Heimdall. Dansk Nyaars-Gave for 1816 ved N. F. S. Grundtvig, Præst. Lob, Ehr sey Gott im höchsten Thron Der uns schenckt seinen ein'gen Sohn! Des freuen sich der Engel Schaar Und singen uns solch neues Jahr. Morten Luther. Kiøbenhavn. Trykt paa Andreas Seidelins Forlag, hos Hofbogtrykker N. Christensen. Fortale. Meget kunde der i Anledning af disse Smaadigte være at sige, men da Erfaring har lært mig, at Man bedømmer en Bog lige skiævt, hvad saa end Fortalen siger, vil jeg heller tie. Vel har jeg besluttet, vil Gud! at vænne godt Folk af med den Vane, offenlig at fatte sig saa kort og godt som hidindtil om mine Bøger, men det skal være paa en anden Maade, end ved at præke for døve Øren, det skal skee ved at lee dem op i deres aabne Øine, en Ting ieg forresten gierne vilde undgaae og har her ikke mindste Lyst til. Jeg vil derfor ikkun bemærke, at Norne-Giæsts Eventyr er oversat af Olav Trygvesens Saga, i den Skalholtske Udgave, at Kvadene om Jylland og Norge ere fra i Fior, men har, som Man let seer, i Aar faaet adskillige Tillæg, og at jeg med Villie ikke har henviist til de mange Stæder hos Saxo og Snorro som maae kiendes, før mine Riim forstaaes, thi uden fortroligt Bekiendtskab med Krøniken i Almindelighed og med Fædrenelandets i Særdeleshed forstaaer Man mig dog i Grunden slet. Endelig vil jeg bede de Faa der bekymre sig om min Skrift, tilligemed denne lille Bog at læse den om Europa, Frankrig og Napoleon, thi de kan oplyse hinanden; og ere, ret forstaaede, et ganske fornøieligt Nyaarsvers til Thyra Dannebod. Kjøbenhavn, den 16 Decbr. 1815. Til Dana. Moder! Guld og grønne Skove Var fra Hedenold din Lyst, Efter dem paa dybe Vove Stævned du til fierne Kyst, Guld og Grønning har du fundet, Dog er hardtad nu forsvundet, Hvad Du fandt paa Verdens Hav. Guldet gik saa brat til Grunde, Ligger nu paa Havsens Bund, Alt som Aarene henrunde, Tyndedes din Bøge-Lund; Hvem tør dig vel dristig love Atter Guld og grønne Skove, I den staalgraa Vinter-Old! Søgde du paa Havets Strømme Ikkun Verdens Flitter-Guld, Elsked du i Barne-Drømme Kun den Bøg med Rod i Muld, Lad da Verden dig kun love Atter Guld og grønne Skove, Du dem venter dog omsonst. Var dig Muldets Gylden-Stykke, Samfunds-Tegn for Klang og Glands, Elsked du kun som en Skygge Bøge-Lundens lyse Krands, Da tør, Moder! dig jeg love Røden Guld og grønne Skove, I den staalgraa Vinter-Old. Moder! Moder! ei besmykke Tør og vil jeg dine Brøst, Længe efter tomme Skygge Greeb og jaged du med Lyst, Søgde Guld og grønne Skove Ved at bryde Troe og Love: Dane-Lov og Christen-Dom. Men, lod du dig end besnære Til at bryde Troskabs Eed, Aldrig kan dog Rust fortære Danas gamle Kiærlighed; Den er nær med det beslægtet, Som forgiort du har fornægtet: Med det klare Himmel-Guld! Ja, dig vinked Edens Smykke I saa mangen hellig Stund, Da dig glæded kun som Skygge, Blanke Muld og grønne Lund, Vilde da dig Verden love Røden Guld og grønne Skove, Ei til Løftet slogst du Lid. Kun naar underlig gienføde Kunde sig for Aandens Sands Tidens svundne Morgenrøde, Jorden i sin Morgenglands, Da kun turde du dig love Røden Guld og grønne Skove, Som du dunkelt kom ihu. Derfor fra din gode Vætte Toner giennem Volas Sang Sagnet sødt om Idas Slette, Sødt men dog med Vemodsklang, Der ei saaes Helte-Gierning, Men kun Legen med Guld-Terning I den grønne Gudevang. Derfor byder høit din Vole Med sit dybe Tonefald, Aserne paa Gude-Stole Tavshed midt i Odins Hald, Det tør Heimdals Frænke vove Thi hun mindes grønne Skove, Som er siunkne under Muld. Flux fra Balders Bane-Tue Svinger Vola sig med Sorg, Skimter kun bag Surturs Lue Røden Guld paa Gimle-Borg; Kun naar Valhal gaaer til Grunde, Seer hun eviggrønne Lunde Løfte sig af Havets SkiødAt slige dybe, gaadefulde Toner virkelig klinge giennem Volas Sang veed enhver, hvem den giennemklang.. Da er ved en Helte-Gierning Igienfødt den første Jord, Atter triller da Guld-Terning Paa det grønne Tavlebord, Da i Glandsens blanke Vove Svømmer Guld og grønne Skove, Da er Hiertets Drøm opfyldt. Dana! det var dette Hierte Som blev skabt af Himlens Gud, Til i Skin af Ordets Kierte At forklares til Hans Brud, Derfor maatte sig derinde Morgenrødens dunkle Minde Fæste som en Glemmigei. Dana! det var denne Tunge Som blev skabt til Svanesang, Til i Chor de Kvad at siunge Som fra Davids Harpe klang, Derfor søde Vemods-Toner Bøge-Lundens grønne Kroner Giennemklang fra Old til Old. Derfor da i Dane-Vangen Hørelse ieg fik som Skiald, Rørde saa mig Gaade-Sangen Med det dybe Tonefald, Kiært mig var hvert Kvad af Brage, Men ieg fandt dog aldrig Mage, Til den dunkle Vølu-Spa. Derfor, som du nu kan høre, Der ieg Gud min Tunge gav, Fødtes Toner i mit Øre, Som ei synke i min Grav, Men skal lege for mit Øre, Naar jeg mat ei meer kan røre Tungen i din Bøgelund. Derfor, som du skalst fornemme, Der ieg Gud mit Hierte gav, Lignelser af det derhiemme Sænked sig i gyldne Rav, Speilede sig i mit Hierte, Saa i Skin af Ordets Kierte Der din Søn fik Syn for Sagn. Derfor, maatte ieg end kvæde For dig, Moder! som for Steen, Maatte uden Sønne-Glæde End ieg lægge mine Been, Rolig gik jeg dog til Hvile, Sukkende ieg vilde smile, Thi ieg veed din Time slaaer. Ja ieg veed, engang dit Hierte Smelte skal for Herrens Lyn, At i Skin af Ordets Kierte Skal for Sagn og du faae Syn, At som jeg og du skal love Gud for Guld og grønne Skove, Midt i verdslig Fattigdom. Ja, naar du med Suk maae siunge: Fugl har Rede, Ræv har Grav, Jeg har kun min Fugle-Tunge, Og min tørre Ranke-Stav; Trøstig skalst du eftersige: Fattig Fugl giør mange rige; Siunge sødt: Halleluja! Indhold. Fædrene-Aaret Side 1. Norne-Giæsts Saga – 22. Efterklang – 60. Freden – 72. Af Jyllands Riimkrønike – 94. Høstgildet – 188. Til Norges Heltedigt – 196. Rettelser. S. 97 L. 5. end for med. – 184 – 10. Vendilfkag for Vendilflag. – 222 – 8. Fjølsvins for Fjølseins. Fædrene-Aaret. Velkomst i Vaar til Danner-Kongen. Velkommen tilbage Du Konge saa prud! Velkommen tilbage! Velsigne Dig Gud! Velkommen tilbage Fra fremmede Land! Velkommen tilbage Til Dannemarks Strand, Til Østersalts Vove, Til Dannemarks Skove, Til Skjoldungens Konningebye! Med flygtende Sommer Du foer over Sund, Nu hilser Skiærsommer Dig atter i Lund, Nu grønnes de Vange, Du gule forlod, Og Bygblade prange Hvor Stubbene stod, Nu leger Skiærsommer Med duftende Blommer, Og Fuglene fløite i Lund. Som Fader til Vaaren, Sin Skaber til Spot, Besynger kun Daaren En æresyg Drot, Vi veed, over Solen Han bygger i Løn, Som klæder Fiolen Og Lilien skiøn, Som Skovene kroner, Og liflige Toner Indaander i Fuglenes Bryst. Den Herre vi love For Vaaren saa mild, Den Herre vi love For Kongen saa gild, Den Herre vi love For Stammen saa prud I Dannemarks Skove Med herlige Skud: For Fredrik hin Milde, Og Fædrene gilde, For Ætten af Dan og af Skjold. Den Herre vi prise, Som vilde i Lund Et Varsel os vise For store Miskund, Thi blomstrende Dage Det lover og spaaer, At Kongen tilbage Nu kommer i Aar, Mens Egene skyde, Og Lundene lyde Af Sang fra den blommede Bøg. Ja, blomstrende Dage Det lover og spaaer, At end kom tilbage En Fædrene-Vaar, Med Kongen den kommer Tilbage i Aar, En liflig Skiærsommer Den lover og spaaer, Ja Fædrenes Dage De komme tilbage, Og Konge! de komme med Dig. Lad Verden kun haane Vort Fædreneland! Kiærminderne blaane For Skjold og for Dan, Og Skjoldungen finder Sit Dannemark troe, Saalænge Kiærminder I Skovene groe, Ja, glade vi flette Kong Fredrik den Sjette En Krands af Kiærminderne blaa. Ja milde Skiærsommer Fra Fædrenes Old Udklækker og Blommer Til Kongen saa bold, Thi de høre sammen I Æt og i Kaar, Dem Begge med Gammen Vi hilse i Aar, Vi maatte undvære Dem lidt for at lære At længes derefter igien. Det lød over Vange Fra Keiserens Stad, Om Kongerne mange, Som ginge paa Rad; Da svared den Frue, Den Mark under Liin: Lad glimre og lue! Lad hver tage sin! Jeg ingen misunder, Jeg længes og stunder Kun efter mit Skioldungeskud. Det, Konge! tillige Jeg føler paa Stav, For Keiserens Rige Ei Marken Du gav; Ja, for mig det klinger, Du mangen en Gang Paa Længselens Vinger, Til Marken Dig svang, Og lysted at skue Dens Høieloftsbue, At skue det troeste Folk. Som Lykke og Seier, Som blæsende Vind, Saa vender og dreier Sig Daarernes Sind, I Dag de ophøie En Herre til Skye, I Morgen med Møie De unde ham Lye; Men trofast i Nøden, Ja, troe indtil Døden Er Danmark denstund det er dansk. Lad Ørne sig flokke Til blodige Dyst, Hvor Ligene lokke Paa Field og paa Kyst! Dog Løven ei bæver For Ørnenes Kloe, Hvor Dannebrog svæver, Er Seier og Roe; Hvor Bøgen sig maier, Der Dannebrog vaier Kong Frederik! over Din Stoel. Ja, flyttes end Bierge, Og sortner end Soel, Skal Dannebrog værge Din Mark og Din Stoel, Naar Herren os finder Derunder med Troe, Saalænge Kiærminder I Skovene groe, Og Sønner skal binde Saamangen Kiærminde I Krands for det Banner fra Gud. Dog, Konge! mig tynger En eneste Sorg, Og sukkende synger Jeg end for Din Borg: Gud give Dig Naade, Du Konge saa god! Med Viisdom at raade Paa Jammeren Bod! Ak! det er vor Jammer, At troende flammer Ei Hiertet af Kiærlighed meer. O! hør hvor de raabe Paa Sølv og paa Guld, Og stole og haabe Paa Støv og paa Muld! O! see det med Smerte, At Fædrenes Troe Og Fædrenes Hierte I Gravene boe! O see det med Smerte, At Dannemarks Hierte Det banker saa døende svagt! Ak, derfor vor Moder Fik Sorrig og Harm, Ak, derfor vor Broder Blev slidt fra vor Barm, Ak, derfor vi savne Den Kvist af Din Rod, Kong Christians Navne Af Christians Blod, Som skulde indtage I kommende Dage Vort Hierte, Din Mark og Din Stoel. O! vel maae vi sande, Hvad Fædrene sang, At tætte ei stande De Stene i Vang, Hvis Sønnen ei stander Ved Faderens Grav, Hvis Kongen til Grander Maa række sin Stav; Ja dødt er et Rige, Naar Spiret maae vige Til Side fra Konningerad. Din Stamme er lignet, O Konge saa prud! Ved Davids, og signet Af Fædrenes Gud, Saa Søn efter Fader Paa Kongestoel sad, Og hvis nu aflader Den Konningerad, For Synderne mange Fra Dannemarks Vange Er veget Guds store Miskund. O gid dog at Sorgen Derover blev stor I Hytten og Borgen, I Fædrenenord, Saa Unge og Gamle, Saa Store og Smaa Sig vilde forsamle Til Kirke at gaae, Med Anger og Smerte Med blødende Hierte, Og bede om Fædrenes Troe! O kommer, ja kommer Ei Fædrenes Troe, Da monne vor Dommer I Fædrene boe, Da Fædrene svinge Sig fra deres Børn, Da spreder sin Vinge Den graadige Ørn, Da brister i Smerte Det døende Hierte, Og aldrig det banker igien. Ja, skulde hensove Den hellige Troe, Da aldrig i Skove Kiærminderne groe, Da flygter den Fane Vi finge fra Gud, Da saares til Bane Vor Løve saa prud, Og Skjoldungestammen Nedsynker i Flammen Af Dannemarks Dødningebaal. Dog, Gud det kan bedre, Skiøndt Faren er stor, Kun som Dine Fædre Du elske Hans Ord! Da Ordet skal vække Den slumrende Troe, Og trindt skal ved Bække Kiærminderne groe, Dem Sønner skal flette For Fredrik den Sjette Og for Hans Maria i Krands. Ja, fromme Marie, Du Konningebrud! Ja, milde Sophie, Du Dronningeskud! O, vær Du vor Tunge! O, vær Du vor Tolk! Og giennem Dig sjunge Det troeste Folk: “Med Fædrenes Sommer Og Hierte Du kommer, Velkommen Du Konge saa kiær!” Med Dig vi forene Da ogsaa vor Bøn, At Gud vil forlene Vor Konge en Søn, De Døttre en Broder At tage i Favn! Saa Konninge-Moder Maa vorde Dit Navn; Saa end paa det Sidste Med hellige Kviste Maa skinne det Skjoldungetræ! Ja, giver i Norden Kun Troen et Skud, Som dristig fra Jorden Sig hæver til Gud; O! da tør jeg sige, Om Hiertet saa let: Ei Spiret skal vige Fra Frederiks Æt, Saalænge i Norden Sig løfter fra Jorden En Throne paa Mark og paa Fjeld. Ja, hvis Du omvinder, O Konge saa bold! Dit Spir med Kiærminder Fra Christians Old; Da tør jeg forjætte, Om Hiertet saa let, Kong Fredrik den Sjette En Kongelig Æt, Og Spiret, forynget, Med Palmer omslynget, Skal blomstrende gange i Arv. Vel synes forvoven, O Konge, min Sang, Men Toner fra Oven I Hierte mig klang, Jeg saae i det Dunkle Dit Spir med sin Krands, Saae Kronerne funkle Paa Ætten i Glands, Og glad maae min Tunge De Syner udsiunge, Som ei jeg begriber men troer. O høibaarne Konning Af Skjoldungerod! O frugtbare Dronning Af Skjoldungeblod! Sig Tonerne svinge Til Hallen fra Vang, O, lader indklinge I Hiertet min Sang! Hvis troelig den giemmes, Den aldrig beskiæmmes, Thi den er undfanget i Troe. Det klarer, det klarer Saa høit under Pol, Og brat aabenbarer Sig Dannemarks Soel, O! Konge hin Giæve! Da vorde kun froe! Lad Dannebrog svæve Paa Hallen og troe! Da Sorgen forsvinder, Da voxe Kiærminder I Rosenborg-Have paa nye. Paa Christians Kiste Den dalende Soel Dig kaldte den Sidste Paa Konningestoel; Men over Dit Rige, Som over Din Grav Skal Solen opstige Saa gylden fra Hav, Og aldrig neddale, Før hellige Svale Forkynder den evige Soel. Fra Oldtidens Dage, O Konge saa bold! Der klinger en Sage Om Ætten af Skjold, At gierne den hørde Paa kvædende Skjald, Naar Tungen han rørde I Høielofts Hald, At Skjaldene ginge Med Sværde og Ringe Men aldrig tomhændet af Hald. Ei Ring jeg behøver, Thi Ringen saa bold, Som Dannemarks Løver Omringer i Skjold, Mig idelig minder Om Skjoldungekuld, Mig fastere binder End Ringe af Guld, Ja, Fædrenes Minde Og Kiærlighed binde Mig fast til min Fædrenedrot. Ei Sværd med Guldfæste Jeg ønsker til Lod, Et Sværd som det bedste Med Eg og med Od, Det haver jeg fundet I Kiærligheds Ord, Det har jeg ombundet Med Sandhedens Gjord, Til Sværdet ei Brage Selv eiede Mage, I Brageløn vindes det ei. Nei, Guldstøv og Ære Ei kan eller maae Den Brageløn være, Mig lysted at faae; Kun Rum til at tale Guds hellige Ord I Kirkelofts Sale Til Frelse for Nord, Saa Fædrenes Dage Maae vende tilbage, Saa vi maae forsamles til dem! Man tænker at Ordet Som vandred saa vidt, Nu gammelt er vordet, Og sygt og forslidt, Men salige Fædre Paa Skjoldungestoel De kiendte heel bedre Den Aandernes Soel, Hvis glødende Tunge Kan evig indsjunge Guds Kraft og Guds Fred udi Sind. Med Fædrenes Hierte Du sidder paa Stoel, Og skuer med Smerte Den dalende Soel, O føl! vi behøve Et Fædrene-Aar! O lad mig dog prøve Hvad Ordet formaaer! Dog nei, ikkun prøve Om Dannemarks Løve Har Løven af Iuda forglemt! Jeg raaber, jeg raaber Til Kongen saa prud, Jeg haaber, jeg haaber Paa Himmelens Gud, O, lad ikke lyde Forgiæves min Sang! Engang skal den fryde Din Siæl med sin Klang, Naar Skyerne vige, Og over Dit Rige Du seer den opstigende Soel. Norne-Giæst (et Skiemtesagn). Det var engang, som Man fortæller, at Kong Olav Tryggesøn holdt Huus i Trøndelagen, og som han sad en Dag da det lakkede ad Aften, kom der en fremmed Mand ind i Stuen og hilsede med høviske Ord og Gebærder. Kongen tog blidelig imod ham og spurgde hvem han var? Jeg heder Giæst, svarde han. Ja, sagde Kongen, her er du rigtig nok en Giæst, ihvad du saa hedder. Nei, Herre, svarde Giæst, det var saamænd' mit ordenlige Navn jeg nævnede, men Eders Giæst vilde jeg ogsaa gierne være, om det var tilladt. Det skal ikke komme derpaa an, sagde Kongen og dermed var Samtalen ude for den Gang, thi det var paa de Tide Man gik i Aftensang, og da Kongen kom derfra og havde spiist Nadvere gik han til Sengs og Hvile uden at tale videre med Giæst. Om Natten, da alle Mand sov i Herberget, vaagnede Kongen, og som han laae og læsde sine Bønner, syndes han der kom En ind i Stuen ad lukde Dørre, ligesom en Alf eller en Nisse, og gik omkring fra Seng til Seng, men tilsidst blev han staaende udenfor een Mands Seng og sagde: hillemænd, hvilken Laas var ikke det for et tomt Huus! Folk siger nok at den Konge er saa klog han kan høre Græsset groe, men det kan jeg ikke melde noget om, aldenstund han sover nu saa hardt. Dermed gik Alfen ud som han kom ind, ad lukde Dørre, men om Morgenen tidlig sendte Kongen sin Smaadreng hen at see efter hvem der havde ligget om Natten i den Seng hvor Alfen stod stille, og det viisde sig da, at det var Giæst der laae. Derpaa lod Kongen ham kalde og spurgde: hvis Søn han var? Min Fader heed Thord, svarde han, men de kaldte ham ellers Thingbider, han var en Dansk Mand og boede nede i Dannemark i en Bye som heder Grønningen. Du er mig en dygtig Karl, sagde Kongen, thi Giæst var anderledes rask i sin Mund end Folk er fleest, og en stor, bredskuldret Karl, for Resten noget til Aar. Han bad om Forlov til at opholde sig enstund i Kongens Gaard, men saa spurgde Kongen om han ogsaa var en christen Mand? Dertil svarde Giæst at han var korset men ikke døbt, og der havde det Ord hiemme som Alfen lod falde om Laasen, thi Giæst korsede sig om Aftenen ligesom andre christne Folk, men var dog i Grunden en Hedning. Kongen vilde nok give ham Lov til at blive, men, lagde han til, længe kan du ikke være i Gaarde hos mig uden Daab; men har du ellers lært Noget? Ja, svarde han, at lege paa Harpe og fortælle Sagn saa det er en Lyst at høre. Skam skulde dog ellers Kong Svend faae, sagde Kongen, at han lader udøbte Folk reise ud af Riget og fare Lande om! Nei, svarde Giæst, det er saamænd ikke Dannekongens Skyld, thi jeg reisde fra Dannemark længe førend Keiser Otto lod Dannevirke brænde, og nødte Harald Gormsøn og Haagen Blot-Jarl Christendommen paa. Saaledes giorde Kongen Giæst mange Spørgsmaal og de fleste redte han sig godt og snildelig fra, og det skal have været i Kong Olavs tredie Regieringsaar at denne Handel gik for sig. Det var altsaa det samme Aar som de saakaldte Grimer kom til Kongen med de to Grimshorn som Godmund i Glæsvol sendte ham til Foræring, tilligemed anden Beskeed som de havde til Kongen og som vi siden skal høre, men for nu at komme til Giæst igien, saa blev han da i Kongens Gaard og fik Sæde yderst paa Giæstebænken. Han var en Mand som havde Levemaade og tækkelige Lader, var godt lidt og høit anseet af de Fleste. Kort efter, henimod Jul, kom Ulf hin Røde med sit Mandskab til Kongens Gaard, thi om Sommeren var han ude i Kongens Ærende og var sat til at holde Kystvagt i Vigen mod de Danske, som vilde hærge der om Høsten, men i den strængeste Vintertid pleiede han at være hos Kongen. Ulf