Til H. G. Bechman

Til H. G. Bechman. (I Anledning af hans Drøm i Sandsigeren No. 40.) Som Dreng modtoges jeg af Dig engang Hel venlig i de længst henrundne Dage, Da nynnede jeg paa en Takkesang Hvoraf kun Mindet jeg har nu tilbage. Jeg glemte den paa Ungdoms Daarefærd, Ak da Saameget mig gik reent af Minde, Men her og tit den Id er Manden kær Som Drengen svag, men kæk har havt isinde. Saa tag min Tak, Du gæve Præstemand! Ei just fordi Du venlig tog mod Drengen, Det rører Hjertet, men ei Harpestrængen, Nei, Tak, fordi Du ærlig har holdt Stand I Kristendommens tunge Prøvedage, Til Tiden ved Guds Forsyn kom tilbage, Da Pallas dog ei længer ruger ud Af hvert et Æg en usel, selvklog Daare, Men ogsaa Mænd, som knæle vil for Gud, Og under Korset fælde Angerstaare! Modtag den Hilsen jeg af Hjertens Grund Dig venlig sender over Belt og Sund! Du var alt Mand, da jeg var Dreng i Alder, Men dog i Kristo jeg dig Broder kalder. O, lystelig det klinger mig i Øre, Naar stundum, ak kun sjelden, jeg kan høre En Røst i Ørken mellem Farisæ'r Om Riget, som igen er kommet nær, En Røst, som sanddru, uden Sky forkynder Det Offerlam, som bar al Verdens Synder. Jeg fulgte Dig, o Bechman, nys med Glæde I Kirken ind paa vaagne Drømmegang, Og gennem Dig jeg hørde Kingo qvæde Saamangen glemt, men sanddru Fastesang, De samme Toner, som til Fryd og Smerte Mig klinge tit i Harpe som i Hjerte, Ja, det er sandt, at Jesus kendes ei Fordi den usle Stolthed siger Nei, Og medens Daarer høit paa Lyset skrige, Alt mere Mørket skjuler Jorderige. Det og er sandt, at selv de Bedste hinke, At de fra Altret os til Høien vinke, At Røgelsen i deres Offerskaal De tænde vil for Jehovah og Baal; Det end er sandt, at Satan haver spundet, De Reb, der sig om Lysestagen sno, Men styrte den har han endnu ei kundet, Du paa hans Ord ei maa den Løgner tro, Han lo saa fælt af dybe Helvedstrube, Som alt han havde Lyset i sin Grube, Saa lo han fordum, da med Klageskrig De Fromme stirrede paa Jesu Lig; Men ret som da hans Latter flux blev endt, Ja blev til Skrig og Hylen heel omvendt, Saa skal engang endnu det atter gaa, Og Lyset skal den Fule lade staa, Det lyse skal for alle dem som vaage, Naar Stormen har adsplittetadsplillettettekstkritik er afhandlet i ACCESS Nattens Taage. Korsfæstet har man Frelseren paa ny, Og ei som Josef, men med Støi og Ry Paa Skrømt hans Lig bevist den sidste Hæder, Indsvøbt det vel i fine Jordeklæder, Og med Moral det balsameret saa, At som en Mumie det kan bestaa, Til Himlen røres og Basunen skralder, Indtil Han selv det af sin Grav opkalder. En Grav, hvori slet Ingen hviled før Man til det Samme haver pænt udhugget; Man smeddet har af Staal og Jern en Dør, Med hundred Laase den ret fast tillukket, Ei til Pilatusser de dennegang Og ei til Vægtere har nogen Trang, Til Saadant trængde ikkun Jødepræster, Da for Disiplene de havde Frygt, Nu for Disiplene kan Jesus hvile trygt, Thi de har selv korsfæstet deres Mester, Dog, Himlens Magter er kanske saa stærke, At ei Disiplene de har behov, Og er det saa, da skal de snarlig mærke, Han ei blev stjaalen medens Vagten sov. Nu er det Dimmelugens sidste Nat Og Morgenrøden vil fremskinne brat, Mig tykkes alt i Aanden jeg fornemmer En Jubellyd fra Millioner Stemmer: O salig Paaskedag! Nu har vi vundet Sag, Langfredags bittre Minde, Maa nu saa sødt hensvinde; Thi Jesus vandt med Ære, Hans Navn velsignet være. Jeg seer det grant, du mener ikke saa, Du seer Herolden alt med Septret staa, Du Skyen seer sig over Tronen hvælve, Som Spotterne skal se, og tro og skælve; Vi lige let kan Begge skue feil, Vi skue begge i et dunkelt Speil, Men visselig kan end paa mangen Maade Til Kristi Pris sigslgtekstkritik er afhandlet i ACCESS løse Tidens Gaade. O hør engang, hvordan i Norrigs Fjelde Hel sære Røster røre sig med Vælde, Hvo veed om ei i Norden dennegang Udbryde skal hin store Paaskesang! Se hvor de sysle hist bag Hav i Vest! Hvad om de renses til en Paaskefest! I Morgen skal vi paa det høie Stade Os føle og os te saa hierteglade, Naar Kristi Fjende vi se død nedfalde, Og høre Gud sin Søn hel brat hjemkalde Da han, som Barnet efter Livet stod Er druknet rædsomt i uskyldigt Blod. O store Sandsagn, naar vi dig forstaa Af dig vi kan om Kristi Kirke spaa Naar en Herodes sig mod Gud opreiser, Som Spotter, Grubler eller Tyrkekeiser, Og sværger i sin blinde Helvedharme, At dræbe Jesus i hans Moders Arme, Da haver Gud en Pleiefader alt I Viisdom til