Farvel. (Til min Ven F. C. Sibbern) Farvel (Sibbern) Nicolai Frederik Severin Grundtvig Vibeke A. Pedersen Kirsten Vad 1.6 1.8 1.8.1 20 KB

© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet

 Faculty of Arts, Aarhus University Grundtvig Centeret, Vartov, København www.grundtvigsværker.dk, version 1.2, 2. maj 2013 [titel] K.L. Rahbek [evt.] 2015-02-01 Læsetekst Punktkommentar Indledning Tekstredegørelse Variant [titel] [forfatter] [evt.] [sted] [trykker] [evt.] [år] Førstetrykket1811 Poetiske Skrifter1 lyrik rimbreve kristendom historie filosofi lejligheder

Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.

Grundtvig Centeret arbejder med:

1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker

2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig

2.a. Teologi og kirke

2.b. Demokrati og folkelighed

2.c. Pædagogik og folkeoplysning

3. Videnudveksling, undervisning og formidling

Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker

Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker

Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker

Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker

 txt2tei indsætter sidetal og markere teksten hvor den er spatieret rettelse i head og fjernelse af mæslinger i head og txt. Personopm. mm. er ikke udført, kun 000-markeret. Stadig fejl i alle pb. Opsætning kontrolleret kollationsrettelser (efter Vanja/Elses eksemplar) og emenderinger efter PS og egne fund (som i øvrigt også var rettet i PS). PS's emenderinger er nogle gange voldsomme og - måske - diskutable. Andre giver sig selv, især af rimhensyn bibelstedsopmærkning flere bibelstedsopmærkninger og kollationeringsrettelser seg-opm. comFIL oprettet com62-63; slettet com11, 28. Indført rettelser efter Klaus' kollation (2. koll) af 25. november oprettet com64-68. slettet 20, 23 (slået sm). Yderligere bibelhenvisning oprettet com69-86. genoprettet 23 efter Steen. Yderligere bibelhenvisning kontrolleret rettelser efter Steen. Oprettet com87 efterkontrolleret rettelser efter Steen. oprettet 88-89 Oprettet 90 ændret i emenderinger efter samtale med KN 30. jan ændret i emenderinger efter udgavemøde. Oprettet com 91 og 92 Oprettet com 93, slettet com1 efter Klaus samt andre rettelser rettelser efter Klaus, fortsat. Oprettet com94 tilrettet faxer tilrettet faxer indført genre, emne tilføjet og rettet genre, emne tegn inden for hi
Farvel. (Til min Ven F. C. Sibbern). Her sidder jeg i aabne lyse Skur, Fra Jord og Træ mig Blomsterduft omringer, Og nødig kun til Stadens Fangebur, Til kvalme Dunkelhed sig Aanden svinger. Dog hisset i den kvalme Axelstad En Ven jeg har, som jeg Farvel maa sige, Og tegne vil jeg paa det hvide Blad, Hvad mig det grønne tykkes at tilsige. Os Pindse sanked i den store Stad Og Pindsedagen der os skilte ad: Der Vaaren kom med sine lune Vinde, Det for beklumret tykdestykkestekstkritik er afhandlet i ACCESS os derinde Bag Valkendorfs de gamle, skumle Mure, For Snævert blev det inden fire Vægge, Og flagrende, som Fuglene i Bure Ud i det brede Fri vi higed begge. Dog til Farvel vi stirre venlig ind I Kamrene foroven og forneden, En Taare perler paa den varme Kind Ved Mindet om hvad der er nu forleden. Ei mindes jeg de svundne Samlivs-Dage For daarlig nu at ønske dem tilbage Nei kun for rørt dig Vennehaand at byde Og mest for Ham mit Hjertes Tak at yde Som hjem til sig mig lokkede og tvang: Som stilled mig for Øie Luesværdet Hvormed vort Fald har Paradis omgærdet Og endte saa forvovne StyltegangSkyltegangtekstkritik er afhandlet i ACCESS Paa Randen af de brede Fjeldekløfter; Han splitted vældig med sit stærke Lyn Det Mørke som formaaede at skiule Saa tæt og trædsk Afgrundens dybe Hule At over den hengøgledhengøgletekstkritik er afhandlet i ACCESS fagre Syn Der skuffende i Drømme mig forlysted. Han hjem til sig mig lokkede og tvang: Han Aanden til sig vinkede i Sang, Han kaldte mig igennem Vennemunde, Han gav mig Kløgt og Lyst til saa at grunde, Paa Sagas Runer, at af dem jeg saae En Solekrands vidunderlig sig vinde Om Jesu Kristi høie Guddomstinde Og lærte mig af Tidens Tegn at spaasynetekstkritik er afhandlet i ACCESS; Ja da saa lidt jeg skønned paa hans Naade, Han revsed mig, men revsede med Maade: Han bøied vældigen det stolte Sind Han smelted Isen i det kolde Hjerte Og jeg fornam det i den dybe Smerte At til sit Tempel Han det vied ind. O, kære Ven, vel maa da Taaren dirre I Øiet klar, naar did det mon henstirre Hvor Gud mig lærte under Tvivl og Strid At føle Sorrig og at føle Glæde At føle sukkende i lange Tid Hvor tungt det er at ikke kunne græde. Jeg takker Gud og Ham i dig, min Ven, Og i de andre kære Ungersvende, I hvis Forsamling jeg blev