Nordens Aand

Nordens Aand. Gik jeg drømmende i Lunden Og paa Lavinds

Langeland.

Blomster-Kyst, Sværmende i Aften-Stunden, Med en Verden i mit Bryst, Maled, som det Ungdom huer, Alting sært og Alt med Luer; Gik jeg kæmpende paa Sletten, Stod jeg kiæk paa Møens Klint, Sagde Trods til “Opsals Jetten,” Bad ham flyve kun i Flint, Skabde mig, som Skjalde pleie, Selv en Fylking at nedmeie; Stod jeg speidende paa Voven, Hvor kun Himmel var og Hel, Stirred efter Naale-Skoven Naglet til det høie Fjeld, Holdt, som Folk der Søen pløie, Haanden for det halve Øie; Stod jeg smilende paa Snekken, Under Bretlands hvide Kyst, Tællende paa Kulskibs-Rækken, Forberedt paa Stavne-Dyst, Tænkde, som en Saga-Dyrker, Meer paa Angler end paa Tyrker; Gik jeg studsende i “Tragten,”

The Tunnel.

Under Themsens Bølge-Tag, Og beundred Tanke-Magten Meer end alle Murstens-Lag, Skosed, hvad jeg ei kan lade, Britten for det lave Stade; Stod forvoven jeg paa Randen Af den steile Clifton-Aas

Clifton er en Forstad til Bristol.

