Krønike-Riim til Børne-Lærdom med Indledning og Anmærkninger Krønike-Riim <desc> <label>Purpur-Kaaben, tit opfarvet</label> <ident>26</ident> </desc> <desc> <label>Jeg er saa underfuld en Magt</label> <ident>56</ident> </desc> Nicolai Frederik Severin Grundtvig Holger Berg Stine Kylsø Pedersen Maria Wiggers Pedersen 1.10 1.16 1.15.2 1.11 1.11 401 KB

© Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet

Faculty of Arts, Aarhus University Grundtvig Centeret, Vartov, København www.grundtvigsværker.dk, version 1.11, 1. november 2017
Læsetekst Punktkommentar Indledning Tekstredegørelse Variant Krønike-Riim til Børne-Lærdom med Indledning og Anmærkninger [forfatter] [evt.] [sted] [trykker] [evt.] [år] Førstetrykket 1829 Rettelsesliste til A Anden udgave 1842 Udvalgte Skrifter 5 Værker i Udvalg 8 Grundtvigs Sang-Værk
lyrik digte rimkrøniker historie skolen

Grundtvig Centeret er oprettet den 1. januar 2009.

Grundtvig Centeret arbejder med:

1. En digital og kommenteret udgave af Grundtvigs værker

2. En forskningsindsats på de felter, hvor Grundtvig særligt markerede sig

2.a. Teologi og kirke

2.b. Demokrati og folkelighed

2.c. Pædagogik og folkeoplysning

3. Videnudveksling, undervisning og formidling

Retningslinjer for punktkommentarer til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for indledninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for transskribering af manuskripter til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for litteraturhenvisninger til Grundtvigs Værker

Retningslinjer for gengivelse af typografiske hierarkier i Grundtvigs Værker

Retningslinjer for tekstredegørelser til Grundtvigs Værker

Tekstkritiske retningslinjer for Grundtvigs Værker

Retningslinjer for XML-mærkning af Grundtvigs Værker

txt2tei tilpasning af txt2tei Rettet mæslinger til, indsat sidetal (dog skal faxnumre rettes til), ordnet index mm. Påbegyndt 1. kollation efter eksemplar fra Aarhusianer-Samfundet Fortsat 1. kollation efter eksemplar fra Aarhusianer-Samfundet t.o.m. Constantin den Store Fortsat 1. kollation efter eksemplar fra Aarhusianer-Samfundet Fortsat 1. kollation efter eksemplar fra Aarhusianer-Samfundet Færdiggjort 1. kollation efter eksemplar fra Aarhusianer-Samfundet påbegyndt 3. kollation efter Universitetsbibliotekets eksemplar. Stregkode 130008496758. Opstilling Hist. 6701-8o. Sideløbende indtastet rettelser fra 2. kollation efter Otto Møllers eksemplar (med smudstitelblad) kollationeret Fortalen og digtet Knud den Store. Kommenteret Knud den Store Til og med Eufrat Autoopmærket af autotag.awk v11 KK 2014-02-20 indtil XXIV Østersøen Indtil: Fra Landet ved det røde Hav stedbasen: ledig fra his2383 til his2397 diff'et indtil com448 gennemset udkommenterede huskesedler indtil com1007. Gennemset alle punktkommentarer indtil og med Jerusalem. til com1041 til Rom interpunktion medtaget i spatiering. Nået til Østersøen linje 4266 baseopmærket indtil Bancho baseopmærket indtil Midgards-Ormen til Vallensteen valid med undtagelse af én fejlmelding, som er ønsket tilladt i baseCamp-listen kollationering afsluttet unicodes. Slettet kommentarer på udgave til O-drevet brug title4757 til title4784 kollationeret indtil Mollwiz Nederlandene smårettelser lemmatiseret indtil Chaucer satskontrol ved diff + kontrol af alle tre kollationseksemplarer. Rettet: Carthagenienserne>Carthaginenserne som vilde > som vilde selv udfyldt sidste pe00 lemmatiseret indtil (ikke med) Protestanter indtil og med Trediveaars-Krigen tjekket baseopmærkning hangingIndent > hangingIndentPro indført rettelser fra 3. redaktion sidetal fra GSV flyttet pb i indholdsfortegnelse til sin egen row tilføjet poet2636 slettet com1518 fjernet div fra front. Valid rettet key på placeNames rullegardin Titelblade rettet \ til [ Paven i Rom, 5. sidste vers i lg n=1, rettet kollationsfejl:paa>Paa fak2491 til fak895 (nedlagt fak2491) fjernet rendition="schwab" fra div Indledning og Fortale; tilføjet rendition="schwab" til div Anmærkninger fjernet rendition="schwab" fra div Anmærkninger salmerne begyndelseslinjer salmerne begyndelseslinjer salmerne begyndelseslinjer
Krønike-Riim af Nik. Fred. Sev. Grundtvig. Krønike-Riim til Børne-Lærdom med Indledning og Anmærkninger af Nik. Fred. Sev. Grundtvig. Dage skal Dagene svare, Og Nætter hinanden opklare! Kjöbenhavn, 1829. Forlagt af den Wahlske Boghandling. Trykt hos C. Græbe.

Maa trykkes.

I Kjøbenhavns Politieret, den 24de Febr. 1829.

H. J. Holm.

Fortale og Indledning.

Ingenlunde siger jeg mig fri for den Egenkiærlighed, som tilhvisker os, at hvad vi skrive, kunde i Grunden hele Verden have godt af at læse, men jeg smigrer mig dog kun med det Haab, at hvem der ellers læser mine Bøger, ei vil forsmaae disse Riim-Blade; og i Grunden har jeg kun skrevet dem for mine egne Børn, og for Deres, der troe som jeg: at Historien giver den sande Menneske-Kundskab, og at man desaarsag bør gjøre Alt hvad man kan, for at lokke de Smaa til Dens saakaldte Labyrinth, lette dem Veien, og hindre Forvirringen.

Hvorvidt nu denne lille Bog kan svare til sit Øiemed, det kommer vistnok (som alt Saadant) paa en Prøve an, der først kan giøres, naar man har den; men dog maatte jeg tage meget feil, om den ikke, i en betænksom Lærers Haand, skulde yde Bekvemmeligheder, han i andre Bøger forgiæves vilde søge!

Maaskee var det bedst hermed at slutte Fortalen, men da Bogen dog er beregnet paa en Lære-Maade, der ikke er den sædvanlige, vil jeg heller være Nogle for vidtløftig, end maaskee netop dem for kort, der helst vilde følge mit Raad.

Det er da min Maneer, uden alle Bøger, at begynde med Land-Kortet og det historiske Kort (Tidens Strøm) og mundtlig, paa det Korteste og Enfoldigste, at sige Lærlingen, hvilke store Omskiftelser Verden har lidt i de Dage og Dele, vi have fortløbende Kundskab om; thi dette er den historiske Grund-Kundskab, som Ingen, der skal giøre ordenlige Fremskridt, eller ogsaa kun forstaae en Historie-Bog, kan undvære, og som dog i vore Dage er hos de Fleste meget dunkel og forvirret.

Før man kan indføre Nogen i den historiske Verden, maa man vide, hvor den er, og, skiøndt den er nem at finde, har jeg dog bemærket, at de Fleste kun have en meget taaget Forestilling derom, og vil derfor anmærke, at Den bedst overskues fra to kiendelige Middel-Punkter, som er Middel-Havet og Øster-Søen, og Hint, hvis Kyster udgiøre den gamle Verdens historiske Skue-Plads, er derfor det Første man skal lære at kiende. Veed man nemlig blot, hvorledes Middel-Havet ligger for de tre gamle Verdens-Dele, og hvad man kalder saavel de største Øer deri, som Landene deromkring, da veed man ogsaa, hvad det var, de gamle Stor-Folk: Perser, Græker og Romere, beilede til, og naar man derhos lægger Mærke til de asiatiske Lande fra Middel-Havet til Indus, da har man den geographiske For-Kundskab, som nødvendig behøves, for at følge Begivenhederne, til det Vestlige Riges Undergang. Man bør imidlertid, da det ingen Sag er, strax giøres bekiendt med Landene omkring Øster-Søen og Kattegat, samt den store Øe i Vester-Havet, for at man kan have det Hele i Sigte, og undgaae Afbrydelse. Da man kan lære Børn dette, omtrent saa tidlig som man vil, fristes man ikke til at gaae videre, før de er sadelfaste, men længere bør man heller ingenlunde bie; thi Geographi uden Historie er, historisk og menneskelig talt, en Ørk, hvori man ikke maa lade de Smaa omvanke længer end nødvendig, og det er derfor en dobbelt Synd, man sædvanlig begaaer, ved at trække om med dem i alle fire eller fem Verdens-Dele fra By til By, at læse Told-Ruller over ind- og udgaaende Vahre, og Mand-Tal over alle anonyme Ædere i hele Verden! Det er dobbelt Synd, thi man trætter Børnene ved at lade dem løbe efter Næsen, og lære hundrede Dele, hvoraf de ni og halvfemtsindstyve nødvendig glemmes, og man giør dem historisk talt folkesky, eller indprænter dem dog den umenneskelige Fordom, at Hoved-Sagen ved et Land er ikke hvad Folk det føder, og for hvilket Menneske-Liv det har været Skue-Pladsen, men kun hvad Byerne hedder, hvordan Jords-Monnet falder og stiger, hvilke ædendes Vahre man finder, hvad man tjener Føden med, og hvormeget vel omtrent Mandskabet og Skatterne kan beløbe sig til. At en Napoleon, der ikke ændsede nogen Historie, uden sin egen, og søgde derfor kun at giøre den saa mærkværdig og daadfuld som mueligt, at han drev paa en saadan geographisk Underviisning, som baade han selv og hans Soldater kunde have godt af, det var naturligt; men at den drives ligesaa livløst, hvor den skal tjene til at udvikle dannede Mennesker og høilærde Mænd, det er saa urimeligt, at man har Ondt ved at troe, og maa nødvendig have ondt af at see det!

Dog, kun i Forbigaaende vilde jeg berøre en Uskik, der falder bort af sig selv, naar man seer Frugterne af en fornuftig Lære-Maade, og tvivler Ingen om, det var Daarskab, naar man vilde bebygge et øde Land med to Hænder, da at stikke Grunde af paa tusinde Steder, og lægge et Par Steen til Rette paa dem hver, da skulde man heller ikke tvivle om, det er bagvendt, naar man vil lære Nogen Geographi og Historie, da at adsprede hans Opmærksomhed over hele Jord-Kloden, og saa enten forvirre ham med Snak om Alt paa een Gang, eller sætte ham i Bolt og Jern, ved at indskrænke sig til et enkelt Folks Historie uden Hoved og Hale. For at man imidlertid ikke skal tænke eller sige, det er umueligt, ved en kort almindelig Oversigt af Universal-Historien, at lægge en forsvarlig Grundvold, vil jeg give min Hjemmegjorte til Priis, kun med det Forord, at man tager den for hvad den er: et Exempel, der viser ikke blot Mueligheden men Letheden af det Forlangte, uden at giøre mindste Krav paa Fuldkommenhed i sit Slags.

De ældste Riger i Verden, som vi kiende Noget til, var det Assyriske i Asien, (med Hovedstaden Ninive ved Tigris) og det Ægyptiske i Afrika, (med Hovedstæderne Thebe, Memphis, og Sais ved Nilen) men siden blev der tre temmelig store Riger i Asien: det Mediske (omtrent det nuværende Persien) det Babyloniske (fra Middelhavet til Tigris) og det Lydiske (som indbefattede næsten hele Lille-Asien ͻ: Natolien).

Alle disse tre Riger blev indtaget af et lille Bjerg-Folk, som kaldtes Perser, og boede i det nuværende Farsistan. Deres Konge, Cyrus, kom da til at raade over alle Landene mellem Indus og Middelhavet, og hans Søn Kambyses gik endnu videre og indtog Ægypten, men derimod vilde det slet ikke lykkes Perserne at indtage det lille Grækenland, (hvis fornemste Stæder var Sparta ogvgv for o Athenen) og Kong Serxes, som kom derover med en forfærdelig stor Flaade og Krigs-Hær, maatte være glad ved at slippe tilbage til Asien paa en lille Baad.

Siden kom der en Konge i Macedonien (tæt nordenfor Grækenland) som hedd Alexander den Store, og han fik alle Grækerne med sig over til Asien, og sloges der med Perserne, saalænge til han indtog Alt hvad de havde eiet, saa han blev endnu mægtigere end Cyrus! Det varede imidlertid ikke længe, førend Alexander den Store døde, og saa blev Riget efterhaanden splittet ad i mange Dele, men der blev dog strax tre temmelig store Riger: et i hver Verdens-Deel, nemlig det Macedoniske i Europa, det Syriske i Asien, (med Hovedstaden Antiochien ved Orontes) og det Ægyptiske i Afrika (med Hovedstaden Alexandrien ved Middelhavet) og dertil kom siden endnu et Fjerde, nemlig det Parthiske Østen for Euphrat (med Hovedstaden Ctesiphon ved Tigris).

Alle disse Riger, (saanær som det Parthiske) og desuden mange andre Lande, blev indtaget af Romerne som havde hjemme i Staden Rom, som ligger i den mellemste Deel af Italien, og var bygt længe før Cyri Tid, (af Romulus omt. 750 f. Ch.) men Romerne blev ikke mægtige paa eengang, som Perser og Græker, de krøb, til de lærde at gaae, og sprang ikke før de blev store.

I Roms Barndom var Etruskerne Hoved-Folket i den mellemste Deel af Italien.Italien,punktum for komma. De to sætninger fungerer med et punktum i mellem, men er stilistisk bedre med komma. Derfor foreslås supplerende note. Alternativet er ingen note. Andenudgaven 1842 udgives separatItalien, (Historisk Børnelærdom 1829).Italien, (Krønike-Riim 1842) Samniterne i den nederste Deel, og Gallerne i den Øverste; men allerede i Alexander den Stores Tid var baade Etrusker og Samniter nær ved reent at bukke under for Romerne, og halvtredsindstyve Aar derefter begyndte allerede Romerne at tænke paa Indtagelsen af Sicilien.

Paa Sicilien stødte imidlertid Romerne sammen med et mægtigt Sø-Folk, som var kommet fra Phoenicien, men boede nu i Nord-Afrika, i Staden Carthago (omtrent hvor Tunis nu ligger) og kaldtes derfor Carthaginenser, og med dem førde Romerne tre mærkværdige Krige, som man kalder de Puniske. Den første puniske Krig opkom da paa Sicilien, og allerede ved den mistede Carthaginenserne hvad de havde paa Sicilien, og i det Hele deres Herredømme paa Middelhavet. Nu skyndte Romerne sig da ogsaa at undertvinge Gallerne i Øvre-Italien, og i den anden puniske Krig fik de aldeles Bugt med Carthago. Denne Krig opkom i Spanien, hvor Romerne ikke kunde lide, Carthaginenserne gjorde Erobringer, og i den saae det en Tidlang meget farligt ud for Rom; thi Carthaginensernes Anfører, Hannibal, gjorde sig saa dristig at gaae baade over Pyrenæerne (Bjergene imellem Spanien og Frankerig) og over Alperne (mellem Frankerig, Schweits og Italien) og trængde ned forbi Rom, men Rom fik han dog ikke, og mens han var i Italien, tog Romerne ikke alene Spanien, men gik over til Afrika, og satte Skræk i Carthago. Hannibal maatte nu skynde sig hjem at forsvare Carthago, men blev slaaet (af Romeren Scipio) og fik ikke engang Lov til at døe i sit Fædreneland. Den tredie puniske Krig opkom i Afrika selv, fordi Romerne var ikke rolige, førend de fik Carthago reent lagt i Gruus, og det lykkedes dem.

Samme Aar (146 f. Ch.). som Romerne ødelagde Carthago, indtog de ogsaa Corinth (i Grækenland) og fuldendte dermed Erobringen af Macedonien og Grækenland, og nu gik det rask med Lille-Asien, Syrien og Ægypten, Alt maatte bukke, Gallien (som nu hedder Frankrig) indtog Romerne under Julius Cæsar, og da Augustus blev deres første Keiser, eiede de alle Landene omkring det store Middel-Hav.

Rige Folk faaer sjelden Nok, og saaledes gik det med Romerne, de vilde ogsaa undertvinge Partherne i Asien, og Germanerne i Europa, men det kunde de ikke, saa deres Grændse mod Østen blev Euphrat i Asien, og Rhinen i Europa. De vilde ogsaa undertvinge den store Øe i Vesterhavet, men fik kun den sydlige Deel ikke den nordlige, som hedd Albanien (nu Skotland).

Det var under Keiser August, at Christus blev født i Jødeland, de som troede paa ham kaldtes Christne, og Christendommen udbredte sig stærkt i hele det Romerske Rige; men Nero, det Afskum, og mange af de følgende Keisere, som vilde selv holdes for Guder, forfulgde de Christne gruelig med Ild og Sværd, og førde derved Krig med deres bedste Undersaatter, indtil Keiser Constantin den Store selv blev Christen, og bygde sig en ny Hovedstad oppe ved det sorte Hav, som efter ham blev kaldt Konstantinopel. Dette skedte trehundrede Aar efter Christi Fødsel, og da havde allerede enstund Folk oppe fra det sorte Hav og fra Landene omkring Øster-Søen begyndt at giøre Indfald i det Romerske Rige, men det blev dog først ret Alvor hundrede Aar derefter, da Keiser Theodos den Store havde deelt Riget imellem sine to Sønner: Arcadius og Honorius. Arcadius fik den østlige Deel (Donau-Landene, Thracien, Macedonien og Grækenland i Europa, Lille-Asien og Syrien i Asien, og Ægypten i Afrika) med Konstantinopel til Hovedstad, og Honorius fik den vestlige Deel (Italien, Gallien, Britannien, Spanien, og Nord-Afrika) med Rom til Hovedstad. I Rom talde man Latin, men i Konstantinopel talde man Græsk, derfor kalder man det øst-romerske Rige det Græske Keiserdom, men man kalder det ogsaa det Byzantinske, fordi Konstantinopel hedd i gamle Dage Byzants.

Det vest-romerske Rige blev lige fra Begyndelsen plaget af raae og krigerske Folkefærd, som Romerne med eet Navn kaldte Barbarer, (især af de asiatiske Hunner under Attila) og førend det endnu havde staaet i hundrede Aar, deelde Folk fra Landene omkring Øster-Søen det imellem sig.

Angler, Sachser og Jyder (Angel-Sachser) indtog Britannien (under Hengst og Hors) og kaldte det England; Vandaler (under Genserik) tog Nord-Afrika, Frankerne (under Klodovig ͻ: Ludvig) tog Gallien, og kaldte det Frankerig, og af Gotherne, som var deelt i to Stammer, tog Vest-Gotherne (under Alrik) Spanien, og Øst-Gotherne (under Theodorik ͻ: Didrik af Bern) Italien.

Det Øst-Romerske Rige havde bedre Lykke, thi det blev gammelt, og der var en Keiser som hedd Justinian den Første, som havde det Held, at en af hans Generaler (Belisar) tog Nord-Afrika fra Vandalerne, og en Anden (Narses) tog Italien fra Øst-Gotherne, men det varede dog ikke længe, før ogsaa dette Rige fik sin store Plage og snævre Grændser, især ved et nyt erobrende Folk, som opstod i Asien, og kaldes Araberne.

Halv-Øen Arabien (sydost for Middelhavet og østenfor det røde Hav) var fra Arilds-Tid beboet af omvankende og indbyrdes splidagtige Stammer, men sexhundrede Aar efter Christi Fødsel, opstod der en stor Mand iblandt dem, ved Navn Mahomed (født i Mekka) som indtog hele Arabien, og lovede alle dem Himmerig, der vilde troe paa ham, og føre Sværdet kiækt til hans Riges Udbredelse. Under hans Eftermænd (Chaliferne) indtog Araberne i mindre end tohundrede Aar hele Syrien og Persien, Ægypten, Nord-Afrika og Spanien, (siden ogsaa Sicilien, Sardinien og Corsika) men da de saa fra Spanien brød ind i Frankerig, blev de slaaede af Frankerne under Carl Hammer (Martel) og det store Araber-Rige (Chalifatet, først med Damask i Syrien, og siden med Bagdad ved Euphrat og Tigris til Hovedstad) sank efterhaanden, saa Tyrkerne blev det mærkværdigste Folk i Asien, og Frankerne i Europa.

Den franske General Carl Hammer, som slog Araberne (ved Tours) havde nemlig en Søn som hedd Pipin den Lille, og stødte Klodovigs Slægt (Merovingerne) fra Thronen, saa han blev selv Konge i Frankerig, og hans Søn, Carl, blev berømt over hele Verden under Navn af Keiser Carl den Store (Carl Magnus). Det Rige han stiftede var vel kun lille imod det Romerske, men det var stærke og modige Folk, han overvandt, først Araberne, som han tog et Stykke af Spanien fra, (lige til Ebro) dernæst Longobarderne, et nordisk Folk, som (under Alboin ͻ: Ælfvin) havde taget Øvre-Italien fra de Græske Keisere, og truede Resten, og endelig var det Sachserne (et nordtydsk Folk), som han maatte drages med i hele tredive Aar. Efter disse Seire, da Carl var Herre over Frankerig, Tydskland og den største Deel af Italien, lod han sig (lige ottehundrede Aar efter Christi Fødsel) krone til Keiser i Rom. Dette Keiser-Rige varede imidlertid kun stakket, thi Frankerig og Tydskland fik snart hver sin Konge, og Carolingerne duede ikke stort, saa de kunde for det meste ikke engang forsvare sig imod de Nordiske Vikinger (Normannerne), som nu (under Rolf) nedsatte sig i det vestlige Frankerig (Normandiet) og indtog siden Engeland, (under Vilhelm Erobrer) samt Neapel (den nederste Deel af Italien) og Sicilien (under Robert Guiskard).

I Asien blev Tyrkerne, (som havde hjemme nordenfor det Caspiske Hav,) først bekiendte som Leie-Tropper (Soldater) hos de Arabiske Chalifer i Bagdad, som de efterhaanden reent tog Magten fra, og den Tyrkiske Stamme, som først blev navnkundig, hedd Seldschukerne. Disse seldschukiske Tyrker tog næsten hele Natolien (Lille-Asien) fra de Græske Keisere, og truede med snart at tage Konstantinopel ogsaa, men paa dem blev Vingerne dog stækkede ved Kors-Togene. Saaledes kalder vi nemlig en underlig Herrefærd fra Europa til Asien (omt. fra 1100 til 1200 eft. Ch.) for at udrive Jerusalem, Jødeland, og i det Hele den gamle Christenhed, af de vantroe og grumme Mahomedaneres Hænder, og det var Noget man længe havde tænkt paa, men det blev først til Alvor, da en Franskmand, ved Navn Peter Eremit, kom hjem fra Jødeland, reed paa et Asen igiennem Italien, Frankerig og TydsklandTydsklanddelvis fremhævet i A, jamrede sig over al den Spot og Plage, de Christne i Østen maatte lide af Tyrkerne, og fortalde en Drøm, han havde havt i Kirken ved den hellige Grav (Christi Grav ved Jerusalem), hvor Jomfru Marie var kommet til ham, og havde sagt, han skulde kalde alle Christne til Vaaben mod de Vantroe. Da nu Korsets Tegn var det gamle Kiende-Tegn paa de Christne (som den Korsfæstedes Tilbedere) saa havde alle de Krigs-Folk, der gik til Asien, for at befrie den hellige Grav, Kors paa Klæderne, og derfor kalder man disse Krige Kors-Tog. Det første Korstog er det mærkværdigste, og Hoved-Manden for det var Hertug Gotfred af Bouillon, (i Nederlandene), som indtog Jerusalem, (1099) og paa dette Tog udmærkede ellers især Normannerne sig, under Robert Curthos (Vilhelm Erobrers Søn) Boemund (Robert Guiskards Søn) og hans Frænde Tancred.

Paa samme Tid som Kors-Riget i Jerusalem gik under, opstod der et hedensk Folk i det nordlige Asien, som kaldes Mogolerne, under deres Høvding (eller Dsingis-Khan) Temudschin (omt. 1200), som truede med at indtage hele Verden, undertvang Tyrkerne, indtog Rusland, og trængde frem lige til Grændserne af Tydskland, men deres Over-Magt varede ikke længe, og saa kom en ny Tyrke-Stamme for Orde, som efter sin første navnkundige Høvding (Othman omt. 1300) kalder sit Herredom den Ottomanniske Port. Disse ottomanniske Tyrker indtog (under deres Sultan Mahomed den Anden) Konstantinopel (Aar 1453) og bemestrede sig hele det Græske Keiserdom som de omtrent har endnu; men det øvrige Europa, som de ogsaa truede med at indtage, fik de dog ikke, for de fandt stridbare Naboer (ved Donau og Dnister) i Russer, Polakker, Ungarer, og fik en mægtig Modstander i det Østerrigske Huus, som nu med mange andre Lande ogsaa fik Ungern under sig.

Østerrig i sig selv er kun et lille Hertugdom (ikke engang saa stort som Nørre-Jylland) paa begge Sider af Donau i Syd-Tydskland, men Hertugerne der, havde (i det 15de og 16de Aarhundrede) Lykken saa besynderlig med sig, at det lod, som de skulde deelt Europa med Tyrkerne, og været Keisere i hele det vestlige Romerske Rige, ligesom de Tyrkiske Sultaner i det Østlige. De kom da ogsaa til at føre den Keiser-Titel, som Carl den Store havde antaget, thi den havde Kongerne i Tydskland tilegnet sig, og efterat der havde været Tydske Keisere af adskillige Huse, især Sachsiske, (Henrik Fuglefænger og Otto den Store) Frankiske (Henrik den Fjerde) og Schwabiske (Frederik Rødskiæg, og Frederik den Anden) kom Kronen til det Østerrigske Huus, og af det var Frederik den Tredie, som regierede i Tydskland, da Tyrkerne indtog Konstantinopel. Hans Søn, Keiser Maximilian den Første, blev Herre over alle Nederlandene (Landene ved Nordsøen, Rhin, Maas og Schelde) og Maximilians Sønnesøn, Carl den Femte, blev tillige Herre over hele det Spanske Rige, som da var det mægtigste i hele Christenheden.

Med Spanien var det nemlig gaaet saaledes til, at Vest-Gotherne, som, da Araberne indtog Landet, var flygtet op imellem Asturiens Bjerge, oprettede snart to Smaa-Riger (Navarra og Leon) som Araberne ikke kunde undertvinge, og disse Riger udvidede sig efterhaanden til to store (Arragonien og Castilien) som næsten indbefattede hele Spanien, og blev, kort efter Konstantinopels Indtagelse af Tyrkerne, forenede ved Giftermaal mellem Ferdinand i Arragon og Isabella i Castilien. Araberne mistede nu ogsaa Granada, som var det Sidste, de eiede i Spanien, og Ferdinand, med Tilnavn den Catholske, blev tillige Herre over Neapel og SicilienSieiliene for c, men hvad der især gjorde den Spanske Magt frygtelig, var Amerikas Opdagelse, som ogsaa skedte under Ferdinand med Spanske Skibe, af den berømte Genueser Christoffer Columbus. I Amerika indtog Spanierne de store Riger Mexiko og Peru, hvor Bjergene var fulde af Guld og Sølv, og da Ferdinand var sønneløs, tilfaldt det store Herredømme hans Daatter-Søn, Carl den Femte, der, efter sin Farfader Maximilian, tillige blev Keiser i Tydskland, og Herre over Nederlandene. Havde der ikke paa samme Tid været en tapper Konge i Frankerige, (Frands den Første) og havde Carl ikke, ved at sætte sig imod Morten Luther, (som 1517 stod op imod Paven) gjort sig mægtige Fiender i Tydskland selv, kunde det seet galt nok ud for Europa, thi Carl havde Lyst nok til at raade ene, var kiæk og klog, og havde Ryggen fri for Tyrkerne, da hans Broder Ferdinand var blevet Konge i Ungern og Bøhmen. Nu kom han imidlertid ikke videre end han var, og det Østerrigske Huses Magt deeldes derpaa imellem hans Broder Ferdinand, som fik Østerrig og Keiser-Værdigheden, og hans Søn, Philip den Anden, som fik Nederlandene, og det Spanske Rige, med Alt hvad dertil hørde. Vel var man endnu i hele hundrede Aar bange for det Østerrigske Huus, og Frankerig fik megen Roes for sin bestandige Strid med det, men den Westphalske Fred havde neppe endt Trediveaars-Krigen, og slukket Sorgen, før man maatte grue for Frankerig, der ogsaa virkelig overvældede Europa og vandt (for et Øieblik) en Enevolds-Magt, der ikke havde havt sin Lige siden det gamle Roms Dage.

Fra det 11te Aarhundrede af, (da Carolingerne uddøde), har Frankerig kun havt een Konge-Stamme, nemlig den Capetingiske (efter Hugo Capet); men den sidste Green deraf kaldes den Bourbonske, som arvede Thronen i Slutningen af det 16de Aarhundrede, og En af disse Bourboner, Ludvig den Fjortende, var allerede Naboerne saa overlegen, at de kun ved et almindeligt Forbund, som Engeland stod i Spidsen for, kunde holde ham Stangen. Dette var i Slutningen af det Syttende Aarhundrede, men dog var det først i Slutningen af det Attende, og i Begyndelsen af det Nittende, Frankerig med Rette blev en Skræk for hele Europa. Der skedte nemlig (fra 1789) en Grund-Omvæltning, som vi kalde Revolutionen:Revolutionen:delvis fremhævet i A Konge-Magt og Christendom blev afskaffet i et almindeligt Oprør, Kongen (Ludvig den Sextende) blev henrettet, alle fra Fortiden berømte og mægtige Slægter blev udryddede eller fordrevne, og Ny-Frankerne, som de kaldte sig, opmuntrede alle Folk til at giøre ligesom de, og lovede at hjelpe dem. Det var en farlig Sag, især fordi man længe havde anseet Franskmændene for de klogeste Folk i hele Europa, og hardtad alle Fyrster forenede sig derfor om at undertrykke den franske Revolution. Det blev en lang og blodig Krig, og, skiøndt Frankerne paa alle Sider giorde stor Fremgang, havde man dog kanskee faaet Magt med dem, dersom der ikke var opstaaet en stor Mand, som giorde Ende paa den umaadelige Forvirring, hvor Alle vilde byde og Ingen vilde lyde, og denne Mand hedd Napoleon Bonaparte.