Barn igen Og lærte Hovmods Daarlighed at kiende; Jeg takker dig for hvert et Øieblik, Som under Skemt og AlvorstaleAlvortaletekstkritik er afhandlet i ACCESS gik, Da Venskabs Engel snoed Vennebaand Af TvistensCristnestekstkritik er afhandlet i ACCESS som af Enighedens Traade! Vi grubled begge over Livets Gaade, Men om dens Løsning vi forligtes ei, Derfor og nu vi paa adskællig Vei Udhigede fra Axelstadens Volde: Du higed ud saa fiernt i Folkevrimmel, Jeg higed hjem til Fødeegnens Himmel, Til Faderhusets kære, stille Krog; Thi jeg har fundet i den ene Bog, Hvad i dig selv og i de mange Bøger, Hos fjerne Folk og vise Mænd du søger. Min Vei var kort, og din er saare lang, Derfor og jeg har alt fuldendt min Gang Mens du til din end monne dig omgjorde. Ei mene du, jeg stolt min Nakke hæver! Ei mene du,mene, dutekstkritik er afhandlet i ACCESS jeg dømmer dine Skridt! Den samme Haand vor indre Klædning væver Men konstig ændrer den sit Mønster til. Ei daarlig Hovmod skal mit Øie blænde: Hvad jeg erkender, vil jeg frit bekende: At skarpere er vist det Siæleøie, Som laantes dig i Naade fra det Høie; Men derfor ei jeg dølger faste Tro, At om du stirrer nok saa vist og længe, Du Skyen ei formaaer at gennemtrænge, Bag hvilken Gud i skjulte Lys mon bo. Ja, end jeg vover det for vist at mene, At om al Jordens Vise sig forene; Opsvinge sig mod Himlens hvalvte Bue, Nedgrave sig i Jordens dunkle Stue, De aldrig dog i Klippens Agerreen Oppløie nogentid de Vises Steen, De komme dog ei til Magnetens Leie, Som styrer Jorden paa sin lange Færd, Ei til den Sol, om hvilken sig mon dreie De lyse og de mørke Kloders Hær. Tilsidst jeg tro'r, at om hver kløgtig Aand Gik villig frem i Herrens Ledebaand, Blev sikkerlig langt høiere hans Gang End nu hans Flugt; thi Herrens Arm er lang Og vandre kan man i den løse Lænke, Saavidt som jordisk Aand formaar at tænke. Ja naar vi staa ved Tankens Grændseskel, Sig for os løfter Troens høje Fjeld, Hvorfra vi det i klare Speil mon skue, Som skimtes ei fra Kløgtens Myretue. Dog, blandt de Urter, som saa færdigyppigfrodigtekstkritik er afhandlet i ACCESS gro I Paradisets nyoplukte Have, Ei Kundskab, men den høie Sjælero Maa agtes for hin bedste Himlens GaveGavntekstkritik er afhandlet i ACCESS. Thi hin er fager kun, men dennes Duft Hel liflig blander sig med Livets Luft, Og skal som Kærlighedens Blomst bestaa, Naar Jorden med sin Kundskab maa forgaa. Du veed det, Ven, min syge, mattemaattetekstkritik er afhandlet i ACCESS Aand Sig krympet har i kolde Vinterbaand Du veed at der med Vaarens lune Vinde Blev lunere og lysere derinde; Men at dog hid og did de Skyer droge Og Solens varme Straaler tit forjoge. Apostlene paa hellig Pindsefest Iførte blev med Kraften fra det Høie I Pindseugen det sig maatte føie At jeg indviedes til Herrens Præst; Adskillige de Naadegaver ere, Men skænkes alle af den samme Aand, Der Brødrene udrakte høire Haand For det med Suk af Herren at begære At Kærligheds og Krafts og Sandheds Aand Miskundelig paa mig nedlade vilde, Da aabnede sig Hiertets Taarekilde, Da sprængte Siælen sine Fængselsbaand, Og der jeg hørte Brødrene tilsammen I Jesu Kristi Navn at sige Amen, Da blev det Samme i mit Bryst udtonet Og jeg mig følte med min Gud forsonet. Da hastede jeg ud fra Axelstad, Jeg takkede, jeg higede, jeg bad: Jeg vandred frem i blide Morgenstund, Men der jeg nærmed mig den kære Grund, Hvor Barnedagene henflød saa trygge, Hvor gamle Fader end mon rolig bygge, Og med sin kære, alderstegne Viv Henstirre munter paa det sunde Liv; Da giordes det mig trangere om Hierte Ved Mindet om den glade Barnetid, Ved Mindet om de sidste Tiders Smerte, Ved Tanken om den store, tunge Id Som jeg fra Nu, for Gud begynde skulde I Skovens Udgang paa en gammel Steen Jeg satte mig, optog af lidet Gemme, Det Testament hvori jeg læste hjemme Da jeg som Barn fra dunkle DagligstueDaglistuetekstkritik er afhandlet i ACCESS Oplærtes til mod Himlene at skue. Den gamle Bog mig trolig havde fulgt Paa Jyllands Heder, Lavinds Blomsterenge, Men dog, desværre, eengang alt for længe Dens blanke Lys var for mit Øie dulgt. Jeg den oplod og hvor mit Øie faldt Der fandt det ogsaa uden Leden Alt: “Du Død, hvor er din Braad? Hvor, Helvede, din Seier? Vor Synd er Dødens Braad, Og Loven Braaddens Størke; Men takket være Gud, Som os ved Jesum,Jesum;tekstkritik er afhandlet i ACCESS Herren, HarHertekstkritik er afhandlet i ACCESS Seier givet nu! Og derfor, Brødre, staaerstaaetekstkritik er afhandlet i ACCESS soYm Klippeblokke, Ei laderladetekstkritik er afhandlet i ACCESS eder ryste, ja ei rokke! Udretter flittelig det Herrens Værk! Vel vidende, at ei forfængelig Den Gerning er, som Herren valgte sig.

