Frode Fredegod.
Da Kong Fridlev døde, var de Danske enige om at sætte Frode hans Søn paa Thronen, uagtet han kun var syv Aar gammel, thi saa dyrebar var Fridlevs Ihukommelse for alle Dannemænds Hjerter, at selv et Barn af hans Blod syndes dem Kronen værdigst, men for at dog Riget ikke i hans Barndom skulde forfalde, udnævnedes der paa en almindelig Herredag tolv Mænd til hans Formyndere, som udmærkede sig baade ved udvortes Anseelse og ved deres store Forstand. Af disse skulde Brødrene Koll og Vestmar være Frodes Foster-Fædre; Aage, Isulv og otte andre berømte Mænd derimod paa hans Vegne staae for Styret, og saaledes kom da Dannemark under Formynder-Skab, og havde kun i Haabet en Konge! Paa Rigens Strømme raadte imidlertid Odd, en Brodersøn af Frode, der, som hans næste Frænde, var sat over Flaaden.
Kolls Kone hedd Gøtvor, og det var Pokker til Kvinde, thi grov var hun i sin Mund som en Fisker-Kiælling, og havde en Tunge som en Ragekniv, saa jeg er tilfreds, enten det var de allermeest veltalende Mænd, eller de allerstørste Ordgydere, Ingen kunde staae til Munds med hende. Ja, Mage til Kvinde paa den Maade har der nok aldrig været, thi det var ikke dermed nok, at hun kunde skiælde og smælde, og lade Munden løbe som en Peber-Kværn, men hvem der mundhuggedes med hende, maatte tage Tingen paa hvilken Leed de vilde, saa var hun hjemme, Somme satte hun i Spørgsmaal, og Somme stak hun med Giensvar; Somme druknede hun i en Møding-Pøl af Skiældsord, og Somme bandt hun Munden paa, ved at hilde dem med Spidsfindigheder. Ikke den største Kiæmpe var da her i Stand til at afvæbne en værgeløs Kvinde, thi i Munden havde hun et Pile-Kogger, som blev aldrig tomt, og saa forslagen var hun, at sødere end hun kunde heller ingen tale, hun kunde baade stave og lægge sammen, baade koble og skiære, stifte Venskab eller Fiendskab, og var med et Ord: tve-tunget i alle Maader.
Med denne Kvinde havde Koll tre Sønner, og hans Broder Vestmar havde ikke mindre end tolv, hvoraf de tre var Trillinger, og havde eet Navn, nemlig: Grep, og vare udlærte Slags-Brødre baade paa Hug og paa Stik. Disse Kolls og Vestmars Sønner var allerede som Grønskollinger de største Gavtyve, der kunde gaae paa Guds grønne Jord, og havde bidt Hovedet af al Skam. Sviregaster og liderlige Fugle var de tilbunds, ingen Mand kunde have sin Kone, ingen Brudgom sin Fæstemø, ingen Fader sin Daatter sikker for dem, hvor man kom, saae man Spor af deres Uvæsen, Voldtægt blev Hverdagsbrug, og man kan sige, der fattedes ikke meget i, at de havde forvandlet hele Fædrenelandet til et offenligt Horehuus. Daglig saae man, hvorledes Ærbødigheden for Ægteskabets Hellighed aftog, Blufærdigheden tabde sig, Overdaadighed med Suus og Duus blev den høieste Mode. Her seer man Frugten af Lediggang, thi med Noget skal dog Tiden gaae, og Dagtyve, som gide ingen Gavns Gierning gjort, beflitte sig gierne paa Skarns-Stykker.
Efter nu længe at have sværmet ublue og liderlig omkring, faldt det endelig den ypperste af Grepperne ind, at tage Stadighed paa sig, og hans Øine faldt da paa Kongens egen Syster, som hedd Gunvor, og kaldtes, for sin ugemene Deiligheds Skyld, Gunvor hin Venne. Det var den rette Karl, som, istedenfor, naar han kom til Eftertanke, at neddæmpe sin onde Tilbøielighed, kastede den paa Prindsessen, men han fik heller ikke Andet for sin Næsviished, end at Prindsessen, for at være i Fred, indelukkede sig med sine Piger i Fruer-Buret, og lod sig Dag og Nat bevogte af tredive Svende. Det var rigtig nok det værste Puds, som Gunvor kunde spillet Frodes Hofmænd, thi da Kongens Gaard blev øde for Fruentimmer, havde de Ingen, som kunde enten sye eller bøde om dem, og vare færdige at gaae nøgne.
Nu vidste man da ikke bedre Raad, end at skynde paa Kongen, at han skulde gifte sig, og det hjalp ikke, at han undskyldte sig med sin Ungdom, man blev ved at trænge paa saalænge, til han maatte give efter. Nu var da Sagen at finde ham en passende Brud, thi det gav han naturligviis dem at betænke, som havde saa travelt med at faae ham gift, og da de foreslog ham en Daatter af den Hunniske Konge, greb han den gode Leilighed til at undgaae deres Paatrængenhed, ved at beraabe sig paa sin Faders Lærdom, at Konger skal nødig række Haand efter Andet, end hvad de godt kan naae, og helst besvogre sig med deres Naboer. Det mærkede imidlertid Gøtvor strax var kun en Undskyldning, hvormed Kongen vilde slippe for at gifte sig, og desaarsag stræbde hun at helbrede ham for hans Vankelmod, og giøre ham dristig, ved at sige: betænk dog, Konge, at skal man giftes, maa det være, mens man er ung, thi naar man bliver gammel skal man døe. I Brudeseng skal man stige mens det gaaer opad, som i Ungdommen, thi i Alderdommen gaaer man ned ad Bakke og hælder da til Graven, Haabet sidder i de gule Lokker, men flyver bort naar Haaret graaner; saalænge man voxer, maa alting gaae fremad, og hvad man da tager sig for, maa man aldrig lade gaae tilbage! Kongen, som beundrede Gøtvors Talegaver, bad hende selv paatage sig Frieriet, og vel undskyldte hun sig paa Skrømt med sin Alderdoms Svaghed, som hun sagde gjorde hende uskikket til saa overmaade vanskelig en Forretning, men Frode mærkede, hvor hun havde sin Skade, og helbredede den nu, ved at udsætte en overmaade kostbar Guld-Kiæde til Belønning for Frieriet, naar det lykkedes. Samme Kiæde var egenlig ikke giort til at gaae med, men meest til at ligge paa Stads, thi den var et Kunst-Stykke, som bestod af lutter sammenhængende, buklede Bradser, med et Konge-Billede i hver, der gik ud og ind, alt eftersom man trak i den indvendige Traad.
Nu tog da Gøtvor afsted tilligemed Vestmar, Koll og alle deres Sønner, thi Frode meende, at naar alle de lagde deres Hoveder sammen, havde det ingen Nød, at Nogen skulde blive rød i Hovedet ved et Afslag. Reisen gik lykkelig af, og den Hunniske Konge beværtede dem, efter Oldtidens Giæste-Ret, med et tredags Gilde, førend Talen var om deres Ærinde. Tredie Dagen kom Kongens Daatter ind, for at hilse paa de Fremmede, og høvisk, mild og venlig, som hun var i Tale og Adfærd, kunde hendes Nærværelse ikke andet end sætte Liv i Giæsterne, saa hvad Gildet ikke før var lystigt, blev det nu. Vestmar greb Leiligheden, og mens Bægerne var bedst i Gang, tog han sig for, at udforske Jomfruens Sind, men Alt kun som i Spøg, saa Ingen kunde sige, han havde friet og faaet Nei, og til den Ende satte han sig til at giækkes med hende, havde det ene pudsige Indfald oven paa det andet, og mens man sad og loe ad hans Vittigheder, havde han i Skiemt udviklet hele sit Ærinde. Al den Trøst han fik, var imidlertid at Prindsessen rynkede Næse ad Frode, som et sælle Skrog, der ikke havde gjort det Mindste, som var værdt at tale om, og saaledessaaledet var det jo rigtig nok i gamle Dage, at det kunde aldrig nytte Nogen at see til en høiadelig Jomfrue, naar han ikke i Forveien havde gjort sig vidt og bredt navnkundig og berømt ved store og glimrende Bedrifter; dengang fulgde gierne Rigdom og Høihed ene med Æren, og Dorskhed var da den værste Lyde, Ubetydelighed den største Feil hos en Beiler, thi det var Daaden, ikke Dannelsen, Pigen gav Prisen.
Nu mistvivlede da Gesandterne om selv at udrette Noget, og deres eneste Haab stod til Gøtvor, om hun maaskee kunde drive Tingen igiennem, det viiste hun dem imidlertid ogsaa hun kunde, thi hun forstod at undergrave Fæstningen, inden hun løb Storm, hun gav først Prindsessen en Elskovs-Drik, hvorved hun fik Hede i Kroppen istedenfor Kulde, og heftig Lyst til hvad hun før lod haant om, og derpaa udbrød hun ii i Lovtaler over Frodes store Egenskaber, hvem hun iblandt Andet roste for, at han kunde bruge Keiten ligesaa godt som Retten, og ledte om sin Mester baade i at fægte og svømme.
Da nu Daatteren var saa godt som vundet, befalede hun Koll og Vestmar, som havde sagt Faderen deres Ærinde, kun rask med alle deres Sønner at gaae til ham igien, og drive paa et afgiørende Svar; men, sagde hun, veed I, han vil nødig sige Ja, saa spar ham for at sige Nei, og byd ham Braadden!
Nu gik da Gesandterne op paa Slottet i deres fulde Rustning, og saasnart de kom for Kongen, tog Vestmar Ordet og sagde: enten, Konge, maae du nu opfylde vor Bøn eller begrave den med os, thi vi har fuldt og fast besluttet, heller at døe som Mænd i det fremmede Land, end som Børn man skikker af Bye, at komme hjem med uforrettet Sag. Komme vi hjem med et Nei, da har vi kun Skam og Spot af vor Reise, hvorved vi netop tænkde at indlægge os Ære, og det er for galt; altsaa, et Ja maa du endelig give os, enten det saa skal være paa Pigen eller paa Krigen, thi en Ende vil vi have paa det, hvordan det saa bliver, Noget skal du give os for vor Umage, enten det saa bliver Sødt eller Suurt, og det vil være Frode meget kiærere at høre, at vi ligge her med Næsen i Veiret, end om han saae os hænge med den, naar vi kom hjem. Meer sagde Vestmar ikke, men det var da ogsaa nok, thi hermed satte han Kongen ligefrem Kniven paa Struben, og det hjalp ikke, at Kongen indvendte, det var under hans Værdighed at slaaes med sine Undermænd, da det dog immer var et Slags Kammeradskab, der ikke duede; Vestmar blev ved Sit, og der var ikke andet Udkomme med ham, end at Kongen maatte beraabe sig paa den gammeldags Skik, at lade Pigerne raade selv i Giftermaals-Sager, og vise Gesandterne til Prindsessen. Det var da Udflugten Kongen maatte gribe til, da han ikke havde Mod til at gaae i Kreds, og heller ikke vilde have den Skam at lade sig Noget aftvinge; men nu loe Vestmar i Skiægget, thi han vidste jo nok, at Fruentimmer har ti Sind over en Dørtærskel, og ligesom nu paa den ene Side denne Vægelsindighed, som er Kvinden medfødt, gav ham Mod til at giøre et Forsøg, saaledes gav det ham paa den anden Side godt Haab, at en Pige der faaer sin Frihed, og kommer som en Fugl ud af Buret, er ikke blot nem at fange, naar man synger den Vise, hun gierne gider hørt, og
lader som man falder i Staver over hendes deilige Fjer, men flyver saa En gierne lige i Hænderne. Nu fulgde jo rigtig nok Faderen selv med ind til sin Daatter, for at man ikke skulde binde ham Noget paa Ærmet, men hvad hjalp saa det, naar han maatte høre hvordan Prindsessen, paa hvem Elskovs-Drikken havde gjort sin Virkning, nu strax begyndte at fortælle, at hvad Rygtet ikke vidste om Frodes Dyder og gode Egenskaber, det kunde hun føle paa sig, og det bares hende for, at han der havde en saadan Helt til Fader, kunde umuelig andet end stadfæste det gamle Ordsprog, at hvad man er af, det slægter man paa, saa at i det hun gav den kongelige Ungersvend sit Hjerte, stod han for hende ikke i hans nærværende Dunkelhed, men i det herlige Lys, hvori han med Tiden vilde komme til at straale! Kongen havde nær tabt baade Næse og Mund over sin Daatters Veltalenhed, men da han nu engang havde givet hende sin Frihed, kunde han ikke tage sit Ord tilbage, fæstede hende derfor til Frode, og gjorde strax Anstalt til selv i Spidsen for Gesandterne, at reise med hende til Dannemark, thi han tænkde, som sandt var, at Fader er Frænde næst, og altsaa Brude-Fører bedst.
Saa gav da Kongen sig paa Reisen med en god Madkurv, og et herligt Udstyr, og Frode, som paa det herligste kom ud og tog imod sin Fæstemøe, gjorde ogsaa al muelig Ære og Stads ad sin tilkommende kongelige Svigerfader, og det var forfærdeligt, hvilken en Hob Sølv og Guld han gav ham med, da Brylluppet var forbi, og han tog hjem igien.
Saaledes fik da Frode Hanunde, thi saa hedd den hunniske Prindsesse, og levede tre Aar med hende i Fryd og Gammen uanfægtet, men det var skammeligt, hvordan hans Hofmænd misbrugde den Fred og Rolighed, thi det gik med dem som med Heste, naar de foeres skrap, og bestille ingen Ting; de blev den ene Dag kaadere end den anden, og Skabhalse var de, saa de hittede paa alle muelige Skarns-Stykker. Hvem de fik fat, kom tidsnok til Hove: Somme legede de Himmelspret med ligesom man kan spille med en Bold i Luften, Somme bredte de Huder for, og trak dem saa med en hemmelig Snor bort under Fødderne paa dem, saa de styrtede overende; Andre klædte de nøgne af og lod løbe Spidsrod, atter Andre bandt de en Snor om og smeed op paa en Knag, og grinde dem ud, fordi de hængde paa deres egen Haand; Somme sveed de Skiægget og Haar-Toppen af, og Somme satte de paa Fyrfadet, for at varme dem op; Skiældsord var gierne den Hilsen de Fremmede fik, naar de kom ind, og kom de til Bords fik de gierne Benene i Hovedet, eller ogsaa Hofmændene drak til Pæls med dem saalænge, til de laae under Bordet. Paa den anden Side fortsattes det liderlige Levnet bestandig, baade med Piger og gifte Koner, ja det gik saa vidt, at man maa skamme sig ved at sige det, thi hvem der vilde gifte sig med en ung Pige, maatte enten først lade hende beskiæmme af Skurkene, eller kiøbe hende fri af dem i dyre Domme, og til ethvert Ægteskab maatte man løse Kongebrev hos de nederdrægtige Hofmænd, saa man kan sige, at de i alle Maader betragtede andres Koner som deres Eiendom. Heraf seer man, at Uvæsenet i Kongens Gaard var en Blanding af Drenge-Kaadhed og rasende Frækhed, og tildeels en Følge af Kongens Barnagtighed, thi intet Skarn frygter for en Straf, som det har lange Udsigter med: i Galgen-Frist faaer Galgen-Fugle Vinger.
Over denne Krigs-Folkets tøileløse Frækhed blev Kongen foragtet udenlands, og tillige indenlands forhadt, thi det harmede alle Dannemænd, at maatte staae under et saa storagtigt og voldsomt Herskab; men desuagtet gik Grep bestandig videre, og kronede tilsidst sin Uforskammenhed med at svige sin Konge, i det han forførde Dronningen. Rygtet om denne Skiændsel kom lidt efter lidt ud iblandt Folk, og man hvidskede hinanden det saalænge i Øret, til Alle vidste det undtagen Kongen, thi vel søgde Grep at neddysse Rygtet, ved at fare grumt afsted med enhver, der offenlig blot ymtede om det, men det falder altid vanskeligt, at faae Nogen til at tie med Andres Misgierning, og hvem der vil stoppe Rygtets Mund, stopper gierne kun sine egne Øren, saa Alt hvad Grep vandt, var at Ingen turde anklage ham.
Sit Had til Gunvor som gav ham Afslag, havde Grep vel vidst at skjule, men nu fandt han Leilighed til ganske underfundig at hevne sig paa hende; thi da hun paa een Gang havde en heel Hob Beilere, forestillede han Kongen, hvor nødvendigt det var at anstille en nøiagtig Prøve med dem, for at Prindsessen kunde blive den Værdigste til Deel, og herved udvirkede han, selv at blive beskikket til Vurderingsmand af Beilernes Fortjenester. Derpaa bød han alle Gunvors Beilere til Giæst, lod dem halshugge, og deres Hoveder, til Skræk for Alle som kom efter, sætte paa Stage rundt omkring hendes Fruer-Buur.
Med alt Dette beholdt dog Skurken Frodes Gunst, thi han var bestandig om ham, og vidste at giøre Adgangen til Kongen vanskelig for hvem der kunde røbe ham. Saaledes forestillede han Kongen, at det daglige Rend til Majestæten var et Slags upassende Kammeradskab, da Adgangen til saa høi en Person burde være anderledes i Priis, saa man beilede dertil, som til en stor Ære, og han fik da fastsat, at Ingen maatte komme for Kongens Ansigt uden med en Foræring. Saaledes stræbde den Hykler under Paaskud af særdeles Kiærlighed til Majestæten, at kaste et Dække over sine egne Forbrydelser, og det mishandlede Folk vovede ei meer end i Stilhed at sukke over deres Gienvordighed, Ingen havde Mod til at staae offenlig frem, og lægge Tidens Elendighed for Dagen, og løfte sin Stemme til Klagemaal over den voxende Skiændsel, man tav og lod Hjertet fortære af indædt Harme!
Saaledes stod Sagerne, da Kong Gøthar i Norge, som Sligt var kommet for Øren, sammenkaldte sine Hirdmænd til Huusthing, og forestillede dem, at aldenstund Kong Frode i Dannemark førde saa slet et Regimente, at han var færdig at flaae sine Undersaatter, hvorover de var kiede af ham, og byttede ham heller end gierne bort, saa havde nu han i Sinde at tage derned med en Krigshær, og meende, det kunde ikke falde vanskeligt at erobre hele Landet.
Nei, sagde een af hans Tjenere, ved Navn Erik, som havde reist sig, saasnart Kongen havde udtalt, giør dog aldrig den Gierning, men lad os huske paa, at hvem der vil have Alt hvad han seer, kommer gierne til at græde naar andre leer, og hvem der vil have baade i Pose og i Sæk, faaer gierne en lang Næse! ligesom der da ogsaa vil et godt Næb til at hakke ud hvad en Anden har i Kløerne! Du stoler, hører jeg nok, paa, at Folk nede i Dannemark er usaattes, men det kan aldrig nytte, thi naar Fienden kommer i Landet, vil de snart i det Mindste blive enige om at vise ham Vinter-Veien, Venner trækkes som Fiender giækkes, Sviin bides aldrig længer end til Hunden kommer, og fremfor Alt om Konger siger hvert Lands Folk, at Bytte er gjort paa Bedrag. Tænk du kun desuden aldrig, at Frode sidder stille og bier til du kommer, nei, du kan troe, i det Mindste paa Halvveien møder han dig, thi ihvor det gaaer, saa hører han dog til det Slags Fugle, som nappes med Næbbet og vover sin Bringe! Saa kom da ihu, at klogt er kun gjort, hvad man aldrig fortryder, og see dig omkring hvor du staaer, omringet af Høvdinger nok, og betænk, det er for ei at brænde sig, at Smeden bruger Tænger! Dine Tænger, Konge, er jo dine Kiæmper, sid du stille da, imens de prøve Heden, thi til at prøve Konge-Lykke er jo Kiæmpen skabt. Tjeneren skal bane Vei for Herren, og naar galt skal være, er det jo dog altid bedst, den falder som er Jorden næst! Saa vaer da nu dine Fingre for Ilden, og spar med Viisdom dit Liv, medens Andre gaae i Faren først og lære dig Forsigtighed!