Bonaparte var egenlig en Italiener, født paa Korsika, men Korsika hørde nu til Frankerig, og Bonaparte var en ung fransk Officeer, da Revolutionen begyndte. Han blev imidlertid for sin Tapperhed snart General, indtog til Alles Forundring hele Italien paa een Sommer (1796), og nødte Keiseren i Østerrig, som var Frankerigs haardeste Modstander, til at slutte Fred. Siden seilede han over til Ægypten, og indtog det, men da Østerrig imidlertid brød løs paa ny, og, ved Hjelp af Russerne, indtog Italien, skyndte Bonaparte sig hjem, bemægtigede sig Regieringen (under Navn af Første-Consul) gik over Alperne, hvor man troede det var umueligt, og vandt den berømte Seier ved Marengo (Aar 1800), som gjorde Sagen klar. Nu sluttede Alle Fred med ham, han gjorde sig (under Navn af Napoleon den Første) til Keiser i Frankerig og Konge i Italien, gjorde siden En af sine Brødre til Konge i Holland, en Anden i Spanien, og en Tredie i Westphalen (som var et nyt Kongerige, han oprettede i Nord-Tydskland) og skiøndt især Engeland og ØsterrigØsterrrigtredobbelt r var utrættelige Modstandere, gjorde dog længe hver ny Krig ham kun mægtigere, saa tilsidst kom han i Forbund med Østerrig og Rusland og kunde giøre paa Fast-Landet Alt hvad han vilde.

Dog, da den Russiske Keiser, Alexander den Første, ikke vilde lade sig beherske, brød Napoleon med en uhyre Krigshær ind i Rusland, lige til Moskau, (1812) og der fik hans Magt sin Hælsot. Russerne brændte selv Moskau, saa Napoleon, som allerede havde mistet den halve Krigshær, maatte midt om Vinteren trække sig tilbage til Polen, og mistede paa denne Flugt i Ørken hardtad alle sine Folk. Endda var han kiæk, skyndte sig hjem til Frankerig, fik sig en ny Krigshær, og sloges drabelig, men da nu alle de underkuede Folk gjorde Opstand, maatte han dog give tabt, blev slaaet ved Leipzig (1813) og forfulgt til Paris, saa at sige, af hele Europa. Han afstod nu Alt, (1814) saa nær som Keiser-Titelen, og den lille Øe Elba, (vestenfor Italien) og Ludvig den Sextendes Broder blev Konge i Frankerig, men næste Aar (1815) kom Napoleon igien med en Haandfuld Tilhængere, og da Kongen sendte en Krigs-Hær ud imod ham, gik den over til sin gamle Keiser, saa Napoleon, uden en Draabe Blods Udgydelse, holdt sit Indtog i Paris, og satte sig igien paa Keiser-Thronen. Det varede imidlertid kun hundrede Dage, thi da hele Europa rustede sig, hastede Napoleon til Nederlandene, for at slaae Engelskmændene og Preuserne, som var først kommet paa Benene, og Preuserne (under Blücher) fik han vel slaaet, men dog ikke anderledes, end at de, næste Dag, da han havde arbeidet sig træt paa Engellænderne (under Wellington) kom bag paa ham, og ødelagde hans Krigshær. Efter dette Slag (ved Waterloo) var det forbi med Napoleon, hans egne Redskaber nødte ham til at nedlægge Regieringen, og da han derpaa overgav sig til Engellænderne, satte de ham i Fængsel paa Øen St. Helena (ved Afrika) hvor han (kun lidt over 50 Aar gammel) endte sit æventyrlige Levnets-Løb 1821.

Ved Napoleons Fald fik Europa nogenlunde sin forrige Skikkelse igien, med fire saakaldte store Magter: Engeland og Frankerig i Vesten, Østerrig i Syden, og Rusland i Østen og Norden. Preusen, der under Napoleon var saa godt som opløst, regnes nu sædvanlig igien for den femte store Magt, men er dog ikke at regne mod de Andre.

Engelands Magt er den mærkværdigste, thi det er en Sø-Magt, der beroer paa en mageløs Søfart, Handel og Rigdom, som især i det sidste Aarhundrede er saaledes tiltaget, at Engeland nu agtes for at være omtrent enevældig til Søes, og kalder sig gierne selv Havets Dronning. Med dette Dronningskab er det ellers i Tidens Løb gaaet underlig til; thi i Oldtiden havde først Tyrus det, (til Alexander den Stores Tid) og siden Dens Aflægger Carthago (indtil de Puniske Krige) og i Middel-Alderen var Havet en Viking-Fælled for Araber og Normanner, indtil, under Kors-Togene, Sømagt og Kiøbmandskab igien blev forenet i de Italienske Sø-Stæder, især Genua, Pisa, og Dronningen for dem Alle, Venedig. Dette varede til Slutningen af det femtende Aarhundrede, men da fandt Portugiserne Sø-Veien (sydenom Afrika) til Ost-Indien, og bemægtigede sig Handelen dermed, (som før var gaaet over det røde Hav, Alexandrien og Venedig) og, skiøndt Spanierne blev de Mægtigste i Amerika, bar dog Portugiserne Prisen paa Havet, indtil Spanierne indtog Portugal, (under Philip den Anden); men saa kom Hollænderne, som paa samme Tid rev sig løs fra Spanien, fortrængde Portugiserne i Ost-Indien, og i det Syttende Aarhundrede var Holland Dronning paa Havet. Endelig kom Engeland, i det Attende, og medens Revolutions-Krigen forstyrrede hele Fast-Landet, blev Engeland enevældig saavel i Ost-Indien som paa Havet.

Betydelig lettes Underviisningen paa begge Sider, naar man tilligemed Land-Kortet, har det historiske Kort (Tidens Strøm) forsors for f sig, men nødvendigt er det ikke, og desuden vilde det være en smal Sag, naar Folk ønskede det, at tilveiebringe et historisk Kort efter en formindsket Maale-Stok, som kunde blive godt Kiøb, og giøre samme Nytte, da de fleste Navne og Aarstal, paa et saadant Kort, er tilovers.

Omtrent i dette Omfang bør Historien, efter mine Tanker, først meddeles mundtlig, og, naar det er gjort tilgavns, mener jeg, disse Krønike-Riim, der levere Omridset til en Universal-Riimkrønike, kan være til Nytte, deels for deri at giemme, hvad man har lært, og deels for derved at føres til nærmere Bekiendtskab med de mærkværdigste Mænd og Folke-Færd! Man vil nemlig finde, at Endeel af Rimene er aldeles som Fod i Hose, medens der i Andre med Flid nævnes Endeel, der ei kan forudsættes bekiendt, men skal oplyses ved en Anmærkning, der i Hukommelsen vil følge med det Ord i Rimet, den er bundet til. For nu at lette Brugen af disse Riim med Spørgsmaals-Tegn, tilføier jeg en lille Række Anmærkninger i Bogstav-Orden, hvori jeg stræber kortelig at give de Oplysninger, de Fleste kunde ønske, og, skiøndt det med slige Giætninger er en mislig Sag, bør de dog forsøges, især da alle livlige Børn, som holdes til at læse med Efter-Tanke, derved kan lære sig selv Endeel med lidt Umage. I Øvrigt er det mit Forsæt at udarbeide en prosaisk Oversigt af Universal-Historien, omtrent af samme Størrelse som Joh. Müllers bekiendte fire og tive Bøger i tre Bind, hvor, saavidt mueligt, slet Intet nævnes, uden hvad der tillige fortælles efter Kilderne, saa Børnene veed hvad det er, de læser om. Hermed skulde (Fædrenelands-Historien uskadt, der bør behandles som en egen Sag) den universal-historiske Cyklus sluttes, som jeg vilde fordre giennemvandret af dem, der gaae til Høi-Skolen, og jeg tør mene, de kom der da, vel med langt færre Mænds og Byers Navne, Slægt-Registere og Aars-Tal, men ogsaa med langt bedre Beskeed om de store Handlinger og Giernings-Mænd i Tidens Løb, og med anderledes Deeltagelse i Menneske-Slægtens vidunderlige Levnets-Løb, end det nu sædvanlig skeer.

Nu kan man vide, fra hvilken Side dette Forsøg skal betragtes, og hvordan det kan benyttes, men jeg er saa vant til, at Alt hvad jeg giør, skal kaldes galt, at jeg maa vente det dobbelt om et første Forsøg, der ikke blot har mange virkelige Mangler, men er vaabenløst mod hvem, der vil betragte det skiævt, enten som en Riim-Krønike, der heel igiennem skulde forstaaes af sig selv, eller som en Række historiske Digte, der skulde kunne fyldestgiøre den æsthetiske Kritik. Alt hvad jeg herom kan sige, er, at det skal være mig omtrent det Samme, hvorledes man bedømmer Bogen, naar man kun vil benytte hvad man finder brugbart; thi da Livlighed var Hoved-Sagen, maatte jeg udelade Adskilligt, der nu ikke vilde flaske sig, og meddele Resten i den Form det vilde blive livligt for mig, enten det saa var den mest eller den mindst skikkede til Hensigten. Oplever Bogen flere Oplag, mens jeg lever, skal jeg giøre mit Bedste med at forbedre den, og jeg veed, den kan egenlig Ingen være i Veien, saalænge den er den eneste i sit Slags.

Christianshavn d. 27de Decbr. 1828.