1 Cor. 15, 55.

”. Jeg reiste mig alt som en Blomst, der mat Sit Hoved har i Dagens Hede sænket. Men kæk det løfter udi Sommernat Af mild og kvægsom Himmeldug bestænket. Nu Kirketaarnet løfted sig deroppe, Ved GrinebakkenGvinebakkentekstkritik er afhandlet i ACCESS mellem Asketoppe; Blandt hine Aske leged jeg, som Dreng Og slumred under dem saa sødt i EngEgntekstkritik er afhandlet i ACCESS, Men hvad er disse dunkle Barneminder Mod lyse Ahnelser af Manddomsfærd, Saamangt et Baand til Kirken hist mig binder: Det skøreste er at jeg døbtes der, Det stærkeste at Gud mig sendte did, Og hvor min Fader i saa lang en Tid Gudfrygtig talte Herrens rene Ord Nu jeg skal tale til det aabne Hierte: Velsigne Folket fra det høie Kor Med Ordets Balsom lindre Siælens Smerte. Hvad jeg mon tale under hvalvte Bue Og hvad jeg taler i den lave Stue Mig selv kan røre, glæde og husvale, Thi ikke min, men Herrens egen Tale Det er som mig udgange skal af MundMnndtekstkritik er afhandlet i ACCESS Og trænge stærk til dybe Hjertegrund. O, det er kvægende, min Ven, at vide Et Ord, hvorpaa man selv kan sikkert lide! Slet ingen Tanke er saa trøsterig, Som den at ei derved, forfængelig Vor Gerning er, thi den er Herrens egen. O, gid det Mod, den Fred, som strømmed ind Ved denne Vished udi Sjæl og Sind Og ved din Vandrings Maal maa dig opfylde! Saa reis da, Ven, og tro, min stille Tanke Dig følge skal, hvorvidt du end mon vanke Og ofte vil jeg knæle for den Høie Med Bøn, at han oplade vil dit Øie, Saa gennem Kristi ringe Klædedragt Du klarlig seer den indre GuddomspragtGuddomspræsttekstkritik er afhandlet i ACCESS, O, da blev du en Jesu KristiKristetekstkritik er afhandlet i ACCESS Kæmpe, Som skulde med din Tordenrøst neddæmpe Det hæse Skrig af tusind usle Dværge, Som mene, deres Muldvarpskud er Bierge, Og, løftede paa Tæerne, bele Alt hvad de ei fra Dværgebakken see.

I Juni 1811.

N. F. S. Grundtvig.