Hidindtil havde man anseet Erik for en Tosse, eller egenlig overseet ham ved Siden af hans Broder Roller, som gjaldt for et stort Lys, men desmeer faldt Kong Gøthar nu i Forundring over hans fyndige Tale, der indeholdt Meget i faa Ord, og gav derfor Erik strax Navn af den Ordkloge eller Veltalende. Da nu imidlertid Erik lod sig forlyde med, at det er tomme Ord, som har ingen Ting til Følge, Mund-Held er kun Munds-Veir og Navn uden Gavn Narrerie, saa forærede Kongen ham et Skib, der kaldtes Skrøter.
Nu paatog en vis Ravn sig, med Gøthars Tilladelse, at bespeide de danske Farvande, men der fik han med Odd at bestille, der, som sagt, paa den Tid var den øverste Befalingsmand paa Dannemarks Strømme, og samme Odd var ikke god at bides med, thi han kunde gierne hexe: pløie Søe uden Kiøl, og med Vers vække Storm, saa de fiendtlige Skibe forgik, og det var hans Vane, aldrig at give sig i Kamp med Kapere og Vikinger, men bare oprøre Bølgerne, saa Havet slugde dem. For Resten er det mærkeligt, at Kiøbmænd kunde Odd ikke lide for sin haarde Død, men Bønderne derimod giorde han meget ad; i hans Øine var Plov-Stjerten mere værd end Pak-Huset, og han maa have meent, det er bedre at have reent Brød i sin Pose, end skident Guld i sin Pung!
Da det nu kom til Slag imellem Odd og Ravn, forblindede den danske Høvedsmand med sine Vers saaledes Normændenes Øine, at det kom dem for, som der sad en Soel i hver Dannemands Sværd, og det Blændværk skar dem saaledes i Øinene, at de sandsede ikke engang at trække selv fra Læderet, men lode sig slaae af Skinnet og faldt uden Modstand. Der kom af hele Flaaden da ikke uden sex Skibe tilbage til Norge med den Beskeed, at Ravn og mange hundrede med ham havde faaet deres Banesaar, og det var Kongen en Lærestreg til en anden Gang ikke at bilde sig ind, han kunde tage Dannemark som en Svedske!
De undkomne Nordmænd bragde nu det Rygte hjem, at Frode havde endeel overordenlige Kiæmper, som, uagtet han regierede voldsom, og var almindelig forhadt, dog mægtede at holde ham paa Thronen, men det kom Roller noget underligt for, og han, som var meget for at see sig om i fremmede Lande, og udforske hemmelige Ting, fik nu ogsaa Lyst til at prøve det Rygte, og gjorde det Løfte, at han vilde vinde sig Gang og Sæde blandt Frodes Kiæmper. Ja, vel er du voxet godt af Skarnet, sagde Erik, men det var dog, mener jeg, et forfløient Ord! Roller forsikkrede derpaa, at det var hans ramme Alvor, og urokkelige Forsæt, og da Erik mærkede det, gjorde han samme Løfte, og Kongen gav dem Lov til at vælge i hans Gaard hvem og hvormange de vilde til deres Følgeskab.
Nu besluttede Brødrene at giøre først en Reise hjem til deres Fader, Regner Kappe, for at blive udstyrede med Levnetsmidler, og hvad de ellers behøvede til sligt et Tog, og det er her at mærke, at de havde Fader sammen, men ikke Moder, thi Krage var kun Rollers egen Moder, og altsaa Stif-Moder til Erik.
Regner tog meget faderlig imod sine Sønner, og strax Dagen efter Ankomsten gik han ud med dem i Skoven, ikke alene for at vise dem sit Kretur, som den gamle Svend havde nok af, men ogsaa sine Grunker,
som laae nedgravede under Jorden, og havde ikke været for Dagens Lys i langsommelig Tid. Nu skaadede da Brødrene alt det gamle Guld og Sølv, og da Faderen gav dem Lov til at tage deraf hvad dem lystede, lod de sig det ikke sige to Gange, men forsynede sig paa det Bedste. Imidlertid havde deres Følgesvende allehaande Leeg og Legems-Øvelse for: Somme øvede sig i at springe til Pølse, og Somme løb om Kap, Nogle prøvede hvem der kunde kaste længst med store Stene, Andre vovede deres Buer og skiød til Maals; men dog var der ogsaa dem iblandt, som, medens deres Kammerader brødes og kappedes paa alle slige Maader, sad i deres gode Mag og drak til Pæls, saalænge til de ikke kunde meer, og faldt i Søvn.
Alt dette saae Roller, som blev skikket tilbage af sin Fader, for at see, hvad man tog sig for der hjemme, men han saae meer end det, thi da Røgen sagde ham, at hans Moder havde Ild paa sin egen Skorsteen, listede han sig hen til Dørren, og stjal sig til at titte ind igiennem en Sprække, hvor han saae sin Moder staae for Ilden og røre Noget sammen i en vanskabt Gryde. Oven over samme Gryde hængde, i en tynd Snor, tre Vandsnoge, hvoraf de to var kulsorte og den tredie hvidspettet, de sorte havde Snoren trukket igiennem Bugen, men den spettede, som hængde lidt høiere, var bundet om Stjerten, og immer dryppede Voeren ganske langsom af deres Mund ned i Gryden. Roller tænkde, det var Seid-Øl der bryggedes, og tav derfor stille med hvad han havde seet, for ikke at være den der beskyldte sin egen Moder for at være en Seid-Hex, men han tog mærkelig Feil, thi det var et Slags uforgiftige Snoge, som Krage kun brugde til at giøre Maden, hun lavede, ret kraftig.
Da nu Alting var færdigt, kom Regner og Erik hjem, gik ind hvor de saae Røgen kom fra, og bad Krage dække Bord. Det gjorde hun da ogsaa, og øste op i eet Fad til begge Brødrene, men dog med Forskiel, thi i den Side hun dreiede til sin Søn, var Grøden sort med saffrangule Pletter, og ved den anden Side var den derimod hvid, alt efter den Forskiel der havde været paa Snogene. Efterat nu Begge havde smagt en Mundfuld, mærkede Erik strax, at den sorte Grød var den kraftigste, og han brød sig da ikke om Farven, men snoede meget behændig Fadet om, saa at Roller fik det Hvide, og han selv det Bedste. For imidlertid at lade, som det skedte blot for Løier, sagde han med det Samme: saaledes gaaer Skibet over Stav, naar man har Strømmen imod sig, men selv disse Ord viser, hvilket Hoved der sad paa den Karl, thi hvad der skeer med velberaad Hu, men skal lade som det kom af sig selv, kan man aldrig ligne bedre end ved et Skib under Seil. Saaledes nød da Erik den besynderlige Lykke, at give sig selv Viisdom ind med Skeer, og det falder ordenligt utroligt, al den Klogskab han ved at begynde fra den rette Side og tage til Bunds, fandt i det Grødfad, thi han fik ligesom Kraften og Kiernen af al menneskelig Vidskab, saa han ikke alene grandt forstod alle menneskelige Ting og Begivenheder, men endogsaa Fæets og Dyrenes Sprog, det vil sige: han kunde forklare, hvad der var den indvortes Grund til den forskiellige Lyd, de Umælende give fra sig. Tilligemed denne store og dybe Forstand havde han nu ogsaa en behagelig Røst og en flydende Tunge, saa det var en Lyst at høre, hvorledes han om Alt hvad han vilde, kunde udtrykke sig fiint og smukt i fyndige Ordsprog.
Da nu imidlertid Krage kom hen og saae, at Fadet var snoet omkring og Erik havde, saa at sige, faaet Smørhullet, blev hun meget ilde ved, at Stifsønnen var kommet hendes egen Søn i Forkiøbet, og havde taget hans Lykke fra ham, men der var nu ikke Andet ved at giøre, end med et Suk at bede Erik, han dog nu aldrig vilde slaae Haanden af sin Broder, paa hvis Bekostning han var blevet saa lykkelig; thi denne Spise, sagde hun, har end ikke blot skiænket dig Forstands og Veltalenheds Fylde, men ogsaa god Lykke i Kamp og Krig! Dertil svarede Erik: at staae sin Broder bi, er Noget man drives til af sit eget Hjerte, thi det er jo en Skarns Fugl, der gjør i sin egen Rede. Krage lagde nu til, at naar de kaldte paa hende ved Navn, skulde hun strax være hos dem med Hjelp, da hun formedelst en vis Forbindelse med de Himmelske havde noget Guddommeligt ved sig, men det Middel maatte de kun gribe til i yderste Nødsfald. Roller, sagde hun endelig, har været Lykken saa nær, at jeg veed han i Fremtiden dog immer vil kunne spore dens Gunst, og heraf seer man, at hun i Grunden ikke sørgede nær saa meget over Rollers Vanheld, som hun ærgrede sig over sin egen Uforsigtighed, thi det ansaae kloge Folk i gamle Dage for den største Skam, at tage sig selv ved Næsen og hildes i sine egne Garn.
Baade Krage og Regner fulgde nu Brødrene ned til Stranden, og saae dem gaae om Bord paa et og samme Skib, og med to andre Skibe gaae under Seil ad Dannemark til.
Lykkelig og vel gik Reisen af lige til de danske Kyster, men der opdagede Erik syv danske Skibe i Nabolaget, og udskikkede to Speidere, som kunde godt snakke dansk, og havde kastet Kjolen, for at de skulde gaae til Odd og beklage sig over Erik, at han havde trukket Klæderne af dem, thi derved meende han, de kunde desbedre faae Leilighed til at udforske og bringe ham vis Beskeed om Alt. Det lykkedes, Speiderne fandt meget kiærlig Modtagelse hos Odd, og vidste, som spidsørede Støvere, at snappe op hvert Ord han sagde, hvoraf de da forstod, at næste Morgen ganske tidlig vilde han see at komme bag paa Fienden, og lukke hans Øine inden han fik dem ret op, fordi Folk er sædvanlig aldrig mere dorske og utidige end lige i Dagningen. De hørde ogsaa, han, til sin egen Ulykke, gav Befaling at fylde alle Skibene med handelige Steen, og nu smuttede de bort om Natten, saasnart de saae Leilighed, og slap hen til Erik, hvem de da strax fortalde Alt hvad de vidste. Da nu Erik saae, hvordan han var faren, og betragtede Fiendens store Overmagt, fandt han det raadeligst, at ride ham til Vands paa egen Maade, tog derfor en Baad og roede med underforede Aarer hen til Odds Flaade, som det lykkedes ham at underbore, uden at Nogen mærkede enten at han kom eller gik. Følgen var naturligviis at de lække Skibe sank lidt efter lidt, og Stenene hjalp godt til med, saa at, inden man saae sig for, gik Vandet over Tofterne og spillede paa Relingen. Nu mærkede Odd, han var nær ved at gaae neden om, og befalede at øse alt hvad trække kunde, men det var bag efter, thi inden man havde vel begyndt, saae man Fienden i Farvandet, hvorpaa man smeed Øsen og greb til Sværdet, og saa fik Vandet Lov at raade sig selv. Det kiæmpede nu trolig for Erik, ligesom til Tak fordi han havde giennemstukket Dæmningen og givet det frit Løb, og det var mere for Bølgen end for Sværdet de Danske maatte bukke, saa man maa snarere sige om Erik, at han overvandede end at han overvandt dem. Imidlertid, det priste han sin Kunst for, Skibene sank, Odd og hans fleste Stalbrødre faldt, de Øvrige blev taget til Fange, og der skal ikke være undkommet en eneste Mand, som kunne fortælle hvordan det var gaaet. Vel kunde Rygtet ikke tie med Odds Nederlag, saa det fik Frode spurgt, men hvem der havde gjort det Mester-Stykke, kunde Ingen sige, Alt hvad man vidste, var at Nogle skulde have seet tre fremmede Skibe seile ind under Landet, og siden styre nordefter igien og det var rigtig nok Erik, thi strax efter Nederlaget forføiede han sig tilbage til Lessøe. Her fandt han imidlertid ingen Føde til sine Folk, som de dog høiligen trængde til, og derfor lod han de to af Skibene seile hjem med Byttet, og den Befaling at komme tilbage med Levnets-Midler for næste Aar. Med det ene Skib agtede han sig til Kongens Gaard, og styrede derfor over til Sælland, men inden han kom der, var hans Folk nær ved at døe af Sult, og der var da ikke andet Raad for, end at gaae i Land og slaae det første det bedste Kvæg for Panden. Det gjorde Skibsfolkene ogsaa, slagtede og flaaede alt hvad de kunde, lod Huderne ligge, og kastede Kroppene om Bord, men imidlertid mærkede Landsfolket Uraad og stak i Søen, for at faae de Ransmænd fat. Erik saae nu han var i Klemme: lod Fæ-Kroppene sænke med Bøier ved, og bad saa ganske trøstig Sællandsfarerne da de kom, kun ganske frit at randsage hos ham, og tage hvad de fandt som hørde dem til, men, lagde han til, I kan for Resten troe, det er ikke godt at skjule Tyve-Koster i et lille aabent Skib. Da der nu heller ikke fandtes enten Kiød eller Klove, tænkde Sællandsfarerne, de maatte have taget Feil, og frikiendte de Sandskyldige for at lade Mistanken falde paa Andre som var fri; men da saa de var borte, lod Erik Kiødet trække op, og seilede derpaa til en Havn i Nærheden af Frodes Konge-Sæde. Saasnart han satte sin Fod i Land, snublede han rigtig nok og havde nær faaet Næsen til det tredie Been, men det udlagde han som et godt Tegn, og sagde i det Samme: man maa krybe førend man kan gaae, og hvem der kan snoe sig, kommer bedst afsted!
Saasnart Grep fik spurgt, at der var kommet en Fremmed til Lands, som havde det Ord paa sig, at være godt skaaret for Tungebaand, reed han strax ned til Stranden for at see, om han dog ikke kunde binde eller stoppe Munden paa ham. Veltalende var Grep i Grunden ikke, thi han havde kun en slem, beskidt Kiæft, men med sit Ordgyderie pleiede
han dog at kunne stoppe Munden paa alle Folk. Ogsaa nu yppede han Kiv med Skiældsord, i det han foer ind paa Erik, som følger:
![]()
Grep.
Vinter-Giæk og Sommer-Nar!
Hør mig ret, og giv mig Svar!
Fjollet er du, som jeg seer,
Men hvad er du saa vel meer?
Efter Næsen nok jeg veed
At du gaaer, men paa hvad Leed?
Hvor du var, der kom du fra,
Det var slet bestilt endda!
Raske Karle Konger maa
Holde ad og holde paa,
Udskud eller Overskud
Er det kun man skikker ud!
Men hvor kom du fra for Resten!
Hvem har slaaet dig af Hesten?
Hvilken Krogvei har du traadt?
Hvilken Fader har du aat?
Det vel duer ikke stort
Hvad en Hundesjæl har gjort,
Og kun lidet Sang behager
Af en Ugle mellem Krager;
Siig mig dog paa hvilken Iid
Lægger meest du Vind med Flid,
Og hvad meer end Vand i Sold
Fører du vel i dit Skjold?
Erik.
Regner kaldes Fader min,
Ordet ret at føie,
Det er Kunsten ædelfiin!
Som jeg har for Øie!
Til Fuldkommenhed min Hu
Staaer af alle Kræfter,
Viisdom var og er endnu,
Hvad jeg leder efter!
Hvo som farer vidt paa Jord,
Kommer mange Steder,
Hvo der sad ved Manges Bord,
Saae og Manges Sæder!
Eens jeg fandt i tvende Træk
Daare-Broderskabet:
Uden Maade er hver Giæk,
I sig selv forgabet!
Vinden er en Hoved-Sag,
Det kan aldrig feile,
Bedre end med Aare-Slag
Kan med Vind man seile.
Medvind midlertid er Et,
Modvind er et Andet,
Modvind sinker gierne lidt,
Og især paa Landet!
Vind, man veed, ihvor det gaaer,
Vove har til Følge,
Men af Vind i Land opstaaer
Dog den værste Bølge!
Løgn er Bølgens Navn paa Jord,
Svar den er at dæmpe,
Ei med Aarer, kun med Ord
Kan man den bekiæmpe!
Grep.
Fy dig an, din Skiænde-Giæst!
Hvor du staaer der og giør Blæst!
Af en Mødding-Kyklehane
Har du lært den slemme Vane
Immer kun at gale rask,
Giøre Stank og Vind og Brask;
Ingen Kiæmpe kan faae Bugt,
Veed du nok, med raadden Lugt,
Flygte Helten maa for Stank,
Tie for en Sladderhank,
Viisdom er en Perle fiin,
Som ei kastes maa for Sviin!
Hvad du er, du har paa Tunge:
En forgiftig, raadden Unge!
Erik.
Hør engang, hvad Echo svarer!
Det udsiger Nornens Dom,
Nidings-Ord tilbage farer
I den Mund hvorfra det kom,
Og for Resten her i Havn
Giælder det, som allevegne,
Kragen, skal man aldrig regne,
Raaber paa sit eget Navn.
Last mig kun, men roes mig ikke!
Naar man Ræve-Snuden seer,
Maa en Ræv derunder stikke,
Skiøndt man ikke øiner meer;
Hvem der paa sig har det Ord,
At han er en Lands-Forræder,
Hvad han siger, hvad han kvæder,
Veed du nok at Pokker troer!
Grep.
Hvad er det du siger, din Ravne-Unge,
Nu skal du faae Skam paa din giftige Tunge!
Hvad vilde din blinde, forjagede Ugle
I Skoven hernede hos sjungende Fugle!
Al Landsens Ulykke, det kan du vist troe
Nu times dig skal for din ublue Skvalder,
Dig Ravne skal lære med Næb og med Klo,
At nu har du Skifting udlevet din Alder,
Ja Ulve og Ræve skal æde dit Kiød,
Og Krager og Ravne besynge din Død!
Erik.
Hvad ræd Mand spaaer, og Skarn attraaer,
Det skal man aldrig regne,
Men tænke, at de onde Kaar
Tør vorde deres egne;
Ja, hvem der gaaer paa Ræve-Klo,
Sin Bælg mod Buen vover,
Og hvem der er sin Drot utroe,
Med Galgen sig trolover!
Dog, hvo som i sin egen Gaard
Opføder Ulve-Unger,
Han føder og sin egen Hjord
Til Rov for Ulve-Hunger,
Han vare vel sit Dægge-Lam,
Vil han det ei forlise,
Thi Ulven, naar han vorder tam,
Gaaer efter lækker Spise!
Grep.
Hvad, mener du, jeg har vor Dronning forført!
Din Løgner! fordi at kanskee du har hørt,
At hun mig beærer med synderlig Naade,
Og fremmer min Velfærd paa mueligste Maade,
Saa hende jeg maa for min Rigdom og Ære
Og hele min Lykke taknemmelig være!
Men det har den alleruskyldigste Grund,
Og bliver kun ondt i din giftige Mund,
Thi Sagen er den, hun var fiin, og til Hove,
Det stundum ei falder saa Lidt i det Grove,
Da tog jeg mig ad hende, saa hun fik Fred,
Og vandt hendes Naade uskyldig derved.
Erik.
En god Samvittighed er en Skat,
Som lange Fingre faae aldrig fat,
Hvad om du havde den nu, saa kunde
Du lee ad Snakken i Folke-Munde;
Saa havde du ikke nu raabt Au,
Da ind mellem Hunde jeg slog med Stav!
Men nu maa jeg sige, det sandes igien!
Forraadt bliver Drot, som har Træl til Ven!
