Vi som bygge i Nord ere det eneste af Europas nu bestaaende Folkefærd, som eier en fremløbende Række af skrevne Mindesmærker, der begynder med Mytologi, forkynder i sit Løb et Ungdomsliv, knyttet til hin, udvikler sig til Historie, viser Livets Hendaaning i en alt mere dæmpet Efterklang, og taber sig endelig i Tal og Navne. Vist have hine gamle Græker efterladt gyldige Vidnesbyrd om en saadan Alder, end mere skinnende, end den vi have bag os; thi ved dyb Grundekløgt lærte den at forstaa sig selv og fængslede med Konstens Tryllebaand, sit herligste Øieblik, saa det ei kunde svinde. Ret maa det nævnes at vi og vore Ætmænd stirre med Ærefrygt op paa de hedengangne Store gennem deres kostelige Minder, men Ret var det ei om vi vilde vanhædre vore egne gamle Frænder, fordi Aanden ei torde vove sig ud i Sten under kolde Himmel, aldenstund den dog rørte sig kraftelig i sit Hjem, og yttrede sig baade stærk og liflig i løse og i bundne Stave. Saa er det ei heller; thi den, hvis Øie blev opladt for det himmelske Lys, han maa og forlystes ved Straalen, hvor den saa findes, og det forarger ham ei, at den bryder sig nu i færre, nu i flere Farver; thi han veed, at Straalen er den samme. Men, hvi er det dog saa, at vi, som Stavkarle, nævne fremmed Nødtørftighed Rigdom, enddog vi selv ere de rigeste? Mene vilde jeg, at hin uhæderlige Blindhed for det Hjemmebaarnes Værd, som vi ei arvede efter Fædre men avlede i os selv, dog ikke ene bærer Skylden, og at hvis alt det Forborgne kom for Dagens Lys, vi ei længere misundte Andre deres Smuler, men glædtes ved eget rige Arvegods. Hidtil vare vi for lade til at afstøve og oprulle hine gamle Pergamenter, som i Dynger fylde vore Skabe, medens vore Udfrænder stillede selv det til Skue, der ei var Synet værd. Tid var det vel dog nu, at afryste uværdig Dovenskab og endelig engang faae at vide hvad vi eie!

Mellem Alt hvad de lange Tider have baaret til os fra Hedenold, maa vel Intet lignes ved hin gamle Edda; thi, uden derom at tale, at den giver os bedst Besked om Fædres Tro og udlægger deres Daad i det den bringer Roden tilsyne, af hvilken den udsprang, saa gemmer den og en Flok af Sagakvad om Volsunger og Gjukunger, Odins prude Ætmænd, som mest ere ældre Sødskende af Lied der Niebelungen og Rosengarden zu Vormbs. Af denne Bog, som indbefatter, hvad der gennem mange Aldre var Nordboers Helligdom, tilbyder jeg deres Ætmænd en Oversættelse, tro og lys, som jeg kan mægte, skrevet vorder den, hvis Liv og Helbred undes mig; thi det er min Lyst at dvæle ved den store, særegne Aand, som taler der, og at sysle med de ukonstlede og dog saa klangfulde Vers; men om de ville se den, derfor raade de selv.

Da et saadant Værk i Tiden som den er, ei vel kan se Lyset, naar det ei forlanges, udgiver jeg i disse Dage en Liste, paa hvilken de som ville, kunne tegne sig.