligdommen Hellas til din Gøgleglands, Og til Marmorstøtter trænge! Aphrodites Rosenkrands Skal nu over Altret hænge. Ak! skal Kirkens Gravkapel Hugges ud af Nordens Fjeld? Skal med dette Mesterstykke Huggejernet da udtrykke Konstelig paa Kirkens Grav, At den sank i Hedenskab. Hvem er Han, hvis bløde Haand Lægger Steen paa Kroner fine? Fredsæl, vensæl er hans Mine, Kongeligt Hans Klædebon; Vil du Mand i Kongesmykke Da paa Kirkegraven bygge? Sank i Hav da Nordens Soel? Sank i Grav Grev Didriks Stamme? Eller giør paa Kongestol Du dit Stammenavn tilskamme? Nei, da Kronerne du giemte Under Marmelsteen i Grund, Lød det jo fra Landets Mund; Leve Frederik den Femte! Leve Nordens Salomon, Som fra Nordens Libanon Kaldte Marmelsteen og Grane. Rede Han til Herrens Svane Bygge vil i Nordens Vange, Bygge vil i Axelstad, Sødt skal tone der dens Kvad, I de brede Buegange; Gillebekkens favre Brud Raabe med en Røst saa klinger: Til din Pris du Guders Gud, Aaren min i Chor fremspringer, Jeg vil dine Høitidspsalmer Synge under Fredriks Palmer. Femte Fredrik, du hvis Kiste Er blandt Kongernes den sidste, Som ved Hellig Korses Kilde Stade fik, der det var silde, Hvilket Mærke, hvilken Stav Rister Saga paa din Grav? Tankefuld hun stander stille, Læner sig til Kirkepille, Sukker, grunder, mæler seent: Hvidt er ikke altid reent, Dømmer ei for tidlig Nogen, Gud vil selvselv oplade Bogen, Salomon er Fredrik kaldt, Lyset aabenbarer Alt. Ei med Christjan kom tilbage Glippings eller Menveds Dage, Mellem Frænder saae Man vel Biblen gjorde Rum og Skiel, Fjerde Frederik jo var Danmarks tredde Valdemar, Derfor ei Christoffers Æt Kom paa Thronen dette Sæt, Riget kom ei fuldt i Band, Blev forsat men ei adspredt; Og Christoffer uden Land, Blev i Dannemark useet. Riget blev dog Gud skee Lov! Ikke Greveran og Rov, Ingen Geert jeg mindes kan, Kun maaske en halv Johan. Underlig sig Tiden vender, Underlige er dens Spor, Klarligen Man dem erkiender, Og i Kongers Kroneord. Gud er al vor Trøst, vort Haab Saa ved Danmarks anden Daab,Daab. Talte Kristjan og Hans Søn, Det var Kongesuk og Bøn. Gudsfrygt størker Land og Rige, Hørtes Fjerde Christjan sige, Er det ei med andre Ord: Vær dog klog, og lad dig drive Til ved Herrens Frygt at blive, Gudsfrygt er en Vinding stor. Paa Guds Forsyn maa jeg stole, Sagde Fjerde Christjans Søn, Dannemark i Modgangs Skole, Læste paa sin Morgenbøn. Gudsfrygt og Retfærdighed Sagde Christian den Femte; Er det ei som om Man glemte Gudsfrygt er Retfærdighed, Og at hvo som ei giør Ret Frygter Gud kun saare slet. Fjerde Fredrik stemte i: Herren staaer mig kraftig bi. Dannemark i Modgangs Skole Dreves til paa Gud at stole, Men som paa en Hjelper stærk, Der dem hjalp i deres Værk. Her det halv forborgent laa, Hvad Man øiensynlig saa Over Sjette Christjans Krone; Jeg, saa er hans Ord udtolket, Virke vil for Gud og Folket Det var glemt at i Guds Kirke Vi kun Herrens VærkVærket vi i Gud skal virke, Det var glemt at Kraft og Ære Skal som Riget Herrens være, Glemt, en Drot ei tale maa, Ord der klinge som hans egne, Skal for Gud i Aanden staa, Tale paa sit Legems Vegne, Saa hvert Lem, det ganske Rige Kongens Ord kan eftersige; Halv forglemt var at fra Gud Folkets Held kun springer ud. Meer og meer Man Herren glemte Og Kong Frederik den Femte Er den første Drot, hvis Ord Holdtes fængslede paa Jord, Klogskab og Standhaftighed Komme de ei ovenned? Hvad kan Mandekløgt formaa? Kan vel Kiød for Gud bestaa? Fredrik! det er Sagas Tale, Tavshed Drotter kan befale; Men en Drot, som frygter Gud, Aldrig vil med Herrebud, Som med Knebel Tungen binde Paa den gamle fromme Kvinde, Der kun siger hvad hun saae, Der kun haver den Attraa; Herrens Raad og Verdens Fare Klarligen at aabenbare. Didriks Æt og har det Rygte At den Herren vilde frygte, At endog den stundom foer Vild fra Herrens Vei, i Nord; Blev af den dog aldrig Munden Paa Guds Ord og Saga bunden. Frederik! det Eftermæle At du var af Didriks Æt, Skal dig ingen Tyv frastjæle, Medens Saga taler ret; Vennesæl og øm og mild Var du selv naar du foer vild Johan Cramer var din Præst, Gottlieb Klopstok var din Giæst Fra hvis Harpe første Sang Over disse Grave klang; Ja hvis Harpe du gav Strænge, Saa den mægted i sin Klang Vidt at bære Skjaldens Sang; Sangen som skal mindes længe, Sangen i de høie Toner Om Guds Søn, om vor Forsoner, Sangen som dit Kongenavn Slynget i en Blomsterkrands, Bære skal i kiærlig Favn, Hædre, til Man glemmer Hans Til hvis Pris den sig har føiet I hvis Navn og du har bøiet Vidner Skjalden, dine Knæ. Fredrik! ak! i Messiadens Favn Sjelden skuer Man det Kongenavn, Ræd Man flygter fra den Himmelglands Som udgaaer fra Jesu Straalekrands: Messiaden er et Sidestykke Til den Kirke, som du vilde bygge, Ja dens Marmelstene lod du slinge, Til en Hald hvori den Sang saa fiin Kunde lystelig for Øren klinge; Messiaden er en Ligsang fiinsiin Til et Gravkapel som Kirken din. Ja den er et Gravkapel i Ord Bygt for Kirken, der dens Aand udfoer Stenen er saa fager og saa klinger, Øiet frydes ved dens Aaregang, Øret kildres ved den søde Klang, Som af Understenen glad udspringer; Men den Steen i Korsets Tegn sig hvælver Trolden seer det Himmeltegn og skiælver; Men den Steen til Alter sig mon bøie Og dens Klang sig svinger mod det Høie; Og selv paa den mest forvovne Bue, Er dog Jesu Christi Navn at skue. Roses kan den af en Troldehær, Trolde vorder den dog aldrig kiær. Og saasnart en utro Mesterhaand Byggede af Ordets Marmelstene, Buer der forvovne sig forene Til et Offerhus for Verdens Aand; Flux de flygted fra den græske Kirke, Raabte kolde, naar de saae sig om: Hvad dog Kunsten ei formaaer at virke! Et Pallads endog af Christendom! Ja, o Frederik! din Skjalds Pallads Staar som Kirken vilde stande nu, Hvis den stod, som dig den stod i Hu Tomt, uændset i en Krog paa Stads, Skal det roses, Rosen kun annammer, Den oplyste, liberale Tid, Som opbyggede med Konst og Flid, Christendom et saadant Sovekammer Som saa fiint begrov den usle Kvinde, Der, endskiøndt hun Verden slemt bedrog Hindrede den i at vorde klog, Dog engang var Fædrenes Veninde. Ak! skal vi dem tro paa Ordet? Er hun død, Maria! est du jordet Ak! hviler dødt dig i den blege Arm, Ak, hviler dødt dig ved den kolde Barm Dit Guddomsbarn, ja Billedet af Ham, Som er Guds Ære og som bar vor