N. F. S. Grundtvig.

Indhold. Side. I. Europa, Asien og Afrika 1. II. Middel-Havet 2. III. Euphrat 3. IV. Nilen 4. V. Den Assyriske Magt 5. VI. Libanon 6. VII. Jerusalem 8. VIII. Troja 13. IX. Kong Krøsus 14. X. Persepolis 15. XI. Perser-Magten 16. XII. Grækenland 17. XIII. Alexander den Store 20. XIV. Græker-Magten 21. XV. Antiochien 23. XVI. Alexandrien 25. XVII. Rom 27. XVIII. Romer-Magten 31. XIX. Keiser August 39. XX. Nero 41. XXI. Vespasian 42. XXII. Constantin den Store 44. XXIII. Konstantinopel 46. XXIV. Øster-Søen 48. XXV. Folke-Vandringen 49. XXVI. Araberne 52. XXVII. Frankerne 54. XXVIII. Karl den Store 56. XXIX. Angelsachserne 5853Værdien 53 bryder rækkefølgen (56-53-61). Spørgsmålet er, om det berettiger en tekstrettelse? Contra: Fejlen har ingen betydning for læserens vej fra indholdsfortegnelsen til kapitlet (man klikker på et link eller bruger rullegardinet). Pro: I VK1812 (SJ 189) blev det besluttet at rette åbenlyse fejl ved årstal, som bryder kronologien og kan sandsynliggøres som sætterfejl. Princippet er anvendt tre steder her og findes også i en tidligere tekstrettelse til Idunna (148A, version 1.3), hvor Marts 1306 rettes til Marts 1806. XXX. Knud den Store 61. XXXI. Harald Haardraade 64. XXXII. Normannerne 68. XXXIII. Tydskland 71. XXXIV. Alperne 74. XXXV. Italien 76. XXXVI. Paven i Rom 80. XXXVII. Tyrken 83. XXXVIII. Spanien 84. XXXIX. Portugal 87. XL. Nederlænderne 90. XLI. Det Østerrigske Huus 95. XLII. Gustav Adolph 97. XLIII. Friedrich den Eneste 100. XLIV. Frankerig 101. XLV. Napoleon Bonaparte 107. XLVI. John Bull 113. XLVII. Engeland 115. XLVIII. Skotland 121. XLIX. Rusland 125. L. Sverrig og Norge 127. LI. Danmark 128. LII. Den Christne Tro 131.
I. Europa, Asien og Afrika. Den gamle Verden udgiøre vi, Som Middel-Havet er midt udi, Og haver i Øst, i Syd og Nord, De deiligste Lande, Man veed paa Jord, Med en uopregnelig Blomster-Flok, Med Cedre, med Palmer og Ranker Nok, Med Figen, Oliven, og store Meloner, Ranetter, Citroner, og smukke Personer! Hvor Alting voxer og lever flot, Naturligviis ikke Alt er godt, Saa glubende Dyr, Forgift, og Snoge Der hardtad findes i alle Kroge, Og Fuglene, som har de favreste Fjer, Ei synge desbedre, men skrige kun meer! Trods Slanger, og Tigre, og stolte Løver, Trods Mygg, og mangen en rædsom Røver, Forgaaet endnu er ei Folk den Lyst, At boe paa den deilige Middelhavs-Kyst; Og stort gik det til foruden Mage Omkring det Vand-Sted i gamle Dage!
II. Middel-Havet. Hvad Tryk der vanker paa Alfar-Vei, Det veed slet Ingen saa godt som jeg! Vil ei de Sorte, saa vil de Hvide Fra alle Hjørner til Vands mig ride, For Trilling-Jetten det huged bedst, At have mig til sin Mellem-Hest! Især Europa jeg har paa Nakken, Thi mens jeg roses af Falske-Blakken, Han dybt mig pløier paa Langs og Tværs; Saa dyrt jeg kiøber hans Ære-Vers, Paa Græsk og Romersk, paa Fransk og Spansk, Ja, selv paa Engelsk, paa Tydsk og Dansk! Dog maae de Viser mig vel behage, Hvori man priser de gamle Dage, Da om mig dreied sig Alt paa Jord, Som skinned i Øst, i Syd og Nord, Saa hvem der eied min Rund-Deel blot, Med Skiel sig kaldte al Verdens Drot! Men hvad jeg kan for min Død ei lide, Er Æventyret fra Avinds Side: At Pokker i Vold, og stik i Vest, Der findes hvadh vadoverflødigt mellemrum Folk nu huger bedst! Lad Guld der findes som Gruus i Grav, Der findes dog aldrig et Middel-Hav, Hvor Mindes-Mærker staae tykt paa Kyst, Som høit det vidne, at her var lyst, Da Mid-Nat ruged saa vinge-breed, Hvor Guld nu glimrer i Vester-Leed, Og blænder dem, som ei agte paa, Hvad klart sig speiler i Bølgen blaa!
III. Euphrat. Mange Bække de giør en Aa, Mange Floder et Hav og saa, Bølge-Taarne er bygt af Blæst, Brall af Vinde er mig en Pest; Som ved Babylon, saa ved Helle, Seer jeg immer paa det Reelle. Vædde-Løber! hvor er din Priis? Jeg har været i Paradis! Æltet blev og i mig tilforn Mursteens-Leret til Babels Taarn, Taarne-Kæmpen i Kreds af Dværge: Myre-Tuer med Navn af Bjerge! Korn og Kæmper ei noget Sted Voxe kunde som ved min Bredd, Hvad der voxde ved Middel-Hav, Var kun Blomster paa Babels Grav, Var kun Kviste af mine Stubbe, Poge smaa af den store Gubbe! Middel-Havet sig bilder ind, Verden hænger i Kalve-Skind, Gaaer ei længer, end Folk i Rom Skrive kunde de overkom, Som i Verden ei var det Hjørne, Hvor til Forkort kom Romas Ørne!
IV. Nilen. Jeg løber igiennem Ægypti Land, Men Ingen veed min Kilde, Vil Nogen mig ligne ved Hverdags-Vand, Da gid det gaae ham ilde! Jeg graver og giøder for Folk i Vaar, Og Regn kan de undvære, Thi blev i mangfoldige Maane-Aar Jeg holdt som Gud i Ære! Jeg gider knap øinet den dumme Strand, Som ei er værd at nævne, Sin Fedme den fik af mit Spilde-Vand, Vil Æren mig ei levne! De Stæder, som prunkede paa min Bredd, De lagdes tidlig øde, Som Thebe, saa Memphis, og Sais med, Dem kan mig Ingen bøde! Dog kneiser endnu i min gamle Dal De stolte Pyramider: Saa bygged af Bjerge man Ridder-Sal I mine gyldne Tider! Urokkeligt staaer og mit Snegle-Huus, Og spørger om sin Lige, De Klogeste veed, det er fuldt af Gruus, Men ei hvad det vil sige! En Gaade som jeg, er den gamle Skrift Paa Isis-Folkets Grave, Og kun hvem der ret er med Vranghed gift, Sig kan til Gaaden stave! Af Perser og Græker min Dal fik Skam Af Romer-Pak deslige; Araber og Tyrker, det Tyve-Kram, End rives om mit Rige! Ad saadanne Tyve dog leer min Thot, Ei stjæle de hans Tanker, Og Hieroglyphen sig hytted godt, Selv for de fine Franker! Thi bærer jeg taalig de trange Kaar, Jeg ei formaaer at vende, Og venter mig immer et Gylden-Aar Endnu før Verdens Ende!
V. Den Assyriske Magt. Det er fuldlænge siden, Mit Bane-Saar jeg fik, Saa det er glemt med Tiden, Hvor vidt og bredt jeg gik. Dog veed man nok for Resten, Min Kreds var Øster-Land, Og Grændsen imod Vesten Var Middel-Havets Rand. Med Ninive hin store, Var Babel Hoved-Stad, Skiøndt det er ondt at spore, Hvor tidt de skildtes ad; Thi mens jeg var i Aande, Jeg blæste ad hver Pen, Og da jeg sank i Vaande, Saa blæste de igien, Og gav mig ikkun Spidser, Som en Sardanapal, Der sad imellem Sidser, Og spandt, som han var gal, Til Fruer-Buret brændte, Med Tot og Teen og Rok, Og sandt er det, jeg endte Kvindagtig, tosset nok! Thi raader jeg hver Magt, Som ikke vil fordømmes, Med Pen at giøre Pagt, Imens den kan berømmes!
VI. Libanon. Videre end Vind og Vove Fordum bar min Ceder-Mast, Ry der gaaer af mine Skove, Skiøndt som Glar min Lykke brast! Ak, ei meer paa mine Aase Stævner Cedren rank i Sky, Og ei meer om Snekke-Kaase Kvæder man i Melkarths By! Tyrus, Tyrus! dybt begravet Ligger du i Tidens Strøm, Som en Steen der sank i Havet, Som en fjantet Barne-Drøm! Drotter dine Kiøbmænd vare, Paa din Kyst den vilde Strand Sølv og Guld, og Rav hint klare, Skylled op som Havets Sand! Dine Sange, dine Stavne Over Bølgerne sig svang, Vel til alle Verdens Havne, Som til fjerne Dane-Vang! Derfor Ørkens Skibe strømmed Til din Kyst med Ladning svar, Alle Kister sig udtømmed For hvad dine Snekker bar! Konger sig med Guld at krone Lærde af din gyldne Stavn; Trindt i Landene paa Throne Med dit Purpur steeg dit Navn! Men ak, see, paa Navnet nær Som en Drøm er Alt forsvundet, Du i Hulen tier kvær, Knap dit Maal man har udgrundet! Med sig tager Kiøl sit Spor, Som dit Glas var skiør din Lykke; Derom Speilet trindt paa Jord Minde Kiøbe-Drotter trygge! Nu af alt Phønicisk Stort Stander ene jeg tilbage, Hvad sig høit har selv ei gjort, Daler ei som Røg saa fage! End maaskee i Drusers Telt, Maroniters Munke-Bure, Fostre kan mit Skiød en Helt, Som opreiser faldne Mure! Meer end det formaaer den Haand, Der, med underfulde Stave, Har betegnet Libanon Som et Giærde for sin Have!
VII. Jerusalem. Som i Bog man vender Blad, Vender sig min Lodd og Lykke, Som den store Konges Stad Staaer jeg dog i Lys og Skygge; I Hans Haand, som Alt formaaer, Med Hans Minde-Tegn jeg staaer! Fast jeg stod paa hellig Grund, Da sin Telt med Snore fæsted Abraham i Mamre-Lund, Hvor de Himmelske ham gjæsted; Dengang alt sit Konge-Slot Havde i mig Fredens Drot! Abrahams og Isaks Gud Lod sit Folk med Jakob flytte Did, hvor af de vilde Skud Joseph fletted dem en Hytte; Zion da, som Fiendens Rov, Blev en Høi i Heden-Skov! Nilen i det røde Hav Misted fage Jette-Størken, Aarons brune Hyrde-Stav Blomst og Mandler bar i Ørken, Immer dog de Lamme Ly Fandt i Melchisedeks By! Floden veeg for Herrens Ark; Og for Helligdommens Lure Kæmper paa den slette Mark Faldt om Kap med faste Mure; Guder dog af Steen og Træ Immer fandt paa Zion Læ! Men de faldt fra Top og Tind, Der han steg, den lille Kæmpe, Hyrden efter Herrens Sind, Født til Jette-Skryd at dæmpe; Da annammede jeg glad Øge-Navnet: Davids Stad! Kiendelig blev Herrens Haand Selv for Tyri Konges Øie, Cedrene fra Libanon Flokkedes paa mine Høie, Stak som Gylden-Spir i Sky Over Helligdommens By! I mit store Bede-Huus, Med Jehovahs Ark og Alter, Med de gyldne Manna-Kruus, Og den himmeldybe Psalter, Gjennemtrængt af Viisdoms-Aand, Knælede Kong Salomon! Tider kom, og Tider svandt, Skifteviis med Sorg og Glæde, Immer Davids-Ætten fandt Dog i mig et Konge-Sæde, Til man loved, falsk i Ord, Hvad i Hjertet man forsvor! Da for Babels Skade-Ild Sank i Aske Bede-Huset, Under Flamme-Legen vild Styrted jeg dermed i Gruset, Da kom Zion under Plov, Blev en Høi i Tjørne-Skov! Stammen, i Propheters Stiil, Før en frugtbar Drue-Moder, Stod nu som en Græde-Piil, Ynkelig ved Babels Floder, I dens Grene sælsom klang Tone-Suk for Zions Sang! Dog vidunderlig var giemt Frø i Pilen til en Palme, Og i Sukket, harpe-stemt, Slumred der en Høitids-Psalme, Sprængde kiæk sin Klippe-Grav Og gienlød fra Hav til Hav! Aldrig mat, Jehovahs Aand Blæsde mildt paa Tempel-Gruset; Under Serubabels Haand Jeg stod op med Bede-Huset, Og fornam: min Ungdoms-Priis Klækkede kun spaadomsviis! Skjøndt han tøved, dog han kom, Helten af den høie Stamme, Født til evigt Herredom, Smilende ad Fiender gramme: Konge-Keiseren i Løn, Baade Guds og Davids Søn! Var end Kors hans Konge-Stol Og hans Krone Krands af Tjørne, Brændemærked som en Soel Han dog Roms de stolte Ørne, Og saa vidt, som Hav er blaat, Knæle Folk for Zions Drot! Knæle maatte dybt i Gruus, For den Drot, som raader ene, Jeg og med mit Bede-Huus, For vi stod som døde Stene; Altid dog Jerusalem Er den store Konges Hjem! Derfor mangen Orlogs-Stavn Hisset fra, hvor Konger bøie Knæ i Zions Konges Navn, Stævned efter mine Høie: Efter Graven, hvor Han laae, Under hvem nu Skyer gaae! Glad jeg, over Tyrke-Liig, Saae den Helt i mig indtræde, Som med Løve-Mod i Krig Parred Barne-Graad og Glæde, Pløied kun det vilde Hav, For at vogte Herrens Grav! Kronen, som han vraged her, Stirrende paa Torne-Krandsen, Sikkerlig ham smykker der, Hvor ufalmelig er Glandsen, Gotfred derfor regnes skal Med i Zions Konge-Tal! Vel han sank i Graven brat, Paa hvis Bredd han vilde bygge, Tyrken dog, hvis Dag er Nat, Skiælved længe for hans Skygge, Nys end mumled Musselmænd Om at Gotfred gik igien! Før staaer han forklaret op, Og, som Lys fordriver Mørke, Driver dem fra Zions Top, Som kun Natten laaner Størke: Tyrken, der sig stirred blind Paa det halve Maane-Skin! Derfor ei, som Nimrods By, Blev i Ørken jeg begravet, Ei, som Tyrus med sit Ny, Jeg nedsank i Verdens-Havet, Tæller end, trods bange Kaar, Paa Hegiras Maane-Aar! Han i Dag er, som i Gaar, I hvis Haand jeg blev indtegnet, Komme skal mit Gylden-Aar, Skiøndt ei let det er udregnet, Throne skal i Salem vist Melchisedek først og sidst! Penne-Staven underfuld, Viet ind med Guddoms-Tale, Fundet har jeg tro som Guld, Selv i Dødens Skygge-Dale; Tøve kan, men komme maa Alt hvad grandt den peger paa! Staven er min Tugt og Trøst, Er og, jordisk talt, min Ære, Thi hvor toner vel en Røst, Som kan Bibel-Ordet bære! Har, som mit, vel noget Folk, Nyt og gammelt, slig en Tolk!
VIII. Troja. Knap veed de Lærde, hvor jeg laae, Paa Blomster-Landets Kyster, Men godt mig kiende dog de Smaa, Fra Hektors Kæmpe-Dyster! Jeg skinned kun i Morgen-Gry, Med Barne-Øine synet, Før Soel gik op bag Torden-Sky, Var Ilion nedlynet! Dog Skjalden med sin Harpe-Leg Min Aske Bod har givet: Jeg i en Lignelse opsteg Med Barne-Heltelivet! Saa kæmpe end ved Priams By, Hellener og Trojaner, Om Helena, og Helte-Ry, Paa klare Skygge-Baner! Ja Agamemnon og Akil, Med ædle Følge-Svende, I Drømme deres Ridder-Spil Fornye til Verdens Ende! Og mens man kappes om, hvo bedst Kan Sangen oversætte, Tilfods man fører, og tilhest, Den gamle Kæmpe-Trætte!
IX. Kong Krøsus. De kaldte mig længe den rige Mand, Og Lydien var mit Fædrene-Land, Og Riget mit, siden Troja faldt, Paa Halv-Øen skiøn for høiest gjaldt. I Sardes jeg havde mit høie Slot, Og drømde, jeg var en lyksalig Drot, For Paktolus kom med Guld-Støv rød, Og lagde sit Hoved i mit Skiød! Dog kom der en Græker til min Gaard, Som sagde: Konning! af gode Kaar Sig rose Ingen saa overbrat, Før Dagen siger: god rolig Nat! Han var ingen Gaas, for han var graa, Det sandede jeg, da lavt jeg laae, Som styrtet i Hast fra Sky til Muld, Med Lænker i Bod for alt mit Guld! Da raabte jeg: Solon! saa hedd den Mand, Som Stormene saae over Høiheds-Stand! Det hørde den Konge, mig overvandt, Og spurgde mig brat, hvad i Hug mig randt, Og der han det hørde, da blev han blød, Gav Herre-Sæde mig til sin Død, Da saae jeg atter, det Ord staaer fast: Sig Lykken vender fuldtit i Hast!
X. Persepolis. Jeg var kun som en Myre-Tue, Mod Ninive og Babylon, Dog skjalv de for min spændte Bue, Og faldt for Tiger-Skyttens Haand! Ja, for min Helt, for Cyrus, bøied Sig Mure dybt, og sank i Grav, Han alle Riger sammenføied Fra Indus til det store Hav! Til ham, med røden Guld i Favnen, Om Kap da Floderne udsprang, Med Sølv til ham sig Tyrus-Stavnen Fra Gades over Bølgen svang! For ham og bølged Euphrats Vange, Om Haverne ved Babylon, Og Davids-Harpens Takke-Sange Velsignede hans Konge-Haand! Dog, timeligt er Alt paa Jorden, Det var hans Glands, og det var min, Han ramdes af en Piil fra Norden, Jeg knustes af et Vester-Lyn! For Huse nu jeg har kun Grave, Og slukte Brande af mit Baal Er Tavlerne med Rune-Stave Paa Perser-Folkets glemde Maal!
XI. Perser-Magten. Man maa sige hvad man vil, Blandt de store Magter, Som kan sige, de var til, Forrest jeg mig agter! I det lille Farsistan Ud jeg sprang af Fjelde; Til det fjerne Grækenland Strakde sig min Vælde! Mest Navnkundighed mig gav Hvad mig lagde øde: Tungen ved det sorte Hav, Riget ved det Røde! Dog, for Intet faaes kun Lidt, Allerhelst ved Nilen: Der Flod-Hestene fuldtit Skiennede, trods Milen; Men for den uvane Tyr Jeg forstod at tæmme, De guddommeligste Dyr Maae min Roes istemme! Fik paa Hellespontens Kyst, I de græske Stæder, Jeg en kostbar Flyve-Lyst, Jeg den ei begræder; Reiste i et Tjørne-Krat Jeg en Løve-Unge, Fandt jeg ogsaa der en Skat I en Saga-Tunge! Alle Magter sove hen Ihvor snildt de dvæle, Jeg dog først mig skar en Pen Til mit Efter-Mæle. For Kambyses vel mit Navn Høre maa lidt ilde, Staaer, med Cyrus i sin Favn, Dog iblandt de Gilde!
XII. Grækenland. Jeg var et Land saa lysteligt, I mine unge Dage, Saa yndefuldt og folkerigt, At knap der fandtes Mage! End gaaer der om al Verden Ry Af Børnenes Bedrifter, Af Skjalde-Sang i høien Sky, Og tankefulde Skrifter! Paa Argo vist der var ombord Med Jason ingen Kryster, Da han om Gylden-Skindet foer Til Svarte-Havets Kyster! Med Agamemnon Folke-Drot, Og med Akil hin Snare, Ved Ilions det høie Slot, Man saae min Adel-Skare! Høi-Sædet i min Kæmpe-Hald Dog Herkules man giver, Homeros var min Hoved-Skjald, Og Herodot min Skriver! Blandt mine mange kloge Mænd, Som Stjerner To mon tindre: Vær Sokrates og Platos Ven, Dog Sandheds ei desmindre! Blandt mange Stæder, hver og een, Paa Konst og Kæmper rige, Ei vilde Sparta og Athen Hinanden Rangen vige! Vel op de randt af fælles Rod, Som Dorer og Joner, Men fremmed før end fælles Blod Medbeilere forsoner! Lykurg og Solon, hist og her, Gav Love, som var fine, Men Sparta har det Lov især, At godt hun fulgde sine! Med Perserne paa Liv og Død Som Løver streed de Begge, Spartaneren dog Æren nød, At han stod bedst for Egge! Med Folk som Græs fra Perser-Land Kom Serxes over Bølge, Hvem, tænkde han, tør holde Stand, Mod slig en Flok i Følge? Det saae han i det snevre Pas Imellem Oetas Bjerge: Spartaneren Leonidas Han var min Lande-Værge! Vist ved den gamle Retter-Gang Athen ei tabde Sagen, Veltalenhed og Kløgt og Sang Der spurgde kiækt om Magen; Der overleved Platos Huus Dog længe sin Indbygger, Befolket er Athenens Gruus Nu kun med Penne-Skygger! Fuldlænge under Tyrke-Band Jeg visnet laae og øde, Det dønner høit dog over Strand, At jeg staaer op af Døde! Mainotten er end Tyrkens Gru, Hvor Spartas Grund man søger, Oplive kan maaskee endnu Hans Mund Athenens Bøger! Ja, meer end dem: hans Breve med, Som Alter-Flammen tændte Paa Græker-Aandens Offer-Sted, For Gud, den Ubekiendte! Om da end Tyrken sprang i Flint; For Skyggen af hans Maane, Fra Salonichi til Corinth Skal Dagen meer ei daane! I Choret da med Sang og Dands Skal mine Piger træde, Og offre hver sin Rosen-Krands Paa Alteret med Glæde!
XIII. Alexander den Store. En Nisse-Konge var jeg kun, Da Spir jeg fik at føre, Men Andet om en liden Stund Al Verden fik at høre! Hellenerne var studse nok, Men jeg vil ikke dølge, Dem lærde godt mit Sværd i Flok Min Kæmpe-Lur at følge! Saa gik jeg over Hellespont, Den hele Jord at vinde, Og at mit Sværd forstod sin Dont, Fik Perserne at finde! Jeg fældte brat i Skjolde-Læ, De store Perser-Hære, Saa let som man det hule Træ Med Sav kan overskiære! Jeg tæmmed Skytherne i Nord, Jeg Hinduer hjemsøgde, Og vandt, om ei den hele Jord, Saa dog det største Røgte! Ja, Daaden min gav Stof til fleer End tusind Helte-Sange, Kun Skade, at ei een Homer Jeg fandt paa Tog fuldmange! Vel fulgde Een mig, hvor jeg foer, I Fløiel jeg ham klædte, Men ei om mig han kvad et Ord Hvor godt jeg ham end stædte! Han var mod Den saa kold som Iis, Der vilde ham forgude, Opvarmedes ei til min Priis Selv af min Hoved-Pude! Thi blev jeg baade leed og kied Af Skjalden paa det Sidste, Og putted ham i Graven ned, Dog i en gylden Kiste! Nu ogsaa kied af Helte-Navn, Som Alle det kan bære, Jeg drukken tog en Sky i Favn, Og kræved Guddoms-Ære! Jeg Indtog holdt i Babylon, Alt som en Gud i Drømme, Dog med Guld-Bægeret i Haand, Jeg fandt, det lod sig tømme! Ja, her udtømde overbrat Jeg Dødeligheds Bæger, Og fandt, at i den sidste Nat Ei Drømmen vederkvæger! Min Guddom sank med mig i Grav, Mit Herredom tillige, Dog Ry der gaaer fra Hav til Hav Af Alexanders Krige!
XIV. Græker-Magten. Vestenfra jeg kom, og gik, Som en Sky mod Solen, Satte i et Øieblik Græsk paa Dronning-Stolen! Men i Græsk er Enighed Hvad man leder efter, Derfor brat sig paa hver Leed Deelde mine Kræfter! Græsk da vel en Dronning blev Over brede Vange, Men med Pen og Spyd man skrev: Kongerne blev mange! Hellas kom vel under Een, Nam dog seent at lyde, Thi i Sparta og Athen Pleied man at byde! Ved Orontes og ved Nil Reiste sig med Glimmer Throner i den græske Stil, Vaklede dog immer! Ogsaa mine Stamme-Træ'r Paa det falske Stade, Seleucider, Ptolomæ'r, Hyppig skifted Blade! Skildte Fingre bøies let, Det i korte Krige Ørne-Kloen lærde net Alexanders Rige! Dog det kiendes paa min Færd: Støvets Drot er Aanden, Som i Munden har sit Sværd, Vinge-Spyd i Haanden! Støvet ei, der sank i Grav, Aand var Rigets Stifter, Selv naar mat den gaaer ved Stav, Øver den Bedrifter! Staven er mit Spir og Spyd, Som til Rygtet svarer, Saa mig hylde end med Fryd Skyther og Barbarer!
XV. Antiochien. Af Seleuciderne paa Jord Jeg ene er tilbage, Og har i Navnet kun et Spor Af mine Glimmer-Dage; Men det Udødelighed vandt, Da inden mine Volde Det store Folke-Navn oprandt, Som Skyer fik til Skjolde! Det bredtes vidt i Verden ud, Herfra ved Kæmper stærke, Som stolede paa Guders Gud, Og fulgde Korsets Mærke! I Spidsen gik en Helt saa from, Fuldblodig var hans Bane, Da bold i Grækenland og Rom Han planted Korsets Fane, Men Blodet, som i Strømme flød, Hvor han lod Sværdet sjunge, Det var hans eget, han udgiød, Med Naadens Ord paa Tunge! Saa bredtes ud fra Øst til Vest Det store Navn paa Jorden, Hvis Glands er som en Jule-Fest, Indskudt med Advents-Torden! Men da fra Vesten Navnet kom Igien til mine Mure, Det kom fra Grækenland og Rom, Med andre Sværd og Lure, Som Aanden var af Kiød og Been, Og Korset var af Klude, Og Kirken var af Kalk og Steen, Og Glandsen var en Rude! Dog, sagtens var den Synet værd, Den stolte Kæmpe-Skare Af alle Vestens Folke-Færd, Som trodsed Fald og Fare, For i den underfulde Egn, Hvor Navnet var oprundet, At frede kiækt om Korsets Tegn, Som tykdes overvundet! De Tyrker slog i Tusind-Tal, Men Ingen de omvendte, Saa æret mest ved deres Fald Blev Navnet, de bekiendte! Ja, at ei Tankred, Boemund, Med Jævninger fuldmange, Et Rige vandt paa tyrkisk Grund, Som kunde staae og prange, Forherliger det store Navn, Der vrager Staal til Værge, Kun for det bærer i sin Favn Den Tro, Som flytter Bjerge! Thi priser høit jeg Pauli Sværd; Ei Trang har hvo det svinger, For Christendom i Herrefærd, Til Damascener-Klinger!
XVI. Alexandrien. Vinket op ved Middel-Hav, Med den store Konges Finger, Over Alexanders Grav Breder end jeg Marmor-Vinger, Og ei fattes Roes paa Blad Ptolomæers Hoved-Stad! Her man saae, i fordum Tid, Graven for den Græske Tunge, Hvor som Pennen med stor Flid Vilde lært sig til at sjunge, Hvad dog lykkedes kun slet, Er end Fjer af Fugle-Æt! Intet hændes dog omsonst, Mindre da det sære Møde, Da hos mig i Skrive-Konst Græker kappedes med Jøde, Bøgerne, som til en Fest, Flokkedes fra Øst og Vest! Her de gamle Skjalde fandt Aaben Grav og Marmor-Kiste, Hvor de Døden halv forvandt, Der de maatte Livet miste; Kvidre end paa visne Blad Om hvad de for Maien kvad! Her og Mesteren i Løn Skabde sig en Blandings-Tunge, Til at tale om Hans Søn, Dybere end Skjalde sjunge, Før i Hellas-Stemmens Klang Smelter Zions Morgen-Sang! Dog, skiøndt ogsaa paa mit Bord Pennene laae immer skaarne, Ei jeg veed, naar Livets Ord Kom til mig om den Eenbaarne, Veed kun, naar med Pral og Pragt Det hos mig blev kistelagt! Prøve Konster nu igjen Vilde Fjer af Fugle-Vinge, Som en Hexemester-Pen Over Ordet sig opsvinge, Præked nu, som før den sang, Hvæsende med Hades-Klang! Pennen i en Mester-Haand, Som for Livets Feil sig hytted, Dødt og magtesløst om Aand, Prækede, som Stene lytted: Penne-Fjer af mange Gjæs Prise end Origines! Af Nødvendighed en Dyd Alle Dage giør de Døde, Naar hos dem faaer Øren-Lyd Christen, Hedning, Tyrk, og Jøde; Thi giør end paa Dyden Krav Drotten i min Tunge-Grav! Moham-Ali som en Tyrk Troløs slagted Mamelukker, For de støied i hans Ørk; Men han slaaer kun hvem der mukker, Undte gierne al Forstand Marmor-Grave i sit Land! Saa hos mig fra Heden-Høs Aanden sig et Grav-Sted søger; Immer død og magtesløs Stod jeg mellem Kraftens Bøger, Selv at ligne ved en Bog Paa et uforstaaet Sprog! Skal maaskee nu brat igjen, Naar Storherrens Throne falder, Frankernes omskaarne Pen Skabe mig en Gravskrift-Alder, Giøre snildt, som Gaase-Fjer, Fugl af Frankernes Homer!
XVII. Rom. Ene jeg blandt alle Stæder, Som det gierne være gad, Blev, mit Navn til evig Hæder, Hele Verdens Hoved-Stad, Det og kiendes end paa Haanden: Mig troloved Verdens-Aanden! Mellem mange Fiender gramme, Fulgde jeg det gode Raad, Romulus fik af sin Amme, Der han pattede med Graad: For det Lave maa man lude, Mellem Ulve skal man tude! Derved har jeg Livet fristet Femogtyve Hundred-Aar, Og beholdt, hvad end jeg misted, Immer taalelige Kaar, Saa, kan Verden stedse vare, Har med mig det ingen Fare! Avind siger, jeg mig nærer Kun af Lig som Ulv og Ørn, Og i Trang paa Stene tærer, Eller og paa mine Børn; Undes bedst mig burde Føden, Hvis jeg spiser kun fra Døden! Sandt det er, men til min Ære, At af Steen jeg lever nu, Maatte Verdens Skiændsel bære, Hvis man ei det kom ihu, Hvilke prude Bauta-Stene Kraft og Konst i mig forene! Er det Kiærlighed, som stræber At forbinde Alt i Glands, For mit Pantheon jeg kræver Rettelig en Rosen-Krands, Thi det Unge med det Gamle Bedre kan ei Haand forsamle! I Augusti gyldne Dage Ingen søgde her omsonst Sine Guder, som neddrage Lode sig fra Sky med Konst, Saa der mangled kun den Ene, For han vraged hugne Stene! Siden, da med Ræve-Bælgen Øgedes min Løve-Hud, Lettelig fandt hver sin Helgen, Og en Moder til sin Gud, Kunde hvad ham lysted tænke Paa de gamle Gude-Bænke! Naar alt Himmelsk gaaer af Mode, Haandens Kraft og Haandens Konst, Komme de end ei paa Fode, Vise sig dog ei omsonst, Men forgudes, tør jeg mene, Helst i deres Bauta-Stene! Derfor Peters-Kirken vrimler, Skiøndt man leer ad Peders Stol, Og i Kuppelen man himler, Hævet over Capitol, Vidt paa Jord man veed at sige Af det Konstens Himmerige! Faa vel kun i Vatikanet Spørge om den gamle Tro, Mange troe dog, de har ahnet Rafael og Angelo, Søge til Madonna Magen, Finde deilig Domme-Dagen! Mellem stolte Mindes-Mærker Af den gamle Verdens-Aand, End i Greb paa Mester-Værker Øver sig den snilde Haand; Øger Fjer, naar det gelinger, Til mit Rygtes Ørne-Vinger! Dog, hvo Andet hos mig søger, Finder og sin gode Deel, Thi med Vatikanets Bøger Kirken jeg afbilder heel, Som en steentrykt Kirke-Sage, Lige fra Sanct Peders Dage! Ingen end mig ret har giæstet, For at kiende, det var her, Sancte Peder blev korsfæstet, Og Sanct Povel sank for Sværd, Saa tilvisse er min Pave Ormen i Apostel-Grave; Her, hvor Neros Fakler brændte, I en Strøm af Martyr-Blod, Hedning-Templerne, omvendte Under Kors til Kirke-Bod, Tale høiere end Torden Om det Stærkeste paa Jorden! Det er derfor kun i Blinde, Galilæerne i Nord Ønske deres Troes Veninde Femten Mile under Jord; Heller skulde de mig giæste, Giøre Bøn til fælles Bedste! Naar sig vilde saa forene Troens Bøn med Verdens Lyst, Taalde sagtens, tør jeg mene, End med Tiden jeg en Dyst, Naaed, som man kan herneden, Hvad jeg kalder Evigheden!
XVIII. Romer-Magten. Verdens-Klogskab er mit Navn, Derfor stræber jeg at knytte Hele Verdens sande Gavn Til hver Enkelts Egen-Nytte; Glipper det, som let kan skee, Er det dog en stor Idee! Tosser det kan ei forstaae, At, vil Verden ret man styre, Man den først indtage maa, Om end gode Raad er dyre; Over Tossens Ak og Vee Stolt mig hæver min Idee! Naar en Mand, for han er stærk, Hele Verden vil indtage, Det er ikkun Børne-Værk, Praleri og spildt Umage, Blinde kun det ikke see, Dybere laae min Idee! Jeg gav Ly og Borger-Ret Til en dygtig Røver-Bande, Haabede med deres Æt At indtage alle Lande, Og paa deres klare Sprog Giøre hele Verden klog! Krybe skal man, før man gaaer, Vil man ei paa Næsen dratte: Først i et Par Hundred-Aar Lærde Rom sig selv at fatte; Til at smække Stort af Hest Haand paa Smaat sig øver bedst! Hvad der ei er vant til Tugt, Naar det skubbes, gierne stritter, Saa kun langsomt jeg fik Bugt Med Etrusker og Samniter, Var i Alexanders Tid End dermed kun godt paa Glid! Kostbart er det første Skridt, Farligt var for mig det Andet, Thi jeg kommet var saa vidt, At jeg maatte over Vandet, Og i Veien laae en Blok, Som var uforskammet nok! Det var en forgiftig Ting, Middel-Havets store Drage, Glat som Aalen, snu i Spring, Kort og godt, det var Karthage, Som med punisk Kræmmer-Aand Fristede min Kæmpe-Haand! Dog, skiøndt Hannibal mig faldt Plump med Døren ind i Huset, Jeg tilsidst dog strøed Salt Hvor Karthago laae i Gruset, Snildt jeg fanged Ræv med Ræv, Edderkop i Spindelvæv! Da den rette Lige-Vægt Grækerne ei kunde ramme, Tog jeg i min Vare-Tægt Deres Stæder med det Samme; Fik, for Ømhed velbekiendt, Riger og ved Testament! Endelig den Dag oprandt, Som taalmodig var udregnet, Da sig Middel-Havet fandt Af mit Rige vel-indhegnet; Men Dets lykkelige Kaar Kosted mig syvhundred Aar! Nu af Verden Alt var mit, Som jeg agted værdt at nævne, Til det store Kæmpe-Skridt, Fandt hos Røverne jeg Evne; Saa nu gjaldt det kun derom, At forvandle Alt til Rom! Skal til hele Verdens Gavn Virke Alles Egen-Nytte, Maa sig i en Keiser-Favn Alles Skæbne sammenknytte; Saa mig ret forstode just Sylla, Cæsar og August! Skade kun, at hvo ei har Nogen Jævning over Mulde, Vorder let en Himmel-Nar, Som det Nero blev tilfulde; Retter Alt sig efter Krumt, Selv det Kloge synes dumt! Dog, min store Verdens-Plan Ingen Nero kan forrykke, Hæver kun Vespasian, Som er Lyset til hans Skygge; Vei til Kiærlighed og Had Bedst i Høiden skilles ad! Men hvad mig i Hjertet skar, Var den Forskiel, jeg opdaged Mellem Skythe og Barbar, Som til Krig mig end nødsaged, Da til Skole-Gang og Lov Høit jeg havde Fred behov! De forvovne Skythe-Børn Ikke blot afbrød min Hvile, Men de vingeskiød min Ørn, I en Sky af skarpe Pile, Saa ved Euphrat og ved Rhin, Brat han glemde sit Latin! Nys og fik jeg om en , Lønlig under Nørre-Lide, Brusende om Herthas Øe, Mylrende af Kæmper stride, Siden jeg, desværre, fandt, Rygtet var kun alt for sandt! Dog min Plan sit Bane-Saar Gav en Tro, som har ei Mage, Thi den fløi som Ild i Blaar Trindt om Land i kolde Dage, Trodsed Ild og Sværd og Kløgt, Og henveired Dødens Frygt! Til min store Hjerte-Sorg Den fordømde Egen-Nytte, Hvormed jeg paa Roma-Borg Alting vilde sammenknytte, Og Dens Skjalde helst besang Roms og Verdens Undergang! Hvad jeg agted mindst paa Jord, Fandt jeg nu dog, var det Store; Thi jeg saae et Troens Ord, Intet Sværd kan giennembore, Lagt paa Baal, det gløder kun Farende fra Mund til Mund! Skulde ei jeg reent forgaae, Med den Tro jeg maatte thinge, Prøve, om den ei, paa Skraa, I min Plan sig lod indbringe, Saa den, til sit eget Gavn, Lod mig raade i sit Navn! Forbund er en farlig Sag Med hvem stærkest er i Grunden, Derfor end et Hoved-Slag Vovede min Haand med Munden, Men opgav med Julian Mat sin gamle Verdens-Plan! Spiret uden Lov og Dom Tog nu Skyther og Barbarer, Og til Kæmper, selv i Rom, Jeg beholdt kun Præste-Skarer; Hvor der messedes Latin, Immer dog var Æren min! Snildt jeg nu i Vatikan, Af en Franke-Drot husvalet, Omarbeidede min Plan, Efter Kirke-Ritualet, Saa bogstavelig i Pagt Haand og Mund gav Pave-Magt! Verdens-Klogskab er mit Navn, Derfor stræber jeg at knytte Hele Verdens sande Gavn Til hver Enkelts Egen-Nytte; Glipper det, som let kan skee, Er det dog en stor Idee. Altid var det Prøven værd, Om af Præster skabes kunde, En almægtig Romer-Hær, Som gik aldrig meer tilgrunde, Og som gav, for billig Priis, Verden Pas til Paradis! Tosser det kun ei forstaae: Vil en Stærk man overvinde, Maa man der ham overgaae, Hvor hans Størke er at finde, Og at kun af Over-Tro Lod sig Troen overgroe! Maa man Verden giøre dum, For den grundig at oplyse, Vorder Veien lang og krum, Saa Kortsynede maae gyse, Men Ideen selv sin Vei Baner sig, og gyser ei! Classisk er, med Romas Sprog, Skriften fra Augusti Dage, Den skal giøre Verden klog, Men ei uden stor Umage, Faaer man Verden ret i Stil Efter Flaccus og Virgil! Sammenflyde maa, engang, Magten i en Keiser-Pave, Som med Sværd og Gude-Rang Holder Pøbelen i Ave, Mens for alle kloge Folk Han kun er Fornuftens Tolk! For det store Maal at naae, Som jeg øiner, vel tilmode, Er mig, naar de kun forslaae, Alle Midler lige gode: Alle Veie gaae til Rom, Og kun een gaaer oven om! Længe har den Vei mig brudt, Som mit Hoved, saa min Bane, Trods min Sværte og mit Krudt, Bedst dog beed den gamle Vane, Knap er end saavidt det bragt, At den Vei blev ret aflagt! Dog er Verden nu saa klog Blevet paa sin egen Nytte, At vel kun et fyndigt Sprog Fattes, for at Alle knytte Hvad de kalde Christendom Kiønt til Enighed med Rom! Mellem Paverne til Stads Trilling-Kronen bar de Fleste, Innocens og Bonifas Ahned af min Plan det Meste, Hildebrand mig ei forstod, Var mig dog en Kæmpe god! Morten Luther var mig haard, Men han tænkde, til min Lykke, Jeg var født i Pavens Gaard, Lod mig classisk undertrykke; Og Calvins de værste Nap Var i Grunden Venne-Klap! Jesuiterne mig har Fremmet meer end mange Paver, Til at giøre Sagen klar De forened sjeldne Gaver, Feiled, efter Munke-Skik, Kun det høie Ørne-Blik! Nys en romersk Keiser-Haand Hævede mit Ørne-Banner, Og imod Napoleon Kalder smaa jeg Stor-Britanner; Men mit Pave-Keiserdom Han paa Fransk kun drømde om! Tiden skrider, Banen med, Noget dog tilsidst maa vinde, Verdens-Fred maa finde Sted, Hvor end Fredegod er inde; Hvad om han til Verden kom Dog med Konningen af Rom! Jeg, med Kraft og Kløgt og Konst, Under Korset, som paa Thronen, Ei to tusind Aar omsonst Beilet har til Trilling-Kronen, I det Mindste dog paa Een Funkle maa dens Ædelsteen! Klart er Ordet, jeg har ført, Stor er Planen, jeg har fattet, Fiin er Farven, jeg har rørt, Deilig Stenen, jeg har glattet; Alt er hans, som Gaaden veed, Troer paa mig, og falder ned!
XIX. Keiser August. Rom, al Verdens Herskerinde, Alle Guders Yndlings-By, Gjorde jeg til min Slavinde, Vandt og derved Gude-Ry! Mangt et Huus, før jeg blev Ene, Sank i Gruus, men jeg for Tegl Byggede med Marmor-Stene, Bøded saa paa alle Feil! Mangt et Hoved maatte springe, Ogsaa Ciceros det graa, Før jeg rigtig kunde bringe Alt til efter mit at gaae, Men da jeg fik Lov at raade, Gjaldt for Retten immer Naade! Mig og Livia til Ære Neppe siger Prosa Nok, Som af Livius kan lære Hvo hans Phraser har i Flok, Men at man mig helst bør kalde Gud for Alt hvad jeg bedrev, Vidne trofast mine Skjalde Som det ei for Intet skrev, At, trods Avinds tomme Skvalder, Og Sophisters Hjerne-Spind, Digternes den gyldne Alder Virkelig med mig gik ind, Saa om mig og Roms Poeter Spaaed Nilens syv Propheter! Derfor end, af alle Skygger, Jeg det hører med Plaseer, At paa Maro Verden bygger Fremfor paa den graa Homer, Sluttende: trods alle Lyder, Og hvad Momus kalder Aag, Bugned dog den Tid af Dyder, Da selv Digteren blev klog, Gjorde Vers, som man giør Tøier, Brugde Guder kun til Stads, Var begeistret kun for Løier, Som Ovid, og som Horats, Krandsende med Tusindfryder Bonde-Dont og Borger-Dyder! Freden blev min Kiæle-Dægge, For den kaldte mig August, Skade kun, at skarpe Egge Huge nær saa godt ei Rust, Jammer-Skade, at Germaner, Tølpere i Bjørne-Skind, Tog fra Varus mine Faner, Og forbittrede mit Sind! Dog, om end min Guddom halter, Før jeg kom i Skygge-Lag, Staaer og falder dog mit Alter Kun med Verdens gode Smag, Thi det staaer paa gyldne Stave I Apollos Kiøkken-Have!
XX. Nero. Ikkun den er fri at nævne, Som kan giøre hvad han vil; Hvem der sparer paa sin Evne, Veed ei hvad den duer til; Derfor gjorde vel og ilde Jeg iflæng, alt som jeg vilde! Heraf følger jo tillige, Man kan giøre Sort til Hvidt, Saa det intet har at sige, For hvem der kan handle frit, Hvad han giør, naar som en Kryster Ei han laster hvad ham lyster! Seneca og Burrhus, begge, Lærde mig, at jeg var fri, Ved at slaae de gamle Giække, Jeg bestyrked dem deri; Var det Løgn, for egen Brøde Og for min de skulde bøde! Uden Forskiel Folk og Frænder, Som det lysted mig, jeg slog; Guld jeg gav med begge Hænder, Som jeg gav, jeg ogsaa tog; Prøved Alt hvad prøves kunde, Som det Gode, saa det Onde! Jeg og prøved Christendommen, Deels med Staal og deels med Ild, Prøven dog var ufuldkommen, Thi, langt meer end Guldet gild, Skal den (sagde Sancte Peder) Prøves i hvad bedre heder! Alle Konster, alle Dyder, Prøvede jeg i en Hast, Prøved alle Feil og Lyder, Had og Yndest, Roes og Last, Prøved, som jeg nødig vilde, Og tilsidst at fare ilde! Tant det er med eget Tykke, Støvet kun sig drømmer frit, Ei engang en livløs Skygge Mægted jeg at vorde kvit, Mindre det, som, da jeg endte, Hedere end Ild mig brændte!
XXI. Vespasian. Tibren rødmede af Blod, Skyerne af vilde Luer, Vaklende paa Kuglen stod Fruen over alle Fruer, Dronningen for Herredom: Lykken i og over Rom! Ordet gik i Spaamands-Hjem, At omtrent i mine Dage Skulde fra Jerusalem Lykkens Yndlinger uddrage, Og, trods Raaderne i Rom, Vinde Verdens Herredom! Trodsende paa dunkle Ord, Som de dristig sig tilegned, Jøderne i Harnisk foer, Tænkde mindst, de Ord betegned Lykken, som med Straale-Glands Kronede min Laurbær-Krands! Carmel-Guden, lønlig stor, Uden Bram og Billed-Støtte, Klogere det dunkle Ord Knytted til hvad klarlig mødte, Sanddru, sagde han, dig spaaer: Times skal, hvad du attraaer! Maatte da end Capitol Først af vilde Luer gløde, Skabde dog min Lykke-Soel Rom en liflig Aften-Røde, Mens for Titus sank i Gruus Carmel-Gudens Bede-Huus! Haard jeg var, men ei for Spot, Ei af Lyst, men kun for Penge, Thi de lugte immer godt, Overstemme alle Strænge, Guld er, hvad man saa end troer, Over-Keiseren paa Jord! Skade kun, at snart forbi Det og skal med Rigdom være, Ei selv den mig kunde frie Fra den tomme Guddoms-Ære, Som mig Lykken, lunefuld, Gav for alt mit Sølv og Guld!