Nu vidste Grep slet ikke, hvad han skulde svare, og greb derfor til det Raad, at give Hesten af Sporerne, og fare i flyvende Galop hjem til Kongens Gaard, hvor han da gjorde en Støi, som om Huset skulde falde, raabde og skreeg, at i Munden var han kommet til Kort, men nu skulde Huus-Troppen gribe til Vaaben, og saa, bandede og galede han, skulde Ørne og Ulve slide de Landløbere i hundrede tusinde Stykker. Det var den rette Karl, som da Munden var bundet paa ham, vilde bruge Næverne til at slaae Ord ihjel, men det syndes Kong Frode ikke om, og bad ham spæde lidt Vand i Blodet, thi, sagde han, hvad man giør i Hidsighed kommer man let til at fortryde, Hastværk er gierne Lastværk, og Vove-Spring er altid et halsbrækkende Arbeide! Desuden, lagde Kongen til, har femten Skytter kun Skam af, at være alle om een Lærke, og saa klog en Karl, som du ellers er, kan du jo sagtens styre din Hæftighed, borge en Mand et Kruus Øl, mens han drikker det, og skrive Regningen bag Øret. Hermed nødte da Kongen det unge Galhoved til at tage imod Fornuft og holde sig i Skindet, men det var ogsaa Alt, thi han der ansaae sig for Oldermand i Mundhugger-Laget, kunde paa ingen Maade overtale sig til at stikke den Skam i Lommen, at være gjort til Fusker i Faget; og fordrede derfor, da Sværdet blev ham forbudt, Lov til i det Mindste at hevne sig med sin Videnskab, det vil sige: med Hexerie. Den Tilladelse fik han, og begav sig derpaa med en heel Skare udlærde Troldmænd ned til Stranden, hvor de gjorde et Heste-Offer til deres Afguder, og tog derpaa Heste-Hovedet, og satte det med opspilet Gab paa en Stage. Hermed haabede de at skræmme Erik og tilintetgiøre hans Anslag, thi de regnede paa at have overtroiske Mennesker for sig, som ere nemme at kyse Livet af; men de toge Feil, thi saasnart Erik, som kom lige imod dem, blot kunde skimte de Optøier langt borte, vidste han strax hvad det Skarns-Stykke havde at betyde, og befoel desaarsag alle sine Følgesvende at tage sig vel i Agt, ikke at fortale sig, men heller tie bomstille, thi saa, sagde han, har Hexeriet ingen Magt over jer, og ifald det er nødvendigt, at der skal siges Noget, saa skal jeg nok Ene føre Ordet for os Alle sammen. Nu var der en Broe over en Aa, hvor Eriks Vei faldt, og der tæt ved var Nidstangen reist for at skræmme ham fra at gaae over, men han gik alligevel uforsagt til Broen og sagde: nyd, Mærkes-Mand! den Lykke selv, du med dig bærer; og bie os hvad bedre er! Nidings-Værk faae Løn som forskyldt, Ulykkes-Fugl faae al Landsens Ulykke, Fals slaae sin Herre paa Hals! men sagt være Alt i en god Tid for os! Som han ønskede, saa gik det, Stangen faldt om med Hoved og Samt, og slog ham, der skulde holdt den, ihjel, og saaledes henveirede een Mands Aande-Pust alle de Anstalter, som saa Mange havde havt travelt med at hexe frem.
Nu gik Erik videre, men saa, da han kom lidt længer frem, faldt det ham først ind, at kun for Gave blev man Kongens Giæst, og han vidste da ikke bedre, end at tage et Stykke Iis, der laae paa Veien og svøbe meget omhyggelig ind, som en dyrebar Foræring.
Saa kom de da til Kongens Gaard, og Erik gik først ind, men bad dog sin Broder gaae tæt bag efter sig, og det kunde giøres Behov, thi Kongens Trælle, som vilde have Løier med den Fremmede, havde bredt et fittet Skind ved Dørren, som de med en Snor trak til sig, da Erik traadte ind, og han havde bestemt drattet omkuld, dersom Roller ikke havde været ved Haanden og holdt ham i Nakken da han skræntede. Bar er broderløs Bag, sagde Erik i det han gleed, og Gunvor sagde til Kongen, at saadanne Spilopper burde han ikke tillade, men Frode gav hende Snak for det, og sagde: som man reder, saa ligger man, og en Støver, som ikke kan lugte, er et daarligt Dyr.
Det var just paa den allerkoldeste Aarstid, noget efter Juul, at Erik kom, men inde i Konge-Hallen saae det ogsaa grumme vinterligt ud, thi der brændte et Baal langs hen ad Gulvet, med Bænke paa hver sin Side; paa den ene Side sad de Kongelige, og paa den anden sad Hof-Folket. Saasnart nu Erik nærmede sig denne Bænk, blev han modtaget med en saa forskrækkelig Huien og Tuden, at Kongen selv maatte til at holde Styr paa det Uvæsen med de Ord, at naar man vilde være Menneske, skulde man ogsaa tale menneskelig, og lade Dyrene beholde deres Sprog for dem selv. Ja, sagde Erik, det er rigtig nok Hunde-Sproget, thi naar een Hund giøer, giver alle Hals, men Enhver maa da ogsaa bedst kunne sige, hvad Slægt han er af; og hvad Art der stikker i Folk, det skal deres Artighed vise.
Nu spurgde Koll, som tog imod Skiænk og Gave i Kongens Navn, hvor Foræringen blev af, som skulde med til Kongen, og uforsagt tog Erik Isen op af Lommen, men magede det saa snildt, at i det han rakde den til Koll, faldt den, og, som det syndes, ved Kolls Ubehændighed, lige ned i Gruen. Alle hvem der havde seet Klumpen, som gav et deiligt Skin af sig, troede fuldt og fast, det var et rart Stykke Metal, som nu laae og smeltede i Ilden, og Erik, som paastod, at Kolls Skiødesløshed var Skyld i hele Ulykken, henvendte sig nu til Kongen med det Spørgsmaal, hvad Straf der var paa, saaledes at forgribe sig og begaae Underslæb med Kongens Gods. Kongen bad Dronningen sige sin Mening, og det var den, at Hans Majestæt skulde nødig rygge sin egen Lov, som satte Livs-Straf for Alle hvem der underslog og understak hvad der blev skikket Kongen til Foræring. Da nu ogsaa alle de Andre vare enige om, at, for en anden Gangs Skyld, burde Lovens Bogstav følges, saa maatte Kongen, hvor nødig han end vilde, give sit Minde til, at Koll blev hængt for Andre til et godt Exempel.
Da nu den Sag var afgjort, tiltalde Frode Erik saaledes: Siden du har saa meget af Munden og giør dig saa tyk med opskruede Ord, skulde du dog fortælle mig, hvor du kommer fra, og hvad du reiste for!
![]()
Erik.
Som Kong Frode det vil,
Saa i Korthed nu da:
Rennesøe kom jeg fra,
Og en Steen kom jeg til.
Frode.
Men den Steen kom du fra,
Hvad saa videre da?
Erik.
Ride, ride Ranke
Hesten hedder Planke,
Fra den Steen reed jeg hen
Til en anden igien.
Frode.
Siig mig saa uden Vaas
Hvor du satte din Kaas,
Hvor du, hvad jeg gad vidst,
Kom om Dagen tilsidst?
Erik.
Fra den Steen lod jeg staae
Til en Steen, hvor jeg laae.
Frode.
Der var, efter den Beskeed,
Klipper i Mangfoldighed.
Erik.
Det var dog kun meget faa
Mod de Sands-Korn der jeg saae.
Frode.
Siig mig saa hvorhen du kom,
Da fra Steen du vendte om,
Og tilligemed det Sving,
Om du gjorde nogen Ting!
Erik.
Da jeg mig fra Stenen vendte,
Hurtig med mig Snekken rendte,
Paa den Reise, det er sandt,
Ogsaa jeg et Marsviin fandt.
Frode.
Det var nyt og noget Andet,
Men sædvanligt dog paa Vandet,
Og hvad jeg vil spørge om,
Er hvorhen du derpaa kom?
Erik.
Fra det Marsviin jeg igien
Til et Marsviin søgde hen.
Frode.
Nemt man tælle kan til Flok,
Du har fundet Marsviin nok.
Erik.
Det var dog kun meget faa,
Imod dem jeg ikke saae.
Frode.
Godt, men Nok om Marsviin dog!
Siig, hvorhen fra dem du drog!
Erik.
Dernæst fik mit Skib et Skub,
Og jeg stødte paa en Knub.
Frode.
Og fra Knubben drev du hen?
Erik.
Atter til en Knub igien.
Frode.
Der har du seet Træ paa Træ,
Siden Knub gav immer Læ!
Erik.
Ja, jeg saae jo vel en Hoben,
Men der er dog fleer i Skoven.
Frode.
Siig mig saa, hvad jeg gad vidst,
Hvor du stilledes tilsidst.
Erik.
Jeg blev ved mig frem at skubbe
Til de store Skovens Knubbe,
Der jeg sad, og saae, hvor net
Ulven, som af Liig var mæt,
Det har Noget at betyde,
Slikked Odd paa sjunkne Spyde,
Da af Spyd paa Konge-Stagen,
Fridlevs Ætmand, Odd blev slagen!
Ja, sagde Frode, nu veed jeg ikke, hvad jeg skal sige, thi du forvilder mig med alle de Omsvøb og forblummede Ord. Det er godt, sagde Erik, saa har jeg vundet Slaget, og faaer vel Lidt for min Umage, thi du har ikke ret kunnet knække Skallen, og der er dog Kierne i: jeg er Odds Banemand, og det gav jeg tilkiende, da jeg snakkede om Spyds-Odden. Da nu Dronningen ogsaa fandt, at Erik havde vundet Prisen, og fortjende en Belønning for sine udmærkede Tale-Gaver, saa tog Kongen strax en Guldring af sin Arm og forærede ham.
Men, sagde Frode, nu vil jeg ogsaa vide, hvordan det hængde sammen med Skiænderiet imellem dig og Grep, siden han saa uforbeholden tilstod, at han kom til Kort. Ih, sagde Erik, det hængde saadan sammen, at da jeg lod ham høre, han var en Horejager, vidste han ikke et Ord at sige til sit Forsvar, thi han følde sig truffet, og i al sin Forfippelse tilstod han at han havde vanæret Dronningen. Hvad siger du til den Beskyldning? sagde Frode, og saae paa Hanunde. Hvad skulde hun vel sige? man kunde læse det i hendes Ansigt, at Samvittigheden slog hende, og hun syndes da det var bedst at gaae til Bekiendelse. Kongen tvivlede nu ikke om Sagen, thi han var nødt til at troe sine egne Øine og Øren, men hvad han stod meget i Tvivl om, var, hvad Straf han skulde bestemme, og det var han saa god at overlade til Dronningen selv. Det var imidlertid heller ingen rede Sag for Dronningen at afsige Dom over en Forbrydelse hun selv var indviklet i, og medens hun sad og grundede, sprang Grep til og vilde jaget et Spyd igiennem Erik, fordi han meende, at naar Anklageren faldt fra, var Klagen død og magtesløs, men han tog sig ikke i Agt for, at Roller stod ved Siden, og magede det saa med det dragne Sværd, at siden der nu skulde være et Liig i Huset, blev det Greps og ikke Eriks. Saa! sagde Erik, i Nødsfald den Næste er immer den Bedste. Ja, sagde Roller, i Nød skal man Venner kiende. Tag jer dog imidlertid i Agt, sagde Frode, at det ikke skal gaae jer som man pleier at sige: det er kun Løsøre-Glæde man slaaer sig til, og slaaer man Bordet istykker, gaaer det ud over Fingrene, saa efter den søde Kløe kommer den sure Svie. Ja vel, sagde Erik, det giælder Grep men ikke os, thi hvem der kan skyde sig ind under Loven, er skudfrie paa Thinge, Nødværge er fuld Mandebod, og hvem der falder over, hvad han stræber efter, maa ligge paa sine Gierninger!
Fnysende opsprang nu Greps Brødre, alle som een, og svoer paa, at enten vilde de ødelægge Alt hvad Erik havde med at fare, eller ogsaa skulde han, selv ellevte, møde og fægte med dem i Kreds. Ja, ja, sagde Erik, det kan jo blive godt Altsammen, naar I bare vil give Stunder, med skrøbelige Vare skal man sagte fare, hvem der har svage Øine skal see lidt paa Gangen, og med en daarlig Kniv skal man giøre smaae Snit! Overalt skal hvad der koster Livet være det Sidste man giør; og Natten er aldrig saa lang, det bliver jo tidsnok Dag, naar man skal hænges; derfor maae jeg bede om tre Dages Frist for at giøre mig i Stand, og saa skal jeg møde, om Kongen ellers vil give mig en frisk Koe-Hud. Ja, Hud for Hud er ikke meer end billigt, sagde Frode, og stiklede dermed paa at Erik snublede paa Huden, som han vilde sige: hvor man har faaet sin Skade, skal man søge sin Opreisning. Da nu det var ham bevilget, og man skulde til at bestemme Kamp-Pladsen, sagde Erik, at han var en Søemand, som slet ikke forstod at slaaes til Lands, men Kredsen maatte skrives paa Isen, som var Havets Fastland. Det blev ham ogsaa indrømmet, og da nu en af Parterne maatte forlade Kongens Gaard, blev det Vestmars Sønner, thi Frode fandt, det streed imod Giæste-Retten at jage sine Fremmede paa Dørren, om de endogsaa vare uartige.
Derpaa kom Frode tilbage til Dommen, som han havde bedt Dronningen afsige, men da hun bad om Naade, ikke om Ret, og da Erik tilføiede, at Kvinde-Brøde skal med Ord man bøde, og Fruentimmer skal man heller tilgive en Dag for længe, end opgive et Øieblik for tidlig, saa tilgav Frode hende Alt.
Men, sagde Erik nu, jeg maa dog fortælle lidt om Skik og Brug i Kong Gøthars Gaard, der skikker man sine Giæster til Sæde i Tusmørket, mens man laver Mad ved Skorstenen. Ja saa! sagde Frode, og anviiste nu Erik og hans Selskab Vestmars Sønners Plads, som var ledig.
Da nu Tjenerne kom ind med Maden, og Erik nok vidste, det streed imod den fine Levemaade, at der skulde komme Skiæg-Levninger paa Kongens Bord, gav han sig til at sidde at bide og kaste, og vragede saa hele Anretningen med de Ord, at det var lutter Billinger han fik fat paa. Tjenerne bleve ganske fattige over den Tale, og istedenfor den skambidte Mad, som havde mistet Synet, kom de immer med Nyt, saa det lille Aftensmaaltid kostede ligesaameget, som ellers et stort Giæstebud. Men, sagde nu Frode, er det ogsaa Skik ved Kong Gøthars Bord, saaledes at spilde Guds Gaver, ved at giøre hele Stykker til Gnallinger, og nylavet Mad til Skiæg-Levninger! Nei, sagde Erik, i Gøthars Gaard er Grovhed husvild, og Uvane fredløs. Saa slaaer det da ikke til her, sagde Frode, at som Herren er, saa følge ham Svende, og enten maa du jo da være løbet for tidlig af Lære, eller ogsaa du er en af de slemme Land-Løbere, der gaaer udenom gode gamle Fodspor. Ja, sagde Erik, man skal lære saalænge man lever, og jeg kalder Ingen dum, uden hvem der ikke kan blive klogere end han er, men naar Klog finder Overklog, saa gaaer han i Skole. Da gad jeg nok vidst, sagde Frode, hvad jeg skulde lære af den Over-Klogskab du nys lod tilsyne! Saamænd, sagde Erik, da mener jeg dog det er klart at en lille Muur forsvarer Borge-Gaarden bedre end en stor Mødding! Det skal altsaa betyde, sagde Frode, at jeg har en troere Tjener i dig, end i alle de Andre. Nei, sagde Erik, hvad fødes skal, har Tiden for sig, først Fæe og siden Baas, først Føl og siden Krybbe, og først naar du har prøvet Alle, veed du hvem den Bedste er; men, for at komme til noget Andet, mig Forlov at spørge: er det Skik hernede, at man sidder med tørre Munde ved Kongens Bord? Oppe hos Gøthar faaer man altid en Taar Drikke til sin Mad, og vist er det, saa glider den meget bedre. Nei, sagde Frode, nu har jeg da aldrig i mine Dage havt en Giæst ved mit Bord, der var saa uforskammet, som du, til at kræve baade Øl og Mad! Ja, sagde Erik, det er gierne Skik ved alle Retter, at tier man, saa taber man, og hvem der ikke tør lukke sin Mund op, faaer Skam i sin Mave. Nu bad da Kongen sin Syster give ham en Taar for Tørsten, som kunde batte, men da hun saa kom med det store Bæger, tog Erik fat om Haand og Samt, og sagde til Frode: livsaligste Konge! er dette en Gave, din Godhed mig under, og lover du mig, at hvad jeg nu har i min Haand, maa jeg altid beholde? Ja, sagde Kongen, som saae kun paa Bægeret, det være dig skiænket! men da nu Erik trak baade Bæger og Jomfrue til sig, som Noget der hængde sammen og hørde ham til, syndes Frode, det gik for vidt, og sagde: Tosse er sin egen Tolk, ihvor han kommer, men hos os er det ellers Skik at være artig, og lade Piger selv raade for, paa hvis Skiød de vil sidde. Ja, sagde Erik, har jeg gjort mine Fingre for brede, og taget Meer end du gav mig, saa beder jeg om Forladelse, men maa det ikke være mit det Hele, saa faaer Retten give os alle Nok, og jeg nøies med min Deel. I det Samme gjorde han Mine til at hugge Haanden af Pigen, som Noget der bestemt maatte følge med Bægeret, og da nu Kongen derved fik Øinene op, lod han Erik beholde det Hele, thi han vilde ikke oprette sin Forseelse ved at bryde sit Løfte, for at man ikke skulde sige, han havde Meget af Munden, men Lidt af Unden, lovede Folk baade Guld og grønne Skove, og gav dem kun en lang Næse. Imidlertid skal man dog lægge vel Mærke til, at her var egenlig intet Løfte; men kun et tomt Munds-Veir, som det ikke er Vægelsind at blæse ad, men Uforstand at løbe efter.
Nu lod Kongen Erik fare, paa det Vilkaar, at han skulde indfinde sig igien til Tid og Time, da Kampen var bestemt, og, efterat have stillet Borgen derfor, begav Erik sig om Bord, og nyttede Fristen til at giøre baade sig og sine Stalbrødre Sokker af Koe-Huden, som han saa igien bestrøg under Sollerne med Sand og Tiære, for at have desbedre Fod-Fæste paa Glat-Isen. Det hjalp ogsaa rigtig, thi han havde nu godt ved at rive de Andre omkuld, og saa var de leverede, thi efter Kongens Befaling maatte Ingen holde paa hvem der gleed, eller hjelpe den op der faldt.
Der laae nu de sidst, alle Vestmars Sønner, og seierrig kom Erik til Kongens Gaard, men Gøtvor, som baade var bedrøvet over Slægtens Undergang og brændte af Hevngiærrighed, bød ham strax op til en Mund-Dyst, og forlangde at han skulde vove sit Liv imod en overordenlig stor og kostbar Guld-Kiæde, hun havde. Uagtet det nu ret egenlig var at sætte sit Liv paa Spil, indgik dog Erik Væddemaalet, og Kiæden lagdes i Gunvors Haand.
Derpaa begyndte Gøtvor med at giøre Erik et uhøvisk og liderligt Spørgsmaal, hvormed hun tænkde at forbluffe ham, men han lod sig ikke anfægte, svarede ganske rolig, satte saa hende et Spørgsmaal for, som var endnu grovere, og ganske anderledes spidsfindigt, hvorover hun tabde baade Næse og Mund, maatte af med Guld-Kiæden, og betalte saa at sige Mandebod til sine Sønners Banemand. Det gik da hende, som man siger: Ulykken kommer sjelden ene, men Spotten og Skaden følges gierne ad, thi al den Trøst hun fik for sine Børns Forliis, var at hun tillige mistede sit Klenodie, og gjorde, saa at sige, et Tungebaand deraf til sig selv, og alle sine Lovtalere.
