Til Bernhard Ingemann i Anledning af Ingenting.

Til Bernhard Ingemann i Anledning af Ingenting

See Athenes Februarius.

. Hør mig, Frænde kiær i Brage! Hør min Sang om Ingenting! Ingenting i vore Dage Er den store Tryllering, Hvori Alt sig rører, speiler, Hvormed Aanden Alt beseigler. Ingenting for Muldvarp-Vrimlen Er det største Undersyn, Ingenting er Gud i Himlen, Ordets Røst og Aandens Lyn, Og som Ingenting opveier Tiden Alt hvad Tiden eier. Ingenting heraf du lære, Lære Tiden at forstaae, Agte for din største Ære Af dens Aand at nævnes saa; Ingenting paa Tidens Tunge Er hvad Skjalden skal udsjunge. Hør Athene da berømme Ridder-Skaren hærdebreed, Seraphines Kirke-Drømme, Og Balsores Kjærlighed! Eet og Alt jeg skulde mene Ingenting er i Athene. Lad kun Ugle-Ungen flyve Fornem over Kirketag, Sig i Mosedynd fordybe, Deri finde Hold og Smag! Seraphine ei om Smagen Strides vil paa Fastedagen. Lad kun Andre konstig bygge Kroppe ret med Kjød og Blod, Mens du tegner from en Skygge Af hvad dig for Øie stod! Vi paa Sandheds Legem bygge, Naar vi tegne troe dens Skygge. "Mal du trøstig kun i Vandet! Tegn kun du i Tidens Vand, Paa den Øe hvor du er strandet, Skyggen af dit Fædreland!" Vist den skal i Ebbe-Stunden Findes klar og fast i Grunden. Vær du kun dig selv en Gaade, Som en Blomst paa Havets Bund Aldrig, hvo sig selv vil raade Vorder Hjerte-Gaadens Mund, Glimt af Herrens Gaade-Kierte Er det Lys vi har i Hjerte. Gud indaandet har af Naade Støvet Gnist af Guddomsliv, Læse kun vi kan, ei raade Runen i det Skaberbliv, Kun som Kjærlighedens Gaade Støvet føler Herrens Naade. Vist i Tidens Morgenrøde Som et Speil af reent Chrystal Maatte skues, maatte gløde Aande-Sjælens Gaadehald, Men ak! den sig lod fordunkle, Kan i Anelser kun funkle. Kun med Længsler, rene, ømme, Blundende i Herrens Fred, Hjertet kan i Gaade-Drømme Ane Støvets Herlighed, Og i Troe paa Tidens Fylde See det sig i Glands forgylde. Kjærlighed er Livets Kilde, Raabes nu fra Syd til Nord, Og kun i dens Straaler milde Klarer sig den mørke Jord. Ak, men det er Vellyst ene Verdens Folk i Hjertet mene. Troe kun ei at Kjærligheden Har sit Legeme paa Jord! Synligt var det kun herneden, Der det straalende opfoer, Og til Det igjen nedfarer, Kun i Aanden aabenbarer Kjærligheden sig paa Jord. Kun naar vi i Troe fortrolig Favne hvad vi aldrig saae, Kan i Aandens Gaade-Bolig Fødes hvad vi ei forstaae, Fødes hvad, naar Tid bortfarer, Legemligt sig aabenbarer. Lad da sig i Troe forklare Fromme Skjald! din Kjærlighed! Da skal Aanden aabenbare For dig hvad du end ei veed, Hvad Balsore heed herneden, Og hvorlunde hun foer heden. Da du skal i Vuggen finde Hvad du aldrig drømde om, Barnet lege skal derinde Som du dunkelt ihukom, Tonen du ei kan frembringe Skal dit Hjerte gjennemklinge. Da skal Billeder du tegne Som har Liv og Kraft og Glands, Skjøndt al Vift fra Himlens Egne Er kun Luft for Kjødets Sands; Barnet, som i Hjertet bygger, Leger da i Lundens Skygger. Men, o Frænde! bie