Aftenen.
    
    (Ved min Færd til Middelsyssel.)
    
    
    
    
     Saa gladelig farer jeg hen over Land,
     Mit Øie har Stjernerne fundet,
     Nedsænket i Hav er nu Solluens Brand,
     Og Dugdraaben Støvet har bundet.
     I Dæmringen vinker den kølige Lund
     Nu alle Smaafugle til natlige Blund,
     Og Blomsten alt blunder i Enge.
     Paa Himmelen tindre de Stjerner saa smaa,
     Saa tindre de Smaalys i Hytternes Vraa,
     Og lyse de Bønder til Senge.
    
    
    
     Haraldstæd Skov.
     Hvi flygter hver en Stjerne bort,
     Og hvi mon over Skoven ruger
     Den Sky saa sort?
    
 
    
     Knud Lavard.
     I Haraldstæd sad Hertug Knud
     I Julefestens Dage,
     Ved Aften tren i Sal et Bud
     Og talede saa fage:
     I høre mig nu Hertug Knud!
     I komme fluks i Skoven ud!
     Kong Magnus Eder bier.
    
    
    
     Og det var Eriks djærve Søn,
     Saa brat han sprang fra Borde;
     Men Ingeborg ham drog i Løn
     Og saa tog hun til Orde:
     I ride ei min Herre god!
     Thi vist det gælder Eders Blod,
     Kong Magnus vil Jer svige.
    
    
    
     Ei er jeg som en Kvinde ræd,
     Og Magnus er min Frænde,
     Saa talte han, men Kvinden græd
     Og bad i stor Elende:
     O drag ei denne onde Færd,
     Men tænk paa Fostret som jeg bær
     For Eder under Hjerte!
    
    
    
     Han klapped hende under Kind
     Og sagde: vær ei bange!   
     Men der hun saa ham stolt i Sind
     Hel vaabenløs at gange,
     Med Graad og Suk da gik hun hen
     Og spændte Sværdet om hans Lænd,
     Ham bad med Gud at fare!
    
    
    
     Og det var hellig Hertug Knud
     Og Sivard Saxlands Sanger,
     De rede fluks af Byen ud
     Alt paa den rappe Ganger;
     Men der de rede hen ad Sne,
     Fru Ingeborg hun tyktes se
     Om Knud et Jordelagen.
    
    
    
     Og der de komme ud fra By,
     Tog Sivard til at kvæde,
     Saa sørgelig det klang i Sky,
     At Knud han maatte græde.
     Om Grimhilds Svig var lagt det Kvad,
     Der hun tillaved blodigt Bad
     For sine Brødre baade.
    
    
    
     Hel fager er din gamle Sang;
     Saa mælte Knud med Blide,
     Men alt for ynkelig den klang
     Dog her ved Nattetide.
     Saa hug han Sporen dybt i Hest
     Og red alt som han kunde bedst
     Sit Dødningrid til Skoven.
    
    
    
     Fru Ingeborg saa ene sad
     I Salen med stor Kvide,
     Saa inderlig til Gud hun bad,
     De Taarer flød saa stride;
     Men der det var ved Midjenat,
     Da banked det paa Dørren brat,
     Dog Ingen var derude.
    
    
    
     I Blod og Bryst en Rædsel for
     Og stemmed hendes Aande,
     Som uden Liv hun sank til Jord
     Udi sin store Vaande.
     Og det var i den samme Stund,
     Da dræbtes Knud i mørke Lund
     Af Magnus og hans Svende.
    
    
    
     Saa myrded de den Herre from,
     Det Gud tilstæde vilde.
     Til Vidne paa hans Helligdom
     Udsprang saa klar en Kilde;
     Men hver en Stjerne flygter ræd
     Fra mørke Skov, fra Haraldstæd,
     Hvor Magnus slog sin Frænde.
    
    
    
    
    
     Hevnerens Engel alt svæved,
     Truende Sværdet han hæved
     Over det syndige Folk.
      Derfor du Hellige! døde.
     Dobbelt blev Dannemarks Brøde,
     Dobbelt blev Dannemarks Straf!
    
    
    
     Herren dog saared og læged,
     Han er retfærdig og god;
     Kilden som sprang af dit Blod
     Dannemark køled og qvæged.
     Kilden som sprang af dit Blod
     (Valdemar hed den paa Jorden),
     Samlet med Absalons Flod,
     Køled og kvægede Norden.
    
    
    Nik. Fred. Sev. Grundtvig.