Da Vestmar saae, at det blev Enden paa Legen, foreslog han Erik nok en Dyst, og det paa Liv og Død, saa den der vandt, skulde ingen anden Belønning have, end Lov til at slaae Vederparten ihjel. Her gjaldt det imidlertid ikke om Styrke i Munden, men i Arme og Been, og man kan ret sige, at de satte deres Hoved paa et Træk, thi trækkes skulde de om Noget som et Tønde-Baand, af Vidier eller af Reeb, hvad det var, og hvem der gav efter, han havde tabt. Erik vilde ikke undslaae sig, for at man ikke skulde sige, det var kun i Munden han havde sin Styrke, og nu satte de sig da imod hinanden baade med Hænder og Fødder, men Erik trak saa glubsk til sig, at Vestmar gav Slip, og Frode sagde: her kan man see, det er en vanskelig Sag at maale sig med sin Overmand! Ja tilvisse, sagde Erik, især naar man er baade vindhalset og skrutrygget; og med det Samme han sagde det, knækkede han baade Hals og Ryg paa den gamle Skielm. Saaledes gaaer det, naar Magten fattes, hjelper Agten kun lidt, Vestmar, som over sin Formue vilde være Andres Hevner, kom selv til at behøve en, og maatte selv lægge sine Been ved Siden af deres, han vilde skaffe Opreisning!
Frode trak nu sin Kniv ud, og vilde givet Erik sit Banesaar, men Gunvor, som mærkede, hvad han havde i Sinde, varede sin Fæstemand ad, ved at sige: Forsigtighed er en Borgemester-Dyd! Erik, som godt forstod en halvkvæden Vise, tog sig nu ikke blot i Agt, men bar sig meget snildt ad, thi han sprang strax til Side og sagde: saaledes springer Viisdom af Glæde, naar Falskhed straffer sig selv. Imidlertid havde Frode kastet Kniven efter ham, men da den ikke traf ham den havde Bud til, blev den ligesom vildfarende, og satte sig i Væggen. Erik lod, som ingen Ting var, og betalde en stor Grovhed med en meget fiin Skose, i det han blot sagde: rigtig nok pleier man at kaste til Hunde og række til Venner, hvad man dem vil unde, men det havde imidlertid været en ganske antagelig Foræring, den samme Kniv, naar du havde ladet Skeden fulgt med. Denne sagtmodige Adfærd nødte Frode til at skjule sin Vrede, han trak paa Timen Skeden ud af sit Belte og rakde Erik, og lod som om han virkelig venlig havde sigtet til Haanden, da han fiendtlig skiød efter Brystet. Det kalder man at holde gode Miner, og spille sin Rolle fiint, naar man kan nøde sin Vederpart til at dreie af og tale i den samme Tone; der hører vist nok Meget til, at tage imod en Morder-Dolk, som en stor Foræring, men Kunsten priser Mesteren, og Erik gjorde jo virkelig det Mester-Stykke, derved at forvandle Staal til Guld, og nøde den løsladte Dolk, der truede hans Liv, til at fare i Skeden, og ære ham ved hans Belte!
Efterat denne Pust var overstaaet, satte man sig til Bords, og gjorde sig tilgode; men saa siden, midt om Natten, vaagnede Gunvor Erik i al Stilhed, forsikkrede ham, der var ikke Andet for, end tage Flugten, og det strax, thi, sagde hun, vil man vel fare, maa man age mens Vognen er heel. Derpaa fulgdes de ad ned til Stranden, og ved at løsne en Planke i hvert af Kongens Skibe, som var lagt op der sammesteds, gjorde Erik dem ubrugelige for det Første, uden at det dog var at see paa dem. Sit eget Skib arbeidede han og hans Stalbrødre derimod blot et lille Stykke ud fra Landet, saa Kongen betænkde sig ikke paa at følge efter; men kom dog ikke nær saa langt med sine hullede Skibe, førend Vandet flød over alle Bredder. Nu fik han andet at tage vare end at forfølge Folk, hans eneste Tanke var at bjerge Livet, og uagtet han var i fuld Rustning, sprang han derfor lukt i Søe, og vilde see, om han ikke kunde svømme i Land. Hans Folk gik samme Vei, thi hvem der ikke sprang ud, slog Bølgerne over Bord, da Stavnene sank; men aldrig saa snart saae Erik og Roller i hvilken Fare Kongens Liv svævede, førend de, uden at spørge hvad de selv vovede, sprang til Bunds efter Frode. Trende Gange havde Bølgen alt lukket sig over ham, da det lykkedes Erik at faae Tag i hans lange Lokker, og løfte ham fra Dybet, hvor saa mange af hans Folk maatte lukke deres Øine, medens en Deel med Nød og Neppe naaede Kysten! Man førde nu Kongen af de vaade Klæder og gav ham Tørt paa, og fik ham til at kaste op, saa den Mængde Vand han havde slugt, kom ud, men han laae dog en Stund og kunde hverken mæle eller tale, men gispede, som om han skulde opgive Aanden. Lidt efter Lidt kom der imidlertid Varme og Liv i Kroppen, og han fik netop saamange Kræfter, at han kunde sidde, men at reise sig, formaaede han ikke saa snart, thi der maatte Tid til, inden han ret kom til sin forrige Førlighed og kunde røre sig frit.
Da nu Erik spurgde ham, om han vilde have Liv og Frihed, stræbde han først med Hænderne at spile sine Øine op, og efterat have faaet lidt mere Liv og en fastere Stemme, opløftede han Røsten og sagde: ved dette Lys som jeg nødig beskuer, og ved denne Luft som jeg mod min Villie indaander, beder og besværger jeg eder, at I dog aldrig tænke paa at lade mig længere leve! Omsonst har I reddet en Mand fra Døden, som vil ikke leve, og med Sværdet skal jeg allenfalds tiltvinge mig, hvad jeg ei maatte finde i Bølgerne. Uovervundet stod jeg, Erik! indtil jeg maatte bukke for din Snildhed, og hvad der fordobbler min Ulykke, er at jeg, som stod for Mænd med glimrende Navne, skal falde for saa ubetydeligt et Menneske! O! jeg maa jo skamme mig, og heller bleg af Død, end skamfuld rød, maae Kongen sige, Kongen, hvem Intet over Æren gaaer, og som er meer end nogen Stodder fattig, naar han fattes den! Konge-Kronen skal Navnet fylde, Prisen forgylde, men hvad siger Rygtet nu om mig? Berømt har jeg været for Vidskab og for Veltalenhed, men nu er det forbi med begge Dele, Alt er tabt, og det til dig; en Bonde-Søn, o trefold Vee! berøvede mig Krandsen, jeg fra Konger vandt! Livet vil du skiænke mig! Nei, togst du Æren, da tag Livet med! Syster, Krone, Boe og Skatte, og hvad der gaaer over Alt, min Hæder har jeg tabt, naar Rygtet skal opregne hvad du, som Lykkens Yndling, vandt, maa der bestandig lægges til: det tabde Frode, og mon det da er Umagen værd, at overleve sin Ære, for at opleve saadan en Skiændsel!
Du taler om Frihed! hvad Lykke skulde den vel bringe, som kunde opveie Skammen af mit Fangenskab, ja, hvad kan Fremtiden skiænke mig Andet, end langvarig Græmmelse, og alle de bedste Frugter, som groe paa Ulykkens Træ! Hvad kan de kommende Dage fortælle mig, uden det sørgelige Sagn om min forlorne Herlighed! Nei, for den Ulykkelige er Graven den skiønneste Udsigt, og Døden er en Lykke for hvem den times efter Ønske! Mig kan Døden ingen Gammen røve, kun hvad jeg væmmes ved kan den fortære, Livs-Lyst er Medgangs Daatter! Døds-Attraa er Modgangs Søn! Intet Haab om bedre Tider kan forsone mig med Livet, thi Bødning er kun Lapperie, og Riften i mit Purpur voxer aldrig sammen, men glemt var den nu, hvis du havde ladet mig ende! Min Krone, min Syster, min Rigdom, det kunde du jo give mig tilbage, men aldrig mit glimrende Navn, det fik jeg ei tilbage, om jeg saa end aftvættede min Skam, thi hvad man tvætter, taber i det Mindste Glandsen, og seent vil Rygtet holde op at sjunge: Kong Frode var en fangen Mand!
Betænker paa den anden Side, at ikke Liv, men Død er hvad I skylde mig, og hvad jeg ærlig har fortjent af eder, saa I maatte fortryde Skaanselen, hvergang I kom min Fiende-Færd ihu! Skamme eder maa I jo, ved at betænke hvilken grum Uven det var, hvis Liv I frelste! Hvorfor vil I dog spare en Mand, som er sin Død værd, og holde Haand over eders Efterstræber! Hvad kan være mere billigt, end at jeg tømmer selv den Skaal, som jeg iskiænkede til Eder, og jeg vil frit bekiende, at havde Lykken været mig saa god, som den var eder, da havde jeg uden al Barmhjertighed betjent mig af den Stærkeres Ret. Har jeg altsaa ingen Skade gjort eder, da er det Skiæbnens og ikke min Skyld, Villien havde jeg, og den bør her træde i Gierningens Sted!
For Resten, saa, vil ikke I skille mig ved Livet, saa vil jeg selv, og naaer det vel ogsaa, aldenstund jeg har Hænder paa Skaftet!
Nei, sagde Erik, det forbyde Himlen, at du skulde forfalde til saadan en Daarlighed! Himlen forbyde, siger jeg, at du med Skiændsel skulde giøre Ende paa et berømmeligt Levnet! Ja, har ikke Guderne selv udtrykkelig forbudet at være Selvmorder, og nægte sig selv den Medlidenhed, man viser Andre! Fristet, ikke fældet dig har Nornen, hun vilde kun forsøge, hvordan du kunde skikke dig i Modgang, og der er ingen Ulykke skeet dig, som jo med Tiden kan forvindes, thi Lærestregen, du har faaet, slaaer ingen Mand af Hesten. Kun ved Modgang vinder man de stærke Been, der hører til at bære gode Dage, man skiønner heller aldrig paa sin Lykke, før man har prøvet hvad det er at miste den, og det er eene efter overstaaet Kummer vi kan smage Glædens fulde Sødme!
En eneste Drik Vand! Skulde den give dig Afsmag for Livet! Hvad siger det, at du gav efter for Vandet, aldenstund du viger ei for Staalet, og maa man ikke snarere kalde det Ære end Skam, at du svømmede i din fulde Rustning! Din Ulykke! er den vel større end at Folk i Tusindtal vilde skatte sig lykkelige ved at naae den! Du er en regierende Konge, staaer med usvækket Livs-Kraft i din blomstrende Alder, og er ungdommelig nok til at turde haabe, du, ved end mere glimrende Bedrifter, kan selv fordunkle din forrige Roes! O! lad dog aldrig Nogen see dig saa blødsøden, at du ikke blot skulde grue for Modgang, men endog af Utaalmodighed derover henslænge dit unge Liv, thi mere kvindagtig er ingen Mand, end den, der af Gru for Gienvordighed taber Modet til at leve, og det er ikke den kloge Mand, der med sit Liv vil kiøbe sig løs fra Ulykke, som om Døden ei selv var den største! Dødeligt Fiendskab er altid Daarskab, men til sig selv er det Vanvid, og selv imellem gale Folk er det et Drog, som giør sig selv Fortræd! Eller, siig mig dog engang, naar du med Døden hevner dig over en lille Krænkelse, hvem skal saa hevne den store Fornærmelse, du dog unægtelig derved lider, og synes du dog ikke, det er et mageløst Galskab, at ville hevne sig paa sin Ulykke ved at slaae sig selv ihjel!
Betænk for Resten, at det Lykkens Skiødebarn, som fik aldrig Riis af sin søde Moder, er ikke født endnu! Hidindtil har du været hendes Kiæle-Dægge, som ikke en Vind maatte blæse paa, hidindtil har du dandset paa Roser, og nu, saasnart der kommer et Gran i Veien, er du utrøstelig, og vender Sværdet mod dit eget Bryst! Det er for et Sandskorn du vil gaae ud af Verden, men om det nu havde været et Bjerg, saa gad jeg vidst, hvad du vilde have gjort! Men, saaledes er det: kun i Modgangs Skole lærer Folk Forstand, det er kun paa Bunden af Lidelsens Kalk man finder de Vises Steen, og kun i Søleføre lærer man at kiøre!
Vil du, der burde staae som dine Fædres Bautastene, bugne og briste som et Rør! Vil du vise Verden, at selv kiække Fædre kan en Kryster avle! Vil du saaledes vanslægte fra de Gamles Manddom, at Kvinder giøre dig til Skamme! Du har knap endnu begyndt at leve, og er allerede træt af Dage! Hvem af dine Fædre gav dig det Exempel! Du, Sønnesøn af den vidtberømte Helt, en Søn af den urokkelige Kiæmpe, dig skulde saa ubetydelig en Kastevind blæse fra Roret! Nei, jeg veed, at paa dig hviler end dine Fædres herlige Aand, overvundet dig har heller Ingen, din Ubesindighed har ene gjort dit Uheld, og vi har kun befriet, ei betvunget dig! Er vort Venskab da en Fornærmelse! vil du med Had besvare Kiærlighed! opirres du ved Tjenester, som burde dæmpe Vrede! skal vi sigtes for Velgierninger, og høste Torne efter Blomster-Frøe! Seer du Fiender i os, som frelste dit Liv! Nei, Himlen bevare din Forstand, saa du dog ikke, i mageløs Afsindighed, skal ville brændemærke din Rednings-Mand som din Forræder! Vor Fange er du ikke heller, thi vi fandt dig ikke frie, vi fandt dig tvertimod i Dødens Snare, og friede dig ud! See her! Midler, Skatte, Alt hvad du har mistet giver jeg tilbage; var det af Vanvare du lovede mig din Syster, velan! her er hun, Jomfru klar som i din Sal, gift hende kun med hvem du vil! Lad din Vrede dog ikke forblinde dig! Intet, slet Intet har du tabt, og ikke mindste Skaar har du lidt i din Frihed, din Hirdmand vil jeg være, om dig saa behager, men ihvilket som, saa er jeg her din Tjener, ei din Herre, du kan befale frit, som paa din Throne, og du skal finde Lydighed, som i din egen Gaard! Afsig her over mig hvad Dom du vil, jeg underkaster mig den! Beslut om os alle hvad du vil, saa frit, som om vi stode for dig i din Hal, og see, om vi ikke skal lyde!
Saaledes tog Erik til Orde, og denne Tale forsonede Kongen baade med de Fremmede og med sig selv, saa alt blev venligt og vel forligt, og man gik samtlig i Land, hvor Kongen lod Erik og alle hans Søfolk age til Slottet.
Saasnart nu Frode kom hjem, lod han sit Raad kalde sammen, og her trolovede han Erik høitidelig med Gunvor, og udnævnede ham til sin Marsk. Derpaa gav han tilkiende, hvorlunde han havde fattet Lede til sin Dronning, og ønskede sig i hendes Sted Kong Gøthars Daatter, hvorfor han bad Erik, hvem han tiltroede at kunne overvinde alle Vanskeligheder, om han ikke nok vilde være hans Bud, og beile for ham. Endelig dømde han Gøtvor, som havde været Medviderske i Dronningens Skiændsel, til at stenes, men Hanunde selv, sagde han, vil jeg skikke hjem til hendes Fader, da hun ventelig, om hun blev her i Dannemark, vilde stræbe mig efter Livet.
Erik lovede at giøre sit Bedste, og bifaldt alle Frodes Beslutninger, undtagen den med Dronningen, men i den Henseende raadte han Kongen, heller at gifte Hanunde med Roller, thi saa kunde Kongen være rolig for hun var i gode Hænder. Det Raad tog Kongen med al Taknemmelighed imod, som himmelfalden Viisdom, og Dronningen lod sig ikke nøde til det nye Giftermaal, men fandt sig meget føielig i sin Skiebne, og sagde: Mennesket er i Grunden slet ikke skabt til at sørge, Bedrøvelse reiser sig gierne af Indbildning, og desuden har jeg ikke Noget at klage, da min Straf kun er Løn som forskyldt.
Nu holdt da begge Brødre Bryllup paa een Dag, den Ene med Kongens Syster og den Anden med hans forskudte Dronning, og begav sig med samt deres Fruer paa Reisen op til Norge, thi hverken Veiens Længde eller Reisens Farlighed kunne afskrække de Koner fra at følge deres Mænd, de sagde begge To, at de vilde hænge ved som en Borre, fra Dannemark til Norge.
Først toge Brødrene Veien til Rennesøe, hvor de fandt Regner død og begravet, men Krage gift igien med en vis Brak, og de glemde da ikke at gaae hen, hvor de vidste deres Fader havde skjult sine Skatte, og grave dem op.
Hvad nu Kong Gøthar angaaer, da var Eriks Rygte kommet til Norge førend han selv, saa Kongen vidste alle hans Begivenheder, og blev just ikke meget glad, ved siden at spørge hans Ankomst, thi man kan jo aldrig vide, tænkde han, hvad for Optøier saadan en forvoven Krabat, som ingen Ting skyer, kan hitte paa heroppe i Norge. Desaarsag besluttede Gøthar, som just nyelig var bleven Enkemand, at see, om han ikke kunde skille Erik ved Gunvor, og faae hende selv, deels fordi han gierne vilde være Svoger til Frode, og deels fordi han gierne vilde sikkre sig for Erik, ved saa at giøre ham til sin Svigersøn.
Alt dette kom Erik imidlertid under Veir med, hvorpaa han strax kaldte sine Stalbrødre sammen, og sagde: jeg vil ikke skjule for jer, at her er Klipper nok at strande paa endnu, men jeg har imidlertid godt Haab, fordi jeg har en god Samvittighed, og Anslag mod uskyldige Folk henveires lettelig, fordi Brøden, som er Baandet, fattes, og I veed vel nok det hedder: løst Knippe kan let glippe! I har nyelig seet, hvordan det gik i Dannemark, Guderne saae til min Uskyldighed og reddede mig af al Vaade, og det tør jeg haabe, de vil fremdeles, da min Uskyldighed end er den samme! Nu vil vi lade, som vi har i Sinde at snige os bort, og derved lokkes Gøthar til at angribe os, thi saa har vi Retten paa vor Side, som Ordsproget siger: Haand er Hoveds fødte Værge, og det er sjelden Nogen kommer vel fra, at drage Sværd mod uskyldige Folk, saa naar vi kan faae Fienden til at slaae det første Slag, tør jeg haabe, han skal faae Sidsten!
Meer sagde Erik ikke dengang, men reiste saa hjem for at besøge Brak, og søgte derpaa at udforske Gunvor, om hun vilde være ham troe. Han spurgde hende nemlig ad, om hun ikke nok vilde bytte ham bort for Kong Gøthar, aldenstund det dog var under hendes Værdighed, som en født Prindsesse, at være bundet til en Bonde-Søn! Hun bad ham strax for Himlens Skyld, dog sige sig, enten det var Spøg eller Alvor, og da han forsikkrede, at det var hans ramme Alvor, gav hun sig til at græde saa bitterlig, og sagde: saa har du da i Sinde at overøse mig med Skiændsel, og forskyde mig til Løn for min jomfruelige Kiærlighed! Bittert maa jeg sande nu, at Rygtet og kan løbe med Liim-Stangen for en Blomsterkost, thi grusomt er jeg skuffet i mine Forventninger om dig: en klippefast Elsker drømde jeg om, og en Veirhane fik jeg! Sjelden var Mand saa kiær ad Kone-Vrede, som Erik nu, han tog Gunvor i sin Favn, og sagde: jeg vilde kun vide hvor tro du var, og nu skal Ingen uden Døden formaae at skille os ad! Det bør du imidlertid vide, at Gøthar vil rane dig, og see, om han med Røver-Haand kan vinde din Kiærlighed, og naar det nu kommer saavidt, lad da, Kiære, som det fornøier dig, men faae ham til at opsætte sit Bryllup, indtil han har givet mig sin Daatter! Saa vil vi have Bryllup paa een Dag, og sidde hver i sin Gildes-Stue, for at du ikke skal tage Feil, og see paa mig istedenfor paa Kongen, men du maa endelig sørge for, at der er kun et Skillerum imellem Stuerne, thi saa skal vi herlig narre ham!
