Til Hr. Professor Sander

Til Hr. Professor Sander. Som Digter, som Knud Lavards Forfatter, og som Ven af Epigrammer. ...... Jeg kan ikke hæle Med dem, som Digternavn vil stjæle Saavel paa Sokker som paa høie Hæle.

Giengangeren

var. lect.

Prolog. Alt længe har jeg havt i Sinde En lille Glemmigei at binde I Digterkrandsen om din Isse; Men hvem af dine kære Smaa Din Evighed beroer paa, Det vidste jeg just ei tilvisse; Hos den, som Egoist, jeg vilde Saa gerne lægge Blomsten ned, For selv at faa lidt Evighed Og ikke rent min Gave spilde. Jeg ofte tænkte paa at lægge Den hos din egen Kæledægge, Det mageløse Hospital; Men da jeg tænkte dybt i Tingen, Jeg fandt, at derhen kommer Ingen Undtagen han er syg og gal; Og skønt de Folk jeg ret beklager, Det Selskab mig dog ei behager, Den Evighed var evig Kval. Dog, nys jeg, til min store Lykke, Fik Øie paa det Grædestykke, Om Knud, som du os har forært, Det er min Blomst og Mere værdt, Især for den uhyre Flid Som er saa sjelden i vor Tid. Enhver, som hørte Rahbek, veed, Det kosted Øehlenschläger Sved, Før han fik Hakon rigtig tragisk. Men at du har det saavidt drevet, At hellig Knud det ei er blevet, Det maa Man hartad nævne Magisk. Og nu den Kvide, du har døiet, Før du fik Alting sammenslæbt, Og sammenlagt og sammenpløiet, Og før du fik Saamange dræbt, Hver paa sin Vis, saa grant Man ser, At Ingenting for Intet sker. Ja, Ruses Ord, som (var jeg rig) Jeg lod fra Top til Taa forgylde, Har maattet sig hel underlig Paa al din Helteflok opfylde.

Se Ruses fyndige Tale i Peder Paars (Haandudgaven Pag. 14-16.).