havde mange rare Klenodier med sig som han havde sanket om Sommeren, og iblandt Andet havde han en Guldring som heed Netting, den var nettet sammen paa syv Steder og hvert Stykke havde fin Farve. Den samme Ring var af meget bedre Guld end andre Ringe, og Ulf havde faaet den af Lodmund Bonde, men ellers havde den tilhørt Kong Half som var Mesteren for de navnkundige Halfs-Kiæmper, og de havde faaet den tilligemed andre Klenodier, da de kuede Kong Haldan Ylfing, og nu havde Lodmund givet Ulf den, paa det Vilkaar at han skulde gaae i Bøn for ham hos Kong Olav. Da nu Kongen helligholdt Julen med stor Pragt i Trøndelagen, skedte det paa den ottende Høitidsdag at Ulf hin Røde gav ham Ringen Netting, og Kongen takkede ham saavel for denne Skiænk, som for al hans troe Tieneste i den forbigangne Tid. Folk sad tykt og drak der i Træhuset, thi Steenhaller vidste Man dengang ikke af at sige i Norge, Ringen gik rundt fra Haand til Haand og blev skaadet og rost, og Mage til Guld som den Ring var af kunde Ingen mindes at have seet nogentid. Endelig gik den ogsaa rundt paa Giæstebænken og kom til den fremmede Giæst, men han saae knap til den, satte ei engang Stoben han havde i Haanden, men flyede Ringen skiødesløs tilbage over Handleden, lukkede ikke sin Mund op om det Klenodie, men blev ved at snakke og gantes med sine Naboer. Nu spurgde Skiænkeren som gik for Borde nede hos Giæstekarlene, om de syndes godt om den Ring? ja, overmaade godt, sagde de, undtagen den nykomne Giæst han huer den ikke, men han har sagtens Skade paa Øinene siden han ikke ændser saadant et Stykke. Skiænkeren gik op til Kongen og sagde lige med de samme Ord hvad han havde hørt, og hvorlidt den nykomne Giæst brød sig om det Klenodie da det blev ham viist. Ja, svarede Kongen, den nykomne Giæst har mere inde end I veed af, og han skal komme til mig i Morgen og fortælle mig nogen Sagn. Imidlertid sad Giæsterne dernede paa Bænken og snakkede op, og spurgde den nykomne Giæst om han da havde seet Mage til den Ring eller kanskee en der var bedre endda? Ja, svarede Giæst, siden I forundrer Jer saameget over at jeg giør saa lidt af den Ring, saa skal jeg aldrig nægte, at jeg har seet Guld der ikke var et Gran slettere, men snarere Tak til. Nu slog da Kongens Folk en Skoggerlatter op, og sagde at det var kostelige Løier, og spurgde om han turde slaae til Væds med dem om at han havde seet Mage til Guld saa godt, og kunde give Syn for Sagn. Tør du nu vove din Kniv og dit Belte, sagde de, saa sætte vi fire Mark Sølvmynt lige imod, og saa skal Kongen dømme os imellem. Ja, sagde Giæst, har jeg engang givet mig i Lav med Jer, faaer jeg vel at holde Trop, og det er et Ord, jeg indgaaer det Væddemaal som I har sagt, hvem Kongen holder med, skal have vundet. Dermed var den Tale ude. Giæst tog sin Harpe og slog den med Snilde til langt ud paa Aftenen, saa alle Mand fandt at det var en Lyst at lyde derpaa, fremforalt der han saa mesterlig spilde Gunnars Vise og endte med Gudruns Kvide hin gamle som ikke før var hørt i Kongens Gaard. Derpaa gik Man til Sengs, men om Morgenen da Kongen havde været i Fromesse og var kommet hiem og havde sat sig ved Davrebordet med sit Hof, da gik Skiænkeren tilligemed Giæst for ham at staae, hvor han sad paa sit Høisæde, og fortalde Sagen og sagde hvad Væddemaal de havde giort. Hvad mener I jeg bryder mig om jert Væddemaal, svarde Kongen, I har sagtens havt en Taar paa Skallen da I fik Lyst til at sætte jeres Penge paa Rente, og jeg troer det er bedst at lade det Hele gaae overstyr, allerhelst ifald Giæst er dermed tilfreds. Nei, svarede Giæst, jeg paastaaer at det skal gaae efter vor Aftale i alle Maader. Ja, sagde Kongen, kiender jeg dig ret, god Karl, saa er det nok ogsaa snarere vores Folk end dig der er løbet i Fælden, men det vil da snart give sig. Nu blev der da spiist og drukket som sædvanlig, men saasnart der var taget af Bordet, lod Kongen Giæst kalde for sig og sagde til ham: nu er det da din Pligt at komme frem med noget Guld om du har det, for at jeg kan afgiøre jert Væddemaal. I har at befale, Herre! svarde Giæst, greb saa i en Pung han havde hos sig, og trak et Vindsel frem, løfte det op og flyede Kongen et Stykke Guld der saae ud til at være brukket af en Sadelgjord. Kongen saae strax at det var noget prægtigt Guld og bad dem tage sig Ringen Netting, holdt saa Ring og Guld sammen, og sagde derpaa: ja, i mine Øine er det Guld Giæst kom med rigtig nok det bedste, og det er der vist Flere end jeg der synes, naar de seer ret til. Der var strax Mange som sandede det med Kongen, og han afgiorde da at Giæst skulde have vundet, saa nu blev det Giæstekarlene der stod til Skamme, Skaden derimod var ikke stor, thi Giæst sagde: beholder I kun jeres Penge selv, dem har jeg ingen Trang til at tage, men barer jer nu en anden Gang for at vædde med hvem I ikke kiender, thi det kan saa let hænde sig I finder en Mand for jer, som har baade hørt og seet lidt Meer end I! Eder, Herre! takker jeg for naadig Dom. Men, sagde Kongen, nu maae du sige os, hvor du har faaet det Guld du farer med: Ja, svarde Giæst, det er jeg ikke synderlig for, thi der er vel kun Faa der vil troe mig paa mit Ord. Det er det Samme, sagde Kongen, vi maae dog høre det, aldenstund du før har lovet at fortælle os dit Levnetsløb. Men, sagde Giæst, fortæller jeg først hvordan det hænger sammen med det Guldstykke, da spaaer jeg at I forlange at høre flere Sagn. Det kan gierne være, sagde Kongen, at du spaaede ret dengang. Saa maae jeg da fortælle, sagde Giæst, at jeg drog sønderud til Frakland, af Nyfigenhed efter at see den Sigurd Sigmundsøn, af hvis Kongelighed, Skiønhed og Dyd der gik saa stort et Rye om Lande. Reisen er ikke værd at tale om, men da jeg kom til Frakland til Kong Hialpreks Gaard, der saae jeg Mængde med Hofmænd og tillige Sigurd som var en Søn af Sigmund Volsung og Hjordise Eilimsdotter. Sigmund var faldet i Kamp med Hundings Sønner, og Hjordise havde giftet sig igien med Kong Hjalpreks Søn Half, og hos ham blev Sigurd født op. Alle Kong Sigmunds Sønner, baade Sinfjotle og Helge, som slog Kong Hunding og fik derfor Navn af Hundingsbane, og Hamund var baade større og stærkere end Folk er fleest, men Sigurd var dog Mesteren for alle de Brødre, og den ypperste af Hedenolds Kiæmper. Paa samme Tid var der kommet en Mand til Kong Hjalpreks Gaard ved Navn Regin Hreidmarsøn, i Vext var han en Dværg, men grum i Sind, snild og behændig over al Maade, og en stor Troldmand. Denne Regin holdt meget af Sigurd, lærde ham mange Ting og fortalde om sine Forældre og de sære Hændelser som havde begivet sig i hans Slægt. Det varede ikke længe førend jeg gav mig i Tieneste hos Sigurd, og det giorde da Saamange, thi han var godt lidt af alle Folk, fordi han var blid og nedladen og gavmild imod sine Tienere, og saa var det en Dag at vi fulgdes med Sigurd hen til Regin, han tog overmaade godt imod ham og kvad som saa: I Salen til Sæde Jeg leder med Glæde Det Volsunge-Blod, Mit Øie sig fæster Paa Oldingens Mester I Kraft og i Mod; Thi det er en Lyst at begynde Sin Jagt med saa herlig en Mynde. Og han kvad end ydermere: Her jeg elsker op med Gammen Dette vakkre Kiæmpeskud Til en Green paa Ynglingstammen, Til en Gram saa djærv og prud; Mageløs alt under Solen, Skal han høit fra Kongestolen See sin Priis paa Rygtets Vinge Trindt om Land med Gny sig svinge. Saaledes kom Sigurd jævnlig til Regin, og han fortalde ham da meget om Fafner og hans Jettehøide, og hans Leie paa Gnytahede, hvor han laae i Ormeham. Regin smedede ogsaa Sigurd et Sværd som heed Gram, og var saa hvast at han kunde lægge en Uldtot i Rhinaae og skiære den over ved at holde Sværdet for, naar den drev ned med Strømmen, og det som Mere var, han kløvede Regins Ambolt med Sværdet, og nu æggede Regin Sigurd idelig til at dræbe hans Broder Fafner, men han svarede med dette Riim: Nei, vilde jeg stævne Til Heden for Guld, Og glemme at hævne Min Fader saa huld, Da skingred paa Bænke De Hundingers Latter, Som giorde til Enke Kong Eilimes Datter. Derpaa rustede Sigurd sig til Kamp mod Hundings Sønner og fik Snekker og Folk i Mængde af Kong Hjalprek. Der var da i Følge med Sigurd baade hans Broder Hamund, og Regin Dværg og jeg, de kaldte mig ogsaa Norne-Giæst, thi Kong Hjalprek havde hørt mit Leign, da han var i Danmark med Sigmund Volsung. Dengang var Sigmund gift med Borghild, men det blev Enden med dem, at Borghild dræbde hans Søn Sinfjotle med Forgift, og saa fik Sigmund sig en anden Kone sønderude i Frakland, og det var Hjordise Eilimsdotter. Den samme Eilime var ogsaa faldet for Hundings Sønner, saa at Sigurd havde baade sin egen Faders og sin Morfaders Død at hævne. Helge Hundingsbane som var Broder til Sigurd havde fældet Kong Hunding tilligemed tre af hans Sønner: Eiulf, Herrød og Hjorvard, men de andre tre, Linge og hans to Brødre Alf og Hemming, havde reddet sig med Flugten, og de var saa berømde som Nogen kunde være i alle Maader, men dog var Linge den allerfornemste. Store Troldmænd vare de, kuede Konger og fældte Kiæmper i Hobetal, og øvede grueligt Hærgværk baade i Frakland og Spanieland, og det var da førend der blev nogen Keiser nordenfor Alpefjeld. Det Rige i Frakland som hørde Sigurd til, var nu i Hundings Sønners Vold og de havde Krigsfolk hos sig i Mængde. Nu skal vi da høre om Sigurds Feide med disse Hundings Sønner, han havde Folk nok i fuldeste Rustning, og Regin var hans ypperste Raadgiver, og han laande Sigurd Sværdet Ridel, som var hans eget Arbeide, men kun paa det Vilkaar, at han skulde dræbe Fafner saasnart han kom hiem igien fra dette Tog. Som vi nu seilede sønder med Landet, fik vi en flyvende Storm, og den var der Mange som tænkde Hundings Sønner til, men imidlertid som vi seilede forbi en Landtunge, fik vi Syn paa en Mand som stod oppe paa Klinten og var klædt i en grøn Kofte, blaa Buxer og Knappestøvler. Han gik ned ad Klinten med et Spyd i sin Haand, raabde efter os og kvad: Hvem rider nu over De rullende Vover Paa Vikingehest! Hvor Bølgerne brumme, Hvor Gangerne skumme Som Bølgen i Blæst, De Hopper saa bolde Med skummende Bove, Knap Kampen udholde Med Vind og med Vove. Regin tog Svaret og kvad: Her vi os tumle med Sigurd paa Hav, Medbør vi finge, ja Medbør til Grav, Bølgerne bryde saa stærke og steile, Lege om Top mens med Sorgen vi seile, Hvem er nu du som adspørger os saa? Koftemanden kvad: Hnikar jeg heed, naar jeg aarle og silde Kiæmperne vog og gav Ravnene Gilde, Feing eller Fjølner nu og du kan nævne Biergmanden som vil med Volsungen stævneDer er da vist giættet ganske rigtig i Glossaret til Edda S. 573, hvor Odins Tilnavn Hnikar er sammenlignet med det græske Nikator Seiervinderen. Fjølner synes efter dette Sted helst at maatte betyde, hvad det kan betyde: den Formummede (Fjælede) men Feings Betydning kiender jeg ikke.. Nu dreiede vi da ind imod Land og flux faldt Stormen af, Sigurd bad Manden gaae om bord, det giorde han, og lige paa Timen lagde Veiret sig, og vi fik den bedste Leilighed af Verden. Manden satte sig ganske magelig ned ved Sigurds Fødder og spurgde om han ikke vilde tage ham paa Raad med sig? og dertil svarde Sigurd, han vidste nok at han kunde give Raad som duede, naar han vilde Nogen vel, og kvad saa fremdeles: Siig mig, Hnikar! som jeg beder, Hvad det bedste Varsel heder, Som foriætter Held og Glæde Hvor de klingre Sværde kvæde! Lær mig Varslerne at tyde Som kan Folk og Guder fryde! Hnikar. Mange paa Val ere Varslerne gode, Naar ikkun Folk dem forstode, Flyver den Sorte kun Kiæmpen imod, Mener jeg han har en Fylgie god. Hør end et Varsel som ei er at vrage! Naar du est færdig i Strid at uddrage, Da er det Held, naar to modige Karle Stande paa Vei med hinanden i Tale. End jeg et tredie Mærke vil nævne: Har du alt Fienderne seet hvor de stævne, Og hører Ulv under Asken at tude, Det monne Seir over Helte bebude. Ingen maae kæmpe, naar Maanelils Frænke Sysler med klar sig i Hav at nedsænke, Hun skal den Seirende muntre og fryde, Hun med sin Straale skal Fylkingen bryde. Slemt er paa Valstie med Foden at skrænte, Vogt dig og viid, da er Uheld i Vente, Svig-Diser trindt dig omringe og følge, Ønske dig Fald i den blodige Bølge. Tvættet og redt skal sig Kiæmpen iklæde, Stunder sig give sin Davre at æde, Ikke han veed hvem ham Nadveren byder, Hastværk er Lastværk, det Uheld betyder. Imidlertid seilede vi da frem søndenfor Holsteen og østenfor Frisland og giorde Landgang der. Hundings Sønner fik Nys om vor Færd, sankede Folk i en Hast og mødte os med en talrig Hær. Der stod da et skarpt Slag og Linge var altid i Spidsen for de Brødre, enddog de gik alle mandelig frem, men Ingen foer dog saa drabelig afsted som Sigurd, for ham maatte Alle vige, thi Sverdet Gram beed Hul hvor det fik Hold, og Sigurd var Mand for at holde det varmt. Omsider mødtes Sigurd og Linge og skiftede Hug som Sand, og sloges som Karle, og det varede længe før Nogen af dem fik Saar, saa drevne vare de begge i Sværdeleeg, og der blev ordenlig et Ophold i Slaget, fordi Alles Øine vogtede paa den Tvekamp. Endelig brød Linges Brødre frem igien og dræbde mange Folk, indtil Sigurds Broder Hamund og jeg vendte os imod dem og standsede dem dog saa nogenlunde, men imidlertid var det blevet Enden paa Legen med Sigurd og Linge, at Linge maatte give sig til Fange og blev sat i Jern, og da Sigurd saa kom os til Hielp, var Sagen snart afgiort, Hundings Sønner faldt og alt Folket med dem. Det var allerede den sorte Nat førend Slaget blev endt og da Man om Morgenen skulde til at see sig om, var Hnikar borte og Ingen saae ham siden, hvoraf da Folk sluttede at det havde været Odin selv. Nu blev det da forhandlet hvad Død Linge skulde have, og det var Regin som raadte at Man skulde riste ham Blodørn paa Ryg, jeg gav da Regin sit Sværd igien, med det ristede han Linge, skar Ribbeen fra Ryg og trak Lungen ud, og deraf døde Linge med stor Manddom. Regin kvad: Ørnen med sin røde Vinge Risted nu den skarpe Klinge Paa Kong Sigmunds Banemand. Rosen han dog ei maae savne Mellem dem som glæde Ravne Sielden var en Helt som han, Mellem dem som Konger arve, Mellem dem som Valen farve, Linge var en Høvedsmand. Der faldt ellers ogsaa en svar Hoben Bytte, kostelige Klæder og dyrebare Vaaben, og det deelde Sigurds Folk imellem sig alt som de kunde bedst, thi selv vilde han ei have Traad eller Gran deraf. Siden slog Sigurd Fafner og Regin med, som vilde forraadt ham, og reed saa bort med Fafners Guld, og fik Navn af Fafnesbane, han reed op paa Hindurfield, der fandt han Brynhild og saa videre, som Sigurd Fafnebanes Saga formelder. Siden blev Sigurd gift med Gudrun Gjukesdotter og var enstund hos sine Svogre, Gjukungerne, og enstund nordpaa i Dannemark og jeg fulgdes med ham. Jeg var ogsaa hos ham, dengang Kong Sigurd Hring skikkede Bud til Gjukungerne, Gunnar og Hogne, med sine Svogre, Gand-Alfs Sønner, at enten skulde de give ham Skat eller ogsaa prøve Styrke med ham og værge deres Land med Eg og med Od. Gand-Alfs Sønner satte Gjukungerne Stævne ved Grændserne og Gjukungerne bad Sigurd Fafnesbane giøre sig Følgeskab, som han da ogsaa giorde og havde mig med. Saa seilede vi nordop til Holsteen og landede paa et Stæd som heder Jarnmod og der, tæt ved Havnen var Valpladsen sat af med Hæsselstænger. Nu saae vi da en svar Hob Skibe komme seilende nordenfra med Gand-Alfs Sønner i Spidsen, og de vare Høvedsmænd for Hæren, thi Sigurd Hring var ikke selv med, men maatte blive hiemme og forsvare Sverrig imod Kurer og Kvæner som feidede paa Landet. Det var paa Sigurds gamle Dage dette skedte, Slaget var blodigt, Gand-Alfs Sønner gik rask frem, thi de vare baade større og stærkere end Folk er fleest, men dog var der een Mand i deres Hær som vi lagde meest Mærke til, en hellende før Karl, ligere en Jette end et Menneske, som slog ned for Fode, baade Folk og Fæ, saa Ingen kunde bierge sig for ham. Derfor sagde ogsaa Gunnar: nei det gaaer aldrig godt, og bad Sigurd gaae imod den Bussemand, som han da ogsaa giorde, og Enkelte fulgdes ogsaa med ham, men ret Mange var der ikke som havde Mod paa det Gilde. Jeg var da med og da vi nu fandt den Langemand, spurgde Sigurd strax hvad han heed og hvor han havde hiemme. Jeg heder Stærkodder, Storværks Søn, sagde han, og jeg har hiemme i Norge der Nord paa Fenring. Ja saa, sagde Sigurd, saa kiender jeg Karlen, dit Rygte er just ikke med det bedste, du er af det Slags Folk som leer naar det gaaer ilde til. Hvad er det for en Karl, sagde Stærkodder, der giver mig saadant et Skudsmaal? Sigurd sagde hvem han var. Er det dig de kalde Fafnesbane? spurgde Stærkodder. Jo netop, svarde Sigurd, og da Stærkodder hørde det, vilde han sneget sig bort, men Sigurd foer efter ham, svang Gram i Luften og smak ham paa Kindbakken med Hjaltet saa to af hans Kindtænder fløi ud. Saaledes skamskiændte Sigurd ham og sagde: løb nu, din Hundsvot! med den Beskeed! men den ene af Tænderne tog jeg til mig, den vog syv Ører og hænger nu i en Klokkestræng i Dannemark, hvor Folk har deres Fornøielse af at see paa det Vidunder. Da Gand-Alfs Sønner saae, at Stærkodder løb, tog de ogsaa Flugten, vi fik Bytte i svære Mængde, og reisde hiem, hver til Sit, og kort efter hørde vi det Niddingsværk Stærkodder havde begaaet, da han dræbde Kong Armod i Badet. Imidlertid, mens vi enstund sad hiemme i vor gode Roe, var det en Dag, at Sigurd skulde ride til Herrestævne, og paa Veien reed han i et Morads og i det Grane hans Hest vilde springe op, sprang han saa stærk til, at Buggiorden sprang og Ringen faldt af, men da jeg saae hvor den laae og glimrede i Snavset, tog jeg den op og gik hen med den til Sigurd, men saa gav han mig den, og det var netop det Guld I saae for et Øieblik siden. Saa sprang Sigurd af, og jeg striglede og pudsede hans Hest, og saa tog jeg en Lok af Halen til Maal af hans Høide, og her skal I see, den Lok er syv Alen lang. Du kan rigtig nok fortælle Løier, sagde Kong Olav, saa det er en Lyst at høre. De Andre kunde ikke heller noksom rose hans Manddom og Frasagn, og Kongen