XXII. Constantin den Store. Purpur-Kaaben, tit opfarvet I sin Bærers Hjerte-Blod, Immer ranet, sjelden arvet, Nemt itu sig rive lod, Den paa Ny at sammenstykke Dertil hørde Magt og Lykke! Kiæden mellem Jord og Himmel Knyttet er med lønlig Konst, Hos en broget Gude-Vrimmel Søgde Mange den omsonst, Og dog kun med Himlens Naade Mand kan over Muldet raade! Hvem der smile kan ad Døden, Ham har Himlen smilet til, Og som Soel i Aften-Røden Dalede min Fader mild, Rakde mig, med Favnen aaben, Rørt sin Flig af Purpur-Kaaben! Derfor, da mod arge Trolde Det, ved Verdens Hoved-Stad, Gjaldt om Stand og Stik at holde, Til min Faders Gud jeg bad: Du i Løn, som raader ene, Raad og Lykke mig forlene! Solen daled for mit Øie, Sælsomt Straalerne sig brød, Til et Jær-Tegn i det Høie, Som det Seirende betød, Vanskelig dog var at finde Veien til i det at vinde! Natten kom, og Søvnen endte Langt, forgiæves Hoved-Brudd, Drømmen Lys i Mørket tændte, Til mig kom de Christnes Gud, Sagde: see, til Seier danner I din Haand jeg Korsets Banner! Solen steg paa Himlens Bue, Haand paa Værket var ei seen, Brat der blev i Kors at skue, Røden Guld med Ædel-Steen, Hvor, paa Lykkens Løbe-Bane, Løfted sig min Purpur-Fane! Trolde sank, og Kæmper bæved, For det store Himmel-Tegn, Brat sig Verdens-Thronen hæved Under mig med Engle-Hegn, Rifterne i Purpur-Kaaben Dækkede mit Straale-Vaaben! Som den første Christne Keiser, Er udødeligt mit Navn, Mens Konstantinopel kneiser Over Maste-Skov i Havn, Ja, saalænge Korset danner Under Sky et Seiers-Banner! Hvem der smile kan ad Døden, Ham har Himlen smilet til, Og som Soel i Aften-Røden Lukked jeg mit Øie mild, Da med Christen-Tøi i Daaben Jeg ombytted Purpur-Kaaben! Stridig Ordets Strømme rinde Giennem Sekler ved min Grav, Immer tvistes om mit Minde Christendom og Hedenskab; Men hvad hos mig vandt omsider Seierrig for Kronen strider!
XXIII. Konstantinopel. Hvad Tibren med sin flakke Grund, Kun stor imellem Bække, Er mod mit Hav og dybe Sund, Og Baad mod Orlogs-Snekke, Det er paa Høi af Potte-Skaar Det stolte Rom mod Maglegaard, Mod Herrens Stad paa Bjerget. Jeg er og ei et Værk af Rom, Thi ved Helleners Hænder Byzants med Priis til Verden kom, Før Rom fik Haar paa Tænder, Og medens Græsk gaaer for Latin, Er alle Dage Æren min, Som Hellas-Hovedstaden. Det var den store Helgen-Drot, Hvem Himlen skiød i Sinde, At reise her sit gyldne Slot, Ved Marmor-Havets Minde, Saa Korset fik en Hoved-Stad, For ham, der meer ei throne gad Imellem Afguds-Bænke! Her fyldte sine tusind Aar Det store Christus-Rige; I Thule selv af Magle-Gaard Man vidste godt at sige, Thi Kæmper fra det høie Nord Det kaldte Ære størst paa Jord, At vogte mine Volde! Thi fandt i mig et Bolværk stolt, Araber og Osmanner, Jeg tyve Tørninger udholdt, Med Korset i mit Banner; I Constantin den Stores By Fandt Øiet Lys, og Vidskab Ly, I Fimbul-Vinterdage! Gud bedre mig! den grumme Tyrk Forspildte al min Lykke, Af Paradiis at skabe Ørk, Det er hans Mester-Stykke, Nu, snart i fire hundred Aar, Der trives trindt om Maglegaard Kun Haler af Hel-Heste! Dog, selv i Faldet var jeg høi: Alt som en Fugl af Reden, Helleners Sprog og Vidskab fløi Fra mig til Vester-Leden, Og finde vel engang, paa Ny, I Constantin den Stores By Høi-Skolen, de end savne!
XXIV. Øster-Søen. Mellem mig og Kattegat, Trindt omkring tillige, I den stjerne-klare Nat, Førdes Gude-Krige, Fugle sang derom i Lund, Saa deraf i Øre-Sund End gaaer Ry med Ære! Med det store Middel-Hav, Ei tør vi os maale, Prise dog det gyldne Rav, Kan og Frosten taale, Bytted ei vor Eeg og Bøg Bort for tusind Blomster-Løg, Sundet ei for Strædet! Smaat er kun vort Folke-Tal, Dog slet ingen Bølge Pløiet blev af Helt og Skjald, I saa stort et Følge, Ei for Verdner kom paa Valg Bedre Navn end Kæmpe-Balg, Det fik Nørre-Leden! Derfor intet Rom i Nord Indgang fandt og Stade, Men et Rom kun sank til Jord For Dets Øxe-Blade; Fra vor lille Verden kold Løver kom med Herre-Skjold, Skifted Ørnens Rede! Derfor, skiøndt vor Folke-Kreds Liden er til Skue, Vi os finde vel tilfreds Med vor Kæmpe-Tue, Hvor med os i Bølge-Gang Kappes Tunge-Maal og Sang Over Bøg og Bjerge!
XXV. Folke-Vandringen. Bisse-Læder vel i Sko Findes alle Dage, Selv hvor med Citronen groe Blomster uden Mage; Men at hele Folke-Færd Bisse om med Spyd og Sværd, Sjeldent er til Lykke. Der, hvor Jernet groer i Fjeld, Buerne i Skove, Drengene i Vinter-Kveld Feie Skridt paa Vove, Der var Folk med Staal i Arm, Det var Folk med Iis i Barm: Skyther og Barbarer! Volde kan, hvor Jøkler staae, Snee-Skrid Midler ringe; Det kan hist en Gemse-Taa, Her en Fugle-Vinge! Saa i Vovehalse-Vang Volde kan et Vink, en Sang, Lange Kæmpe-Reiser! Det var fire hundred Aar Efter Herrens Komme, Da i Rom og Maglegaard Kraftens Tid var omme, Riget som et Arve-Gods Mellem Børn af Theodos Skiftet til at smuldre! Da med Hunner fra Nord-Ost Atle foer saa fage, Han, som kaldte sig uroest Selv en Lande-Plage, Det han var med Ild og Sværd, Dyrisk var hans Herre-Færd, Djævelsk var hans Glæde! Dog, kun Ørk er Dyre-Lodd Mark er Mande-Sæde, Hunner faldt for Egg og Odd, Mennesker til Glæde! Haardt paa Haardt kun holder Styr, Vilde nok, men dog ei Dyr, Gother var at nævne! Alrik, med en Flok af dem, Pyrenæer-Dalen Kaared til sit andet Hjem, Byggede paa Valen, Grundede paa Romer-Gruus Der et Gothisk Konge-Huus: Borgen i Toledo! Keiser-Thronen nu i Rom Stod paa skiøre Suler, Styrted end før Thjodrik kom, For en Flok Heruler, Men dog kun for Gothen fiin Hynde laae paa Gylden-Skrin: Thronen i Verona! Det var Diderik af Bern, Høvdingen for Riser, Om hvis Navn end holde Værn Nordens Kæmpe-Viser, Skiøndt i Apenniners Land Stakket kun holdt Gothen Stand, Sank i Romer-Gruset! Vester-Havets Dronning-Øe Haardt det fik at finde, At indvandre over Folk kan faae i Sinde, Der kom Hengst og der kom Hors, Med fuldsvart et Britte-Kors: Gridske Angel-Sachser! Gallien dog værre foer, Der løb Alfar-Veien, Gother gik i Hunne-Spor, Saa kom Hurlum-Heien, Og Burgunder, Alleman, Hver tog Sit, med Negl og Tand, Holdt det, mens de kunde! Klodovig kom sidst og bedst, Karl var han for Hatten, Slog fuldmangen Mand af Hest, Tog saa hele Klatten, Franker hedd hans Kæmpe-Trop, Selv de brat sig kaldte op Flaut i Frankerie! Saa hver Strids-Mand tog sin Part, Vester-Keiserdommet, Blev udskiftet i en Fart, Gik som det var kommet! Hvor Karthago sank i Gruus, Genserik et Konge-Huus Reiste for Vandaler! Længer paa sin Helsot bar Øster-Keiserdommet, Skiøndt med Narses, Belisar, Ei til Kræfter kommet; Selv det Bane-Saar sig gav, Sank saa Led for Led i Grav, Tusind Aar om Døden!
XXVI. Araberne. Fra Landet ved det røde Hav, Vi gik paa lange Reiser, Og brugde Sværd til Vandrings-Stav, Det saae den Græske Keiser! Ægypten var et Bede-Sted, For vores Karavane; Og Syrien vi toge med Paa samme Løbe-Bane! Nord-Afrika vi glemde ei, Det var os vel til Maade, Der havde vi vor Lande-Vei, Og bygged Færge-Baade! Med dem vi over Strædet løb, Vi drev for Vind og Vove, Fik Spanien for Røver-Kiøb, Og stadsed i Cordove! Dog, under al den Vester-Færd, Os Østen ikke savned, Vi maalde Persien med Sværd, Og Indien os favned! Det skedte Alt i hundred Aar, Fra Mahomed at regne, Som Ørkens Sønner til en Hjord Forsamled allevegne! Hans Eftermænd Kalifer hedd, Og hvor de os udsendte, Med Sværd til Tro paa Mahomed Vi Hedninger omvendte! Med Christne gik det ei saa redt, De turde os fortælle, Vi troed paa en falsk Prophet, Derfor saa blev de Trælle! Imens vor Plov den gik saa rask, Fra Omar Seier-Fader, Vor Hovedstad var mest Damask, Kalifer Ommijader! Da deres Kæmpe-Tid var endt, For Ny vi havde Næde, Da var vi trætte saa omtrent, Og satte os til Sæde! Da som et Babylon paa Ny Vort Bagdad kom for Orde, Dog Lykke i Al-Mansurs By Ei Abassider gjorde! Al-Raschid og Al-Mamun vel Paa Roes og Bøger heied, Dog blev Kalifen snart en Træl For Trøstere, han leied! Ja, tog Seldschukerne ei Alt, Det var, fordi paa Krykker, Prophetens Jorde-Rige faldt I Stumper og i Stykker!
XXVII. Frankerne. Gallien besat vi fandt Af hvem veed hvormange, Men vi kom, og saae, og vandt, Slog, og tog til Fange! Med de Spanske Gother laae Længe vi i Haaret, Til dem Nok at blæse paa Gav Araber-Saaret! Trods vor Mur, fuldhøi og breed, Og vort Helte-Rygte, Røverne fra Øster-Leed Ogsaa os hjemsøgde; Men vor Hammer gav dem Smæk, Han var Lande-Værge, Saa de snart sig skrubbed væk, Over alle Bjerge! Mange tusind Mohrer dog Tog hos os til Takke, Med en lille skummel Krog I vor Galge-Bakke! Merovinger kaldte sig Dengang vore Grammer, Kongeligst i Fred og Krig Skinned dog vor Hammer! Sønne-Sønnen og af ham, Keiser Karl den Store, Reed Araber-Skimlen tam, Med sin Gylden-Spore! Ja, til Ebro godt han kom; Over Po tillige, Hented Kronen selv i Rom Til sit Keiser-Rige! Seierrigt hans Banner foer Indtil Raab for Resten, Og til Eideren i Nord, Eller dog saa næsten! Sachserne var studse nok, Voved tit at mukke, Maatte med hver Steen og Stok Dog omsider bukke!
XXVIII. Karl den Store. Carolus Magnus, Franke-Drot! I tusind Aar tillige En Hytte liden var dit Slot, En Grav dit Keiser-Rige, Men under Gylden-Krone dog End gaaer dit Navn fra Bog til Bog, Fra Mund til Mund paa Jorden! Hvad har du gjort i gammel Tid, Som freder om dit Minde! Hvad togst du vel med Storm og Strid, Som vare kan og vinde! Hvi gløder end ved Ronceval Med Holger Danske hver en Skjald For Keiser Karl den Store? Med Foden flink du stødte om Lombardens Røver-Throne; Med Haanden let du tog i Rom Den gamle Keiser-Krone, Betalde Kroningen saa godt, At Bispen blev en Kirke-Drot, Og du hans Kirke-Værger! Araberen, saa stolt og stor, Dit Glavind stak af Hesten, Den vilde Kraft i Syd og Nord, I Østen og i Vesten, Du tæmmed med din Keiser-Vaand, Og sønderbrød med Kæmpe-Haand Den stive Irmin-Sule! Med Sværd-Slag ingen Ridder-Stand Der skabes i Guds Rige, Og Blod er daarligt Vie-Vand, Det maae vel Christne sige; Men Ære med den Herre bold, Som førde Lyset i sit Skjold, Med Korset i sit Banner! Ja, Eginhard og Alkuin! I løfte høit med Føie Carolus over Constantin, Langt bedre var hans Øie, Han saae, det er kun Aandens Glands, Der skabe kan en Straale-Krands Om Korset under Bue! Langt heller end til Lurens Klang, I sine gyldne Sale, Han lyttede til Skjaldens Sang, Og til de Vises Tale! Med Sværdet skar han Tydsklands Pen, Saa Dens og Morten Luthers Ven, Maa vel hans Daad ophøie!
XXIX. Angel-Sachserne. Vikinger af Moders Liv, Valhals rette Giæster, Strømmed sammen vi paa Hav, Styred saa i Vester, Kom til Bretland i en Fart, Tog, som Kæmper, hver sin Part, Sloges om det Hele! Riger saa vi reiste syv, Regner man det nøie, Vest-Sex og Nord-Humberland Var dog Hoved-Fløie: Hisset var den tydske Haand, Her var Nordens Kæmpe-Aand, Sjælen i det Hele! Kronen først dog havde Kent, Konge kan man være, Skjøndt man af sit Parlament Skiel og Skik maa lære; Over-Huset var i Nord, Under-Huset fra i Fjor Stemmed for det Hele! Ina var en Vestsex-Drot, Angler han gav Love, Egbert var af samme Slægt, Angled Alt tilhobe, Alfred var en Hoved-Mand, Ædling god var Adelstan, Sachser i det Hele! Funt og Kors, med Augustin, Fik vi fra det Fjerne: Man af sine Side-Mænd Mestres ikke gierne; Heller end os christne ret, Havde os vel ogsaa ædt Britter i det Hele! Kirken i Nord-Humberland, Christi, op ad Dage, Himmelhøi og klippefast, Hæved sig nu fage, Døbde langs fra Donaus Væld, Over Hartz og Dovre-Fjeld, Norden i det Hele! Kloster-Skolen var og god, Klog paa meer end Daaben: Beda med sin Kirke-Bog Bærer Viisdoms-Kaaben! Kundskabs-Træerne ved Rhin Kiernelagde Alkuin: Manden for det Hele! Falke-Syn, fra Heden-Old, Fulgde vore Skjalde, Mestere i Harpe-Slag Maa dem Norden kalde: Lære-Digt og Spaadoms-Sang Ligegodt i Øret klang, Herlig i det Hele! Cædmon var en Kirke-Skjald, Kongelig i Aanden, Davids-Harpen sært ham faldt Drømmende i Haanden, Toned høit om Paradis, Toned til Jehovahs Priis, Prægtig i det Hele! Andre Sagn og Æventyr Arved efter Brage, Harpen kaldte, under Kors, Heden-Old tilbage, Bragende om Grændel Trold, Bjovulf, Hengst, og Hnæf og Skjold, Norden i det Hele! Viking-Magt, som Viking-Liv, Varer sjelden længe: Hedninger fra Viking-Hjem Hærged Mark og Enge, Daad og Digter sank i Muld, Daner tog vort Sølv og Guld, Efterhaands det Hele! Daner gik, Normanner kom, Dybt vi sank i Dvale, Keiseren med Douzepers Kom da ret paa Tale, Artus ved det runde Bord Arved Heltene fra Nord: Aanden i det Hele! Vi til Kræfter kom igien, Kun som Dødens Fanger, Aanden giæsted nu og da Enkelt Helt og Sanger, Dog, med Synerne vi saae, Som i Dvale mest Den laae, Slumred i det Hele! Dvale er dog ikke Død, Dages det derhjemme, Fuglen vel med Fjer igien Faaer sin gamle Stemme, Staver sig, i Glemme-Bog, Til vort Syn, som til vort Sprog, Herligt i det Hele!
XXX. Knud den Store. Hvor smilende Kyster, Ved Sundene smaa, Som Broder og Syster, Hinanden forstaae; Hvor Hav-Fruer dandse, Med Skovmærke-Krandse, Paa Bølgernes Top; Hvor Ager-Høns klukke, For Sø-Haners Vugge, Der voxde jeg op! Som han, der paa Snekke Kom spæd over , Med Odd og med Egge, Til Dannemænds Øe, Og vilde, hensoven, Skrinlægges paa Voven, Med Guld og med Rav; Som Skjold, end paa Baaren, Mig vinked om Vaaren Det vildende Hav! Hvor Havelok Dane Sin Fæste-Mø vandt, Paa sælsomme Bane: Hvor Guldborg han fandt, Bag Vester-Havs Bølger, Hvor Grav-Høien dølger Den Høvding saa bold; Der, underlig fremmed, Jeg syndes, var Hjemmet For Ætten af Skjold! Der lod, paa Høi-Sæde, Med Kronen saa prud, Jeg Skjaldene kvæde Om Store Kong Knud; De voved at sige: Han var i sit Rige, Hvad Gud er i Sit, Og Lov-Taler grove Behage, til Hove, De Fine for tit! Jeg reiste min Throne Ved Themsen fuldnær, Med Scepter og Krone, Jeg satte mig der, Tog kraftig til Or'e, Holdt Ting med de Store, Til Høi-Vandet kom. I Høielofts-Sale LodLadA's ordlyd giver god mening, derfor afføde rettelseslisten en supplerende note, ikke en rettelsesnoteLad Høvdinger tale Med Skjalde derom! Fra gyldne Høi-Sæde Jeg tordnede: Flod! Vov ikke at væde Din Over-Mands Fod! Fuldhøit er jeg steget, Her staaer paa sit Eget Min Konninge-Stol, Tænk ei, i mit Rige For dig jeg skal vige, Mens Øiet seer Soel! Sig høined dog Floden, Stiltiende kvær, Gik lukt over Foden, Gik Knæ-Skallen nær, Da sprang jeg fra Sæde, Og flygted med Glæde, Og sagde ei blot: Kun Han eier Landet, Hvem Veiret og Vandet Vil kiende for Drot! For Herredoms-Skiellet Mig gjordes saa klart, Til Vindsor-Kapellet Jeg vandred fuldsnart, Der Helten jeg kroned, Som Støvet udsoned Med Aandernes Drot, Hvis Bud over Bølge Al Verden maa følge, Hvis Scepter er godt! Derefter paa Thronen Jeg, Mide i Muld, Ei praled med Kronen Af Demant og Guld, Og Danmark og Norge, Med Anglernes Borge, Jeg kaldte nu Hans, Som skabde i Skoven, I Skyen, i Voven, Et Speil for sin Glands! I Mund-Harper sære, Med Strænge af Guld, Som tone til Ære For Guder af Muld! I Lov-Tunger snilde! Hvi friste, forvilde I Skjoldunger saa, At sjelden paa Vinge De høit sig opsvinge Som Land-Vætter smaa?
XXXI. Harald Haardraade. Norge, Kæmpers Fødeland, Var min Konge-Moder, Spiret var en spydig Gran, Bjørnen var min Broder, Nattergal var mig som Giøg, Ørn og Maage, Ravn og Høg, Det var mine Fugle! Klinge-Døn paa Skjolde-Tag, Bedre end alt Harpe-Slag, Huged mig i Thule! Da en Leer-Grav var min Strand, Spaaner mine Baade, For mig svæved Øde-Land, Paa en Orlogs-Flaade; Mønstred jeg i Gry, og Kveld, Drømmene om Fryd og Held, Legenes Kiær-Minder, Immer slog, paa Mørke-Blaat, Rosen-Rødt og Lyse-Graat, Valens Keiserinder! Fyldt jeg var ei femten Aar, Da med Hænder bolde Bønder jeg gav Bane-Saar, Kløved Herre-Skjolde, Det var, da paa Stiklestad Kongen faldt for Bonde-Had, Hellig-Olav blegned, Der, med dybe Kæmpe-Saar, Dog med bedre Konge-Kaar, Jeg paa Valen segned! Modig Mand er Lykkens Ven, Ven er meer end Frænder, Brat jeg leved op igien, Faldt i gode Hænder, Stævned over Bjerg og Dal, Stævned over Bølgen sval, Did hvor Lykken vinked: Hvor for Mænd med Helte-Kaar, Luren klang i Magle-Gaard, Gylden-Hjelmen blinked! Der jeg, som en Væring bold, Tjende mange Dage, Som for Æren, saa for Sold, Ledte om min Mage: Blaamænd meied jeg med Sværd, Sanked Guld i Herre-Færd, Stormed Klippe-Borge; Sank engang i Orme-Gaard, Klædte dog i Manddoms-Aar Konge-Stol i Norge! Jeg kun loe ad Bonde-Had, Vant til Kæmpe-Dyster, Aved med mit Øxe-Blad Einer Bue-Kryster; Længdes mere, Aar for Aar, Modig efter Magle-Gaard, Hvor, med Brag og Bulder, Under Storm og staalgraa Sky, Sværdet Vinter reed ad By, Over Kæmpe-Skulder! Da fra England kom der Bud: Jarlen krøb paa Thronen, Bedre vel end Danmarks Knud, Passed mig Guld-Kronen, Med en Skov af Eeg og Gran Tog jeg til Nord-Humberland: Gammel-Norske Egne; Drømde Thord, og drømde Gjord, Drømde selv jeg fælt ombord, Hvad var det at regne! Jarler sank for Konge-Sværd, Som det sig mon sømme, Kæmper fyldte godt i Kær, Blodet flød i Strømme! Jorvik thinged som en Skielm; Brynjeløs, med Skjold og Hjelm, Reed jeg i min Kofte, Klædt i Staal fra Taa til Top, Konge-Jarlen med sin Trop Mødte mig paa Tofte! Slaget stod ved Stanford-Bro, Det er vel at mærke: Normænd stod vel Een mod To, Uden Brynje-Særke! Purpurfarved der man saae, Med min Kofte mørkeblaa, Mange Brynjer hvide, Skjold-Borg min jeg selv kun brød, Maatte dog, som Nornen bød, Bleg i Græsset bide! Med min Lykke og min Roes, Mellem Gran og Birke, Slumrer jeg i Nidar-Oos, I Vor Frue-Kirke! Hellig-Olav, har man sagt, Kæmped kun for Troens Magt, Harald for sin egen; Sikkrest er det simple Ord: Hvad end kæmpes for paa Jord, Døden ender Legen!
XXXII. Normannerne. Alle vi kom fra Nørre-Leed, Gjorde sædvanlig kort Beskeed, Fyldte i Karolingers Tid Vester-Leden med Storm og Strid; Seiled saavidt som var blaa, Levned ei Liv, hvor Rov vi saae! Alle som Bier vi fløi og trak, Surred og Alle som de og stak, Men om en Viser flink og ferm Flokked sig dog en rigtig Sværm, Satte sig fast, hvor sødt det klang, Kube sig vandt i Blomster-Vang, Blev til et Stade, stort og stolt, Hvor der paa Norsk er aldrig koldt, Virkede Vox og Honning sød, Værk til Kierte og saa til Mjød; Sværmede rask over Bjerg og , Saa det blev kiendt paa mangen Øe, Mest hvor de Blomster fandt og Ly, Saa der blev Værk og Sværm paa Ny! Viseren god heed Gange-Rolv, Gik for To af de store Tolv! Han sig til Kube, frank og fri, Fik Bretagne og Normandi, Var vel kun Søn af en Møre-Jarl, Raged dog høit over Tosse-Karl, Kyste ham saa med Fynd paa Fod, At paa sit Hoved Franken stod! Jarle-Kongen, som Norges Drot Turde ved Jorvik byde Spot: Lidt over syv Fod Jord i Alt, Der sig at hvile, naar han faldt, Meer ikke selv af Engeland Fik under Skiftet med Norman! Villum Bastard den Rollung heed, Som saa i Ring ved Hastings reed, At var end Harald sadelfast, Græsrytter dog han blev i Hast! Ægtere var ikke Spyd og Sværd I nogen Høvdings Herre-Færd, (Angler det sanded tit med Sorg) End i den Jarls fra Rudeborg! Prægtig nu gik Normanners Plov, Kroner om Land man holdt for Rov, Og hvor paa Vove løs det gik, Immer de høiest Øine fik! Lystig det gik over Bjerg og ! Krone har fleer end Anguls Øe, Robert Guiskard sig smedded sin Hinsides Alp og Apennin, Græker og Blaamand Tankreds Søn Værkstedet gav i Arbeids-Løn, Det var Neapel og Sikel-Øe! Brat over Bjerg og salten Sø Teede sig klart, i Herre-Færd, At endnu Lyn man smedded der: Trindt om Tankred og Boemund Lynede Sværd i allen Stund! Da var Normannen i sin Glands: Glimrende var den Hæders-Krands, Han, fra Neapel og Normandi, Vandt under Kors paa Kæmpe-Sti! Lykken dog er af Boble-Art, Brister i al sin Pragt fuldsnart: Robert Curthos, den Helt saa prud, Han var Normanners Krone-Skud, Immer dog feil derad han tog: Kronen i Jorsal han afslog, Greb efter den i EngellandEngelandA's læsemåde adskiller sig blot fra Rettelseslisten gennem den religiøse association af England med Englenes Land. Stavemåden Engelland findes også side 147. England beskrives senere i A som Noahs Ark, så A's læsemåde er ikke aparte. Der er i øvrigt ingen metrisk forskelEngeland, Snubled, og faldt i Slavestand! Med ham i Taarn, og saa i Grav, Sank da Normanners Høvdingskab, Vi, som en Draabe Norsk og Dansk, Sank i et Hav af Vælsk og Fransk, Indtil omsider Normandi Tabde endog sit Navn deri! Dog, førend Cherbourg fandt sinsln Grav Midt i det tomme Ærme-Gab, Som i Seine Undergang Dieppe, Havre og Rouen, Mestrede saa man Børn i Beck, Malede saa med Pen og Blæk, Rimede saa om Kraftens Aar, Og om den favre Rosen-Gaard, At det er kiendt paa Vidskabs Sti: Været der har et Normandi! Krønike hver, som rimer net, Mester Vace er af din Æt; Villum af Lorris! din Roes du faaer, Hvergang man nævner Rosen-Gaard, Som en fortryllet Have skiøn, Duftende sødt i Lys og Løn!
XXXIII. Tydskland. Konge-Vei gik der igiennem min Krop, Fuldlænge, det fik jeg at finde, Før Keiser Carl slet Ingen stod op, Som mægted mig ret at forbinde! Vittekind trodsed i tredive Aar, Han maatte omsider dog bukke, Snart Carolinger fik knappere Kaar; Da Sachserne turde vel mukke! Keiserlig blev nu min Krone fuld bradt, Men Navnet dog Magten ei skaber; Tiest og bedst have Thronen besat Sachser, og Franker, og Schvaber! Otto den Store, en Sachser af Byrd, Han vandt Longobardernes Krone; Røver-Kiøb var den, og blev dog fulddyr, Thi falsk er den flækkede Throne! Henrik den Fjerde, en Franke saa fro, Som ret over Rom vilde raade, Han maatte staae uden Hoser og Skoe, Og vente paa Hildebrands Naade! Romeren listig, Lombarden og studs, Som leged med Kryster og Tosse, Spared end ikke for Puf eller Puds Den kiække, den snu Barbarosse! Han var en Schvaber, ved Benene hvid, En Tiger mod Sachsernes Løve, Glimrende var Hohenstaufernes Tid, Stod dog kun daarlig sin Prøve! Fredrik Araber tog med sig dens Glands, Derned, hvor ei Høvdinger bramme, Scepteret, som endog neppe var hans, Man jordede der med det Samme! Siden med Kronen der stadsedes blot, Endogsaa paa Viener-Borgen, Og nu selv Navnet af Tydskernes Drot Er jordet med Spiret og Sorgen! Konger og Fyrster ved Donau og Rhin, Som de har lært i Paris og Berlin, Opløse Forfatningens Gaade! Sproget dog lever i Mund og i Bog, Og Tydskernes Pen, tør jeg mene, Som haver knukket de Fremmedes Aag, Den kan vel og Hjemmet forene! Bjerge vel syv har jeg gjort af Papir, Slet Ingen saae Mage til Banker, Herlig paa dem, med min Pen til mit Spir, Jeg throner alt i mine Tanker, Er, i Ideen, paa Bjergene syv, Det Hellige Romerske Rige, Smilende stolt ad de jordiske Kryb, Som veed ei, hvad det har at sige! Bøsserne alle, de store og smaa, Hvor høit de end stemmede Braget, Lidt til Berømmelse vilde forslaae, For Den, som har Krudtet opdaget; Thi det er Den, der, i Tid som i Rum, Har skabt hvad al Verden maa ære: Tid gav den Tunge, som ellers var stum, Det kan man af Seier-Værk lære; Den lærde Tosser at prænte i Bog, Og den lærde Bønder at stave; Den paa sig selv gjorde Jord-Drotten klog, Og knuste den klodsede Pave! Altsammen Værk af den Tydske Fornuft, Som finder i Verden ei Mage, Spotterne sige: den lever af Luft, Velan! det giør sorgløse Dage! Trods, tør jeg sige, om Mage man fandt, Til Kæmper i Tænkningens Rige, Som min Albertus, og Leibnitz og Kant, Med Fichte og Schelling tillige! Niflunge-Kvadet jeg finder saa boldt, Og storladent, som Æneiden, Og uden Føie jeg er ikke stolt Af Digterne jeg havde siden: Ikke at tale om Luther og Sachs, Og dem, hvormed Avind mig driller, Krandsen for Mesterskab kræver jeg strax Til Vieland, til Göthe og Schiller! Kort at fortælle, og livlig og godt, Det har jeg bestandig for Øie, Naaer jeg det ikke, saa kommer det blot Deraf, at jeg sigter for nøie! Det, som en Tacitus, naaede dog Min Schveitser, til Ære for Fliden, Fyndigt og kort er hans filede Sprog, Og Klarheden kommer med Tiden!
XXXIV. Alperne. Høie Bjerge, dybe Dale, Stille Vande, stærke Fos, Alt hvad deiligt er at male, Finder Vandringsmand hos os! Kiælne Kiør, uvane Tyre, Seer man her i Flæng og Flok! Vil for Guld man Kæmper hyre, Her end findes immer Nok! Borge stod med stolte Mure, Fordum trindt og tæt paa Hald, Hyrde-Horn, som Kæmpe-Lure, Vied dem til Knald og Fald! Habsburg var et Jarle-Sæde, Det sig speiled stout i Aar, Vidt og bredt paa Alpe-Kiæde Greven eied Huus og Gaard! Til hver Borg, med Vold og Grave, Vogter-Løn fra Dalen kom, Kiør og Faar, og Hytter lave, Var dog Hyrdens Eiendom! Vidt det spurgdes mellem Fjelde: Jarlen blev en Keiser bold! Vogter med formegen Vælde Fører Sværdet i sit Skjold! Albert var fuldstræng en Herre, Og, som det med Svende gaaer, Gesler var ti Gange værre, Bød hver Hyrde Trælle-Kaar! Gesler sad paa Uri-Borgen, Raabde: neier for min Hat! Dog, fuldsnart en Nyaars-Morgen Fulgde paa en Jule-Nat! Hyrder troetretremulig læsefejl eller dittografi. Kilden (Johannes Müller) angiver, at der var 33 mænd ved Rütli. Ikonografien reducerer de 33 mænd til 3 mænd, der hver repræsenterer de tre ur-kantoner Unterwalden, Uri, Schwyz. Jeg har ikke set efter hos Friedrich Schiller. fra tykke Skove Sankedes i Maane-Skin, Svor hinanden Tro og Love, Borge-Fald fra Bjerge-Tind! Deilig gryed Nyaars-Morgen, Og da Aften-Klokken lød, Gesler sad ei meer paa Borgen, Rask i Grav man Volden skiød! Modig, rolig, uden Mage, Hyrde-Stav mod høien Hald, Satte saa i gamle Dage Uri, Schveits, og Untervald! Keiser-Børn, med stolte Hære Ærlig prøved Hyrdens Mod, Maatte dog blandt Alper lære: Ridder faldt, hvor Hyrde stod! Slægter døe, og Dage rinde, Mange i femhundred Aar, Dog end som et Hæders-Minde Hytten fri i Dalen staaer! Mistet har den sin Indbygger, Med den stærke, stille Hu, Dog omsvæve Helte-Skygger Sæter-Alperne endnu! Hisset, hvor med Brag neddaler Floden til et Alpe-Fos, Glødende opstod en Maler, Skabt for Hyrderne og os! Det var Maleren Johannes, Heltene han maned frem, Men med Pen kun Skygger dannes, Aanden farer ei i dem!
XXXV. Italien. Hvor kun Træ har friske Blade, Frugt paa Kvist, og Marv i Grene, Hvor den tynde Over-Flade Kun har Blomst med Farver rene, Hvor i Kirke, som paa Gade, Storhed har kun Bauta-Stene, Hvor, i Hesperiders Have, Alle Muser har kun Grave; Hvor, som i de Dødes Rige, Timer kun og Floder rinde, Hvor kun Sti-Mænd føre Krige, Hvor kun Silke-Orme spinde, Hvor kun Svovel-Luer stige, Hvor kun Slave-Lænker binde, Hvor kun Død og Dorskhed finder Hundrede Med-Beilerinder; Der engang, i gamle Dage, Efter Faldet af Tyranner, Mellem Børn af Gother strage, Longobarder og Normanner, Saae man Travlhed uden Mage, Over Bog, som under Banner, Der opstod, trods Rom og Paven, Skjaldskab, Konst og Kløgt af Graven! Rom sig dreied snu og snedig, Florents var sig selv en Gaade, Pisa, Genua, Venedig, Kappedes om Kram og Flaade, Alle, hvor kun Rum var ledig, Kappedes om Roes og Baade; Som mod Tysker stod Latiner, Gvelfer stod mod Gibelliner! Paa hver Markeds-Dag i Brügge Steeg min Velstand og min Hæder, Mine Sømænds Drift og Lykke Priste Nordens Hanse-Stæder! Ædel-Steen, og Gylden-Smykke, Indigo og Purpur-Klæder, Bomuld, Perler og Korender, Alt gik giennem mine Hænder! Til Salerno Læge-Vætten Vinkede med Sundheds Bæger; Fra Amalfi Romer-Retten Kom, at tæmme Tyv og Jæger, Der og stak, hos Nordmands-Ætten, Naalen som mod Norden peger, Saa hos mig selv lærde Giække Styrmands-Konst paa Borg og Snekke! Dog, mit herlige Athenen, Hvor min Tunge fandt sin Tone, Florens! Du er Ædel-Stenen I min tabte Dronning-Krone! Stolt er af din Glands Camenen, Hilser fra sin Marmor-Throne I dit Høie-Loft, med Gjotti, Hundreder til Buonarotti! Hvilken Skjald er stor som Dante! Dog end Chaucer fandt sin Mester, Galeazzos Violante! Mellem dine Bryllups-Giæster, Lærde Blomster at udplante Af mit Tempels Over-Præster: Af Boccaz og Lauras Sanger, Bod for hvem jeg aldrig fanger! Var hos mig Latinus jordet, Stod og her han op af Døde, Her oprandt, med Romer-Ordet, Vidskabs gyldne Morgen-Røde, Ved hvis Kys, trods Tyrke-Mordet, Hellens Kinder maatte gløde! Ved det Kys forligdes glade Æneid og Iliade! Dog, hvi skal jeg, kun til Kvide, Mindes lam min Løbe-Bane, Koglende ved Midnats-Tide, Helte-Skyggerne opmane, See dem blege giennemskride Hallen, under Dødning-Fane, See paa Ny min Roes nedstige Med dem til de Dødes Rige! Nei, Villani! bane-saaret Af min falske Yndlings Pile, Ei som du, i Jubel-Aaret, Kan ad Skyggerne jeg smile, Og med Epheu-Krands paa Haaret, Male dem, mens de bortile! Kun i Glemsel, ei i Minde, Fattig Lindring jeg kan finde! Ak, Colombo! ei berømme Kan jeg Lykken, dig at føde, Thi for dine stærke Drømme Grusomt maa din Moder bøde: Med dem sank i fjerne Strømme Hendes gyldne Aften-Røde; Efter Maane-Skin, i Kvælde, Mørket brat brød ind med Vælde! Ariost og Tasso! Begge Maane-Soten har I malet, Stavet paa at sammenlægge Fasten ret med Carnevalet! Efter Eder har kun Giække Mig et Øieblik hugsvalet: Rigtig kun paa Narre-Sæde Kan man baade lee og græde! Bonaparte! Lys du tændte, Som Vesuv i Vinter-Nætter, Tryllet frem, hvor klart det brændte, Syndes Alt hvad Stort udretter; Men, o vee! med Afmagt endte Sig Fortvivlelsens Idrætter, Som, naar over Bjerge rømme Dødninger for Lava-Strømme! Ak, Pompeii! dine Sale Sjunkne under Aske-Taget, Dine Drikke-Kar i Dvale Kun til Gru jeg har opdaget, De min gyldne Tid afmale, Jordet under Bogstøv-Laget, Vidne kun, naar frem den træder, Om hvad haabløs jeg begræder! Nys, som Niobe, jeg vilde Mod al Pine mig forhærde, Mig i Marmor selv afbilde, Mageløs, med Trods-Gebærde; Men, o vee! hvor jeg foer ilde! Domme-Dag er nu paafærde; Kommer, Bjerge, mig at skjule! Selv min Kunst fordunkler Thule!
XXXVI. Paven i Rom. Jeg var en Bisp fra Arilds-Tid, Med Hyrde-Stav og Hue, Men der mig Lykken syndes blid, Jeg spændte høit min Bue! Af denne Verden, sagde vel Vor Drot, er ei mit Rige, Dog tykdes mig, med Ret og Skiel, Man kunde ham modsige; Thi er han alle Drotters Drot, Skal Konger ham jo lyde, Og i hans Navn jeg fandt for godt Min Tøffel dem at byde! Haardnakket var vel mangen Een, De Fleste dog jeg bøied, Saa Kronerne de kaldte Lehn Af ham, sig selv ophøied! Saa styred med min krumme Stav Jeg Verden, paa en Maade! I Grunden Røver-Kiøb jeg gav Paa Himlens Gunst og Naade; Men af de mange Bække smaa, Som løb ved Tibren sammen, Sig danned dog en Guldstøv-Aa, Den skummed jeg med Gammen! Da bedst man lød mit Herre-Bud, Som Drot for Christenheden, For Graven bød jeg Leding ud Af hele Vester-Leden! De flokkedes som Fisk i Hav, Med Kors og Sværd og Buer, Men før de kom til Herrens Grav De Fleste faldt som Fluer! Statholder hedd jeg vel for Christ, Dog mindst af alle hued Mig hvem der troed paa ham hist, Thi de mig overskued; En saadan Karl var Johan Huss, Som stygt mig giennemhegled, Til smukke Folk, med gyldne Blus, Hans kaade Mund forseigled! Ak, at ei ham i Husses Spor Et Reise-Pas blev givet, Som piinde mig med Ukvems-Ord Snart Sjælen ud af Livet! Den Tigger-Munk var splittergal, I Pennen som i Munden, Han bandte paa, at jeg var Baal, Og Belial i Grunden! Paa Skrift han raabde Dag og Nat, Men alle mine Buller, Hvori dog skrevet stod en Klat, Han kaldte lutter Nuller! Han blæste ad vor Frues Krands, Og ad Sanct Peders Nøgle! Han spyed Gift paa al min Glands, Den ubesvorne Øgle! Da mange Konger Spot mig bød, Det bød mig Stor og Liden, Dog gav mig Somme Naadsens-Brød, Dermed jeg slider Tiden; Men lurer immer dog i Løn Paa Leilighed og Lykke, Som Sætte-Konge for Guds Søn, Lidt høiere at bygge!
XXXVII. Tyrken. Hjemme jeg har ved den Kaspiske Sø, Gider knap levet, foragter at døe, Veed ei, hvad Skæbnen kan nøde mig til, Giør, naar jeg raader, dog kun hvad jeg vil.vilvil. Først som Bujide til Bagdad jeg kom, Naar og hvordan, jeg ei bryder mig om! Mahomeds Lykke jeg kaarede der, Men hans Kalif maatte troe paa mit Sværd! Høit som Seldschuker jeg æred min Tro, Fik dog for Frankiske Hunde ei Ro, Til jeg bag Sky, som en ærgerlig Soel, Skjulde mig for Mameluk og Mogol! Endelig blev jeg til Større end Stort, Det er til den Ottomanniske Port! Asien var med Ægypten forlidt, Alt under Solen med Rette var mit, Derfor, med Stambul, som i et Minut, Landene tog jeg til Donau og Pruth! Hundene siger, jeg Styrke og Mod Drak som en Trold kun af Menneske-Blod Lad dem ad Maanen kun længe nok giøe, Mahomeds Bad er den høirøde Sø, Og at min Viisdom ei noksom er priist, Det har Kossova med Varna beviist! Ærgrelse nok vel af Rus og Polak, Ungrer, og hele det Frankiske Pak, Døiet jeg har mange hundrede Aar; Blev dog ei bindegal førend i Gaar; Da jeg med Skiælds-Ord fik Sværd-Slag til Tak Af det forbistrede Grækiske Rak, Fordi af Medynk jeg traadte kun paa, Hvad det var Smaating at spidde og flaae! Kyse mig vil nu vel Franke og Rus, Spilde ved Navarin nys mig et Puds, Men jeg skal lære de Hunde, at jeg, Om de end flaae mig, ydmyges dog ei, Og, hvilket Bud de end giør paa mit Huus, Sælger for Blod, som i Varna, kun Gruus!
XXXVIII. Spanien. Navnkundig jeg er fra Heden-Old, En Dronning med Beilere mange; Thi kæmped og mangen Ridder bold, Og segned i Spaniens Vange! Phoeniceren var min første Gemal, Mit Sølv kunde han vel skatte, Fra Gades det fløi over Bølgen sval, Min Roes saa i Omløb han satte! Af Romeren fik for Sølv jeg Staal, Og Kaar han mig bød som Slavinde, Numantia da til Dronning-Baal Sig kaared Kastiliens Kvinde! Mod Verdens-Aanden, med Staal i Bryst, Ei Tajo jeg mægted at værge, Dog modig prøved jeg mangen Dyst Imellem Asturiens Bjerge! Som Kæmper om mig i Kredsen gik Alaner, Vandaler og Svever, Men Prisen dog vandt Kong Alarik, Omringet af Gothiske Grever! Saa blev Vest-Gothen min anden Gemal, Og vel maatte jeg ham lide, Dog Ingen taalde vel større Kval, End jeg ved den Herres Side! Araberen kom, som en Tiger-Kat, Og saared i Brystet min Løve, Da faldt mine Taarne og Mure brat, Slavinde-Kaar maatte jeg prøve! Dog lægdes Løven igien vel brat, Imellem Asturiens Bjerge, Og længe ei mægted den Tiger-Kat Kastilien for ham at værge! Jeg Kæmper avled til Storm og Strid, Saamange som Strand haver Stene, Om Frands Gonzales, og Rodrik Cid, End sjunges i Sjerra Murene! Saa steeg i Purpur en Skjold-Mø prud, Kastiliens Blomst: Isabelle, Og Arragon til den Konge-Brud Udklækked en Ægte-Fælle! Da misted Mahom det sidste Gran Af Rov, som en Æble-Kierne, Og bradt udstrakde min Ferdinand Sit Spir over Hav i det Fjerne! For Sølv, jeg misted i Heden-Old, Fik Bod jeg nu, som kunde batte: I Vest en Verden jeg fik i Vold, Med Perus og Mexikos Skatte! Det var Kolumbo, den Hæders-Mand, Som baned mig Vei paa Vove, Med Lænker lønned ham Ferdinand; Man husker ei godt til Hove! Da Tyrken standsed, og Paven sank, Man Alt over Spanien glemde, Paa Verdens-Thronen da sad fuldrank Hos mig Keiser KarlosKarl osKarlosSkal vi følge A's ordlyd og spatierer i lem? Eller følge rettelseslisten, som overhovedet ikke spatierer opslagsord. Bogstavet O er placeret tæt på bogstavet S. Dermed kan de to stavelsesled i Karl-os læses som to ord: Karl os, jf. rettelseslisten. Grundtvig spatierer som regel egennavnet (Karlos) og ordenstallet (Femte), men ikke bestemmelsesordet (den, hin). Svend Grundtvigs tredjeudgave (C, 1875, s. 292) nævner variansen, men ikke det manglende mellemrum i A.Karl. Ordlyd: Hos mig Keiser Karl den Femte. Kommentar: Metrikken passer i A (9 stavelser), så der er ingen grund til at rette efter B, der kun 8 stavelser i verslinjen. hin Femte! Den Spanske Sø er fuldhøi og breed, Derover sig løfted hans Throne, For i hans Rige ei Soel gik ned, Saa glimrende var ingen Krone! Italien, Tydskland, og Høi-Burgund Sig bøied for Spaniens Løve, Kun Frankrig voved, fra Stund til Stund, Dens Kraft og dens Høimod at prøve! Paa Lykkens Kugle min Throne stod, Og Kuglen sig dreied saa fage, Til paa min Vaande at raade Bod, Hvor er nu en Verden tilbage! Nys Lænker mig bød Napoleon, Jeg turde ham dog vel trodse, Jeg stolt som Dronning af Arragon Opoffred mig i Saragosse! For Guld jeg græder nu penge-bar, Og Solen gaaer ned i min Vove, Ved Natte-Tide ei Ro jeg har For Bulder og Blod at sove!
XXXIX. Portugal. Silde født, og tidlig mød, Ret for tungt man regned, Som, naar Kinden knap blev rød, Før igien den blegned! Lusitaneren omtrent Ligned Portugise: Længe var de lidt bekiendt, Stakket kun at prise! Af Kastilien til Lehn Fik mig en Burgunde; Spanske Næser uden Been Gav mig franske Munde! Henrik, klog paa Himlens Løb, Læste i min Stjerne: Fal mig var for Røver-Kiøb Lykken i det Fjerne! Ud jeg løb paa Æventyr, Landed paa Madere, Der jeg gjorde Vinen dyr, Længdes efter Mere! Øer fleer jeg fandt endnu, Deilige og grønne, Den Seilads mig randt i Hu Kunde godt sig lønne! Diaz kom til Gothaabs Pynt, Stort var der i Vente, Hvad der var saa vel begyndt, Gama snart fuldendte! Gama kom til Calicut, Toned Markeds-Flaget, Papegøien var nu skudt, Indien opdaget! Mildhed er min bedste Ven, Nemt er dog at fatte, Tiger-grumme Musselmænd Ei den veed at skatte! Hindu-Koen malked godt, Ormus skummed Fløden, Aden leved ogsaa flot, Mange tjende Føden! De mig gjorde al den Tort Og Fortræd, de kunde, At jeg satte Haardt mod Haardt Nægtes ingenlunde! Manden for det Mester-Værk: Mussel-Mænd at spæge, Don Alfonso Albuquerque Var ei af de Væge! Ret han til det røde Hav Gjorde Babel-Mandel, Gjorde Ormus til en Grav For sin Blaamands-Handel! Op nu stod jeg som en Soel, Over Øster-Lide, Goa var min Gylden-Stol, Ved Stor-Moguls Side! Der Camoens, min Hoved-Skjald, Sang sin Lusiade, Tækkede min Dronning-Hald Saa med Blomster-Blade! Men, o vee! da kom med Brag Stærke Hvirvel-Vinde, Leged med det løse Tag, Knuste mig derinde! Alt for yndig sammenflød, Over mine Vange, Morgen rød og Aften sød: Helte-Daad og Sange! Blaamænd Kæmpe-Drotten slog, Dermed daled Solen; Spanien min Krone tog, Holland Dronning-Stolen! Krone uden Herredom Fik jeg kun tilbage, Hvis den er, man kives om, Mig er den til Plage!
