Davids Klagesang.
      (2 Sam. 1.) 



Israel! paa dine Høie
Ligger dit Smykke besudlet;
Hvordan er Kiæmperne faldne?
Lad det ei siges i Gath,
Mældes paa Askalons Gader,
At ei Philisternes Døttre
Sagnet skal vorde til Fryd,
Paa det, at ei Uomskaarnes
Qvinder skal glade hovere.
Eder, I Gilboas Bierge
Væde ei Regn, eller Dug!
Offer ei voxe paa Agren,
Hvor monne ligge henslængt
Kiæmpernes Skiold!
Der ligger rustende Sauls;
Olien salver den ei.
Ei af de Saaredes Blod og
Kiæmpernes Fedme umærket
Vendte sig Jonathans Bue;
Ei kom uplettet tilbage
Sauls det udskikkede Sværd.
Liflige kiærlige vare
 Saul og hans Jonathan her,
Sammen de ginge i Livet,
Døden ei skilte dem ad.


Lette de vare, som Ørne
Løverne lige i Kraft.
Græder, I Israels Døttre!
Græder for Saul!
Ham der saa lystelig svøbte
Eder i Skarlagenskind;
	Ham, der paa Klædningen lod
Guldet til Smykke sig strøe.
Hvorledes fulde de Kiæmper
Midt udi Striden?
Israel! det var paa dine
Høie, at Jonathan faldt.
Hierteklemt er jeg for dig,
Jonathan, Broder!
Liflig du var mig saa saare,
Og mig din Kiærlighed var
Mere vidunderlig selv end
Qvindernes Elskov.
Hvordan kunde de falde
Saadanne Helte!
Hvordan kunde fordærves
Saadanne Vaaben!

 
 N. F. S. Grundtvig.