Bod og Bedring. (Til Hr. Gundelach.) Bod og Bedring Nicolai Frederik Severin Grundtvig Klaus Nielsen Anna Poulsen Frederik Dreiøe Seidelin Kirsten Vad 1.3 1.3 1.3.1 1.17 22 KB

© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet

 Faculty of Arts, Aarhus University Grundtvig Centeret, Vartov www.grundtvigsværker.dk, version 1.3, 1. oktober 2013 Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn J. Werfel Udgiver og forlægger 1809-06-13 Læsetekst Punktkommentar Indledning Tekstredegørelse Variant Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn Bod og Bedring. (Til Hr. Gundelach.) Nicolai Frederik Severin Grundtvig København J. Werfel 1809 Førstetrykket 1809 Poetiske Skrifter 1 lyrik digte rimbreve litteratur polemik

Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.

Grundtvig Centeret arbejder med:

1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker

2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig

2.a. Teologi og kirke

2.b. Demokrati og folkelighed

2.c. Pædagogik og folkeoplysning

3. Videnudveksling, undervisning og formidling

Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker

Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker

Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker

Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker

 txt2tei har rettet filen til efter 2. og 3. kollation og tilføjet oplysninger i tei-headeren fikset småting bla. divstruktur Seg-opmærket til verbalkommentarer og persName + myth-opmærket Tilpasset efter sidste kollationering En enkelt tekstrettelse indført + unicodes En sidste verbalkommentar Links til faksimiler indsat. Revideret efter JTs redaktion #2; myth428 indsat Revideret efter JKs redaktion, dvs. 8 nye kommentarer tilføjet! Rettet 188_fax004 til 118_fax004 Omorganiseret teiHeader Omorganiseret teiHeader, 2 Omorganiseret teiHeader, 3, fronten genoprettet Rettet i TEI-header tilføjet firstUpload rimbreve tilf. i term
Bod og Bedring. (Til Hr. Gundelach.)

Som oftest valgte Man en Ugle Til Dommer over andre Fugle; Thi det var gammel, lovlig Skik, At den kun Dommerembed fik, Som Man var ganske sikker paa Ei kunde Fuglesang forstaa.

Her se Man det første Eksempel paa Hr. Gundelachs og min Muses søsterlige Forening!

