Om en Oversættelse af den poetiske Edda Om en Oversættelse af af den poetiske Edda Nicolai Frederik Severin Grundtvig Vibeke A. Pedersen Maria Wiggers Pedersen Anna Poulsen Kirsten Vad 1.4 1.4 1.4.1 20000 KB

© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet

Faculty of Arts, Aarhus University Grundtvig Centeret, Vartov, København www.grundtvigsværker.dk, version 1.4, 1. april 2014
Om en Oversættelse af den poetiske Edda [evt.] 2014-10-31 Læsetekst Punktkommentar Indledning Tekstredegørelse Variant Om en Oversættelse af den poetiske Edda Nicolai Frederik Severin Grundtvig København I. Werfel P.H. Höeckes Enke 1810 Førstetrykket1810
prosa artikler polemik mytologi norrønt litteratur filologi

Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.

Grundtvig Centeret arbejder med:

1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker

2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig

2.a. Teologi og kirke

2.b. Demokrati og folkelighed

2.c. Pædagogik og folkeoplysning

3. Videnudveksling, undervisning og formidling

Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker

Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker

Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker

Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker

txt2tei 1. kollation efter løsblade, Grundtvigbiblioteket Seg-opmærket 2. kollation efter kb, k, 672, 4; stregkode 130002232163 udfyldning i head og dermed fjernelse af en del mæslinger. to emenderinger. flere seg kørt nummerator flere emenderinger oprettet com83-88 slettet com24, 27 sammenlagt kommentarer indsat fax og spalte nr. 3. eller 4.(?) kollation efter Schönbergske samling oprettet com89. Fjernet mæslinger Autoopmærket af autotag.awk v06 KK 2013-10-31 gennemgået autoopm. rettet autoopm og tilføjet com90. com91 oprettet com92-103. Flere myteopm. Nummereret strofer oprettet com104 Omorganiseret teiHeader Omorganiseret teiHeader, 2 rettet udstr. af com85 udvidet com82 og slettet opm. til myth rettelser efter Klaus' redigering. Oprettet com105-107 kontrolleret rettelser efter Klaus' redigering - igen. Indsat unknownVar rettelser efter Klaus' redigering (4. redaktion) span indsat i metaSet. Sat myth Start og -End på Vindhjelms Bro. slettet com91 rettelser i head samt forsøg på helbredelse af mæslinger indført genre, emne ændret kortformen, firstUpload ændret myth382 til myth34
Om en Oversættelse af den poetiske Edda.

Vi som bygge i Nord ere det eneste af Europas nu bestaaende Folkefærd, som eier en fremløbende Række af skrevne Mindesmærker, der begynder med Mytologi, forkynder i sit Løb et Ungdomsliv, knyttet til hin, udvikler sig til Historie, viser Livets Hendaaning i en alt mere dæmpet Efterklang, og taber sig endelig i Tal og Navne. Vist have hine gamle Græker efterladt gyldige Vidnesbyrd om en saadan Alder, end mere skinnende, end den vi have bag os; thi ved dyb Grundekløgt lærte den at forstaa sig selv og fængslede med Konstens Tryllebaand, sit herligste Øieblik, saa det ei kunde svinde. Ret maa det nævnes at vi og vore Ætmænd stirre med Ærefrygt op paa de hedengangne Store gennem deres kostelige Minder, men Ret var det ei om vi vilde vanhædre vore egne gamle Frænder, fordi Aanden ei torde vove sig ud i Sten under kolde Himmel, aldenstund den dog rørte sig kraftelig i sit Hjem, og yttrede sig baade stærk og liflig i løse og i bundne Stave. Saa er det ei heller; thi den, hvis Øie blev opladt for det himmelske Lys, han maa og forlystes ved Straalen, hvor den saa findes, og det forarger ham ei, at den bryder sig nu i færre, nu i flere Farver; thi han veed, at Straalen er den samme. Men, hvi er det dog saa, at vi, som Stavkarle, nævne fremmed Nødtørftighed Rigdom, enddog vi selv ere de rigeste? Mene vilde jeg, at hin uhæderlige Blindhed for det Hjemmebaarnes Værd, som vi ei arvede efter Fædre men avlede i os selv, dog ikke ene bærer Skylden, og at hvis alt det Forborgne kom for Dagens Lys, vi ei længere misundte Andre deres Smuler, men glædtes ved eget rige Arvegods. Hidtil vare vi for lade til at afstøve og oprulle hine gamle Pergamenter, som i Dynger fylde vore Skabe, medens vore Udfrænder stillede selv det til Skue, der ei var Synet værd. Tid var det vel dog nu, at afryste uværdig Dovenskab og endelig engang faae at vide hvad vi eie!

