Til min Ven.

                (I Anledning af Brevet fra Sorø

Se Kiøbenhavns Skilderi No. 79 og 80.

).
                
                    
Til Absalons nedsjunkne Grav
                    
Du gange hen i Kvælde!
                    Et Baand omslynger Sværd og Stav,
                    I Andagt luer Vælde.
                
                
                    Jeg stander i den svundne Old

                    Og skuer i dens Indre.
                    Mod  Verden vendes brede Skjold,
                    Og lyse Sværde tindre;
                    
Men Øiet stiger længselsfuld,
                    
Didop mod Solens Lue,
                    Og Helten sukker dybt fra Muld
                    Mod høien Himmelbue.
                
                
                    Saa stræber Aanden mod sit Hjem,
                    Men kæmpende den stræber;
                    Da stiger Daad paa Jorden frem,
                    Og Sang fra fromme Læber.
                
                
                    Det Evige forsonet, ned
                    En herlig Straale sender,
                    
Og Straalens Navn er Kærlighed,
                    Den lyser og den brænder,
                    Paa Jord den brænder som en Glød
                    Og brændte Fod sig hæver;
                    Men blid igennem skumle Død
                    Den lysende hensvæver.
                
                
                    
Ak! at den svandt den skønne Old,
                    Kun fængslet halv i Norden!
                    Da hæved sig forstandig, kold,
                    En anden Tid paa Jorden.

                    Man kæmped for at vinde Jord
                    Og agted Himlen ringe:
                    Saa brat den Straale da opfor
                    Alt paa sin lyse Vinge.
                
                
                    Ei mere tvinger heden Glød
                    Vor Fod 
til sig
 at hæve.
                    O! skued vi vor store Nød:
                    Da maatte vi vist bæve.
                    
Bag Straalen luktes Porten i
                    Som staar for Evigheden,
                    
Thi drømme vi om Harmoni,
                    Om Harmoni herneden.

                
                
                    Du Ædle! mod den brudne Form
                    Saa længselsfuld henskuer.
 
                    
Du ser den svøbt i hellig Storm,
                    Du vender Dig – og gruer!
                    Din Længselstaare tørres hen,
                    Og svag Dig selv Du kalder:
                    Da Absalons saa hulde Ven
                    Lovpriser sjunkne Alder.
                
                
                    Jeg stander i den svundne Old,
                    Og rører Harpens Strænge.
                    O, kan da gennem Tidens Vold
                    Ei Tonen mere trænge?
                
                
                    Til Absalons nedsjunkne Grav
                    
Du gange hen i Kvælde!
                    
Der vies Sværd af hellig Stav,
                    I Andagt luer Vælde.
                    Nedknæl! Bekend! Den høie Glands
                    Den svandt – og maatte svinde.

                    Men ei vanhellig 
Seierskrands


                    For Nutids Prunk Du binde!
                
                
Nik. Fred. Sev. Grundtvig.