Skam? Nei nei, end ingen Jordesang Fra danske Tunger over Danmark klang, Og det jeg veed, at uden Sang til Jorden Ei med din Søn du stædes kan i Norden. Vist skrøbelig du staar paa Gravens Rand, Men skal du synke i dens mørke Giemme, I Herrens Navn, saa hør mig Fædreland! Saa løfter jeg med Graad min Klagestemme. Sank dig om mig ringe Christenskare! Ubegrædt Hun skal ei hedenfare. Siig mig! hvis er disse Kister smaa Som saa tæt i Rad paa Gulvet staa? Christian! ak dit christne Kongenavn Siger mig, at nu i Kjøbenhavn Alt som fordum udi Nidarosen, Nordens Bække sammenflød, Knoppe sig fra Roden skiød, Men det var for koldt for Rosen Og de krymped sig i Vugge, Voved ei sig at oplukke For den barske Nordenvind; Herren saae de Spædes Jammer, Flytted Vuggen sagte ind I det lune Sovekammer, Her de under Kirkebue Dufte sødt, og hos vor Gud, Hvor de sprang saa favert ud, Skal engang vi dem beskue. Ak! men det er tunge Dage, Naar fra Verden Herren maa Rosen alt i Svøbet tage! Skal en Lignelse saa fiin Nu igien paa Kisten smile, Hviske: Danmark! jeg er din, Her maa jeg afsjælet hvile; Rose var jeg purpurrød, Stod ved Hellig Korses Kilde, Her jeg nu, for Verden død Maatte bleg mig selv afbilde. Danmark: Norrig! mærk derpaa! Kan I Tidens Tegn forstaa? Lyster eder vel en Pommer Til jer Hakons Efterkommer? Lyster eder vel en Alder Som den fra Magrethes Tid Hen til Grevens Feide falder? Kiender dog den gamle Egn, Mærker dog paa Tidens Tegn. Ak; saa er da Haabet ude, Hundredaar maa skride hen, Før igiennem dunkle Rude Lyset falder ind igien, Sigismund igien maa lade Som han af sin høie Gunst, Vil betænke Josephs Skade, Læge den med Kløgt og Konst, Men for Lys kun tænde Blus Af Hjeronymus og Huss, Spotte med sit Ord og Leide, Og omsonst paa Bøhmen feide. Dog, jeg frygter, hundred Aar, Dennegang kun lidt forslaar, Lyset skinned alt for klart, Skuedes for aabenbart, Til at end i mange Led Slægten, som af Lys blev keed, Som, af Verdens Aand bedaaret, Mørket har for Lyset kaaret, Som ei puste vil, men slukke Gnisten der end ulmer mat; Som for Gud vil Dørren lukke, Lukke som for Tyv om Nat, Sønner avle kan i Mørke, Som vil sukke efter Lys, Efter Tro og efter Størke, Efter Jesu Christi Fred, Efter HimlensHimlens Salighed. Nei, I blinde Folkefærd! Nu er Enden kommet nær, Hvis ei brat I vende om, Vende om med Graad og Smerte, Vende om af ganske Hjerte, Nu, saa hører eders Dom! Svindsot, Krampe, Pest og Hunger, Sværd og Ildens røde Tunger Skal fortære eders Æt; Ordet skal fra eder flytte, Reise Davids faldne Hytte Jublende paa øde Plet, Der Man skal paa bundne Ranke Modne Druer atter sanke. Da Europa! hyl og skiælv! Kvinde paa de store Vande? Viid, at du er Babel selv! Da skal du den Gift forbande Som du rakte udi Skaal, Til hvert Folk og Tungemaal. Jorderigs Konger skal grædende staa, Hyle i Gru naar de stirre derpaa. Naar over Ø, over bølgende Strand Røgen sig hvirvler fra luende Brand, Ja, naar din Brynde og Pine de see, Da skal de gruende hyle; o vee! Vee, thi du store du herlige Stad Faldt, som i Skoven nedfalder et Blad, Ja paa en Time er Dommen Dig overkommen. Jorderigs Kiøbmænd skal sørgende staa, Græde og hyle og stirre derpaa, Raabe og hyle med Skibenes Skare: Hvor skal vi handle og hvem skal os hyre? Hvem skal nu kiøbe de herlige Vare, Sølvet og Guldet og Stenene dyre? Perler og Purpur og kosteligt Liin, Skarlagen, Silke og Virak og Viin. Mon udaf kostelig Træ og af Been, Kaabber og Jern og Marmelsteen, Røgelse, Olie, Salve, Kaneel, Simler og Meel, Heste og Vogne med Faar og med Nød, Menneskesjæle og Menneskekiød, Vee, ja o vee! paa en Time den faldt, Staden denden store, forsvundet er Alt; Skarlagen, Purpur og dyrebart Lin, Var for den Rige en Klædning saa fiin Smykket med Stene og Perler og Guld, Nu er den Kul. Saa skal de hyle og saa skal de klage, Babel! men aldrig dig kalde tilbage, Synke du skal som en Steen udi Hav, Aldrig opreises af gloende Grav. Aldrig skal Brudens og Brudgommens Røst, Tone til Lyst, Sangens og Harpens og Fløiternes Lyd Tone til Fryd; Ei skal Basunen til Lyst eller Krig Høres i dig. Nei, Man lytter kun omsonst, Ei skal male nogen Kværn, Ei skal Hammer gaa paa Jern, Ei skal drives nogen Konst; Djævle kun og onde Fugle Hyle i din Svovelkule; Thi du sad i Gyldenlænke, Som en Dronning paa din Borg, Raabte: jeg er ingen Enke, Aldrig skal jeg skue Sorg; Ja, med Trolddom og med Hoer Ødte du den ganske Jord. Himlene røre den jublende Tunge, Og med Propheter Apostlene sjunge: Halleluja Saliggiørelse, Ære, Herlighed, Høihed evindelig være Herren vor Gud! Sande, retfærdige ere de Domme Han over Jorderigs Hore lod komme, Han sine Helgenes Blod haver fundet, I hendes Haand, han har kiæmpet og vundet, HallelujaHallelnja! i al Evigheds AarRøgen opgaar. Ja, Europa! det er Dommen, Snart, ak snart er Timen kommen, Ak! du trodser, ak, du leer, Saa er ingen Redning meer. Brødre! medens Timen skrider, Mens det hart ad Midnat lider, Skal vi stille mellem Grave Her vort Reisetøi tillave, Vente paa, om vi skal flytte Andensteds paa Jorderig, Eller om vor Ormehytte, Jordes skal med Kirkens Lig? Nei, o nei! I christne Frænder, Gamle, Unge! Store, Smaa! Synke maa ei vore Hænder, Før de Negle vorde blaa. Derfor ei fra Grav til Grav Ginge vi med Sagastav, Derfor ei vi Taarer fældte Over Støv af Christi Helte, Derfor ei vi kom ihu Sagnene til Lyst og Gru, Derfor ei fra helligt Stade Skued vi de Skyggerade, Billedet af svundne Tid, Lignelsen af Fædres Id; Ei for Leie os at lave, Ei for Haabet at begrave; Nei i Lun hos christne Helte Skulde Hjertets Is hensmelte; Ja for Hjertet at udløse, Ja, for Hjertet at udøse I en hellig Offerskaal; Ja, for Kraft og Mod at samle For at laane Skjold og Sværd, Af den Aand, som svæver her; Aanden som var med de Gamle; For at see paa Bautastene: Der er Een, som raader ene, For ved Syn paa Mark og Fjeld, Trøstede at komme efter: Galilæas Kildevæld Misted aldrig sine Kræfter; For at løfte høit mod Sky Hoved under Hjelm paa ny; Derfor vi med Sagastav Vandrede fra Grav til Grav. Thi skal nu ei Tanken dvæle Her ved Støv og sorte Fjæle, Løfter, svinger eder did Hvor de kvæges, hvor de hvile, De, som stred den gode Strid! Stridende vi did maa stile. Tørrer Øiet! kaster Kaaben! Ganger frem i Lysets Vaaben! Drives vi fra Mark og Fjeld, Nu, i Jesu