 Forbandet den Poet, hvis Pose gik itu, Og spildte alt det Kram, hvorfor jeg pines nu! Dog, nei, kun utro Pen! forbandet være du! Jeg har jo sagt dig det saa tit, At førend du med Sort paa Hvidt Dig gjorde lystig over Noget Du skulde tænke efter først, Og ikke løbe hen i Taaget. Til Baggesen og Oehlenschläger Du havde Lov at give Streger, Der vidste du, du kunde staa dig; Men var du ikke slet saa dum, Du maatte vidst, hvordan det vilde gaae dig, Naar du tog fat paa Gundelach, Som rimer sig, betænk! med Snak. Hvor kunde du dog Andet vente, End at du der fik Snak med Rente? Dog, det ei hjelper stort at skende, Jeg altsaa vil mig kønt omvende. O store, høie Gundelach! Du selv maa ynkes ved at se mig, Af Usselhed du sikkert sprak, Ifald som jeg du skulde te dig. Jeg stander her med sammenlagte Hænder, Af Ruelse og Anger fuld bekender Jeg at min Synd er skammelig, Jeg ved en Skade ligned dig, Men der er Forskel mellem Fugle, Du siger selv du er en Ugle, Og Man bør tro dig paa dit Ord. Er nogen Synd vel mere stor End den en Ugle at bortskræmme, Som røre vil sin søde Stemme? Dog, det er Arvesynden, Kære! Som os Historien kan lære, Thi altid var det Skik hos Fugle At drille, nappe stakkels Ugle, Du kender vist den Elegi, Hvor den sin Vaande klager i: “Katten er mit Sødskendebarn, Han har gode Dage, Fremfor mig, det slemme Skarn, Jeg maa staa tilbage. Gaar jeg ud og gaar jeg ind, Alle plukke mig mit Skind, Maa jeg ikke hyle? Jo jeg maa vist hyle.” hyle.tekstkritik er afhandlet i ACCESS Min Synd forsvarer jeg slet ikke, Thi det kun slet sig vilde skikke, Da jeg for slig en Dommer staar, Jeg mig kun lidt undskylde vil, For om jeg kunde faa dig til Mig mine Synder at tilgive, Saa jeg ilive kunde blive, For Livet giver jeg min Ære, Thi i den lærde Verden maa, Som dit Eksempel selv kan lære, Jo Livet dog for Æren gaa. Du siger Avind drev mig til At jage dig og Fürst paa Flugten, Men det af dig er ikke smukt, Da selv du siger: efter Frugten, Som Gundelacher og som Fürster Kan finde sød, jeg ikke tørster. Nei, byt den Mening med en anden, Og tro: jeg blev forført af Fanden! I Morges reent jeg lod mit Hagehaar afrage, Af Gru sig skjuler nu hver Stump der er tilbage, Og du skal grue med, naar du faar hørt, Hvor skammelig jeg blev forført. Just at du er en Recensent, Hvis Mage jeg har aldrig kendt, Just det, som burde bragt mig til At tie stille, Det brugte Satan, som er snild, Just til min arme Sjel at hilde. Med ægte Humor sagde du: At ingen Digter maatte sige, At Noget var som Himmerige, Da han den Ting dog ikke vidste, Og til at snakke op og ned Om Ting, Man ei forstaar og veed Skal dit Eksempel ikke friste; Men Satan var ei sen at føre Petrarkas Sludder til mit Øre, Der, hvor han om sin Laura snakker, Som om hun var fra Himmerig. Nu vidste jeg dog at den Prakker Ei havde did en Reise gjort, Jeg mente, han var Digter, og Jeg troede du var et Fjog. Foroven og forneden ser Du let jeg ikke tror det mer. Du lasted og med Ret den Snak Om Natten, der omhyller Kloden, At det er lyst hos Antipoden, Naar det er mørkt hos Gundelach, Hvem tør vel nægte det, og dog, Fordi den Frase var i Moden, Mig Satan lettelig bedrog, Han raabte til mig: Oehlenschläger Han var vel heller ikke Digter Dengang han sagde, at Dagen dør, Naar Natten udruller sit sorte Slør. Jeg glemte, han var af den nyere Skole, Jeg glemte vor Sol med de øvrige Sole, Jeg lo ad din Visdom og fandt Du var en Pedant. Foroven og forneden let du ser, Om end jeg græder eller ler. Dog, holdt! min Mave taaler ikke Din Humor draabevis at drikke, Desuden alskens Medisin Og fremforalt da ogsaa din Mit Smagorgan gør rent tilskamme, Naar ei den synkes med det samme. Jeg da bekender kort men sandt: Jeg næsten i hvert andet Ord Vel snart en lille, snart en stor, Men altid dog en Dumhed fandt, Og mere dumt end alle Dele Jeg fandt naturligvis det Hele. Jeg tænkte, det mig Gud forlade! At du var kun en lille Skade, Som vidste at det nu er Sommer, Og derfor burde skræmmes væk Før Kirsbærtiden kommer. Nu veed jeg, at du er en Ugle, Som ikke spiser Kirsebær, Men flygter hylende af Skræk Selv for de allermindste Fugle, Og Angerstaaren, jeg udgyder, Maa vise, jeg min Synd fortryder. Nu sikkert, høie Gundelach! Hvis ei du alt af Medynk sprak, Du finder min Undskyldning gyldig, Og mærker at jeg er uskyldig. Til Slutning kun en lille Bøn! Du er Apollos egen Søn, Ja veed endog hans græske Navn. Jeg fusker lidt paa Rimeri, Men føler nu et hæsligt Savn, Det kunde du mig let erstatte, Hvis du i et Par Ord lod dratte En splinterny Difinition Paa hvad Man kalder Poesi. Jeg skønner af din Recensjon At du har grublet dybt i Sagen, Og du alt der har lagt for Dagen, At Poesien er en Gave, Som Man kan have og dog ikke have; Det er for høit for mig endnu, Men ei jeg tvivler paa at du, Med al din Tydeligheds Gave Det kunde mage saa og lave, At jeg begreb din Mening. Da vil vi digte i Forening (Thi inhumant det var, ifald Du nægted rent mit Digterkald), Og alt det gamle Skramleri, Som jeg har hidtil rodet i, Med Draper og med Sagaflokke Skal mig vist ikke mere lokke, Thi nu jeg finder det er sandt Hvad du med megen Kløgt udfandt, At disse halvopædte Grene Og disse sorte Runestene Er ikkun idelt Lapperi Og Fanden ikke Poesi. Nei, vi foruden Maal og Tal Melydrier udgyde skal, Og dersom Nogen da tør sige, Den Humor er ei Poesi, Ham drukne vi deri.

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.

P. Sk. Skal vi os ei med Fürst forsone? Han traf jo dog Romansens Tone Og har dog nogen Poesi, Skønt der er ingen Digtning i. Naar vi da alle tre holdt Stand, Han som Uhyre, du som Ugle, Og jeg som Bussemand, Da tænker jeg dog alle Fugle Sig skulde bare for at le.