vilde endelig, at han skulde fortælle Meer om sine Frænders Begivenheder. Giæst fortalde dem da ogsaa mange morsomme Ting ligetil om Aftenen Folk gik til Sengs, men strax om Morgenen lod Kongen ham kalde igien og vilde tale videre med ham. Hør nu, sagde Kongen, jeg kan ikke ret forstaae mig paa din Alder, hvordan det kan være Noget ligt, at du er saa gammel som du maatte være naar du skulde have seet hvad du fortæller, du kommer derfor til at fortælle os noget mere, saa vi kan faae den rene Sammenhæng at vide med de Begivenheder. Ja, svarde Giæst, sagde jeg det ikke nok, at naar jeg først fik fortalt om Guldet hvor det hørte hen, saa vilde I høre flere af mine Sagn. Ja, fortæl nu kun du! sagde Kongen. Saa vil jeg da nu fortælle jer, sagde Giæst, at jeg reisde hiem til Dannemark og boede paa min Faders Gaard, thi han døde tidlig, og kort efter spurgde jeg baade Gjukes og Sigurds Afgang som gik mig grumme nær til Hierte. Men hvad Død fik egenlig Sigurd? sagde Kongen. Derom er Man ikke ganske enig, svarde Giæst, det almindelige Sagn er at Guttorm Gjukesøn slog ham med Sværd i Gudruns Seng, Tydskerne derimod vil sige at han blev dræbt ude i en Skov, Man har ogsaa hørt en lille Fugl synge om, at Gjukungerne dræbde ham paa en Thingvei, men det sige Alle med een Mund at han blev skammelig forraadt og myrdet som han laae og tænkde der var Fred og ingen Fare. Men, sagde en Hirdmand, hvordan gik det saa med Brynhild? Brynhild, svarde Giæst, hun dræbde syv af sine Trælle og fem Slavinder, derpaa jog hun et Sværd i sig selv, og bad at man vilde age alle de Liig ud og brænde dem paa Baal. Det skedte da ogsaa, der blev giort to Baal, et til Sigurd, han blev først brændt, og et til Brynhild og hun blev kiørt ud i en Vogn tjældet med Purpur og Gyldenstykke, og forgyldt fra Øverst til Nederst, og paa den blev hun brændt. Men er det ogsaa sandt, spurgde Man nu, at Brynhild skal have kvædet efter sin Død? Ja, det er ganske rigtig, svarde Giæst. Nu bad man ham kvæde den Vise ifald han kunde den, og han tog da saa til Orde: dengang Brynhild oog til Baals ad Helvei, sagde han, og de kom forbi et Bierg med hende, hvor der boede en Gyge, da stod hun udenfor sin Dør kulsort i Ansigtet, med en Skindkofte paa og en Green i Haanden, og sagde: den Green vil jeg give dig, Brynhild! til Hielp til dit Baal, og jeg vilde ønske du var blevet levende brændt for den Ugierning du bedrev, da du lod myrde saa dyrebar en Mand som Sigurd Fafnesbane var. Jeg var ham en tro Veninde, og derfor vil jeg nu give dig saadant et Skudsmaal, at du skal blive dobbelt forhadt af alle hvem det hører. Derpaa begyndte de da at tale hinanden til, Gygen og Brynhild, og først sagde Gygen: Hvad vil du her De Suler saa nær Af Stenen saa haard, Som bære min Gaard? Langt heller end age Til Gudruns Mage, Du skulde opsprette Baldyringen fiin, Som du dig lod flette Til Kiæreste Din. Hvad vil du her Mit Huus saa nær? Du Landeplage, Du Frem og Tilbage! Du blanded paa Bænke En Skaal saa god, Lod Giæsterne skiænke Med Mandeblod. Brynhild. Mig kaster i Næsen Du Steenvætte Brud Mit Vikinge-Væsen Med Hug og med Skud; Dog vidne de fage, Som kiende vor Hu, At jeg alle Dage Er bedre end du. Gygen. Her under Sule Siger jeg frit: Ulykkesfugle Avledes tit; Dog ingenlunde I Syd eller Nord, Til Brynhild den onde Var Mage paa Jord. Over dig sukke Børn af Gjuke, Budlunge-Brøde Brat lagde Gjukunger øde, Brat deres Huus Synker i Gruus. Brynhild. Talt har du med Daaretunge, Sande Sagn vil jeg udsiunge, Hør nu til Om du vil: Er om Hiertet kold jeg blevet, Har jeg Troløshed bedrevet, Gjukunger det Alt har voldt, Giort mit Hierte haardt og koldt. Søstrene otte, vi vare tilsammen Og under Egen vi bygged med Gammen, Aarene fyldte jeg ti og saa to, Da gav jeg Helten hin unge min Troe. Ikke saa elsked jeg Buret og Salen, Alt under Brynie gik jeg paa Valen, Gammen jeg havde af Kamp og af Krig, Hildur med Hielmen saa kaldte man mig. Hjalmgun og Agnar lod Sværdene siunge, Seier da skiænked jeg Agnar hin unge, Viisde til Hel gammel Jette saa leed, Derfor blev Odin i Huen saa vreed. Han mig i Skatelund bandt under Skjolde Røde og hvide, bød Søvnen mig holde, Løse mig kunde af Søvn og af Band Kun hvem der skyed ei Ild eller Vand. Trindt om min Sal, om mit sydlige Kammer, Lyste og leged de gloende Flammer, Ikkun med Fafners Gulddyne saa gild Mægted en Kiæmpe at dølge den Ild. Helten saa herlig med Guld og med Grane Reed i mit Land over gloende Bane, Ingen for mig syndes herlig som han, Helten hin unge fra Dannemarks Land. Kiærlig han sov ved min Side med Ære, Som han min Broder af Byrd kunde være, Nætterne otte jeg laae som en Brud, Aldrig dog rørde mig Helten saa prud. Siden lod Gudrun mig høre i Harme At hendes Sigurd jeg lod mig omarme, Da jeg med Sorgen det mærked forsand, De havde lumskelig stiaalet min Mand. Dog stille! sig strækker Vor Trætte for lang, De Levende skrækker Min Dødninge-Sang. Nedsynk da saa fage, Du Steenvætte-Brud! Mens fort jeg mon age Til Helten saa prud. Bestandig vi sammen Da bygge med Gammen I Dødninge-Lund. Da gav Gygen et forfærdeligt Skrig af sig og løb ind i Bierget. Det var da Løier, sagde Kongens Folk, har du meer af det Slags, saa lad os høre! Nei, sagde Kongen, det behøves ikke at fortælle meer af det Slags, men, sagde Kongen saa, har du ikke været med Lodbroks Sønner? Jo, sagde Giæst, for en kort Tid var jeg rigtig nok med dem, og jeg kom til dem sønderude, da de hærgede paa Munde-Field og brød ind i Vifilsborg. Dentid spillede de Brødre Mester over Alt, thi Seieren fulgte dem hvor de saa foer, og dengang agtede de sig til Romaborg, men saa var det en Dag, at der kom en Mand til Bjørn Jernside og bød meget venlig Goddag. Tak, sagde Kongen, men hvor kommer du fra? Sønden fra kommer jeg, fra Romaborg, svarde han. Hvorlangt har vi dertil sagde Kongen. Ja, sagde han, det kan Kongen bedst see paa mine Skoe, og dermed trak han et Par Jernsko af, dygtig tykke foroven men tyndslidte under Saalen, og sagde, nu kan I selv regne jer til paa de Sko hvor langt der er til Rom, thi de har faaet det at føle saa det svier til dem nu. Ja hillemænd, sagde Bjørn, det blev en lang Reise den, nei, saa er det nok bedst at lade den Fugl flyve og vende Næsen hiem. Han fik da ogsaa Lov at raade, Lodbroks Sønner hærgede ikke længer sønderpaa, men gav sig paa Hiemveien, og det har alle Folk siden forundret sig over, at een Mands Ord kunde saaledes forandre deres Tanker, at de lod den Ting fare som de dog saa vist og fast havde sat sig for. Men det er da godt at see, sagde Kongen, at det var Roms Helgene som vilde ikke tilstæde deres Indfald, og derfor lod Gud den Aand komme over dem, saa de forandrede deres Tanker og kom ikke til at ødelægge Romaborg, som er den allerhelligste By i Christenheden. Siig os nu, Giæst, sagde Kongen saa, hvor huede du det nu allerbedst af alle de Stæder du har været? Ja, sagde Giæst, det morsomste Stæd var hos Sigurd og Gjukungerne, hos Lodbroks Sønner derimod havde Man meest Frihed og kunde giøre Alt hvad Man vilde, hos Erik i Upsal levede Man flot, men af alle de gamle Konger var der Ingen der havde saa fiint og fornemt et Væsen som Harald Haarfager. Jeg har ellers ogsaa tient Keiser Hlødver i Saxland, der maatte jeg lade mig korse om jeg ellers vilde blive, thi der blev Christendommen holdt stærk i Hævd, og der befandt jeg mig i Grunden allerbedst. Du har seet Noget i dine Dage, sagde Kongen, og er Mand for at svare ligesaa fort som vi kan spørge. Derpaa giorde Kongen mange ny Spørgsmaale, og Giæst gav ham grangivelig Beskeed paa dem alle, og sagde saa tilsidst: nu maae jeg da ogsaa fortælle Jer hvorfor jeg heder Norna-Giæst. Jeg lader Øret til, sagde Kongen. Nu velan! sagde Giæst, jeg er da født i Grønningen i Dannemark og voxde op hos min Fader, som var en meget riig Mand og holdt et fornemt Huus. Der reisde just dengang nogen Spaakoner om i Landet, som de kaldte Voler, og spaaede Folk deres Skiebne, og der blev giort meget af dem. Man bød dem til sig, giorde Gilde for dem, og gav dem Foræringer til Afskeed. Det Samme giorde da min Fader ogsaa, og de kom der med deres hele Tienerskab og skulde spaae mig min Skiebne. Jeg laae dengang i Vuggen endnu, da min Lykke skulde paa Bane, og der brændte to Lys over mig. Nu tog de da til Orde om mig, og sagde, at jeg skulde blive en synderlig lykkesom Mand, og det fremfor baade alle mine Forfædre og andre Høvdingbørn i Landet, og det skulde blive baade vist og sandt. Nu var de Voler tre i Tal, men den yngste Norne syndes at de andre to regnede hende for ingen Ting, aldenstund de spaaede saadanne særdeles vigtige Ting, uden at spørge hende til Raads, desuden var der en Flok kaade Knegte som reve hende ned af sin Stol, saa hun blev gruelig vred og raabde bister saa høit som hun kunde, at de andre skulde kun biet lidt med deres gode Ønsker, imens hun fik spaaet mig at jeg skulde ikke leve et Øieblik længer end til det Lys var brændt ud som nu stod tændt ved min Vugge. Da tog den ældste Vole og slukde Lyset og bad min Moder giemme det vel, saa det ikke blev tændt før min Dødsdag kom af sig selv. Derpaa gav min Fader Spaakvinderne deres Foræringer og dermed reisde de og førde den yngste Norne bundet med sig. Da jeg nu blev voxen gav min Moder mig Lyset i min egen Forvaring, og jeg har det hos mig endnu. Hvad vilde du nu her hos os? sagde Kongen. Jo, svarede Giæst, det faldt mig nu saa ind, og saa, tænkde jeg, at eftersom jeg havde hørt Jer meget rose af flinke Folk, kunde I maaskee dog ogsaa giøre mig noget Godt. Vilst du annamme den hellige Daab, sagde Kongen. Ja, svarede Giæst, paa Jeres Ord. Saa blev han da døbt og Kongen holdt meget af ham og giorde ham til Hirdmand, og Giæst blev en meget ivrig Christen, han artede sig efter Kongen i alle Maader, og var meget godt lidt iblandt Folk. Tilsidst var det engang at Kongen sagde til Giæst: hvorlænge vilde du nu leve, om du maatte raade? Jeg mener, jeg er gammel nok, var det Guds Villie, svarde Giæst. Hvad om du nu tændte dit Lys! sagde Kongen. Derpaa tog Giæst Lyset ud af sin Harpe, Kongen lod det tænde og det brændte hurtig ned. Hvor gammel er du nu egenlig, Giæst! spurgde Kongen. Nu er jeg lige trehundrede Aar, svarde han. Det var en høi Alder, sagde Kongen. Nu lagde Giæst sig til Sengs og bad om den sidste Olie, som han ogsaa fik, og da han var salvet var Lyset hardtad udbrændt. Man kunde ogsaa godt see at Giæst sang paa det sidste Vers, og i samme Øieblik som Lyset slukdes døde ogsaa han. Alle Folk fandt at det var en mærkelig Ende han tog, og Kongen syndes at hans Død beseiglede hans Frasagn, og stadfæstede hvad han om sin Alder havde fortalt. Efterklang. Underlig i Skialdens Øre Klang den Lyd fra Hedenold, Har det Sagn ei meer at føre End et Nul paa Sagas Skiold? Er den Time spildt vi lytte, Eller dølger her i Mythe Saga vel et sanddru Syn? Danske Frænder! laaner Øre Til den unge Dane Skiald! Hvad der Sindet saa kan røre Med saa sødt et Tonefald, Det har Sandhed vist i Giemme, Ja, det er en Aandestemme, Kunde vi den kun forstaae! Frænder! jeg har havt en Glæde I den svale Aftenstund, Liden Fugl jeg hørde kvæde Om det Sagn i Bøgelund, Vil I Efterklangen høre, Gid den eder saa maa røre Som mig rørde Fuglens Sang! Liden Fugl sad lavt paa Kviste I den tynde Bøgelund, Sang vemodig, sang med Liste I den svale Aftenstund, Sang om mangen Oldtids Handel, Heltefærd og Riddervandel, Høit i Syd og dybt i Nord. Underlig den Fugl mon kvæde Om hver gammel Færd og Daad, Som om den var selv tilstæde, Med i Flok og med paa Raad, Kalder grønne Lund og Enge, Danmark, deiligst Vang og Vænge, Grønningen sin Fødebye. Mon den lille Fugletunge Kviddrer Løgn i Bøgelund, Eller kan med Sandhed siunge Fuglen saa i Aftenstund? Frænder! hvo kan vel forgiætte Gamle Danmarks gode Vætte: Nattergal og Norna-Giæst! Vætte, ja med Smiil og Sukke Saga ristede paa Skiold: Der blev siunget for din Vugge Underfuldt i Hedenold, Saga og om dig maae sande: Alt da Norner drog om Lande, Under Lys i Svøb du laae. Det var ingen Lyvetunge Som dig aarle turde spaa Mellem Frænder gamle, unge, Lykke som kun times Faa; Hvem har dig i Lykke lignet, Hvem har Himlen saa velsignet, Fæstet i sit Fædreland! Det var Ord til Fryd og Smerte Hvad hin yngste Norne sang: Brænder ud den tændte Kerte Vorder ei din Alder lang, Føl og giem det vel i Hierte: Kiærligheden var den Kerte, Som ved Hovedgiærdet stod. Vætte! du har vidt omvanket, Og du har som Norna-Giæst Paa din Vei den Viisdom sanket, Du dog havde allerbedst Der din Helteglands sig dulgde, Der du Saxens Hlødver fulgdeHlødver er den nordiske Udtale af Lothar eller Luther., Tog mod Korset i hans Gaard. Kun som Tegn paa gammel Adel Giemmer du i Harpestok Ringen prud af Sigurds Sadel, Og den lange Grane-Lok, Kun for Kaadheds Spot at tæmme, Kun for Hovmod at beskiæmme, Stundum drager dem du frem. Ei mon Bøgehytten prale Udstaffeert med Hærgefang, Skiøndt din Priis i Konge Sale Sander, du gik Kiæmpegang, Men som Skjold og Fafnesbane, Andre lod du Valen rane Bar til Lund kun Prisen hiem. Kun et Mon fra Val og Fare Hiem du bar til Bøgelund, Kun Stærkodders Tand hin svare, Hun som vog saamange Pund, Hende fæsted du i Engen Under Malm i Klokkestrængen, Og der hænger hun endnu. Der end har din Kiæmpefinger Fæste i hver Dværge-Old, Og naar Knebelen du svinger, Da opvaagner Dan og Skiold, Da maae Danmarks Fiender mærke, Reeb at drage med den Stærke Koster Sveed og Blod og Fald. Er da nu udbrændt din Kerte? Est du lagt i sorten Muld? Er udbrændt i Danmarks Hierte Luen klar og løndomsfuld? Endtes alt i Oldtids Dage Danmarks Harpeslag og Sage Under Field ved Nidaros? Nei o Vætte! store Runer Raabe høit paa Sagas Skjold; Over Grønningens Pauluner Klokken sang i Christians Old, Dan og Skjold saa kiæmpestærke Vaagned under Korsets Mærke, Kroned hvide Dannebraag. Siden sad paa Norges Throne Ingen Olav Tryggvesøn, Ei i Danmarks Harpetone Sænked end sig Norges Aand, End ei Norna-Giæst! din Sage, Har forklaret Oldtids Dage Under Field ved Nidaros. Olav Trygvesøn ei døde, Han forsvandt i Svolder-Sund, Tiderne skal ham gienføde I en hellig Aftenstund, Døbt i Danmark skal han stige Op at styre Norges Rige, Fæste Skjold paa Smalserhorn. Da fra Daners Bøge-Hytte Drager du saa vemodsfuld, Over Bølgen maae du flytte Med din Kerte og dit Guld, Harpen al din Rigdom giemmer, Vemodsfuld du Strængen stemmer, Til den store Svanesang. Naar du da med Fryd og Smerte Har udtalt din Færd paa Jord, Selv du tænder from din Kerte, Sætter den paa Alterbord, Salves under Bøn og Psalmer, Stirrer paa de høie Palmer, Sover hen i Jesu Navn. Frændefolk paa Dane Slette! Reis dig ved din Rune Stav! End ei er vor gode Vætte Veget, flygtet over Hav, Men som Vind sig brat kan vende, Snart og let det sig kan hænde, Han herfra at vandre faaer. Jeg ham saae i Aftenstunden, Ved det klare Maaneskin, Sødt han sang i Bøgelunden, Og bevæged dybt mit Sind, Ak, men ei med spinkle Vinge Klokken mægter han at ringe I det danske Kirke-Taarn. Frænder! ja, som Fugl med Vinge Jeg ham saae i Bøgelund, Hørde Svanesangen klinge I den svale Aftenstund, Frygter, vaager! Kvad og Vinge Spaaer at snart han sig vil svinge Over Hav med Harpen hen. Vaager! beder at hans Vinge Vorde maae en Kiæmpearm! Saa han end formaaer at ringe, Alt med Kerten i sin Barm; Saa han end formaaer at vække Danmarks gamle Helterække, Under hvide Dannebraag! Klokken i den danske Kirke Det er Sagas klingre Skjold, Til at bygge Dannevirke Vækker den hver Kiæmpe bold, Men den klinger høit i Vangen Kun i Chor med Kirkesangen Under Thyra Dannebod. Danmark! siung da brat din Psalme Som en Thyra Dannebod! Flux da skal de klingre Malme Tone, vække Magn og Mod, De skal eie Faders Hammer, Svinge den som Torden Flammer, Mod hver Thurse, med hver TroldMagn og Mode (Kraft og Mod) vare efter en nordisk Mythe Thors Sønner, som efter Ragnaroke skulde eie hans Hammer.. Vel, naar Midgards-Ormen vinder Listig sig om Bøgelund, Danmarks Timeglas udrinder I en bange Aftenstund, Men vor Aand og Æt da følger Vætten over brede Bølger Under lifligt Harpeslag. Taarestrøm skal Kinder væde, Alt som Norna-Giæst i Kveld Siunger Gudruns gamle Kvæde, Som ei før er hørt paa Field, Fieldet skal ærbødig svare Naar hans Sagn og Sang forklare Runerne paa Sagas Skiold. Naar da lettet er dit Hierte, Danmark! og fuldendt din Gang, From du tænder selv din Kerte Paa Guds Bord med Svanesang, Alabasten taus sig fryder, Mens den Salven sin udgyder Over dig i Jesu Navn. Fromt du folder dine Hænder, Takker Gud for Gubbe-Aar, Og alt som din Kerte brænder, Sagtere dit Hierte slaaer, Og naar sig de Luer slukke Du alt som er Barn i Vugge Sover ind i Herrens Fred. Sove skal dit Støv i Kiste, Dog ikkun saa kort et Blund, Brat skal Klippegraven briste I en hellig Morgenstund, Glad du under Jubelsange Skal i Helgenrad indgange I det ny Jerusalem. Frændefolk paa Daneslette! Løft dit Hoved høit fra Muld! Kom ihu din gode Vætte Med hans Kerte, med hans Guld! Vættelysene ved Strande Flugten spaae og Sagnet sande, Alt som Kerteskygger smaa. Elsk igien de gamle Skrifter I det danske Tungemaal, Som om Fædrenes Bedrifter Ristedes med Sagas Naal! Da skal Sagaklokken ringe, Da omskabes Vættens Vinge Til en hellig Heltearm. Lyd kun høit i Mark og Skove, Gamle Danmarks Gilde Sang! End ei over salten Vove Fuglen sig fra Bøgen svang; Først skal Bøge-Kronen hvælve Mildt sig over stride Elve, Skiule Fieldets Naaleskov. Lad os aldrig dog forgiætte, Grander rundt paa Mark og Øe! Er end ei vor gode Vætte Flyttet, flygtet over Søe, Ak! som Vind sig brat kan vende, Snart og let det sig kan hænde, Han herfra at vandre faaer! Freden. (Et Brudstykke 1813). Fædreneland! Da i Barndoms Aar, Fædreneland! Da i Ungdommens Vaar Paa dine Heder og i dine Lunde, Ved dine Bække og ved dine Sunde I dine Vange jeg vandrede om, Ikke da hørte jeg Lyd af Kartover Hvirvle sig hen over Vange og Vover; Kun da den Jomfru saa favr og saa fin, Kun da Fyrstinden Maria blev din, Studsende førstegang fik jeg at