Til Dannerkongen Frederik hin Sjette paa Hans Fødselsdag den 28de Januarii 1812 Til Dannerkongen Frederik hin Sjette Nicolai Frederik Severin Grundtvig Holger Berg Maria Wiggers Pedersen Anna Poulsen Kirsten Vad 1.7 1.16 1.16.1 24 KB

© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet

 Faculty of Arts, Aarhus University Grundtvig Centeret, Vartov, København www.grundtvigsværker.dk, version 1.7, 1. november 2015 Læsetekst Punktkommentar Indledning Tekstredegørelse Variant Til Dannerkongen Frederik hin Sjette paa Hans Fødselsdag den 28de Januarii 1812 Nik. Fred. Sev. Grundtvig Personel Kapellan. Kjøbenhavn Andreas Seidelin [evt.] 1812 Førstetrykket 1812 Poetiske Skrifter 3 lyrik rimbreve fødselsdag skolen polemik kongehuset

Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.

Grundtvig Centeret arbejder med:

1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker

2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig

2.a. Teologi og kirke

2.b. Demokrati og folkelighed

2.c. Pædagogik og folkeoplysning

3. Videnudveksling, undervisning og formidling

Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker

Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker

Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker

Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker

 txt2tei opmærket typografisk hierarki 1. kollation af eks. fra Aarhusianer Samfundet, Aarhus Katedralskoles Bibliotek. gennemgået KVs rettelser 2. kollation af eks. fra Det Kongelige Bibliotek, katalognummer: E, 8983 8o 3. kollation af ex. fra Grundtvig-Biblioteket, Otto Møllers samling. Autoopmærket af autotag.awk v11 KK 2014-02-20 kollationeret indtil: Hist synker Solen mellem Norrigs Fjelde sidetal fra PS. Sammenlignet med B (1815) emneord teiHeader fw ændret til graphic. Den afsluttende shortLine er ændret til longLine jf. regulativ tilføjet ny lg indført rettelser fra 3. red. teiHeader gjort valid gjort valid, romantype > romanType Til Dannerkongen Frederik hin Sjette paa Hans Fødselsdag den 28de Januarii 1812. Ved Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Personel Kapellan.

Amicus Socrates, amicus Plato, magis amica veritas.