Navn, Farvel! Jordes vi med Kirkens Liig, Vel, der er et Himmerig, Lad dem storme Zions Volde! Riget skal dog vi beholde. Vidt sig brede Fiendens Leire, Men vi veed at Gud skal seire. Men see hist! et Lys jeg skimter, Over Kirken mat det glimter. Er det Skyggelys, som blaa Over Fædres Grave staa? Er det Lygtemænd, som op Lokke os til Kirketop, At os der vor Tro skal briste, Eller vi vor Gud skal friste? Er det Skyggelys, som blaa Over Fædres Grave staa; Vel! saa er det Minder kiære Om hvad selv vi skulle være. Er det Løgtemænd, som vove Sig herind, hvor Christne sove, Vel! saa er det Troens Vinding, At staa fast paa Templens Tinding, Vel! saa er det Fjendens Helte, Sværdet hænger os ved Belte, Under Kamp maa Timen rinde, Om vi Palmerne skal vinde, Under bedrebrede Varselstegn! Aldrig vi kan Træfning holde, Aldrig i en bedre Egn Vi vor Fylking kan udfolde; Kirkemuren staar os bi, Den os Ryggen holder fri, Fædrene med Steen paa Skulder Reise sig i Stridens Bulder; Stander Kielderkiæmpen op, Slaar han vist den ganske Trop. Kom da kun, du liden Skare Som gik med i Kirken ind! Snart det sig maa aabenbare Hvad det var for sære Skin Som fra Hvælvingen nedglimted. Mærker det! den ganske Luft Svanger er af Rosenduft, Den kan kvæge, den kan størke, Mens vi vandre her i Mørke. Opad kun! — det maa jeg lide, Kirke! du endnu som før Til Paladset har en Dør; Visselig det spaaer ei ilde, ForFør den gamle Rosenkilde. Dog, det var fra denne Side Skinnet kom langs Kirkesvalen, Nok en Dør! til — Riddersalen! Har da Nordens Ridderaand Her beholdt sin blanke Lue, Som de favre Blomsterbaand Farven under Kirkebue! Nu, velan! det vides maa, Om i Kirkens Ridderkammer End med Lysets Vaaben paa Danske Kiæmper modig staa, Haabet selv til Kamp opflammer. Er det saa, o da, ja da, Tone høit: Halleluja! Luk da op i Jesu Navn! I Hans Navn maa Alt begyndes, Som os vorde skal til Gavn, I Hans Navn kan aldrig syndes. Her er Lyset, see! god Kveld! Døde, Levende! hilsæl! Sidder vel, I Sjællands Klerke; Elskelige, kiæmpestærke! Saae Man vel for nylig Magen: Morten Luther, Bugenhagen, Tavsen, Siællands Bisper alle Fra Palladius til Balle; Bøgerne bag Sprinkelværket, Og paa Bryste Riddermærket! Dannemark! det spaaer ei ilde; At paa Bryst endnu saa silde, Mellem Vinger, over Bog Blinker gamle Dannebraag, At de gamle Kirkens Fædre End i Kirken hos dig boe, At endnu du har den Tro, De kan Riddersalen hædre. Bøger! Billeder saa kiære? Dannekors paa Præstekioler! Ei paa jer, paa Gud jeg stoler, Dog I tykkes mig at være Varsler gode for at Gud End vil Norden løse ud, Dennegang afas Kirkeband, Frelse det i Babels Brand. Ja, mit Haab, o Fædrenord! Her i Riddersalen groer, Groer og grønnes som en Palme, Morten Luthers Julepsalme, Mellem Slag af Englevinger Liflig mig for Øre klinger: “Fra Himmelen høit kommer jeg nu her, Med Tidende god og med Tidende kiær, De Tidender gode jeg haver paa Rad, Om dem vil jeg tale og sjunge saa glad”. Hvor er trindt om Lande Stolen, Hvor en saadan Bisperad Udaf Vittenberger Skolen Giennem trende Sekler sad? Hvor er under Kirkebue Vel en saadan Ridderstue, Hvor en Biskop peger end Paa de gamle Bispemænd, Som paa sinefine sexten Ahner, Frisker op den matte Farve, Agter Lod med dem at arve; Hvor om Bibelbog hin gamle Bøgerne sig saa forsamle, Hvor med Luther Bisper alle Fra Palladius til Balle, End kan hørehøie christen Tale Tone høit fra Kirkesvale, Hvor endnu en Skjald kan træde Frit i Præstemøde frem, Hvor han end kan friligfeiligfriligfrilig kvæde Om vor Frelser og vort Hjem, Hvor endnu i helligt Stille, Lyttes til hans Harpes Klang, Hvor end Taarer monne trille Ved den christne Klagesang! Ingensteds, saavidt jeg veed I den ganske Christenhed, I det brede Hedenskab Som omleirer Christi Grav. Rosen visned trindt om Land I det tørre, hede Sand, Kun en Knop i Efteraar Sygelig i Norden staaer, Kan den springe ud saa silde, Her ved Nordens Rosenkilde? Ak! jeg veed, jeg veed kun vist Store Fare, korte Frist, Springer ei den ud i Norden, Er dens Tid forbi paa Jorden. Gamle Bispemænd! ieg maa Med et Ord dog eder love, Ei hvor Lignelserne staa, Lagde I jer ned at sove, Ak, men til vor store Jammer Brændt er eders Sovekammer. Faldet sjunket er i Grus Eders Chor og Provstehus, Til et Tegn at Mortensdag Nu er blevet af de Søgne, At fra kolde Vinterlag Ere Svanerne bortfløine. Endt er eders Kirketid, Lignelserne flygted hid, Flygted ind i Riddersalen, Flygted ud paa Kirkesvalen Bære os et Sørgebud, Tidende om Fald og Fare, Byde os i Leding ud Kirkegrunden at forsvare; Nødes brat, hvis ei vi ile, Af de hede Svovelpile, Synke brat i Svovelflammer, Her med Kongers Sovekammer, Her med Lignelsen saa fiin Dannemark! af Kirken din, Hvis vi ei i Ledingsfærd Stævne ud med dragne Sværd, Raabe høit til Gud om Seir, Giæste Fienden i hans Leir, HuggeHngge saa paa baade Hænder, Til mod ham sig Bliden vender, Til den Trold med Hyl og Glam Flygte maa i OrmehamOrme ham, Flygte, og som Trold i Torden, Dybt sig fjæle under Jorden. Gamle Bispemænd! jeg maa Med et Ord dog eder love Ei for Intet her I staa, Hvor med Villum Konger sove; Ege, Bøge, Grane, Birke, Plader, Svaner i Guds Kirke; Stor og Liden, hver især! Hædret staa og takket vær! Alle Lemmer eens ei have Enten Gierning eller Gave, Men eet Legem var I Alle Fra Palladius til Balle; Alle havde I jert Stade Paa den samme blanke Plade. Som Hans Povelsen dybsindig, Som Hans Povelsen spidsfindig Var kun een, om ellers Nogen, Dog hans Tale lød som saa: Glemme sig min Høire maa, Før jeg glemmer Børnebogen, Før i Sind sig Tanken fæster, At ei Luther er min Mester. Jesper Brochmand! faa som du Var saa fromme udi Hu, Luttrede i Liv og Lære. Salvede med Herrens Aand; Og du stod til Kirkens Ære Ved den Fjerde Christjans Haand. Bøgerne laa Bogen nær, Boglig Konst du havde kiær, Dig det var, som skulde fylde Over Kirken første Hylde, Du et Spaadomsvarsel gav Om at Tro og Videnskab Skulde sig engang forene, Til af klare Marmelstene Herrens Navn et Hus at bygge Under Cherubimers Skygge, Ja i Skygge, Ly og Læ Af Kong Fredriks Palmetræ. Derfor varst du Fredriks Ven, Holgers som i Runer rammeRunerramme Fra Hellenien og Rom Ledte efter Lægedom, For den halv udgangne Stamme, Ja, hvad Holger kun omsonst, Prøvede med Kløgt og Konst, Frem at lokke, frem at liste; Roser paa