Af Danneskjolds-Drapen. (Et Brud-Stykke.)

Af Danneskjolds-Drapen

Maa trykkes. P. Eberlin.

. (Et Brud-Stykke.) Her en Adels-Mand er jordet, Eenlig mellem Eeg og Bög! Hvem vil höre Klage-Ordet, Vande her en Blomster-Lög: Vande den med Taarer milde, Saa den spire kan fuld-brat, Dufte södt, og visne silde, Trodse Fimbulvinter-Nat? Han har ingen Seire vundet, Som besynges kan med Bram, Han har ingen Stæder grundet, Som kan nævnes efter ham, Han har intet Nyt opdaget, Som foreviger hans Navn, Han har ikke sögt, men vraget, Guld og Sölv til eget Gavn! Mens, hvad nu har tabt sin Gröde, Blomstrende paa Jord man saae, Medens Kinderne var röde, Medens Öinene var blaa, Mens de rörde sig med Varme, Hænderne som fryse nu, Fleer end Folk i Gylden-Karme Kom Grev Danneskjold ihu! Men hvor mindes sledne Klæder, Meer end velfordöiet Bröd! Hvor oprinde glemte Glæder, Ved at mindes Hjelp i Nöd! Hvem bevæges södt i Haven, Naar de Hvide flyve der! Hvem vil takke end i Graven For hvad Alle troe sig værd! Hvem vil slig en Jord-Drot love, Naar ei længer man ham seer: Naar for Guld og grønne Skove Gavmild han ei raader meer! Hvem vil rört til Skjalden lytte, Naar, som liden Fugl paa Kvist, Han i Sællands Böge-Hytte Synger om den Herre sidst! Det vil Ingen, som kun Öie Har for Guld og Glimmer-Værk, Ingen, som kun seer det Höie Under blodig Brynje-Særk, Kun det Store, hvor det steiler, Kan det Stærke, hvor paa Trods, Til Beundrings-Gru det beiler, Truende, som Fjeld og Foss! Det vil Ingen, som kun skuer Mand paa Höide, Hund paa Haar, Det vil Ingen, som kun luer, Naar ham Lyn og Torden slaaer; Det vil Ingen, som ei ahner Meer end Stövets Öie saae; Det vil kun de milde Vaner, Som for Godt kan Guld forsmaae! Ja, det vil kun Vaner milde, I hvis Öre bedre klang Elskovs-Vise og Höst-Gilde, End al Verdens Glimmer-Sang; Som, i Nordens dunkle Morgen, Da Hrimthurse-Drapen löd, Gik kun ind i Asa-Borgen, At begræde Balders Död! Kun hos dem giör Hjertet Helte, Hjerte-Laget Höi og Lav, Kun for dem er Sund og Belte Meer end hele Verdens Hav, Kun for dem er Natter-Galen Fugle-Dronningen paa Jord, Kun for dem er Böge-Salen, Kun for dem er Sælland stor! Siger I: de er uddöde, Hedengangne under Öe, I den sidste Aften-Röde, Som forgyldte Skov og Sö; End er Skjalden dog ei ene Om at love Danneskjold: Sangen fra hans Bauta-Stene Skal gienlyde mangefold! Ja, I Mure, som saa brave Trodsed Tidens Over-Vold, I, hvis dybe Svane-Grave Tale höit om Heden-Old, Store, klingre Bauta-Stene, Over Stöv af Danneskjold! Med min Sang sig skal forene Eders Gienlyd mangefold! Ja, thi under eders Glugge Banker Stövet höit endnu, Over Danneskjolders Vugge, Kommer levende ihu, Hvad han var, som nu er jordet, Hvad den Gyldenlöve-Sön, Aanden under Hjerte-Ordet, Virket har i Lys og Lön! Hun, som var hans Hjertes Glæde, Hun, som var hans Öie-Steen, Hun, som vugget har den spæde Natter-Gal paa Blomster-Green, Hun vel sidder, som i Graven, Bag de höie Mure nu, Stirrende paa Dödning-Haven, Under Smil med lönlig Gru; Dog hun eder vel skal lære At gientage Skjaldens Sang, Som, Grev Danneskjold til Ære, Toner over Dane-Vang, Og saalænge hun kan græde, Som en Engel under Slör, Duftende de Blomster spæde Groe paa Graven skal som Rör! Dog, skiöndt Time-Glasset rinder Truende for Freias Kuld, Vist i flere Danne-KvinderKvlnder Græder end hun Bölge-Guld, Föder og, til Bod for Sorgen, Sikkert dog i mangen Vraa, Alt som paa Augusten-Borgen Klarlig, Perle-Döttre smaa! Ei da skal paa Marken