XL. Nederlænderne. Hvad vi alle hedd i Fjor, Blev vidtløftigt at fortælle, Navne-Tal er tomme Ord, Vi kun see paa det Reelle! At Bataver først vi hedd, Morer os dog paa en Maade, Thi deri, hvad bedst vi leed, Spore vi: den kiære Baade! Hvor man finder sin Profit, Finder man med Fryd sin Lykke Lede om den maa man tit, Nemmest fandt vi den i Brügge! Der var Dag og Nat Rykind, Kræmmer-Huus for hele Verden; Der og først det gyldne Skind Glimrede paa Ridder-Hærden! Hertug Philip af Burgund Styred os da vel tilmode, Elsked Gods af Hjertens Grund, Og blev derfor kaldt den Gode! Som en Helt af Konge-Blod, Axled stout han Gylden-Skindet, Desuagtet Kiøbmand god, Nederlandsk han var i Sindet! Meer end Kronen, let tilfals, Elsked han det rene Væsen, Avled dog en Vove-Hals, Stikkende i Sky med Næsen! Knappen satte han paa Spil, For et Over-Træk at vinde; Hovedet han satte til, Hvor ei Kronen var at finde! Men hans Kronings-Diamant, Mageløs om Land at skue, Der en Alpe-Stodder fandt, Solgde tosset for en Hue! Vove-Halsen, ællevild, Panden løb mod Klippe-Vægge, Hvor ei fire flamske Sild Var tilfals for tusind Egge! Først han tabde Guld og Pragt, De ved Granson gik i Løbet, Saa ved Murten Vid og Magt, Lod da Knappen gaae i Kiøbet! Bedre Carl, med Keiser-Stav, Siden kom hos os paa Fode, Men den Philip, han os gav, Det var ikke af de Gode! Trods vort gode, stille Sind, Frosten ligere end Flammen, Nær udaf vort gode Skind Var vi gaaet allesammen! Raade vilde for vor Tro Philip, og for vore Penge, Nøi'des ei med Eet af To, Overspændte alle Strænge! Alba, som en Slagter-Hund, Immer glubsk, og rød om Snuden, Flaa'de os af Hjertens Grund, Legede Tagfat med Huden! For det gik paa Livet løs, Hælvten af os faldt til Føie, Hælvten steilede og fnøs, Spytted Alba i hans Øie! Tro og Jords-Mon og Profit Skildte Flæming fra Hollænder, Amsterdam, for Mit og Dit, Efter skiød med begge Hænder! Nu ei længer for vor Dør Laae Profiten, som i Brügge, Saa lidt fjernere end før Søges maatte Livets Lykke! Dertil laae Antverpen bedst, Kneised alt iblandt de Prude, Derfor var dens Fald en Fest Paa hver Amsterdammer-Skude! Der man havde den Forstand: For Procent og Fragt og Hyre, Giennem Ild, som giennem Vand, Giennem Helved maa man styre! Til en Jordisk Matador Blev den styrende Hollænder, Knippet af de Syv i Nord Blev forgyldt i begge Ender! Seit var Knippet, det er sandt, Som Fornuften os kan lære, Men om Baandet dog man fandt, Det var nemt at overskiære! Som sin Vugge, saa sin Grav Republiken fandt i Vandet, Flæming, Friser og Batav Mødtes da igien paa Landet! Konge-Riget Nederland Hedder sexten, sytten Stykker, Rundt omkring, paa Land og Strand, Lede vi om vore Lykker! Gierne til et billigt Kiøb, Som nok Holland kan betale, Indskudt i vort Levnets-Løb Ønsked vi det Nationale! Siger man, det er omsonst, Hvad der fattes at forlange, Hvad er da historisk Konst, Hvormed Professorer prange! Liv i Kappe-Løb bestaaer, Næsten da man let kan støde, Men paa hver en Kirke-Gaard Kiønt forliges alle Døde! Malerier ligesaa, Alt som vore Mester-Stykker, Af de Store og de Smaa, Rubens, Lukas, og Van Dycker! Tit vel gaaer det broget til, Over Borde, over Stole, Immer dog man kiendes vil Ved den Nederlandske Skole! Al den Tid der er forbi, Lignes passelig ved Graven, Grav-Skrift kun og Maleri Kræve vi af Saga-Staven! Med Arminius, Gomar Skal forliges, det er Prøven, Lykkes det, er Sagen klar, Som i Leiden, saa i Løven! Zuydersee og Maas og Vaal Glemme da vel gammel Trætte, Om, hvis eget Moders-Maal Kaldes skal det ene rette! Ja, af Hollandsk, Vælsk, og Flamsk Der med Konst maa giøres Noget, Ikke fransk, og ikke jamsk, Glimrende, om end lidt broget! Kan kun dertil vi faae Ram Tør i Aand vi Alle trodse, Hemsterhuys og Zwammerdam Vil der Noget til at rosse! En Erasmus vi kun har, Og der er ei to De Grooter, Comines, og Froissard Slaae Sparto til Herodoter! Vrager man vor Poesi, Der dog, skiøndt man savner Aanden, Er forsvarligt Tømmer i, Resten kommer efterhaanden!
XLI. Det Østerrigske Huus. Habsburg ligger paa Alpe-Fjeld, Nedsjunket halv i Gruset, Borgen ligger ved Berner-Væld, Og derfra stammer Huset! Hohenstaufernes Tid var endt, Og dermed Tydsklands Vælde, Med en Hyrde var Riget tjent, Som vogted Faar paa Fjelde! Rudolph kaldtes den Greve skiøn, Som da blev Romersk Keiser, Efter ham det og blev hans Søn, Det glemmer ingen Schveitser! Ætten siden i hundred Aar Saa høit ei kunde stige, Maatte nøies med Hertugs-Kaar, Og Krands i Østerrige! Efter Bane man faaer dog Bod, Naar Lykken hun vil føie: Keiser-Huset igien opstod Med tvende Spir og Fløie! Et blev Tydsk, og det Andet Spansk, De var dog nær forbundet, Havde mellem ei ligget Fransk, Var Spillet maaskee vundet! Hoved-Manden af Østerrig Var Keiser Carl den Femte, Meget over den Franske Krig, Og Luther, vel han glemde! Spanske-Fløiet for slemt Utøi Lod Port og Dør staae aaben, Bedre stod sig det Tydske Fløi, Med Spir og Ørne-Vaaben! Dog forgiæves i tretti Aar Dets Fliser og dets Fjæle, Giæster vented til Huus og Gaard, Som ret forstod at knæle! Sjæl og Legem en Ferdinand Til Knæfald vilde kuet, Wallenstein var hans Høvedsmand, Ei værre Trold har truet! Prøv ei, Høvding! ihvad du giør, At lægge Sjæl i Lænker! Meer den mægter, og meer den tør, End nogen Voldsmand tænker! Vidne skal den Vestphalske Fred, Saalænge Saga taler: Aanden immer dog vinder ved, At man den sort afmaler! Ungern, Bøhmen, og Halv-Burgund, Med Mailand, og Meer tillige, Sanked, som i en Aften-Stund, En Carl af Østerrige! Søn ei havde den Keiser from, Men Daatter dog, som dued: Kæmper mange om Kvinden kom, Men Ingen hende kued! Var Therese kun Hertugs-Brud, Hun blev dog Keiser-Moder, Sønner havde den Syster prud Som gjorde Skiel for Broder! Rystet blev af en Kæmpe-Haand Det Huus med Marmor-Tinde, Bedre dog end Napoleon, Det stod for Kaste-Vinde!
XLII. Gustav Adolph. Hvor vittige Dværge Udhamre af Bjerge De Gothiske Sværd, Som aldrig kan døves, Og silde kun sløves, Med Hjelme i Færd; Hvor Bønderne Bjørnen kan tæmme, Der havde min Kæmpe-Trop hjemme! Hvor Skyerne blaane, Hvor Soel, og hvor Maane Har hver sig et Slot, Hvor herlig de funkle, Og er dog kun dunkle, Mod Lys-Rigets Drot, Hvor Liv har i Løndom sin Kilde, Did svang jeg mig aarle og silde! Hvor Strids-Mænd som Trolde, Saa bistre, saa bolde, Drak Menneske-Blod, Hvor Børnene fromme Bad Frelseren komme, Som evig er god; Derhen, ved et Vink fra det Høie, Vi stævned med funklende Øie! I Vallensteins Mærke, Den Kolde, den Stærke, Stod Iis-Bjerg og Staal! I Tillys, den Fule, Den gloende, hule, Stod Helvedes Baal: Han spared ei Liv eller Lemmer, Han levned kun gnistrende Emmer! En Sky over Jorden, Med Regn, og med Torden, Er Troldenes Knæk; Den Leipziger-Byge Lod Baalet kun ryge, Det slukdes i Lech! Kan Røsten vel Tordneren hæve, Og Bjergene skulde ei bæve! Nei, bæve de maatte, Med Throner og Slotte, For Døn over Dal; Den Keiser med Kolden, For Iisbjerge-Trolden Sig bøied i Sal, For hidtil, med Torden i Tørning, End trodsed den stolte Eenhjørning! Som Torden med Trolde, Saa mødtes vi Bolde, I Blot-Maaneds Ny! Saa stanges, saa stødes, Saa brydes, saa blødes, Ei tit under Sky; Jeg fandt, jeg mit Maal havde fundet, Men Han der mig sendte har vundet! Ved Lüzen jeg blegned, Men høit, før jeg segned, Det runged i Fjeld, Og, medens mit Øie De evige Høie Betragted i Kveld, Da revned de Blokke med Bragen, Som Tordneren trodsed om Dagen! Lad Bannere smuldre! Lad Bølgerne buldre I Tidernes Elv! Lad falde min Støtte! Jeg kæmped og blødte For Meer end mig selv! Jeg brød for en Konge min Landse, Som kroner med evige Krandse!
XLIII. Friedrich den Eneste. Hvem er min rette Fader dog, Undtagen den, der giør mig klog, Med Godt tilgavns forbunden! Hvad, uden Glemsel af den Haand, Der os omvandt med Trylle-Baand, Er Unatur i Grunden! Hvem kiender ei den Mester-Haand, Som mig omvandt med Trylle-Baand, I denne gyldne Tale Af Henriadens Kæmpe-Skjald, Hvis Sang, med Viisdoms Tone-Fald, Er Slag af Natter-Gale! Lad Taaber kun, bag Kirke-Mur, Sig korse for min Unatur, I Følelsen og Smagen, I Tunge-Maal og Reflexjon, I tolerant Irreligjon, Hvortil de ei saae Magen! Jeg ligelidt dog blev Patron For den pragmatiske Sanction, Og Laurbær faldt ei færre Ved Møllwiz, Rosbach, og ved Prag; Ja, ligegod dog blev min Sag, Og Schlesien ei værre! Man har med Taarer tit fortalt, Jeg vendte op og ned paa Alt; Men Skam faae mine Hænder, Om ikke, hvad jeg vendte saa, Og fik kun daarlig til at staae, Var galt i begge Ender! Ja, mon jeg dog ei mangen Een Lod staae paa sine skiæve Been, Og Mund ad Mester vrænge; Og mon Bag-Bæsterne ved Plov Ei sang paa Tydsk, med mit Forlov: Nu hviler Mark og Enge! At Tydsk var mig et Hunde-Sprog, Voltaires Vers min Psalme-Bog, Og fransk Fornuft min Herre; Blev først og sidst min egen Sag, Og knap, om Fleer fik samme Smag, I Verden gik det værre! Gik det med Hoveder saa vidt, At hver fik et, og fulgde sit, Kom Alt i Vilde-Rede; Men at ei fattes Faar i Flok, Det passer vist de Sorte nok, Som Dumhed kun giør fede!
XLIV. Frankerig. Jeg er Liliernes Land, Som i Skjold jeg fører, Og paa Alt jeg sætte kan Deilige Coleurer! Rart det er at findes smuk, Morsomt at behage, Koster dog og mangt et Suk, Det maa jeg beklage! Alt ved Julius saa prud, Keiser paa en Maade, Blev jeg Romer-Ørnens Brud, Mig til liden Baade; Maatte taale megen Tort Af de grove Hunner, Klappe, skiøndt det faldt mig haardt, Gother og Burgunder! Frankerne, som kom tilsidst, Derfor lod jeg raade, Lærde dem i Dage-Frist Bedre Leve-Maade! Snart de blev for Tydsken frie, Efter Carl den Store, Chlodovig i mit Louis Neppe er at spore! Det blev Folk, som gjorde Spas, Selv med Spanske Grander, Det blev Folk, som gjorde Stads, Selv med braadne Pander! Om end tit i Knæ jeg sank, Som med Karolinger, Immer steeg igien jeg frank, Som paa Ørne-Vinger! Dog mig var en Lehnsmand dyr Rolf med hans Normanner, Deres værste Æventyr Var, de blev Brittanner! Sagtens steeg min Roes derved, Norden for Canalen, Men før jeg den fik med Fred, Maatte jeg betal'en! Ihvorvel den sorte Prinds Skammelig mig klemde, Tigang værre dog tilsinds Henrik var, den Femte: Da mig Bullen bange Kaar Gjorde med sin Stangen, Til min Glut, som vogted Faar, Kyste ham af Vangen! Oprør altid mig en Pest Været har, og bliver, Den som Skoen trykker, bedst Veed, hvordan den kniber, Men skiøndt jeg var gammel vant Dengang til Complotter, De balstyrigste jeg fandt, Var dog Hugonotter! Vistnok blev til stort Uheld Bærtelsmæsse-Natten, Hoved-Manden, seer man vel, Var ei Karl for Hatten, Men dens Hensigt var dog Fred, Fred som kunde vare, Og for den, som Alle veed, Blod er ei at spare! Siden af Bourbon sig skrev Mine Capetinger, Baaret om min Ære blev Vidt paa Fjere-Vinger! Fjerde Henrik er min Helt, Skiøndt han faldt paa Gaden, Grunden smukt udførlig meldt Er i Henriaden! Men dog ret mig egen Sø Lærde mig at seile Cardinal Richelieu, Det kan aldrig feile! Og først under Grand Louis Kaldtes jeg med Rette Dronningen i Poesi, Og i alt det Nette! Regne-Mestre tælle maae Mine Kvægsølv-Vætter, Som i Fade, store, smaa, Lutter fine Retter Satte paa min Skive rund, Krandserig i Midten, Gjorde dermed Smagen sund, Skiærped Appetiten! Hvad jeg ei fortie kan Er dog, at Racine Blev Corneilles Over-Mand, I det Super-Fine, At Terents sig bukke maa Smukt for Moliere, Og at Verden aldrig saae Mage til Voltaire! Lærde Mænd i Skokke-Tal Nemt det var at nævne, Thi til Alt har Franskmænd Kald, Overflødig Evne; Men, som Eet er snarest talt, Encyklopedien Under Eet omfatter Alt, Med Philosophien! Der paa Eet gaaer Alting ud, Viser, det er Tingen: Man blir nemmest til en Gud, Naar man troer paa Ingen! Hele Verden, efter den, Nu, som for Poeter, Saa for mine vise Mænd, Blæste i Trompeter! Det var en piqvant Musik, Kostelig at høre, Som den kom, dog og den gik, Glat igiennem Øre! Hvad var Livs-Philosophi, Tænkde jeg med Rette, Naar man ei dens Theori Skulde iværksætte! Hvortil Kirke vel og Præst, Naar, som uden Tiende, Uden Gud man lever bedst, Kan sig selv forblinde! Naar de Store, hvor de staae, Kun er til Ulykke, Hvorfor skal da ei de Smaa Blæse dem et Stykke! Alt det Fine i en Hast Derfor lod jeg fare, Handled kun med Tømmer-Last, Og med grove Vahre, Gjorde Frihed til min Gud, Tog min Drot af Dage, Slagted, eller drev dog ud, Præst og Ridder fage! Af sig selv Bul-Øxen gik, Efter mine Tanker, Til min Harm jeg styret fik Paa de fine Franker! Havde Franker spillet Giæk, Vidt og bredt til Hove, Satte nu i Konger Skræk Mine Galler grove! Grovere i Grunden dog Var min Corsikaner, Som i Tyrken selv indjog Skræk med franske Faner! Atter ved den Herre prud, Keiser paa en Maade, Blev jeg Romer-Ørnens Brud, Mig til liden Baade! Sagtens var jeg i mit Es, Alle for mig bukked, Penge havde jeg som Græs, Skam fik hvem der mukked, Skiønt sig og den skarpe Konst Skabde Mindes-Mærker, Prise maatte den omsonst Andres Mester-Værker! Men det vared kun saa kort, Tydskerne var drøie, Guldet fløi med Konsten bort, Det var haardt at døie, Og Skamflikkerne, jeg fik, Baade for min Herre, Og for hvad jeg selv begik, Det var hardtad værre! Fik jeg nys paa Gylden-Skrin Hylding fra hvert Hjørne, Nu jeg maa, selv vesten Rhin, See de flakde Ørne, Høre, det er ret tilpas Til Voltaires Kvinde, Som, paa Farcens Skueplads, Spilled Keiserinde!
XLV. Napoleon Bonaparte. Smaalig man i Cabinetter Syslede med Spindel-Væve, Ypped, jævned Børne-Trætter, Plukked Giæs, og spilled Ræve, Kaldte Skaktavls-Leg Idrætter, Hvorved Bjerge maatte bæve: Som i Sal, var glemt paa Vale Det Gigantisk-Colossale! Daaden i de gamle Tider, Af Sesostris, Alexander, Mellem Døgnets Myg og Mider Brød nu kun Bog-Ormes Pander; Labyrinth og Pyramider Glemdes over Tude-Kander, Timedes den største Ære, Naar Kritiken lod dem være! Da, paa Verdens-Skuepladsen, Hæved sig Revolutionen, Pludselig, med Taler-Bassen, Blev gigantisk Franker-Tonen, Som et Bjerg sig Folke-Massen Vælted over Konge-Thronen: Over Taarn, som over Tofte, Over alle Høie-Lofte! Bjerget Bro, med stolte Buer, Lagde over Maas og Rhinen, Vildt dog, som i Jette-Stuer, Blod man kaldte Helte-Vinen, Mistog, under røde Huer, Krampe-Træk for Kæmpe-Minen! Som Blod-Igel kun, desværre, Kolossalsk var Robespjerre! Under ham jeg steg paa Valen, Sank dog ei med ham i Kulen, Vaagned pludselig af Dvalen, Stak i Sky som Konge-Fuglen, Slog og ned i Alpe-Dalen, Fældte Rytteren og Mulen, Fløi, som Straaler gaae fra Sole, Over Lodi til Arcole! Sønder slog jeg da og sammen Baade Keiseren og Paven! I Venedig Doge-Stammen Jeg formælede med Graven! Over Genua, med Gammen, Brød for Corsika jeg Staven, Blev Italiens Befrier, Samled godt Dens Gallerier! Vidt nu gik om Land mit Rygte, Videre gik mine Tanker: Hvad de gamle Jetter bygde, Maale vilde jeg med Franker; Det Gigantiske jeg søgde, Da i Løn jeg letted Anker, Stævnede, trods Crokodilen, Stolt og djærv i Hug, til Nilen! Pyramiderne jeg skued, Under franske Maale-Snore! Godt mig vel Cairo hued, Dog min Hug stod til Mysore, Der, (hvormed kun Tippo trued) Selv John Bull at giennembore, Før paa Samorinens Throne Smykked ham Stor-Moguls Krone! Dog end styrer Folk og Sværde Skæbnen, meer end eget Tykke, Andensteds var Stort paa Færde, Did mig vinked Cæsars Skygge, Over Britters Bølge-Giærde Did bar Snekken Cæsars Lykke! Der og lønned Diademet Løseren af Stats-Problemet! Klavre kan fiirskaarne Britter, Gaae til Tops paa Alp og Snekke; Knap dog Foxer eller Pitter, Om for Een de gik end Begge, Med min Tvær-Sæk Stien hitter, Op og ned ad Klippe-Vægge, Som til Æren var den rette: Veien til Marengos Slette! Længe nok har Preusen pralet Af sin Friedrich uden Mage, I Berlin har Hanen galet For hans Mester mange Dage, Der, som Franker-Idealet, Med Forlov kun lod det brage, Kom og gik med Hat og Kaarde, Uindbudt, i Kongers Gaarde! Ja, hvor er det Fastlands-Hjørne, Hvor ei sporedes min Finger, Hvor ei mine Keiser-Ørne Stak i Sky, og slog med Vinger, Hvor ei, selv blandt vilde Bjørne, Om min Daad end Drapen klinger! Mig indskrænked kun, som Jorden, Strand i Vest, i Syd og Norden! Britter blegned bag Canalen, Trodsed dog paa Orlogs-Stavne, Fnøs, da Penne-Strøg i Salen Lukkede dem alle Havne, Sørged for, at ei paa Valen Værk og Glands jeg skulde savne, Lured trædsk paa Jovis-Fugle I den Spanske Røver-Kule! Stolt jeg dem dog Ryggen vendte, Giæsted Ørken med de Kiække, Blegned ei, da Moskau brændte, Blinked ei for Odd og Egge! Buen kun, som Skæbnen spændte Kunde Ørnens Vinger stække, Fælde ham med Iistap-Pilen, Som ei sank for Torden-Kilen! Frost og Snee-Fog, Storm og Hunger, Sammensvor sig mod de Bolde, Gade-Viser rask besjunger Tabte Næser, Tæer kolde, Men ei tusind Skjalde-Tunger Skildre Kampen uden Skjolde, Da vi hist, i Vinter-Mørke, Prøved med Naturen Størke! Blodig Graad for sine Stærke Maatte Frankrig vel udøse, Stille under deres Mærke, Sine ranke Kæmpe-Knøse, Men al Verdens Brynje-Særke Kløve dog ei Skiægge-Løse; Med al Verden til sin Fiende, Maa sig selv man overvinde! Det jeg gjorde, da med Seire Nederlaget jeg beredte, Og da hele Verdens Leire For min Hoved-Stad sig bredte! Ingen Mod-Vind skal henveire Blomsterne, jeg da opledte, Der jeg, sænkende min Landse, Tog for Kroner Offer-Krandse! Dog, fra Lunden, hvor jeg dvæled, Skæbnen vinked mig tilbage, Vilde end til Efter-Mælet Lægge Daad i hundred Dage, Hvor jeg som et Liig besjæled Levningen af Kæmper strage, Kyste, uden Magt og Lykke, Hele Verden med min Skygge! Slaget med de tvende Hære, Er et Ridder-Spil at nævne, Til den faldne Keisers Ære, Som sin Død end vilde hævne, Og slet Ingen af de Kiære Den forhadte Arving levne, Saa, hvormed end Britten pranger, Han kun trætted min Gien-Ganger! Kun som Ikke-Keiser maatte Jeg hans Klippe selv beklæde, Selv mit Bryst for Griffen blotte, Som udhuggede med Glæde I min Lever sig en Grotte, Til et kiøligt Aften-Sæde! Huult det gjalder over Vove: Griffen hedd Sir Hudson Love! Under Hyld paa St. Helene Ingen Taarer mig hugsvale, Men, som mine Bauta-Stene, Alper skal til Sønnen tale, Sandt udtrykke, tør jeg mene, Det Gigantisk-Colossale, Som med Gru man saae opstige, I mig fra de Dødes Rige!
XLVI. John Bull. Somme vel sige om John Bull: Tin er hans Sølv, og Bly hans Guld, Men er end Sølv i Gruben tyndt, Bjerge jeg har af Guld i Mynt! Silke jeg spandt af Hør og Uld, Guineer mynted jeg af Kul, Fylde jeg fik af Vind og Dunst, Derfor saa priser jeg min Kunst! Liden er jeg, og Verden stor, Verden et Skib, og jeg dens Roer! Landfast er jeg kun med mig selv, Har dog ved Pol min Grændse-Pæl, Flytter den frit, hvorhen jeg vil, Thi som jeg fløiter, gaaer mit Spil; Ende kun har mit Herredom, Hvor ikke Vand gaaer udenom! Dronning paa Hav, det er mit Navn, Nøgel jeg har til hver en Havn, Guldet er mit, og Sølvet med: Huus-Guder ved hvert Arne-Sted! Høi er min Vold, og dyb min Grav, Evig min Roes paa Verdens Hav! Fristed end tit jeg Over-Vold, Det var dog kun i Heden-Old, Og hvad man fik, var Laan paa Pant, Saa jeg tilsidst dog immer vandt! Efter hvert Folk, som blev min Giæst, Arved jeg, hvad mig huged bedst! Tyriers Skat, for Røver-Kiøb, Angled jeg saa alt i mit Svøb: Kiøbinge-Kløgt og Landsby-Konst, Øvet jeg har dem ei omsonst! Romeren lod hos mig sit Staal, Baade i Bryst og Tunge-Maal, Seent jeg det fandt, for dybt det laae, Passer nu som en Smed derpaa! Sachseren mig, i Bod for Tog, Pantsatte Blik og Billed-Sprog, Som vel poetisk kun giør Pund, Giør mig dog Gavn i kiedsom Stund! Danske mig gav, om jeg saae grandt, Flaade med Flag i sikker Pant! Laande de lidt, det var ei Tab, Godt sig forrenter Sømandskab, Og kun en mundkaad fransk Bastard Kalder min Løve en Leopard! Snarest mig snød vel Sir Norman, (Nærig han var som Haand og Tand) Thi skiøndt jeg fik hans Smag og Sværd, Som er til Nød al Ære værd, De dog, som Rosen rød og hvid, Gav mig en slem uroelig Tid, Og, under Tudor-Slægten haard, Trods mine Breve, Trælle-Kaar! Siden jeg slog min Drot ihjel, Som kun tildeels bekom mig vel, Friheden kun i hundred Aar Ret jeg har nydt med Dronning-Kaar! Fri er jeg nu, som Fisk i Vand, Thi blev end mit al Hindostan, Fast jeg bygger dog paa det Gruus Kun mit Ostindiske Kræmmer-Huus! Hvad jeg beholdt i Amerika, Regner jeg mindre til end fra, Solgde kanskee det for en Øe, Som laae bekvemt i Øster-Sø! Skammelig nys med Havne-Baand Drilled mig vel Napoleon, Lærde tilsidst dog paa min Øe: Jeg kunde lukke den Spanske Sø! Grav-Sted han vandt kun paa min Strand, Malta fik jeg, og Helgoland, Ja, fik af Holme slig en Flok, At jeg fornam, kun Alt er Nok! Russen endnu mig slaaer en Bom, Som jeg kan ei gaae udenom, Giør mig og mangen en Time mørk, For han er haard ved den kiære Tyrk, Som jeg vel nys, ved høilys Dag, Gav med de Andre det glatte Lag, Men tør dog sige: ved Navarin Skylden var hans, og Skaden min!
XLVII. Engeland. Gaade-Land i Vester-Leden! Flakt er du fra Arilds-Tid, Fattes derfor immer Freden, Viet ind til Tvist og Splid; Mund for Gale og for Belger Vrager selv, hvad den udvælger! Seer jeg paa din Orlogs-Flaade, Og paa hvad den brugdes til, Seer jeg dig, for egen Baade, Sætte kiæk dig selv paa Spil; Overalt jeg seer for Øie, Lavt du bygger paa det Høie! Tit med Harme, tit med Smerte, Speided jeg dit Blandings-Gods, Selv med Nag, og Sorg i Hjerte, Jeg istemmer dog din Roes, Kalder dig, ei for at bande, Dronningen paa dybe Vande! Kiæk din gamle Stamme-Tavle Giætter paa din Byrd i Løn, Lader Færge-Manden avle I sin Ark en fjerde Søn, Og udregner fra den Samme Dine Drotters Herre-Stamme! Er end Regningen forfeilet, Sig dens Facit tør vel staae, Thi med Falke-Syn i Speilet Dit Grund-Billede Du saae, Under Dæk, paa skyhøi Bølge, I den hele Verdens Følge! Ja, der stod din Vættes Vugge, I det lille Verdens-Huus, Som en Konst det var at hugge, For Enhver: fra Mand til Muus, Ja, fra Ørn paa Bjerge-Tinde, Til de Graae, som gaaer i Blinde! For hans Vugge alle Fugle Sang, og med sit Neb enhver, Natter-Gal saavelsom Ugle, Lærke, Drossel, Giøg og Stær, For ham leged Sem paa Strænge, For ham snakked Poppe-Drenge! Ud i Eet med Folke-Talen, Brum og Brøl, og Mjav og Bjef, Drøn og Brægen, Hane-Galen, Giennemtonede din Skef, Runged, surred, peeb og sused; Trindt de høie Bølger brused! Dunkelt kun der var om Vuggen, Yndelig, om end vi frit, Ovenned dog giennem Gluggen Glimted Soel og Maane tit, Gik de ned, da saa man gierne Tindrende en Konge-Stjerne! Derfor, England, hos din Vætte, Som om Tunge, saa om Rang, Føre alle Stemmer Trætte; Derfor blev din høie Sang, Som hos Shakspear, saa hos Spenser, Uden Smag, og uden Grændser! Men hvem hørde Aander tale, Og hvem kiender Dines Kvad, I de gamle Kongers Sale, Og den nye Hoved-Stad, Som ei, for de dybe Toner, Sig med Skurringen forsoner! Vel hos dine Viismænd alle Lyset bryder sig fuldsært, Dog er dem, som dine Skjalde, Himmel-Lyset immer kiært, Straaler mindre det end lyner, Dem dog times store Syner! Ja, mig falder Skiæl fra Øie, Klarlig som et Arke-Land Sig fortone dine Høie, I den stride Mellem-Strand: I den store Syndflods-Rende, Mellem Folke-Verdner tvende! Da omsider Skiæg paa Hage Fik den fjerde Noe-Søn, Hav kun var for ham tilbage, Der han foer i Lys og Løn, Kiørde kun paa Iis i Kjelke, Sov ei under sodet Bjelke! Dog, med Aar kom Efter-Tanke: Drotten paa den vilde Strand, Skielned Øe, som Østers-Banke, Færdig fra det faste Land, Slutted: det kan aldrig feile, Sø er der, hvor jeg kan seile! Flux da havnede din Vætte, England! prud og snild i Hu, Sloges djærvt med Kolbrand Jette, Giør i Grunden saa endnu, Regner hver en Øe til Kravet, Som han har paa Verdens-Havet! Derfor leder du saa saare, Under Pol, om aaben , Gjorde gierne, med din Aare, Hele Verden til en Øe, Saa den Lille, født i Arken, Arved Alt, som Bølge-Marken! Saa det Lave paa det Høie Bygde du af al din Magt; Gran af Støv det gode Øie Tit paa Jord har ødelagt, Intet Under, at alt Støvet Har og dit sin Dyd berøvet! Glar du kan som Tyrus blæse, Sliber det og godt som Faa, Sørg ei blot for Andres Næse, Sæt dog dine Briller paa, See, hvor Kolbrand dig forvilder, Saa paa Luft din Magt du spilder! Kirken prud, med Spir og Bue, Sagas Borg, med Bølge-Tag, Vinge-Fjer af Noahs Due, Vimpel af hans Arke-Flag, Daarlig du for dit kun regner, Veed du ei, hvad Strand betegner! Kiender du ei Svane-Vangen, Hvori, under Bifraust-Bro, Sig nedsænker Midgards-Slangen, For al Verden at omsnoe, Medens Odin, paa sin Snekke, Kiøl kun lader Skorpen flække! Der, naar Flod og Ebbe skifter, Fødes Folke-Færd, og døe, Der er Øerne Bedrifter, Tidens Løb den salte Sø; Der, hvor Aand kun fylder Seilet, Tunge-Maal har Snekke-Speilet! Tid og Flid de alle spilde, Som vil staae for Styret der, Drak de ei af Mimers Kilde, Kalken, meer end Guldet værd, Som, i Skjalde-Syner høie, Odin kiøbde for sit Øie! End du raaber over Bølgen: Kun Erfaringen giør klog, Glemde dog alt længe Følgen, Vinket trindt i Skiæbnens Bog: Gammel, Selv-Klog, tag dig vare! Alle Folk kun Alt erfare! Høie-Loft af Kalk og Stene, Kirke slig, med Gylden-Spir, Kæmpe-Træer med tørre Grene, Søndags-Syner paa Papir, Minder under Laas og Lukke, Derpaa kun de Døde pukke! Derfor vandt, paa Dybets Throne, Tyrus kun en Dronning-Grav! Skal igien maaskee nu tone, Over Dronningen paa Hav, Mellem Klipper Klage-Maalet: Ak, Cherub! du har afstraalet? Bedre vorde Bretlands Lykke! Vætte! drik af Mimers Skaal! Sælg ei Kronen for dens Skygge! Lyt til Nordens Bjarke-Maal! Kæmp for hvad du saae i Drømme: Folke-Havets Herredømme! Livets Speil er Levnets-Løbet, Viisdom er Forstand derpaa; Alt for den, er Perle-Kiøbet, Som kun Daarerne forsmaae! Over Dødt er Magten givet Hvem der vandt Forstand paa Livet! Held det Land, hvor Saga stiler, Over Aanders Støv og Skrift, Ei paa Et “herunder hviler” Beenrad-Sproget, koldt og stivt, Men paa Et “her aabenbared Aand, hvad Tidens Løb forklared!”
XLVIII. Skotland. Al Verden kiender Walter Scott, Min Knøvhed med det Samme, Thi Alt hvad han har malet godt, Det sidder i min Ramme! Det er just ellers ikke rart, Undtagen til at male, At huse Folk af stridig Art, Som Pikte er, og Gale! For Syn staae Bjerge immer bedst, Og de er mit det Meste, Og Skygge-Helt paa Taage-Hest Er yndet af de Fleste; Desaarsag er i Fingals Huus Man allevegne hjemme, Imens om Vallas, og om Bruus, Kun Faa har nogen Stemme! Der var engang en Tyve-Drot, Som stjal den Skotske Krone, Og flytted til sit Røver-Slot Min Ædel-Steen fra Skone! Den Dag, da Christ paa Korsets Træ Udsoned Alles Brøde, I Bervik han slog Folk som Fæ, Saa Stenene blev røde! Hos mig den Drot sædvanlig hedd: Han med de lange Skanker; Vil Nogen vide hvad jeg leed, Til Helved gaae hans Tanker! Da Vallas drog, i Clydes-Dal, Sit lange Sværd af Balgen, Men fandt, at Skotlands Ridder-Sal Endnu kun var i Galgen! Forhadt af dem med Hjelm og Skjold, Forladt af dem i Nøden, Forraadt han kom i Bødlens Vold, Som dobblede med Døden! Men Robert Bruus var Lykken huld, Da ret han kom i Aande, Med Samt det prude Kæmpe-Kuld, Som godt ham gik tilhaande! Tyrannen fnøs, men Hælsot brat, Dog standsed ham i Farten, Og Karl mod Bruus ei for sin Hat, Var Edvard fra Caermarthen! Ved Bannokborn da stod et Slag, Der mindes skal saa længe, Som Solen, paa Midsommers-Dag, Beskinner Skotske Drenge! Der Kæmper sank for Skotte-Lee, Som Brægner, og som Skræpper, Og Ridder-Sporer før maaskee Blev aldrig maalt i Skiepper! I Øre godt da Luren klang, Og Ild der gik af Staalet, Saa deraf blev en Helte-Sang, Om Bruus paa Moders-Maalet! Den gjorde Jon af Aberdeen, Mens ny end var den Handel, Og kæmped saa for Kongen fiin, Med Douglas, og med Randel! Hvor Makbeth med den røde Haand, Sig lader see for Penge, Der udebliver Banchos Aand Sædvanlig ikke længe; Og hvis man ei har regnet feil, Udspringer fra den Samme, Som Skyggen i hans Konge-Speil, Den blege Stuart-Stamme! Den throned i trehundred Aar, Og fik tredobbelt Krone, Men throned som paa Dødning-Baar, En Brøde at afsone! En Piktisk, og en Galisk Rod, Var der vel løst forbundet, Af Bruses vel med Fingals Blod En Draabe sammenrundet! Da Stammen fældte, under Staal, Sit Vandskud ved Culloden, Kun Ossianske Klagemaal Udsprang af Klippe-Roden! Med England i tohundred Aar Jeg deelde Krig og Drotter, Men saae dog helst, at Kongens Gaard Laae ei saa langt fra Skotter! Det gamle Ord var talt med Vid, Om Skotte-Kongens Throne, Som stunde skulde immer did, Hvor Stenen laae fra Skone! Men Edingborg alt overseer Dog London, paa en Maade, I mange Dage Meget skeer, Og Fremtid er en Gaade!
XLIX. Rusland. Jeg er en egen Verdens-Deel, Veed knap mig selv at maale, Er dog endnu ei ganske heel, Hvad tit er tungt at taale! Fra den Tid Kiew og Novgorod Var mine Hoved-Stæder Jeg tit har skiftet Drott og Lodd, Kom seent til gode Sæder! Mogolerne engang mig tog, Og det var Hedning-Hunde, Derfor til Helved jeg dem jog, Det snareste jeg kunde! Skiøndt Krigen bliver immer ved, Er Freden dog min Glæde, Men ingen Mand har længer Fred, End Naboer tilstæde! Imidlertid, for varig Fred, Jeg intet Offer sparer, Og Midlet til mit Øiemed Bestandig bedre svarer! Med Polen velforligt jeg blev, Med Sverrig nogenlunde, Og Persien jeg foreskrev Den bedste Fred jeg kunde! Engang min gamle Hoved-Stad Vel tog de Franske Trolde, Men der de fik det varme Bad, Hvorefter kom det Kolde! Med Tyrken har jeg prøved Alt, Det Onde med det Gode, Men ei engang med Varna faldt Storherren mig til Fode! Vil han, saa stokblind i sit Had, Slet ingen Godhed ændse, Jeg maaskee først ved Zarograd Faaer en naturlig Grændse! For England har jeg al Respekt, Men nægter ei, mig tykkes, Det tjende til vor Lige-Vægt, Ifald det kunde lykkes! Al Verden kjender Peter Czar, Han var min Skole-Mester, Ham takker jeg for hvad jeg har Ved Øster-Sø i Vester! Har nu jeg Flaade, Konst og Kram, Forstand paa alle Dele, Bli'r Petersborg et Amsterdam, Jeg skylder ham det Hele!
L. Sverrig og Norge. Hvis ikke Tant er Yngling-Tal, Fra Sverrigs Konge-Borge Sig svang den Æt til Skiringshald, Som throned høit i Norge, Men Tungen der blev Sagas Skjold, Mens hende kun paa Fyrresvold Man satte Bauta-Stene! Selv Skiøde-Konningen var glemt, Med sine Raadmænd strage, Hvis ei hans Lignelse var giemt I Hellig-Olavs Sage; Da Gamle Hakon sank i Grav, Først Bauta-Steen fik Rune-Stav Paa Upsals Konge-Høie! Til Grunde gik i Synke-Bæk Kong Hakons Herre-Stamme! Med Tvilling-Kronen Magnus Smæk Det undtes da at bramme; Men dog langt bedre stædt den var Paa Daatter fiin af Valdemar, Der voxde Gylden-Smykket! Vel fik det aldrig siden Bod For Nordens store Kone, I firehundred Aar dog stod Sig Nordens Tvilling-Krone, Saa Riger to, i Aand og Ord, Ei bedre gik for Eet paa Jord, End Dannemark og Norge! Nu smeddet er i Nord, af Ny, En anden Tvilling-Krone! Til Kvad om den i høien Sky Har Slettens Fugl ei Tone, Og har end nye Kroner Glands, Dog Tidernes Kiærminde-Krands Omslynger kun de Gamle! At Kiøl forbinder bedst i Nord, Det nægtes kun af Giække, Et Tvistens Æble er det Ord Dog mellem Fjeld og Snekke, Og Tiden er saa liig et Hav, At skal den sige Dommen af, Sin Sag vel Snekken vinder!
LI. Danmark. Er jeg lav, og er jeg lille, Mine Bække smaa, Medens Klipper stande stille, Kappes til en Aa! Høiere end Skytter stærke, Stige kan den svage Lærke! Dybere end Kæmper hugge, Kan og Barnet dukke! Danmark, deiligst Vang, og Vænge, Lukt med Bølgen blaa, Kaldtes jeg af voxne Drenge, Og af Piger smaa, Under Nyn i grønne Skove, Under Kvad paa blanken Vove, Om min Dane-Bod hin feire: Kongens Viv i Leire! Om end, i mit Skygge-Rige, Riim fra Heden-Old, Aldrig ret sig lod forlige, Om min Dan og Skiold; Immer dog han er min egen, Drotten, slumrende paa Negen, Vugget mild paa Orlogs-Snekke, Inden Skjolde-Vægge! Ei jeg praler af min Frode, Brammer ei med Rolv, Kjender Helte nok saa gode, Som hans Kæmper tolv; Glad jeg dog, i Bjarke-Maalet, Hører Klang af Meer end Staalet, Som, med Fredegodes Minde, Vare kan og vinde! Om, paa Øster-Søens Kyster, Vingeslagne Aand, Hørde Graad af bedre Syster, Over Phaeton, Derom tvistes maae de Lærde, Lavt som jeg er og mit Giærde, Danmark Taareperle-Hjemmet Blev dog aldrig fremmed! Om de fredegode Sjæle, Andensteds i Vraa, Fandt et bedre Efter-Mæle, Under Skyer blaa, End i mine grønne Skove, Derom tør ei Kamp jeg love, Vist dog i et kiærligt Minde Leved de herinde! Hrodgars Kvad i Ridder-Salen, Konge-Riim fra Soer, Sagas Røst i Jøkul-Dalen, Skovens Fugle-Chor, Tone, over Skjoldung-Grave Tolke godt de Rune-Stave, Saxo snildt, med Romer-Prenen, Prak i Kampe-Stenen! Mellem mange grønne Grave Har man Venner faa, Og med Penne-Fjer til Stave, Maa man varlig gaae, Sagtens blev jeg lidt tilbage, Fremfor i de gamle Dage, Dog endnu jeg Bølge-Heste Rider med de Bedste! Seiles kan der mange Mile, Mens paa een man gaaer, Lov man har til sig at hvile, Medens Vinden staaer! Derfor, Gutter, ud med Snekken, Overalt, ja selv i Bækken! Blade-Skib med Penne-Master Der kun Daaren laster! Solen seer man allevegne, Maanen ligesaa, Sky sig over alle Egne Hvælver dyb og blaa, Himlen, som i dybe Strande, Speiler sig i flakke Vande, Og hvor ei er Væld og Rende, Der er Verdens Ende! Derfor, selv paa vilden Hede, Hvor en Hytte stod, Immer, uden langt at lede, Hitter man en Flod, Seilbar for den sære Snekke, Der sig folde kan og strække, Er som Rummet og som Tiden, Baade stor og liden! Om den sang de gamle Skjalde, Som de kunde bedst, Pleied den og tit at kalde Odins Ride-Hest! Hest paa Hav, og Kiøl paa Klipper, Ligegodt, naar ei den glipper; Her dog skal den Bølgen flække, Som en Blade-Snekke!
LII. Den Christne Tro. Jeg er saa underfuld en Magt, Hvor ret jeg kom til Live, At Pennen, selv med Aand i Pagt, Ei klart det kan beskrive! Usynlig er jeg, fremfor Alt, Og dog saa nem at kiende, Som om i himmelhøi Gestalt Jeg saaes til Verdens Ende! Vel fremmed, paa hver Plet af Jord, Man fundet har min Stemme, Dog overalt, hvor Sandhed boer, Jeg har i Grunden hjemme! Som den Eenbaarne, jeg af Muld Kun Tidsel har og Nælde, En Torne-Krands, og Korsets Bul, Hvortil jeg mig kan hælde! Men overalt, hvor gode Ord Kan gode Steder finde, Jeg skaber Mark, i Syd og Nord, Hvor Melk og Honning rinde! Og naar jeg misted hvad, af Jord, Jeg syndes kun at have, Da blev min Magt og Ære stor, Ved mine Venners Grave! Jeg Verden altid var forhadt, Og bar kun Torne-Krone, Men aldrig stod jeg dog forladt, Og aldrig faldt min Throne! Med Sølv og Guld min Kæmpe-Trop Jeg frister ei og fæster, Men siger blot: Guds Fred! stat op, Og sid blandt Kongens Giæster! Det Ord, i attenhundred Aar, Befolket har mit Rige, Skiøndt altid paa min Kirke-Gaard Et Kors var Himmel-Stige! Min Gaade er et Guddoms-Ord, Som skaber hvad jeg nævner, Som fylder Dale trindt paa Jord, Og Klipperne udjævner! Med Det indvier jeg min Daab, Velsigner jeg mit Bæger, Saa hist udspringer Livets Haab, Og her det vederkvæger! Med Det jeg skaber gode Kaar, For mine Kæmper lave, Saa de kan lee ad Bane-Saar, Og springe over Grave! Med Det jeg skaber Viin af Vand, Og Paradis af Ørke! Med Det jeg skaber Lys om Land, Mens Verden raaber: Mørke! Mit Rige kaldes Christenhed, Og Herren kiender Sine, Skiøndt ingen Mand paa Jorden veed, Hvormange der er mine! Kun det er klart, de er det ei, Som ei mig vil bekiende, Og at jeg løi, ifald min Vei Gik ei til Verdens Ende! Men dog, saa vist, som Sandhed kun Med Ord kan Alt beseire, Er Sandhed Ordet i min Mund, Og Gud i mine Leire! Jeg trodsed Dumhed, trodsed Kløgt, Og Verdens Aand i Vælde, Og Verdens Lyst, og Dødens Frygt, Jeg trodser Aar og Ælde! Jeg laae i Dvale mangen Gang, Men blev ei Orme-Føde, Og aldrig bølged nogen Vang, Hvis ikke Sæden døde! Lad hvisle kun i Orme-Gaard, At nu jeg er lagt øde! Jeg kroner ligefuldt mit Aar, Med Frugtbarhed og Grøde! Ja, op jeg staaer, som Ax i Vang, Som Mai i Bøge-Skove, Og prægtig, under Fugle-Sang, Som Gylden-Soel af Vove! At Lyset er mit Klædebon, At Korset er min Ære, Og at mit Ord er Liv og Aand, Det skal da Verden lære! Det kiendes skal, naar, som en Soel, Jeg straaler brat med Størke, Adspredende, fra Pol til Pol, Alt Hedenskabets Mørke; Opvækkende de tørre Been Til Liv af Jakobs Grave, Fremlokkende af Stok og Steen En deilig Blomster-Have; Udstraalende den Herres Glands, Som aabenbar kun døde, For at med Livets Rosen-Krands Jord-Klimpen Ham kan møde! Ja, naar Han kommer i det Blaa, Da er mit Værk tilende, Hvad Troende i Speilet saae, Skal Salige erkiende! Om Han end tøver, troe Ham dog! Han Ingen har bedraget, Som, trods al Prat om Billed-Sprog, Paa Ordet Ham har taget!
Anmærkninger.