sin Hellige udvalgt; Med Moderen og hendes spæde Søn Til vilden Ørk han flygter udi Løn, Herodes farver Sværdeodden rød Med Blod af Spæde udi Moderskød, Men Guddomsbarnet han dog aldrig rammer, Maria tryg i Ørken det opammer. Hel sørgelig og mørk en Tid henskrider, Ja eengang maa vel og henskride Tider, Da maa Herodes paa sin Trone grue Og alt det Blod, han rasende udgød, Ham piner, brænder som en Helvedglød, Ja vælter sig i Aarerne som Lue Til den nedhvirvler ham i dybe Sø, Hvor Ild ei slukkes, Ormen ei kan dø. Da Engelen for Josef staar saa fage Og raaber jublende: kom kun tilbage! Thi han som Barnet efter Livet stod, Er brændt og druknet i uskyldigt Blod. Og fra Europa flygter Jesus vist Og fløtter med sig bort sin Lysestage, Men ei med Vold og ei med al sin List Kan Satan Lysene fra Altret tage; End staaer det der, det vakkre Lysepar, Og brænder herligt med sin klare Lue, Med Sværd og Støv og Vand i fulde Kar Afmægtige dem Mørkets Dværge true, Kan dem ei slukke og ei overvinde; Thi naar den sidste Flok i Kirkekor Forlader feig det høie Alterbord; — Med Stagerne de Lys da brat forsvinde, Og det som Hoben træder paa med Haan, Er kun et Blændværk af den fule Aand. Ei Lysene, men vi er stædt i Fare, O ve os! om ei kækt vi dem forsvare, O ve da os! vi ere Jordens Salt, Og raadne vi, ved os da raadner Alt. Og spørger Jesus: hvor kan I dog sove, Nu Tiden er en mandig Dyst at vove? Op Brødre! op af Søvn til Bøn og Kamp Mod Sværd og Ild og Vand og Støv og Damp; Vi kæmpe skal, naar ogsaa hult vi sukke, For Aandens Sværd maa alle Fjender bukke, Hvi staa, som Kvinder, vi i ledig Sorg, Og lader Fjenden Herrens Odel hærge? Er længer ei vor Gud saa fast en Borg? Er Han ei vort, som Luthers, Skjold og Værge! Kan vi ei gaa en Luthers Kæmpegang: Og sjunge trøstelig hans Kæmpesang! “Var Verden end af Djævle fuld Kun lidt det vilde sige, Saalænge Gud er tro og huld, Vi ei et Straabred vige; Vi veed det saa godt, Den Mørkhedens Drot, HvorHoortekstkritik er afhandlet i ACCESS trodsig han staar, Kun lidt han formaaer, Et Ord — og han maa falde. Det Ord de nok skal lade staa, Og ingen Tak dog have, Gid altid vi kun sjunge maa Ved Aandens Naadegave: Vor Ære og Viv, Vort Gods og vort Liv, Lad tage dem frit! Det nytter demdentekstkritik er afhandlet i ACCESS kun lidt, Og Riget vi beholde.” Se, det er Tingen, Alt i Gud vi mægte, Naar vi os selv kan lære at fornægte, Vi veed, at i den gamle Kristenold, Apostler og Martyrerne det kunde, De følde dybt, at Død er Syndens Sold, Og døde kækt, for ei at gaae tilgrunde; Men Ørnen faldt fra Kapitolets Top, Og Korset fløi med Konstantin derop, Ja Julian i Sandhed det befandt, At Naziræeren ham overvandt. Hvad, er da vel den Konst saa ny og stor, At myrde Jesus med hans egne Ord, Har Skolastikerne den samme Konst ei drevet? Lidt finere den sagtens nu er blevet, Men Luthers Sværd kan ogsaa slibes op, Da skal vi se en Blegnen og en Blinken, En lønlig Fnysen og en synlig Hinken. Af Museslægten er den hele Trop, Som Mus de gnave baade Stort og Smaat, Selv Kongesmykket er dem ei for godt, Hvor er det Baand og hvor de Buestrænge, Som ei maa briste, naar de gnaves længe? Mens Katten sover, gaaer det grumme rart, Men naar han vaagner — og han vaagner snart, Da gælder det om Musene kan spænde Den Bue som saa flink de kunde skænde; Da gælder det om der er Huller nok Og om de rumme kan den hele Flok, Mon kækkere den Museflok er vorden, Fordi ei længer Vatikanets Torden Dem kalder sine elskelige Børn, Fordi den gamle barske Romerørn Ei længer nu som fordum er tilrede, For sine Vinger over dem at brede, For skarpe Klo i hver en Kat at slaa? Dog, tys, hvo veed hvad der i Tiden gærer, Hvad allerede den ved Brystet nærer, Maaskee er Dyrets Time kommen nær, Da tier Spot, da stige hule Sukke, Der kommer Hede med det Søndevær, Naar Jorden da mon under Foden brænde, Naar Tungen klæber sig ved Ganen fast, Da kom o Herre! kom med Kraft og Hast! Bevar os tro indtil vor sidste Ende! Her ender sig vor korte Vennetvist, Som sært maa klinge i vanhelligt Øre, O Bechman! Begge vi det tro saa vist, At først naar Himlens Kræfter sig mon røre, Frembryde skal den sande Morgenrøde, Og Kristus heel opstander fra de Døde. Naar han indgange vil i Brudesal, Ved dybe Midnat eller Hanegal, Det veed vi ei, det bør os ei at vide, Men det vi veed, at vi med ham skal lide, Om vi med ham vil dele Tronens Glands, Om vi af ham vil tage Ærens Krands.

N. F. S. Grundtvig.