Maskeradeballet i Dannemark 1808. Et Syn Maskeradeballet Nicolai Frederik Severin Grundtvig Holger Berg Jesper Lorenzen Johanne Marie Nørrelund Rasmussen Frederik Dreiøe Seidelin 1.0 1.2 1.14.1 43 KB

© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet

 Faculty of Arts, Aarhus University Grundtvig Centeret, Vartov www.grundtvigsværker.dk, version 1.2, 1. april 2013 Læsetekst Punktkommentar Indledning Tekstredegørelse Variant Nicolai Frederik Severin Grundtvig Maskeradeballet i Dannemark 1808. Et Syn København J.H. Schubothe 1808 Førstetrykket 1808 Anden udgave 1815 Poetiske Skrifter1 Udvalgte Skrifter1 Værker i Udvalg1 andet dramaer Danmark nordisk mytologi kristendom historie

Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.

Grundtvig Centeret arbejder med:

1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker

2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig

2.a. Teologi og kirke

2.b. Demokrati og folkelighed

2.c. Pædagogik og folkeoplysning

3. Videnudveksling, undervisning og formidling

Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker

Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker

Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker

Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker

 Grundkollationeret af NHB fra 2011-08-03 til 2011 08 10 2. grundkollation rettelser og opmærkninger 3. grundkollation opmærkning, punktkommentarer opmærkning af punktkommentarer opmærkning opmærkning fjernet mæslinger kodet titelbladet rettet typografi mv. FDS kollation indtastet VAP forslag indtastet to tekstrettelser indtastet tekstkritiske noter er tilpasset den nye grundtekst TEI header ændret tilpasset træstrukturen rettelser i tei-header tilpasning af pb-elementer rettelser i TEI header rettelser efter nyt txtRNC-skema rettet i witness-listen tilpasset TEIheader rettet TEIheader rettet TEIheader lyriktypografi gengivet efter nye retningslinjer lyriktypografi gengivet efter nye retningslinjer fjernet henvisning til fik123 fjernet GV fra liste over tekstkilder fjernet kursivering af de tre udråbstegn s. 19 rettet kodning tilpasset seg og udråbstegn Dana kodet som punktkommentar fak121 til his121 indføjet undertitler til type i div fjernet div type=drama. Indsat nye dramakoder. Validering afventer skema indsat gardin-overskrift i kantede parenteser "[]" rettet s. 22-24 fra periText til text tilpasset kodning af titelblade til nye retningslinjer tilpasset til skema tilpasset til skema tilpasset witnesslist PS før US-sigel div type-overskrifter ændret fjernet sidetal(!) fra peritext valideret og fjernet lb-milesten rettelse i witness til kolofonen; overvejet at fjernet strofenummer ved enkeltstående strofer Strofenumre fjernet Flyttet to start-mærker i linje 496 'Dannemarks' og 'Dannemark' har været opmærket som fak14; er nu rettet til poet219 Omorganiseret teiHeader Omorganiseret teiHeader, 2 Omorganiseret teiHeader, 3, fronten genoprettet valideret rettet listWit. Valideret valid emneord valid Maskeradeballet i Dannemark 1808. Et Syn af Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Kandidat i Teologien. Kjøbenhavn, 1808. Sælges hos Hofboghandler J. H. Schubothe. Trykt hos Andreas Seidelin.

Hver ægte Nordbo, Hver Dannekvinde, broderlig helliget.
Tid er at tale. – – – – – – Jeg saa og tænkte, Jeg saa og tied’. Jeg lytted’ til Raad, Til Taleruner, Da jeg hørte Domme – – – I den høje Sal. Døer Fæ, Dø Frænder, Selv hver paa det sidste; Et dog ved jeg, Som ret aldrig døer: Dom om hver en Død. Havamal .

Skarer af alle Stænder samledes i Danmarks Sørgetid, i dets Lykkes haarde Vinter, i Vinteren Attenhundrede og otte. De samledes, for i overgiven Spøg at præge deres Glæde.

Enkelte traadte frem, med Billedet af den lidende, den blødende Dana i Haand, og stillede det for de Jublendes Øje. Enkelte Stemmer løde: skammer Eder dog, Sønner af Nord! skammer Eder dog ved at dandse og gøgle paa Bredden af Dannemarks Grav! Dog – blind og døv var Skaren for Synet og Stemmen. Strengelegen, tonede højt, og med den blandede sig i rædsom lystige Akkorder:

Fryd dig ved Livet!

Gulvet dundrede under de Dandsende, medens andre Formummede drejede sig under Rægrimen i lystige Kredse, og skreve i hinandens Hænder, som kunde der tvivles om deres Navne, de rette.

Men, se! Lysenes Lue flød over i blaalige Flammer, raslende aabnedes Dørren, og ind traadte en bleg skælvende Olding. Et Spyd var hans Stav, haardt havde han lænet sig til det paa sin tunge Gang, og farvet var det af hans Blod. Faa, men Trofaste fulgte ham, med løftet Sværd i den stærke Haand, og en Taare hang i det ildfulde slidfuldetekstkritik er afhandlet i ACCESS Øje.