 Kjøbenhavn. Trykt hos Andreas Seidelin, store Kannikestræde No. 46.
Vil paa din Dag, o Fredrik, du tilstæde En Landsbyskjald i Kongesal at træde? Ei er hans Kvad et Væv af glatte Ord, Og Smigervisen kan han ikke sjunge, Opvoxet er han i det gamle Nord, Og Sandhed han indviet har sin Tunge. Ja visselig, i Fredriks Kongehald Hver sanddru Mand, da og hver sanddru Skjald, Som ei sin Konges Majestæt vil glemme, Indgange tør og røre frit sin Stemme. Med dobbelt Mod jeg vandre maa min Gang Paa Høitidsdagen til de gyldne Sale, At ikkun det forkynde skal min Sang, At Sandhed tør til Dannerkongen tale. tale, tekstkritik er afhandlet i ACCESS Jeg takker først, o Drot, Dig som en Søn, Og dobbelt er den Tak, jeg her Dig yder. Du hørte en graahærdet Oldings Bøn, Og gennem mig hans Takkestemme lyder. Han gik, o Konge, for Dig selv at staa, Og vist jeg veed, at allerhelst Du hørte Den simple Tak, udtrykt i Ord heel faa, Fra gamle Tunge, der sig kraftig rørte I Herrens Tjeneste til hellig Id, Fra Tungen, som i Femte Fredriks Dage Begyndte tro fra høie Stol at lære: Man Gud skal frygte og sin Konge ære. Alligevel min Tak jeg Dig maa bringe, Og lade høit den fra min Harpe klinge; Thi kun da Sandhed for Din Trone vandt, Jeg Naade for Dit Kongeøie fandt; Da Hoben raabte over mig: korsfæst! Du mig lod vie til en Herrens Præst. Selv om kun Faa min Tale vilde høre, Saalænge Herrens Aand mig stander bi, Jeg kraftelig skal Pen og Tunge røre Om hvad saa tit blev nævnet Sværmeri: Om Tro paa Ham, som for os stred og leed, Den Kongers Konge i al Evighed, Om kristen Tro, som skænker Lyst og Mod Til for sin Konge og sit Fædreland, Paa faste Val og paa den grønne Strand, At offre villig baade Liv og Blod. Min anden Tak jeg ei mig tør tilegne, Men bærer den paa Videnskabens Vegne, Dog, hvis mit Haab i Tiden kan bestaa, Jeg og som Præst Dig takke kan og maa. Jeg skuer tre Aarhundreder tilbage Paa Luthers og hin vise Fredriks Dage; Da gik det alt, som nu det monne gaa, At Kristus selv man over Skuldre saae, Og mente vist, det var hin største Ære, At kunne Ham i Liv og Død undvære; Men Gud ved Fredrik udi Vittenberg Sig skabte pludselig et Sions Bierg. I Urtegaarden Han hvert Muldvarpskud Sin Luther lod med Spaden jevne ud, Og planted i det spredte Muld et Træ, Som, mens i Syden under hede Vinde Hver Tulipan Man hurtig saae forsvinde, Bar Blomst og Frugt og skænked Norden Læ. Kun under denne Stammes brede Skygge Opvoxte Kraft igen paa Eng og Fjeld, Kun under den sig Fredrik kunde bygge En Kongeborg til Tvillingrigets Held. Ja, Konge, det kan Saga dristig mæle, Og svæve om Dig dine Fædres Sjæle, De sande maa: at det var Jesu Tro, Som dem og Folket skænked Kraft og Ro. Det aftnes brat og Dagen monne helde, Hist synker Solen mellem Norrigs Fjelde; Paa Danmarks Eng det sære Farveskær Forkynder høit at Aftenen er nær, Og Norrigs Fjelde, som end tykkes gløde, Beskinnes kun af sidste Aftenrøde; Et Hus Du reiser paa det høie Bjerg, O, gid det vorde maa et Vittenberg! Dog, Konge, kun de Tider, som forgik, Oplade nu sig for et Seerblik, Og naar det vil i Fremtids Løndom stirre, Da monne Synerne sig brat forvirre. Kun Han, der nævner de uvordne Ting, Som alt de saaes udi Tidens Ring, Kun Han det veed, om fra det Hus Du bygger, I Tidens Løb et Lys skal straale ud, Som kan betvinge Nattens fæle Skygger, Og vidne aabenbar om Lysets Gud. Men det er vist, at naar paa høie Fjeld Er ved din Haand opreist den høie Skole, Du har betalt med Danmarks gamle Geld Den stærkeste af dine Kongestole. I gammel Tid var Norrig Nordens Tunge, Og Danmark var dets stærke høire Haand. Hel liflig kunde Norrigs Skjalde sjunge, Mens Danmarks Kæmper spændte stærke Baand Paa brede Hav og snoed dem om Lande. Da Haralds Knebel kom i Norrigs Mund, Da flygted Tungen over brede Vande, Og rørte sig i Norrigs Maal en Stund, Kun slet til Kvad, men kostelig i Sage Om Daad i Fortids og i Samtids Dage. Vel paa sin Geld for Islands Pergament Betalte stundum Dannemark med Prent, Ja skylder ei en Hvid af Hovedstolen; Men som det Nordens Frænder vel anstaaer, Sit gamle Laan tilbage Norrig faaer Med Renters Rente nu i Hovedskolen; At Fredrik bygger den er Ret og Stort, Men Danmark ogsaa har den mulig gjort. Nedknæl, o Norrig, kun paa dine Fjelde! Se ei saa stolt paa Daners jevne Mark! Thi det kan Saga dog med Sandhed melde, At du er reddet i den danske Ark. Da Sydens Syndflod vilde Norden hærge, Kun lidt da hjalp dig dine høie Bjerge, Og