høre Ned over Bugten det festlige Døn, Og med min Faders velsignende Bøn Samled det sig i mit lyttende Øre. Ellers jeg hørte kun Fuglenes Sang, Ellers jeg hørte kun Klokkernes Klang, Hørte kun Brølen og Bøgen af Kvæg, Hestenes Vrinsken og Faarenes Bræg, Glammet af Hunde og Lyden af Horn, Leernes Sang over segnende Korn, Bøssernes Bulder til Jagt og til Lyst, Bølgernes Slag mod den venlige Kyst. Broder og Syster paa Field og i Vang! Følg mig, ja reis paa den tonende Sang Med mig tilbage Ind i de flygtede Dage, Did, hvor i Fredens Paulun Aldrig Trompet og Basun Kaldte til Kamp, Hvor det ei tænkdes, at Damp Kunde i Norden forkynde Blodbad og svovlede Brynde. O! det var Dage, da glade i Sind Karle kun hvæssed de klingende Segle, Laded kun Bøsse til Ræv og til Hind, Bladebygs Hare og pippende Hjeile! O! det var Aftner, naar sødt over Vang Klokkerne sendte den venlige Klang, Kaldte ad Folket paa Mark og i Enge, Kaldte til Andagt og kaldte til Senge! Fædreland, ja paa din smilende Kyst Fordum jeg stod og det sang mig i Bryst, Naar dine Fugle i kiølige Lund Kvidrende sank i et sommerligt Blund, Naar, som med Lyst, under venlige Kiøle Trillende Vove mig tykdes at nøle, Naar det saa hen over Vangen fra By Klinged fra Taarnet saa liflig i Sky, Tonede Fred og hiemkaldte til Hvile, Lokkede ømt til at sukke og smile. Da var vel Timen i Lund og paa Enge Livlig at røre de stemmede Strænge? Timen kanskee, men ei Timen for mig, Maalløs jeg var, naar det sang mig i Barm, Greb jeg i Strængen da toned kun Harm, Hult som en Storm over Grave det lød, Brusede vildt: jeg er død. Først da fra Axelstad Luerne svang Høit sig i Sky, Kom under Vaabnenes Gny Liv i min Sang. Ja, da for Dannemarks Smerte Saaret oplod sig mit Hierte, Der jeg saae Dannebraag svømme Husvild paa elskede Strømme, Der jeg saae Fiendernes Snekker Skride i brammende Rækker, Fædres vanærede Navne Bag paa de røvede Stavne; Hørte de bretske Kartover Buldre paa Bæltenes Vover, Da slog jeg Skialdenes Harpe, Den haver Strænge af Staal, Tonerne ere saa skarpe, Brage! ja Brag er dit Maal: Fædreland! ja jeg har leget og siunget Alt som naar Sværd monne klirre paa Skiold, Og giennem Buldret en Røst haver runget, Alt som en Røst fra din Hedningeold. Altid jeg sang hvad jeg havde i Sinde, Kamp var min Sang, thi det kiæmped derinde, Kiæmpe vi maa i den løbende Tid Livet herneden er Strid! Stride maa Aanden saa saare hernede, Førend sin Vinge den mægter at brede, Stride maa Aanden med Vind og med Vinge Før den til Himlen sig mægter at svinge, Kun om den Seirendes saarede Tinde Palmer og Evigheds Blommer sig vinde, Længe i Kamp sig maa røre vor Tunge Før den om Freden kan værdelig siunge; Aldrig et Hierte i Kiærlighed smelted Førend sig Blodet først brusende velted; Hvo kiender Freden og har ikke stridt? Hvor er den Frelste, som Intet har lidt? Fædreneland! Naar jeg vanker i Vang, Vanker i Lund og ved bølgende Strand, Naar efter Klokkernes Klang Ikkun forgiæves jeg lytter, Naar jeg den snehvide Gubbe maa see Famlende stryge den vaklende Lee, Naar jeg fra Kvinden, som holder paa Ploven, Hører et Suk til vor Fader foroven; Naar jeg maa høre Kartovernes Brag Dundre saa vredt under Fiendernes Flag, Naar over Vange og Belte Gienlyd jeg hører af Lure og Trommer, Hvor dine Svende med Russer og Pommer Spende paa Valen det blodige Belte; Naar over Sund, over Field, over Vange, Røsten jeg hører af hvislende Slange, Ikke jeg sørger, fordi du maa stride, Sørger kun over, at ikke itide Ret du fornam, hvad der hører til Fred, At du itide ei streed. Hvad var din Fred, da Kanonerne tav, Da dine tunge dog ilsomme Snekker Seilede trygt i de brammende Rækker Rundt paa det bølgende Hav: Da dine Svende, naar Klokkerne klang Stævnede hiem fra den kiølige Vang, Da dine Piger hos Kornet Man saae, Kun naar de vævre med Solhætte paa Bunde de Nege og reve de Stubbe, Da Man kun skued den snehvide Gubbe Naar han saae til, om og Knøsen var driftig, Og naar han giætted om Sæden var giftig, Talte i Skyggen ved Travernes Hob Venlige Ord med det Gamle i Stob, Da naar det mørkned, paa Hav og paa Kyst Alting var tyst? Hvad var din Fred i de rolige Dage, Som du saa saare nu ønsker tilbage? Havde Guds Fred du i Hiertet da inde, Stred du i Aanden for Krandsen at vinde, Takked du Herren i Vang og paa Bænk, Munter og rørt for Hans herlige Skiænk? Bad du om Vagt af Hans hellige Leire, Bad du om Kraft til at kiæmpe og seire? Var dig den udvortes Fred kun en Skygge Af hvad der er, hvor de Salige bygge? Længdes du sukkende efter at flytte Over i Fredens den hellige Hytte, I det Paulun, der har Nagler saa faste At ingen Storme det mægter at kaste, Ja, i den Englenes Bolig Som har det Navn, den er rolig, Hvor uden Graad vi kan smile, Hvile, som Gud monne hvile, Hvile som Straaler i Soel, Hvile i Sang for den Eviges Stol? Fædreneland! Hvad tør med Sandhed jeg svare? Naar paa den bølgende Strand Snekker med kostbare Vare Stævnede hid fra den fremmede Kyst, Stævnede heden og ud i det Fierne, Hvad var din Tanke, og hvad var din Lyst? Naar du beskued de Snekker saa gierne, Var da din Tanke og var da dit Øie Vendt imod Ham i det høieste Høie, Som haver Alting saa underfuldt lavet, Som giorde Stier for Snekken i Havet, Som satte Stierner til Tegn i det Høie, Som lod dem findes af forskende Øie, Som, medens Steen monne synke i Havet, Haver af Steen dog en Ledsager lavet, Stenen, der som en urokkelig Tanke Kan undervise den svømmende Planke? Spurgde du brat din Ostindiefarer: Hvad er i ZionZion er den danske Kirke i Trankebar, og Jerusalem Missionskirken. til Tidende nu? Udskinner Lyset iblandt Malebarer, Vorde de Christne af Navn og i Hu? Sendte du Steen til Jerusalems Mure, Sendte til Huset du Psalter og Lure? Naar under Grøden af Jord og af Vand Tyngede ByrdingerByrdinger, det er Byrdeskibe. styred fra Land? Priste du Ham som allene opførte Kornet af Jorden og Fisken i Hav? Mon det i Hierte dig blidelig rørte At Ham i Haand og i Vold du det gav? Fædreneland! jeg er træt af at spørge, Skamme dig maa du, og dybt maa du sørge; Ak, thi naar Snekkerne komme og ginge, Ønskede du dem kun Lykke og Vinge, For at du kunde med Guldet i Skrin Klædes i dyrebart Lin, Kunde i smykkede Sale Prange og prale, Kunde dig lystig ei lædske, Nei kun beruse i brusende Vædske. Tænkte du andet, naar Snekkerne svam, Kløved med Kiøle de mægtige Vande? Ja naar de taklede foere med Bram Mellem din Kyst og de fremmede Lande, Fyldte hovmodige Tanker dit Hoved, Søguttens Diærvhed og Snilde du loved, Løfted som Menneske stolt dig paa Taa, Tænkte: hvad Kløgten og Kunsten formaae! De have tømret det mægtige Roer, De funde Naalen, som peger mod Nord, De kunne trodse med Knæer og Boldte Bølgerne stolte: De holdte Skib fra at gange til Grunde, Der de til Grunden med Anker det bunde. Saaledes sang du til Mandevids Priis, Glemte den Herre, som ene er viis, Ham som bød Egene voxe i Skoven, Ham som bød Træet at svømme paa Voven, Som lærte Støvet at tømre og tænke, Roret at dreie og Skibet at lænke; Ham, som kan byde den brusende Vove Bryde de stærke, forhudede Bove, Henveire Stavne og Stænger og Rær, Knuse de Kiøle paa Bølger og Skiær; Ja naar det randt dig i Hu Han var i Stand til at knuse Brat dine svømmende Huse, Gøs du med Gru. Naar dine Karle med blinkende Segle, Naar dine Piger med Rive og Leile, Vandrede hiem fra de meiede Vange, Hvad var paa Tale, og hvad var i Sange? Giækkeligt Ord og letfærdige Skiemt, Eder og Bander, men Herren var glemt. Naar med sin Stav den graahærdede Gubbe Stod mellem Nege i visnende Stubbe, Hørte da rolig han Røsten: Graaskiæg! du hvidner til Høsten. Løfted han trøstelig dummede Øie Op mod det Høie, Lagde andægtig han Hænderne sammen, Sagde han blidelig: Amen! Saaet jeg haver med Graaden hernede, Negene staa mig deroppe tilrede, Staven jeg kaster, og reiser mig glad Bærer min Neg til Jerusalems Stad. Ak! det var sieldent, o Fædreneland! Gubberne sørged paa Gravenes Rand Ønskede daarlig tilbage Ungdommens flygtige Dage Vidste mod Døden ei levende Raad Ak, thi de saaede ikke med Graad, Saaed med Latter som Daarer Og skulde høste med Taarer. Fædreneland! naar om Helligdags Morgen Klokkerne klang, Mon du dig laved i Hytten og Borgen Aarle til Gang? Og naar det ringede sammen Flokkedes da dine Børn med Gammen, Vrimled fra Stier og Gader Gamle og Unge i Kirkerne ind? Fyldte med Andagt i Sind Skarerne Stole og Stader? Svunge sig høit udi hellige Psalmer Hjerterne glade fra Jord? Stirrede Aanden paa Evigheds Palmer Sænkede Siælen sig dybt i Guds Ord? Oppe og nede Kirkerne stande paa Field og paa Hede, Høit imod Sky, Taarne sig løfte paa Mark og i By; Fædreneland! Vare de Kirker alt øde og tomme, Raabte du jublende: jeg er i Band, Da var din Tid i et Øieblik omme, O, da var jeg mellem Skjalde Armeste Mand, Harpen af Haand maatte falde, Strængene briste paa Stand. Gud være lovet! end oppe og nede Stige fra Field og fra Vang og fra Hede Sukke og Psalmer Did, hvor de evige Palmer Voxe paa Helligdoms Field Grønnes ved Paradisvæld, Og over Fuglene glade Brede de venlige Blade, Kiøle hver Edens Indbygger I deres liflige Skygger. Ja, mellem dem, som i Tummel og Vrimmel Har over Verden forgiættet Guds Himmel, Ganger en Skare endnu, Skare af Mænd og af Kvinder, Som kommer stundum ihu Hellige Minder; Ønsker med Sukke tilbage Barndoms Dage, Tænker paa Fædrenes Tro, Mindes de Mødre saa fromme, Ønsker, naar Timen er omme, Til dem at samles i salige Ro. Derfor til Toner saa skarpe Slaaer jeg min Harpe, Derfor det Milde og Strænge Maae sig i Tonerne mænge. Troende vilde jeg trøste, Rørlige vilde jeg ryste, Sovende vilde jeg vaagne Vække, som Hedin og Hogne Om deres Hildur til Strid. Klokke, naar med dine Klukke Sødt du til Hvile indbød, Hørde du ei giennem Glugge Hvordan det lød: For mine Agre og for mine Kunder For mine Øxen og for mine Faar Og for den Kvinde jeg tog mig i Gaar Fattes til Hvile mig Stunder? Hørde du ei at med liderlig Sang, Flokken forhaaned dit Kluk og din Klang, Hørde du ei at de ginge paa Raad Hvordan det bedst kunde falde i Traad, Saa dine faldende Huse Kunde dig dæmpe og knuse? Fugl! du som haver i Kirken din Rede, Du som saa vidt monne Vingerne brede For paa de Døbte i Aand at neddale For dem i Lignelse klart at afmale Hvordan sig Hjertet maa skabe og tee Naar det sin Frelser vil kiende og see! Hellige Due Under den hvælvede Bue! Saae du paa Stader og Sæder Ikke saamangent et Sind, Som uden Helligdagsklæder Sneg sig derind? Var ikke ofte det syngende Chor Klingende Bieldre og lydende Malme? Klang under Hvælving ei mangen en Psalme Som du ei kiendte paa Tone og Ord? Mærked du ei paa saamangen en Tale, Præsten forglemte, at over hans Stol Svævede du med den hellige Sol, Bad dig ei længer paa sig at neddale Vilde kun det, som du ei kunde virke Uddrive Dig af dit Ord og Din Kirke. Fædreneland! Hvad var din Fred i de rolige Dage Som nu saa saare du ønsker tilbage? Hvad er vor Fred, naar vi glemme Huset, hvor Freden har hiemme? Hvad er vor Fred, naar vi grue, Gyse for Kirkegaards Stue? Havde du Fred, der de verdslige Lyster Tumlede dig mellem Synder og Kyster, Ja, medens Lyst imod Lyst Stred i dit Bryst? Frænder i Nord! baade unge og gamle, Vilde engang I dog Tankerne samle Fred har vi havt, thi saa dybt i vort Bryst Ligger en Længsel og luer en Lyst Efter den søde, velsignede Fred. Aldrig for Guld dog mon græde Hvo som af Guld ikke veed, Dog græder nyfødte Spæde Alt efter Fred; Dog er det Freden vi søge Aarle ved Moderens Bryst, Søge i Leg og i Lyst, Mellem de tonende Bøge. Og paa den blommede Eng, Søge paa Land og paa Vove Søge den og naar vi sove, Sove i Sind eller Seng. Fred har vi havt, thi vi have dens Minde, Freden er tabt, ak, hvor er den at finde? Blinkende Malme fra Gang og fra Leie Raabe saa høit: vi har Freden i Eie, Graver og banker med Hakke og Hammer Løser os ud af det bælmørke Kammer! Naar I os giemme, og naar I os eie, Da har I Fred, som vi her i vort Leie. Fædreneland! Var ikke Mandtallet stort, Som blev forgiort, Ja blev fortabt ved de Biergtroldes Gand? Var det dem nok, At de i Flok Stævnede rundt paa det bølgende Hav, Pløied i bundløse Grav, For i dens Furer at sanke Malmene blanke? Saae du dem ikke som Diævle begrine Fattigmands Taarer og Negerens Pine, Naar kun for Øre dem Biergtrolden sang, Guldstøvet glimred, og Kronerne klang? Ja udi Nord Skarer for Guldet fra Gud sig forsvor, Stolte Paladser opstod, Murede op i de Fattiges Blod; Sale sig smykked med røvede Bytte, Enkerne hyled i plyndrede Hytte; Barmen de sloge og Hænder de vreed, Det var den gyldne høilovede Fred. Kiødelighed, som en blussende Kvinde Staaer i de yndige Dale Staaer i de glimrende Sale, Vinker os som en Veninde, Rosen er malet paa blussende Kinder, Roser i Krands sig om Tindingen vinder, Roser hun byder til Belte og Krands Tryller hver Sands. Smilende synger den fristende Kvinde: Kommer til mig, jeg er Fredens Gudinde, Springer og spøger, og nyder og higer! Favner I Svende de blussende Piger! Hviler I Piger i Svendenes Arm! Løser kun op for den bankende Barm! Plukker de Roser som vinke i Vaar Nyder de flygtige Aar! Kommer til mig baade Unge og Gamle! Jeg vil til Fryd eder samle Jorderigs Fedme, som fryder og styrker, See, den tilhører min Dyrker, Saften af Druer, o see hvor den blinker! Skummende Bæger, o see hvor det vinker! Tømmer og klinker! Klinker og synger! Saften forynger, Glæder som Perler i Runddelen svømme, Gak til dens Bund! Fred er dit Fund; Fred under salige Drømme. Fædreneland! mon uændset hun sang Saa for dit Øre, den fristende Kvinde? Tumled du ei under Glassenes Klang, Vandt du ei Ranker og Roser om Tinde? Stinkede ei dine svovlede Krandse? Dundrede ikke naar Dagen blev sval Gulv under Fod i din Hytte og Sal? Svunge sig ei i løsagtige Dandse Pige og Svend, Kvinder og Mænd? Dreves ei Synder i Hytter og Sale Som ikkun Helvedes Tunger udtale? Jo, det var saa, dine ravende Helte Løste af Kvinden Blufærdigheds Belte, Sielden nu saae Man af Blyhed i Sind Rødme paa Jomfruens Kind; Nei kun i hvirvlende Valsen og Lyst Blussed med Kinden det blottede Bryst: Evne og Lyst til at synde Det kaldtes kvindeligt Ynde, Bolende Smiil Det kaldtes Kiærligheds Piil. O! hvilke Syn i de glimrende Sale! O! hvilke Syn i den ensomme Vraa! Hogarth forgiæves dem stræbte at male Tiden ei vilde sin Jammer forstaae, Vilde ei see den udskammed sin Skam. Rystende Yngling i Oldingeham, Skaldet paa Issen med graanende Haar, Visnende Piger i Ungdommens Vaar. See, hvor de Arme sig vride i Vaande Opfylde Luften med giftige Aande, See hvor de banke den hudløse Pande Hør hvor de hyle og bande! See hvor de Fædre og Mødre med Kvide Hænderne folde og Hænderne vride! Ak, deres Søn, deres Haab, deres Glæde, Ham den forlorne, ham maa de begræde, Ak, deres Datter, den Alderdoms Trøst, Aarle hun visned, som Blomsten i Høst. See hvor den Kvinde mon sørge i Løn, Stirre fortvivlet paa Datter og Søn! Manden han søger sin Fred og sin Glæde Der hvor sig blander med Pigernes Sang Rusendes Bulder og Glassenes Klang, Derfor den Arme maa hungre og græde. See hvor de Frække det hellige Baand Som dem i Børnene stander for Øie, Slide og skiære med spøgende Haand Spotte den Hævner, som boer i det Høie!! See, hvor de ligge paa Silke og Straa! Hiulene skurre og gange i Staa; Kold rinder Sveden paa dødblege Kind, Dog ikkun Verden de have i Sind; Aldrig de ud over Graven tør skue Thi de for Gud som et Helvede grue, Heller med Konst de vil Hiernerne sløve, Heller med Konst de vil Hierterne døve, Saa uden Haab eller Trøst de henfare, Did, hvor Enhver skal for Dommeren svare Fædreneland! mon du ikke det veed Det var den søde, livsalige Fred? Fædreneland! Trolden var Brudgom og Hexen var Brud, Ak, hvilken Yngel der rugedes ud! O! at jeg kunde med Luer Male den Æt jeg beskuer! O! at jeg kunde med Flammer Male din Skiændsel og Jammer. O! gid jeg kunde med Kraft fra det Høie Giøre et Kors for dit Øie, Saa det med løftede Laage Saae over Koglerens Taage, Saae i den hellige Kilde Tro sig dit Aasyn afbilde! Et Blad af Jyllands Rimkrønike. Der er et Land saa kosteligt Alt under Nørre-Lide, Kun eet jeg veed er Landet sligt Paa Verdens Vesterside, Det sært i Nord er tunget ud, Og til en Tunge fiin af Gud Det er vist og beskaaret. Det er slet ingen Abildgaard, Og ingen Blommehave, Det lysner mest kun lidt i Vaar, Og Buskene er lave, Og Lyngen løber langs ad Land Med Ormeflok og Flyvesand, Og Bøgen staaer i Stampe. Men langs med Heden Bække smaa Sig klare, vævre vinde, De mødes tit til mægtig Aae Og tit i Søe de rinde, Der lege flink de Fiske smaa, Og Møllehiul i Dammen gaae Og varme haarde Stene. Og Rugen groer paa Heden reen For Klinte og for Heire, Og vorder Meel paa Møllesteen, Hvordan det end mon veire, Og vorder hvidt og dagligt Brød, Og Raad der er mod Vinter-Nød, Mens Lyngen groer paa Heden. Naar Hveden fiin i Blommeland For Klinten gaaer tilgrunde, Og naar for Vind og Savetand Nedsynke Markens Lunde, End Rugen groer og Møllen gaaer, Og Heden varmer Aar paa Aar, Og Lyse-Klynen blinker. Det er slet intet Fugleland Til høit i Chor at siunge, Den Nattergal paa nøgne Sand Slaaer Trillerne saa tunge, Og Lundene er kun saa faae Og Buskene er kun saa smaa, Og Bøgen staaer i Stampe. Dog pippe heel veemodelig De Hjeiler smaa og spage, Og klukkende opløfte sig De Agerhøns saa fage, Ja, stundum og en Urkok goel I Dagningen mod Gylden-Soel Alt paa den brune Hede. Og aldrig har jeg hørt det før, Og heller aldrig siden, Hvor mindelig for Ladedør Kan kviddre Finke liden, Naar Jydesvenden, som jeg saae, Et lille Korn til Fugle smaa, Om Vinterdag udskifter. Og aldrig slig en Tone sød Jeg hørde over Vange, Som den der over Heden lød I Lærkens Morgensange, Den slog saa sødt og fløi saa let, Som om med Rugen den kun ret Paa Heden havde hiemme. Og naar da Lundens Fugle-Chor Har Sommeren udsiunget, Naar Stormen over kolde Jord Har Stemmen undertvunget, Da toner med en liflig Klang, Da klinger høit en Svanesang Alt over brune Hede. Den har slet intet Ærenavn, At