Gunderslev Skov.

                (Se 
Københavns Skilderi No. 100.)
                
                    
Sig mig o Skov! hvad Du slutter saa tæt,
                    Hvad Du knuger saa fast i Din Favn!
                    Sig mig det Vind! Du som svæver saa let,
                    
Du som svæver saa tæt,
                    Over Egene hist;
                    Som kan stirre derned
                    Gennem Grene og Løv!
                    O! Du sikkerlig ved
                    Hvad den slutter i Favn.
                
                
                
                    I Egenes Toppe
                    Det rusker og bryder,
                    Og Vinden deroppe
                    Saa susende lyder,
                    Som Stemmer fra Nord.
                    Og vel kan jeg tyde
                    De susende Lyde,
                    Der strømme fra Nord.
                
                
                    Saa er det da Eder, I knudrede Ege!
                    Som hegne om Kredsen, hvor Luerne stege,
                    Og Offeret blødte paa hellige Sten!
                
                
                    O Sol! Du som blusser saa høit udi Luft!
                    Du har set, og Du ved,
                    At ei Blomsternes Duft
                    Mine hurtige Fjed
                    
Kunde standse paa Jord;
                    At ei Søen saa mild
                    Kunde svale min Ild
                    For det flygtede Nord;
                    At saa saare jeg gik
                    Over Dal, over Høi,
                    At mit brændende Blik
                    Over Markene fløi,
                    For at søge den Plet,
                    Hvor sig Egene tæt
                    Havde sanket omkring
                    
Den hellige Ring.
                
                
                
                    
Sagtelig Ven!
                    Flyt Dig i Lunden!
                    Let Du berøre

                    Viede Jord!
                    Her mellem Egene bo
                    
Nordens de hensovne Guder,
                    Sødelig Slumrendes Ro
                    Trinenes Lyd ei forstyrre!
                    Ser Du de Vanddraaber trille
                    Saa stille,
                    Hisset i Dal?
                    Fordum, da Aser med Vælde
                    Høit over kneisende Fjelde,
                    Troned' i Sal;
                    Sang de med buldrende Lyd
                    
Asernes Pris og Lundenes Fryd.
                    
Nu de i Dalen hentrille
                    Saa stille,
                    Stenen de kysse,
                    Paa den de tysse,
                    Hvidskende dysse
                    Guderne end i en dybere Søvn.
                
                
                
                    Hisset Bakken høit sig løfter,
                    Bredere er Egens Kløfter,
                    Dunklere er Skoven her,
                    Nu er Guders Alter nær.
                
                
                    Bort fra denne slidte Vei!
                    Den til Altret fører ei;
                    Thi hvor Hoben farer frem,
                    Har ei Guder deres Hjem.
                    Her jeg ser en Sti sig dølge
                    Under Græsset, matte Spor
                    Sprede sig af sjeldne Fod;
                    
Dristig Ven! Vi den vil følge.
                    Til det Hellige fra Nord

                    
Lede kun de dunkle Spor.
                    Fast og nøie maa Vi stirre,
                    Synet kan sig let forvirre
                    Paa en Vei til gamle Nord.
                    Stands kun ikke, følg mig Ven!
                    Sporene jeg skimter end.
                    
Underlig paa Straaets Rygge
                    Let de have præget sig,
                    Her en gammel Kæmpeskygge

                    Vist i Natten skrider hen.
                
                
                    Ak! nu svandt det lette Spor
                    Som ved Lyden af mit Ord,
                    Som henveiret af min Aande.
                    Hvilken Vaande! 
                
                
                    Stands o Fod!
                    Her paa denne Egerod!
                    Høit o Øie! hvælv din Bue!
                    Fik du Evne til at skue,
                    O saa sku
                    Dristig gennem Lunden nu!
                
                
                    
Med faldende Taare
                    Jeg stirrer saa saare.
                    Hvad løfter sig hist!
                    O! er det ei Alterets mossede Stene,
                    Som Egenes Grene
                    Saa tætte omhvælver?
                    
Det er. O! jeg skælver,
                    Jeg dirrer af Lyst,
                    
Og hellige Andagt opfylder mit Bryst.
                    Jeg iler, jeg iler med vingede Fjed,
                    For Asernes Alter at kaste mig ned,
                    Og prise de hensovne Guder.
                               
                
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.