, Hvor fra Stratford ud til Stranden Floden gaaer sin gamle Kaas, Glemde, som en Britter næsten, Over Shakspear selve Præsten; Immer svæved over Isse Noget frit for Støvets Baand, Noget, som jeg veed tilvisse Selv sig kalder Nordens Aand, Nær ved Isserne i Thule, Ved de Graa, som ved de Gule! Haaret graaner, Tiden skrider, Man maa vide, hvad Man giør, Hvi Man sværmer, hvi Man strider, Man maa vide, hvad Man tør, Tør for Døden og for Livet, Tør for Ham, som Alt har givet! Hvad er “Nordens Aand” i Grunden? Hvad var det, mig vældig greb, Lagde Kæmpe-Sprog i Munden, Over Stok og Steen mig drev, Ja, som end i denne Time Byder: rist som Skjalde rime? Er det kun min egen Aande, Skyggen af min Sjæl i Løn, Saa jeg gik mig selv tilhaande, Som en tro og lydig Søn, Gik i Ilden og i Vandet, For mig selv som noget Andet? Nei, saa vist som ei min Aande Skabde alt i Heden-Old Ving-Thors Kraft og Friggas Vaande, Odins Hest og Amlets Skjold, Ælve-Snekken, rar at finde, Som har Bør med alle Vinde! Nordens Aand er Nordens Vætte, Fordum, nu og allenstund, Mens i Norden vi fortsætte Fædres Værk med Haand og Mund, Lytte helst til Kvad af Brage, Gløde for de gamle Dage! Men er han ei af “den Onde,” Vætten, som i Heden-Old, Odin kaldt i Offer-Lunde, Hjalp som Thor, mod Thurs og Trold, Kaared kun paa Kæmpe-Valen Gjæsterne til Ridder-Salen? Var hans Septer ikke Spydet, Var hans Yndlings-Drik ei Blod! Hvormed var den Skjold-Borg prydet, Som hos ham i Gladhjem stod? Var af Steen kun Hrungners Hjerte? Var ei Sværdet Valhals Kierte! Reiste for en Afguds-Vrimmel, Som holdt Guddom for et Rov, Han ei under aaben Himmel Alterne i Mark og Skov, Hvor sig blanded Blod af Heste Tit med Blodet af vor Næste! Hvi har ei i Sæk og Aske, Jeg begrædt, med Sorg i Hu, At af ham sig overraske Lod en Sjæl som Skjald endnu? Hvor tør jeg paa gamle Dage Harpen slaae for Thor og Brage? Vil jeg Røsten overdøve, Som jeg kalder selv Guds Ord: “Ogsaa Aander skal I prøve” Daaren kun dem Alle troer? Eller tør jeg Nordens Vætte Blandt de gode Engle sætte? Ja, det Sidste som det Bedste Det tør jeg, med Rim i Haar, Mest fordi jeg Tro tør fæste Til det Ord, som ei forgaaer, Thi for det, som kronet Løve, Nordens Aand bestod sin Prøve! Ham, der kom i Tidens Fylde, Kvindefødt, dog Søn af Gud, Ham maae alle Aander hylde, Som skal Prøven holde ud, Men hvo ham med Lyst bekiender, Tælles skal blandt Herrens Frænder! Kappes nu hver Aand paa Jorden, Som har Røst og Billed-Sprog, Med den Gamle over Norden, Om, i Tale og i Bog, Ham, der kom i Tidens Fylde, Ret med Liv og Lyst at hylde! Og kan ingen Aand Man nævne, Uden Hans fra Først til Sidst, Som har mere Lyst og Evne, Til i Sang atal love Christ, Da skal Nordens Aand i Vælde For en Over-Engel giælde! Hvo sig drister til at laste Nordens Aand fra Heden-Old, Ei med Dommen sig forhaste, Hvad han førde i sit Skjold, Retten ham kun det tilregner Som med Liv han sig tilegner! Spørger derfor ei de Døde Om hvad Aanden kalder Sit, Som om det var Aandens Brøde At hans Ord misbruges tit! Spørger dem, som I kan høre Aanden gav sit Sprog at føre! Spørger os, hvem han har drevet Til de gamle Kalve-Skind, Lærde i hvad Pen har skrevet Meer at see end Pege-Pind, Lærde Sangen at gienføde, Som var jordet hos de Døde! Spørger os, hvad han sig kaarer Forlods af den gamle Skrift, Og i hvad for Kæmpe-Aarer Han slog Ild til sin Bedrift, Hvad ham huger, hvad han vrager, Som i Storværk, saa i Sager! Seer jer om i Christenheden! Var maaskee det Christi Aand, Som i Munke-Bur forleden Snoed Paternoster-Baand, Ham, som