feile Blomsterne, jeg planter her, Morgen-Dugg til Taare-Speile, Perle-Glands i Aften-Skiær, Og hvor end, paa Vinter-Bölge, Sidste Daner stævne hen, Dem Kiærminderne skal fölge, Til de plantes her igien! Her jeg sætter, som til Skove, Bögene fra Balders-Hag; Dandser paa den blanke Vove, Under Glitners Sölver-Tag, Muntert nu, Hav-Fruer spæde, Saa af eders Moders Sang: Hælvten Sorg, og Hælvten Glæde, Höres kan en Efter-Klang! Fra den gamle Odins-Alder, Over Tidens Bölge-Gang, Toner Graaden over Balder End i Volas Gaade-Sang, Toner som en Hjerte-Bölge, Under Nordens Aande-Pust, Giver mild sit Kæmpe-Fölge Bod for Kulde, Glands for Rust! Ja, paa denne Hjerte-Bölge Bygget er den prude Borg, Paa hvis Grus sig ei maa dölge Gude-Folkets bittre Sorg; Thi kun Graad dens Grund beriger. Saa, af himmeldybe Væld, Straalende, igien opstiger Breida-Blik til Nordens Held! Due! ja, det var din Vinge, Som berörde let min Pen, Da igien den hördes klinge, Kaldte paa en savnet Ven: Ledte efter gyldne Suler, Og det blanke Sölver-Tag, Under Skyggen, som nu skjuler Efter-Skin af Balders-Hag! Grandt nu seer jeg Gaade-Baandet, Mellem Sams og Gissel-Feld, Blomster-Kiæden, som har aandet, Lig en Nat-Fiol i Kveld, Duftede fra Glitner-Haven End saa södt i Efter-Aar, At jeg reiste mig i Graven, For at love lydt dens Kaar! Ja, det ligger nu udfoldet, Som oprullet Pergament, Hvad af Mærkerne i Skjoldet Dunkelt för kun var bekiendt: Breida-Bliks og Glitners Sage Aabner Valhals skjulte Dör, Balders og Forsetes Dage Aldrig saa jeg kiendte för! Sikkerlig, naar Jorden skjuler Öinene, som græde nu, Glitner-Borgens gyldne Suler Kommes skal paa Mark ihu, Terning-lige Tider rinde, Tumling kaldes Lykkens Bold, Dog hos Daner ei af Minde Gaaer Forsete-Danneskjold! Samsöe! lav dig til at sjunge, Og udkvæd med Lyst i Kveld, Hvad paa Skjalde-Maal og Tunge Knytter dig til Gissel-Feld! Höiene sig brat oplade I et sælsomt Morgen-Gry! Kneise paa sit gamle Stade Bratting-Borgen rank i Sky! Havfru-Börn, om end kun spæde, Bange for den stærke Ström! Dandse her I maae med Glæde, Mindes, som en Morgen-Dröm, At hvor end med Rysnæs-Drenge Dandse Samsöe-Piger smaa, Altid rask i Munar-Vænge Maatte Havfru-Vuggen gaae! Mens end Vingerne var unge, Kiæk jeg over Fjeld mig svang, Hvad der tækkedes min Tunge, Uden Grublen frit jeg sang; Det forgiæves nu jeg pröver, Saa for mig, i Svane-Vang, Skjoldunger og Gyldenlöver Stige kun ved Havfru-Sang! Som hin gamle Samsö-Bonde, Halter jeg til Borge-Gaard, Kun naar giennem Havfru-Munde Bölgen selv om Balder spaaer, Bölgen dyb, som forberedte, Paa det store Brude-Par, (Helte-Christjan og Margrethe) Frederik og Valdemar! Dog, hvad höit fra Kirke-Svale, Over Dane-Kongers Stöv, Tonede til Konge-Sale, Kiækt om Liv i Rosen-Löv, Hvad der over Dane-Vangen Klang om Vinter-Sæd i Lön, Leve skal i Minde-Sangen Om den bedste Konge-Sön! Ja, skiöndt gamle Danmarks Gaade: Saga-Sang i Mythe-Svöb, Ingen udennden Han kan raade, Som forordned Tidens Löb, Aldrig skal dog Staven brydes Over Hjertets Bölge-Leg, Hvordan end den skal udtydes, Fast det staaer, den aldrig sveeg! “Efter-Glands af Thabors Kierte Glimter over Böge-Lund, Og et Gran af Danmarks Hjerte Skjalden fik til Harpe-Bund, I den Bund det sælsomt klinger, Naar med sine Under-Vinger Duen rörer Harpens Stræng!” Saa jeg kvad i yngre Dage, Da den sidste Gaade-Mö, Aske-Daatteren til Brage, Jeg saae dale under Öe! Da af Odins Ravne-Galder Jeg forstod, ved Hornets Klang, At hvad agtet blev for