de syge Kviste, Til en Krands i Efteraar; Det med Kors og Vievand Mægtede du Vingaardsmand. Ja, en faver Rosenkrands Fletted du med hellig Sands, Sønneløs du sank i Grav, Som det lod, for Verdens Øie, Men den Rige i det Høie Dig en Æt paa Jorden gav, Favr og stor, som faa Afdøde, Avled her, og hisset møde. Ingen her kan ret udregne Ætten du dig tør tilegne, Tallet paa de Mænd i Nord, Som ved dit og dines Ord Vaktes, dreves til at virke Herrens Gierning i Hans Kirke; Ja det Tal, som for Guds Trone Synger Tak med Engletone For de stærke, søde Sprog, Bag i Luthers Børnebog, For den favre Perlerad. Som du til en Rosenkrands Bundet har med Aandens Sands, Bundet saa, at hver som bad Den med fromt, eenfoldigt Sind, Bad sig og i Himlen ind. Gamle Jesper! ja saa længe Over brede Skolebord End den Rosenkrands mon hænge, Lever, taler du i Nord. Ak, jeg veed det, nu den vrages, Selv før Luthers Ord forjages, Sprogene de stærke, fine, Ordene, som ei er dine; Herrens Ord, som paa det Bedste Skulde Parterne stadfæste. Tungt for os, men ei for dig, Helgen i Guds Himmerig! Hellere sig og dit Navn Dølge vil i Fortids Favn, Hvile sig i Frændelav Med din Krands og med din Stav, End med Luthers arme Navn Fængsles udi Fiendefavn, Lade sig af Tunger love Som forhærdede tør vove Christi Kiæmpe at opmane Til at bære Satans Fane. Hvis i Nord det atter dages, Da skal og dit Navn optages; Bispedrot fra Kiøbenhavn! Høit velsignes skal dit Minde Og en Rosenkrands skal vinde Frisk sig om dit Helgennavn, Om dit Navn, som høit engang Selv ved Thems og Donau klang, Navnet, som i skumle Krog Kastet er med gamle Bog, Med din Bog, hvis Bibeltale Hellig, selv i høie Sale Lød paa mangen Hviledag; Lød til Trøst og Guds Behag Udi Bondestuen længe, Over Bord, for Sottesenge, Lød i meer end hundred Aar, Vidt og bredt hver hellig Dag, Lød vel end den Dag i Gaar, Lyder dog vel end i Dag Hist og her, hvor Jydske Hede, Norske Fjeld om Troen frede, Under Hyttens lave Tag; Laved under Eg og Birke, Mens de Unge fort henginge Hvor de hørte Klokken ringe, Gamle Folk en lille Kirke, Hvor saa venlig fra det Høie, Solen hjalp det dumme ØieØre Til at skue grandt dit Billed, Som i store Stiil fremstillet, Var af Faders Hus deroppe, Kirken over Stiernetoppe; Hjalp dem, trods det døve Øre, Prædiken og Sang at høre: Prædiken fra Jesu Tunge; Psalmer, som Serapher sjunge. Mens de Smaa saa stille sad, Lyttende paa Trin og Skammel, Efter Ordet som en Gammel Giøre kan saa barneglad, Lærde saa med Lyst at stave: Hør du mig, du slemme Pave! Som Guds Ord vil lukke til, Bussemand jeg være vil For dig, medens jeg er til, Naar jeg døer, skal du forgaae Siger Luther, vaer derpaa! Ak! skal hine fromme Dage Komme aldrig meer tilbage! Skal de Smaa da aldrig lytte Meer i Høieloft og Hytte Til Guds Ord paa Gamles Tunge, Naar de læse, bede, sjunge? Saa de sig til Kirke lave, Hjemmefra med Bøn og Stave! Stenen som maa Huset bære, Skal vi nægte den sin Ære, Til, naar Domsbasunen gjalder, Huset os paa Hoved falder? Eller skal vi hine Dage Kalde sukkende tilbage, Holde Ordet høit i Ære, Læse, bede, høre, lære Ordet, som i Liv og Død Overvinder Sorg og Nød, Som opskyder sine Palmer Naar hver jordisk Blomme falmer? Kristen Vorm! du Gyldenmund! Saae du slig en Glædestund, Da paa store Jubelfest Over Herrens Overpræst, Du om Davids faldne Hytte Talde et Prophetisk Ord? Tør vi til dit Løfte lytte. At den reises skal i Nord, At det Brudte Gud vil færde, At Han Rankerne vil giærde Til den Væg, hvor Solen luer, Som kan modne søde Druer? Ja, vi lytte og i Haab Løfte vi til Gud vort Raab: Herre! lad din høie Torden Rense men ei knuse Norden! Vorm! saa lød paa sorte Grus Af det faldne Frue-Hus Mærkelig hin høie Røst: Søn! hold ud! det er din Trøst, Herren revse maa Enhver Hvem Han faderlig har kiær; Som Man luttrer Sølv og Guld, Renser det fra Steen og Muld; Saa Jeg og din Treding vil Rense, luttre i min Ild; Da Jeg bøier mild Mit Øre, Du skal raabe, Jeg vil høre, Jeg vil raabe: du er min; Du skal svare: jeg er din. Peder Hersleb! danske Trønd! Gamle Jyllands norske Søn! I din Æt og i din Færd Nor og Dana lige nær, Lignelse i Kiæmpestilling, Af den sammenvoxne Tvilling! Alt i Aften eengang før Venlig vi hinanden mødte Ved undsagte Kirkedør, Og ved Fredriks Kirkestøtte, Under Kors, paa Kirkegaard, Ved Kong Fredriks Seng og Baar. Siig mig, kiære, gamle Ven! Hvor vi mødes nu igien? See! vi mødes hvor du staar, Midt i den nyfigne Flok, For den norske Marmorblok, Som i barske Efteraar Ved en anden Fredriks Haand, Lagdes ned til Altergrund; Hvor en sand prophetisk Aand Taler trøstig af din Mund: “Denne Sten, denden klippehaarde, Et Guds Hus engang skal vorde Jakobs Ord, og ikke mine, Føier du betænksom til; Herrens Ord og ikke dine, Høit gientage her jeg vil. Gamle, norske Fredrikssteen! Lad kun Timen tykkes seen, Dog den kommer; dog det lykkes, Vist paa dig skal høit opbygges Alteret for Himlens Gud, Kiende skal ditdet ganske Nord Hvad ved Hersleb lagdes ud: Der er Kraft i Kongens Ord. Lad kun lave Mure stande Uden Tag og Bueloft! Lad kun Regnens, Himlens Vande Styrte ned paa Kirketoft! Lad kun Stene skride, smuldre, Gulvet grønnes som en Have! Lad kun rundt de Hamre buldre Over Steen til Kirkegrave! Lad kun Fjenderne sig bryste! Lad dem Hovedet kun ryste, Lad dem leende med Stav Stikke i den brede Fure I de nye, skiøre Mure, Kalde dem en Kirkelevning, Kalde dem en Kirkegrav! Denne Steen den klippehaarde, Dog et Herrens Hus skal vorde. Staar den som en Kirkestimmel Tagløs under aaben Himmel; Det betegner: Himlens Bue Skal Man som dens Loft beskue, Frit skal Solens Straaler spille Paa den hvide Marmorpille Himlens Stjerner vorde skal Lamper i dens Lysekrone, Kvad af hver en Vingeskjald Under høie Hvælving tone; Regnen giennem vide Glug Giøre Stenene til Smuld, Kalde Blommer op af Muld, Og den milde Morgendug Skal dem lædske, skal dem størke, Saa de midt i Sommertørke Friske, favre, hjerteglade Sig i Morgenrøden bade. Lad kun Hamrene saa travle Buldre i den Kirkevang, Hugge ud med Skrift og Sang Bautasteen og Mindetavle! Mener I at det betød, Kirkegrav og Kirkedød? Nordens Kirke! nei, hilsæl! Aabent er dit Gravkapel; Og du skal, naar Hornet klinger Løfte dig paa Ørnevinger, Bygge paa den høie Hald. Det er Gravkapellets Kald, Ei som Lig dig at