Til Elises Søster.
   (Ved liden Dideriks Vugge).
   
   
      Hvad dig Hjertet kaared til,
      Søster tør jeg Dig jo kalde?
      Skyde mig kun hvo som vil
      Udaf Lag med Danmarks Skjalde!
      Jeg er Kristen paa Guds Ord,
      Lises Kjæreste paa Jord,
      Og din Ven, Veninde!
   
   
   
      Vennehilsen jeg dig bær,
      Det er dine Vuggepenge.
      Diderik! velkommen vær!
      Vær her vel, og bliv her længe!
      Træd kun i din Navnes Fjed,
      Da du skal med ham i Fred
      Samles i Guds Rige.
   

   
      Naar vi stirrer paa de Smaa,
      Maa vel Taarer Øjet væde,
      Deres Engle altid staa
      For Guds Faders Stol med Glæde.
      Staa og vore Engle der,
      Ak! de staa dog ej saa nær,
      Tit med Sorg de sukke.
   
   
   
      Pusling! nu du ret er stor,
      Du kan naae til Himlen,
      Men naar du dig drømmer stor,
      Glemmer Gud i Vrimlen,
      Ak! da est du liden, lav,
      Drukner let i Verdens Hav,
      Er en Dværg i Skoven.
   

   
      Søster! Moder! o, før vild
      Fra dit Skjød han springer,
      Bred du ud saa from og snild
      Aandens spæde Vinger!
      Saa at Syn paa Gud han faaer,
      Saa han, hvor han gaar og staar,
      Flagrer imod Himlen.
   

   
      Gerne Gud vil have Pris
      Af de Spædes Munde,
      Glædes, naar paa Barnevis
      De mod Himlen stunde.
      Det var Jesu Ord engang,
      Da den fromme Barnesang
      Skar i Verdens Øre.
   

   
      Søster! ak, den skurrer saa
      End
         i Verdens Øre,
      De som ej til Himlen gaa,
      Taale ej at høre
      Barnesang til Herrens Pris,
      Barnesang om Paradis;
      Tænder maa de skære.
   

   
      Snildt de vil os bilde ind,
      Det sig ikke sømmer,
      At det fromme Barnesind
      Barnlig Gud bedømmer,
      Naar de tysse, naar de le,
      Deres Engle ikke se
      Faderen i Himlen.
   

   
      Blev vel nogen Fader vred,
      Naar ej ret den Spæde
      Sige kunde hvad han heed,
      Stammed dog med Glæde;
      Leged end de Fingre smaa,
      Hvor han Store vilde slaa,
      Blev han vel fortørnet?
   

   
      Først skal kendes, siger Man,
      Hvad i Sandser falder,
      Kun paa Sligt har Børn Forstand
      I den unge Alder;
      Oversandselige Ting!
      Det er et uhyre Spring,
      Tidsnok kan det voves.
   

   
      Om en Dreng i Fadergaard
      Ret til Punkt og Prikke
      Kendte Svin og Kør og Faar
      Men sin Fader ikke,
      Det var Skam, som hver forstaaer
      Er ej Verden Herrens Gaard?
      Er ej Han vor Fader?
   

   
      Trang og vildsom er vor Vej
      Gennem Verdens Ørke,
      Sølv og Guld os hjelper ej
      Ej vor Kløgt og Størke.
      Aldrig hjem til Fædreland
      Kommer trætte Vandringsmand,
      Om ej Gud ledsager.
   

   
      Ak! i Verden gaar saa let
      Gud os reent af Minde,
      Kan for tidlig da for tæt
      Vi os til Ham binde?
      Kom ej baade jeg og Du
      Mangengang til Gavn ihu
      Fromme Barnetanker?
   

   
      Tænk paa Gud, som skrevet staar,
      I din Ungdoms Dage,
      Ellers vil de hvide Haar
      Dig kun slet behage!
      Syng det, Søster! for din Søn
      Aabenbarlig og i Løn!
      Silde skal det glemmes.
   

   
      Han, som gør, at Mødre fro
      Kan i Huset bygge,
      Skal da lade Drengen gro
      Dig til Lyst og Lykke,
      Og, naar Døden er forbi,
      Sjunger du: her ere vi,
      Fader! for din Trone.