sige, nuomtide, Men fordum gik i Staal og Stavn Dens Folk og Rye saa vide, De gik til Rhin, de gik til Rom, Og end gaaer Rye al Verden om Af Cimbrer, Longobarder. Der er slet intet Kongeslot, At sige, som kan prale, Dog har saa mangen ærlig Drot Sidt der i Kiæmpesale, Ja hvor, ak, nu er Sod og Gruus, Stod fordum Hallen Koldinghuus Med Taarn og Høielofte. O, Danmark! see med Suk og Sorg Alt paa den siunkne Bue! Det var dit gamle Christians-Borg Som der gik op i Lue, Og Gruset raaber: ihukom! Naar Danmark glemmer Christendom, Da ødes Dannevirke! Ei Kongebeen i Kirke bold Sig nogensteds forene, Kun Høie staae fra Hedenold Med store Bautastene, Men ingensteds i Nord Man saae Paa Stene blaa og Stene graa Saa mærkelige Runer. Det er slet intet Klippeland, Enddog det ei er kuldet, Og i dets Bakker: Muld og Sand, Er Staalet rart som Guldet; En trofast Ring, et Kiæmpesværd, Vel Ære meer end Penge værd, Kun i dets Gruber vindes. Den Bakkerad ved Lyng og Fiord, Ved Jelling og ved Hovre, Det er en Perlerad i Nord, Og det er Jyllands Dovre, Ei som det Norske haardt og koldt, Og ei saa rigt og ei saa stolt, Men dybere i Grunden. Den liden Aa maae tie kvær, Naar Glommens Elv mon glamme, Og har den Høi et Kobbersværd, Saa har den kun det samme, Og Stenene er Dværge smaae Mod Dovrekiæmpen stolt og graa, Som Væld mod Søe hin brede. Dog bedre Tidende og Trøst Bar liden Aa til Fiorde, End Glommen med sin Kaabberrøst Bar end til Hav omborde, Og ei paa Dovres Aase staae, Som paa de Stene graa og blaa, Saa mærkelige Runer. Den Søe saa breed og love maae Den lille Jelling-Kilde, Thi Kræfter drak, om ret jeg saae, Af den to Møer milde, Og elskede saa op i Nord Ved Sarpefos og Isefiord To prude Kongestammer. Det er en Miil fra Veile-Fiord Der ligger Jelling-Hede, Der mægted fordum Kongeord Det røde Guld at frede, Det voldte Frode Fredegod Det Hierteskud af Danerod Alt med den brede Krone. Dog, blottet ei paa Heden laae De favre, gyldne Ringe, En lille Fugl Man altid saae Dem skiule under Vinge, Det var en Fugl saa underfuld, Den eneste som over Guld Ei vorder til en Drage. Der var en Hex saa rænkefuld Hun jog den Fugl af Rede, Og hendes Søn det gamle Guld Bortstial fra Jelling-Hede, Og som et Dyr fra Havsens Bund Hun i en ulyksalig Stund Tog Fredegod af Dage. Saa bitterlig i Enkestand Begræd den Mark sin Frode, I trende Aar blev ført om Land Det Liig af Fredegode, Og liden Fugl som laae paa Guld Med Liget fløi saa vemodsfuld Alt over Lund og Bølge. Der Marken var af Taarer mæt Sin Mand hun lod begrave, Og tog sig Frode-Sorgen let Med Riim og Runestave, Men Fuglen sidder mod i Hu Saa taus paa Værebro endnu Og ruger over Frode. Saa misted Marken Mand og Guld, Og trøsted sig med Hjarne, Men Frodes Søn saa harmefuld Hiemdrog til Moders Arne, Han streed for Krone og for Guld Og Hjarne sank i sorten Muld, Og Fridlev sad paa Trone. Og Norge var hans Faders Land, Det faldt ham tungt paa Hierte, Han stævned over vilden Strand, Og beiled til Frogerthe, Slog under Svanesang saa gram Den svenske Jette krum og lam, Og ægtede Frogerthe. Det er heel underligt et Sprog Hun har, den Dane-Sage, Hun taler kun saa jævnt, og dog Saa snildt om gamle Dage, Hun har en Røst alt som den Fugl Som over Guld til Vagt og Skiul Man saae paa Jelling Hede. Ja, det er baade vist og sandt, Og det i alle Maader, At Mage Man kun sielden fandt Til hendes vakkre Gaader; Med Limestangen ei hun løb, Men med en Søn, som alt i Svøb Giør kloge Folk til Giække. Der borte var det klare Guld Alt fra den brune Hede, Der Fredegod laae under Muld Kom anden Fugl paa Rede, Paa Haneæg nu Hexen laae, Og snarlig Man paa Heden saae Et Kuld af Øgleunger. Ei ved Stærkodders Kiæmpearm Den Øgleslægt kan fældes, Han Øglegift har selv i Barm, Og arges som han ældes, Imod den Hex paa Fald kun staaer, Selv Bjarke, Rolf og Leiregaard, Nu hun er Markens Norne. Dog af det vakkre Sønne-Kuld Som blev i Frodes Dage Udruget over røden Guld, Var Afkom end tilbage, Og blandet er den Runeskrift Af Sagn om Nid og stor Bedrift Alt paa den brune Hede. Horvendel var en Høvding prud, Hans Broder heed Hr. Fenge, Horvendel havde sig en Brud, Høibyrdig, væn i Senge, Hun var af Leirekongers Blod, Og han var sig en Høvding god Af Jyders Herrestamme. Horvendels Priis saa vide foer Som Snekken hans paa Bølge, Og hvor som Kiæmper sad i Nord, Der lod den sig ei dølge, Og Kiæmper sad i Norges Land, Og loved Heltens Færd paa Strand Med sine Jydske Svende. Hr. Koller heed en Nordmand stolt, Kanskee det var Kold Krappe, Han kunde det ei høre koldt Man rosde saa den KappeKappe er Kiæmpe af: at kappes., Han svor saa dyrt i Hierte sit: Det Heltenavn skal vorde mit, Om Jyden jeg kan finde. Saa stævned Kold med Mast i Skye Alt paa de blanke Bølger, Hvor Kiæmper staae, du Nordmand krye! Sig Jyden vist ei dølger, I mødes nok, om end lidt seent, Og Loven er vist ærlig meent, Men Holden er besværlig. Hr. Kold han seiled rundt paa Søe, Hvorlænge, Faa kun vide, Tilsidst han saae en deilig Øe Sig løfte under Lide, Saa yndig laae den Øe i Sund, Saa deilig var dens Grønne Lund, Saa smilende dens Kyster. Den Nordmand blir saa hiertevarm, Alt som i Sund han seiler, Og strækker ud sin Kiæmpearm Som efter Brud en Beiler, Som vingeslagen Fugl Man saae, Det røde Seil fra høien Raae, Fra Granetop neddale. Ja nylig fløi med Suus og Bram Den Fugl for Vind og Vove, Nu sagtelig og bly den svam I Læ af grønne Skove, Den Snekke-Fugl med stor Attraae Indsvam paa Bølgen himmelblaa Til Land, til Lund, til Enge. Slet ingen Øe i Nørrestrand Misunder jeg den Ære, Men giætte tør jeg dog forsand Det Sælland turde være, Thi ingen Øe i Verden vel Fortoner sig saa favr og sæl, Som, Dannemark! din Blomme. Det er heel underligt et Sprog Hun har, den Dane-Sage, Hun taler kun saa jævnt og dog Saa snildt om gamle Dage, Et Speil hun fører i sit Skiold, Hvor Nyaar sig med Heden Old I Lignelse forene. Den Nordmand gik til grønne Lund, Paa Fuglesang at lyde, Og i den samme Morgenstund Gik did saa giæv en Jyde, Horvendel var den Jydes Navn, Han saae den Øe fra høien Stavn, Alt som med Nordmands-Øie. De Baade gik, som Huen stod, Hvorhen de ikke vidste, Saa mødtes de ved Bøge-Rod Hvor Fuglen sang paa Kviste, Den sang saa sødt i Bøg og Lind, Og Blommen stod med Dug paa Kind Som rørt af Morgensangen. Og mener I det ei forvist, At mellem Fugl og Blomme De Kiæmper glemme Kiv og Tvist, Kan Nid ei ihukomme? Ja, sank de i hinandens Favn, Mon da hinandens Heltenavn De vunde ei med Ære? Ak! Kiæmperne det meende ei, Og mange dele Brøden, De kiendte kun den Kiæmpevei Som fører hen til Døden, De mødtes alt som Staal og Steen, Og Fuglen tav paa Bøge-Green, Og Blod maae Blommen svede. Dog følde Kiæmperne i Sind Hvad over Blommen vifted, Og før de gik i Kredsen ind, Et Venneord de skifted, De lovede med Haand og Mund Hinanden Ynk i Dødens Stund, Og Grav og Bautastene. De loved og med Ord saa fast Hinanden Bræk at bøde, Opveie hver en Lemme-Last Med Pund af Guldet røde, De Kiæmper da i Sind fornam, At Mildhed er slet ingen Skam, Og Grumhed ingen Ære. At Æren er en luftig Damp, Og Steen saa dødt et Minde, At Kiæmpen skal i Livets Kamp Sig selv kun overvinde, Det Ord var glemt i Heden-Old, Nu staaer det klart paa Sagas Skiold, Men hvor paa Bautastene? Horvendel drog fra Kollers Grav Med Seier og med Ære, Og sanked Guld som Smuld paa Hav, Hvad Snekken kunde bære, Saa seiled han til Leiregaard Og beiled til det væne Maard Med Guld, med Land, med Ære. Horvendel sad med Heltenavn Alt i sit Odelsrige, Med Gerthelil han sad i Favn, Med Søn paa Knæ tillige, Det Fenge sig fortryde lod, Og farvede med Broderblod Saa surt den brune Hede. Og Fenge sad med Høvdingnavn, Med Broderblod paa Hoved, Hans Broders Viv ham tog i Favn, Det Skiøgeværk hun voved, Da Løven fik sit Banesaar, Som end i Skiold afmalet staaer, Dets Hierter er saa rødeMan ihukomme at Jyllands Vaaben er en Løve og ni røde Hierter.. Horvendels Søn i Fenges Gaard Opvoxde med stor Kvide, Og Knøsen havde bange Kaar, Det kan Man sagtens vide; At Tigrens Hu og Hierte stod Alt til den Løveunges Blod, Det kan Man nok begribe. I Tide tog da Svøftet ind Den liden Løveunge, Og axlede et Abeskind, Og laande Skadens Tunge, Og spillede det høie Spil, At være som en Slange snild, Eenfoldig som en Due. Ja, Amleth sad i Askekrog, For Emmerne at rage, Men baged med det Samme dog Lidt Dei til Skolle-Kage; Han baged der de Hager smaa, Der hægte skulde, som Man saae, Om Fenge Purpur-Kaaben. Det er heel underligt et Sprog Hun har den Dane-Sage, Hun taler kun saa jævnt, men dog Saa snildt om gamle Dage, Et Speil hun fører i sit Skiold, Hvor Nyaar sig med Hedenold I Lignelse forene. Ja Amleths Færd i Fenges Gaard Er Jyllands Skiemte-Sage, Den siger: skue ei Hund paa Haar! Den altid har en Hage, Og Skam faae den der stander hos, Naar Jyden skifter Arvegods Alt i de røde EmmerDet er en Spas som Jyden holder af, naar han vil fixere godt Folk, at rage hede Emmer sammen og slaae deri, saa Gnisterne flyve om godt Folks Øren, og det kalder han at skifte Arvegods.. Dog, tænker ei, I veed nu Alt Om Jyllands Skiemtesage(m sat med afvigende skriftsnit)! Nei ret Man faa'r den ei fortalt I disse korte Dage, Den er, som Jyden, dyb og huul, Den kommer først til næste Juul Vel ud som Nyaars-Gave. For Verdslighed og Lapperie I Aar det blev for silde, Thi Mortens-Dag er alt forbi, Og Man fik intet Gilde, En Smule her jeg peger paa Kun for Umyndige og Smaa, Som ikke er for Kloge. Om Amleths Spil paa Kam og Aas, Om Speideren der vilde Ham slagtet som en Mortens-Gaas, Men kom til Svine-Gilde, Ja, blev og selv til Svinemad, Derom jeg gierne rime gad, Men nu er det for silde. Hvordan den vakkre Jydeknøs, Trak Rus omkap med Fenge, Og skar sig selv fra Galgen løs, Og lod hans Knegte hænge, Derpaa var Rimet let tilfals, Thi Fals slaa'r altid selv paa Hals Sin egen vakkre Herre. Jeg nævne maae og med et Ord Den Amleths snilde Tale: Om Maden som blev sat paa Bord, I Britte-Kongens Sale, Al Øllet smagte slemt af Jern, Og Brødet af en blodig Kværn, Og Kiødet efter Aadsel. Men fiint det Alt at lægge ud, Det taaler Tiden ikke, At tale om hans skotske Brud, Vil sig ei heller skikke, Og endnu mindre om hans Færd I Hallen med fornaglet Sværd, Og om hans gamle Hager. Dog kort og godt er Sagn fortalt, Naar Man dets Indhold giætter, Og Amleth vandt, og Fenge faldt For eget Sværd som Jetter, Og Amleth sad paa Fader-Stoel, Og mindes klart, saalænge Soel Paa Saga-Skioldet straaler. O! var nu Sagnet heel fortalt, Det var en Skiemte-Sage, Men ak! som under Soel i Alt, Det Brede er tilbage; Skiøndt kiæk i Sind og myg i Aand, Dog Amleth faldt for Frændehaand, Og troløs blev hans Enke. Det er, naar Løven vorder snild, Vist paa de høie Navler, Naar Løven driver Abespil, Den ingen Løver avler, Da Løvens Stammetræ uddøer, Og i dens Ham med skiulte Klø'r Kun stikker Ulve-Ræven. Hvor Amleth faldt i Hedenold, Der er nu Amleths-Hede, Der findes vel hans blanke Skiold Med sine Bukler brede, Med Billedværk og Runer paa, Og fandt Man det, Man der jo saae, Det gamle Jydske Vaaben. Vel hørde jeg hvad Fugl i Skov Om Skotten sang paa Kviste: Han, mens paa Heden Amleth sov, Tog Skioldet bort med Liste. Det til sin Dronnings Gaard hiembar, Hvor Runerne han overskar Aftegned Billedværket. Men Fuglen sang dog og i Skov, At Skioldet kom tilbage, Og Amleth lod kun som han sov, Og Tingen fik en Hage, Thi Amleth reisde sig paa Stand, Og Skotten blev en fangen Mand, Og maatte for ham skrifte. Det er heel underligt et Sprog, Hun har, den Dane-Sage, Og Pokker kan ei blive klog Paa hendes gamle Dage, Thi som hun er i Øster bedst, Hun som et Lyn er flux i Vest, Det kalder hun at flagre. Ja, gamle, stolte Villiam! Jeg beder, tag dig vare! Thi faaer med Skiold hun paa dig Ram, Da est du lidt i Fare. Maae skrifte hvad du knebet har, Maae skrifte hvad du overskar, Og lære ret at stave. Saa ligger Amleth under Muld, Saa er den Slægt henfaret, Som blev udruget over Guld, Og staaer kun op forklaret, Og svinger klar sig op fra Muld, Og lader Verden med sit Guld Kun lege og hensmelte. Saa sank det jydske Kongetræ I Frændehadets Flamme, En Green dog spirede i Læ, Af Leires Kongestamme, Indgroet blev dens Hierteskud I Nordens Tvilling-Eeg saa prud, Og riig paa Adels Kviste. Dog, ikkun ved et Under-Bliv, Det Syn blev seet paa Jorden, At visne Green fik atter Liv Og Rod og Top i Norden, Hvad Skiønt Man saae før Blivet lød, Var Sorg kun over Træets Død, Og Livets dunkle Minde. Kong Vermund sad paa Jelling Gaard Saa blind paa gamle Dage, Og Tydsken bød ham bange Kaar, Og Uffe heed den Spage, Dog Tungebaand for Kindhest sprang, Og Uffe fik sin Mund paa Gang Gav rene Ord for Penge. Ei saae Kong Vermund Øiets Lyn, Men hørde Læbens Torden, Og Sagnet altid gaaer for Syn I Kongehald i Norden, Naar huult det brager under Skye, Det lyner vist og over Bye, Det vidste Vermund Vittre. Saa grov i Hast han op igien Sit Kiæmpesværd af Jorde, Og gav det til den Ungersvend, Dog neppe han det turde, Det godt nok er at raabe: Hov! Men dermed gaaer dog ingen Plov, Det vidste Vermund Vittre. Kong Vermund sad paa Eiderbro, Han sad med Liv i Hænde, Og faldt den Ene for de To, Da havde Livet Ende; Thi Uffe stod paa Holmen der Alt med det rustne Jydesværd, Mod tydske Kiæmper tvende. Ei var det Overdaadighed, Men tvungen Sag at kalde, At Uffe mod de tvende streed, Om og han maatte falde, Thi plettet var i Ulve-Old Det gode, gamle Danne-Skiold, Det gik ham nær til Hierte. I Upsala Kong Adils sad, I Klæder blaa og blanke, Mig Roes og Guld, og Ravne Brad! Det var hans Ord, hans Tanke, Ja, hvor han gik, og hvor han stod, Han hver en Dag fra Top til Fod Var svøbt i Odins Kiortel. Han hærgede saa seiersæl Paa Danmark og paa Norge, Han slog saamangen Mand ihiel, Og vandt saa stærke Borge, Han kom til Slie og slog Frovin, Kong Vermunds Jarl og Kiæmpe fiin Alt paa hans gamle Dage. Kong Adils sad ved breden Bord Alt i de høie Sale, Tog Munden fuld af Viin og Ord, Det var hans Viis at prale: Nu har jeg fældet Her Frovin, Og Daners Mark skal vorde min, Det svær jeg ved min Klinge. Saa gik han ud af Upland-Sal, Ham fulgde Kiæmper stærke, Saa stod han paa den slette Val, Og høit saa fløi hans Mærke, Kong Vermund under hvide Haar Sad tankefuld paa Jelling-Gaard, Sad sønneløs i Kvide. Det havde Ætten af Frovin Den Ære dog at melde: Han slog ihiel vor Fader fiin, Og det skal han undgiælde, Og heed ei Mærket Dannebraag, Saa, hvor det fløi, det fulgdes dog Af ægte Danske Svende. Kong Vermund sad ved breden Bord Med Venner og med Helte, Og der kom Bud med snare Ord Om flux at spænde Belte, Der Følke stod for Kongens Bord, Og mæled rene, danske Ord Om Feide og Bedrifter. Kong Adils stander i vort Land, (Saa brat den Høvding taler) Og han har Folk som Smuld og Sand, Han pukker og han praler; Men Ordet gaaer saa vidt om Land: Nu har vi Frovins Banemand, Op, op, I Ungersvende! Og fra hver ægte Ungersvend Det klinger høit paa Hede: Ja, vel var det, han kom igien, Nu skal vi Ulven bede; Sid I kun sæl, o Konning god! Thi drikke vi ei Ulvens Blod, Han Eders dog skal miste. Kong Vermund skued Øiets Lyn Og hørde Læbens Torden, For Sagnet denne Gang gik Syn I Kongehald i Norden, Og som det braged under Skye, Saa lyned lyst det over Bye, Og det var Fryd at skue. Hil! sæt dig, Kiæmpe, ned paa Bænk! (Saa klang nu Kongetalen) Og kvæg dig lidt med Brød og Skiænk, Til Vandringen paa Valen, Til Kiæmpen lyder Hnikars Ord: Du veedst det ei ved Davrebord, Hvor Nadveren dig bydes. Nei, Tak for Bud! o Konning bold! Ei Mod jeg har paa Sæde, Nu Kiæmpegang med Sværd og Skiold Er al min Lyst og Glæde; Dog ei jeg vrager Kiæmpeskik, Thi rækker mig en Lædskedrik Alt som jeg staaer paa Gløde! Den skalst du faae, du Kiæmpe huld! (Kong Vermund glad det meldte) Og Bægeret af røden Guld Det giemme du i Belte! Og brug det for den hule Haand Naar som forsmægte vil din Aand Alt i den stærke Brynde! Det var den Jydske Høvedsmand, Han stod alt som paa Gløde, Saa tog han Bægeret paa Stand, Det Kar af Guldet røde, Men før han drak, et Kiæmpeord Han falde lod for Kongens Bord, Som ei er at forgiætte. Det lover jeg i Kiæmpelag Alt med min Danske Tunge, At før jeg flygte skal i Dag Hvor hvasse Sværde siunge, Jeg tømme skal af eget Blod En Skaal saa fiin, o Konning god! Som I mig her iskiænker! Hr. Følke reed, alt som til Brud En Beiler hardt mon stunde, Kong Vermund med sin Hird saa prud, Kom efter som de kunde, Og før sig Svensken saae omkring, Han saae saa bold en Kiæmpering Om Dannerkongens Mærke. De Sværde goel og Pile sang, Og Hielmen faldt af Sæde, Og Staalet brast og Blodet sprang, Og Heden den fik Væde, Og Jyden stod, og Jyden laae, Som før og siden tit Man saae, Omringet, men af Døde. Det gik saa fort og dog saa seent, Alt under Od og Egge, At mange Svensker glemde reent Den Vei fra Val til Snekke, Og Følke sad paa den saa mod, Og drak af Hielm sit eget Blod, Som Viin af Kongens Bæger. Ja Følke sad paa Kongevei Alt som en Helt til Skue, For Kongeblik det dulgdes ei, Hvi Følke sad paa Tue, Gid ingensinde lukkes maae, Før sligt et Underværk det saae, En Dannerkonges Øie! Kong Vermund kom og stod og saae Og tog saa lydt til Orde: Alvorlig meent, kan jeg forstaae, Var Løftet som du giorde. Det svared Følke brat igien: Er det saa Nyt hos Dannemænd At holde Troe og Love! Det er heel underligt et Sprog Hun har den Dane-Sage, Hun taler kun saa jævnt og dog Saa sødt om gamle Dage, Det lader som et Efterkuld Hun vil udruge over Guld Alt paa den brune Hede. Kong Adils sad ved breden Bord Alt i de høie Sale, Tog Munden fuld af Viin og Ord, Det var hans Viis at prale, Med Følke og med Flugt han tav, Men raabde: jeg har lagt i Grav Frovin, den stolte Kiæmpe. Det Kongeord ved breden Bord Alt fra de høie Lofte Udfløi saa fort og vidt i Nord Som før og siden ofte, Det fløi alt over Field og Hav, Det ringed over Frovins Grav Og i hans Sønners Øren. Det klang saa høit, det klang saa tit Og altid klang det værre, Det Broderpar, jeg siger frit, Var hver saa bold en