Til Elises Søster. (Ved liden Dideriks Vugge)

Til Elises Søster. (Ved liden Dideriks Vugge). Hvad dig Hjertet kaared til, Søster tør jeg Dig jo kalde? Skyde mig kun hvo som vil Udaf Lag med Danmarks Skjalde! Jeg er Kristen paa Guds Ord, Lises Kjæreste paa Jord, Og din Ven, Veninde! Vennehilsen jeg dig bær, Det er dine Vuggepenge. Diderik! velkommen vær! Vær her vel, og bliv her længe! Træd kun i din Navnes Fjed, Da du skal med ham i Fred Samles i Guds Rige. Naar vi stirrer paa de Smaa, Maa vel Taarer Øjet væde, Deres Engle altid staa For Guds Faders Stol med Glæde. Staa og vore Engle der, Ak! de staa dog ej saa nær, Tit med Sorg de sukke. Pusling! nu du ret er stor, Du kan naae til Himlen, Men naar du dig drømmer stor, Glemmer Gud i Vrimlen, Ak! da est du liden, lav, Drukner let i Verdens Hav, Er en Dværg i Skoven. Søster! Moder! o, før vild Fra dit Skjød han springer, Bred du ud saa from og snild Aandens spæde Vinger! Saa at Syn paa Gud han faaer, Saa han, hvor han gaar og staar, Flagrer imod Himlen. Gerne Gud vil have Pris Af de Spædes Munde, Glædes, naar paa Barnevis De mod Himlen stunde. Det var Jesu Ord engang, Da den fromme Barnesang Skar i Verdens Øre. Søster! ak, den skurrer saa End i Verdens Øre, De som ej til Himlen gaa, Taale ej at høre Barnesang til Herrens Pris, Barnesang om Paradis; Tænder maa de skære. Snildt de vil os bilde ind, Det sig ikke sømmer, At det fromme Barnesind BarnligBarulig[tekstkritikken er behandlet i ACCESS] Gud bedømmer, Naar de tysse, naar de le, Deres Engle ikke se Faderen i Himlen. Blev vel nogen Fader vred, Naar ej ret den Spæde Sige kunde hvad han heed, Stammed dog med Glæde; Leged end de Fingre smaa, Hvor han Store vilde slaa, Blev han vel fortørnet? Først skal kendes, siger Man, Hvad i Sandser falderfalde[tekstkritikken er behandlet i ACCESS], Kun paa Sligt har Børn Forstand I den unge Alder; Oversandselige Ting! Det er et uhyre Spring, Tidsnok kan det voves. Om en Dreng i Fadergaard Ret til Punkt og Prikke Kendte Svin og Kør og Faar Men sin Fader ikke, Det var Skam, som hver forstaaer Er ej Verden Herrens Gaard? Er ej Han vor Fader? Trang og vildsom er vor Vej Gennem Verdens Ørke, Sølv og Guld os hjelper ej Ej vor Kløgt og Størke. Aldrig hjem til Fædreland Kommer trætte Vandringsmand, Om ej Gud ledsager. Ak! i Verden gaar saa let Gud os reent af Minde, Kan for tidlig da for tæt Vi os til Ham binde? Kom ej baade jeg og Du Mangengang til Gavn ihu Fromme Barnetanker? Tænk paa Gud, som skrevet staar, I din Ungdoms Dage, Ellers vil de hvide Haar Dig kun slet behage! Syng det, Søster! for din Søn Aabenbarlig og i Løn! Silde skal det glemmes. Han, som gør, at Mødre fro Kan i Huset bygge, Skal da lade Drengen gro Dig til Lyst og Lykke, Og, naar Døden er forbi, Sjunger du: her ere vi, Fader! for din Trone.