Aftenen. (Ved min Færd til Middelsyssel.)

Aftenen. (Ved min Færd til Middelsyssel.) Saa gladelig farer jeg hen over Land, Mit Øie har Stjernerne fundet, Nedsænket i Hav er nu Solluens Brand, Og Dugdraaben Støvet har bundet. I Dæmringen vinker den kølige Lund Nu alle Smaafugle til natlige Blund, Og Blomsten alt blunder i Enge. Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa, Saa tindre de Smaalys i Hytternes Vraa, Og lyse de Bønder til Senge. Haraldstæd Skov. Hvi flygter hver en Stjerne bort, Og hvi mon over Skoven ruger Den Sky saa sort? Knud Lavard. I Haraldstæd sad Hertug Knud I Julefestens Dage, Ved Aften tren i Sal et Bud Og talede saa fage: I høre mig nu Hertug Knud! I komme fluks i Skoven ud! Kong Magnus Eder bier. Og det var Eriks djærve Søn, Saa brat han sprang fra Borde; Men Ingeborg ham drog i Løn Og saa tog hun til Orde: I ride ei min Herre god! Thi vist det gælder Eders Blod, Kong Magnus vil Jer svige. Ei er jeg som en Kvinde ræd, Og Magnus er min Frænde, Saa talte han, men Kvinden græd Og bad i stor Elende: O drag ei denne onde Færd, Men tænk paa Fostret som jeg bær For Eder under Hjerte! Han klapped hende under Kind Og sagde: vær ei bange! Men der hun saa ham stolt i Sind Hel vaabenløs at gange, Med Graad og Suk da gik hun hen Og spændte Sværdet om hans Lænd, Ham bad med Gud at fare! Og det var hellig Hertug Knud Og Sivard Saxlands Sanger, De rede fluks af Byen ud Alt paa den rappe Ganger; Men der de rede hen ad Sne, Fru Ingeborg hun tyktes se Om Knud et Jordelagen. Og der de komme ud fra By, Tog Sivard til at kvæde, Saa sørgelig det klang i Sky, At Knud han maatte græde. Om Grimhilds Svig var lagt det Kvad, Der hun tillaved blodigt Bad For sine Brødre baade. Hel fager er din gamle Sang; Saa mælte Knud med Blide, Men alt for ynkelig den klang Dog her ved Nattetide. Saa hug han Sporen dybt i Hest Og red alt som han kunde bedst Sit Dødningrid til Skoven. Fru Ingeborg saa ene sad I Salen med stor Kvide, Saa inderlig til Gud hun bad, De Taarer flød saa stride; Men der det var ved Midjenat, Da banked det paa Dørren brat, Dog Ingen var derude. I Blod og Bryst en Rædsel for Og stemmed hendes Aande, Som uden Liv hun sank til Jord Udi sin store Vaande. Og det var i den samme Stund, Da dræbtes Knud i mørke Lund Af Magnus og hans Svende. Saa myrded de den Herre from, Det Gud tilstæde vilde. Til Vidne paa hans Helligdom Udsprang saa klar en Kilde; Men hver en Stjerne flygter ræd Fra mørke Skov, fra Haraldstæd, Hvor Magnus slog sin Frænde. Hevnerens Engel alt svæved, Truende Sværdet han hæved Over det syndige Folk. Derfor du Hellige! døde. Dobbelt blev Dannemarks Brøde, Dobbelt blev Dannemarks Straf! Herren dog saared og læged, Han er retfærdig og god; Kilden som sprang af dit Blod Dannemark køled og qvæged. Kilden som sprang af dit Blod (Valdemar hed den paa Jorden), Samlet med Absalons Flod, Køled og kvægede Norden.

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.