Efter denne Aftale lagde Erik Brak med en Hob udsøgt Mandskab i Baghold ikke langt fra Konge-Borgen, og for at nu Gøthar skulde forhaste sig, lod han, som der kom en pludselig Skræk over ham, og flygtede med Roller, Kone og Samt, ombord paa sit Skib. Gøthar satte ogsaa rigtig efter ham med sin Flaade, og da Erik saae det, sagde han: see der har vi Lumske-Piil fra Luske-Bue, rask nu Gutter! Klart til Vending! over Stav!
Da nu Skibene nærmede sig hinanden, raabde Gøthar og spurgde, hvo Skibet førde? Erik, var Svaret, og saa spurgte Gøthar igien, om det da var ham, der kunde snakke Pokker et Øre af? Ja, sagde Erik, Navn af den Veltalende gavst du mig selv, og ilde var det da, om jeg bar Navnet forgiæves.
Derpaa lagde Begge til Land, og Erik rygtede Kong Frodes Ærinde, men dertil svarede Gøthar, at han vilde heller være Svoger til Frode paa en anden Maade, ved nemlig at tage Gunvor, som han havde Lyst til, og for at Erik ikke skulde sige han tabde Noget derved, kunde han faae hende, Frode vilde havt, og det, sagde Gøthar, er jo slet ikke saa urimeligt, thi Beile har Brud i Vente, og Noget for Noget, skal Venskab holde! Erik lod som han tog med Kyshaand imod Kongens Tilbud, kaldte det et kosteligt Indfald, og sagde: det er mere Guds Velsignelse, end jeg nogentid kunde ønske; men du faaer selv spørge Gunvor, hvad hendes Mening er om den Ting. Gunvor tog med forstilt Venlighed mod alle Kongens Smigrerier, saa man kunde været fristet til at sige: den er god at lokke, som gierne vil hoppe, men een Ting udbad hun sig: at hendes Bryllup maatte opsættes til Eriks var overstaaet, for det, sagde hun, var det allerbedste, deels fordi der saa var bedre Plads, og det Ene løb ikke i det Andet, som ellers let kunde skee ved et Tostykkes Gilde; men dog især fordi hun maatte have lidt Tid til at svede den gamle Kiærlighed ud, saa hun ikke skulde tage Feil og falde Erik om Halsen. Kongen blev nok saa krye over det Svar, og forsikkrede hende sjæleglad, at det var som talt ud af hans Hjerte. Fra nu af havde Kongen jævnligen Samtaler med Erik, og fandt saadan en Fornøielse i alle hans fyndige Ordsprog og vittige Indfald, at det var langt fra han fortrød paa at faae ham til Svigersøn, meget mere fordobblede han sine Naades-Beviisninger, og forlenede ham med Lithar-Fylke.
Nu gik da Reisen for sig til Kongens Gaard, hvor Eriks Bryllup skulde staae, og han havde sin Stifmoder Krage med, for hendes Galdre-Kløgts Skyld, men hun gav sig ved den Leilighed ud for Gunvors Halvsyster paa Moders Side, og holdt, for onde Øines Skyld, som hun sagde, sit hele Ansigt saa tæt indhyllet i et Slør, at det var umueligt at kiende hendes Træk. Kongen og Erik sad til Bords, hver i sit Huus, men kun med et Skillerum imellem; begge Salene vare omhængde med løse Betræk. Gunvor sad inde hos Gøthar, Krage derimod og Alvilde, saa hedd Kong Gøthars Daatter, sad hver paa sin Side af Erik, og han var snild nok til, under Alskens Narre-Streger, ganske uformærkt at faae et Bræt taget ud af Skille-Rummet, og derved gjort et Hul saa stort, at et Menneske kunne smutte igiennem. Da nu den Ting var i Rigtighed, spurgde han Alvilde, om hun dog ikke heller vilde have Kong Frode end ham, aldenstund det dog er en gammel Sandhed, at lige Børn lege bedst, og en tynd Lykke at falde ned, især naar man er høit i Veiret! Vel svarede hun dertil, at hendes Faders Villie maatte være hendes Lov, men Erik snakkede dog saalænge for hende om, hvor rart det var at blive en fornem Dronning, og lovede hende saa bestemt i Dannemark baade Guld og grønne Skove, at hun gav efter, og lovede at følge hans Raad. Det var da baade Stadsen og Æren der lokkede hende, men dog vil man sige, at Krage ogsaa havde nogen Deel i hendes Føielighed, formedelst en Elskovs-Drik, hvormed hun bøiede Prindsessens Hjerte til Frode.
Imidlertid fik Kong Gøthar afspiist, og gik nu ind til Eriks, for ved sin Nærværelse at forhøie Glæden i Brudehuset; men saasnart han var ude af Dørren, smuttede Gunvor efter Aftale ind igiennem Væggen, og satte sig ved Siden ad Erik. Gøthar, som blev høilig forundret over at finde hende der og i den Stilling, spurgte meget flittig, hvor hun kom fra, og hvad hun sad der efter, men hun svarede, at Kongen tog formodenlig Feil ad hende og hendes Syster Gunvor, som imidlertid ogsaa let kunde skee, da de lignede hinanden overordenlig. For nu at være vis i sin Sag, skyndte Gøthar sig og gik ind i sin egen Sal, men Gunvor skiød Gienvei, saa at hun kom først og sad skinbarlig paa samme Sted, som da Kongen gik ud. Endnu turde Gøthar ikke troe sine egne Øine, men gik ind til Eriks igien, hvor han da atter fandt Gunvor for sig, og han gik aldrig saa tit frem og tilbage, at han jo, til sin store Forundring, fandt, ikke to Ansigter, som lignede hinanden, men eet og samme Ansigt i to forskiellige Huse.
Det blev ved at staae for ham som en reen Umulighed, at to Mennesker saaledes som to Draaber Vand kunde ligne hinanden, men dog blev han ikke klogere den Dag, Gildet fik Ende, han fulgde selv sin Daatter og Erik ind i Brude-Kammeret, og gik derpaa til Hvile. Erik byttede naturligviis strax, lod Alvilde, som Frodes Fæstemøe, ligge for sig selv, og gjorde, som sædvanlig, Nar ad Kongen, ved at have Gunvor
hos sig; men imidlertid laae Gøthar og kunde ikke sove, thi immer stod hvad han havde seet for ham som en Øien-Forblindelse, og jo mere han laae og grundede, desto vissere blev han paa, at det havde bestemt været Gunvor selv han saae begge Steder. Det løb ham nu saalænge om i Hovedet, til han begyndte at tvivle om, at man nok havde taget ham ved Næsen, og da først faldt det ham ind med den Mellem-Væg, at der igiennem havde man vel spillet under Dække. Paa Timen lod han Væggen paa det Nøieste undersøge, men der fandtes ikke mindste Spor enten til nogen Aabning, eller til at der var skeet den nogen Overlast, thi det havde Erik sørget for i Tide, at det løse Bræt var sat meget net ind i sine gamle Falser igien. For nu, ikke desmindre at faae Sandhed at vide, lod Kongen to Karle liste sig ind i Eriks Seng-Kammer, hvor de kunde staae ubemærkede bag ved Betrækket og udspeide Alt, og dem gav han den Befaling, at fandt de Gunvor i Sengen hos Erik, skulde de kun uden Videre slaae ham ihjel.
Lurendreierne havde for saavidt Lykken med sig, at de kom ubemærkede ind i Kammeret, og opdagede strax at Gunvor laae i Sengen hos Erik, men Snigmordet holdt de for raadeligst at opsætte, indtil de mærkede at Erik ret var faldet i en dyb Søvn. Noget efter hørde de ham snorke af alle Kræfter, og tænkde, at nu var det Tid, men da de saa foer til med deres dragne Sværd, vaagnede Erik, og saasnart han saae Sværdet over Hovedet, skyndte han sig at nævne sin Stifmoders Navn, som hun havde givet ham Lov til i yderste Nødsfald. Det hjalp godt paa de forfaldne Sager, thi strax faldt Eriks Skjold ned, som hængde oppe under Loftet, og bredte sig over ham, ret som det kunde været lagt med Flid for at beskytte hans værgeløse Legeme mod de skarpe Klinger. Den Frist førde Erik sig til Nytte, greb sit Sværd, og huggede i en Haandevending begge Benene af den næste Morder, medens Gunvor, med Mands-Mod i Kvinde-Hjerte, af al Livsens Styrke jog et Spyd i den anden.
Saaledes undgik da Erik den Snare, og tog nu strax med Gunvor Veien ned til Stranden, for at skynde paa Afreisen, medens Roller stødte i Luren, som var det aftalte Tegn for Bagholdet, naar de skulde bryde ind paa Slottet. Saa saare Kongen hørte Luren skralde, tænkde han at Fienden var i Landet, og flygtede strax ombord paa sit Skib; medens Brak og hans Selskab randsagede paa Slottet, og brugde den halve Nat til at skrabe sammen, hvad Løsøre de fandt, og føre om Bord til Erik.
Morgenen efter, da Kongen saae, at de han flydde for, havde selv taget Flugten, lavede han sig strax til at sætte efter dem, uagtet En af hans gode Venner formanede ham til dog ingenlunde at forhaste sig, men bie, til hanhan han havde Midler i Hænde, som kunde forslaae, aldenstund det kun var til Unytte med et lille Følgeskab at ledsage Fienderne hjem til Dannemark. Hvad der allermeest ærgrede Gøthar, var at han selv var løbet i den Fælde han havde sat for en anden, og langt fra at kunne styre sin Hidsighed, skyndte han sig bare at komme afsted, for, om mueligt at hevne Skade; men han kom ikke længer end til Øm-Sund, hvor han maatte ligge for Modvind, til alle Levnetsmidlerne gik op. For nu ikke at sulte ihjel, besluttede Mandskabet heller at falde for Sværdet. De gav sig derfor til at hugge hinanden ned, og man viser endnu der paa Steden deres Gravhøie. Kun Kongen undkom med nogle faa Ledsagere over de steile Bjerge.
Erik fuldendte imidlertid lykkelig sin Reise, og Frode holdt Bryllup med Alvilde, men Erik maatte snart paa Farten igien, thi nu meldte man et Anfald af Slaverne paa de danske Kyster, og da Frode selv manglede Krigs-Erfarenhed, blev Erik udseet til, med otte Skibe, at holde Styr paa det Uvæsen, og han, hvis Liv og Lyst Mandhaftighed var, sagde ikke Nei, men tog med Glæde mod Udnævnelsen, og tænkde kun paa, hvorledes han ret djærvelig kunde rygte sin Dont. Da han nu spurgde, at Slaverne havde kun syv Skibe, tog han ogsaa syv af sine og lagde paa Luur, med et Bolværk foran, og tildækkede med grønne Grene; med det ottende Skib derimod seilede han lige hen til Fienden, som for nøiere at udspeide Alt, og flygtede, da man opdagede ham, tilbage forbi sin Flaade ind i en snever Bugt. Slaverne, som aldrig drømde om, at de løb i Fælden, tænkde bare paa at fange ham, lagde alle Aarer ombord og roede, saa Vandet stod op over dem, lukt forbi Eriks Flaade, som de i al deres Gridskhed ikke lagde Mærke til, eller ansaae kanskee for Vind-Fælder, som Skibene heller ikke saae uligt ud til at være. Saasnart de imidlertid kom ind i Bugten, fik de Øinene op, thi Eriks Flaade spærrede strax Indløbet, og uagtet Slaverne i Begyndelsen blev mere forbausede end egenlig bange, da de saae ligesom en grøn Skov komme seilende, saa fik de dog snart at finde, at der sad Torne under Bladene. Nu angrede de deres Uforsigtighed, men det var for silde, thi medens de havde travelt med at faae vendt, for, om mueligt, at slippe ud, beed Fienden sig fast, og uagtet Erik lod sit Skib lægge op, stod han dog ikke med Hænderne i Lommen, men brugde paa Strandbredden sin Slynge som en Mand, saa det peeb om Slavernes Øren. De faldt da næsten allesammen, kun fyrgetyve tog man til Fange, og det blot for at lægge dem i Lænker, og lade dem under Sult og andre Piinsler ynkelig opgive Aanden.
Nu befalede Erik sine Stalbrødre at blive liggende i Havnen til han kom igien, og seilede selv afsted for at bringe Frode Tidende om den vundne Seier, men et Øieblik lod han sig dog standse paa Veien, ved Synet af en Vikings-Snekke, som havde paa en Maade faaet Sit paa det Tørre, ved at komme paa Grund. Hum! sagde Erik, som gierne havde et fyndigt Ordsprog til Rede, ihvad der saa mødte, der vanker ikke Steeg til Pirres, uden den falder i Asken, og Fattigmands Lykke er gierne tynd, hvorpaa han seilede hen, og slog Sørøverne ihjel, medens de stod og svedte over at stage sig løs.
Da nu den Ting var bragt i Rigtighed, fortsatte Erik Reisen til Kong Frode, som laae med en mægtig Flaade, der var samlet, deels af Dannemark, deels fra Nabolandene, for dermed at hjemsøge Slaverne inden deres egne Grændser. For nu med en udmærket Hilsen at oplive Kongens Mod, bragde Erik ham Seiers-Budet med disse Ord: Hil være dig, Kong Fredegod, som skaber gylden Fred! Tak for Ønsket, sagde Frode, og gid det her maa gaae i Opfyldelse, hvad man siger, at der er Spaamands Ord paa Viisdoms Tunge! Ja, svarede Erik, det var ingen Løgn jeg sagde, thi ligesom Konger pleier at meldes af Smaafolk, saa er det immer Smaat, der bebuder det Store, og i den liden Fordeel jeg vandt, seer jeg et Pant paa Lykkens Gunst, som lover en udmærket Seier.
Nu betragtede Erik med Opmærksomhed Flaaden som skjulde Havet, og fandt, at den var alt for stor, thi hverken vilde der være Rum til Skibene i nogen Havn, eller til Leir paa nogen Kyst, og selv med uhyre Bekostninger vilde man ikke kunne skaffe Levnets-Midler nok. Desaarsag raadte han Frode at dele sin Magt, kun lade Fodfolket gaae til Søes, og derimod med hele Rytteriet lægge Veien om ad Jylland, som da ogsaa skedte, og hvor stor blot denne Deel af Krigs-Hæren maa have været, kan man slutte sig til af den Fortælling, at for at skyde Gienvei, sløifede de Bakker og Bjerge, fyldte Moradser og Kiær, og banede sig, saa at tale, med Banker i Favn Vei over det mest bundløse Uføre.
Imidlertid kom der Bud fra Kong Strunke i Slaven, som begiærede Stilstand, men den blev ham nægtet, thi Frode fandt, der var ingen Rimelighed i at staae stille, for at give sin Fiende Tid til at ruste sig, og desuden, sagde han, er dette mit første Feldttog, som ikke taaler nogen Opsættelse, deels fordi man deraf kunde tage Anledning til at tænke Allehaande, og deels fordi man aldrig maa opsætte en god Begyndelse, da godt begyndt er halvt fuldendt, hvem der først slaaer til, er immer i Forhaanden, og det er med Lykken som med Ulykken, den kommer sjelden ene, saa den første Seier er gierne et Skridt til den anden, og allenfalds et godt Forvarsel.
Erik stadfæstede med ham, at det var et klogt Ord i rette Tid Kongen sagde der, og, for at minde Sendebuddene om, at det var Slaverne selv, og ikke de Danske, som havde yppet Kiven, lagde han til: desuden er det et gammelt Ord, at som man raaber i Skoven, saa faaer man Svar, og saa er Barn i Bye bært, som det er hiemme lært!
Paa denne Tale fulgde der et blodigt Slag, hvori Kong Strunke faldt med samt de Kiækkeste han havde, og Resten af Slaverne hyldede Kong Frode.
Frode lod nu Slaverne sammenkalde, og giorde vitterligt, at alle Tyve og Røvere skulde melde sig, jo før, jo heller, da han agtede at give deslige Folk besynderlig Høihed og Anseelse, ligesom han ogsaa vilde kongelig belønne Enhver, der havde nogen Styrke i Hexerie og Trolddoms-Kunst. Det var Noget Slaverne gad hørt, de beed virkelig paa Krogen, og blev deres egne Angivere; Begierligheden forblindede dem, har vi Skam af det, tænkde de, saa har vi dog ingen Skade af det, og brystede sig nu ordenlig af deres Forbrydelser. Det var imidlertid en gal Regning, thi saasnart de stillede sig frem, sagde Frode til Folket: Eders Pligt er det jo nu at rense Fædrenelandet fra saadanne Afskum, gav derpaa alle Misdæderne i Rakkerens Haand, og befoel at de skulde hænges af deres egne Landsmænd i de høieste Galger, man havde. Det var et ganske snildt Paafund af Frode, thi han havde lovet de overvundne Slaver Tilgivelse, men ved nu blot at undtage dem, der selv nævnede sig som Misdædere, gav han Fienden saa god en Aareladning, som det største Nederlag neppe kunde maalt sig med, thi de der paa den Maade kom i Høiheden, var fleer end de der blev ved Jorden. Man kan heller ikke andet sige, end at de frække Kieltringer, som vilde have Noget for deres Umage med at giøre Ondt, fik jo Løn som forskyldt, og er Nogen moden til Galgen, er det dog sikkerlig dem, der ikke kan dye sig, uden at rose sig af deres egne Skarns-Stykker, og istedenfor at tie med sig selv, bruge Mund imod den tøvende Retfærdighed.
Efter nu at have ved denne Seier indlagt sig stor Berømmelse, vilde Frode vise, at Retten dog hos ham sad andensteds end i Spydstagen, og gav derfor Krigs-Hæren følgende Love, som deels endnu staae ved Magt, deels ved Magtsprog i den senere Tid ere afskaffede.
Banner-Mesteren skulde, ved Byttets Deling altid have en dobbelt Lod imod en almindelig Krigsmand.
Høvdingerne: Saamange som havde Ret til i Marken at lade bære Banner for sig, skulde som et Ærestegn være ene om hvad Guld man vandt, og det øvrige Krigsfolk nøies med Sølvet.
De Rustninger man tog, skulde Kjæmperne dele, men Skibene skulde høre Bønderne til, som udredte Flaaden, thi, sagde han, Billighed fordrer, at hvo Skib vover, maa Skib vinde.
Hvo som under et Banner først vendte Ryg i Slaget, var fredløs.
Desuden gav Frode ogsaa den Forordning, at Ingen maatte understaae sig at laase og lukke for sin Eiendom, og hvo det gjorde, forfaldt i to Mark Gulds Bøder til Kongens Kasse, som derimod betalte Eiermanden dobbelt alt ulaaset, tyvstjaalet Gods.
Hvo der saae giennem Fingre med en Tyv, skulde række Hals for ham.
Ved sin Hiemkomst til Dannemark, søgde Frode ogsaa ved gode Love, at raade Bod paa den Fordærvelse Greps Uvæsen havde anrettet, og for at forebygge tvungne Giftermaal, gav han alle Piger Lov til at tage hvem de vilde, saa at selv det Ægteskab de indgik uden deres Faders Minde, skulde være gyldigt, dog med den Hage, at naar en fribaaren Kvinde giftede sig med en Træl, mistede hun sin Frihed, og sank ned til hans Kaar, med hvem hun havde forbundet sig.
