I Anledning af mit Syns Mistydning.
                (See Stykket om mit Maskeradebal i Skilderiet No. 66.)
                
                    
Meer end man veed,
                    Trænges og taaler
                    
Ygdrasils Ask.
                    Høit bider Hjorten,
                    Trøsket er Siden,
                    
Nidhøg gnaver for neden.
                    

Grimnismal.


                
                
                    
Hvorfor mon 
Danmarks Tale lød
                    Ved Siden af de Gamles Sange,
                    Ifald jeg troede Kraften død,
                    Og Jorden gold i Nordens Vange?
                
                
                    
Nei, vække vilde jeg den Aand,
                    Der slumrede i Fortids Grave,
                    Og derfor grov min svage Haand
                    I Bautastenen Runestave;
                
                
                    Men er jeg feig, fordi jeg ei
                    Tiltroer mig Vegtams høie Galder,
At 
Odin reed som Vegtam til Helas Bolig og vakte ved galdrende Runer den Halvdøde, Sneebedækkede, skulde dette behøve at anmærkes?


                    Og seer vel den, som skuer ei
                    
Tungsøvned'
                        Hela i vor Alder?
                
                
                    Jeg føler det, om Nordens Træ
                    End stod med tørre, visne Grene,
                    Et nyt dog i det Gamles Læ
                    Opvoxed' vist blandt Klippens Stene;
                
                
                    
Men, synker under tunge Vægt
                    Den gamle Eeg i Baalets Flamme,
                    Da ligefuldt dog vee den Slægt,
                    Som falde laer den gamle Stamme!
                
                
                    Jeg henrykt skuer hver en Gnist,
                    Som minder mig om Oldtids Lue;
                    Men – 
Valhal faldt ved Lokes List,
                    O maa da Nordens Søn ei grue!
                
                
                    
Naar Ormen gnaver Træets Rod,
                    Da maa, trods Ørnens ædle Vrede,
                    Det falde, hvis i Mandeblod
                    Ei drukne, dødes kan den Lede.
                
                
                    
Vil 
Nidhøg Luxus med sin Hær
                    Fra Danmark flye til fjerne Lande;
                    Da skal i Ly af Fredriks Sværd
                    Den gamle Eeg urokket stande.
                
                
                    Men, hist i Salen seierriig
                    Uhyret klædte Herresæde,
                    Og derfor lød ved Danmarks Liig
                    De gamle Heltes Sørgekvæde.
                
                
Nic. Fred. Sev. Grundtvig.