Svar til min Ven Molbech.
                (Se 
Københavns Skilderi No. 102.)
                
                    
Du stander midt i Guders Lund

                    Med Varme, som hos hver Kærminde;
                    Thi Du i gamle Norden kun
                    
En 
mærkelig Ruin
 vil finde.
                    
Du knæler ei, thi Asers Magt
                    Er Dig kun Fantasiens Pragt.
                
                
                    Dit Syn forvilder sig min Ven!
                    Imellem 
Gudenavnes Vrimmel,
                    Og stedse stivt Du stirrer hen
                    Paa 
Valhal, som paa Nordens Himmel. 
                    

Igennem 
Ragnaroke
 ei
                    Dit Øie end har fundet Vei.
                
                
                    Kan Nogen skue høie Strid,
                    Som føres mellem Lys og Mørke,

                    Og Lyset fra den svundne Tid,
                    Og Nordens 
Aser
 ikke dyrke?
                    O! saa Du Lysets Herlighed,
                    Du ved min Side knæled ned.
                
                
                    Jeg skuer sidste hede Damp
                    Som stiger op fra Tidens Lue.
                    Jeg glædes, 
endt er store Kamp,
                    Men Aser faldt
, og jeg maa grue;
                    
I Skælven klæder sig den Lyst,
                    Som da indstrømmer i mit Bryst.

                
                
                    Aartusinder kan over Jord
                    Henrulle, glemmes kan Idrætter,
                    Men har det Evige sit Spor
                    Aftrykt, ei Tiden det udsletter.
                    Et Billede jeg ser i Nord,
                    Og Træk jeg skuer end paa Jord.
                
                
                    
Du peger paa Naturens Sprog,
                    Som om Din Ven Det ikke kendte;
                    Som til et Blad i store Bog,
                    Jeg til Naturen Øiet vendte,
                    Og Nattens Mulm med Solens Glands
                    Sig blanded for min indre Sands.
                
                
                    
Jeg stirrede mod Harmoni,
                    Da jeg mod 
Alteret
 henstirred,
                    Og ilende jeg gik forbi
                    
Det Enkelte, som kun forvirred;
                    Men ved Du deraf at jeg fik
                    Ei for det Enkelte et Blik?
                
                
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.