Aden, i Arabien ved Bab-el-Mandeb, var en rig og mægtig Stad, saalænge den ostindiske Handel gik over det røde Hav.

Alba var i 6 Aar Philip den 2dens Statholder i Nederlandene, og roste sig selv af, i den Tid at have ladt 18000 Mennesker henrette. Han oprettede sig ogsaa selv en Ære-Støtte i Antverpen, hvor man saae ham som en Jern-Mand træde to Mennesker paa Nakken.

Albuquerque lagde Grunden til Portugisernes Magt i Ost-Indien, ved at anlægge Goa, og indtage saavel Ormus, som Malacca.

Alexandrien (ved Nilen og Middelhavet) er anlagt af Alexander den Store, som der fandt sit Gravsted. Den blev mest bebygget med Græker og Jøder, og var i Ptolomæernes Tid det berømteste Lærdoms-Sæde i hele Verden. Under de Romerske Keisere havde ogsaa de Christne deres berømteste Høi-Skole der, og i Middel-Alderen var den Oplags-Stedet for de Ost-Indiske Vahre, som afhentedes der af Venetianer og Genueser.

Alfred er den berømteste af alle de Angelsachsiske Konger, regierede omtrent 30 Aar, forsvarede Landet kiækt mod de Nordiske Vikinger, som idelig angreb Kysterne, og skal selv have skrevet endeel angelsachsiske Bøger, som endnu er til.

Alkuin var En af de lærdeste Angel-Sachser i det 8de Aarhundrede, som i lang Tid opholdt sig ved Keiser Carl den Stores Hof, og oprettede siden en berømt Skole i Tours.

Amalfi er en Søstad i Kongeriget Neapel (ikke langt fra Salerno) hvor man først (under Kors-Togene) fandt den gamle romerske Lov-Bog (som fører Navn efter Justinian den 1ste) fuldstændig igien, som siden har været Juristernes Bibel, undtagen i Engeland, (og tildeels i Norden) hvor Folkets egne gamle Lov-Bøger fik Lov til at giælde. Omtrent paa samme Tid skal man ogsaa først have fundet Compasset i Amalfi.

