Gunderslev Skov Gunderslev Skov Nicolai Frederik Severin Grundtvig Maria Jørgensen Frederik Dreiøe Seidelin 1.3 1.3 1.5.1 00 KB

© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet

 Faculty of Arts, Aarhus University Grundtvig Centeret, Vartov, København www.grundtvigsværker.dk, version 1.3, 1. oktober 2013 Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn J. Werfel 1808-01-01 Læsetekst Punktkommentar Indledning Tekstredegørelse Variant Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn Gunderslev Skov Nik. Fred. Sev. Grundtvig Kjöbenhavn. Udgivet og forlagt af J. Werfel trykt i Kjøbenhavn, hos P. H. Höeckes Enke Tirsdagen den 27 September, 1808 Førstetrykket 1808 Poetiske Skrifter 1 lyrik digte historie polemik mytologi

Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.

Grundtvig Centeret arbejder med:

1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker

2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig

2.a. Teologi og kirke

2.b. Demokrati og folkelighed

2.c. Pædagogik og folkeoplysning

3. Videnudveksling, undervisning og formidling

Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker

Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker

Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker

Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker

 FDS' rundkollation indført MWP's grundkollation indført AP's og egen kollation indført indført lemmata, rs samt placeName. vibekes rettelser indført FLN's rettelser indført KN's rettelser indført 9 afsnit delt i to Rettet faximilehenvisning Omorganiseret teiHeader Omorganiseret teiHeader, 2 1.5: tilrettet witness-liste efter nye retningslinjer validering indsat profileDesc Tilføjet firstUpload
Gunderslev Skov.

(Se Københavns Skilderi No. 100.)

Sig mig o Skov! hvad Du slutter saa tæt, Hvad Du knuger saa fast i Din Favn! Sig mig det Vind! Du som svæver saa let, Du som svæver saa tæt, Over Egene hist; Som kan stirre derned Gennem Grene og Løv! O! Du sikkerlig ved Hvad den slutter i Favn. I Egenes Toppe Det rusker og bryder, Og Vinden deroppe Saa susende lyder, Som Stemmer fra Nord. Og vel kan jeg tyde De susende Lyde, Der strømme fra Nord. Saa er det da Eder, I knudrede Ege! Som hegne om Kredsen, hvor Luerne stege, Og Offeret blødte paa hellige Sten! O Sol! Du som blusser saa høit udi Luft! Du har set, og Du ved, At ei Blomsternes Duft Mine hurtige Fjed Kunde standse paa Jord; At ei Søen saa mild Kunde svale min Ild For det flygtede Nord; At saa saare jeg gik Over Dal, over Høi, At mit brændende Blik Over Markene fløi, For at søge den Plet, Hvor sig Egene tæt Havde sanket omkring Den hellige Ring. Sagtelig Ven! Flyt Dig i Lunden! Let Du berøre Viede Jord! Her mellem Egene bo Nordens de hensovne Guder, Sødelig Slumrendes Ro Trinenes Lyd ei forstyrre! Ser Du de Vanddraaber trille Saa stille, Hisset i Dal? Fordum, da Aser med Vælde Høit over kneisende Fjelde, Troned' i Sal; Sang de med buldrende Lyd Asernes Pris og Lundenes Fryd. Nu de i Dalen hentrille Saa stille, Stenen de kysse, Paa den de tysse, Hvidskende dysse Guderne end i en dybere Søvn. Hisset Bakken høit sig løfter, Bredere er Egens Kløfter, Dunklere er Skoven her, Nu er Guders Alter nær. Bort fra denne slidte Vei! Den til Altret fører ei; Thi hvor Hoben farer frem, Har ei Guder deres Hjem. Her jeg ser en Sti sig dølge Under Græsset, matte Spor Sprede sig af sjeldne Fod; Dristig Ven! Vi den vil følge. Til det Hellige fra Nord Lede kun de dunkle Spor. Fast og nøie maa Vi stirre, Synet kan sig let forvirre Paa en Vei til gamle Nord. Stands kun ikke, følg mig Ven! Sporene jeg skimter end. Underlig paa Straaets Rygge Let de have præget sig, Her en gammel Kæmpeskygge Vist i Natten skrider hen. Ak! nu svandt det lette Spor Som ved Lyden af mit Ord, Som henveiret af min Aande. Hvilken Vaande! Stands o Fod! Her paa denne Egerod! Høit o Øie! hvælv din Bue! Fik du Evne til at skue, O saa sku Dristig gennem Lunden nu! Med faldende Taare Jeg stirrer saa saare. Hvad løfter sig hist! O! er det ei Alterets mossede Stene, Som Egenes Grene Saa tætte omhvælver? Det er. O! jeg skælver, Jeg dirrer af Lyst, Og hellige Andagt opfylder mit Bryst. Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed, For Asernes Alter at kaste mig ned, Og prise de hensovne Guder.

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.