Fremmerst var Dannemarks Kongesøn blandt dem. Tæt vandrede han ved Oldingens Side, og bød ham hvile sig paa den kraftige Arm.

Forvirret samledes Skaren trindt Gubben, paa hvis Bryst stod Dannemarks Navn med halv udslettet Skrift. Tale vilde han, men kun en utydelig, jamrende Lyd kom over de sittrende Læber. Den ædle ved hans Side, stod rede til at styrke ham med sit Blod; men da rystede den Gamle de hvide Lokker med truende Alvor.

Fluks traadte Tvende frem af Følget, skjulte Spydsodden i det blottede Bryst, og lædskede Oldingen med deres varme Hjerteblod. Skrækket veg Skaren tilbage, men den Gamle rejste sig kæmpehøj og talte:

Saa stod jeg gennem Seklers Aar, I Manddoms fulde Styrke. Kraft var min Søn, Blufærdighed Min fagre, rene Datter. Naar Bølgen slog i Syd og Vest Mod fjerne Landes Kyster, Mit Navn den bar, og Fejghed skjalv I stolte Marmorsale. Hovmodig paa sin brede Bænk Som Havets Dronning troner Nu Bretland ; men i Jernet spændt Hun ved min Fod har hvilet. Jeg slumred’: Valmusaften gød En Trolddom Treldomtekstkritik er afhandlet i ACCESS paa mit Øje Mit Navn forglemtes, paa min Ryg Opkravled kaade Dverge. Jeg vaagned’, saa, og skjalv, men frem Jeg raabte mine Sønner: Med Staal i Bryst og Staal i Haand, De tæmmed kaade Dverge. Jeg ældedes – En Søn af Skjold , (End staaer han ved min Side.) Genfødte mig, og Ungdoms Blod Alt varmede mit Hjerte. Da kom fra Vesterled en Vind, Saa lun som Vestenvinde. Ak! Storm den blev, bortrev min Krands Som dulgte hvide Lokker. Naar Bølgen, som mit stolte Navn Henbar til fjerne Lande; I Syd og Vest nu slaar mod Kyst, Den bærer – mine Sukke. Jeg raaber mine Sønner frem. Ak! Faa er de som høre, I Blødheds Favn og Lystens Skød, De slumrende sig velte. Se! tomme Herrens Templer staa, Og Støvet ej vil knæle I Støvet ned for Støvets Gud, At angre sine Synder. Ak! Mine Børn det er, som saa foragte Himlens Konge, Som se mig syg, og springe dog Med Lyst i Gøglerhammen. O! Rejs dig dog, nedsjunkne, faldne Slægt! Mod Himlen op fra Blødheds fule Leje! Husk Du udsprang af Nordens Kæmpeæt, Til Daad, og ej til Sydens kælne Vellyst! O kaster dog den fæle Gøglerham! O dæmper dog de vilde Glædestoner! Ombytter Prunk med festlig Sørgedragt Og ganger hen i Herrens Hus at bede! Med hellig Sang, det fromme Hjertes Bøn Sig hæver da paa Andagts Luevinge, Og Ungdoms Kraft nedstiger i min Barm, Fra Ham, som holdt mig rejst i lange Tider. Da, hvæs o Mand! paa hellig Alterfod Dit tunge Sværd, til Bretlands Skjold at kløve, Og sværg da Had til Sydens lumske Gift, Til Vellyst, Pragt, og Guldets dorske Glimmer! Men Kvinde! Du som Herren af sin Sol En Straale gav for Mandens Bryst at varme, Kys Altrets Fod, og sværg ved Straalen selv At ej med den Du mer min Søn vil daare; At du med Smil vil nære Himlens Ild Og svale med din Taare Jordens Flamme; At med din Haand Du huld vil klæde mig, Og vandre frem som ærbar Dannekvinde! Naar Bølgen da mod Syd og Vest henruller, Og naar den slaar mod fjerne Landes Kyst; Da atter skal den, som i Oldtids Dage, Henbære did mit næsten glemte Navn. O Søn! O Datter! hør en Faders ømme Stemme! O! Hører dog, imens det end er Tid, Før, dræbt af Sorg og Mødighed jeg segner I skumle Grav til evig Glemsel ned!

Oldingen tav. Et Øjeblik stod Skaren som grublende; men nu lød det i Salens øvre Ende:

Glaubt nicht auf solche dumme Dinge!

og i den nedre:

Tro ej Selotens Selvtens Zelotenstekstkritik er afhandlet i ACCESS mørke Lære: At Himlen er den Glade vred!

Fordobblet vendte den vilde Fryd tilbage.

End ravede Gubben Gubbbentekstkritik er afhandlet i ACCESS en Stund, støttet af sin ædle Ledsager, og hans mandige Følge; men – Dødninguret slog sit tolvte Slag, og livløs nedsank den Gamle med sine tro Sønner blødende trindt sig. Stort var Faldet. Salen rystede som Blad i Storm, og Skræk udpustede Livsaanden af de Dandsende. Gispende fore de til Hel.