forvare, Men dit Liv at aabenbare; Ja, dets Piller og dets Gavle, Ja, dets Væg og Altertavle, Til din Pris ogdg Herrens Ære Tidender skal høit frembære; Som en hellig Kirkesage Om dit Liv i svundne Dage, Marmelsteen med gyldne Stave Stande skal paa Helgengrave. Øie! Øie! du saa gierne Stirrer dristig i det Fjerne, Stirrer høit fra Kirkesvalen, Søger Bjerget, glemmer Dalen, Søger Kirken, som du veed, Ei skal før fra Jorden fare, End fra Himlen falde ned Lamperne, som Natten klare; Glemmer i en Verden vid, Grændserne i Rum og Tid; Glemmer: Gud kun det Uvordne Nævne kan, som om det var; Over Vordende og ForneFørne, Hvad i Kreds du for dig har. Kom ihu, at nys du saae Bispelignelserne staae Flygtende paa Svalerand, Truende med Kirkeband! See engang paa dette Billed Som vil synke ned i Jord! Kirkeskikkelsen i Nord Herren her dig forestilled. See engang den Christi Hyrde! Hvor han under tunge Byrde Bøier sig saa vaandefuld, Stirrer ned i sorte Muld; Pletten som han stirrer paa, Der, ak skulde Kirken staa, Ak, men Øiet seer kun Grus, Hvor det søger Herrens Hus. Ja, o Balle! pinte Vidne! Dine Haar blev tidlig kridne, Ryggen vel sig maatte bøie, Synke maatte vel dit Øie; Thi det veed og føle Faa, Hvad du bar, og hvad du saae. Svovelpile saae du lue Trindt om Kirkens Spir og Bue, Som en Kiæmpe gikst du bold Mellem Pile rundt paa Vold, Gjordet om med Sandheds Belte, Værgende med Troens Skjold, Men, ak, Nordens gamle Helte Vare i den svundne Old, Det var glemt at Troens Skjold Kan den Ondes Pile slukke, Enlig fra den tomme Vold Maatte du nedgaa og sukke. Fra den gamle Bispebolig Hvor saa hyrdelig, saa trolig Du med Bog og Bøger sad, Hvor du stred og hvor du bad, Hvor dig Fjendens Svovelflammer Gjæsted i dit Læsekammer, Ak, derfra du maatte skue Kirkespir og Kirkebue, Rammes, tændes, flamme, falde Under Kvad af Helvedskjalde, Mon, der Kirken sank i Grus, Lysere fra Studigaarden Lærdes Udsigt nu er vorden? Nei de gamle Læsestuer Ødtes af de samme Luer Som fortæred Herrens Hus, Øiet fra det sidste Kammer Seer kun Tidens store Jammer, Mægter kun at efterspore I Ruinerne det Store. Mærk det vel, du høie Skole! Det var Klang af Kirkeklokke, Der om dine høie Stole Samlede de store Flokke, Smeltet er nu Klokkemalmen, Og forstummet Indgangspsalmen; Mener du at alt dit Bram, Din Pedel og dit Program, Og din gule Sengeklokke, Kan forsamle slige Flokke, Konger, Fyrster, Riddersmænd Hver en vakker Ungersvend! Nei, o nei, o mærk det dog! Der af Kirkeglug udslog Luen stærk og Luen vild, Da fortæred den i Skolen Ridderbænk og Kongestolen; Ja om Kirkens Spir og dit Messehagel, Rectorkappe, Samme Luer lige rappe, Snoede sig lige frit; Fra den tredde Kristian Kappen sig med Kirken skrev, Til en Askedynge blev Begge i den samme Brand. Det var dine tunge Kaar, Balle! Sligt at see og kiende, Legemlig i Dage tvende, Aandelig i tyve Aar; Og i disse hede Emmer, OverOver femten Bispers Grav, Hvad ei Saga let forglemmer, Lagde du i Kors din Stav, Staven som i Hyrdegang, Du for Hjordens Aasyn førte, Staven, som du modig svang, Naar sig Ræv og Ulv kun rørte. Øiet sank og Taaren trilled Balle! for dit Taarebilled, Men, ak skal vi da forsage Sukkende ved Kirkens Grav? Maa da Ordets Lysestage Fløttes over brede Hav? Har vi kun det Haab tilbage At engang i Fremtid seen, Vinland Norden skal opdage, Hellige den norske Steen, Til et Kirkens Dovrefjeld Med den høje brede Tinde, Til et Glommens Kildevæld, Til et værdigt Kristjansminde? Nei, du Bisp med Arv saa skiøn, Med de stolte sexten Ahner; Frændekuld af kiække Svaner, Vakkre Balzar Münters Søn! Bispekaaben blev udfriet Af den store Kirkebrand, Og til Bisp du blevst indviet Ved Guds gamle Riddersmand; Vist det gavner ei at dølge, Brusende er Verdens Bølge, Lukt er Rosens Kildevæld; Men see vist paa Bispekaaben, See i Kors dit Bispevaaben: Nøgler til Guds Tvillingfjeld! De til dig med Bispekaaben Fra de gamle Tider kom, Daarer spotte Herrens Vaaben, Som en Rest af Pavedom; Men du higed jo tilbage Altid mod de gamle Dage, Aldrig mellem Oldtidsminder Et saa dyrebart du finder, Som det Kors, de Nøgler tvendetvend Gud dig naadig gav ihænde. Tag da Staven i din Haand, Gak i Korsets Ledebaand Dristig hen til Herrens Klippe! Tal kun, lad din Tro ei glippe; Luk med Ordets Nøgel fiin Op det gamle Klippeskrin, Saa det sig da vist skal føie: At du juble maa: hilsæl! Gamle, stærke Rosenvæld! At forfra Menighedens Øie, Ved sin Tjener, ved sit Bud, Æres Herlighedens Gud. Jublende du skal beskue Kildespringets klare Bue, See en yndig Rosenhave Paa de gamle Rosengrave, Finde paa den Klippevæg Sværdet med den hvasse Eg, Som beskytte kan herneden Planteskolen for Guds Eden. Midnat ruger over Jorden, Rædsomt ruller Herrens Torden, Storme vildt i Luften suse, Og Vandbølgerne de bruse; Ak, men Torden, Vind og Vover Mærkes ei, thi Folket sover, Trolde aande giftig Taage Paa de lukte Øielaage, Trolde synge Tryllesange, Spøge i de mørke Vange; Folket sover, falske Drømme Rundt i Taagespeilet svømme, Listige de aabenbare Løiet Fryd og løiet Fare. Vaager een endnu saa silde, Spøgelser i Trylleham Vil med Gøglelys og Glam Ham forfærde og forvilde. Dog Guds Mand! vær kun ei bange! Høit imellem Tryllesange Toner end det sandru Kvad: “Det var ved Midnatstide Vor Frelser Han blev født, Til Trøst al Verden vide, Som ellers var forødt. Ja, hør det Bisp! vær barneglad! Hold over Hjorden Nattevagt, Vær trøstig! giv paa Himlen Agt! Du da skal see en Stjerne funkle Og alle Gøglelys fordunkle, Da skal i Lysets Klædebon En Engel synes for din Aand, Og brat forstummer Troldes Tunge, Naar Han sig laver til at sjunge, Og ingen Trold dig skal forvilde Fra Davids Stad og Davids Kilde. O Biskop! seer du hist den Aand Indviklet saa i Mørkets Baand, At ei engang paa lyse Bue Sin Skabers Navn den kan udskue? Og kiender du det andet Billed? Du kiender det, en Taare trilled, Der du den Gamle kom ihu, Som under Altret sover nu. O, see dog vist med vaagen Aand! See Lyset i din Faders Haand! See, hvor dets Straaler dog formaa AtAi splitte saa de Skyer sorte, Og det for Dødens aabne Porte, At Fangen, som i Mørket laae, Kan see sinsin Skaber i detbet Høie, Kan see Ham i sin Frelsers Øie, Kan see sin Synd og sin Forsoner, Kan bryde ud i Jubeltoner, Kan som en Seirende sig tee, Naar kastet ud af Kongesale Han