Skvalder, Var Idunnas Aften-Sang! Jeg som Heimdal gik med Loke, At udfritte Askens Mö, Om nu brat i Ragna-Roke Skulde Nordens Guder döe! Mens jeg grunded paa det Mörke, Og paa fjerne Gammens-Kaar, Stjal mig Loke al min Störke, Gav med List mig Bane-Saar! Længe jeg med Loke sloges, Men mit Blod udrandt med Klang, Længe jeg med Döden droges, Men mit Aften-Suk var Sang: Gienlyd af hvad södt i Vangen, Med en klinger Norne-Röst, I Idunna-Aftensangen, Tonede til Dane-Tröst! Ja, den fulgde mig i Graven, Gaade-Klangen, liflig söd, Saa i Dröm om Rosen-Haven, Lidt kun ændsed jeg min Död, Og i Dane-Askesangen, (Been-Lyd under Saga-Stav) End man hörde Efter-Klangen, Fra min aabne Skjalde-Grav! Hvad der trodser Dödens Kulde, Reiser selv sin Bauta-Steen, Tier end ei under Mulde, Lokker Klang af Dödning-Been; Udentvivl er födt af Ægte, Og rodfæstet dybt i Vang, Saa umuelig nu fornægte Kan jeg min Höstgilde-Sang! Saae i Danneskjolders Vaaben, Selv da jeg i Graven sad, End jeg Vinter-Bölgen aaben, For en Svane sommerglad; Saae jeg da en Gyldenlöve Stige op i Dane-Skjold; Saga-Varslet vel sin Pröve Staaer endnu, som Old fra Old! Da paa Skjolde-Rand jeg tegned: “Ei gik Minde-Kierten ud, Bævred Flammen end og blegned, Blussed op den atter prud, Som, ved Straalen fra det Höie, Lyset i Lovises Öie!” Der han sjunket var i Graven, Samsö-Jarlen, ædel, fiin, Der jeg reiste mig ved Staven, Underlig af Graven min; Der det sidste Blad jeg vendte I den Norske Konge-Bog, Jeg til Jarle-Graven sendte Den, med Ord paa Skjalde-Sprog! “Bog om gamle Gylden-Löver, Odels-Mænd til Dovre-Fjeld! Kun forgiæves end du töver Med din Færd til Gissel-Feld; Haanden, som du længdes efter, Kom paa Jord ei meer til Kræfter, Ligger isnet under Muld!” “Flyv da kun til Adels-Graven, Som en vinget Bauta-Steen, Far, og svæv, med Saga-Staven, Over Gyldenlöve-Been! Dertil est du födt og baaret, Og til Minde-Talen skaaret Atter nu for Tunge-Baand!” “Flyv, og svæv, og löft din Stemme, Saa det toner over Lund: Trindt i Norden jeg har hjemme, Hvor en Ædling sank i Blund, Som var, efter Saga-Pröven, Ægte Sön af Gylden-Löven, Jeg mon före i mit Skjold!” “Det var han, som her mon hvile: Christjan Sophus Danneskjold! Södt i Mindet skal han smile, Som paa Jord, fra Old til Old, Ja, som Eisten over Norge, Mindes skal, paa Sællands Borge, Samsö-Jarlen Danneskjold!” Ja, du Borg med gyldne Suler! Endt er Gylden-Lövers Aar, Hvis af slige Klippe-Huler De ei levende udgaaer; Aldrig meer tilsyne Balder Kommer paa sin Straale-Borg, Hvis ham i hans Æt opkalder Ikke Gude-Folkets Sorg! Gamle Bög med Lövsals-Grene! Det staaer præntet i din Bark: Bedre ei sig kan forene Adels-Blod paa Daners Mark, End i dem, hvis store Navne Din Maigreve-Krands saa bold Glæder sig ved her at favne; End i Kaas og Danneskjold! Hvælv da, Bög, med Lövsals-Grene, Bredt dig over Jarlens Navn, Hvad sig kan dermed forene, Tag det samlet ömt i Favn; Hvisk til Sangerne med Vinge Hvad jeg kvæder om din Drot, Saa hans Pris sig kan opsvinge Til hans Faders gyldne Slot! Lad i dig mig Stammen skue, Der sig hvælver, favr og mild, Over Engens Blomster-Tue: Dane-Markens Ygdrasill! Lad mig, under dine Grene, See, hvad de, hvis Navn du bær, Vilde mindelig forene: Hyrde-Liv og Herre-Færd! Siig mig, Saga, Moder bedste! Hvem har Samsö-Bögen sat, I hvis Bark sig skulde fæste Runer om den Dane-Skat, Som i Bölgen er begravet, Under Vrag af Orlogs-Mænd, Som dog stige skal af Havet, Morgenrödmende igien!

N. F. S. Grundtvig.