saalænge! Hold din Skygge klar og reen, Om saa hele Verdens Drenge Raabde efter Kjød og Been! Selv de svage Glimt og Skygger Glæde Barnet hvor det bygger! Frænde! tør jeg end dig raade! Spild paa Fyrværk ei din Ild! Udspind ei din Hjerte-Gaade Verden til et Skuespil! Skyggen, der sig vil fordobble, Brister som en Farve-Bobble. Hvad vil du i Brynje-Særke? Hvad gjør du paa Kæmpeval? Hvad vil Nattergal og Lærke Lære i den Riddersal? Vil de Minnesangen nemme Som har ret i Kjødet hjemme! Vil du vel i Kampens Bulder Døve Øret for den Sang, Fuglen kvæder paa din Skulder Med saa dyb en Veemodsklang, Vil du under Pandser-Ringe Sønderknuse spæden Vinge? Hører du den Røst fra Oven, Du din Moders sidste Søn! Hører du det Suk fra Skoven! Hører du ei Bjergets Drøn! Kan du slige Røster glemme Over Døgnets Daare-Stemme! Aldrig lærer du at sjunge Hvad dit Øie aldrig saae, Runerne paa Sagas Tunge Seent du lærer at forstaae, Hvo som tale skal med Helte Fødes maae med Sværd ved Belte. Seer du ei hvor Laura græder Ved Massaniellos Grav? Havde han i Fisker-Klæder Stille stirret dybt i Hav, Han da havde vist i Sundet Perler til sin Laura fundet. Stenen vilde han bortvelte Som i Drømme den kun saae, Meende ei at Herrens Helte Røverdolken maae forsmaae, Vilde sig med Trods i Sinde Martyr-Navn og Krone vinde. Stakkels Blanca! hvor hun bøder Haardt for sit Heltindenavn, Søger, i hvor fromt hun gløder, Frelse i en Niddings Favn, Var hos Blomsterne hun blevet, Havde hun som Dronning levet. Arme Hyrde fra Tolose! Hvi blev du Al Mahoms Søn? Medens Riddere dig rose, Du fortvivler selv i Bøn. Hvorfor blevst du ei hos Hjorden? Der du varst en Konning vorden. Ingemann! o hør mig Frænde! Visselig du farer vild, Ved paa Pinebænk at spænde Hjertet til et Sørgespil, Lader du det længer bløde Sørger det sig brat til Døde. O! gid standse jeg dig kunde I det dyre Væddeløb, Vende dig til Bøgelunde, Og til Rosen i sit Svøb! Men ak! end i Blod du kvæder, Skaren klapper, Barnet græder. O! hvor skulde det mig smerte Om du over Daarers Roes Glemde Rosen i dit Hjerte: Kongelige Arvegods, Eller vided ud den Spæde Til et Sommerfugle-Sæde! Nei, o Ven! som Ædelstene, Bedre end din Skjald sin Ring, Gjem hvad Tiden og Athene Kalde Tant og Ingenting! Hvis du taber hvad de vrage, Ingenting du har tilbage. Stir paa Rosen i dit Hjerte! Elsk den i sit grønne Svøb, Til den under Himlens Kierte Springer ud i Tidens Løb, Runer paa dens Blade findes Om hvad Saga ikke mindes. Runer paa dens Blade stande, Ristede af Fimbultyr, Om de gamle stærke Vande Og om Midgards-Ormens Byrd, Ja om Balders Bane-Tue, Og om Surturs lumske Lue. Dog langt meer end slige Stave Gjemmer Rosen i sit Skjød, Staaer den blye i Herrens Have, Er dens Duft og mannasød, Himmel-Perler den bedugge, Skjænke venlig Sang for Sukke. I de Perler aabenbarer Edens Rose sig med Glands, Støvets Rose sig forklarer Efter den for Aandens Sands, Og forklaret Rosen svinger Sig fra Jord paa Fugle-Vinger.

N. F. S. Grundtvig.