Amsterdam i Holland hviler paa Ege-Pæle i et Hænge-Dynd. Da Antverpen (som dengang var Dronningen blandt de Nederlandske Handels-Stæder) udholdt en frygtelig Beleiring af Spanierne, skal Amsterdammerne have sagt: lad kun Spanierne tage den, saa flytter alle de protestantiske Indbyggere til os; og det er ganske troeligt, thi da Hollands egen Statholder siden beleirede Antverpen, blev en Amsterdammer (Byland) overbeviist om at have ført Krudt og Kugler til Fienden, men han svarede meget fripostig, at det Samme havde Saamange gjort, og at hvor der var Noget at hale, vilde han seile, om det saa end var giennem hede Helvede, og see, han blev frikiendt.

Angelo (Michael Buonarotti) er den berømteste af alle florentinske Malere. Han overlevede Midten af det 16de Aarhundrede, og hans store Maleri af Domme-Dagen, som endnu findes i Rom, agtes for mageløst i sit Slags.

Angel-Sachser er det vedtagne Navn paa alle de Nordiske Vikinger, som i det 5te og 6te Aarhundrede indtog det meste af Engeland, og stiftede 7 Riger, hvori Alt (undtagen Wales) endnu inddeles. Deres Sprog (en egen Blanding af Tydsk og Nordisk) var det Første, som efter det Romerske ret blev et Bog-Sprog, og, skiøndt der endnu kun er faa angel-sachsiske Bøger præntede, har man dog mange i Haand-Skrift. Det var ogsaa fornemmelig ved Angel-Sachser, at Christendommen udbredtes baade i Tydskland og Norden.

Antiochien, anlagt af Seleucus, (som efter Alexander den Stores Død stiftede det Syriske Rige) blev, ligesom Alexandrien, mest bebygt med Græker og Jøder, og her fik de, der troede paa Christus, først Navnet Christne. Under det første Korstog blev Antiochien ved Forræderi taget af Boemund, men strax derpaa beleiret og udhungret af en stor Tyrkisk Krigshær, saa her fandt mange tusinde Korsfarere deres Grav, og kun ved et stort Vidunder slog Gotfred sig, med Levningerne af Hæren, igiennem Fienden, og indtog Jerusalem.

Antverpen hedder egenlig Andorp, og var en af de rigeste Handels-Stæder i Europa, da den blev udplyndret og tildeels brændt af Spanierne (1576) og neppe havde den forvundet dette Stød, da den efter det mest haardnakkede Forsvar maatte overgive sig til Hertugen af Parma, mistede sine driftigste Indbyggere, som flyttede til Amsterdam, og forfaldt.

Arcole er en Landsby ved Floden Etsch, ei langt fra Bergamo, hvor Napoleon vandt sit andet Hoved-Slag i Sommer-Krigen 1796.

Ariost var en berømt italiensk Digter fra Lombardiet, i Keiser Carl den Femtes Tid, og er især navnkundig af sit store Riim over Keiser Carl den Stores æventyrlige Jævning Roland (Orlando).

Arke-Land kalder jeg Engeland, fordi man der finder Spor af Alt hvad Mærkeligt der var i den gamle Folke-Verden omkring Middelhavet, baade Ondt og Godt.

Arminius og Gomar var to navnkundige Theologer paa Høi-Skolen i Leiden, som bestreed hinanden paa Liv og Død.

Artus eller Arthur, med sine Riddere omkring det runde Bord, er en æventyrlig Helt, om hvis store Vælde, og glimrende Seire, saavel over Romerne, som over alle Kongerne i Norden, de gamle Britte-Krøniker fra Wales og Bretagne veed Meget at fortælle.

Augustin var Hoved-Manden for de Munke, Biskop Gregor den Store i Rom (omtrent 600 efter Chr.) sendte over til Engeland for at christne Angel-Sachserne, og han blev den første Ærke-Biskop i Canterbury.

Bancho er en af Makbeths Stal-Brødre, hvem der skal være spaaet om kongelig Æt, og fra hvem man siger, Stuarterne nedstammede.

Bannokborn er en lille Aa i Nærheden af Stirling, hvor det store Slag stod mellem Skotter og Engelskmænd. (Midsommers-Dag 1314).

Bataver er i Romerske Bøger Navnet paa Endeel af Nederlænderne, og det er snurrigt, at Hollandske Lærde selv har udledt Navnet af baat ͻ: Baade, Profit.

Bec var et Kloster i Normandiet, hvor Lombarden Lanfrank, i Vilhelm Erobrers Tid, grundede en berømt og frugtbar Skole.

Beda en angel-sachsisk Munk (700 eft. Ch.) var i sin Tid vel den lærdeste Mand i hele Christenheden, og har iblandt andet efterladt en Historie om Christendommens Indførelse og Skæbne i Engeland, som er meget vigtig, og bekiendt under Navn af Bedas Kirke-Historie.

Bjerget var netop Navnet, de Grummeste, med Robespjerre i Spidsen, gav dem selv.

Bifraust er, i Nordens gamle Hedning-Kvad, Navnet paa en Bro de tænkde sig mellem Gudhjem og Jotunheim eller Jette-Verden.

Bjovulf besynges i et herligt angel-sachsisk Digt, som en Gothisk Stærk-Odder, der sloges kiækt med Trolden Grændel og hans Moder i Danmark, og tilsidst med Ild-Dragen Stærkhjort i Gothland, som ogsaa fik sit Banesaar, men ødelagde Helten.

Boccaz var en af de berømteste Toskanske Digtere i det 14tende Aarhundrede, jevnaldrende og godevenne med Petrarch.

Bonifas den Ottende (ved Aar 1300) var en af de herskesygeste Paver i Rom.

Bruus (Robert) blev efter mange æventyrlige Hændelser sit Fædrenelands Befrier fra det Engelske Aag, og var Hoved-Manden i Slaget ved Bannokborn, men hans Mands-Stamme paa den Skotske Throne uddøde med hans Søn David, hvorpaa Riget tilfaldt hans Daatter-Søn Robert Stuart.

Brygge (Brügge) en Kiøbstæd i Flandern, hvor Hertug Philip den Gode sædvanlig holdt Hof, og hvor det store Marked stod for hele Europa, medens Venedig og Genua i Syden, og Hanse-Stæderne i Norden, besørgede Verdens-Handelen.

Buonarotti var Maleren Michael Angelos Binavn.

Bærtelsmæsse-Natten ͻ: Bartholomæus-Natten er det almindelige Navn paa et grueligt Blodbad, som det Franske Hof, under Karl den Niende, svigefuld anrettede mellem Hugonotterne.

Caermarthen er en Bye i Wales, hvor Kong Edvard den Anden var født.

Calicut er en Søstad paa Malabar-Kysten i Ost-Indien, hvor Vasco de Gama først landede.

Calvin var en Franskmand, der, i det 16de Aarhundrede, efter Luthers Exempel, stod op imod Paven, og fik sit Borgeleie i Fristaden Genf, hvor han, som en Pave, vendte op og ned paa Kirken efter sit eget Hoved.

Camoens, den eneste portugisiske Skjald, som er blevet berømt i Europa, tilbragde selv en Deel af sit urolige Levnets-Løb i Goa, besang i sin Lusiade Portugisernes Helte-Gierninger i Ost-Indien, og oplevede selv Portugals Indtagelse af Spanierne.

Carl den Dristige faldt ved Nancy i Lothringen (1477) og var Sidste-Manden af det Burgundiske Huus.

Carl den Sjette, Keiser i Tydskland, Konge i Ungern og Bøhmen, og Herre over Lombardiet og Nederlandene, var Sidste-Manden af det Østerrigske Huus (d. 1740) som over i trehundrede Aar havde baaret Keiser-Kronen.

Carmel-Guden, som (efter Taciti Beretning) spaaede Vespasian sin Lykke, maa, efter Beskrivelsen, være Jehovah, hvis gamle Alter paa Bjerget Carmel (opreist af Propheten Elias) vel har givet Anledning til Opkomsten af et Orakel eller Spaa-Huus der.

Carthago skal være bygt førend Rom, af Tyriske Flygtninger, under Prindsesse Didos Anførsel, og blev, efter Ødelæggelsen af Romerne, opbygt igien, saa der var (indtil Vandalernes Indbrud) en af de berømte Bispe-Stole i den gamle Christenhed.

Chaucer levede i det fjortende Aarhundrede og agtes for den Ny-Engelske Poesies Fader. Han var samtidig med Petrarch og Boccaz, og hans Riim er mest Oversættelser af Italienske og Normanniske.

Christendom betyder historisk den Tro paa Jesus Christus, som Guds eenbaarne Søn og Verdens Frelser, der alt for 1500 Aar siden var udbredt over hele det Romerske Rige, og faldt ei med det, men skabde en nye Christenhed af Skyther og Barbarer, som Paven i Rom (det eneste overblevne Apostoliske Sæde) vel bragde under Aaget, men som dog bevarede den oprindelige Tro der fulgde med Daaben, og avlede en Troes-Helt i Morten Luther, der afkastede Pave-Aaget, og stræbde, ved Hjelp af Bibelen, at give den nye Christenhed samme Skikkelse som den Gamle, hvilket vi kalde at reformere. Under Revolutionen afskaffede Franskmændene høitidelig Christendommen, og giennem det attende Aarhundrede syndes den Christne Tro allevegne at ville uddøe, saa den tilsidst hardtad kun nævnedes som en forældet Over-Tro, der skulde spottes med; men da Troen øiensynlig er levet op igien i det nittende Aarhundrede, har de Vantroe, der af verdslige Grunde vil skride for Christne, bemærket, at man gierne ved Christendom kunde forstaae alle deres Lærdom, der kaldte Jesus Christus deres Lære-Mester, endskiøndt de ikke troede paa ham, men bestred den Christne Tro, og naar man i saa alvorlig en Sag vil lege med Ord, lader det sig ganske rigtig sige; men naturligviis bliver denne splinterny Christendom aldrig den Gamle, der har gjort Gierningerne i Tidens Løb, og Oplysningens Venner maae de for Alting ikke kalde sig, der, ved at stemple Modsigelse af den Christne Tro til Christendom, aabenbar stile paa at forvirre Kirke-Historien, og Menneskets Begreber om Tro og Vantro, Ja og Nei, Sandhed og Løgn, som Lyset skarpt adskiller, og kun ægyptisk Mørke kan synes at forbinde.

Cid (Roderik) er den berømteste Spanske Helt fra Middel-Alderen, om hvem der er gjort deilige Kæmpe-Viser. Han levede i det ellevte Aarhundrede, og indtog Toledo faa Aar før det første Korstog. Den Normanniske Digter Corneille har opfrisket hans Ihukommelse ved et Skuespil som bærer hans Navn.

Comines (Philip) var en Flæming, først Minister hos Hertug Carl den Dristige i Burgund, og siden hos hans Arve-Fiende Kong Ludvig den Ellevte i Frankrig. Han har beskrevet sin Tids Historie.

Constantin den Store lod sig først kort før sin Død ved Daaben indlemme i den Christne Kirke, saa det er intet Under, om man finder hans Levnet uchristeligt, men Tro paa Christus, som en almægtig Skyts-Aand, og paa Korsets Tegn, som et uovervindeligt Skjolde-Mærke, havde han aabenbar fra den Tid, han (efter hans egen Fortælling til sin Levnets-Beskriver Biskop Eusebius) saae det Kors i Skyen, og overvandt sin Medbeiler Maxents med det Tegn i sit Banner.

Culloden, ikke langt fra Inverness, var det Sted, hvor den sidste Stuart (Carl Edvard) efter endeel Fremgang, leed et afgiørende Nederlag (1746) saa han neppe selv i Kvinde-Klæder undslap til Frankerig.

Cædmon er en berømt angel-sachsisk Skjald, om hvem Beda, der var samtidig med ham, men noget yngre, fortæller, at han paa sine gamle Dage blev Skjald, ved at drømme, Kong David rakde ham sin Harpe. Man har endnu deilige Brud-Stykker af hans Bibel-Riim, men kun sammenblandede med maadelige Efterligninger.

Danmark er det Mindste af Nordens Riger, men at det dog i Old-Tiden maa have været Hjem-Stavnen for de navnkundigste Mænd, og Skuepladsen for de mærkværdigste Begivenheder, synes klart, da Angel-Sachser og Islændere veed mest om Danske Konger at fortælle. Dog kommer dette vist ogsaa tildeels deraf, at Danmark (som vi see af Saxos Krønike) omhyggelig har giemt paa sine Old-Sagn, og altid næret en besynderlig Lyst til at smykke Fædres Grave med levende Blomster.

Dante, Fader til den Toskanske, og paa en Maade til hele den ny-europæiske Digte-Kunst, var en Florentiner, og blomstrede ved Aar 1300.

Douglas er Navnet paa en Skotsk Adels-Slægt, som har frembragt mange berømte Mænd, blandt hvilke den Navnkundigste er Robert Bruces tro Stal-Broder James, som efter Kongens Død gik i hans Sted til Spanien, og holdt Slag med Troens Fjender (Mohrerne) hvor han faldt paa Ærens Seng.

Douzepers er et fransk Ord, som betyder Carl den Stores tolv Jævninger (efter Frankrigs gamle Inddeling i tolv Provindser) og gik i denne sære Skikkelse med Normannerne over i det engelske Sprog.

Druserne er et stridbart Folk, der vanker halvvildt omkring mellem Libanons Bjerge.

Dyk (van) kaldt Portrait-Malernes Konge levede i det 17de Aarhundrede, og var en Discipel af Rubens.

Edvard. Af dette angel-sachsiske Navn havde Engeland i Middel-Alderen tre Konger paa Rad, som regierede over et heelt Aarhundrede (f. 1272 til 1377) og af hvilke især den Første og den Tredie ere saare mærkværdige. Edvard den Første (som Skotterne kalde Langskank) indtog Wales, og tilsneg sig den Skotske Krone, som hans Søn, Edvard af Caermarthen, igien tabde ved Bannokborn. Edvard den Tredie var Fader til den saakaldte sorte Prinds, Frankrigs Rædsel, og Stamfader til Husene York og Lancaster, der i det femtende Aarhundrede førte blodig Kiv om Thronen.

Eginhard var Haand-Skriver hos Karl den Store, og har beskrevet hans Levnet.

Einer Buekryster ͻ: Thambeskælver, Norges berømteste Bue-Skytte, som i sin tidlige Ungdom var med Olav Tryggesen paa Lang-Ormen, og i sin Alderdom blev lumskelig myrdet af Harald Haardraade.

Encyclopædi er et græsk Ord, som betyder en Kundskabs-Kreds, og saaledes samler hvert Folk gierne Kiernen af sine Kundskaber under Eet, naar Det troer omtrent at være udlært; men den franske Encyclopædi har den gruelige Mærkværdighed, at den er et Liv-Stykke af Voltaire og hans Stalbrødre, som agtede det for den høieste Viisdom at være uden Gud i Verden, og stræbde at hendreie al deres Kundskab til Besmykkelse af den største Taabelighed.

Engeland har, siden Vilhelm Erobrers Dage, kun i tohundrede Aar (1485–1689) havt Konger af indenlandske Huse, Tudor-Slægten nemlig, som var Kymbrisk (Vallisisk) og Stuarternes, som var Skotsk; men det er mærkeligt, at saa misfornøiet man i det Hele var med disse herskesyge Slægter, var det dog i aandelig Henseende Engelands gyldne Tid, hvori det opfyldtes, hvad enkelte Stor-Mænd, som Viklef (En af Luthers Forløbere) og Chaucer i det fjortende Aarhundrede havde spaaet. Det er nemlig forbausende, hvilken Mængde af store Hoveder i alle Fag, Engeland i det sextende og syttende Aarhundrede avlede og fostrede, blandt hvilke en god Deel har skaffet sig et udødeligt Navn ved deres efterladte Skrifter. Under den Sidste af Tudor og den første Stuart (Dronning Elisabeth og Jakob den Første) levede saaledes de overordenlig store Digtere Spenser og Shakspear, den sjeldne Historieskriver Holinshed, og den dybe Tænker Frands Baco, medens Mange heldig kappedes om at oversætte Oldtidens og Middel-Alderens Mester-Værker af fremmede Sprog. I det attende Aarhundrede blev derimod Smagen og Synsmaaden for aandelige Ting mere og mere fransk, og udvortes Magt og Rigdom de Hoved-Hjul, hvorom Alting dreiede sig, og man forstaaer vel nu de store Engelskmænd bedre udenlands, end i deres Hjemstavn.

Erasmus fra Rotterdam var, i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede, agtet for den lærdeste og kløgtigste Mand i hele Europa.

Ferdinand. Af dette Navn er især tre Fyrster mærkværdige, nemlig: den Spanske Ferdinand den Catholske, hans Daatter-Søn, som (efter sin Broder Carl den Femte) blev den første Keiser af dette Navn i Tydskland, og Dennes Sønne-Søn, Ferdinand den Anden, som i Trediveaars-Krigen ubarmhjertig stræbde at udrydde Protestanterne.

Fingal, Bjerg-Skotternes (de skotske Galers) æventyrlige Helt, er først egenlig blevet bekiendt efter Midten af det attende Aarhundrede, ved de Ossianske Digte, hvori han løftes til Skyerne.

Florents i Toskana (de Gamles Tuscien eller Etrurien) kaldtes i Middel-Alderen Italiens Athenen, fordi den (ligesom Athenen i Grækenland) gav Bog-Sproget Love, og var længe Hjem-Stavnen baade for Konst og Kløgt. Den borgerlige Tilstand var ogsaa meget urolig (ligesom i Athenen) thi først sloges Adelen enstund om Regieringen, og siden havde hvert Laug sin korte Regierings-Tid, indtil Slagterne omsider fik Hals oggo Haand over Folk, og beredte det Mediceiske Kiøbmands-Huus et langvarigt Herredømme, fra Begyndelsen af det sextende Aarhundrede.

Frankerig havde, ved Midten af det syttende Aarhundrede, sin første berømte Skuespil-Digter i Normannen Corneille, og hermed begynder den Franske Literaturs Guld-Alder, (hvor den Engelske slipper) varende til henimod Slutningen af det attende Aarhundrede. Hvad Europa altid var enig om, angaaende den Franske Stads og Fiinhed, at det var uægte Glimmer, har man først nylig ret begyndt at anvende paa den Franske Aandelighed, men det er derfor ikke mindre passeligt, og det er langt mere nødvendigt, naar Mennesket ikke vil fornedre sig til Dyrene, men svare til sin guddommelige Herkomst; thi at belee det Guddommelige, fordi det er over os, (underligt) og forgude det Dyriske, fordi det er under os (falder os begribeligt) det er Franskmændenes ægyptiske Viisdom. Derfor er hos deres Digtere (fremfor alt hos Voltaire) det Gudelige og Menneskelige sædvanlig koldt og dødt, men det Dyriske og Djævelske varmt og levende, thi Spot med det Guddommelige, i og over os, maae vi kalde Djævelskab, da den ikke er dyrisk, men dog ligesaa umenneskelig som ugudelig.

To nøie sammenhængende Fortrin har imidlertid de franske Mester-Stykker for alle Andre i det ny Europa, det er Eenhed og Klarhed, som vist nok kiøbes meget for dyrt paa Dybdens eller Sandhedens eller Livets Bekostning, men som derfor ligefuldt bør skattes efter deres Værd, og maa med Flid, paa en forsvarlig Maade, eftertragtes, naar det skal poetisk gestalte og videnskabelig klare sig, hvad Engellænderne have sammenblandet, og Tydskerne sønderlemmet.

Friedrich den Eneste blev Konge i Preusen paa samme Tid, som det Østerrigske Huses Mands-Stamme uddøde, med Carl den Sjette og han fandt det godt at fiske i rørte Vande, hvorved han erhvervede den største Deel af Schlesien, som han siden, i Syvaars-Krigen, (1756-63) til hele Europas Forundring, kiækt forsvarede mod Østerrig, Frankerig og Rusland. Al Tro var ham Tant, og Tydsk en Pestilense.

Froissard, fra Valenciennes i Hennegau, laae immer paa Reisen mellem Kongers og Fyrsters Gaarde, i Engelland (under Edvard den Tredie) Italien, Frankerig og Burgund, for han holdt meget af Stads og Lystighed, men da han var et godt Hoved, og havde sine Øine med sig, er den store Krønike, han skrev om sin Tid, netop ved hans megen Færdsel, blevet en af de vigtigste Kilder til det fjortende Aarhundredes Historie, med hvilket han endte sin Bog og sine Dage.

Fyrresvold ved Upsal, var, efter Yngling-Tal, det almindelige Gravsted for de Svenske Drotter af Yngling-Ætten.

Gjotto var en af de første berømte Byg-Mestere i Florents.

Gonzales er den Ældste af de Castiliske Helte, som gjorde sig berømt i Krigen mod Mohrerne.

GodtfredGotfredOverkomplet d. Læsefejl eller dittografi. Stavevarianter Godt- istedet for Got- afføder ikke rettelsesnoter af Bouillon (i Lothringen) døde, efter Jerusalems Indtagelse, før Aaret var omme.

Groot (Grotius) er den berømteste Hollandske Skribent fra det syttende Aarhundrede.

Gustav Adolph var Sidste-Manden af Vasa-Slægten paa Sverrigs Throne, og faldt i Slaget ved Lüzen (1632).

Gylden-Skindet er Navnet paa en Ridder-Orden, som Hertug Philip stiftede i Brygge, og som nu uddeles baade i Spanien og Østerrig.

Havelok var, (efter et gammelt engelsk Sagn) en Dansk Prinds, der i Old-Tiden blev gift med den engelske Prindsesse Guldborg, og fra hvem Svend Tveskiæg og Store Knud udledte deres Ret til Engeland! Sagnet ligner besynderlig vores om Amlet.

Hanse-Stæderne var et stort Kræmmer-Laug, med Hamborg og Lybek i Spidsen, som, efter Valdemar Seiers og Hakon den Gamles Tid, spillede Mester i de Nordiske Farvande, og rev al Handelen til sig.

Harald Haardraade, Hellig-Olavs Halvbroder, findes lyslevende beskrevet hos Snorro.

Hastings, i Sussex, var Landings-Stedet for Vilhelm Erobrer, da han, med sine Normanner, indtog Engeland (1066).

Henrik den Fjerde, den første Bourbon paa Frankrigs Throne, og en udmærket Konge, blev myrdet paa Gaden i Paris, i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede.

Herodot er en af Verdens vigtigste Bog-Skrivere, thi han levede mellem Cyrus og Alexander den Store, bereiste baade Grækenland og hele det Persiske Rige, og har af de indsamlede Efterretninger leveret os en Verdens-Krønike i den jævneste Stil, som vi skylder næsten Alt hvad vi veed om Ægyptens, Asiens, og Grækenlands Tilstand i Old-Tiden.

Hildebrand, hvis Pave-Navn blev Gregor den Syvende, omtales sædvanlig som et Uhyre, men mellem de kraftige Paver var han dog udentvivl den mest uegennyttige.

Homer berømmes over al Verden, for sine to Helte-Digte, der knytte sig til Troja-Toget, saa Iliaden besynger Græker-Livet under Trojas Beleiring, og Odysseen de Æventyr, Odysseus (Ulysses) fristede paa sin Hjem-Reise, fra Troja til den lille Græske Øe Ithaka. Disse Kvad er saa livlige og troe Skildringer, at man ligesom seer for Øie hvad de beskrive, og more derfor ligesaa meget, som de fleste andre saakaldte Helte-Digte kiede.

Hugonotter er et Øge-Navn, som man i Frankerig gav Calvins Tilhængere.

Johannes Müller fra Schaffhausen, (der først er død for 20 Aar siden) begyndte paa en Schweitser-Historie, som trætter lidt, fordi Stilen er tvungen, men skildrer godt, og staaer som et Alpe-Stykke mellem det attende Aarhundredes kiedsommelige Mose-Krøniker.

John Bull er et Øge-Navn, Engellænderne har givet dem selv, som et Stats-Legeme betragtet.

Jon Barbour, fra Aberdeen, skrev endnu i det fjortende Aarhundrede sin Rim-Krønike om Robert Bruus, og det er Nok sagt til dens Roes, at, skiøndt den (saavidt man veed) først blev trykt i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, er den dog blevet en Folke-Bog i Skotland, og har oplevet over tyve Oplag. Udenfor Stor-Britannien er den imidlertid endnu hardtad ganske ubekiendt.

Jorvik er det gammelnordiske Navn paa York.

Irmin-Sule ͻ: Verdens-Støtten, var de hedenske Sachsers ypperste Helligdom, og skulde vel svare til Asken Ygdrasil i Norden.

Italien blev, efter Carl den Stores Tid, en Skue-Plads for stor Forvirring, da de Tydske Keisere, lige indtil Midten af det trettende Aarhundrede, gjorde Paastand paa Over-Herredømmet, og mægtede dog neppe at holde de lombardiske Stæder i Ave, end sige da at holde Styr paa Pave, Araber, og Normanner. Siden var der enstund i Lombardiet og Toskana omtrent ligesaa mange smaae Republiker som Stæder, og skiøndt det dermed gik uroeligt til, var dog det fjortende og femtende Aarhundrede Italiens gyldne Tid; men allerede i det femtende Aarhundrede opløste de fleste Republiker sig i smaa Tyrannier, som efterhaanden smeltede sammen til større, uden at det derfor blev bedre.

Julius Cæsar opkastede sig til Roms Herre, og af hans Navn har Keiser-Titelen sin Oprindelse.

Julian var en Syster-Søn af Constantin den Store, som igien oprettede Afguderiet, hvorfor de Christne kalde ham Apostaten ͻ: den Frafaldne, men egenlig narredes han dog kun med de gamle Fabler; og tragtede kun efter Mesterskab i Koglespil og sorte Konster, som Christendommen fordømde.

Jøkler ͻ: Iisbjerge.

Kolbrand Jette svarer i de Engelske Kæmpe-Viser omtrent til Langbeen Rise i vores.

Kvægsølv-Vætter kan vel betegne hvad Franskmændene kalde Skiønaander, thi naar vi sige om En: der er Kvægsølv i ham, mene vi dermed en vis flygtig Livlighed, som netop hos de vittige Franskmænd er i sin Kraft.

Leonidas, Konge i Sparta, holdt med en Haandfuld Kæmper Stand mod Serxes i Snevringen mellem Oeta-Bjergene (Thermopylæ) og, skiøndt han faldt med alle sine Følge-Svende, satte han dog derved Mod i sine Lands-Mænd, og vandt et udødeligt Navn.

Lodi, med sin Bro over Adda-Floden, blev navnkundig over hele Europa, ved den glimrende Seier, Bonaparte vandt der over Østerrigerne (i Mai 1796).

Lukas fra Leiden er Formanden for de hollandske Malere, som ikke bryder dem stort om, hvad de maler, naar det kun bliver godt afmalet som det er. Lukas var samtidig med Luther.

Luther (Morten) er et stort Vidunder, thi med ham levede, i det sextende Aarhundrede, aabenbar den gamle Christne Tro, der syndes at være baade død og begravet, op igien, med en forbausende Kraft, og skabde, ved Hjelp af Bibelen, en christelig Oplysning, der aldrig kan bruges saa ilde, den jo høirøstet vidner om, at de som følge Christus, gaae ikke i Mørke.

Løwen, i Brabant, er Sædet for Nederlændernes gamle Høi-Skole, (stiftet i Begyndelsen af det femtende Aarhundrede) men fik, under Opstanden mod Philip, en farlig Medbeilerinde i Leiden, i Holland, og disse to Høi-Skoler udtrykde siden paa det Bestemteste baade den kirkelige og borgerlige Uforligelighed mellem Holland og Belgien.

Macbeth, en Skotsk Jarl, som (i Knud den Stores Tid) myrdede sin Konge Dunkan, og ranede Kronen, er egenlig først blevet navnkundig ved det Skue-Spil af Shakspear, som bærer Navn efter ham.

Maglegaard eller Myklegaard var det Nordiske Navn paa Konstantinopel.

Mainotterne udgive sig for de gamle Spartaneres Afkom, hvis Land de beboe, og have selv under Tyrken beholdt en vis Selvstændighed, der taler for Herkomsten.

Mameluker ͻ: Trælle er oprindelig Navnet paa Slaver fra Nord-Asien, som en ægyptisk Sultan i det trettende Aarhundrede kiøbde af Mogolerne til Krigs-Brug, men de bemægtigede sig snart Regieringen, og oprettede et Mameluk-Rige, (med Kairo til Hovedstad) som varede indtil Tyrkerne (i Begyndelsen af det sextende Aarhundrede) indtog Ægypten, og selv siden vedblev Mamelukerne, som Kriger-Stammen (der immer fornyede sig med Nord-Asiater) at raade mest i Landet. Deres Høvedsmænd kaldtes Beier, og gav selv Napoleon Nok at bestille, men Mahommed Ali har stjaalet Livet af de Sidste (1811) og dermed, indtil videre, gjort Ende paa Mameluk Magten.

Marengo en lille By paa Sletten mellem Alessandria og Tortona (i Montferat) som er blevet berømt ved den store Seier Napoleon, efter sin æventyrlige Alpe-Vandring, vandt over Østerrigerne, i Skiærsommer 1800.

Maroniterne er den eneste Levning af Østerledens christnede Indbyggere, der, (mellem Libanons Bjerge) have vedligeholdt deres Selvstændighed mod de Mahomedanske Erobrere. Deres kirkelige Overhoved boer i Klosteret Kanobin, og kalder sig Patriarch af Antiochien.

Melkarth var en Tyrisk Halv-Gud, som mange af de Sagn tilhøre, Grækerne fortælle om Hercules.

Mexico (Mejiko) var et stort Keiserdom i Nord-Amerika, da Spanierne fandt den nye Verdens-Deel, men det blev snart indtaget af Vove-Halsen Cortez med en Haandfuld Spanier, og stod nu under Spanien, indtil Napoleon bemægtigede sig den Pyrenæiske Halv-Øe, men da rev hele det Spanske Amerika sig løs, og adskildtes, under bestandig Splid, i flere Stater, hvoraf Republiken Mejiko indtil videre er En.

Midgards-Ormen ͻ: Verdens-Snogen skildredes af Nordens Hedning-Skjalde som et Hav-Uhyre, der snoede sig om hele Verden.

Mimer er et angel-sachsisk Ord, som betyder hukommelig, (det latinske memor) og bruges af Skjaldene, som Navn paa en guddommelig Viis-Mand, til hvem Odin pantsatte sit ene Øie, for at faae en Drik af hanshaus Kilde. Det er altsaa aabenbar ret Erfarings-Klogskab (historisk Vidskab) i en Lignelse.

Morer eller Maurer kaldes egenlig Marokkanerne og andre Stammer i det nordvestlige Afrika, men i Spanien kaldtes alle Mahomedanerne saa, fordi de Alle sidst kom fra de Egne.

Mysore var i forrige Aarhundrede et stort og mægtigt Rige i Ost Indien, hvis Fyrste, Tippo Saib, ei blev træt af at bekiæmpe Engellænderne, indtil han faldt med sin Hovedstad Seringapatnam 1799.