Herre, Nu lukkes om en liden Stund De Øren eller og den Mund, Det kan Man sagtens vide. De Brødre stod i Svealund, Og Adils var tilstæde, Og Kette slog af Hiertens Grund, Saa Hielmen sprang, fra Sæde, Og Blodet sprang af Hielmestoel, Men Kongen fnøs og Sværdet goel, Og Kette maatte knæle. Hr. Vigge stod i Lunde-Læ, Med Sværd ved Lænd tilrede, Og der hans Broder sank i Knæ, Da foer det selv af Skede, Det fløi i Haand, til Hielp det foer, Og Adils sank saa bleeg til Jord Og Kette sprang i Veiret. Saa droge de til Frovins Grav Med Hovedet i Belte, Og aldrig meer det praled af At Adils Frovin fældte, Men der det faldt i Sveaskov, De brød den danske Kiæmpelov, Thi To om Een de vare. Det saae den liden Fugl i Lund, Og sang alt hvad den vidste, Og flux det lød fra Mund til Mund Hvad Fuglen sang paa Kviste, To Daner brød i Sveaskov Den runde Kreds og Kiæmpelov, Det var saa tungt at høre. Ja, tungt for hver en Dannemand Det er, naar Daner skuffe, Og let sig hver da tænke kan, Hvor tungt det var for Uffe, Thi han var Dansk af Hiertens Grund, Og Bruddet i den svenske Lund Det var hans Svogers Brøde. Thi stander nu den Herre bold, Med rustne Sværd i Hænde, For Glands til gamle Dane-Skiold At vinde fra de Tvende, Ja, Plet af Skiold og Rust af Sværd Han skure vil i Herrefærd, Om det ham maae gelinge. Kong Vermund sad paa Eiderbro, Saa tæt ved aabne Bølge, Og faldt den Ene for de To, Han vilde brat ham følge, Han vilde paa den Vove kold Hensvømme til sin Fader, Skiold, Med Danmarks tomme Krone. O! Dannemark! o Fædreland! O! da var Nød paa Færde, Din Vætte sad paa Gravens Rand Og under hvasse Sværde, Din Vei til Priis, sortladne Hav, Sig aabned som en Kiæmpegrav Alt for den hvide Gubbe. Kong Vermund sad paa Eiderbro, Og hørde Sværde siunge, Han hørde det var Stemmer to Og af den Tydske Tunge, De sang for Liig, det hørde han, Og gamle, blinde Kongemand Sig hælded over Bølge. Han tænkde paa den Askekrog, Hvor Uffe sad der hiemme, Han frygted at det Kiæmpesprog Var dog kun Dværge-StemmeEkko.; Han vidste ei at Helten bold Kun Pletten lod af Dane-Skiold Med tydske Klinger skure. Kong Vermund paa sin Kvide-Stoel Nu hørde Noget runge, Og kiendte det var Skrep som goel Alt med sin Danske Tunge, Hvor ramde nu i Herrefærd Mit gode, danske Kongesværd? Saa spurgde brat den Gamle. Ham meldte Svend med lystig Hu: Det veed jeg ei saa lige, At Tydskeren gik reent itu, Er Alt hvad jeg kan sige, Og Vermund flytted sig paa Stand Til Sæde ind fra Bølgerand, Han Sagn for Syn lod gange. Saa stod de Konge-Sønner to I Kredsen nu alene, Og Sværdet goel, og Daner loe, Thi Uffe han stod ene, Ja Dansken stod, den Saxer laae, Han maatte bag af Dandsen, Thi han faldt ud af Turen. End Vermund Sagn for Syn lod gaae, Og reisde sig fra Sæde, Og hvad kun times Kiæmper faa, Den Gubbe græd af Glæde, Ja, Kiæmpesorg og Taarefryd Det altid var en Skioldungdyd, Og Dannishedens Mærke. Det er heel underligt et Sprog Hun har den Dane-Sage, Hun taler kun saa jævnt og dog Saa snildt om gamle Dage, Et Speil hun fører i sit Skiold Hvor Nyaar sig med Hedenold I Lignelse forene. Ja, ei i Dag og ei i Gaar O Dannemark, du Kiære! Du fikst de underfulde Kaar, Du skalst til Graven bære, De stande fast paa Norners Skiold, De klinge giennem hver en Old I søde Vemods-Toner. Som Diderik, din Kiæmpe god, Du sænker under Fielde, Lindormen tænker, med sit Blod Dit Hierte skal undgiælde, Men Løven er dig huld og troe, Den huler Fieldet med sin Klo, Og bærer dig til Hallen. Derfor du fører i dit Skiold De Hierter og de Løver, Kun de kan frie af Vold, Dit Adelring han døver, Kun til at spalte Klippevæg Det faaer igien sin hvasse Eg Naar Hiertet er hos Løven. Paa Gyldenbund saa himmelblaa, Staae dine Løver trende, Og om paa Skioldet ret jeg saae Dig hiulpe alt de tvende, Den tredie, det give Gud! Dig grave nu af Fieldet ud, Saasandt du det behøver! Og naar da paa Kiærminde-Vang, Dig Løven høit mon bære, O, stem da i din Svanesang Til Juda-Løvens Ære! Thi i de Løver himmelblaa Med Taarefryd du sande maae At Han sig aabenbared. Ak! synker da igien i Field Du ved dit Hiertes Brøde, Da er der intet gyldent Feld, Der er kun Norges røde, Du kommer aldrig ud af Field, Hvis ikke da sin gamle Gield Betaler Hellebarden. Da smuldret er dit Adelring Og ligger under Mulde, Det gamle Blod gier Hiertet Sting, Men ikke Bod for Kulde, O! Gylden-Løve! husk da paa, Det var de Løver himmelblaa Som rakde dig din Krone! Der er en Sang saa gaadefuld Om Fafnir, Ormen lede, Som ruged over Bølgeguld Alt paa den vilde Hede, Og om den Helt af Asablod, Som Ormen slog men beed til Bod Dog selv i Ormens Hierte. Opfostret var den Kæmpe fiin I Dannemark med Ære, Men Nidinge ham slog ved Rhin, Som Visen os mon lære, Hr. Sigurd var hans Navn paa Jord, Hans Rye gik vidt i Syd og Nord, Det gik til Griklands-Havet. Han havde sig en Dotterlil, Det var saa fiin en Blomme, Og hendes Fosterfader snild, Han lod den ei forkomme, Han giemde den i Harpebund Og førde den saa over Sund I Lye til Norges Fielde. Der voxde op den Møe saa prud, Og Brød hun maatte bage, Men dog hun blev Kong Regnars Brud, Den gaadefulde Krage, I Dannemark, i Kongefavn Hun tog igien sit Adelsnavn, Hun Aslaug heed med Æren. Men Aslaug hørde det med Sorg Alt af den liden Svale, At Regnar fæsted Ingeborg I Sveakongens Sale, I Troløshed hans Troe forsvandt, At Kraken han i Norge fandt, Var Aslaug Sigurds-Dotter. Nu Ormehiertet op sig skiød, Hun gav sig til at mane, Og for at vidne, hun var fød Af Sigurd Fafnis-Bane, Hun maned frem to Orme smaa I Øiesteen paa ham der laae Alt under Moderhierte. Saa fødte hun saa harmefuld Den Sigurd Orm i Øie, Saa fødte hun et Ormekuld, Og dog med Nakker høie. O vee! thi Ormen raader nu Saa høit i Hoved, dybt i Hu Paa Øe, paa Hav, paa Hede. Med laaden Braag vel Regnar staaer For Ormen under Lide, Men i Kong Ellas Ormegaard Der klinger Regnars Kvide. Ak! nu har Ormen vundet Spil, Ak! hvordan vil det nu gaae til Paa Danmarks sorte Hede! Den bruser huult nu over Søe, Den Lyd af Regnars Kvide, Og derom taler Øe med Øe Hvad Bretlands Orme bide, Og Ella faaer af Regnars Børn Vel Ormen dyrt betalt med Ørn, Men Ormen har sit Bytte. Da saae det ud i Dannemark, Som det saae ud i Norge. Enhver var stor som han var stark Og som han aatte Borge, Paa Hav og Land og Stol og Stavn Af Vikinger med Kongenavn Det mylrede som Orme. O! havde Løven himmelblaa, Mit Danmark! da ei været, Da havde Ormens Unger smaa Dit Hierte brat fortæret, Du havde til din Svanesang Kun havt det Bragemaal der klang Saa huult i Regnars KvideMan komme ihu at ligesom Versene ved Stærkodders Fald ere de sidste Saxo anfører, saaledes er Regnars Kvide det sidste Kvad fra Hedenold han nævner, og af Omkvædet at dømme, har som Man kan tænke den danske Vise været langt vemodigere end den islandske, Tiden ene har lævnet os.. Der er saa bredt et Land bag Rhin Alt under Vesterlide, Der sad en Drot saa favr og fiin Alt paa de samme Tide, Ja, Keiser var han, som jeg veed, Og Karl han var, alt som han heed, For Hat, for Spir og Krone. Han gik saa frank, han gik saa frie Alt over Alpefielde, Og tvang dit siunkne Lombardie Alt under Frankevælde; Han gik i Ost og Vest og Nord Og vilden Saxer, stolten Mohr Sig maatte for ham bøie. Men det er Skiemt af gamle Skjald, Om end ei Tant saa ganske, At med ham stod i Ronceval Den kiække Holger Danske. De sammen gik i Arvetal, Men dog sin Kamp i Ronceval Har Holger end tilgode. Nei Andet saae den Keiser fiin Paa Borg fra høien Svale, Saae under sorte Seil paa Rhin De gyldne Stavne prale, Og under Seil i Lyfting stod Som Godefred ei Fredegod Den diærve Holger Danske. Den Keiser sukked i sin Aand, Han saae uvordne Dage, Han saae sit Spir i Holgers Haand Og maatte sig vel klage; Hvad hialp det, om han Danmark vandt, Naar Visen gik, og det var sandt, “De Danske boe paa HavetSomme kan det dog maaskee fornøie her at mindes om det saa historisk mærkelige latinske Vers om den Jydske Kong Haralds Daab i Ingelheim, af den samtidige Etmold Nigellius (Scriptor Rer. Danic. T. 1.) og her især disse Linier: Gens erat – antiqvum cui perfidus angvis Liqverat errorem sustuleratq. Deum – – – – – – – – Hi populi veteri cognomine Deni Ante vocabantur, et vocitantur adhuc – – – – – – – – Ipse quidem populus – – – – Lintre dapes qværit incolitatq. mare Pulcher adest facie vultuq. statuq. decorus, Unde genus Francis adfore fama refert. . Kun Skygge er al Verdens Glands, Dens Roes kun Lyd af Bielde, Og fra den bittre Dødningdands Ei frier Byrd og Vælde, Den Keiser og saa stolt og stor Hensmuldrede i sorten Jord, Thi Mand er Muldets Frænde. Han efterlod en Søn saa spag, Som Keiser skulde være, Men Skulderen var alt for svag Til Kronen høit at bære, Sit Spir og Sværd han holdt kun slet, Og holdt han Psalmebogen ret, Saa holdt han dog ei Tonen. I Keisergaard det gik saa skiævt, Der Karlen var begravet, Og Holger som Norman ei giævt, Men vildt omfoer paa Havet, Han foer paa Hav, han goel paa Kyst Og giorde hvad Man kalder lyst, Ja Kirken stod i Lue. Dengang det over Lande lød Alt under Suk og Klage: Carolus Magnus han er død, Den Keiser uden Mage, Da lød det som et Tordenskrald Alt for en Munk i Klosterhald, Men hvad vil det vel sige? Ja, det var ingen Munk engang, Men kun en Smaadreng liden, Dog i hans Øren hardt det klang Og huult og hele Tiden: “Kun Skygge er al Verdens Glands Og Enden er en Dødningdands.” Veed I, hvad det vil sige? Mon det kan skaffe Franken Fred, Mon det kan hielpe Frisen, Hvad kommer det Normannen ved Og hvad skal det i Visen, At hist i Korbei-Klostret giøs Og græd en liden Munkeknøs, Knap tretten Vintre gammel? Lad sidde ham, den Knøs, i Fred, Til han er ret udtunget! Gud glæd hans Siæl i Evighed For Messen han har siunget! Ja, Franken skal med Frisen vist, Men dog Normannen først og sidst Hos Gud ham ihukomme. Hr. Ebbe sad med Bispestav Til Rheims i Vesterleden, Ham græmmede det Hedenskab Saa nær ved Christenheden, Han saae de danske Hedningbud I Keisergaard gaae ind og ud, Det gik ham nær til Hierte. Saa tung da blev den Stav i Haand, Og Kaaben var til Byrde, Han hørde Røsten i sin Aand: Du kalder dig en Hyrde, Men Hyrden god i Ørken gaaer At lede op det tabte Faar Og sanke det til Hiorden. Da blev saa let den Hyrdestav, Og Ebbe flux med Glæde Den tunge Kaabe kasted af, Og gik med Stav fra Sæde, En bedre Byrde haabed han At hente i det Hedningland Og til Guds Alter bære. Saa vandred ud den Biskop from At grunde Nordens Kirke, Han gik saa vidt, han gik til Rom, Han gik til Dannevirke, Med Pavebrev og Keiserbud Han gik i Nord, han gik med Gud, Med Hedninger i FølgeDet er mig aldeles ikke ubekiendt hvad Mange dømme om Ebbe, men jeg vil sige med Adam af Bremen: hvo tør dømme Ansgars fortrolige Ven! jeg vil tilføie at to Helgenes Vidnesbyrd som Ansgars og Rimberts dog vel kunne opveie Hundredes Klaffer i en vanartig Tid, og jeg vil endelig tilstaae at jeg ei begriber hvad der drev Erkebispen af Rheims ind iblandt vilde Hedninge, og hvad der lagde den Salvelse i hans Ord, den høie prophetiske Tale paa hans Læbe som var paa Jorden Ansgarii ypperste Trøst, og skal være mærkelig, saalænge Kirken staaer, jeg veed ikke hvad det kunde være, naar det ei var hellig Troe og brændende Nidkiærhed, som og den sanddru Rimbert siger, og derfor maae jeg, trods Alt hvad der er sagt om ham, ære og elske hans Ihukommelse, som den danske Kirkes aandelige Fader i Christo.. I Jylland havde Harald Klak Et lille Kongerige, Men hvor han havde sit Gemak Det veed man ei saa lige, Dog, sad han ei paa Haraldskiær, Saa sad han den dog sikkert nær Alt paa den brune Hede. Ja vist han sad paa Jellinggaard, Det kan omtrent Man vide, Om ikke just det hele Aar, Dog sikkert somme Tide, Man mærker det paa Thyra godt At hun har kiendt det gamle Slot I sine unge Dage. I Landerup ved Kolding-Aa, Der er saa klar en Kilde, Der stod en Steen saa stor og graa, Den Meget sige vilde, Som, naar engang Man kan forstaae At stave ret de Runer raa, Man faaer kanskee at videDet kommer derpaa an hvor godt den Steen er tegnet af; thi den er, saavidt jeg veed i Mandsminde, kløvet til en Trappe. Det kalder Man ikke at træde Fædres Ihukommelse under Fødder, men er det andet, da har jeg ei Forstand paa Danmarks Hiertelag og Tungemaal. Jeg sørger ei over Skaden som skeer, men over Hiertet som nænner at de Stene sønderhugges, hvorom det ikke veed hvor mærkelige Tidender de sattes til at bringe, men som det veed er af Fædrene satte med Flid til at bære os Sagn om hvad de funde værd at betænke. O! maatte Sligt dog lægges paa Hierte!. Ved Kilden stod en Kongegaard End ei saa langt tilbage, Og Ordet gik, som skrevet staaer, At i de gamle Dage Da havde der Kong Harald Klak Et kiært og synderligt Gemak Og riste lod de Runer. Der gik endnu et andet Ord, At det gik Konger ilde, Naar ei, ihvor de drog og foer De drak af samme Kilde, Og derfor Man med samme Skiel Som Roskilds gamle Kongevæld, Den nævner Konge-Kilde. Og er det sandt som skrevet staaer, Det sandes vel tillige, At Ebbe kom til Landdrupgaard, At christne Haralds Rige, Og naar det Konger godt skal gaae, Tilvisse og de drikke maae Af Korsets Konge-Kilde. Der stod en Borg ved Rinaabred, Der maatte Marmelstene Fra Rom og fra Ravenna med Sig til en Hald forene, Ja, til saa stolt et Keiser-Slot, At favne der en Franke-Drot Alt under Keiser-Krone. Der randt engang et Timeglas, Det synes nu udrundet, Da hvert et kongeligt Palads Med Kirken var forbundet, Og ved den Keiser-Borg saa prud Der stod et Huus for Himlens Gud, Ja, til Hans Ord og Ære. Carolus med sin store Magt, Og med sin brede Krone, Holdt Engle for den bedste Vagt Om Borg og Land og Throne, Thi havde han den Kirke hvalvt, Og Engelheim blev Borgen kaldt, Der dvæled han saa gierne. Og det var Keiser Ludvig spag, Han Borgen skulde giæste, At sidde der paa Herredag Med Riddere og Præste, Og det var Ebbe med sin Stav, Han kom fra Danmarks Hedenskab Med Tidender saa gode. Han bød: Guds Fred! han bød: God Dag! Og det med Hiertens Glæde, Han talde til den Keiser spag: O! stat nu op af Sæde! Et Barn er født i Bethlehem, Thi glæde sig Jerusalem, Halleluja istemme! Halleluja! ja, Gud skee Lov, Som med mig vilde være, Saa fra den dunkle Daneskov Kiærminder jeg kan bære! Han plantet har en Eeg saa prud I Skoven der, hvis Hierteskud Til Skyen skal opvoxe. Han plantet har saa fiin en Bøg, Den faaer saa fast et Stade, At ei, før Hav opgaaer i Røg, Den fælder sine Blade, Og i dens Grene Himlens Fugl, Skal Rede bygge, finde Skiul, Sin Røst i Sang opløfteAt Ebbe virkelig har spaaet Sligt om Nordens Kirke, kan Man selv see i Ansgars Levnet, og finder Man andre Ord, anden Mening skal Man vist ikke finde.. Alt mangen Siæl af Satans Vold Er vundet til Guds Rige, Med Viv og Søn Kong Heriold Nu vindes vist tillige, Et Barn er født i Bethlehem Og fort sin Kaas til Englehiem Kong Heriold mon stile. Det hørde Alt den Keiser spag, Det Ord han maatte lide, Og det var efter Valdborgdag, Og nær ved PindsetideVil Man ikke troe, at selv dette har sin gode Hiemmel, da see Man efter! saa har jeg giort., Den Keiser foer fra Bye til Bye, Og Ranken stod saa grøn og blye, Og Fuglen sang paa Kviste. Den Keiser stod i Borgen sin, Han saae fra høien Svale Alt under hvide Seil paa Rhin De gyldne Stavne prale Ecce volant centum per Rheni flumina puppes Velaq. candidolis consociata modis. Saaledes synger i det Mindste Ermold, og lod det sig end ikke, som jeg dog mener, forene med Rimberts Beskrivelse, vil Man vel maatte finde, at jeg endda havde Ret til her at tale om hvide Seil og gyldne Stavne., Og under Seil i Lyfting stod Som Harald nu saa Fredegod, Den gamle Holger Danske. Og der blev talt saamangt et Ord Med Blide og med Læmpe, Til Kongen og hans Mænd fra Nord, Saamangen ærlig Kæmpe, Og Talen gik saa længe om, At Harald tog ved Christendom, Og Kæmperne tillige. Det var forvist en Høitidsgang, Der Mænd fra Dannevirke Gik under Sang og Klokkeklang I Engelheim til Kirke, De kasted Odins Kiortel graa, Og Korseliin de toge paa, Ja Christentøiet hvide. Og Ludvig holdt Kong Heriold Alt under Daabens Naade, Og Luther holdt hans Søn saa bold, Det er en venlig Gaade, Og Judith holdt den Dronning fiin Alt under Guld og klare Liin, Vor Gud saa vil vi love! Den Kirke stod saa underfuld Om ei for Hierter kolde, Saa dog for Skialden, klar som Guld, Og fuld af Saga-Skiolde, Som Herrens Værk i Tidens Gang Bedrifterne paa Skiold udsang, Hvad Himle skal fortælleTempla Dei summo constant operata metallo Ærati postes aurea ostiola, Inclita gesta Dei, series memoranda virorum Pictura insigni, qvo relegenda patent. Saa synger Ermold og opregner derpaa de Stykker saavel af den hellige som verdslige Historie, han i det Mindste saae i Kirken hvor Danmarks Konge døbdes. . Ja, ei i Dag og ei i Gaar, O! Dannemark! du Kiære! Du fikst de søde Vemods-Kaar, Du skalst til Graven bære, De stande fast paa Norne-Skiold, Og klinge giennem hver en Old Fra Lund og Harpe-Strænge. Saa toner høit det over Hav Fra Syd, fra Østerleden: Det klare, underfulde Rav Det er kun Taaresveden Af Systerne i Ocean, Som sidde lavt ved Eri-Dan Og Broderen begræde.(fodnoten er ikke indvist i A)At de danske Øer virkelig ere de glesseriske (Gler-Øerne) skal vel en dybere Undersøgelse lære. Det toner, Tyrus! fra din Kyst, Og Hellas! fra din Lyre Om Gude-Sønnens Daarelyst Til Solens Karm at styre, Om Phaeton, som fandt sin Grav Alt i det dybe Verdenshav, Hvor Systre ham begræde. O! det er Danaider smaa Der sig for Ørnen dølge, Med Krandsen af Kiærminder blaa I Oceanets Bølge, Og siunge der et Havfru-Chor, Som smelter Klipperne i Nord Med sine Vemods-Toner. Ja, Danmark, saa kiærmindelig Dit Hoved du mon bøie, Og himmelblaa Kiærminden sig Mon speile i dit Øie, Og Paradisets Glemmigei Har farvet blaa din Havfruvei Igiennem Tidens Bølger. Kun i det dybe Himmelblaa Sig klarer Stiernens Lue, Og Minderne Man vil forstaae Man kiærlig maae beskue, Hvem beder mindelig som du? Hvem ener saa i Sprog og Hu At elske og at mindes? Det toner underfuldt i Nord Om Freias gyldne Taarer, I Taaren Ædelstenen groer Og ei i Fieldets Aarer; Den groer imens hun gaaer om Land Og spørger om sin Ægtemand Og om hans Stammetavle. Hun Othars Æt og Arvetal Udspørge maae i Tide, Før Othar med Angantyr skal I Kreds om Odlen stride, Da skal det blanke Sagaskiold, Hvor Old forener sig med Old, Ham Danefeet hiemle. Ja, Danmark! du est Freia vist Alt med sin Gylden-Taare, Din Ægtemand er hviden Christ, I Verdens Mund en Daare, Ham søgde du i Hedenold, Afmale skal du paa hans Skiold Hans Æt og hans Bedrifter. Da skal Steen-Templet han dig gav Med Væggene saa steile, Forvandle sig til klaren Rav Til favre Gaade-Speile, Hvor Lignelsen af hver Bedrift Med Skyggen af hver Runeskrift, Sig underlig forbinderSee Hyndlu-Liod og Dæmes. 