Lysskinnet blaanede end mere; Jorden gungrede som under Kæmpefod, og ind traadte tvende Skarer af Nordens gamle Helte. Hedningene havde sorte men de Kristne hvide, med Kors udsmykkede Brynjer, og alle havde de gyldne Hjelme. For Dem gik en Skjald, med Harpen i Haand. Tavs sørgende stirrede de Kristne paa den Døde; men Hedningene omginge trende Gange Liget og kvade:

Af dine Lænder Vi alle sprang. Vi, baarne Frænder, Gik Kæmpegang. Med Sværd vi hærged’ Med Skjold vi værged’ Vor Fader! Dig. Vi hørte runge I Valhals Borg, Dit Fald, det tunge. Da voksde Sorg, Hvor Roser stode Hvor Lilljer grode, Paa Vigrids Mark.

Skjalden greb Strængene, og kvad saa gladelig om den Hedenfarnes Manddom, saa sørgeligen om hans Død. Som stivnede stode alle Heltene og lyttede til Kvædet; men da det var endt, fremtraadte Regnar Lodbrok og kvad:

I Bretland fangen Jeg sad en Stund, Mig favned’ Slangen, I Ormegrund. Den fast mig knuged’ Mit Blod den suged’ Jeg klaged ej. I Ellas Taarne, Da lød min Sang, For gamle Orne Blir Tiden lang; Men vidste Grise Hvad Orme spise, De tøved’ ej.

Frem stod hans Søn Ivar Benløs og kvad:

Vi tøved’ ikke, Men djærve lod Vi Ulve drikke, Af Bretlands Blod. Vi Ryggen risted’, Og Hjertet vristed’ Af Ellas Bryst.

Af den kristne Skare fremtraadte Gunnild, Svend Tveskægs den stolte, den dejlige Søster, og kvad:

Udsprungen af Dannemarks kraftige Rod, Udrunden af Skjoldungers herlige Blod, I Bretland mig timedes Kvide. Paa troløse Ø, Der maatte jeg dø, I Ungdommens fagreste Tide. Paa Kongestol Nidingen Edelred sad Han blanded’ og laved’ saa blodig et Bad, For Danske. Det havde ej Lige Da dræbtes i Løn Hver Dannemarks Søn, Som bygged’ i Engellands Rige. Ej havde de Vaaben, de dristige Mænd, Saa trøstig de fly’de til Kirkerne hen, Men Kirkerne tændtes i Lue. Saa ynkelig klang Da Hylen for Sang, Alt under den hellige Bue. Af nyfødte Spæde, forbarme sig Gud! Fløj Hjernen mod Stolper mod Stenene ud. Kun faa kende Mødrenes Smerte. Da groves i Jord, De Kvinder fra Nord, Og Hundene sled deres Hjerte. Dog, end havde Bretland ej styret sin Lyst, Jeg maatte i Søns og i Ægtemands Bryst De blodige Spyde beskue. Den Højeste ved, Hvad Angest jeg led; Men Ingen dog saa mig at grue. Nu løftedes Øksen. Jeg gjorde min Bøn, Til Krist og hans hellige Moder i Løn, Og døende tog jeg til Orde: Græd Bretland! O græd! Ti Blod var din Sæd, Og blodig vil Høstdagen vorde .

Frem stod Fremstodtekstkritik er afhandlet i ACCESS da Skjalden Ottar hin Sorte og kvad:

Ja, hevnet Du blev, Du Gunnild hin fagre! Med Blod vi beskrev Paa Engellands Agre, Dit Mord og vor Hevn. Saa harmefuld drog Kong Svend over Strande. Han Edelred jog Til fremmede Lande, Fra Rige og Stol. Han synded’ mod Gud, Mod Edmund og døde. Da farvede Knud De Hjelme saa røde, Og Bretland var Træl.

Kristne og Hedninge sloge Krinds om Liget og kvade i Kor:

Ja Fader! tro, Vi stod og stred, Og højt vi lo, I blodig Sved. Men ve den Svend, Og ve den Mø, Som saa Dig dø, Og lever end!!!

Baalet tændtes midt i Salen og viedes med Korsets og Hammerens Tegn under Korets Kvad

Høje Odin! Hvide Krist! Slettet ud er Eders Tvist, Begge Sønner af Alfader. Med vort Kors og med vort Sværd, Vies Eder Baalet her, Begge elskte I vor Fader.

Tre Gange bares den Døde paa Skjolde rundt om Baalet, og Koret kvad:

Os Guderne sende, At hædre dit Lig. Til Aske vi brænde, O Elskede! Dig. En Høj vi skal rejse Paa smuldrede Ben, Og paa den skal knejse: En varslende Sten. Den Høj skal ej lægges af Jord eller Muld Men af Sølv og af Guld, Men af Silke og Lin, Begydt med den skummende Vin, Og af Skarlagen rød, Og af Fraadsernes Kød, Saa Guderne bød. Paa Højen vi rejse en Bavtasten Af Dødninge-Ben, Af Hormænds-Ben, Af Horkvinde-Ben, Af Nidinge-Ben, Og den Bavtasten Skal stande i Nord, Til forældede Jord Opløses i Damp.

Liget lagdes paa Baal. Flammen omsnoede hele Følget, og Alt forsvandt.