du da kun betaler gammel Geld, Om Arken nu skal strande paa dit Fjeld. Hvad var du vel, da Danmarks Kristian Opsendte Biblen til dit Klippeland? Hvor var da dine gamle Heltedage, Hvoraf du tit dig end gør alt for stor? Mon selv du Skyggen havde da tilbage? Hvor var et Bergen uden dit i Nord? Hvor mange Sønner havde du at sende Til Vittenberg for Nordens Lys at tænde? Hvor var din Adel med sin Kraft og Bram? Hvor var din Norby og hvor var din Skram? Hvor var din Trolle og hvor var din Brade? Hvor havde dine Skjalde deres Stade, Mens Tavsener og medens Arbo sang, Ja selv da Kingos Davidsharpe klang? I Graven laa de og i Islands Sage, Dog Nogle og i Tidens sidste Dage. Saa tak da Gud, at ved saamangt et Savn, Han mild oplod dig Danmarks Søsterfavn! Hun som en Skjoldmø for din Odel stred, Hun delte med dig al sin Daad og Ære, Hun saaed Kraft og skaffed Spiren Fred, Da igenfødt i dig blev Kristi Lære; Hun i din Kirke sang til hellig Lyst, Hun dine Sønner ammed ved sit Bryst, Og at saa vel de trivedes derefter, Jo vidne kan, at Dien havde Kræfter. Om stærkere nu er din voxne Æt End Ammen blevet, har den derfor Ret Til bitter Spot og til saa høit at prale. Som om langt bedre udi dine Dale Den kunde voxet ved sit Mos og Bark, End her ved saftigt Brød i Dannemark? Du veed det, Norrig, eller kan det vide: Med Fryd jeg sjunger om din Helteold, Jeg har det Haab, at medens Sekler skride, Din Klippevæg skal vorde Troens Skjold: At, som din Løve med sin Hellebaar, Du kæmpelig skal staa i mange Aar, Og vogte Kvisten som af Livets Rod Skal høit opvoxe ved din Klippefod, At vise Ord og Kvad af egne Skjalde Skal lystelig i dine Klipper gjalde. Vist ei af Nid, ei for at yppe Kiv, Jeg minder dig om dit og Danmarks Liv; Men skal dit Bryst og skal din Skole vorde Det Herrens Tempel som er min Attraa, Din Hovmod du maa jage først af Gaarde, Og midt i Kraften maa du kærlig staa. I Ydmyghed du maa af Saga lære Hvad Gud har gjort og give Ham sin Ære. Du lære skal af Sagas Mindebog At Danmarks Spir var intet Trældomsaag, At smuldret var blandt Fjeldene din Trone, Før danske Løve fik den norskes Krone; At Danmarks Hjerter ei var kolde Tegn, Men at dets Skjoldmænd var det trygge Hegn, Til selv du vaagned i den sidste Old, Og fik en Vildmand i din Tordenskjold; Indtil du fik, om ingen Kæmpeskjald, Et Kæmpedigt dog i dit Fredrikshald. Du skal forstaa at førend Hersleb sad Saa hæderlig i Sjællands Bisperad, Før Skønning prøvede Sankt Olafs Hus At reise aandelig op af sit Grus, Du havde Marmor til at reise Vægge, Du havde Graner nok til Spærreværk, Ja Hallen du med Kaabber kunde tække, Af Jern og lave den en Port hel stærk; Du havde Fyr til Borde og til Stole, Men havde du og Lærde til din Skole? Ei norsk den var og norsk var ei dens Hæder, Naar ikke Nordmænd prydede dens Sæder, Og siig mig, har i trende Seklers Rad Du Mage havt kun til det Kløverblad, Der blomstrer nu, som det, i Danmarks Have, Og kan dig skænkes til en Faddergave? Saa bøi da, Norrig, kun din stive Nakke, Det Hæder er og ingen Skam at takke. Ei ene Ham du takke bør og skal, Som bygger Gud og Videnskab en Hal Paa dine Fjelde, nu, da først med Ære De selv den mægte med Guds Hjelp at bære; Men og med Ham hans milde Kongefædre Du takke skal og udi Støvet hædre; Thi viid at aldrig selv du Skole havde faaet, Hvis ei i København til Skole du var gaaet. Du takke skal, men ei derved dig skamme, At Dannemark var dine Sønners Amme: At de af hende lærte Herrens Frygt, At Hun dem venlig lærde al sin Kløgt. Det hende gik, som det mon Ammer gaa De glemme tit at disse Gutter smaa Af Herreæt, som Die de mon give, Engang, vil Gud, skal store Herrer blive; Men var det godt, ifald de vilde bukke For Pattebarnet, mens det laa i Vugge? Har nogen Prinds endnu det kunnet taale, Undtagen Han, som alt i Vuggen bar En Kongekrone med en Guddomsstraale? En anden Vane Ammen ogsaa har, Hun til den Voxne taler stundum saa, Som om endnu han udi Vuggen laa. Om Danmark stundum saa har talt til dig, Du voxne Nordmand, veed jeg ei saa lige; Men det kan jeg og det maa Ammen sige, At stolt du est, om sligt forarger dig. End Eet jeg har at sige dig fra hende, At vil du Ryggen til din Amme vende, Vil du med hendes Sygdom drive Spot, Da vidner Gud, det gaaer dig aldrig godt. Ei, milde Konge, du fortørnes vil, Fordi, imedens du var selv tilstæde, Jeg glemte, som det lod, til Dig at kvæde, Og talte længe ikkun Norrig til! Du vil det ei, thi Du det mærked