vandre maa med Spot og Spee, I Blod til Dødens Skyggedale. O, naar paa Grændsen du mon skue' Med draget Sværd og spændte Bue, Guds Morderengel rædsom staa, O lad da Haabet ei forgaa! Nei, haab at udi Fangens Billed Blev gamle Danmark forestillet! Ja haab og tal! lad Ordets Lyn, Adsprede falske Drømmesyn! Ja haab, at vaagnende forfærdet, Hun Syn skal faae paayaa Mordersværdet! At angrende for Korsets Træ Hun bøie skal da stolte Knæ, At det for Gud opladte Øie Maa see at Dødens Skyggedale, Ved Glimt af Solen fra det Høie Er lysere end Kongesale! Ja, haab og tal! og knæl i Løn! Og beed med Tro i Jesu Bøn: At brydes hendes Herreskjolde, Hun dog sit Hoved maa beholde! Sit Hoved, hvis hun uden Baand Og holde maa sin høire Haand! O Biskop! tungt det er at tænke At ikkun Trængsel, Baand og Lænke, At ikkun Dødens hvasse Lee Med Seierskrands af Spot og Spee, Vaagne kan den gamle Kvinde, Som engang dog sad saa vaagen Paa sin Bølge over Bogen, Kunde grandt de Stave finde, Som veilede giennem Ørke, Støtte flink i Sot og Mørke, Som ei bugne og ei briste, Paa den tunge Sti, den sidste, Som os mægte høit at bære Giennem Dødens Land med Ære. Tungt, ja tungt det er at tænke, Herren selv dog lindrer Sorgen, Thi et Forhæng lod Han sænke Dybt sig for den Dag i Morgen; See vi Lyset bag det glimte, Kan og Lignelser vi skimte, Øine skuffe, Straaler blænde, Lignelser sig brat kan vende, Tyde Sandt og dog fornægte Hvad at giætte vi kun mægte, Altid er den Dag i Morgen Dog for Øiet halv forborgen. Ja, o Bisp med Arv saa skiøn, Med de stolte sexten Ahner; Frændekuld af kiække Svaner, Fromme Balzar Münters Søn! Provster, Præster! Kirkens Sønner! O, forenerfoeener eders Bønner! Beder, at Guds fjerne Torden Maa forfærde, vaagne Norden, At naar Lynet Lande knuse, Naar Vandbølgerne de bruse, Han i Nord sin Treding vil Luttret fri af Vand og Ild! O, Han vil det jo saa gierne, Han har sat en Ledestjerne Klar paa Himlens hvalvte Bue, Let at finde, klar at skue, Hvo som trøstig den vil følge Frelses giennem Ild og Bølge Lander vist i Himlens Havn. Ordet er den Stjernes Navn Ak, men fra saamangen Lampe Stiger Os og Edderdampe, Ledestjernen i det Høie Den er dulgt for Slægtens Øie. Dampen dølger, Blusset blænder, I er Verdens Lys, o brænder! Skinner! straaler! lyser! lyner! Trodser Taager, Blus og Brand! Kriger! Kiæmper! holder Stand, Kvægede ved Herrens Syner! See dig til den Himmel blaa! See dig til de Stjerner smaa! Gud i dem os forestilled Af vor Skat et Skyggebilled. Stjerner smaa! ja I er dunkle, Mod de Stjerner som skal funkle I den favre Helgenkrone, Som os venter for Guds Trone; Venter os? ja hvem? o viid! Dem som stred den gode Strid. See engang paa Verdens Side, Hvor de stræbe, hvor de stride! Kronen er dog kun af Muld, Sover I? hvor kan I sove! Skulde vi enen Kamp ei vove For det fine Himmelguld! See dig til den Himmel blaa! See dig til de Stjerner smaa! Gud i dem os forestilled Af vort Kald et favert Billed: Vil ved Skinnet ingen vandre, Skinnet de dog ei forandre; Vil slet Ingen til dem see, Lige blidt dog lyse de, Drages Daareflokken hen Til de vilde Løgtemænd Lige stadig dog de blinke, Lige trofast dog de vinke, Og naar Løgtemænd saa brat I det dybe Svælg sig dølge, Og naar raadvild deres Følge Stander i den stille Nat, Og naar Gyngerne vil briste Under Fod, da, paa det Sidste; Løfter sig dog mangt et Øie, Søger Lyset i det Høie. Brødrelys! saa modig kun! Lyser klart i Aftenstund! Helvedblus kan aldrig taale Himmellysets stærke Straale, De skal blegne, de skal bukke, ViBi skal seire, vi skal slukke, Lyset skal i Nord sig tænde, Som et Nordlys skal det brænde, Til med evig Vaar og Sommer I sin Vælde Solen kommer, Lyse, lede Slægter trygge Giennem Grav og Dødens Skygge. O, naar vort Paulun da falder, Naar os Gud til Sig hjemkalder, Da vi for Hans Kongestol Straalende i Livets Soel, Skue skal de frelste Fromme Naar med Frydesang de komme; Da med dobbelt liflig Klang Klinge skal vor Takkesang; Kaste skal vi vore Kroner Ned for Ham, som evig troner, Bøiede vi bryde ud: Ikke os, men Dig, vor Gud! Dig allene evig være Lov ogvg Tak og Pris og Ære! Frem I Præster! frem i Striden! Om I ei vil hyle siden, Hver som har sin Frelse kiær, Gjorde sig med Aandens Sværd! Ryg mod Ryg som danske Frænder Aabne Hjelme, djærve Slag! Verden da skal snarlig mærke, Hvem der staar i Vaabenbrag, Hvem der er den sande Stærke: Han som boer i høien Hald: Christus, eller — Belial; Hylende skal Mørkets Hær Flygte fra det skarpe Sværd, Gnidsle i afmægtig Trods, Naar vi sjunge: Gud med os! Gudlaug! ja, see høit og vist! Over Kirkedørren hist Gud i Morten Luthers Billed Os sin Kiæmpe forestilled. Luther! gid din Helgenskygge Kunde under Englesmykke, Vidne om din vundne Seier, Om hvad Kræfter Ordet eier! Gid du kunde os fortælle Om det Lys i mørke Selle, Som oplived dig saa brat! Om hvad Kraft i Aand neddaler, Naar fra Himlen Herren taler: Søn! din Synd er dig forladt! Hvilken dyb, vemodig Smerte, Hvilken hellig Nidkiærhed, Fylde maa et kiærligt Hjerte, Naar det, følende sin Fred, Skuer Svælget fra hvis Rand Gud det reev alt som en Brand Rives ud af Ildens Luer, Naar det sine Søstre skuer Giøglende paa Svælgets Rand, Naar det skuer Fjendens Helte, Som med Løgnens Tryllebelte Blinde, blænde saa de Arme, At de see, Sig Gud forbarme! Blommer staa paa Svovelblege, Lys, hvor Helvedblus kun lege; Høitidsdandse i det Dybe Hvor kun Edderorme krybe! Gid du med din sanddru Tunge Kunde for vort Hjerte sjunge Om, hvor kraftig Christus teer Sig i skrøbelige Leer, Saa en Synder, syg og bange, Som en Kiæmpe, kiæk og bold. Modig kan i Marken gange, Trodse hver en Helvedtrold! Dog, det Navn dig Herren gav, At du lever skiøndt du døde, Saga med sin Runestav Os dit Billed bær imøde, Hun det tegned paa sit Skjold, Bærer det fra Old til Old, Kiæmper sigfig paa Skjoldmøviis Gjennem Tiderne med Priis. Over Tiderne en Fugl Flyver hen i Bølgebuer, Hvad som blinker udi Skjul, Fra det Høie hun udskuer. Seer hun da paa Sagas Skjold Stave fra en svunden Old, Som har trodset Tidens Vælde, Som fordybedes ved Ælde; Flux hun med sin Nøgel fin Lukker op det Gyldenskrin, Med de Livets Æbler trende, Som betroedes til hende, Holder over Sagas Skjold Æblet som den Kraft blev givet, Det at kalde op til Livet, Som har levet, Old fra Old; Billedet da