under Kirke-Bue Kroned Paven og “Vor Frue!” Var det Ham, der Messe-Særke Syede af Jorde-Lin, Ham, der under Korsets Mærke Rutted med den røde Viin, Ham, der byggede af Flammer Huss det prude Sove-Kammer! Men var det ei Ham, der bygde Afguds-Altre i hver Krog, Ham, der Almanakker trykde Under Kors i Messe-Bog; Hvi skal Nordens Aand da bøde For de gamle Kroppes Brøde! Som med Paven gik i Rette Fædrene for Christi Aand, Saa giør vi for Nordens Vætte Med den plumpe Skriver-Haand, Som, kun sandsende det Stærke, Hvirvel-Vind gav Aandens Mærke. Som med Skriften af de Gamle, Christen-Livets Kilde næst, Luther mægted at ophamle Mod den store Afguds-Præst, Saa med Arilds-Kvad i Haanden Svare vi for Kæmpe-Aanden. Var det sandt, det løse Rygte, At Man slagted Folk som Fæ, Hvor for dem, som Midtgaard bygde, Man i Norden bøied Knæ, Dog, saalidt som Costniz-Baalet Aanden huged Morder-Staalet. Ærlig Kamp var Aandens Glæde, Spyd mod Spyd og Haand mod Haand, Alt som vi i Kredsen træde, Pen mod Pen og Aand mod Aand, Haanden kun sit Vaaben skifter, Aandens Løsen er Bedrifter. Ja, det gamle Nordens Vætte Han er just Bedriftens Aand, Svinger Mjølner mod hver Jette, Lægger Fenris-Ulv i Baand, Er Michael, som med Dragen Fører Krig til Domme-Dagen! Derfor, medens Tider rinde, Storværk alt i Mark og Bog Kæmpemæssigt Navn skal finde Nemt i Nordens Billed-Sprog, Brænde-Mærket ei ved Siden Savnes skal til Nidings-Iden! Derfor, hvor jeg end omvanked, Hvor end Sjælen Hvile fandt, Hvorimod end Hjertet banked, Og hvad end i Hu mig randt, Klarest dog i Mimers Kilde Saae jeg Livet sig afbilde! Striden mellem As og Jette, Tiden ud, paa Liv og Død, Lærde mig hvad Kæmpe-Trætte Meer end Slags-Maal blot betød, I alt Døn kun Efter-Braget Hørde jeg af Torden-Slaget! Naar jeg saae, hvor Flod og Ebbe Underlig omskifte saa, At hvor Liv der spores neppe Tit dog Storværk mon opstaae, Da mig tykkes Alt at sande: Høie Norner Asken vande! Hvor Man kappes om at hædre Storværk ret af Hjertens-Grund, Saa de giæve Olde-Fædre Gaae i Sang fra Mund til Mund, Der, for mig, i Valhals Gammen Sidde alle Kæmper sammen! Naar jeg føler: os i Hjerte Boer en Længsel dyb og sær, Hælvten Fryd og Hælvten Smerte, Aanden heel og holden kiær, Da mig tykkes, alle Steder Gylden-Taarer Freia græder! Al den Kløgt, der sig som Snogen Snoer imellem Krop og Aand, Finder jeg, i Edda-Bogen, Loke har fra første Haand, Saa mod ham de Verdens-Kloge See mig ud som Skole-Poge! Overalt, hvor Øiet savner Livet i sin fulde Glands, Saa det fryder, som der gavner, Teer sig frit i Straale-Dands, Mindes jeg, hvor tungt for Balder Friggas Moder-Taare falder! Naar jeg seer, hvor Haabet smiler, Saligt under sølvgraa Haar, Og hvor dristig det sig hviler Paa en Drøm fra Barndoms-Aar, Synes mig igien opdaget Glitner kun med Sølver-Taget! Naar jeg seer, hvad Mindet mægter, Som ei blot i Konge-Borg, Men hos hele Folke-Slægter, Avler Daad og jorder Sorg, Da jeg seer af Æbler røde Gamle Guders Kinder gløde! Naar i Levnets-Aftenstunden Jeg det mærker paa hver Skjald, At han Ordet har paa Munden, Som forkynder Guders Fald, Da sig Gjallar-Hornet klæber For mit Blik til Heimdals Læber! Naar det ringer for mit Øre Om det store Giærde-Brudd, Da sig Himlens Kræfter røre, Daane som et Stjerne-Skudd, Asa-Thor jeg seer i Vangen, Vaklende fra Midgaards-Slangen! Naar det toner fra det Høie: Liv skal seire over Død, Da sig hæver for mit Øie Jorden grøn af Havets Skiød, Balder fra de mørke Dale Op til Gimles Gylden-Sale! Ja, det gamle Nordens Vætte Han er just Bedriftens Aand, Svinger