godt, Jeg slog den Orm, som vilde sig indliste I Dine høie Fædres Marmorkiste. Hvad ogsaa før jeg prøvede engang, Paa Høitidsdagen, jeg i Sagasang Et Sandheds Ord frimodig vilde sige Til mine Brødre i dit Tvillingrige; Paaminde dem, at ikke List og Vold Har sanket Løverne i Danmarks Skjold; Men at den Gud, som haver Alt at raade, Dem sanket har til fælleds Hjelp og Baade; Dem varsle, at ei med vanhellig Haand De løsne Knuden paa det skønne Baand, Paaminde dem, at ei i Tvist og Kiv De øde Kraften, som de fik til Liv; Men eftersom dem Gud vil Naade give, Hinanden holde vexelvis ved Live. Paaminde dem jeg vil, som Frændeskjald, At broderlig de knæle i din Hald, Med Guld og Staal den støtte og den værge. Paa Danmarks Sletter, som paa Norrigs Bjerge, For Gud og Norden jeg det vidne kan, At Tvillingriget er mit Fædreland. Dog, milde Konge, tør jeg dristig tale? Ei Guldet kan opholde Kongesale Og der vil Meer til Landets sikkre Værn, End Krud og Kugler, Folketal og Jern; Dertil maa Livets rene friske Saft, Dertil maa Tro, dertil maa Dyd og Kraft. Ak, Ormen, der om Midgard trindt sig snoer Ei med sin Edder har forskaanet Nord, Den overskyller Engen som en Flod, Og trænger ind i Urtens bløde Rod. Mod stærke Fjeld den end forgæves bryder, Men strid den sig i Dalene udgyder: Den heder Vantro og den heder Synd, I frosne Kær er under Isen Dynd. O, denne Strøm, ei Bretlands Røvertrop Som snarlig sluges af den samme op, Det Fjenden er, som Dig og os mon true, Den eneste, for hvilken Nord bør grue. Din Oldefader ved et Kongebud Den vilde drive af sit Rige ud; Det ei gik an, fordi det ikke kunde: I stride Elv gaa Dæmninger tilgrunde; Alt som en Stærk, der vogter sit Palads, Kun viger for en Stærkere sin Plads, Saa ogsaa her, skal ikke alt henrives, Maa Strømmen af en anden Strøm fordrives. O, hvilken Strøm kan dette vel formaa Da Angerstaarer selv ei kan forslaa, Af dem en Bæk i sjette Kristjans Dage Vi svulme saae alt under Suk og Klage, Den onde Strøm snart Bækken overvandt, Og mangen Hyklertaare i den randt, Hin Taaretids det krampetrukne Billed I Evald vi med Taarer se fremstillet. Saa er der da paa Jord slet intet Væld, Hvorfra en Elv saa mægtig kan udspringe, At den kan Edderstrømmen undertvinge, Fordrive den fra Eng og Dal og Fjeld? Jo visselig, den Elv er Kærlighed, Men Kærlighed til hvad som bliver ved; Thi Kærlighed er og hin Edderelv Til Verden og vort dødelige Selv; De Tvende kun hinanden kan betvinge, Thi begge de fra Hjerterod udspringe. Hvor er den Nøgel og hvor er den Ring, Som aabner Dørren for det Kildespring? Den faste Tro paa Gud og Evigheden? Vi dunkelt mindes at vi den har havt, Men alt i Faders Lænd vi den har tabt. Vel raabte tit vor Jords Jord tekstkritik er afhandlet i ACCESS de vise Mænd: Vi i os selv har fundet den igen, De talte smukt om Gud og Tro og Dyd, Og mange lytted til den vakkre Lyd; Men havde de den rette Nøgel fundet, Hvorfor mon da de ei med den har kundet Oplade Hjertekamrets rette Dør, Som de dog veed har været aaben før? Hvi oversvømmes, mens de høiest prale, Af Edderstrømmen baade Bjerg og Dale? Hvi drukned Preussen i den priste Flod, Hvis Dør den kloge Friderich oplod? Hvi drukned Englands Aand i Klogskabs Hav? Hvi synker Legemet og snart i Grav? Fordi et Ord med sært forborgne Kræfter Kun Nøglen giver som man leder efter, Fordi de Vise paa den kloge Jord Vil trylle Kraft i deres egne Ord; Fordi det Guddomsord de stolt foragte, Som Nøgelen til vore Fædre bragte Og frelste dem fra Edderstrømmens Vold. En Konge ei omskabe kan sin Old Og det er Stort, naar den ham ei henriver, Naar ei fortryllet af dens Lokkesang, Naar ei forblindet Han dens Banner griber, Og vier selv sit Folk til Undergang; Naar selv han ærer Jesu høie Tro, Og Dg tekstkritik er afhandlet i ACCESS vil at Ordet skal i Kirken bo; Naar Han, som Du den vantro Mand og Kvinde, Dog søger dem, som Troens skønne Baand Afrystet har, med Lovenes at binde. Saa hav da Tak, o Frederik hin milde, For Det, Du gjorde og for Det Du vilde! Til Kongens Alder lægge Herren Aar, Og størke Ham ihvor Han gaar og staar, Til Godt at ville og til Godt at virke, Til kraftig at beskærme Kristi Kirke, Saa Ingen, der for Tidens Afgud knæle, Sig skal indsnige til at myrde Sjæle, Men at i Nord den maa urokket stande, Naar den nedbrydes rundt om Lande! Gud tage naadig i sin Varetægt Din fromme Dronning og Din ganske Slægt! Han Dig stadfæste udi Kærlighed, I Liv og Død Han skænke Dig sin Fred!!!