Ei vil jeg tale om, hvorlunde Det Gran, som fødtes i din Aand, Dog under din og Konstens Haand Saa umanerlig vokse kunde; Thi Sligt er kun en Naadegave, Som kun de fromme Sjele have. Vist Mange vilde været glade Ved at faa fyldt tolv, seksten Blade, Men du i Snesevis kun tæller, Som Vandet af en Kilde, vælder Det sorte Vand, jeg mener Blækket. Af Akter fik du rigtig fem; Naar femtegang nedruller Dækket, Og Nogen da gaar tørstig hjem, Sig selv han ene maa beskylde, Thi ham kan Fanden ikke fylde. O gid dog vores Fædreland Nu vilde huske paa de Pligter Det har imod en saadan Mand, Der er saa mageløs en Digter! Man snakker nok om Øehlenschläger, Han er nu blevet Modeskjald, Men du har Ret, han vel bevæger Vort Øre med det sære Skrald, Hvori der er endel Musik, Men han dog rigtig er forresten, Som Schlegel og som Mester Tiek, Som Novalis, som Goethe – næsten, Og det Slags Folk, dem kende vi, Hos dem er Alting Poesi. Vel ser jeg, at selv Rahbek vakler Og roser disse ny Spektakler; Men det er vel kun gammel Sæd, Som intet Ondt han mener med. Dog, Sandt er Sandt, jeg gøs forleden, Da du hos Øehlenschläger stod; Thi rigtig nok stod han forneden, Og derved stilledes mit Blod; Men jeg dog tænkte: Herre Gud! Det er jo ret, som Sankte Knud Var Palnatoke op ad Dage. Dog, vil selv Rahbek dig forsage Og ei herefter fuldt saa trolig Som hidindtil, dig gøre Kur, Du dog kan være ganske rolig Og trøste dig ved din Natur. Det allerværste skulde være At Øehlenschlägers Fantasi Er nylig blevet sat i Tøier, Og finder sig ret godt deri; Men dels er det vel kun for Løier, Og hvordan det saa end vil gaa, Du dog kan sikkert bande paa, Den aldrig blir saa tam som din. Engang du trode vel at finde I Baggesen en slem Rival; Men nu ved alle Folk herinde, At han er i det mindste – gal. Den sidste Gang han kom her hjem, Han rigtig nok var grumme slem, Ja Fanden red ham rent skinbarlig, En Ting, der ei er uforklarlig, Da han, som nys blev meldt, er gal. Han kaldte dig med Skoggerlatter Niels Ebbesens utrolige Forfatter. (O put ham i dit Hospital!) Men ak! hans Gammen var kun stakket, Thi neppe havde han sig pakket Paa Dørren, før du stod som Kæmpe, Og ruskede ham ei med Lempe. Vel følte han ei Rusk og Smæk, Fordi han sidst var sluppet væk; Men det er ingen Sag at løbe, Og hvis han Himlen skulde købe I samme Mynt, som du ham gav, Han ei kom salig i sin Grav. Nu Rahbek! ja han viger nok, Naar han kun have maa den Ære: Din Knud i Mag at sønderskære, Og siden atter plukke op, For hele Publikum at lære, Hvorledes han forstaar sin Lessing, Hvormeget det forgyldte Messing Er bedre end det bare Guld. Jeg maatte Alfabetet fuld Med Alfabetets Navne skrive, Hvis jeg en Liste skulde give Paa alle dem, som ei vil stride For Æren at staa ved din Side; Men jeg vil skilles kort ved Tingen Og rent ud sige: der er Ingen Og kan ei heller Nogen være Som beiler til den store Ære; Thi hvis mig ikke Alting svigter, Du netop er, hvad du vil være, En tragisk, saare tragisk Digter. Vel sagde du engang forleden, Da du for Løier var beskeden, (Du stundum har den sære Nykke) Du vidste ei om du paa Krykke Var krøbet til Parnassets Top; Men derved bør du dig ei skamme, Thi det jo være kan det Samme, Naar du kun bare kom derop. Her har jeg et Par Epigrammer, Gud ved, om nogen af dem rammer; Men tænk ei jeg indbilder mig I dem at ville ligne dig! I Saadant er jeg fast en Pog, Jeg holder mig ikkun til Bøger; Thi naar jeg ogsaa stundum spøger, Jeg holder mig til Mandens Bog Og holder mig fra Bogens Mand, Undtagen der hvor Bog og Mand Ei længere adskilles kan. Jeg troer gerne det er Brøst Paa Klogskab og paa klar Forstand, Men jeg dog har den lille Trøst: Det gaar kun mig, som det gik Andre, Vi kan ei Alle være Sandre. Til Knud Lavard. Visselig ikke for Skemt, du Hellige nævnes en Martyr; Thi uden Grund eller Skyld tregange dræbte Man dig. Deler Man rettelig Død i timelig, aandig og evig, Nys du i filede Vers døde den evige Død. Til Magnus. Skygge af nordiske Kraft! du svinder og ret som en Skygge, Kun paa Teatret vi se Tretallet fyldes af dig. Hvi var din Skæbne saa tung, at du maatte dø uden Sprikvort, At du, som Mette, end ei turde fortælle os det? Til Margaretha.

Margarethe – Digterens Meta – døde efter Saxos Beretning af Vandsot, og saare genialisk har Digteren vidst, uden dog ligefrem at sige det, at lade os føle det heligennem.

O! hvor beklager jeg dig, du vandfulde, døende Meta! O! hvilken gruelig Synd, saa dig at tappe ihjel!! Til Samme. Visselig Lykke for dig, du sørged itide for Kisten! Kun for at stilles ved den, gav Man dig Lov til at dø. Til Hr. Professoren. Bien som flyver omkring, og suger og sanker og bygger, Er, sagde Rahbek saa tit, Billed paa dygtige Skjald; Flyven du hader, men dog du suger og sanker og flikker, Altsaa, hvis Rahbek har Ret, er du en temmelig Skjald. Epilog. Hvis Dørren du finder for stor Og Huset du finder for lille, Da koster det dig kun et Ord; Thi Sagen er her kun at ville.