Mjølner mod hver Jette, Lægger Fenris-Ulv i Baand, Er Michael, som med Dragen Fører Krig til Domme-Dagen! Paa hans Øe hver Aand det mærker, Har end halv sig selv han glemt, Thi for Daad og Kæmpe-Værker Falke-Syn han har bestemt, Fandt dertil uhyre Kræfter, Drift og Mod og Greb derefter! Sanct Georg, som fælder Dragen, Kalder Anguls Øe sin Aand, Brat det komme vil for Dagen, Navnet er paa anden Haand; Kaldes Vinger Fjeder-Hamme Virkningen er dog den samme! Her, hvor Aanden er vor Næste, Savne end vi stor Bedrift, Mærke knap, at deres Bedste Aander giør med Ord og Skrift, Saa i Kammer, som i Kirke, Hvad de spaae, de ogsaa virke! Spørger Man: hvad er i Giære, Og hvad spaaer vel Nordens Aand? Nordens Held og Herrens Ære, Stor Bedrift med Mund og Haand, Nyt, som til det Gamle svarer, Saa sig Aanden selv forklarer! Mod og Magne hisset ovre, Frille-Børn af Asa-Thor, Skal til Øre-Sund og Dovre Gaae paa Damperen ombord, Deres Fader at opsøge Og hans Kraft med Konst forøge! Baandet seit, af Fiske-Aande Fugle-Mælk og Kvinde-Skiæg, Tæmme skal, til Lokes Vaande, Fenris-Ulv ved Klippe-Væg, Og eenarmet Tyr hin Bolde Dog med Æren Kraft beholde! Odin med det ene Øie, Som seer meer end Andres To, Skal i Nordens Kæmpe-Høie Finde Meer end Mange troe, Vise, ham gik ei af Minde Draugerne tilgavns at binde! Valhal skal paa Ny opbygges Med sit blanke Skjolde-Tag, Hvert et Tog mod Jetter lykkes, Trold faae Skam af Torden-Slag, Aser under Ask hin Gamle Glade sig til Raad forsamle! Nordens Guder skal ei kæmpe Meer med gamle Grækenlands, Sønden-Vær skal Kulden dæmpe, Slebne Ædel-Steen faae Glands, Født af Vaner og af Aser Engleviis er Nordens Kvaser! Døer han end i Ungdoms Dage, Som for kloge Børn det maae, Dog, til Held for Fleer end Brage, Mande-Bod skal Aser naae, Finde Smag i Mjød af Dværge Hentet dybt i Tone-Bjerge! Smukt derad skal Møen smile: Heimdal hører Græsset groe, Seer det grandt paa hundred Mile Hvad sig nærmer Bifrøst-Bro, Nord-Lys vorder Billed-Navnet Som Oplysningen har savnet! Evigt er kun Eet paa Jorden, Det er Aande-Herrens Ord, Derfor Endeligt i Norden Ogsaa haver Asa-Thor, Men ei før han, mæt af Dage, Fældet har den store Drage! Dagen aldrig er saa lang, Selv ei under Nørre-Lide, At det mørknes jo engang, Saa med Natten den maa stride, Giennem Skygge-Dalen vinde, For med Seier at oprinde! Det er Skumringen i Norden, Det er Ragna-Rokes Strid, Det er, trods al Lyn og Torden, Trolde-Pakkets Helte-Tid, Kort, som alt det Ondes Gammen, Luttrende som Skiærsilds-Flammen! Dagen gryer og Hanen galer, Derfor, Brødre, op til Daad! Trindt os vaagne Vinter-Svaler Efter høie Norners Raad, Ja, som dvaledøde Fugle Mytherne staae op i Thule! Lavt de flyve her paa Sletten, Fanger dem, I Drenge smaae! Selv i Bur om Kæmpe-Vætten De som Nattergale slaae, Naar kun Toner, hende kiære, Eders Syster dem vil lære! Høit paa Klippe-Grund de stævne Lukt i Sky med Falk og Ørn, Ikke der, som paa det Jævne Fange dem de viltre Børn, Kun før de af Krudt faae Lugten Gutten skyder dem i Flugten! Skudte Fugle kan ei sjunge, Stoppes ud de skal med Konst, Kæmpe-Vinger for de Unge Da ei sprede de omsonst, Over Fjeld og Fyr og Graner Tanken følger deres Baner! Sørge for hvad aldrig glipper Hver som han har Trang og Tro, Men paa Slette og paa Klipper Vidt og bredt om Runemo, Kappes Alle om at flette Hæders-Krands til Nordens Vætte! Pak dig, Hrimthurs fra det Fjerne! Bar end Thor du over Aa, Nu ei længer for en Stjerne Tage vi din frosne Taa, Og din Hustrues ramme Galder Regne vi nu kun for Skvalder!

N. F. S. Grundtvig.