22.30. og Freias Kenningar. Hendes Skib heed Sesrumner, og Veemodskvad (Mannsáungúr) var hendes Lyst.. Ja, Danmark! det er dine Kaar, Vor Gud saa vil vi prise! Hvad Bøge-Fuglen sang i Vaar Alt i din Kiæmpe-Vise, Forklares skal ved Sagas Røst, Naar Roserne i Efter-Høst Sig om din Tinding vinde. Ja, Holger Danske! vist du skal De Konger undertvinge, Halvfierds og tvende udi Tal, Som det i Skiemt mon klinge, Dem tvinge under Christi Aag Og lære dem det danske Sprog At kiende og at ære. Ja, visselig fra Bethlehem Du skal i Strid uddrage, Og Landet fra Jerusalem Til Ganges Bred indtage, Og som John Præst med Dannebraag En Hvile under Christi Aag I Indien forkyndePetri Olai Chronicon Reg. Dan. Script. Rer. Danic. T. 1.. Ja, slaae kun Hedens Orm ihiel, Som Sigurd Fofnesbane! Og riid saa op paa Hindu-Field Med Asaguld og Grane! Da vaagner Brynd-Hild og forsand, Og giver kiærlig dig Forstand Paa gamle Gude-Runer. Ja Brynd-Hild skal et Rune-Chor For dine Øren siunge, Og lære dig det første Ord Som klang fra Mimers Tunge, Og lære dig hvordan du vist Dig kan mod alskens Argelist Med Rune-Staven skiærmeSigurdrifu-Mal i den historiske Edda. Meget var her at tale og udlægge, men deels er Tiden nu dertil for kort, deels have Eddas nærværende Udgivere ei villet vise mig den Villighed der fordum viisdes Sandvig, at laane mig de trykte Ark, hvorfor, maae de selv vide. Herved have de imidlertid hindret mig fra at give Brudstykkerne i Norne-Giæsts Saga saa godt, som det ellers kunde skeet, hindret mig fra at smykke denne Nyaarsgave med nogle af de deilige Sange, forhalet og maaskee forspildt den poetiske Oversættelse, jeg agtede, om muligt at have fuldført til samme Tid som Texten udkommer, for dog nogenlunde at aftvætte den Skamplet der hviler paa os, fordi ei alene Hagen udgav Texten, men Brødrene Grim endog en ret god tydsk Oversættelse af disse vore herlige Oldkvad, førend vi udgav hvad der i mange Aar har ligget færdig. Dette siger jeg, for at de som have Skylden, skal bære den, og kan det trøste dem, at de derved have hiemlet sig Deel i den Ringeagt hvormed Dannemarks Boglærde behandle mig, da misunder jeg dem ikke Trøsten, men ei heller Dommen en upartisk Efterslægt vil fælde. Dixi.. Ja Dannemark! det er din Lod, Det er din Nyaarsgave, Paa Granes Bryst og Gungners Od At løse Runestave, Og sanke dem i Sagas Speil Med Runerne paa Norners Negl Og dem paa Brages Tunge. Du blander dem i Kirkeviin, Det vorder Viisdoms-Vædske, Dermed da skal din Broder fiin Sig muntre op og lædske, Og stave Runerne saa smaa Paa Sole-Skiold og Biørne-Taa, Paa Ørne-Neb og Vinge. De blandes i den samme Viin, Og da den Danske Tunge Skal med en Røst saa liflig fiin Udtale og udsiunge Det som Forklaret og som Heelt, Hvad før kun dunkelt var og deelt Hos Alfer, Aser, Vaner. Det er saa underligt et Sprog, Hun har den Dane-Sage, Hun i Eenfoldighed er klog Paa ny og gamle Dage, Selv naar hun drager udenlands, Hun beiler kun til Hiemmets Krands Af blaalige Kiærminder. Saa tak da for de gamle Aar O Land! den evig Høie! Ja tak for sære Vemodskaar, For Taaren i dit Øie, For Sorgen han i Hierte giød Den Munkeknøs ved Keiserdød I Corbeis fierne Celle. Ja mærk, o kiære Fædreland, Den Tale uforblummet! Alt længe havde vilden Strand Din Gravhøi overskummet, Begravet i sit Svælg hos Skjold Alt Danefe fra Hedenold, Varst du ei korset vorden. O længe da hos Spartas Biørn Og hos Athenens Ugle, Ægyptens Apis, Romas Ørn, Al Verdens Dyr og Fugle, Din Løve nu i Hælheim laae, Og skulde aldrig meer opstaae At frede Dane-Skoven. Og aldrig da den Fuglerøst Var hørt fra Bøgens Grene, Som aander Liv i gamle Bryst, Bevæger haarde Stene, Den Fløitelyd saa veemodssød Om Signes og om Habors Død, Om tusinde Kiærminder. Da aldrig, hvad ei Verden troer, Men skal forbauset skue, Ved Midnat blussed op i Nord End Signeburets Lue, Forklarende det væne Maard Som vidt udslaaer sit gyldne Haar Og siunger SvanesangenOgsaa dette Sagn om Signes Aabenbarelse er fra Middelalderen.. Saa lyt da under hvide Liin, O Moder! til min Tale Om den Apostel favr og fiin Som vilde dig husvale, Som korsede i Jesu Navn Din knakte, hartad siunkne Stavn Saa end paa Hav den gynger! Igien er knakt Sesrumners Stavn, Den sank for Verdens Øie, Men løfter sig i Jesu Navn Sortladne Hav at pløie, Og aldrig synker den som Vrag, Saalænge i det røde Flag End Korset er at skue. Hos Fyrsterne sad tæt i Ring, De Bisper rundt om Borde, Hr. Ludvig holdt et Keiser-Thing, Og saa tog han til Orde: Hvor finder jeg den Klerk vel nu, Som vandre vil med trøstig Hu Til Hedninger i Norden? Udsaaet er den gode Sæd Nu paa den brune Hede, Men Spiren er endnu saa spæd Og Fienden er tilrede, Og sove vi, sin Klinte han Udstrøer da tykt og tæt paa Stand, Og spæden Spire kvæles. Thi nævner mig en hellig Mand, Som, Gud til Priis og Ære, Vil fløtte Stav til Daneland, At døbe og at lære, Som mellem Hedninger vil boe, At styrke Kongen i hans Troe Og vinde Herren Siæle! Der sad den Skare stolt og prud Af Herrer og af Klerke, De elsked Verden, fremfor Gud, Det var saa godt at mærke; Til Ring og Stav, til Borg og Lehn Var Beilere vel ti for een, Til Martyr-Kronen ingen. De leged lidt med Stav og Sværd, Og hvisked saa til Siden: Slet ingen, der har Gud saa kiær Vi kiende nu for Tiden; Hvor var det værste Hedenskab, I Danmark eller Klerkelav? Det maatte Man vel spørge. Da reisde sig en Abbed fiin, Man kaldte ham Hr. Vale, Han mælde brat: o Herre min! Nu mig Forlov at tale! Jeg veed en Munk saa fiin og from, Han kan saa godt sin Christendom, Og har saa snild en Tunge. Han haver Drift og stærk Attraa Til Ordet at frembære, Og Meget vilde han udstaae Til Christi Priis og Ære, Han har sin Gud og Frelser kiær, Og vover han ei denne Færd, Da vover den vist Ingen. Det var den liden Munkeknøs, Som sad i Korbeis Celle, Og lyttede og græd og giøs, Lod sig saa tit fortælle: Nu blegnet er den Keiser stor Ja død og lagt i sorten Jord Med al sin Glands og Vælde. Nu var han sig en Munk saa stor, Og kunde Messer siunge, Ja klart forkynde Herrens Ord Med en omskaaren Tunge, Som Torden det for Verden lød, Men Honning fra hans Læbe flød For Fattige i Aanden. Det var den Munk, som Prisen bar For Bisper og for Klerke, Det var den hellige Ansgar, Den Hedens Morgen-Lærke, Han gik til Rhin for Ludvig frem, Ja, først og sidst til Englehiem, Der klinger nu hans Harpe. Det skulde flux han svare paa, Om han til Danmarks Skove Som Ordets Tiener vilde gaae For Troen Livet vove? “Ja, hielpe Gud mig arme Mand! Jeg gange vil saa godt jeg kan, Saavidt I mig vil sende.” Og det kom ud blandt Læg og Lærd: Her er en Munk i Gaarde, Som vove vil den Daarefærd, Ja Martyr vil han vorde, Det er slet ingen christen Mand, Der saa fra christne Fædreland Vil gaae til Hedenskabet. For Christ at vove Liv og Blod Kan Verden aldrig kaare, Og hvem dertil har Lyst og Mod, De skiælde for en Daare, De hade ham af Hiertens Grund, Det Ord dem piner allenstund: “Kun han er min Discipel.” Og Diævelen, Man tænke kan, Ei gav sig Tid at hvile, Men rasde mod den fromme Mand Med sine Lue-Pile, Sin Kirke havde han i Nord, I Upsala sit høie Chor, Det var ei Tid at sove. Det var Ansgar, den fromme Mand, Han blev i Sind saa bange, Og ingen Hvile havde han Alt for den gamle Slange; Med Verdens Latter, Spot og Had Sig blanded Verdens Lokkemad, Og Venners Fristetaler. Han gik sig i den Urtegaard, Alt mellem grønne Ranker, Og kiæmpede den Kamp saa haard Med Tvivl og onde Tanker, Der læsde han og bad i Løn, Ja bad til Guds eenbaarne Søn, Og græd saa bittre Taarer. Der Fuglen sang saa sommerglad Alt under Rankens Buer, Der skrevet stod paa hvert et Blad Om klare, modne Druer, Om Ranken paa den danske Iis, Om Druen i Guds Paradiis, Men ak! ei for den Fromme. Han stod og laae med Hiertevee Alt som en Christi Fange, Han skulde i Gethsemane Med Christ i Døden gange, Ak! da er Middags-Solen mørk, Og Blomme-Haven som en Ørk, Og Sang som Ulve-Tuden. Men staae og stride vi med Christ, Og vil ei fra Ham vige, Da kommer og en Engel vist Med Trøst fra Himmerige, Han kommer vist, som han kom her, Thi Englehiem er altid nær, Hvor fromme Christne bede. Alt som Ansgar da sad i Vraa, Saa bitterlig at græde, En Ungersvend mon for ham staae I Gyldenstykkes Klæde; O, siig du mig, saa lød hans Ord, Har end du Lyst at gaae til Nord Og Liv for Troe at vove? Hvad vilst du her? gak! frist mig ei! Gak bort til dine Glæder! Hvad vilst du paa min øde Vei, Du Mand i bløde Klæder! Saa lød den Frommes haarde Ord, Han vented Svig ei Trøst paa Jord, Han var saa syg i Sinde. Det svared da den Ungersvend: Fra Svig mig Gud bevare! Men vandrer du til Danmark hen, Jeg deler Færd og Fare, Mit Hierte brast, om jeg dig saae Saa eenlig og bedrøvet gaae Til vilde Hedninglande. O, sligt et Ord maae tone ind, Som naar Serapher siunge: Klar op, mit Hierte, Siæl og Sind! Lovsyng din Gud min Tunge! Saa toned og det for Ansgar, Og Morgensolen straaled klar, Og Fuglen sang til Glæde. Saa gav de i den Urtegaard Hinanden Troe og Love: Og Begge om de bange Kaar, De Alting turde vove, Af Gaarden ud de ginge nu, Med Haand i Haand og Fryd i Hu Alt som hinandens Engle. Hr. Ødbert heed den Ungersvend, Hans Byrd var som den bedste, Han kaldtes mangen Høvdings Ven Var født til Borg og Fæste, Det var alt som et Underværk, Og at i Under Gud er stærk Vil Verden aldrig lære. Saa drog de ud i Jesu Navn At bygge Danmarks Kirke, De foer paa Rhin til Dorstad-Havn De gik til Dannevirke, De bygged paa en bedre Vold Med Prædiken og Skolehold I Marsken og paa Heden. Saa reisde sig i Morgengrye Saa nær ved Dannevirke, Ved Sliens Bred i Hedebye Den første Danne-Kirke, Og Erik heed den Herre god Af Jyllands gamle Kongeblod Som tømre lod den Kirke. Jeg veed et lille Runespeil, Det er af Rav det samme, Vel, som det lader, ved en Feil Det fik en romersk Ramme, Men nem at ændre er den Feil, Thi Rammen til det danske Speil Er romersk kun anstrøget. Den Velling har jeg visket af Med Pennefier og Væde, Og saae at Rammen selv var Rav, Det var en dobbelt Glæde, Thi af Ansgars Apostel-Aand En Lignelse ved Rimberts Haand Er dansk i Rav indbildet. Hvad Skilderie og Runestav Kun tegner som en Skygge, Kan selv det mindste Speil af Rav Med Liv i sig indtrykke, Kun under Dunkelheds Gestalt Kan Speil af Støv afbilde Alt, Hvad Ordet skal udtrykke. Ja, Dannemark! vær glad og froe! Og lov din Gud for Lykke! Thi hvad de Stolte ei vil troe Du kan i dig indtrykke, O! priis den Herre, som dig gav Det Hiertespeil af dunkle Rav, Som kan Hans Billed favne! Ja Rav! du er det sande Glar, Du er den sande Farve, Af dig og Gaadespeilet var Som, til vi Herren arve, Og til Hans Ansigt vi kan see, Skal os Hans Lignelse betee, Som Hans Apostel melder. O! leder ei i Romas Grav Om Farver som kun prale! Kun naar I male vil med Rav I kan en Christus male, Thi Støvets Glimmer er ei Glands, Glands fattes kun af Aandens Sands Og giennemgløder Støvet. O! Glas! som Speile-Navnet stial Og vilde Støv forgude, Du Klippesøn! stiig ned i Dal! Du est jo skabt til Rude, Til Rude for et Speil af Rav, Som Speil er du kun Sølvets Grav, Giv Rav dit Sølv til Ramme! Kun da du giennem Dane-Glar Faaer Billedet i Eie, Af Ordets Sendebud Ansgar, Som ei kom til dit Leie, Og ingen Ordets Billed har, Som ei tilegner sig Ansgar Alt med hans Drømme-Syner. Han saae i Drømme, den Guds Mand, Hvad Nyaar skal forklare, Han stod for Himlens Straale-Rand I Fortids Helgen-Skare, Han leed i Drømme hvad engang Skal sees lidt i Danevang: Han deelde Christi Pine. At Martyrdøden ei han leed Det var hans største Kvide, O Danmark! du i Kiærlighed Med din Apostel stride! Naar da paa Straae du sover hen, Du dog skal dele med din Ven Hans Martyr-Død og Krone. Ja, det var skiult for den Guds Mand, Hvad sig skal aabenbare Paa Fieldet hist i Norges Land Og Herrens Raad forklare, At Petrus der engang endnu Skal komme sine Ord ihu: Men Herre! hvad skal denne? Ja Peder skal til Korset gaae Paa sine gamle Dage, Johannes skal Guds Raad forstaae Hvorfor han blev tilbage, Thi paa sit Pathmos skal sin Bog Han lægge ud paa Dane-Sprog, Og da skal Herren komme. Ja, Dannemark! o lov din Gud! O! rens dig vel, Marie! At du kan som en smykket Brud Din Frelser oppebie, Saa du i Aanden sukker: kom! Og, naar Han kommer, jubler from: Kom Herre Jesu! Amen! Saa laae Ansgar paa Sotteseng Udtæret under Smerter, Og drog i Herrens Klokkestræng Og tændte sine Kierter, To for St. Peder og St. Hans, En for Maria, Kirkens Glands, Det var en Kyndelmisse. Alt paa Marias Luttre-Dag Han vented Bod for Smerte, Da brændte og med Lue svag Saa blaalig alt hans Kerte, En Nat dog var tilbage end, Med Suk han giennemvaaged den, Med Bøn og Vemods-Sange. Men der det lysnede i Øst Da løsdes og hans Tunge, Og Præsterne med høien Røst Lovsangen bød han siunge: O! store Gud! vi love Dig, Da klang i Chor høitidelig, Og “Troen” blev udsiunget. Der Morgensolen lysde ind Alt giennem Kirke-Rude, Da hvisked Straalen til hans Sind: Jeg Herren skal bebude, Sit Hoved han opløfte lod Og aad Hans Kiød og drak Hans Blod, Hvis Lem han vilde være. Saa løfted han sin Haand saa from, Og tog i Bøn til Orde: O! fromme Gud! gak ei i Dom Med dem, som Ondt mig giorde! Derpaa han bad sin femte Bøn, Paakaldte Guds Eenbaarne Søn, Gav Ham sin Siæl i GiemmeAt alt dette forholder sig aldeles saa efter Bogen om Ansgars Levnet, som Adam af Bremen giver det herlige og mærkelige Vidnesbyrd, at Rimbert skrev den med sandfærdige Ord alt som en Johannes, thi han var den Discipel som Ansgarus elskede; det kan, hvo som vil, læse sig til, om ei før, saa naar min danske Oversættelse, vil Gud! snart, udkommer.. O! Dannemark! o priis dog Gud, Og leeg for Ham med Ynde, Som ved et saadant Sendebud Dig Ordet lod forkynde! O! see Forbilledet i ham, Af hvad du, trods al Verdens Skam, I Verden skal udtrykke. Min Læbe er i Kirken stum, Ubundet dog min Tunge, Og Dagens Evangelium Jeg vil for dig udsiunge, Om Peder, Jacob og om Hans, Som Herren saae i Himmelglands Paa Kirke-Biergets Tinde. Ja Danmark! jeg gientager frit: Du est Johannes Fylde, Og hvad der males med dit Kridt Skal Østens Soel forgylde, Og hvad sig speiler i dit Rav, Gienskinne skal fra Soel og Hav Og dybt fra Fieldets Aarer. Og Norge! jeg tør sige vist, At du er Petri Fylde, Du skal forklaret skue Christ, Og Ham i Støvet hylde, Men drøm ei stolt at du er stærk! Thi Troen kun sit Underværk I Svaghed kan fuldkomme. Jeg frygter, ak, jeg frygte maae, Du mener selv at mægte I Døden for din Gud at gaae, Og maae Ham da fornægte; Dog, naar din Frelser til dig seer, Da føler du: din Steen er Leer, Da smelter du i Taarer. O! kan det hielpe, Broder fiin! Jeg vil dig rørt advare, Naar høiest klinger Klokken din, Da est du meest i Fare, O! hør mig Broder! lyd mit Raad, O! ringeagt ei Svagheds Graad! Det koster Angers Taarer! Og, Israel! du Herrens Præst, Skal dig med Dan trolove, Det er den store Pindsefest I Danmarks Bøgeskove, Og atter for en Mose-Stav Sig dele skal det røde Hav, Og Pharao omkomme. Ja, som en Løveunge prud Skal Rachel Dan opamme, Og være skal han for sin Gud En isralitisk Stamme, Han æde skal af Landets Marv, Hans Stæder er af Judas Arv, Ham avled Juda-Løven. Ja, Dannemark, o lov din Gud For Vugge og for Baare! Og for det stærke Hierteskud Som skues skal ad Aare! Ja for det blanke Danne-Skiold Hvor Nyaar sig med Fædre-Old Saa underlig forene. Og, Jylland med de sære Kaar, Med Hierterne saa røde Med Lyngen som tvetydig staaer Paa Grændserne af Grøde! Da skal den Urkok vist som goel I Dagningen mod Østens Soel Sit Morgen-Gal forklare. Da skal Man see paa Amleths Skiold Det store Sagn forklaret, At Gud fra Tydskens Overvold Dig har ved Dan bevaret, Ja elsket op i Bøge-Læ Saa underfuld et Ceder-Træ Med Bøge-Marv og Blade. O Held dig, Sælland! om end da Du rørt kan ihukomme, At du alt fordum fik derfra Din bedste Rosen-Blomme, At det var Jyllands Hierteblod Som flød i Thyra Dannebod, Din christne Kongemoder! Og Norge! husk paa samme Dag Til dig med Vestenvinde En Snekke bar fra Vendilskag Den første christne Kvinde, Din Kongemoder, Syster god Til Dronning Thyra Dannebod, Ja Thyrne, Ragnilds Moder. Der stod engang paa Jelling-Heed Saa prud en Saga-Kirke, Men den forlængst er siunket ned Saavel som Dannevirke, Nu staaer den taarneløs og lav Alt som en muret Helgengrav Imellem Kiæmpehøie. Fra Hedenold de Høie staae Saa mægtige og brede, Og grønnes til at undres paa Midt i den sorte Hede, I Aand os det indbilde maae At grøn engang skal Jylland staae Paa Verdens sorte Hede. De Høie staae som de alt stod I Harald Blaatans Dage, Der hviler Gorm og Dannebod, Det vidner Danmarks Sage, Og Stenen graa og Stenen blaa, Som end paa Kirkegaarden staae, De vidne og det Samme. Jeg ei forstaaer den Runerad At sætte ret i Lave, Men derfor seer jeg lige glad Paa gamle Runestave, Ja, det er just en herlig Ting At slig en liden Runering Kan trodse Verdens Kiæmper. For Kirkedør de Stene staae Alt som derind de vilde, Det og engang sig føie maae Om ikke før end silde, Ja vist engang de vil og maae For Alteret til Skrifte gaae Aflægge deres Byrde. Ja Saga, som dem baaret har Til Kirkedør med Smerte, Skal gange ind saa aabenbar Og vælte dem fra Hierte, Og over dem som Alterfod Skal gamle Thyra Dannebod Sin