aabenbart Stander i det Speil saa klart, Levende med Sang det følger Ydun over Tidens Bølger. Luther! i Idunnas Følge Flyver over Tidens Bølge, Du med Sang saa billedlig, Vaagne Aander skue dig, Høre dig med Fugletunge, Høit dit Syn og Liv udsjunge; See dig under Korsets Mærke Hvor du skifter Kiæmpefjed, Gaar med Jesu Christi Fred Kiæk i Kamp mod Verdens Stærke! Torne trædes, Fødder bløde, Men en Krands af Roser røde Slynger sig i dine Haar, Ei du trættes ved at stride, Thi du seer de Roser hvide Blomstre i Guds Urtegaard, Til du naaer dem maa du ile, Ikkun der du har din Hvile; Luther! Hvilen har du fundet, Stridt den gode Strid og vundet, Det er skedt, som Aanden kvæder, Til den Sardesengel fiinsiin, Den som vinder, Haanden min, Smykke skal med hvide Klæder; Ei hans Navn, det høit forjættes, Skal af Livsens Bog udslettes, For min Fader aabenbare Og for al Hans Engleskare, Jeg bekiendebekiende vil hans Navn. Præstemænd! o hører dog Hvad den Aand af Livsens Bog Høit til Menigheden taler! Eders Lod er evig Gru Om I vende ei jer Hu, Til de himmelske Choraler. Ganger frem som djærve Helte, Gjordede med Sandheds Belte! Ganger frem i Luthers Fjed! Saa hans Krone I kan vinde, Saa ham med hans Trøst og Fred Hos Gud Fader I kan finde! Ja, i Morten Luthers Spor Vandres maa i disse Dage, Thi igien fra Syd til Nord Raader Helveds lede Drage. Over Tiderne en Fugl Svæver hen i Bølgebuer, Slangen under Skalkeskjul I det Høie hun udskuer, Æbler tre hun har i Vold: Speile til den Trillingold. Seer I hist de Skygger blege Mellem Levende heel faa? Løgtemændene, som lege Med de stjaalne Gnister smaa. Seer I Skarerne som vilde Vende Ryg mod Livets Kilde, Trodse frækt mod Livsens Bog, Bryste sig med Syndens Aag, I en rædsom Dødningdands, Som det var en Rosenkrands! Ak, den Old, som her mon spores, Seer det dog! ak, det er vores. Over Tiderne en Fugl Svæver hen i Bølgebuer, I uvordne Tiders Skjul. Fra det Høie hun indskuer, Æbler tre hun har i Vold: Speile til den Trillingold. Seer i Speilet, hvor de mange Tause Lignelser fremgange! Dødelige dem ei kiende, Men de mærke til hvad Kant, Ydun monne Speilet vende, De forstaa det og saa grandt, At de Lignelser, som ligne Billeder paa Sagas Skjold, Stande, efter Lyset figne, Færdige i næste Old. Speilet vender sig mod Fjeld, Viser og et Bjergcapel, Viser og et Kildevæld, Sprudlende fra haarde Fjeld, Viser og et Rosentræ Voxende i Klippelæ, Bjergmænd i en Høitidsdands, Under favre Rosenkrands. Det er Pandt paa lyse Dage, Det er Størkelse i Strid, Hvo det seer, kan ei forsage, Tryg han venter Naadens Tid. Men, o Præster! vil I sove? Ei en Dyst mod Dragen vove; Vider da, at til sit Værk Herren Zebaoth er stærk, Ei formastelig I mene, Han behøver Støv og Muld! Vist Han Sig et Børnekuld Vække kan af stumme Stene; Men da under eders Plove Orme kun skal mylre op, Visne skal de sidste Skove, Fuglen fly fra nøgne Top, Aldrig sjunge ier til Glæde, Aldrig Ormene opæde, Ormene skal gnave Roden, Reiser sig et enligt Straa, Stormene skal det nedslaae, Ingen Sæd skal vorde moden, Uden I, som, hvilken Trøst! Modnes til Guds Vredes Høst. Oslo! Aslaug! Asabad! Aske est med Ret du vorden, Over Asken Christjans Stad Løfter sig, o see Guds Orden! Ordnet til et Christenbad. See hvor kiækt de Vande springe! Agter kun det Tegn ei ringe! Kun med Vand en Kongehaand Døbte, Stad, dig førstegang, Men naar under Jubelsang Herren med sin Hellig Aand Døber, først du ærer da Navnet Christiania. Springe skal da Livsens Vande Høit i Luft og vidt om Lande. Over askeblandet Grus Af det faldne Frue-Huus Svæver end et gammelt Vaaben, Underlig det spaar om Daaben. Der er Himmelkirkens Billed Med Marias Navn fremstillet, Under det en Konge knæler Med en Kirke paa sin Haand, Og det Himmelske besjæler Kirken med sin egen Aand; Fire Lignelser tillige, Knæle, som de vilde sigefige: Herre, Præst og Borger, Bonde Her sig bøie sammelunde, Som til os de skulde sige: Her skal bøie sig tillige, Rensede i Ordets Bad, Sankede i Kirkering, Krønike og Konst og Kvad, Klogskab paa al Verdsens Ting. Bakke, du som hist dig løfter Med de gamle, dybe Kløfter, Atter skalslal et Ord fra Gud Aabne dine Sølverbrud. Kirke! du som høit din Nakke Løfter hist paa Aggers Bakke, Løfter høit dit Spir saa prud Ved de gamle Sølverbrud, Stander fast paa stærke Been, Bygget op af hugne Steen, Fyldes sødt af Orgellyd Naar du sjunger dine Psalmer, Gav din Prækestol til Pryd Konstelig udskaarnendskaarne Palmer, Lader Alteret tilskue, Under hellig Cirkelbue; Regner dine Aar tilbage, Alt til Hellig Olavs Dage! Du betegner det Capel, Som skal staa paa Dovrefjeld. Det er Sagn i Folkemunde, Sandhed ogsaa nogenlunde: Søstre tre i gamle Dage Bygged dig og Aggershuus. Klostret med til tredde Mage, Som nu sjunket er i Grus, Ingen veed, om trende Kvinder Kostede de prude Minder, Sødskende er som vi veed, Sandhed, Kraft og Kiærlighed; Hver af dem især bekoster Kirke, Vaabenhus og Kloster; Disse dog i Kirken maa Samles, om de skal bestaa. Mærk det vel, du gamle Norge! Kirker har du end og Borge, Dine Klostre fuldefulde ned, Mærk dig vel, du gamle Norge! Tidens Gang paa Klosteruhret, Hartad som med Munkeburet Gik det med din Kiærlighed. Dette Kloster maa opbygges, Før din Kirkebygning lykkes; Thi som Klosteret i Søen Løfted sig paa Hovedøen, Vist endnu den Dag i Dag Hjertet er en Hovedsag. Klarlig det og malet staar Som en Priis for store Kaar, Malet af med Farver stærke I din Storstads Vaabenmærke. See den favre Lillievaand, Holdende den Piletrilling, Og en Krands i fine Haand; Siddende i Dronningstilling, Mægtig over Løver tvende, Med en Kiæmpe ved sin Fod! Jomfruen er god at kiende, Hun udsprang af Kongeblod, Vist hun heder Christiane, Og de Bibelløver tvende Under Korsets hvide Fane Rundt i Verden bære hende, Sandhed, Kraft og Kiærlighed Det er hendes trende Pile, Dødens Konge for dem ned Faldt til Jord, men ei til Hvile, Krandsen, som hun har i Haand Den skal smykke deres Tinde, Som ved Jesu Christi Aand Dødens Konge overvinde, Den skal være Hendes Pryd, Naar hun, som sin Herres Brud, Ganger faver, klar og prud Ind til evig Bryllupsfryd. Christiania! ifald Du dit Vaaben bære skal, Bære, som sig bør med Føie Fæst da paa det fast dit Øie! Lær paa tugtig Jomfruviis Dybt at føle, sødt at smile, Lad din Stolthed med sin