Mellem Alt hvad de lange Tider have baaret til os fra Hedenold, maa vel Intet lignes ved hin gamle Edda; thi, uden derom at tale, at den giver os bedst Besked om Fædres Tro og udlægger deres Daad i det den bringer Roden tilsyne, af hvilken den udsprang, saa gemmer den og en Flok af Sagakvad om Volsunger og Gjukunger, Odins prude Ætmænd, som mest ere ældre Sødskende af Lied der Niebelungen og Rosengarden zu Vormbs. Af denne Bog, som indbefatter, hvad der gennem mange Aldre var Nordboers Helligdom, tilbyder jeg deres Ætmænd en Oversættelse, tro og lys, som jeg kan mægte, skrevet vorder den, hvis Liv og Helbred undes mig; thi det er min Lyst at dvæle ved den store, særegne Aand, som taler der, og at sysle med de ukonstlede og dog saa klangfulde Vers; men om de ville se den, derfor raade de selv.

Da et saadant Værk i Tiden som den er, ei vel kan se Lyset, naar det ei forlanges, udgiver jeg i disse Dage en Liste, paa hvilken de som ville, kunne tegne sig.

Naar jeg siger, at Man vil finde, ikke blot, hvad Man efter det som kendes, kan med Føie vente, men endog nogle Kvad, som selv de sidste Tiders store Skjalde kunde glædes ved at have digtet, da tro mig vel Faa eller Ingen, fordi de mene, enten at jeg er hel ukendt med hvad som skreves i andre Tunger, eller at Man ei kan være varm for Noget, uden at være blindt indtaget for det. Ei veed jeg da bedre Raad, end at fremlægge Noget, hvorom jeg har en saadan Tro, og da overlade Kyndige Dommen.

Helge, med Tilnavn HundingsbaneHundingsbarntekstkritik er afhandlet i ACCESS, af hvis andet Kvæde Nedenstaaende er Slutning, var Søn af Sigmund og hørte til Volsungætten. Hognes Datter, den fagre Sigrun, var fæstet til en Mand, hun ikke vilde eie, og søgte Beskyttelse og Kærlighed hos Helge. Villig undte han hende begge Dele; men i Striden, som derover opkom, dræbte han hendes Fader og fleste Brødre. — Ylfinger er eet med Volsunger, Døgling, Budlung, Lofdung og Hilding almene Drotnavne.

Helge fik Sigrun, og Sønner avlede de; men ei blev Helge gammel. Dag, Hognes Søn, blotede til Odin for Faderhevn; Odin laante ham sit Spyd, og der han fandt sin Maag i Fjederlunden, lagde han Spydet igennem ham. Der faldt Helge, og Dag red til Sevafjeld at føre Sigrun Tidende.

Dag.

Sen er jeg, Søster, Sorgbud at bære, Nødig jeg haver Frænke bedrøvet; Budlung hin bedste, Som var i Verden, Som kunde træde Hildingers Nakke, Hist udi Fjerlund Faldt denne Morgen.

Sigrun.

Dig skulle alle Eder bide, Dem Du Helge Svoret haver Hisset ved klare, Skinnende Floder, Hisset ved Bølgens Ursvale Sten. Under Dig skridende Skib ikke skride, Om endog Medbør Blæser i Seilet! Under Dig rendende Hest ikke rende, Om Dig end Fjender Følge i Hælen! Sværd, som Du blotter, Bide ei Nogen, Uden det synger Selv Dig om Hoved! Paa Dig skal Helges Drab være hevnet. Naar Du i Ulvsham Ganger i Skove, Guldet og Gammen, Alting berøvet, Og efter Føde Springer paa Aadsel.

Dag.

Gal er Du, Søster, Og vanvittig, At Du nedbeder Ondt over Broder. Odin allene Volder det Onde, Som mellem Frænder Splidruner kasted. Broder Dig byder Bod for Harmen, Røde Ringe, Vandils Bygder, Stridens Dale. Ringprud Kone! Styr med Sønner Rigets Hælvte!

Sigrun.