Det første Fruentimmer et Mandfolk besov, skulde han tage til Ægte.
Hoerkarle skulde vedkommende Ægtemænd have Lov til at lemlæste, for at derved kunde sættes Skranker for Liderligheden.
Fremdeles befalede Frode, at begik nogen Dansk Hærværk mod sin Landsmand, skulde han betale Rovet dobbelt, og desuden straffes som den der brød Lande-Freden.
Bar en Tyv sine Koster til anden Mands Huus, da skulde Husbonden, om han lukkede Dør efter ham, agtes for Hæler, have sin Boeslod forbrudt, og offenlig kagpidskes.
Enhver Landsforviist, som blottede Sværd mod Dannemænd, eller bar Avindsskjold imod Fædrenelandet, havde sit Liv forbrudt.
Hvo som modtvillig sad Kongens Bud overhørig i Feidetid, naar Budstikken, som var en Træpiil med Staalspids, kom og skulde befordres fra Mand til Mand, ham skulde Landet forvises.
Hvem der i et Slag gik Banner-Mesteren et Skridt forbi, skulde stige et Trin over sin Stand, var han Træl, blev han fri, var han Bonde, blev han adlet, var han Adelsmand, blev han Greve.
Saaledes vidste man i gamle Dage at belønne Kiækhed, og da kunde man sige, at Mod og Manddom adlede sig selv, thi man ansaae Adelskab ikke som Kilden til Fortjenester, men som Kronen paa dem!
I Henseende til Trætter, forordnede Frode, at ingen saadan maatte afgiøres enten ved Eed, eller ved Væddemaal, men Sværdet skulde immer i Tvekamp skille Trætten ad, thi han fandt, at kun Sværdslag, ei Mundhuggerie, var anstændigt for Mænd, og han indsaae, at af Væddemaalet selv kunde reise sig nye og svarere Trætte. Hvo som derfor udbød sin Modpart til Væddestrid, skulde derfor betale ham i Straf en Mark Guld.
Hvo som i Tvekamp trak sig saa langt tilbage, at han fik en Fod udenfor Kredsen, skulde ansees for overvundet og have tabt sin Sag.
Naar en Bonde sigtede en Kiæmpe, for hvad det saa end var, skulde de vel ogsaa gaae i Kreds, men Kiæmpen ei bruge andet Vaaben end en alenlang Prygl.
Blev en Dannemand myrdet af en Fremmed, da skulde det koste to Udlændingers Liv.
Medens alt dette gik for sig, trak Kong Gøthar en Hær sammen, for at hevne sig paa Erik, men da nu Frode med en stor Flaade begav sig op til Norge og mødte ham under Rennesøe, satte Frodes store Navnkundighed Skræk i Gøthar, saa han sendte Bud og bad om Fred. Hvad! sagde Erik, det kalder jeg en uforskammet Røver, som forlanger, man skal holde Fred, mens han løber af med Byttet! Nei, hvem der vil høste, maa pløie først, og Haardt imod Haardt, og Raat for ilde sødt, det passer sig bedst. Den Tale klang ikke godt i Gøthars Øren, som i en skikkelig Afstand stod og lyttede efter, og han raabte nu saa høit han kunde: saa er Mand god, som han Gaver mindes! Aah, sagde Erik, dine Gaver ere betalte med gode Raad; men dengang du vilde skilt mig baade ved Viv og Liv, gav du mig kun et slet Exempel, og nu kan der ikke giøres Afregning mellem os, uden med Sværdet. Herved gav Erik at forstaae, baade at et godt Raad er meer end Guld værd, og at det var Gøthar selv, Utaknemmeligheden faldt til Last.
Nu gjorde da Gøthar et Angreb paa den danske Flaade, men som løb saa uheldigt af, at han fik selv sit Banesaar, og hans Rige, bestaaende af syv Fylker, faldt i Frodes Hænder, som forlenede Roller dermed, hvem Erik ogsaa overlod det Fylke, han fordum fik til Lehn af Gøthar.
Efter denne Færd nød Dannemark i trende Aar den dybeste og mest velsignede Fred, men imidlertid havde Hunne-Kongen spurgt sin Daatters Forskydelse, og for at hevne den Skam, forbandt han sig mod de Danske med Kong Olimar i Østerleden, og rustede sig i hele to Aar af alle Kræfter.
Da Frode fik Kundskab herom, kaldte han ikke alene sit eget Folk, men ogsaa Nordmændene og Slaverne til Vaaben, og lod Erik fare afsted at bespeide Fiendens Magt.
I dette Ærende drog Erik under Ruslands Side, hvor han traf Flaaden, som stod under Olimars Befaling, medens Hunne-Kongen selv anførde Land-Magten, og nu tog Erik saa til Orde:
Kong Olimar! jeg spørge vil,
Du løse brat mig Gaaden!
Hvad skal den svare Rustning til!
Hvorhen med Orlogs-Flaaden?
Olimar.
Vil, Vovehals! du vide grandt,
Hvad Nyt vi har i Sinde;
Siig Fridlevs Søn hvad der er sandt,
Det skal han faae at finde!
Erik.
Det Raad skal blive brat til Vand;
Uovervindelig er han,
Som Danmark seer til Gode;
Beskiæmmes skal, som hidindtil,
Hvert Folk, hver Drot, som prøve vil
At undertvinge Frode!
Olimar.
Meer end man venter, forestaaer,
Det maa saa Mangen lære,
Og een Gang immer, hvor det gaaer,
Jo maa den første være!
Sig Lykken vender ofte om,
Og paa den, som sin Eiendom,
Kun Daaren monne stole!
Derpaa reed Erik op i Landet for at bespeide Hunne-Hæren, og uagtet baade han og den var i bestandig Bevægelse, hver til sin Side, varede det dog fra Solen stod op, til den gik ned, inden de kunne komme hinanden forbi. Her er Been i Tusindtal, sagde Erik til Nogen han mødte, men hvor sidder Hovedet?
Imidlertid fik Hun, saa hedd Hunne-Kongen, Syn paa Erik, og da han mærkede hvad hans Ærende var, lod han ham spørge, hvad Fritteren hedd? og fik til Svar, at man kaldte ham gierne: allevegne mødt, og ingensteds fundet. Kongen lod nu end ydermere spørge ved sin Tolk, hvad Frode tog sig for der hjemme? Frode! sagde Erik, ja han er aldrig hjemme, naar Fienden kommer, men møder ham helst paa Halvveien, og for Resten kiender han godt de gamle Ordsprog, at hvo høit vil stige, maa staae tidlig op, Søvne-Tryne vinder kun Snorke-Seier, og liggende Ulv bider ingen Lam. Kongen som heraf mærkede, at han var stærk i Ordsprog, fattede Mistanke, og sagde: tag os fat paa den Karl, og det strax, thi meget mueligt, det er den samme Mester Erik, som saa skammelig bagvaskede min Daatter! Da nu imidlertid Erik strax havde Munden til Rede, og sagde: det var en kiøn Jagt, tyve Hunde tog een Hare, saa lod Kongen, ligesom det Ord formildede hans Sind, og sagde, at det kunde Erik takke for, han slap heelskindet hjem, men den Nænsomhed var ikke andet end et listigt Paaskud, thi Sagen var, at man lod Erik fare, for at han skulde sætte Skræk i Frode med Fortællingen om Fiendernes Mangfoldighed.
Da nu Erik kom tilbage og skulde sige Beskeed, brugde han følgende Udtryk: jeg saae, sagde han, sex Flaader under hver sin Konge, og hver Flaade bestod af femtusind Skibe, og hvert Skib kunde rumme trehundrede Mand, og hvert Tusinde i hele Tallet bestod af fire Fløie, det vil da sige af tolvhundrede, thi til et Fløi regner man immer Trehundrede.
Bitterdød! sagde Frode, og saae sig om til alle Sider, det er jo en Pokkers Hoben! hvad har vi at sætte derimod!
Aah, sagde Erik, brav Karl hytter sig nok, og raske Hunde giør lystig Jagt, men det maa ogsaa være Bulbidere, ikke Falk og Høg, man beder Bjørne med. Det Vink fulgde Frode, trak Flaaden sammen, gav sig paa Vei, og undertvang alle de Øer, som skille Dannemark fra Østerleden, hvorpaa han drog videre fort, og mødte nogle Skibe af den Rutenske Flaade, men skammede sig ved at angribe dem, fordi de var saa faae; dog Erik mindede ham nu om, at det er paa Stoddere man skal lære sig til at slaae Stærkoddere, at den Gaas Hovedet er af, kiækker ikke meer, og at med oppustede Kiæver bides man kun daarlig, Altsammen Ting, der skulde vise, at i slige Tilfælde maatte man ikke see paa Æren, men kun paa Nytten, og Frode lod sig ogsaa virkelig derved overtale til at sluge det Par Skibe med sin store Flaade.
Da nu Frode derpaa nærmede sig Olimar, besluttede denne at oppebie Angrebet, deels fordi han tænkde da at kunne have bedst Nytte af sit overlegne Mandtal, og deels fordi Rutenernes svære Skibe vare ubehjelpelige at roe og færdes med; men selv denne Forsigtighed hjalp ham ligesaalidt, som hans Troppers Mangfoldighed, thi de talrige men dorske Rutener maatte overlade Seieren til de langt færre, men kiække Danske. Frode lavede sig nu til at seile hjem, men mødte en heel usædvanlig og uventet Hindring, thi den hele Havbugt var fuld af Liig og Vaaben, som Strømmen kastede ind paa Skibene, uden at det var mueligt enten med Aarer eller Baadshager at blive dem kvit, thi naar man stødte en Hob tilside, kom der strax en anden isteden. Det var da et nyt Slag man maatte holde med de Døde, og som saae ganske alvorligt ud, thi ingen Vegne kunde man komme, og var desuden færdig at forgaae af Stank. For da nu at slippe ud af de Dødes Kløer, lod Frode sammenkalde de overvundne Folkefærd, og gjorde vitterligt, at enhver Husbonde, som var faldet i Slaget, skulde begraves i en Høi med Hest og Vaaben, og dersom Nogen af Ligbærerne ranede ham, skulde den Samme ikke alene miste Livet, men ogsaa en ærlig Jordefærd, og kun faae et Asens Begravelse, da det var ikke meer end billigt at Skiændselen han tilføiede Næsten, faldt tilbage paa ham selv, og at Grav-Røveren kom selv til at fattes en Grav. Hver falden Konge og Hertug, Jarl og Høvidsmand skulde ligge ene paa sit eget Skib, og der opbrændes, men forresten skulde ti Styrmænds Liig nøies med eet Skib til fælleds Baal. Ved saaledes at anordne Enhver Liigbegiængelse efter sin Stand, gjorde Frode en nøiagtig Undersøgelse nødvendig, og forebyggede videre Ulempe.
I Slaget vare alle Rutenernes Konger faldne, saa nær som Dag og Olimar, og Frode stræbde nu at indføre danske Sæder hos dem.
Han befalede at hver Mand, som vilde gifte sig, skulde kiøbe sin Kone, fordi han meende, at Skilsmisserne derved vilde blive sjeldnere, og Enhver see til at beholde hvad han havde kiøbt og betalt.
Dersom Nogen voldtog en Pige, skulde han lemlæstes, eller ogsaa i Volds-Bøder betale mange tusinde Rigsdaler.
En Krigsmand som attraaede Kiæmpe-Navn og Ridder-Slag, skulde gaae imod Een, staae for To og kun træde et Skridt til Side for Tre, men for Fire kunde han flygte, sin Ære uskadt.
Endelig gav Frode sine skatskyldige Konger den Befaling i Henseende til deres Huustrop, at en indenlandsk og hjemfødt Krigskarl skulde have i Sold om Vinteren tre Talenter Sølv, en fremmed og hvervet derimod to, og en udlevet kun een; men det var en ubillig Forordning, aldenstund det var kun Stand og Vilkaar, ikke Mod og Kiækhed her kom i Betragtning, og det kan aldrig være rigtigt, at sætte Landsmandskab over Fortjenester.
Da nu Frode herpaa vendte sine Tanker til Hunne-Hæren, og spurgde Erik, om den var ligesaa stor som Olimars, fik han Svar som følger. Erik sagde:
Utallig var Vrimlen,
Af Store og Smaa,
Som Stjerner paa Himlen,
I Vaaben jeg saae.
Var Havet en Snekke,
Var Landet en Hald,
Ei nogen af Begge
Dog rummed det Tal!
Om Natten at skue
Var Leiren ved Baal,
Som Mørkved i Lue,
Omblinket af Staal!
Naar Hæren sig rørde
Med Bulder og Gnye,
Det var som man hørde
En Torden i Skye!
Ja, aldrig opleved jeg Mage til Tummel,
Saa skiærende vild, og bedøvende huul,
Af Hestenes Trampen, og Vognenes Rummel,
Af smældende Pidske, og knirkende Hjul!
Alt som en uafbrudt rullende Torden
Drøned og dundred saa vildt det og vidt,
Gispende gungred og gyngede Jorden,
Alt under Vægten af Skarernes Skridt;
Ja, med eet Ord, hvor i Spræng de fremdrage,
Jordskiælv og Torden de Vildmænd ledsage!
Først saae jeg glimre som flunkende ny
Bannere fem Gange Ti under Skye;
Hundrede Bannere: lavere, mindre
Saae efter dem jeg sig løfte og tindre,
Og efter dem, som med Møie jeg skimted,
Smaa-Faner tyve i Baggrunden glimted.
Banner kun bæres paa Høvdingens Vegne,
Kongernes Tal kan da let du udregne!
Da nu Frode fandt, at han havde ikke Folk at sætte imod saa uhyre en Magt, raadte Erik ham at trække sig tilbage, og derved give den utallige Vrimmel Tid til at smelte hen af sig selv. Det Raad tog Frode imod med begge Hænder, thi han indsaae, at det var vel betænkt, og Følgen blev, at Hunnerne, som havde vovet sig ind i vilde Udørkener, hvor ingen Levnets-Midler var at finde, saae Hungers-Nøden nærme sig med stærke Skridt. Snart saae man sig nødt til at slagte Arbeids-Dyrene, baade Heste og Asener, men det var kun Galgen-Frist, thi nu savnede man baade Vognene og Føden, og det hjalp ikke heller, at man skildte sig ad, thi den hele Egn var aldeles ufrugtbar, og mange forvildede sig i Ørken og omkom i Moradserne. Daglig voxde Nøden, man aad ikke alene Hunde, men tog til Takke selv med de allerskidneste og ækkelste Ting, thi hvad giør man ikke for at frelse Livet, og Nød bryder alle Love. Enden blev imidlertid, at Folket styrtede i Hobetal, og de Efterlevende havde immer nok at giøre med at skaffe Ligene af Veien, uden at Nogen ynkede hvem der faldt, thi Alle gik med Livet i Hænderne, og Døds-Frygten undertrykde alle blide Følelser. Enhver tænkde nu kun paa sig selv, og da først een Trop lidt efter lidt var undveget, flygtede man i Hobetal, ja Kongen saae sig endog forladt af Ugger, en Spaamand, hvis Alder Ingen vidste Rede til, men det vidste man, at han var ganske overordentlig ældgammel, og han begav sig, som en Overløber, til Frode, hvem han røbede alle Hunnernes Anslag.
Imidlertid fik Frodes Flaade en stor Tilvæxt, ved det at Kong Hedin, hvis Rige laae oppe i Norge, kom ham til Hjelp med halvandethundrede Skibe, og for at vise han kom som Ven, seilede han selv i Spidsen med tolv udvalgte Snekker, som alle havde i Masten et opsat Skjold.
Det var godt nok, og nu havde Frode ikke mindre end tredive Konger i sit Følge, som tjende ham, Somme af Frygt, og Somme af Kiærlighed, men han kunde ogsaa nær kommet ligesaa galt afsted som Kong Hun, thi uagtet han fordeelte sin Krigshær rundtom i Byerne, og sørgede med al Omhyggelighed for Vinter-Føden, vilde Levnets-Midlerne dog ikke forslaae. Desaarsag skikkede han allerførst Revil og Mevil ind med en Flaade i Elben, for at hindre Overfarten, saa de Fremmede kunde hverken strømme ind i Landet, eller føre noget ud. Dernæst da han saae, at det faldt daglig vanskeligere, og vilde snart overgaae hans Kræfter at skaffe Hæren Underholdning, udskikkede Frode Roller til Norge, Olimar til Sverrig, Kong Ønef, og Glomer Vikinge-Høvding, til Ørkenøe, for at hente Levnets-Midler. Disse Fyrster foer nu afsted, hver med sin Flaade, og rygtede ikke alene deres Ærende, men kom om Høsten tilbage med endnu mere Ære end Bytte, thi store var deres Bedrifter. Roller havde nedlagt Kong Arthor og gjort hans Rige, som indbefattede baade Søndmør og Nordmør, skatskyldigt. Olimar undertvang Thord hin Lange, Konge i Jæmteland og Helsingland, saavelsom to andre ligesaa mægtige Fyrster, ja denne navnkundige Jette-Betvinger erobrede tillige Estland og Kurland, Øland med flere Øer ved de svenske Kyster, og kom tilbage med syvhundrede Skibe, det var med dobbelt saamange som han drog ud. Ønef og Glomer endelig, med hvem baade Hedin, og en jydsk Nisse-Konge: Hogne, havde forenet sig, kom tilbage med nihundrede Skibe, og havde undertvunget Ørkenøerne. Tyve Riger var ved disse Tog blevne Frode underdanige, og nu havde han med deres Fyrster halvtredssindstyve Konger i sit Følge.
Saasnart Kong Hun fik Tidende om, at Frode havde splittet sin Flaade ad, trak han af friske Folk en nye Hær sammen, og da Frode, ved fornævnte Tog baade havde erholdt en betydelig Forstærkning, og havde faaet Guld og Levnets-Midler i svære Mængde, betænkde han sig ikke længere paa at levere Hunnerne et Slag.
Dette Slag stod i syv samfulde Dage, og allerede den første Dag skal der være skeet saa græsseligt et Nederlag, at man kunde ride og kiøre paa Ligene, som paa en Bro, over tre store Floder i Rusland, ja der skedte saadant et Mord og Mandslæt, at man kunde ride i tre Dage, inden man kom over den med Døde bedækkede Valplads.
Paa Slagets syvende Dag faldt Kong Hun, og nu tøvede hans Broder, af samme Navn, ikke længere med, i Betragtning af Hunne-Hærens store Svækkelse, at overgive sig til Seierherren.
Erik havde ellers regnet ganske rigtig, da han, paa Frodes Spørgsmaal, opgav Hunne-Hærens Styrke og Fyrsternes Antal, thi hundrede og halvfjersindstyve Konger, deels af hunnisk Herkomst, og deels af Hunne-Kongens Bundsforvandte, maatte ved denne Krig underkaste sig Frode, som nu paa et stort Konge-Møde uddeelde de erobrede Lande, og gav alle sine Under-Konger eens Pligter og Rettigheder.
Olimar blev nu Konge i Holmgaard, Ønef i Kønegaard, den fangne Hun i Sachsen, Revil fik Ørkenøerne, en vis Dimar blev sat til Høvding over Jæmters, Helsingers og Jernbærers Land, samt over begge Lapmarkerne, og Estland overlod Frode til Dag. Kvit og fri kom imidlertid Ingen af disse Fyrster til at besidde deres Landskaber, men maatte, som Frodes Lehnsmænd, svare ham en bestemt Afgift, og nu var da Frodes Rige saa vidt udstrakt, at det mod Østen tog Rusland med, og havde i Rhin-Strømmen først sin Grændse mod Vesten.
