Krigssang for Nordmænd. Hører! gamle Norrig kalder, Kalder os til Vaabengny. Tryg hun stod i lange Alder Bag ved sine Børn i Ly. Kommer, kommer! Moder kalder , Før hun falder, Skal hun svømme i vort Blod. Norges Mø, og Norges Qvinde! Hvorfor er Jer Kind saa vaad? Ei for os maa Taarer rinde, Thi vi haste frem til Daad. Giennem Blod skal Fienden vade, Vil han skade Gubbe, Qvinde, Barn og Mø. Der hvor Fædre vilde bygge Dybt i Dal, og høit paa Fjeld, Bo'de vi blandt Grander trygge, Fred og Frihed gav os Held. Trodse List ved Mod og Styrke, Gud at dyrke, Lærte vi af Fædres Mund. Sverrigs Mænd vort Land vil hærge, Fare frem med Rov og Brand; Men med Staal i Haand vi værge Hver en Klippe, hvert et Spand. Gamle Norrig har os baaret, Og udkaaret Til at værge Odels Land. Tit, ei sjelden, Svenske droge Paa vor Grund med stolte Ord. Fædre stode, Fædre sloge, Knuset Fienden sank til Jord. Er vor Arm da svag af Ælde? Skal han fælde Søn, hvis Fader fældte hans? Nei! som Fædrene vi stande, Som vor Prinds ved Høland stod. Der vel Svenske maatte sande: I os rinder Nordmænds Blod. Norge staae som Norges Fjelde, Ingen Vælde Skal betvinge Klippens Hjem. Gud! som fordum skiænkte Seier, Han, vor Gud, er med os end. Guldbrandsdøler og Haleier! Trønder! Nordmænd! Fredriks Mænd! Kiækt I Fiendens Skare bryde! Harmoniens store Tolk! til dig vender jeg mig, og føler du som jeg, at disse Lyde ere Klippens Børn værdige; da lad Norges uforgængelige Storhed gribe dig, som den greb mit hele Væsen, og fremman ved Musikens Troldom Aanden, der vil skjule sig i det døde Ord! da skulle dine Toner gienlyde fra Norges Fjelde. I dem og i Nordmænds Bryst skal du leve. Høit det lyde! Frem med Gud og Kristian! Hører! gamle Norrig kalder, Kalder os til Vaabengny. Tryg hun stod i lange Alder Bag ved sine Børn i Ly. Kommer, Nordmænd! Moder kalder, Før hun falder, Skal hun svømme i vort Blod. Nik. Fred. Grundtvig, Kandidat i Theologien.