Mollwiz er en Landsby i Schlesien hvor Friedrich den Eneste vandt sin første Seier over Østerrigerne.

Møre-Jarl. Af Snorro lære vi, at Rolf var en Søn af Harald Haarfagers gode Ven, Røgnvald Jarl paa Møre (Sønd-Mør og Nord-Mør) i Norge.

Navarin (Nyborg) er en Søstad paa Morea (Pelopones) med en ypperlig Havn, hvor en engelsk-fransk-russisk Flaade løb ind, med den engelske Admiral Edvard Codrington i Spidsen, og ødelagde den Tyrkiske Flaade. (20de Octbr.Ottbr.sætterfejl eller læsefejl: t for c. Forkortelser af October/Octobris (latinsk genitiv: den 28. i oktobers måned) kan ikke indledes med Ott 1827).

Nederlandene hørde til Karl den Stores Rige, men adskildtes siden i mange Herskaber, som deels antog Kongerne i Frankerig, og deels Keiserne i Tydskland for deres Lehnsherrer. Grevskaberne Holland, Frisland, Flandern og Brabant var de mærkeligste.

Niflunge-Kvadet (Lied der Niebelungen) er et langt tydsk Digt fra Middel-Alderen, om blodig Kiv mellem gamle Herre-Slægter, som Nordens Skjalde kalde Volsunger, Gjukunger og Budlunger. Da det først kom ud (seent i forrige Aarhundrede) ændsede Ingen det, men i det nittende Aarhundrede, da alle de Folk der har en historisk Old-Tid, føle sig drevne tilbage til den, har det mærkelige (men tørre og langtrukne) Digt ei blot oplevet endeel Udgaver, men agtes af mange Tydskere for et Side-Stykke til Iliaden.

Norge har, ved sit bestandige Samkvem med Island, (hvor det gamle Norden fandt sin Skriver-Stue), havt det store Held, at faae sin Historie beskrevet i Middel-Alderen paa et levende Sprog, og det ny Europa har ingen Historie-Bog, der kan taale Sammenligning med Snorro Sturlesons Heimskringle, hvor igien Hellig-Olavs Sage er et Maleri af Nordmands-Livet, og hvad dermed kommer i Berørelse, som forener den Homeriske Synlighed med den HerodotskeHerodotiskestilistiske rettelser i rettelseslister gengives i supplerende noter, ikke i rettelsesnoter. Formen uden i findes også i 518A_1, Haandbog i Verdens-Historien, bind 1 Trohjertighed og med historisk Nøiagtighed.

Normandiet er en af Frankrigs gamle tolv Provindser, som det revolutionære Galenskab har skildt ved sit historiske Navn, og opløst i ny vandede Inddelinger, hvad man imidlertid udenlands lidet eller intet burde ændse, men holde sig til den Inddeling, der oplyser Historien, overladende det til dens Fiender at forvirre den.

Numantia, ved Duero-Floden i Gammel-Castilien, trodsede hele den Romerske Magt, og da omsider Carthagos Ødelægger (Scipio Africanus) tvang den ved Hunger, vandt han kun en Gruus-Dynge, og en Aske-Hob.

Odins Hest (Sleipner) var aabenbar et Billede paa Skjaldskab, ligesom Grækernes Pegasus, og at ham tillægges otte Been, reiser sig vel af det otte-liniede Vers, som man ansaae for en Opfindelse af Odin.

Odins Skib (Skibladner) som kunde seile med alle Vinde, og lægges sammen til at puttes i en Lomme, var ligeledes et Billede paa Skjaldskab.

Ormus er en lille ufrugtbar Øe i den Persiske Bugt, men var et arabisk Oplags-Sted for de ostindiske Vahre, indtil Albuquerque indtog den, da der reiste sig en portugisisk Kiøbstæd, som agtedes for den rigeste i Verden, men i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede forenede Perser og Engellænder sig om at indtage den, og det lykkedes. Nu er den igien arabisk under persisk Høihed, men ubetydelig.

Ossianske Sange. Det var noksom bekiendt, at Bjerg-Skotterne, lige til Nederlaget ved Culloden, havde deres Barder eller Skjalde, som satte en Ære i at giemme og gientage gamle galiske Sange, men Ingen Andre havde brudt sig derom, førend en bjerg-skotsk Adelsmand (Macpherson) midt i det attende Aarhundrede udgav en Samling paa Engelsk, som han tilskrev en Kong Ossian, Fingals søn, der skal have levet omtrent 300 eft. Ch. Der blev meget stridt om Digtenes Ægthed, men de læstes med Begiærlighed, og oversattes paa mange Sprog, selv paa Polsk og Russisk. Ossian forestilles som eneuomvendt n eller u for n blind Olding, der har mistet alle sine Stalbrødre, og sin Eenbaarne, (Oskar) og har nu ingen anden Trøst, end ved Harpen at mindes tabte Glæder, og især Fingals Helte-Gierninger, som trodsede Guderne, og rider nu paa en Sky fægtende i Luften; saa man maa vel ligne de Sange ved uroelige Vinternats-Drømme mellem nøgne Fjelde, som, i et mindre upoetisk Aarhundrede end det attende var, vilde neppe gjort synderlig Lykke.

Pantheon, i Rom, er bygt i Augusti Dage, til et fælleds Tempel for alle Af-Guder, som der havde deilige Billed-Støtter, og siden blev det kaldt en Kirke for vor Frue og alle Helgene.

Paven i Rom betyder, historisk, den herskesyge Romerske Biskop, der vilde troes paa sit Ord i gudelige Ting, som en Ypperste-Præst og Prophet, og tilskrev sig, som Herrens Fuldmægtig, Nøglen til Hans Huus, baade her og hisset. Dette Pavedom maa betragtes som en Efterligning af det Mahomedanske Kalifat, og da de Romerske Paver (fra Midten af det niende Aarhundrede) ved deres Thron-Bestigelse høitidelig aflagde deres Døbe-Navn; traadte de paa en Maade ud af det Christne Kirke-Samfund, saa deres Uchristelighed er i sin Orden. Pavens verdslige Rige kaldes Kirke-Staten, som Napoleon bemægtigede sig, og satte Paven (Pius den Syvende) i Fængsel, men ved Napoleons Fald kom han igien paa Thronen, og det er mærkeligt, at Russen, Tyrken og Engelskmanden, (som alle kirkelig protestere mod Paven) kappedes om at indsætte ham i sin Værdighed.

Peru var, ved Spaniernes Ankomst, et stort og mægtigt Rige i Syd-Amerika, fuldt af Guld og Sølv, men det indtoges lettelig af Pizarro, og var under Spanien til den almindelige Opstand (1810). Nu er det en Republik.

Peter Czar sad ved det attende Aarhundredes Begyndelse paa Thronen i Moskau, og fattede det æventyrlige Forsæt, i en Haande-Vending at omskabe sit barbariske Folk til Lighed med de slebne europæiske Folke-Færd, og, skjøndt det var umueligt, vandt han dog hele Europas Beundring, da det lykkedes ham at tage Landet ved den Finske Bugt fra Sverrig, hvor han bygde sig en ny Hovedstad (Petersborg) i europæisk Smag, som for en stor Deel befolkedes med Fremmede; thi i det attende Aarhundrede betragtede man allevegne Hoved-Stædernes Indbyggere som det egenlige Folk, og tog alt Glimrende for Guld.

Petrarch var en Toskaner, født i Begyndelsen af det fjortende Aarhundrede, og virkede usigelig meget til Oplivelsen af Græsk og Romersk Sprog-Kundskab, og i det Hele til historisk Videnskabeligheds Fremme. Hans berømteste Digte er Elskovs-Viser om hans Kiæreste Laura, derfor kalder man ham Lauras Sanger.

Phaeton var, efter en gammel (ventelig Phønicisk) Fabel, Soel-Gudens Søn, som en Dag fik Lov til at kiøre Soel-Vognen, men da Hestene løb løbsk, faldt han af, og druknede i Eri-Danus, hvor hans Søstre Heliaderne (Soel-Døttrene) paa Strand-Bredden udøste gyldne Taarer for ham, som blev til Rav. At Eri-Danus skal betyde Øster-Søen, med Rav-Landene omkring sig, er klart, og for Resten kan man tænke sig ved Fabelen hvad man vil; jeg tænker mig ved Phaeton den faldne Menneske-Aand, og ved Soel-Døttrene, hans Søstre, de Hjerte-Folk der have Følelse for Aand.

Philip den Gode, Hertug af Burgund (Bourgogne paa Grændsen af Italien) nedstammede fra det Franske Konge-Huus, arvede efter sin Fader desuden Endeel af Nederlandene (Flandern og Artois) og skrabede saa Resten sammen paa allehaande Maader. Han var en høianseelig Fyrste, og forsmaaede Konge-Titelen, som Keiser Frederik den Tredie tilbød ham, og som hans Søn Carl Vovehals siden forgiæves beilede til.

Phønicierne, som beboede det lille Land-Strøg mellem Libanon og Middel-Havet var fra Arilds-Tid bekiendte, som de første Glas-Pustere og Purpur-Farvere, men især som fyrstelige Skippere og Kiøbmænd, der drev Land-Handel med hele Asien, og beseilede ikke blot Middel-Havet, men det store Verdens-Hav, hentede Rav fra Øster-Søen, Tin fra Bretland, Sølv fra Spanien (Tharsis) og Guld fra Ophir (maaskee Peru). At det ogsaa har været et aandrigt Folk, kan man blandt Andet slutte af mange sindrige Græske Fabler som røbe phønicisk Herkomst, men i Øvrigt er al deres Herlighed forgaaet med Tyrus og Sidon, saa man kun paa Mynter og enkelte Minde-Stene kan stave sig til deres Skrift-Sprog, som har lignet det Ebraiske.

Pitt og Fox var to berømte men indbyrdes stridige engelske Stats-Mænd i Napoleons Tid.

Plato var en Athenienser, en Discipel af Sokrates, og med ham En af de to ædleste og sandhedskiærligste Grublere i Grækenland, henimod Alexanders Tid.

Poesie er et græsk Ord, som betyder Skabelse, og, skiøndt de Lærde er meget uenige om, baade hvad og hvordan en ordenlig, rigtig Poet skal skabe, saa lære de Umyndige dog snart at skjelne det Døde fra det Levende, og det Morsomme fra det Kiedsommelige, paa Riim saavelsom i daglig Tale, og dermed har de Grund-Begrebet om Poesie, der naturligviis som alle Gaver kan bruges baade ilde og vel. Skulde jeg imidlertid give en Slags Beskrivelse af Poesien, vilde jeg sige: det er Skabelse af Billed-Legemer, hvori det Aandelige, som er usynligt i sig selv, kan betragtes i en Lignelse med Liv og Lyst.

Pompeii var fordum en berømt Stad i Neapel, men under Keiser Titus blev den, tilligemed flere Byer, begravet i Aske, der ligesom nedregnede over den, og er først opdaget derunder, i Midten af det attende Aarhundrede, som en Stad i de Dødes Rige, hvor Alting staaer, som det for 1700 Aar siden blev forladt.

Portugal hedd fordum Lusitanien, blev, tilligemed Spanien, indtaget af Araberne, og siden, da deres Magt forfaldt, (i det tolvte Aarhundrede) gjort til et eget Kongerige, under en med det Castiliske Konge-Huus besvogret Burgundisk Herre-Stamme. Det var immer ubetydeligt, undtagen i det femtende og sextende Aarhundrede, og hvor de mødes, under Emanuels Regiering, finde vi Rigets saakaldte gyldne Tid. Den regierende Mands-Stamme uddøde med Sebastian, som faldt i Afrika, Philip den Anden tog da Kronen, og Hollænderne Handelen, og skiøndt Portugal igien (fra Midten af det syttende Aarhundrede) blev et eget Rige, under Konge-Huset Braganza, var det dog kun et Skygge-Rige under Engelsk Beskyttelse, indtil Napoleon her, som i Spanien, forstyrrede de Dødes Ro. Siden er hele den Pyrenæiske Halv-Øe at ligne ved en aaben Begravelse, hvori vilde Dyr rives og slides om Ligene.

Prag er Bøhmens gamle Hoved-Stad, hvor Preuserne, i Syvaars-Krigen, vandt en glimrende men i Øvrigt ubetydelig Seier over Østerrigerne.

Pragmatisk Sanction kaldtes Keiser Carl den Sjettes Testament, hvorved han vilde sikkre sin Daatter Marie Therese alle sine Arve-Lande, og, blandt mange andre Fyrster, havde Friedrich den Enestes Fader høitideligt lovet at fremme denne Arve-Gang, men Friedrich fandt, han var sig selv nærmest, og tog Schlesien.

Protestanter betyder nu, i mange Bøger, Folk, der i Troes-Sager vrage Alt hvad der ikke er efter deres Hoved, men historisk er det Navnet paa Christne, som kun vrage den Fuldmagt Paven i Rom har givet sig selv, somfomf for s Christi Statholder, med Alt hvad deraf flyder, saa ogsaa herom have de der skreg paa Oplysning, aabenbar stræbt at forblinde Øine, og forvirre Begreber.

Racine (Jean) var en af Frankerigs berømteste Skuespil-Digtere under Ludvig den Fjortende.

Rafael, født i Urbino (i Kirke-Staten) samme Aar som Luther i Eisleben, (1483) har Ord for at være den største Maler i hele Verden, og det er fornemmelig i det Vatikanske Pallads (i Rom) man seer hans beundrede Mester-Stykker. Han døde (37 Aar gammel) under Afskildringen af Christi Forklarelse paa Bjerget.

Randel (Thomas) var en Syster-Søn af Robert Bruus, og En af hans bedste Hjelpere i Slaget ved Bannokborn, og siden. En af hans største Helte-Gierninger var Indtagelsen af Edingborg.

Richelieu (Cardinal) er navnkundig, som en af de verdensklogeste men ogsaa en af de hjerteløseste Stats-Mænd i det nye Europa. Han regierede Frankerig under Ludvig den Trettende i det syttende Aarhundrede.

Robespjerre var en af de mange Lomme-Procuratorer, som ved den franske Revolution kom til at føre det store Ord, og han regierede Frankrig uindskrænket eet Aar, som med Rette kaldes Rædsels-Tiden; thi saa mistænkelig, iiskold, grum og blodtørstig en Tyran findes kanskee neppe nok blandt de Romerske Keisere.

Rolf. Af dette Navn er især To berømte: den Danske Kong Rolf i Old-Tiden, og Normandiets Erobrer i Middel-Alderen.

Ronceval er en Dal mellem Pyrenæerne, hvor der skal have staaet et blodigt Slag mellem Araberne og Carl den Store.

Rosbach er en Landsby ved Naumburg, hvor Preusserne i Syvaars-Krigen vandt en glimrende Seier over Franskmændene.

Rosen-Gaarden (Roman de la Rose) er et Elskovs-Digt, begyndt af Villiam fra Lorris i det trettende Aarhundrede, og skiøndt det ikke er for rart, blev det dog bearbeidet af Chaucer paa Engelsk, og er som en Moder til mange berømte Digte.

Rubens fra Antwerpen blomstrede fra Begyndelsen af det syttende Aarhundrede, og er den Berømteste af de Flamske eller Belgiske Malere.

Rudeborg er det nordiske Navn paa Normandiets Hovedstad Rouen.

Røde Huer var, under den franske Revolution, Kiende-Mærket paa de største Tigre, som ellers kaldtes Jakobinere.

Sachs (Hans) Luthers Samtidige, og Skomager i Nürnberg, var i sin Tid en meget berømt Digter (Mester-Sanger).

Sachsen har i Tidens Løb været Navnet paa forskiellige Landskaber i Nord-Tydskland, og, skiøndt det forrige berømte Kurfyrstendom Sachsen nu (fra Napoleons Tid) bærer Navnet af et Konge-Rige, er det dog langt mindre end før, da Preusserne efter Napoleons Fald bemægtigede sig Wittenberg (hvor Luther opstod) og snart det halve Land.

Salerno, en Søstad i Neapel, hvor Læge-Konsten (fra det tolvte Aarhundrede) havde sin første berømte Høi-Skole i det nye Europa.

Samorin var Fyrste-Titelen i Calicut, da Portugiserne kom did, og vedblev at være det, indtil Tippo Saibs Fader (Hyder Aly) omstyrtede den gamle Throne, og grundede Riget Mysore.

Saragossa, Hoved-Staden i Arragonien, er især blevet berømt ved at forsvare sig mod Franskmændene (1808-9) som Numantia modmede for o. Læsefejl, sætterfejl eller hørefejl. Sammenligningen 'Saragossa-Franskmændene er lig Numantia-Romerne' lægger op til en gentagelse af præpositionen "mod" fra beskrivelsen af Saragossas forsvar. Med præpositionen "med" mangler sætningen en angriber, som Numantia forsvarer sig mod. Det semantiske og stilistiske argument ledsages af et historisk: Numantias forsvar mod romerne beskrives side 153 f. under opslagsordet Numantia. Romerne. Den arragoniske Adelsmand Palafox var Høvding i Staden, og Huus for Huus maatte den indtages.

Shakspear, den Berømteste af alle Engelske Digtere, og sagtens den Største af alle det nye Europas, var fra den lille By Stratford i Mercia (Warvick Shire) og blomstrede paa Over-Gangen mellem det sextende og syttende Aarhundrede, under Dronning Elisabeth. Uden for England er hans mageløse Skue-Spil imidlertid først blevet bekiendte og berømte efter Midten af det attende Aarhundrede, og først taalelig oversatte (paa Tydsk og Dansk) i det Nittende.

Skiold, efter hvem de Danske Konger kaldes Skjoldunger, var, efter islandske Sagn, en Søn af Odin, men, efter Bjowulfs Drape, et Barn af ubekiendt Byrd, som eenlig kom drivende paa et Skib med store Kostbarheder til DanmarkDanmarkdelvis fremhævet i A, hvor Folket dengang var høvdingløst, og opfostrede sig en Konge i ham, men maatte, efter hans Befaling, udstyre hans Liig, som de havde fundet ham, og lade Skibet dermed gaae for Vind og Vove.

Skue-Spil kalde vi enhver konstig Afbildning af Menneske-Livet i Handling og Samtale, og en saadan Afbildning, (ret eller vrang), kan naturligviis være ligesaa forskiellig, som Menneske-Livet er, men maa dog kunne indbefattes under en af tre Hoved-Arter, som en Afbildning, enten af Hverdags-Livet, af store Begivenheder, eller af Naragtigheder. I at fremstille det Naragtige har vi selv havt en Mester, nemlig Holberg, og i at fremstille det Store leder Shakspear om sin Mage, men, i at skildre Optrin af det huuslige Liv, i en honet borgerlig Familie, avlede især det attende Aarhundrede saamange Medbeilere allevegne, at det er sikkerst Ingen at give Prisen.

Spenser (Edmund) den anden engelske Hoved-Skjald i Dronning Elisabeths Dage, døde med det sextende Aarhundrede, glemdes snart i Engeland selv, og blev udenlands hidtil ei synderlig bekiendt. Hans Hoved-Værk kaldes Fee-Dronningen, og Indholden er, hvorledes Helte af alle Skikkelser, med Kong Arthur i Midten, kæmpe ridderlig for Æren og for Dronningens Yndest, saa Dronning Elisabeths storladne og daadfulde Regierings-Tid forblommet speiler sig deri.

Stor-Mogul var længe navnkundig i Europa, som Indiens Keiser, og Dragen over umaadelige Skatte. Det var paa samme Tid, som Portugiserne fandt Ost-Indien, at Babur, en Mogolisk Fyrste, trængde ind fra Norden, og grundede et Rige, som i det sextende og syttende Aarhundrede udbredte sig over den største Deel af Hindostan, men sank i det Attende saa dybt, at den sidste Stor-Mogul (Allum) blev en Engelsk Sætte-Konge, og døde som en Almisse-Lem.

Stuart. Det var en Walter Stuart som blev gift med Robert Bruses Daatter, og hans Søn Robert besteeg den Skotske Throne 1370. En af hans Ætmænd (Jakob den Sjette) blev, efter Dronning Elisabeths Død, under Navn af Jakob den Første, tillige Konge i Engeland, men Jakobs Søn (Carl den Første) blev halshugget, og hans Sønne-Søn (Jakob den Anden) udjaget. Saaledes mistede Stuarterne begge Throner, (1689) og kun forgiæves prøvede saavel den Uddrevnes Søn, som Sønne-Sønnen Carl Edvard, med hvem Stammen uddøde, at vinde dem tilbage.

Sverrig har ikke selv bevaret Sagn om sin Old-Tid, saa dets egen Krønike begynder først med Erik Læspe, i det trettende Aarhundrede; men efter Norske og Danske Sagn, skal der i Old-Tiden være kommet en Lykke-Frister did, som udgav sig for den forgudede Odin, og af hvis Følge Yngve-Frey blev Stamfader til en lang Række af Drotter i Upsal, saavelsom til Harald Haarfager. Oluf Skiødkonning (i det ellevte Aarhundrede) regnede sig endnu i Slægt med Guderne, men hans Afkom uddøde snart, og siden var Kronen i trehundrede Aar et rødmusset Tvistens-Æble. I Slutningen af det fjortende Aarhundrede blev de tre Nordiske Riger forenede, under den Danske Konge-Daatter Dronning Margrethe, men Enighed blev der aldrig enten med Sverrig, eller deri. I Begyndelsen af det sextende Aarhundrede fik Sverrig en indfødt Konge-Stamme i Vasa-Slægten, som uddøde med Gustav Adolph, og, efter to andre Konge-Slægter, er nu en Tredie begyndt med En af Napoleons Høvdinger.

Syvaars-Krigen (1756-63) agtedes (indtil den franske Revolution) for den største europæiske Begivenhed i det attende Aarhundrede, da man i alle Maader tog Smaat for Stort.

Tasso (fra Bergamo i det Venetianske) døde med det sextende Aarhundrede, og var den sidste italienske Digter, som blev almindelig berømt. Hans Hoved-Værk kaldes: Det befriede Jerusalem, men er dog egenlig kun en æventyrlig Drøm om Heltene paa det første Kors-Tog.

Thot var en fabelagtig Person, som de gamle Ægypter tilskrev alle Opdagelser, og betød vel i Præsternes Sprog kun deres egen gode Fornuft og Forstand.

Tillys Grusomhed naaede sin høieste Spidse ved Magdeburgs Ødelæggelse, som han forvandlede til en blodig Aske-Hob, thi strax derpaa fulgde hans Nederlag ved Leipzig, og hans Banesaar ved Lech.

Trediveaars-Krigen (1618-48) var aabenbar myntet paa at giøre Keiseren enevældig i Tydskland, og det Østerrigske Huus i Europa, og er desuden derved mærkelig, at det var den sidste store Krig (indtil Revolutionen) hvori Folkene, og ei blot Fyrsterne tog hjertelig Deel.

Tydskland var fra Arilds-Tid deelt mellem mange Stammer, som fælles Sprog og Fare kun sjelden meer end løselig forbandt, og da Nord-Tydskland i det sextende Aarhundrede rev sig løs fra Paven, medens Syd-Tydskland (med Undtagelse af Schwaben) blev hængende ved ham, baade røbedes og næredes derved en naturlig Uenighed, der neppe kan ophøre. Ligesom det kun var Franker, Schwaber og Sachser, der aandelig udmærkede sig i Middel-Alderen, saaledes er det ogsaa kun i det protestantiske Tydskland den ny-tydske Literatur har hjemme, som Tydskerne selv skatte meget for høit, men Engellænderne og Franskmændene (som hardtad slet Intet kiende til den) ogsaa meget for lavt. Naar man undtager Jern-Fliden (som de selvselv selv kalde den) udmærke Tydskerne sig kun aandelig ved deres store Lyst og Anlæg til Grublerie (Speculation) helst paa fri Haand, hvorved det lettelig hændes, baade at Bøgerne blive for mange, og for tykke, og at Grublerierne blive noget luftige. Det er da ogsaa skedt, og vi Danske, der i de sidste trehundrede Aar gierne vilde læst alle tydske Bøger, naar det havde været mueligt, veed bedst, i hvilket Bloksbjerg af Tryk-Papir de klare Enkeltheder og skarpsindige Bemærkninger ligge begravne. Men ligesom Engellænderne selv maa bekiende, at det var Morten Luther, og hans Tydske Stalbrødre, som i det sextende Aarhundrede vakde en høist nødvendig Opmærksomhed, og skiærpede Efter-Tanken, saaledes skal vel Efter-Slægten sande, at det var Goethe, Schiller, og Jean Paul, som et Slags Lære-Digtere, og Kant, Fichte, og Schelling, som Tænke-Lærere, der, ved Over-Gangen til det nittende Aarhundrede, vakde Opmærksomhed paa det Attendes Flauhed, og skiærpede Efter-Tanken til at skatte Fortidens Herlighed, uden at ville opmane dens magtesløse Skygger. Uden Tydskernes Hjelp vilde vi neppe opdaget (hvad der vel selv i Engeland er en Hemmelighed) at det ikke er Frankerigs men Englands gyldne Tid, vi skal stræbe at fortsætte og forklare, medens det vilde være purt Galenskab for ethvert andet Folk at efterligne Tydskerne, hvis Skarpsindighed ei lader sig eftergiøre, og hvis Selvklogskab og Vidtløftighed, uden den, blive tomme og utaalelige.

Vace, fra Guernsei, skrev ved Midten af det tolvte Aarhundrede vel de to første Riim-Krøniker, den Ene om Rolf og hans Afkom, den Anden om de gamle Brittiske Konger, som i det trettende og fjortende Aarhundrede deels blev oversatte og deels efterlignede paa Engelsk. Mærkværdigt er det ellers, at blandt alle bekiendte Riim-Krøniker blev den Danske først præntet (alt i det femtende Aarhundrede) medens af Vaces den Normanniske først nylig, og den Brittiske endnu ikke, er udgivet.

Valens Keiserinder ͻ: Valkyrierne, eller de usynlige Skjold-Møer, som (efter de oldnordiske Drømme) mærkede i Slaget hvem der skulde falde.

Vallas (Villiam) fra Clydesdal i Syd-Skotland, reiste sig i Slutningen af det trettende Aarhundrede, som en Vovehals, mod Edvard Langbeen, vandt et Slag ved Stirling, og rensede Landet for Engellænder, men Slaget ved Falkirk, mod Edvard selv, tabde han, sank saa i Afmagt, blev taget ved Forræderie, og paa det Grummeste piint ihjel.

Vallensteen, som Keiseren engang havde givet Afsked, og maatte, efter Tillys Fald, ydmyge sig for, blev, efter Gustav Adolfs Fald, i Vien betragtet som den værste Fiende, og skaffedes af Veien ved Snig-Mord, som i det syttende Aarhundrede var skrækkelig i Mode. Den Schwabiske Digter Schiller har i vore Dage oplivet Vallensteens Ihukommelse ved et Skuespil, som bærer hans Navn.

Varna er en Søstad ved det sorte Hav, hvor Tyrkerne i det femtende Aarhundrede (1444) vandt en glimrende Seier over meensvorne Christne, og siden har denne Stad ei været i andre Hænder, før Russerne nylig kiøbde den som en Steenhob i dyre Domme.

Venedig selv er bygget paa Holme i det Adriatiske Hav, vel alt i det femte Aarhundrede, men blev dog først mægtig og berømt under Kors-Togene, og udstrakde efterhaanden sin Magt over Endeel af Lombardiet, Dalmatien, Morea, Creta, og de nu saakaldte Ioniske Øer. Uagtet nu Venetianernes Handel og Sømagt fik et uforvindeligt Stød med det sextende Aarhundrede, beholdt de dog selv Creta og Morea længe, og Resten til Napoleon, saa at sige uden Sværd-Slag, opløste Regieringen (1797) og deelde Byttet med Østerrigerne, som nu har det Hele, paa de Ioniske Øer nær, som, efter Napoleons Fald, fik Engelsk Formynderskab.

Villani (Johannes), fra Florens, fattede ved det første Jubel-Aar i Rom (1300) under Vrimmelen af Fremmede fra alle Lande, en brændende Lyst til at beskrive det Forbigangne og Nærværende, og gjorde det, (som Kiendere forsikkre, mesterlig) i en Verdens-Krønike, som endnu er til, og gaaer til hans Døds-Aar, da Pesten henrev ham (1348).

Violante, en Daatter af Mailands berømte Hertug Galeazzo Visconti, blev gift med den Engelske Hertug af Clarence, og til deres Bryllup var, blandt mange navnkundige Mænd, ogsaa Petrarch, Chaucer, og Froissard.

Voltaire var hvad Franskmændene kalde en stor Digter og Philosoph, men hvad vi vilde kalde en vittig Spotte-Fugl, og en letnem men overfladelig Tænker. At bespotte og fra alle Sider bestride Christendommen var hans store Lyst, og at faae den udryddet var hans forfængelige Haab: men han er nu alt længe død, og den er Liv og Aand, og nu er det beviist, at den kan taale Spot, hvad Spotterne selv høirøstet erklærede for Kiende-Tegn paa evig Sandhed.

Vætter, som man i Heden-Old brugde til at betegne de usynlige Natur-Kræfter af alle Slags, bruger jeg i samme Betydning, da det tit kan forvirre at bruge Ordet Aand om Sligt.

Yngling-Tal er en Stam-Tavle paa Vers, fra Yngve-Frey til Harald Haarfagers Frænde, Røgnvald Himmelhøi, af hans Skjald, Thjodolf fra Hvine.

Zarograd er et Slavisk Navn paa Konstantinopel.

Ægypten er endnu fuld af uforklarede Mindes-Mærker fra en ældgammel Jette-Tid, hvorpaa dog Napoleons Tog har begyndt at kaste Lys, og da den nu saakaldte Vice-Konge der: Mahomed-Ali (en Tyrk fra Macedonien) ivrig stræber at faae Landet opdyrket, og fransk Oplysning indført, vil det sagtens herefter blive bedre bekiendt.

Ærme-Gabet (la Manche) er paa begge Sider af Canalen Navnet paa den.

Øde-Land eller Ødelæggeren var Navnet paa Harald Haardraades Banner.

Ørkens Skibe er et østerlandsk Navn paa Kamelerne, ligesom Havets Heste er et nordisk Navn paa Skibene.

Trykfeil. Side 63 Lin. 1 Lod læs Lad. 70 13 Engelland læs Engeland. - 21 sln læs sin. 75 9 troe læs tre. 86 12 Karl os læs Karlos. 145 2 nedenfra go læs og. 147 19 Godtfred læs Gotfred 152 17 haus læs hans. 153 2 Ottbr. læs Octbr. - 27 Herodotske læs Herodotiske. 160 23 med læs mod. 163 sidste Linie selv selv læs selv.