Nu skal vi høre en besynderlig Tildragelse med den norske Kong Hedin, som i Krigen med Hunnerne var kommet Kong Frode til Hjelp, og havde strax sat sig i besynderlig Yndest og Agtelse hos ham. Kong Hogne i Jylland havde nemlig en Daatter, ved Navn Hilde, som der gik meget Ord af, og det var forunderligt nok, at Hedin og hun fattede Kiærlighed til hinanden, endnu førend de saaes, bare ved at høre hverandres Roes og Berømmelse. Siden, da de fik Syn for Sagn, havde de nær aldrig faaet Øinene fra hinanden igien, saa fordybede og ligesom lænkebundne var de af Kiærlighed, i hinandens Beskuelse; men imidlertid skiltes de dog om Foraaret ad, da Hedin drog ud paa Vikingstog med Hogne, som ikke vidste Noget af sin Stalbroders Kiærlighed til hans Daatter.
Nu var samme Kong Hogne en barsk og stivsindet Mand, og efter Hunne-Krigen blev Hedin bagtalt for ham, som om han førend Brylluppet havde søgt Seng med Hilde. Sligt ansaaes i de Dage allevegne for en uhyre Forbrydelse, og uagtet det var lutter Løgn, fæstede Hogne dog Troe til Beskyldningen, og gik med sin Flaade strax løs paa Hedin, som var ude i Kongens Ærende, og indkrævede Skat hos Slaverne. Der stod da et Slag, hvori Hogne kom til Kort, og maatte flygte hjem til Jylland, men saasnart Frode spurgde, at Lande-Freden var brudt, og det af hans egne Undersaatter, stævnede han begge Parter ind for sit Danehof, undersøgde paa det nøiagtigste Kivens Oprindelse, og kiendte derpaa i Sagen efter Lovens Medfør. Hogne blev dog ikke desmindre ved, haardnakket at fordre sin Daatter tilbage, og da Frode saae, det var umueligt at faae dem forligte, befoel han dem at gaae i Kreds og lade Sværdet dømme, som den eneste Maade hvorpaa den Kiv kunde faae en lovlig Ende. Det skedte, den deilige, men lille Hedin gik i Kreds med sin store og stærke Svigerfader, og fik af ham saadant et Dommedags-Slag, at Blodet strømmede ud af ham og han faldt i Afmagt, og nu havde det ligefrem været Hogne en smal Sag, at slaae ham ihjel, men ganske uventet skaanede han ham, og stak sit Sværd i Skeden, enten fordi han ynkedes over hans Ungdom og Deilighed, eller fordi han ikke vilde dræbe en Mand, hvem Døden spillede paa Læberne, thi hos de gamle Dages Helte var Tapperheden altid parret med en vis Undseelse, saa det blev anseet for en Skam at dræbe dem, der enten for Ungdoms eller Afmagts Skyld ei kunde værge sig tilgavns.
Hedin blev nu af sine Stalbrødre baaret om Bord, og beholdt sit Liv som en Skiænk af sin Fiende, men da de, syv Aar efter, mødtes under Hedinsøe, gav de sig atter i Strid, og segnede begge for hinandens Haand, saa det havde været Hognes Lykke, dersom han forrige Gang havde undertrykt sin Medlidenhed, og med Strænghed benyttet sig af sin Overmagt.
Om Hilde fortæller man, at hun, af Længsel efter Hedin, med galdrende Sange om Natten opvakde de Slagne, som da, vil man sige, fornyede idelig Kampen.
I de samme Dage opkom der en svar Krig imellem Kong Alrik i Sverrig og Giæst hin Blinde, Kongen i Gothland, og Blinde-Giæst blev overvundet, men flydde saa over til Frode, med Bøn om Bistand, paa det Vilkaar at kiende ham siden for sin Over-Herre. Hans Ønske blev opfyldt, og med en betydelig Forstærkning af Hjelpe-Tropper, under Skalk Skaanings og Eriks Anførsel, vendte han tilbage, men da han nu agtede strax med hele sin Magt at gaae løs paa Alrik, raadte Erik ham derfra, og meende det var bedst, at begynde paa Sønnen Gunthjov, som var sat over Værmeland og Soløer, thi, sagde Erik, det næste Land er i Havsnød immer det bedste, og desuden er det altid klogere at hugge Roden end Toppen af det Træ, man ikke vil have skal grønnes igien. Hans Raad blev ogsaa fulgt, Angrebet skedte, Gunthjov faldt, og ligger begravet i en Høi, som endnu bærer Navn efter ham.
Da Alrik spurgde sin Søns Fald, ilede han til Hevn, men da saa Krigs-Hærene kom hinanden i Sigte, havde han en hemmelig Sammenkomst med Erik, og bad ham, i BetragtningBetragning af deres Forfædres Venskab, at unddrage Blinde-Giæst sin Hjelp og Tjeneste. Da Erik imidlertid paa ingen Maade var dertil at bevæge, forlangde Alrik, at Blinde-Giæst skulde gaae i Kreds med ham, saa de ved en Tvekamp kunde forebygge videre Mandslæt. Nei, sagde Erik, dertil er Blinde-Giæst baade for gammel og svag, han kan ikke engang bære sit Harnisk; men jeg skal nok gaae i hans Sted, thi det var en stor Skam, om jeg ikke vilde gaae i Kamp for ham, jeg sendtes hid at kiæmpe for! Tvekampen gik nu ogsaa uden Ophold for sig, og Alrik faldt, men Erik blev saa ilde tilredt, at det var med Nød og Neppe, og det endda først efter lang Tids Forløb, at han kom sig igien.
Rygtet havde imidlertid løiet ham død, og derved foraarsaget Frode en stor Hjerte-Sorg, men det var dog kun som en Skye for Solen, der skildtes ad, da Erik kom frisk og sund hjem, og bragde det Budskab med, at nu var Kong Frodes Rige ved hans Mandhaftighed blevet forøget med Sverrig, Værmeland og Soløer. Over disse Landskaber indsatte nu Frode Erik til Konge, og overlod ham tillige, imod en vis aarlig Afgift, baade Helsingland og begge Lapmarkerne, samt Finland og Estland.
Samme Erik skal have været den Første af dette Navn paa den svenske Throne, saa alle de andre Eriker i Konge-Rækken er kaldt op efter ham.
Dengang regierede der en Kong Alf paa Hedemarken, og en Kong Bjørn i Vigen, som havde hver sin navnkundige Søn: Alf havde Asmund, og Bjørn Asvid. Nu hændte det sig engang, da Asmund var ude paa Jagt, og havde ikke Lykken med sig, at han, enten i det han fulgde med Mynderne, eller gik med Garnet, blev skilt fra de andre Skytter, og da imidlertid Mørket faldt paa, foer han vild paa en afsides Fodstie, vankede om paa store Bakker og Bjerge, mistede sin Hest, fik sine Klæder revet i Pjalter, og maatte opholde Livet med Paddehatte og Svampe. Omsider var han dog saa heldig at træffe paa Kong Bjørns Høvdingsgaard, og der blev han snart saa indtaget i Kongens Søn, at de svor hinanden evigt Venskab og Stalbroderskab, og det med det forfærdelige Løfte, at hvem af dem der overlevede den anden, skulde lade sig begrave med ham. Dette Løfte, som viser, hvor indtagne disse hovedheede Ungersvende var i hinandens Selskab, kom ogsaa virkelig til at gaae i Opfyldelse, thi Asvid døde, og da man jordede ham med Hest og Hund i en Hule, lod Asmund, for ikke at bryde sin Eed, sig levende begrave med ham, men tog dog Mad med sig, for at opholde Livet.
Medens alt dette gik for sig, udbød Frode Leding af alle de Kongeriger, som vare ham underdanige, og gik med en stor Orlogs-Flaade til Norge, og der skulde Land-Hæren under Eriks Anførsel møde ham. Det gik da her som sædvanligt, at Begiærligheden næres vel men mættes ei af Rigdom, thi at jo mere Frode fik, desmere vilde han have, det seer man godt, da end ikke saa øde og barsk et Land, som Norge er, kunde være i Fred for ham.
Dengang nu Erik drog over Oplandet, stødte han paa Asvids Gravhøi, som Svenskerne strax faldt over, med Hakke og Spade, i Haab om at finde Guld og gode Sager, men snart opdagede de, at Grav-Kammeret var meget dybere, end de havde tænkt, saa der var ingen anden Maade, at faae det randsaget paa, end om En vilde lade sig hidse derned ved et Tov. Det bekvemmede ogsaa en af de raskesteraskedeEr der tale om en sætterfejl for 'raskeste'? 2. udgaven har beholdt 'raskede'. Verbet 'raske' findes i betydningen 'hæve, løfte sig' (mest om dej), eller 'skynde sig', 'virke raskere' (ikke-syg) - men ingen af disse betydninger giver mening. Zeeberg har 'raskeste' i sin oversættelse. Efter snak med VAP 2020-10-29: ODS 'rask' (2) = en af dem, der blev skyndet på, dvs. verbalkommentar unge Karle sig til, men saasnart Asmund saae, at der blev hidset en Kurv ned med en Karl i, smeed han ham paa Timen ud af Kurven, satte sig selv i, og gav dem, der stod ovenfor og holdt paa Rebet, et Tegn, at de skulde kun trække til sig. Det gjorde de ogsaa, og tænkde, der var en stor Skat, men da de fik Kurven op, fandt de, til deres store Forskrækkelse, at der var ikke Andet i, end et ubekiendt Væsen af et græsseligt Udseende, hvorfor de, i den Tanke, at det var den Dødes Gienfærd, smeed Rebet, og foer afsted, hver til sin Side. Asmund saae ogsaa virkelig grumme fælt ud, thi ikke nok med det, at han var bleg som et Liig, men hvad Erik, ved at betragte ham, meest forundrede sig over, var, at han var forkradset og blodig i hele sit Ansigt. Han stræbde imidlertid at standse Svenskerne i Farten, ved at raabe efter dem, at de tog Feil, og skulde slet ikke være bange, aldenstund han var et levende Menneske, og da nu de Nærmeste spurgde ham, hvor de Skrammer kom fra, han havde i Ansigtet, fortalte han dem, at om Natten havde Asvid gaaet igien og prøvet Styrke med ham, og at det var ham der havde rakket ham saa jammerlig til, og revet ham det venstre Øre reent af, alt som det lyder i følgende Vers, hvor Asmund taler og siger:
Hvad Under, at bleg jeg er vorden om Kind,
I Gruben, i Gru og i Kvalme,
For Gravlandets giftige, dræbende Vind,
Maae Ungdommens Roser vel falme;
Ja, mellem de Døde i Gravmulmen skjult,
Hvert levende Øie maa vel vorde huult!
I feireste Huus er ei Fryd eller Mag,
For Menneske-Afkom at finde,
Naar alt som den eenlige Spurv under Tag,
I Tomhed man sidder derinde,
Nei, ynkelig faren og stædt er den Mand,
Som vanker forladt i de Levendes Land!
Men jeg sad i Dybet, saa øde, saa tyst,
I Hulen, i Mulm og i Mørke,
Hvor Kvalmen saa lummer bespændte mit Bryst,
Og Liigluft fortæred min Styrke,
Der ene jeg sad, uden Haab eller Trøst,
Med Lyset berøvet al Øinenes Lyst!
End haver jeg og havt en Kamp at bestaae,
En Døds-Kamp med isnende Kulde,
Det svart er i Kreds med de Døde at gaae,
Naar op de sig reise af Mulde;
Med Asvid, som reiste af Støvets sig brat,
Jeg brydes jo maatte i bælmørke Nat!
Ei Rede jeg dertil kan vide og Skiel,
Hvordan der kom Liv i den Døde,
Hvorledes hans Aand kunde vinde fra Hel,
Med Kraft til mig Kamp at afnøde,
Men skiæmmes og blegne, det kan jeg forstaae,
I Dødninge-Hænder alt Levende maa!
Umættelig var han, den selvbudne Giæst
Med Kløer som skarpeste Segle;
Først sleed han og slugde sin Hund og sin Hest,
Og slog saa i mig sine Negle;
Ei Hud eller Kiød kunde der holde Stik,
Og fløiten et Øre i Flaaningen gik!
Den Skade dog ikke uhevnet jeg lod,
Fuld tappert jeg brugde min Klinge,
Til gispende Utydsket laae ved min Fod,
Da maatte og Hovedet springe,
Ja, tverts giennem Kroppen jeg rammed en Pæl,
Og fængslede saa den urolige Sjæl!
Hvad undres I Kæmper da over endnu?
Jeg maatte vel blegne og bløde,
Ja blegne i Mulm og i Kvalm og i Gru,
Og bløde i Kamp med den Døde;
Thi Alt hvad som lever, om Nat og om Dag,
Vel Farve maa skifte i Dødninge-Lag!
Men for nu at komme til Hoved-Sagen igien, maa vi fortælle om Nordmændene, at da de mærkede hvad Klokken var slaaet, tvivlede en stor Deel af dem om at kunne forsvare sig ved Hjemstavnen, hvorfor de, uden Modstand, lode sig drive lige op til Grændserne af Helgeland, og Jomfru Stikla vilde heller forlade sit Fædreneland og gaae paa Eventyr, end lade sig beskiæmme. Da nu Frode havde udskibet sin Krigshær paa Kysterne af Helgeland, syndes han det var alt for uhyre og urimeligt et Arbeide at faae den talt, men for dog nogenlunde at kunne giøre sig en Forestilling om dens Antal og Styrke, befoel han, at alle Mand skulde tage hver sin Steen, og kaste dem sammen i en Hob. I en anden Hob maatte hver Mand lægge et Spyd, og man siger, der gaaer Syn for Sagn, saa de samme Høie findes der endnu.
Derpaa sloges Frode en heel udslagen Dag med Nordmændene, og den Træfning kostede saa mange Folk, at begge Krigshærene holdt det om Natten for raadeligst, at trække sig tilbage; men saa om Morgenen efter kom Erik landveis med friske Folk, og raadte Kongen til at begynde Striden forfra igien. Det skedte ogsaa, men til ubodeligt Tab paa begge Sider, thi de Danske skal af tretusinde Skibe ikke have beholdt uden hundrede og halvfjerdsindstyve, og, tør man troe Rygtet, leed Nordmændene saa uhyre et Nederlag, at over fire Femtedele af det forhen bebygde Land kom til at ligge øde. Seieren var imidlertid Frodes, og for nu at vederkvæge Folkene efter Krigens Besværlighed, stræbde han at frembringe en almindelig Rolighed, og sikkre hver Mands Eiendom for Tyvehaand. Desaarsag lod han udlægge to Guld-Smykker, det ene paa en Klippe, som endnu kaldes Frode-Bjerg, det Andet i Vigen, og her kundgjorde han paa et Lands-Thing, at disse Guld-Smykker laae for at prøve Gemytter, og at alle Fylkets Lehnsmænd skulde staae til Ansvar og faae Skam, hvis Nogen rørde dem.
Det var da, som man let seer, ingen Spøg at være Lehnsmand der, thi Leilighed giør Tyve, og hvad kunde være mere fristende for Begiærligheden, end at see det røde Guld ligge midt paa Landeveien uden Vagt!
Fremdeles forordnede Frode, at Søfolk, naar de behøvede det, maatte tage Aarer, hvor de fandt dem, og at en veifarende Mand, naar han kom til et Vaad, maatte frit tage den første den bedste Hest at ride over paa; thi Sligt vilde han ikke have betragtet som nogen Fornærmelse imod Eiermændene, men som en Lettelse, man gierne burde unde sin Næste.
I Henseende til Hesten blev det imidletid fastsat, at den Reisende skulde staae af, saasnart Hesten havde faaet Forbenene paa Land, mens Bagbenene var endnu i Vandet, og understod han sig at beholde Hesten i Brug paa den anden Side Vandet, da havde han sin Hals forbrudt.
Ligeledes gav han den Lov, at paa en Reise maatte man tage af Andres, saamange Levnets-Midler, som til eet Maaltid, men Tyv skulde man være for hvad man tog Meer.
For Resten maatte Ingen have Laas enten for Dør eller Kiste, ja maatte ikke lægge saa meget som det Mindste under Laas og Lukke, men blev der Noget stjaalet, gav Kongen det trefold igien.
Hvem der stjal og blev grebet, skulde med Jern-Spigger nagles til Galgen, og have en Ulv hængende ved Siden af sig, til et Tegn, at de vare Rovdyr begge to; og skulde derfor, som lige gode Brødre, ogsaa nyde lige god Ret. For Resten var, efter Loven, en Hæler saa god som en Stjæler.
Syv rolige Aar tilbragte nu Frode, med Fryd og Gammen, i Norge, og blev der Fader til en Søn ved Navn: Alf, og en Daatter: Ofure.
Der var i de samme Dage en Kæmpe fra Sverrig, ved Navn Arngrim, som kom til Kong Frode, og efterat han i Kreds havde fældet Skalk Skaaning, af hvem ham fordum var et Skib berøvet, satte han Næsen i Skye, og vovede at beile til Kong Frodes Daatter. Da Kongen imidlertid ingen Øren havde for den Snak, saa vidste Arngrim ikke bedre, end at søge Kong Erik i Sverrig paa Haand, som gav ham det Raad, at han maatte see til at giøre sine Hoser grønne hos Frode, ved en eller anden besynderlig Tjeneste, saasom ved at befeide Kong Egder i Bjarmeland og Kong Thengel i Finmarken, de eneste Høvdinger vidt og bredt, som, medens alle Andre bukkede sig under det danske Spiir, endnu turde vove at trodse.
Som sagt, saa gjort, uopholdelig gik Arngrim didop med en Krigshær, hvor Finnerne boe, og de har deres Handel høit i Nord, hvor man knap skulde tænke, at Folk kunde nære og bjerge sig oppe. Egenlige Bopæle har de imidlertid da ikke heller, men flakke omkring som vældige Skytter paa deres Skier, alt over de sneetakte Bjerge, og opslaae saa deres Paulun, hvorsomhelst de finde sig stædte i Kvæld. Kaste-Spyd er deres ypperste Vaaben, i at handtere dem lede de om deres Mester; og derhos bruge de et eget Slags føre og brede Pile, men Trolddom er Kunsten, hvorpaa de med Flid lægge Vind.
Disse Folk var det, Arngrim, for at giøre sig berømt, gik imod, og strax i det første Slag gik Lykken dem ogsaa imod, saa de maatte tage Flugten, men derfor vare de dog ikke nemme at faae Bugt med, thi de kastede tre Smaasteen bag over Hovedet, og gjorde det saa med Øine-Forblindelse, at de saae ud for Svenskerne, som ligesaamange Bjerge. Arngrim lod sig ogsaa virkelig bedrage af Skinnet, og holdt op at forfølge en Fiende, som han meende havde store Klipper i Ryggen. Anden Dagen bleve de vel atter overvundne, men reddede sig ogsaa denne Gang, ved nemlig at kaste en Nævfuld Snee bag over sig, thi det lod da som der var en stor og strid Elv, og Svenskerne, som syndes de kunde livagtig høre, hvor den brusede, lode sig af dette besynderlige Koglerie forlede til ikke at troe deres egne Øine. Tredie Dagen derimod kunde Finnerne ikke hitte paa noget nyt og klækkeligt Krigs-Puds, og maatte derfor, da de saae deres Slagorden brudt, paa Naade og Unaade overgive sig til Seier-Herren, som derpaa gjorde Mand-Tal over dem, og bestemde, at ligesaamange Gange Ti, som de var, ligesaamange Læs Peltsværk skulde de, hvert tredie Aar, betale i Skat.
Nu kom Raden til Thengel, Bjarmernes Høvding, og da han var overvundet, maatte Bjarmerne i Straf levere Arngrim eet Skind til Mands.
Da nu Arngrim saaledes, med Ære og Bytte nok, kom tilbage til Erik, fulgdes denne med ham over til Dannemark, proppede Frode Ørerne fulde med hans Berømmelse, og sagde, at den Mand, der havde udvidet Kongens Herredømme lige til Verdens Ende, havde ærlig fortjent at blive hans Sviger-Søn.