Priis Falde for de trende Pile! Da engang dit Levnets Minde Skal Man i dit Vaaben finde; Under Dannebraag med Ære Nordens Løver dig skal bære, For din Piil et Pandser gjalde For din Fod en Kiæmpe falde; Rosenkrandsen skal sig vinde Vakkert om din Skjoldmøtinde. Ja, see hist i Roskilds Vaaben! Ørnen breder jo sinfin Vinge, Vil til høien Hald sig svinge, Tage med fra Bispekaaben Korset og de Nøgler smaa, Som kan Fjeldene oplade, Saa af dem udspringe maa Rosenelve, Sølverbade. Skal da Rosens Kildevæld Vige fra de danske Vange, Skal da nu fra Mark til Fjeld Fløttes Blomst og Fuglesange? Favre Siølund! skal du visne? Isefjord! skal du nu isne? Aggersager! Follafjord! Skal til Arv I Æren fange? Skal I loves høit i Nord, Som de rette Kildevange? Skal nu Egebjerg med Føie For sin Udsigt vinde Pris, Skal fra den for vaagne Øie Aabne sig et Paradiis? Herrens Raad er altid rette, Skjalden dog er Danmarks Søn, Kan sin Moder ei forgiætte, Drager dybe Suk i Løn. Glad han stirrer paa de Fjelde Thi hans Gud seer til dem ned, Og hos Gud er altid Fred; Men han maa dog Taarer fælde, Fløtte taarefuld sin Stav Fra den favre Rosengrav. Før den fløttes, end engang: Præster! Skjalde! alle Mand! Satte i det gamle Land, Til med Tale og med Sang Syn for Aanden at fremføre, Hjertet i sin Grund at røre, Og oplade Sjælens Øre!Øre! Føler eders egen Nød, Og fortryder hvad I brød! Da vor Moders Nød og Smerte Dybt skal eder gaa til Hjerte, I skal tale, hun skal høre, Begges Bøn skal Herren røre; O, maaskee da Ørnen skal Stille staa med bredte Vinge, End fremdeles, ei sig svinge Med de Nøgler høit paa Hald, Bygge Rede end enstund Her i Danmarks Bøgelund, Og kun Vingerne udbrede For om Korsets Tegn at frede, For os Christenfolk tillige Billedlig men sandt at sige! I skal staa, som jeg herneden Færdige at flyve heden. Eller skal det end saa være, Klippen maa Capellet bære, Er for Danmark Timen omme Til at avle Fugl og Blomme; Maa de stærke Elve bruse Ned i Dal fra høie Fjeld, Hvor fra gamle Kildevæld Vandet høit mod Sky skal suse; Maa af Klippen Kirken skiære, Pillerne til høit at bære Hvælvingen i Uveirsdage, Som nu stunde til saa fage; Maa i Snorros Fædreland, Ja i Sagas Elvesale, Fostres og den Sagamand Som skal Tiderne afmale, Verdens Krinds og runde Bold Bilde af paa Sagas Skjold, Bilde af, med fiin og stærk Farve, som Guds Billedværk, Saa det Skjold kan Kirken skiærme, Naar dens Fjender frækt sig nærme; Maa, hvor Volas dybe Sang Huult imellem Klipper klang, Springe ud de sidste Skjalde, Som skal tolke Herrens Syner, Førend det fra Østen lyner, Før Basunens Røster gialde; Skjaldene som skal forstaa Hvad Propheter fordum saae, Ja Propheters Tal formere, Og om Enden prophetere, Støde høit i Gjallarhorn, Naar de see den onde Torn, Som skal Jernskoven tænde, Naar de skue Bifraust brænde, Skue Muspels Sønner ride Op at falde hvor de stride; Lege sødt paa Davids Harpe, Om den Stund, da ingen Sarpe Fraade skal ved Klippefod, Buldrende med Støv og Skum Bruse hen i Tid og Rum, Men kun Lammets Rosenblod, Livsens Vandes rene Flod Flyde fra Guds Kongestol, Og fra Lammet, Livets Soel, Klar som skinnende Chrystal Risle evig uden Fald, Vande Livsens Træ og vække Edens gamle Blomsterrække, Saa den paa det nye Stade Taber aldrig sine Blade, Dufter sødt den gandske Dag, Dufter sødt til Guds Behag, Lukker aldrig sig til Blund Hvor der ei er Aftenstund; Ja, skal Norges Skjalde sjunge Huult og sødt med Seertunge, Skal de kvæde, glade, bange, Slægtens, Jordens Svanesange, Skal du Christiania! Kaldes Philadelphia; Nu, velan! i Jesu Navn! Danmark, Roskild, Kiøbenhavn! Søsteren I ingenlunde Hendes Kaar og Krands misunde! Søstrene tilvisse kiære Philadelphia maa være. Hvert et Suk jeg flux maa dæmpe, Hør mig Præst og hør mig Skjald! Hør mig hver, som veed at læmpe Tungemaal og Tonefald! Vil I bede, vil I tale, Gud i Vold vor Sag befale, Maa da Rosens Kildevæld Vige fra de danske Vange, Maa da paa det høie Fjeld Fugle nemme deres Sange, Da skal ogsaa Norges Gran Grønnes i de danske Skove, Vandes skal det tørre Land Vist af Rosenbækkens Vove, Venlig skal den norske Sang Klinge over Bøgegrene, Som den danske fordum klang Mellem gamle Norges Stene; Ja det tør jeg vist forjætte Aldrig Norge skal forgiætte, ØrnenØrnen paa den høie Hald Saae dog først en Daneskjald, Knurred ei mod Guds Beram, Foer i Yduns Fjederham Over Fjeldene og saae Frydfuld der Capellet staae Herligt i en Rosenhave, Overklædt med Sagastave, Hævende til Orgelklang Harpeslag og Fuglesang. Ja det Norge skal forstaa, At hvad Daneskjalden saae, Fordum og fra Danmark fløi Som et Frø til Norges Høi. Ja, hvad Hedningsskjalde sang, Digtende om Ledas Sønner, Over Nord med sanddru Klang Fra uvordne Dage dønner: Slag om Slag i Fryd ogoy Smerte Banker Nordens Tvillinghjerte. Præster! Skjalde! o, saa tager Vare dog paa eders Kald! Taler som det Gud behager Høit med Røst og Tonefald! Vaagner dog den gamle Kvinde, Før hun kvæles, brænder inde, Eller i de øde Vange Uden Fryd og Fuglesange, Vanke, vakle maa i Mørke, Uden Haab og uden Størke, Rave som sin egen Skygge, Til sin Grav ved Kjep og Krykke, Til sin Grav, ja til sin Dommer, Som det Glemte ihukommer, Til sin Dommer, til sit Fængsel, Evig Angest, Graad og Trængsel. Seer I hist det høie Fjeld Med de rige Sølveraarer! Hellig Korses Kildevæld Væder det med sine Taarer, Leder did den gamle Kvinde, Sømmelig med Ord og Stav! Der hun vist skal Hvile finde, Bedre end i mørke Grav. Vil hun fæste der sin Bolig, Bruge Badet tit og trolig, Da skal end paa gamle Dage Dumme Øine klares op, Store Syn i Sind og Sage Skal hun see fra Fjeldetop; Ungdomsrosen skal paa Kind, Trods den barske Nordenvind,Nordenvind. Mattere, dog liflig lue; Rosen paa den fulde Barm, Svalet, men dog frisk og varm Dufte op mod Himlens Bue. Fjeld! du ligger Bogen liig, Dine Lag som skrevne Blade, Dine Aarer strække sig Alt som Ord i tætte Rade, Gamle Dannemark med Ære Høit fra Jord mod Sky du bære! Hellig Korses Rosenkilde! Spring med Størke ud af Fjeld! Ja, du springer, o, hilsæl! Gid du maa hentørres silde! Gid din Bølge sig maa velte Kvægsom over gamle Nord, Til, naar Elementer smelte, Som en Damp du høit fra Jord Stiger did, hvorfra du kom, Synker i Guds Helligdom! Hør os Du, som Alt mon raade! Ja, bønhør Du os i Naade, Fader vor i Jesu Navn!