Aarle og silde Usæl paa Sevas Fjelde jeg sidder, Ynder ei Livet, Straaler i fdungs Høi ikke Lyset, Styrer ei Kongen Kampdyr med gyldne Bidsel til Høien; Undes mig ikke Drotten at favne. Saa havde Helge Fjenderne sine, Og deres Frænder Alle forskrækket, Som fra Fjeldet Gederne springe Galne for Ulven, Slagne med Rædsel. Helge sig løfted Saa over Konger, Som over Tornen Asken hin ranke, Eller som Hjorten, Dugomslynget, Naar han i Dyrflok Ganger som Høvding, Løfter de glimrende Horn mod Himlen.

Høi blev gjort efter Helge; men der han kom til Valhal, bød Odin ham raade Alt med sig. Helge kvad:

Fodbad skal du, Hunding! alle Mænd berede Ild oppuste, Hunde binde Heste vogte Svin og give, Førend du sover.

Sigruns Terne gik om Aften ved Helges Høi og saae, at han red did med mange Mænd. Ternen kvad:

Er det Blændværk Hvad mig tykkes Se, eller ride Dødmænd alle Ragnaroks Færd, Siden I spore Heste med Spyde? Eller er Hjemlov Kæmperne givet?

Helge.

Ei er Blændværk Hvad du skuer, Heel er Tiden, Dog du ser os, Dog med Spyde Hest vi spore, Ei er Hjemlov Kæmper givet.

Hjem gik Ternen og sagde til Sigrun:

Gak fra Sevas Fjelde, Sigrun, Om dig lyster Drot at finde! Aaben er Høien, Kommet er Helge, Fjendespor dryppe, Døglingen vilde, Du skulde dysse Saarenes Draaber.

Sigrun gik i Høien til Helge og kvad:

Glad jeg er nu Ved vort Møde, Som naar Odins Graadige Høge Brad hin varme Vide paa Valen, Som naar de Duggede Daggløden skue. Først vil jeg kysse Livløse Konge, Førend du kaster Blodige Brynje. Helge! dit Haar er Filtret af Dødsved, Ganske er Kongen Sprængt med Valdug, Haanden paa Hognes Maag er nu iskold, Hvor kan jeg, Budlung! Bod dig raade!

Helge.

Sevafjelds Sigrun! Ene du volder At med Harmdug Helge sprænges. Guldprud Guldyrudtekstkritik er afhandlet i ACCESS du græder, Solklare Søster! Førend du sover, Bittre Taarer, Hver falder blodig Kongen i Hjerte, Iskolde Indre Trænges af Sorgen. Glade vi drikke Dyre Vædske, Dog vi misted Lyst og Lande, Ingen Mand skal Sorgkvad sjunge, Dog han Saar mig Ser i Brystet. Nu ere Brude Forborgne i Høien Kongediser Hos os Døde.

Sigrun redte Seng udi Høien og kvad:

Her har jeg, Helge, Ylfingers ÆtmandÆtmændtekstkritik er afhandlet i ACCESS! Uden al Harme Redet dig Sengen, Konge! i Favnen Vil jeg dig sove, Saa som jeg sov hos Levende Lofdung.

Helge.

Intet jeg nævner Aarle og silde Underligt mer paa Sevas Fjelde, Hognes Datter, Hvid i Høien, Sove vil i Dødmands Arme, Lever du dntekstkritik er afhandlet i ACCESS ogsaa Konningedatter! Tid er at ride Røde Veie, Blege Hest skal Luftsti træde. Vest for Vindhjelms Bro jeg skal være Førend af Hanen Seirfolket vækkes.

Helge og hans Mænd rede deres Kaas; men Kvinderne ginge hjem til Huse. Anden Dags Aften lod Sigrun Ternen holde Vagt hos Høien, men ved Midnat, der Sigrun kom did, kvad hun:

Kommet var Sigmunds Søn, hvis han agted Hid fra Odins Sale at komme Haabet om Drottens Komme kun grønnes, Naar sig paa Kviste Fuglene sætte Og naar til Drømting Drotterne drive.

Ternen.

Vær ei saa galen, Skjoldungers Dise! Ene at søge Draugers Huse! Stærkere vorde Fjendtlige Døde Alle om Natten End ved Daglys.

Snarlig døde Sigrun af Sorrig og Længsel.

N. F. S. Grundtvig.