Det lykkedes, Arngrims Bedrifter stak Frode i Øinene, han fandt det nu slet ikke urimeligt, at give en Kæmpe sin Daatter, som ved slige Helte-Gierninger havde vide om Land forherliget hans Konge-Navn; Arngrim fik Ofure, og avlede med hende tolv Sønner, hvis Navne jeg her vil antegne:
Brand og Bjarre,
Brodd og Hjarrand,
Tand og Tirfing,
To Haddinger,
Hjortvar, Hjartvar,
Hrane, Angantyr.
Disse Brødre, som, saa at sige: fra Barnsbeen, havde med Liv og Sjæl lagt sig efter Vikinge-Handværket, kom engang, alle paa eet Skib, seilende til Samsøe, og stødte der, under Landet, paa to Snekker, som tilhørde Vikingerne Hjalmar og Orvar-Odd. Det kom strax til Haandgribeligheder, og Arngrims Sønner gjorde reent Bord paa begge Snekkerne, men for nu at faae at vide, om de ogsaa havde fældet Høvdingerne, lagde de eet Liig ved hver Aare, og opdagede derved, til deres store Sorg, at begge Styrmændene fattedes, thi den vundne Seier regnede de for ingen Ting, aldenstund det Brede var endnu tilbage, og deres Liv i Vove.
Hjalmar og Orvar-Odd havde nemlig i en stærk Storm faaet deres Skibe ilde tilredte, og mistet et Roer, hvorfor de nu var oppe i Skoven og huggede sig et nyt. Det var et forsvarligt Kiævle, som de med deres Bol-Øxer netop havde faaet gjort saavidt til Rette, at man kunde see, hvad det skulde være, og, uden at drømme om, hvad der imidlertid var tilstødt deres Stalbrødre, kom de ganske rolig bærende med det paa Skuldrene, men standsedes af Ofures Sønner, som, med Sværd og Hænder rygende af Blod, kom dem imøde. Vel skulde man synes de havde Overmagten for sig, thi det var jo en urimelig Ting, at to ene Karle skulde slaaes med en heel Tylt, men her gjorde Tallet dog ikke Udslaget, thi uagtet Hjalmar maatte bide i Græsset, fik Orvar-Odd dog den Fornøielse, at alle Ofures Sønner gik den samme Vei, og blev han end af hele sit Selskab ene om Glæden, saa var han det ogsaa om Æren. Han skal da ogsaa have svunget det uhandelige store Kiævle med saa utroelig en Kraft, at han bare med eet Smæk slog hele tolv Karle baade sønder og sammen.
Saaledes blev Havet, uagtet de store Krigs-Storme havde lagt sig, dog endnu bestandig foruroliget af Vikinger som Hvirvel-Vinde, og det var fornemmelig Grunden, hvi Frode, hvis Hu stod ene til at befordre almindelig Fred og Roe, besluttede at vende sine Vaaben mod Vesten.
Efterat have stævnet saavel Erik, som alle sine øvrige Under-Konger, med samt deres Orlogs-Flaader til sig, seilede nu Frode over til Brittannien, og Kongen der paa Øen, som følde sig for svag til at bestride en Fiende, hvis utallige Snekker syndes at bedække Havet, begav sig strax i hykkelsk Underdanighed til Frode, og smigrede ham ei alene med Lovtaler over hans Storhed, men erklærede tillige, at han vilde overgive baade sig og sit Land til de seierkronede Dannemænd, skatte og skylde til dem, og udrede Alt hvad de forlangde. Endelig bød ogsaa Kongen de Fremmede til Giæst, og Frode vidste at skiønne paa den brittiske Artighed, men fandt den dog mere og mere mistænkelig, og det ei uden Føie, thi hvem der, ublokket og unødt, giør saa forfærdelig store Løfter, og en Konge, der overgiver sig uden Sværdslag, har gierne Skielmen bag Øret. Da nu Frode ogsaa betænkde, at under Bænke-Hynde kan der ligge Allehaande, og at et tungt Hoved giør let et stakket Halsbeen, saa fandt han, det var ikke raadeligt at gaae til Gildes med sine tolvhundrede Kæmper, thi Fleer maatte der, efter Indbydelsen, ikke komme. Enden blev da, at Frode sagde ved sig selv, man maatte have kiøbt sit Liv af en Bisse-Kræmmer, naar man vilde betroe det til en Fiende, hvis Ord var langt fra at være nogen Troes-Artikel; men saasnart den brittiske Konge erfoer, at man gjorde sig Betænkeligheder, begav han sig til Frode igien, fornyede Indbydelsen, og bad ham kun frit tage fire og tyve hundrede Følgesvende med sig. Vel gav nu dette fordoblede Antal Frode Mod til at følge Indbydelsen, men udslettede dog ingenlunde hans Mistanke, hvorfor han udskikkede en Trop, som skulde giennemstreife Egnen i alle dens Kringel-Kroge, og melde ham det paa Timen, om de fandt nogen Fælder og Snarer. Da nu Frodes Speidere desaarsag randsagede en Skov, fik de Syn paa Noget ligesom Spidsen af en Leir, og stod et Øieblik tvivlraadige, men tog snart Benene med sig igien, da de ved nøiere Betragtning opdagede, at det var ganske rigtig en brittisk Leir, hvor Teltene vare overtjærede, for desmindre at falde Nogen i Øinene. Saasnart Frode fik den Efterretning, satte han List imod List, og imens han selv, med det bestemde Antal Let-Bevæbnede, tog til Gildes, lod han en stærk Trop Kiæmper lægge sig i Baghold, som, saasnart de hørde visse Stød i Basunen, skulde ile ham til Hjelp, og tilintetgiøre Fiendernes lumske Anslag.
Hvad nu den Kongelige Gildes-Stue angaaer, da var samme paa det Prægtigste udsmykket, saa man ret maatte forbauses ved en slig Overdaadighed, thi den var fra Øverst til Nederst overtrukket med lutter Purpur; dermed brammede de panelede Vægge, og man maatte ordenlig undsee sig for at træde paa de deilige Tæpper, hvormed Gulvet var belagt. Under Loftet saae man Lamper hængende i Mængde, som skinnede deilig, og straalede i det klare Skin af den brændende Olie, medens duftende Røgelse-Kar udgiød deres krydrede Damp, og opfyldte Salen med den sødeste, fineste Vellugt. Langs med Væggene stod prægtig opdækkede Borde, og Bænkene vare alle forsynede med Ryg-Puder, og prydede med Gyldenstykkes Hynder, ja om Salen i det Hele maa man sige, at den lignede en, i al sin Høihed, venlig smilende Konge, og i den hele Anretning fandtes ikke det Mindste, som enten stødte Øiet, eller stank i Næsen.
Midt i Salen stod der en Kumme af uhyre Omfang, og smækfuld af stærk Drik, hvor man paa den nemmeste Maade kunde fylde Bægerne, og havde Meer end nok til at slukke Giæsternes Tørst, i hvor stort end deres Antal var. Der var ingen Mangel paa Oxehorn til at øse med, men Giæsterne drak af Guldskaaler, Tjenerne vare klædte i Purpur, gik som paa en Snor, og vidste med en særdeles Artighed at giøre deres Dont, Bordet skinnede af gyldne Kar og Fade, som ovenikiøbet for det Meste vare besatte med glimrende Ædelstene, og Bægerne skummede af allehaande stærke Drikke-Vahre, thi her, hvor Overdaadighed i alle Maader
var drevet til det Høieste, forslog det ei med eet Slags Viin; for at kildre Ganen med Afvexling, havde man fra langtbortliggende Steder anskaffet sig mange forskiellige Vine. Af Maden var der samme Overflødighed, Fadene bugnede under de nydeligste Retter, og skiøndt der heller ingen Mangel var paa Kiød af tamme Dyr, saa var dog Vildbrad det Meste man saae.
For Resten var der en stor Forskiel paa, hvordan de Karle drak, der sad til Bords, thi de Fremmede drak af Hjertens Grund og lod Fiolen sørge, men Britterne, som havde Hovedet fuldt af Kieltring-Streger, turde ikke Andet end nippe til Glassene. Vel er Dannemark mit Fædreneland, men det giør dog ingen Gode at nægte, hvad sandt er, at mine kiære Landsmænd havde gierne for Skik, at drikke til Pæls og stikke reent ud, og de fik desaarsag meget Meer, end de vel kunde bære. Saasnart nu Britterne saae, at man omtrent kunde prikke dem paa Øinene, sneeg de sig ud efterhaanden, stængede Sals-Dørren til, og stablede af alle Kræfter op for den, hvad der bedst kunde holde, og dernæst satte de Ild paa Taget. Der sad da de Danske i Fælden, men mærkede dog Uraad, da Ilden begyndte at gribe om sig, hamrede paa Dørren, og gav sig, da det var omsonst, til at brække Hul paa Væggen, og derigiennem bane sig en Udvei. Vel stod Britterne heller ikke med Hænderne i Lommen, da de saae at Væggen rystede, de gjorde sig al muelig Umage for at stytte paa den, og holde Buret lukket, men hvormeget de end væltede for, saa forslog det dog ikke, thi det var lutter stærke Prygle: de Danske, og jo større Faren blev, des glubskere tog de fat, saa det varede ikke længe, før de var ude, og saa lod Frode paa Timen støde i Basunen, for at Bagholdet kunde vide, hvad Klokken var slaaet. Disse forsømde sig da ikke heller, saasnart de hørde Varslet, men foer afsted, og fangede Lurendreierne i deres egen Snare, nedsablede Britterne, med samt deres Konge, i Tusindtal, og gjorde altsaa Frode en dobbelt Tjeneste, som Redningsmænd og Hevnere tillige.
Herved kom den danske Tapperhed for Orde i Vester-Leden, og Rygtet satte saadan en Skræk i Irerne, at de ikke vidste Bedre, end at belægge deres Kyster med Fod-Angler, for derved at giøre Land-Gangen vanskelig.
Hvad ellers Irernes Rustning angaaer, da er den baade let og nem, og mere beregnet paa at tilflygte end at tilkiæmpe sig Seieren; alt deres Baghaar rage de af, for at Fienden ikke, naar de flygte, skal tage dem i Nakken, deres Landser stikke de bag ud, og har megen Færdighed i at skyde baglænds med deres Kastespyd. Desaarsag er det ikke raadeligt at komme dem for nær, naar de fægte med Hælene, da man let, med Seieren, som det synes, i Hænderne, kan komme til at vende Næsen i Veiret; men Frode lod sig ikke narre af deres trædske Flugt, satte vel efter dem, men styrede sin Hidsighed, og foer i Mag. Herved lykkedes det ham, at fælde deres Høvding Kervil, og Broderen, som fulgde ham i Anførselen, overgav Landet til Frode, da han mistvivlede om at kunne forsvare det.
Uden selv at forbeholde sig det allermindste, uddeelde nu Frode alt Byttet til sit Krigsfolk, for klarlig at vise, det var ham slet ikke om Fordelen, men kun alene om Æren at giøre. Med den drog han nu, som Britters og Irers Overvinder, hjem til Dannemark, og lod saa Sværdet hvile i tredive samfulde Aar.
Hartad over hele Verden var nu de Danskes Navn og Tapperhed berømt, men Frodes Hu stod til at skaffe sin Krone en varig Glands, og Thronen Fasthed, og han stræbde desaarsag først og fremmerst, efter Lovens Strænghed, at rense Landet fra dets indvortes Fiender, fra Tyve nemlig og Voldsmænd, som er en Lande-Plage og Noget af det forgiftigste Utøi, hvormed et Rige kan være beladt. Hans Mening var i det Hele, at skaffe Folkene Roe, saa Kræft ei skulde fortære, hvad Sværd havde levnet, Ondskab ei hemme Fredens velsignede Strøm i sit Løb, hjemfødte Skarn ei forlænge Krigens Ulykker. Tilsidst, for at give et i Øine faldende Beviis paa, hvilken Ustraffelighed han havde indført, lod han et stort Guld-Armbaand lægge paa alfar Vei i Jylland, som ansaaes for Rigets Hoved-Stykke, og man kan jo nok vide, at Guldet stak Skarns-Folk i Øinene, og at alle lange Fingre kløede, men Frygten for uundgaaelig Straf beholdt dog Overhaand, og Guldet laae ligesaa sikkert paa Landeveien, kun bevogtet af den dybe Ærefrygt for Kong Frode, som i Skrin og Kiste, under Laas og Lukke. Som Stifter af saa mageløs en Lande-Fred blev Frode overordenlig berømt, og med Beundring talde man om ham, som efterat have, i Verden saa vide, under Blods-Udgydelse, omvundet sin Tinding med glimrende Seiers-Krandse, vendte sin Hu til at skabe almindelig Rolighed, saa Fredens yndige Blomst kunde opvoxe over Krigens blodige Fure, og Nederlaget endes med en lykkelig Opreisning. At Frode omgiærdede Alles Eiendom med Lovens stærkeste Hegn, det kom i Øvrigt fornemmelig af, at han fandt, det var Spot og Skam, om Tyve-Haand i Hjemmet skulde rane det Gods, som Fiendernes væbnede Arm havde været for kort til at naae!
I de samme Dage, der Krigens Lue var dæmpet, og Fredens Soel med sine livsalige Straaler beskinnede Landene, da behagede det den Frelsens og Saliggiørelsens Fyrste at komme til Verden, og til de Dødeliges Redning paatage sig deres Skikkelse. Derfor har man troet, at hin forunderlig dybe, livsalige Fred, som uden at forstyrres ved det mindste Vaabengnye, herskede da allevegne, at den maa ei tilskrives Verdens Herrer, men Guds besynderlige Forsyn, som magede det saa, at Tiden selv maatte iføre sig en saa usædvanlig og velsignet Dragt, for at bevidne hans Nærværelse, hvis Gierning Tiderne ere!
Imidlertid opstod der en Hex, som, i Tillid til den sorte Konst, hvori hun var vel forfaren, vovede at trodse Kongens Vrede, og opæggede sin Søn til at stjæle det store Liggendefæ; thi Straffen, sagde hun, lod sig nok undgaae, aldenstund Kong Frode nu gik paa Gravsens Bred, og Livet havde ondt nok ved netop at hænge i det gamle, svage, affældige Legeme. Vel indvendte Sønnen desuagtet, at Faren var for stor til, at han turde vove derpaa, men hun bød ham kun at være ved frit Mod, og forsikkrede, at enten skulde Kalven af en Hav-Koe, eller et andet uformodenligt Tilfælde afvæbne den straffende Retfærdighed, og derved lykkedes det hende virkelig at fordrive Sønnens Frygt, og bringe ham til at lyde hendes Raad.
I denne Handling saae Frode en formastelig og haanlig Trods, som han ei flux og nidkiær nok kunde lade den Trold-Kvinde og hendes Huus undgielde, hvorover han strax udskikkede af sine Tjenere, Nogle, som inden han selv kom, skulde gribe hende med Børn og Samt, og bringe dem for ham. Det vidste imidlertid Hexen forud, vilde skee, og skuffede med Koglerie sine Fiender, i det hun forvandlede sig i en Hoppes Lignelse, og siden, da Frode kom selv, paatog hun sig Skikkelse af en Hav-Koe, der med sine Kalve, thi dertil havde hun omskabt sine Sønner, gik og græssede paa Strand-Bredden. Kongen, hvem det Særsyn forundrede, befoel nu sine Tjenere at omringe de Sødyr, og formene dem Adgang til Stranden, medens han selv stod ned af Vognen, hvorpaa han for Alderdoms Skyld maatte kiøres, og satte sig paa Jorden, for at betragte det underlige Optog. Men, hvad skeer! Hexen, i Hammen af det store Sødyr, løb nu lige paa Kongen, og jog Hornet saa hardt ind i hans ene Side, at han fik Banesaar, og døde, som man jo maa sige, paa en hans Kongelige Høihed høist uværdig Maade. Den eneste Glæde hans Tjenere end kunde have, var den at hevne hans Død, og da det lykkedes dem med Kastespyd at fælde de Vanskabninger, kom hele Kogleriet for en Dag, thi Ligene laae der, som Menneske-Kroppe, men med Dyre-Hoveder!
Et saadant Endeligt fik da den over hele Verden høilig berømte Kong Frode, men skaaret op og balsameret giemdes end i trende Aar hans Liig af Dannemarks Høvdinger, som ogsaa ønskede at dølge hans Død for udenlandske Folk, af Frygt for, at, blev den bekiendt, vilde flux de undertvungne Lande falde fra. Saaledes skulde da, efter deres Mening, Skyggen af Frode forsvare de Erobringer han fordum selv havde gjort i levende Live, og de Undertvungne, af Ærbødighed for ham, fremdeles udrede den aarlige Skat.
Saa førdes da det afsjælede Legeme omkring, ei som et Liig paa Baar, men i en Kongelig Bærestol, som en afmægtig Olding, hvis Tjenere maatte komme hans Skrøbelighed til Hjelp, og det maa man vel kalde kongelig Stort, end efter Døden at behandles saa hæderligt af sine Venner!
Endelig, der Liget dog tilsidst gik i Forraadnelse, og Opløsningen kunde ei længer forsinkes, da stædte man de Kongelige Levninger til Jorde ved Være-Bro i Siælland, under den Forsikkring, at her, i Hjertet af sit Rige, havde Frode saa inderlig ønsket, naar han døde, at hvile sine Been!
Død var nu Frode, og død havde Rygtet løiet Fridlev, som opfostredes i Rusland, og da det nu saaledes syndes, som Frode fattedes en retmæssig Arving, og Kronen nødvendig maatte vige fra den gamle Konge-Stamme, saa skiønnede Dannemænd ei rettere, end at Den maatte være Spiret værdigst, som, til Frodes Herliggiørelse, prydede hans friske Gravhøi med det bedste Mindes-Mærke, og overantvordede til Efter-Slægten i et prægtigt Efter-Mæle den hedenfarne Konges Ihukommelse! Henrevet af saa glimrende en Udsigt, stræbde Hjarne, en udmærket Dane-Skjald, at reise den herlige Afdøde i Sang et værdigt Mindes-Mærke, og gjorde, paa sin eenfoldige, ulærde Viis, et Riim, hvoraf Meningen, udtrykt i et fire Liniers Omkvæd, var kortelig denne:
Heel længe den Døde man førde om Land,
Hvis Liv var al Dannemarks Glæde,
En Græstørv nu dækker den giæveste Mand,
Som havde paa Konge-Stol Sæde!
Ja, Dannemænd ønsked med Hjertens Attraa
Udødelighed for den Gode,
Nu hvælver sig aaben den Himmel saa blaa,
Og blid over Støvet af Frode!
Med Dannemarks Krone fik Skjalden sit Kvad betalt, og for Frodes Eftermæle bortskiænkedes hans Rige: et større Stykke, end man skulde troe, lod sig opveie med nogle faa sammenføiede Linier. Det maa man sige, var at faae et sligt Klenodie for Røver-Kiøb, og med et ringe Riim blev her en Brage-Løn forhvervet, som vidt overgik hvad man har hørt om Beviserne endog paa Keiserlig Rundhed; thi selv den forgudede Julius Cæsar lod det være Nok, at lønne sine mange og store Bedrifters Tolk og Tunge med Romersk Borger-Ret, men her bortødslede en alt for rundhaandet Almue et heelt Konge-Rige paa en Bonde-Søn. Vel gaaer der Ord af Scipios Gavmildhed, men den kan dog ei heller taale nogen Sammenligning med de Danskes, thi det var jo kun med det røde Guld han stræbde at opveie Jern-Fliden, hvormed hans Levnet og Idrætter vare beskrevne, men her saae man en ringe, ulærd Mand for et Par Riim at begaves med Spiret!!
![]()