Helgenkalk udtømme. Den Jydepræst for Alterbord Med Kors paa Messekaaben, Ham skal de skrifte Sandheds Ord Om Gud og Dane-Daaben, Det Skriftemaal saa rørt i Sind I Alterbog han skriver ind Og “Gloria!” udtoner. De staae alt som den Gildesfærd De ventede og vidste, Det nytter ei at Læg og Lærd Dem fritte vil og friste, De agte ham kun Svaret værd, Hvem Gud har lært paa Kryds og Kvær Dem konstig at udspørge. De tie, som den Herre god, De nævne paa det Sidste, Der Han for de Skriftkloge stod, Som fritted for at friste, Jeg tier, sagde Han, for Jer, Thi sagde jeg hvad Sandhed er, I troed mig dog ikke. Ja, sagde hver en Steneknøs Hvad Sandhed monne være, Saa lodes de dog ikke løs, Man Tant dem vilde lære, Ja, stod de fast paa Sandheds Ja Paa Kryds og Kvær paa Golgatha Man lammed deres Tunge. Saa lad om Land de Stene staae Med tavse Runetunge! Jeg veed dog hvad de tænke paa, Og skal engang udsjunge, I Kloge! sparer eders Vid! Thi ei før Jyde-Præstens Tid De Stene gaae til Skrifte. Her Dannemark, o Moder kiær, Med bundne Runestave, Et Sagablad din Søn frembær Dig til en Nyaars-Gave. Lad tie hvad ei tale vil! Og tænk ei Alt er Giøglespil, Hvad ei du kan begribe! O, giem det lille Speil af Rav Alt som et Søndags-Øie! Speil dig deri paa Fædres Grav! Da skal det dig fornøie, Og du skal see at ret tilpas Til Ramme og til Rudeglas Er Norna-Gesturs Saga. O! træt ei med mig om mit Syn! Jeg vil dig jo ei daare, Og skimted jeg ved Sagalyn Hvad først skal sees ad Aare, Jeg beiler jo til ingen Roes, Jeg siger det er Arvegods Fra vore fromme Fædre. Jeg siger jo, o Moder kiær! O! troe kun fast den Ene! Og lad kun stande ved sit Værd Mit Syn paa Runestene! Kan Hiertet ved min Gaadesang Bevæges fromt til Altergang, Tør du da Tungen dømme? Ja, ton min Sang fra Først til Sidst Til Priis for Gud alene! Ja, Tant er uden Troe paa Christ Alt Syn paa Runestene, Og Tant er hvert et Skialdesyn, Der ikke slaaer som Himmellyn Det fromme Christen-Hierte. Men naar vort Hierte banker ømt Ved fromme Fædres Minde, Som have Herrens Kalk udtømt Og er i Himlen inde, Da svæver deres Aand os nær Og Hiertet rørt maae have kiær De gaadefulde Toner. Høstgildet (28de Octbr 1815). Kling, min Harpe, over Vangen I den svale Aftenstund! Favn og giem og svar til Klangen Gamle Danmarks Bøgelund! Siunger, siunger Dannekvinder! Kvæder, mens I Krandsen binder Lydt i Løvfald som i Mai! Kommer, kommer Danne-Kvinder! I som græd for bange Kaar, I som saae med Fryd Kiærminder Blaane sødt i tidlig Vaar! Følger mig paa Skialde-Gangen Under Harpeslag i Vangen, I den Danske Urtegaard! Græder ei fordi vi skue Løvet guult i Efteraar! Danmark og, den gamle Frue, Graaner selv jo Aar for Aar, Prange, visne maae jo Løvet, Skinne, falme maae jo Støvet, Selv ei Soel har evig Glands. Men, o seer, o seer med Glæde Grønningen i Efteraar! Seer, o seer de Roser spæde End i Danmarks Urtegaard! Lover Gud, I Danne-Kvinder! For de tidlige Kiærminder, For de sene Rosenskud! Danmark! gamle Konge-Frue, Med det sølverhvide Haar! Pynt kun op din Ammestue! Times skal dig sieldne Kaar, Rul kun op din Stamme-Tavle! Thi som Sara skalst du avle Sønnen fiin i Efter-Aar. Føde skalst Du Adelsfrue Sønnen Dansk og fiin og bold, Glad du skal i Ham beskue Fredegod og Dan og Skiold, Dig skal alle Kvinder love, Alle Fugle skal i Skove Siunge om det Underværk. Danmark! deiligst Vang og Vænge, Indelukt med Bølgen blaa! Smykke skal sig dine Enge Høitidsfuld med Blommer smaa, Og ved Hellig-Korses Kilde Blomstre skal i Krinds saa milde Roserne fra Golgatha. Kvinder! I som nys med Smerte Krused Fruens Jordeliin, Syer flink nu under Kierte Christentøi til Sønnen fiin! Virker fiint med Guld og Silke Knopper smaa paa Rosenstilke Under hvide Dannebraag! Lægger, Dannemænd, i Lave Eders gamle Kroner faa! Dannishedens Faddergave Vil den Spæde ei forsmaa; I sin Manddom vil han smelte For de gamle, giæve Helte Skuepengen fiin deraf. Binder, slynger, Dannekvinder! Høstens Roser flux i Krands! Danmarks Billed vel vi finder Under Slør i liflig Glands, Og kan vi det Billed finde, Skal og Krandsen om dets Tinde Slynge sig i Danmarks Navn. Skal til Marmelsteen og Farve Vi nu tye med Danmarks Krands, Skal de kolde Stene arve Danmarks Kiærlighed og Glands? Er dog ei en Dannekvinde Kiærlig, from i Lund at finde, Som kan bære Danmarks Krands? Kommer! under Danmarks Krone Sidder from en Sølver-Brud, Hilset vær i Jubeltone Og velsignet, Dronning prud! O, tillad, at Dannekvinder Krandsen om Din Krone vinder Under Skialdens Harpeslag! Kiærlig, fiin og from i Sinde Est Du som vor Moder blaa, Varst den bedste Dannekvinde Selv i Hyttens dunkle Vraa, Tør ei Dig vi Krandsen række, Vi den maae med Suk nedlægge Paa den kolde Marmelsteen. Held, o Held! som jeg kan skue Grye i Dagning, Glimt af Glands, Ei forsmaaer den Konge-Frue Gamle Danmarks Rosen-Krands, Ei den glimrer, ei den praler, Men den dufter og husvaler Liflig, sødt i Aftenstund. Kun med lukte Øielaage Skialden seer det favre Syn, Mændene, de er saa kloge, Daarer dog for Aande-Lyn, Skialden kun med Barne-Tunge Sagte vil i Lunden siunge For de fromme Kvinder faa. Kvinder! nynner I kun Sangen Efter Skialdens Harpeslag! Hvisker det kun rundt i Vangen Hvad der klang paa Høitids-Dag! Det er koldt i Vinterugen, Under Snee dog grønnes Rugen, Skyder Blomst i Sommer-Skiær. Efterglands af Thabors Kerte Glimter over Bøgelund, Og et Gran af Danmarks Hierte Skialden fik til Harpe-Bund, I den Bund det sælsomt klinger, Naar med sine Under-Vinger Duen rører Harpens Stræng. Tvivler kun, I Mænd saa kloge! Selv jeg tvivler som en Mand, Naar sig over Dannebraage Øiet løfter med Forstand; Men jeg troer, den Lyd som klinger Under Duens Luevinger Spotter mit og eders Vid. Staae da nu de Roser silde, Som vi see, i Urtegaard, Har Maria Fødsels-Gilde I sit andet Brude-Aar, Nu, saa maae de Roser sene Sig dog vel i Krands forene Paa Marias Fødselsdag. Lad da Kvinderne i Vangen Sanke kun de Roser smaa, Efternynne Gaadesangen, Giætte som de bedst forstaae! Dannemænd! imedens binder Vi en Krands af blaa Kiærminder Til vor Dronning fiin og from. Troer I ei, de er at finde, End i Høst en Lund jeg veed, Hvor saamangen blaa Kiærminde Blomstrer end i Luun og Fred, Saxo den Kiærminde-Have Lukkede med Romer-Stave, Nøglen dog har Danmark giemt. Følger mig da, Frænder bolde! Ind i Danmarks Rosenlund, Der Høstgildet vi vil holde I den svale Aftenstund, Takke Gud for Markens Grøde, Bede, Han den vil gienføde, Atter i det næste Aar! Krandsen vi i Lunden binde, Bære vi til Kongens Gaard, Fredegodes Gemalinde Sikkerlig den ei forsmaaer, Og omsat med Danske Stave Skal da vor Kiærminde-Have Kalde sig Marien-Lund. Forslag til Norges Heltedigt. Seer du det Field med de takkede Kløfter! Seer du hver Aas som en Throne sig løfter! Seer du hver Aas som et Høisæde bær Op over Dalen med Spir og med Sværd Kiæmpen saa mørk og stærk! Seer du de malede Skiolde paa Rad Over hans Throne med Konst-Børneværk! Seer du afbildet et Birtings-Bad, Vikinge-Snekken med stadselig Stavn, Kæmpen med røvede Brud i sin Favn, Thor med sin Hammer og Bragur med Harpen, Tonernes Tegn i det fraadende Sarpen! Seer du det grandt, du da skuer tillige Smaakonge-Tiden i Norriges Rige. Visselig var der en skiønnere Old, Som ei er tegnet af Saga paa Skiold, Bruna-Old det er med Rette dens Navn, Thi den er smeltet i Luernes Favn, Dampet fra Jord imod Himmelens Bue; Søger og Øiet i Dybet dens Spor, Aske og Urne kun findes i Jord, Urnen hensmuldrer mens vi den beskue, Asken sig hvirvler mod Himmelens Bue. Men vil du føle hvad ei er at skue, Lyt da til Fieldet og Fieldhyttens Væg, Dybt udi Fieldet endnu er tilbage Gienlyd af Tonen fra henfarne Dage, Gubben i Hytte med snehvide Skiæg Kiender end Tonen og Visen han kan, Som haver tonet saa vide om Land, Tonet for Herre og tonet for Træl, Vinket til Gimle og varslet for Hæl. Visen den Gubbe kan kvæde endnu, Sætningen halvveis han kommer ihu, Aanden og Livet han har dog forgiæt, Og naar de Svende af rørige Æt Høre paa Gubben, da høre de kun Som paa et Sagn til at korte en Stund, Som paa en underlig Eventyr-Sage, Om de forsvundne, utrolige Dage: Høre paa Kvadet om fældede Balder, Som paa en Vise om Gand og om Galder, Høre paa Spaasangen om Ragnaroke, Som paa en Vise om Utgarde-Loke; Mene forvist at den ældgamle Vole Burde hos Karle som Brage hin Gamle Og hos de nymodens Skialde i Skole Gange for Vid og for Viisdom at samle, Lære at stille de Stave med Snilde, Lære at dølge hvad sige hun vilde, Saa Man med Hovedbrud kunde udvriste Viisdom af Ordet, som Pogene vidste, Lære at nævne paa hundrede Maader Snekken og Sværdet og Guldet i Gaader, Lære om Intet for Guld og for Gunst Strængen og Tungen at røre med Kunst, Lære at siunge og leve omsonst. Hører mig, Nordmænd i Hytter og Sale! Stirrer paa Stave og mærker paa Tale! Navnene skifte, som Tider sig vende, Sandheden glemmes ved Tidernes Ende; Kiender du Volen, hin vittige, fine, Som haver siunget for Fædrene dine, Nordmand! om det som ei skues paa Field, Det som i Gruben du ei kan opgrave, Siunget om Balder og Gimle og Hæl, Alt efter Noder, som Engle maae stave! Veed du at Tonen kun er paa din Tunge Af hvad dit Hierte forgiætted at siunge, Veed du, at over de bundløse Kløfter Hiertet sig stolt som et Fieldstykke løfter, Løfter som Steen sig saa stolt, Saa haardt og saa koldt; Har ikke Tunge og Taare og Sang, Laaner kun Lyd af den klingende Bielde, Ranglen som ringler om Frihed og Vælde, Guldet som skuffer med borgede Klang; Veed du det Alt og er stolt af(a sat med antikva) din Viden, Da har du hiemme i Smaa-Diævle-Tiden. Hent da fra Rom dig af Marmor en Brage, Kiøb dig i Bretland en Harpe af Guld, Lær at tilbede den mægtige Drage, Saa han besiæler din Steen og dit Guld! Da har du Skialden som for dig skal kvæde, Da kan til Helved du dandse med Glæde, Da kan igien med Afguder og Trolde Lystig du Gilde og Altergang holde, Da ei for dig paa de blommede Enge, Griber jeg Harpens de bævende Strænge; Ikke for dig da udtoner min Sang Fædrenes Minde og Tidernes Gang. Men hvis dig selv du beskuer med Smerte, Gruer for Kulden i isnende Hierte, Kiedes ved Bielden og higer tilbage Mod de forsvundne, utrolige Dage, Sænk da fra Fieldet dit Øie og Øre! Lyt til din Broder som kvæder i Lund! Da skal du Lignelser skue og høre, Som kan forlyste i Trængselens Stund, Da skal du flyve, som Tonerne klinge, Langt fra din Kvide paa Længselens Vinge, Finde hos Gud de henrullede Dage, Føre med Sang og med Bøn dem tilbage, Da skal din Olav sig vist aabenbare, Herren i ham sig paa Bierget forklare; Da er din Heltetid ikke forgangen, Alt hvad bevæget du elsker i Sangen Avles i Haabet ved Skaberens Bliv, Fødes i Kiærlighed atter til Liv, Da skal din kronede Løve saa prud Svinge sin Øxe og love sin Gud; Da skal end før naar det Brudte sig heler, Naar over Fieldet sig Skyflekken deler, Tone fra Harpen forenet og heelt, Hvad ikkun afbrudt nu klinger og deelt. Der er en Egn i Norges Land, Heel værd at ihukomme, Den breder sig ved Bølge-Rand, Alt under Ax og Blomme, Den er saa favr og yndelig, Der raadte over Ringerig Den gamle Døgling-Stamme. Ei nemt det er i Hedenold De Slægter ret at samle, Og dele ret paa Sagas Skiold Den Æt af Halvdan Gamle, Den Døgling-Green paa Ringerig Dog aabenbar indpoder sig I Danmarks Skioldung-Stamme. Og var saa fiin en Podekvist Ei groet paa den samme, Udgaaet var dog ganske vist Den gamle Yngling-Stamme, Ja, kvalt i Fødslen var forvist Det Norske Helteliv i Christ Som Naaletræets Blade. Om Sigurd Volsungs Dotterlil Det klang i Regnars Sage, At der han faldt den Helt saa gild, Den Spæde blev tilbage, Og giemt i Heimers Harpebom Hun over Hav til Norge kom Den gaadefulde Krake. Men først i Dannerkongens Favn Sig løsde hendes Gaade, Og Runen i det Gaadenavn Den er saa nem at raade: Saa Volas Syn i Volas Sang Sig over Hav til Norge svang, Men skal i Danmark tydes. Der er en Øe saa underfuld, Saa hemmelig som Thule, Der skulde Saga Oldtids Guld I sin Iiskielder skiule, I Klokken der paa sælsom Viis Af Glas var støbt, belagt med Iis, Bestrøet med Sphinx-Figurer. Ja, Island! underfulde Øe, Med sære Gaadesange, Du Oldtids Blomster aad som Høe Og spilled kaad i Vange, Men atter i dit Kalveskind Som Runer prægede sig ind De favre Oldtids Blommer. Det Kalveskind du tygged paa I Nætter og i Dage, Thi Runen kanst du ei forstaae Du kan den ikkun smage, Først under Knap af Danmarks Rav Sig vende kan din Runestav Mod Maalet den skal ramme. Kun her i Blomstens Fædreland Sig klare kan dens Skygge, Og ikkun Sagas Dannemand Kan Volas Tempel bygge, Og Ingen fatter Klokkens Røst, Undtagen hvo som har i Bryst Hvad Klangen skal udtrykke. O! tænk dog ei dit Skialde-Chor Er fattet og forklaret, Før Aanden af de dunkle Ord Sig klart har aabenbaret! Kun lidt det er at vorde klog Paa hvad i Skialdens Hverdagssprog Ved Ordet er betegnet. Men Danmark! roes dig ei af Vid! Du lever kun af Naade, I Naadens Glands, ei ved din Flid Sig løser Nordens Gaade, Dit Hiertespeil af finen Rav Jo Gud og ei du selv dig gav, Kun dine er dets Pletter. Ak! frygte maae jeg vemodsfuld At Aslaug atter avler Paa Marken kun et Ormekuld, Om end med høie Navler; Jeg frygter at paa Sagas Skiold Sig rister som i Hedenold Igien et Snoge-Øie. Dit Slægtskab med den Helt saa fiin, Med Sigurd Fofners Bane, Du slet beviser kun ved Rhin Ved Fofner at opmane, Da ubeklaget du med Skam Og fældet bli'r i Snoge-Ham Som Sigurd Orm i Øie. Der Sigurd faldt paa Røvertog Med Kæmper og med Frænder, Da frelsdes gamle Dannebraag Kun i en Nordmands Hænder, Han tog det Banner ømt i Favn Og flytted det paa høie Stavn Med sig til Ringerige. Med Banneret og fulgde Brud, Det maatte saa sig føie, Han ægtede en Dotter prud Af Sigurd Orm i Øie, Og Aslaug heed det væne Maard Han fandt i Danner-Kongens Gaard, Og han heed Helge HvasseSaaledes læses i islandske Annaler, og det er her et ubetydeligt Spørgsmaal, om Tidsregningen passer, thi her giælder det kun om Følge og Beskuelse.. Saa flyver Dannebraag vel bort Engang til Ringerige, Og under det en Sigurd Hjort Da avles vist tillige, Som løfter Takken høit i Skye, Og under aldrig Ulven Lye I Vigens Bøgelunde. Naar han sit tolvte Aar har fyldt, Mod Hildebrand Bærsærke I Kreds han gaaer, ja mod en Tylt Af onde Jetter stærke, Han arver deres Roes og Rov, Og Dyret i den øde Skov Maae segne for hans Pile. Kong Sigurd Hjort, den Herre prud Han sad paa Ringerige, Han fæsted sig en christen Brud, En Dannemø tillige, Og Thyrne heed den Fæstemø Han førde over salten Sø, Hun var Klak-Haralds Dotter. Det var den Hade-Bærsærk leed, Han axled Mørkets Kaabe, Og vog den Hjort til Davrebeed Alt i de øde Skove, Dog stangedes den Hjort saa hvast, At Hake først fik Lemme-Last Og trende dyde Vunder. Ung Ragnild var saa fiin en Daa, Med Korsved-Løv opammet, Men der nu Hiorten fældet laae, Da tog den Bærsærk Lammet, Og naar sig heled dybe Saar, Da skulde flux det væne Maard Den lede Bærsærk favne. Vel skal Man ei paa Ynglingtal Som paa sin Bibel sværge, Dog agte vel dets Tonefald Om Røgnvald over Bierge, Og vist en Green af Yngve-Frey Som Svensken leed og ændsed ei Rodfæsted sig i Norge. Paa Vingulmark den voxde op, Og bredte sig saa vide, Og stræbde med sin ranke Top At maale Dovres Side, Dens Bark var som et hamret Staal Og hver dens Blad saa spids en Naal, Det sveed til Drotter mange. En Yngling havde sig i Favn Kong Harald Guldskiægs Dotter, Og Halvdan Svarte var hans Navn Den Stierne mellem Drotter, Og Ragnild heed det væne Maard, Og Harald under hvide Haar Sad sønneløs i Kvide. Han satte Ragnilds Søn paa Knæ, Gav ham sit Navn tillige, Saa poded han sit Stammetræ, Og trøstede sit Rige, Hans Rige var i Hedenold Saa vide kiendt, paa Sagas Skiold Det kaldes Frithjofs Odel. Kong Halvdan var saa vennesæl, Og vaabendiærv tillige, Til Sognefiord og Filefield Sig strakde alt hans Rige, Men Frithjofs Odel Nornen gav Ham ikkun over Ragnilds Grav, Og ved Ung Haralds Baare. Saa stod det Ynglingtræ paa Hæld Midt i sin bedste Grøde, Det Vætten var fra Filefield Som vilde Stammen øde, Den fælde, før sin ranke Top Den løfted over Dovre op, Sin Krone over Norge. Ved Juletid saa hardt det frøs, Da gleed en tiældet Slæde Til Hedemarken over Miøs, Det Halvdan saae med Glæde, I Slæden sad den væne Daa, Den Bærsærk død paa Isen laae, Hans egen Haand ham fældte. Saa falde for sit eget Sværd Hver Bærsærk der vil øde Den Spire som er Herren kiær Og giemmer hellig Grøde, Den Spire til et Cedertræ Som voxe skal i Klippelæ, Og bierge Himlens Fugle! Det Træe i Drømme Ragnild saae Rodfæstet mellem Stene, Om Blod vel maatte Bullen spaae, Men grønne var dets Grene, Og, hvid som Snee, dets høie Top Sig løfted over Dovre op Og skygged over Norge. Det Træ i Drømme Ragnild saae Som af sit Skiød oprinde, O, gamle Norge! mærk derpaa! Hun var en Danne-Kvinde! Hun fødte Yngling-Stammens Haab, Hun korsede i Barnedaab Din Kongeslægt og DovreDa Harald Haarfager er det første Hedningbarn i Norge om hvem Snorro melder, at han ved Navngiften blev begydt med Vand, og hans Moder var Dotter af en christen Kvinde, seer Man let at Sperling og Flere i det mindste kunde sparet een Rubrik i deres hedenske Kirkebøger, om ikke her, som i flere Schemaer, alle Rubrikerne skulde være tagne over Tvert. Med det Samme løser sig den Gaade hvi Harald giorde sit Løfte om at indtage Norge ved den Gud som ham havde skabt og havde Alt at raade, saavelsom og, hvi han bar sligt et Had til Seidmænd, at han end ikke sparede sin egen Søn, uagtet Odin selv ansaaes for Seidens Ophavsmand.. Hun fødte Harald Lokkeprud, Den Søn af Halvdan Gamle, Som laande Kraft af Himlens Gud Til Klipperne at samle, Som avled Hakon Adelsteen, Og af hvis Rod, saa klar og reen, Sig hæved Olavs-Toppen. Seer du det Field med de takkede Kløfter! Seer du hver Aas sig nu lavere løfter! Seer du hver Aas som et Høisæde bær Ud over Dalen med Pung og med Sværd, Jarlen saa mørk og saa hadsk og saa nidsk! Over hans Hoved mon hænge paa Rad Bismer til Sølv og til Smør og til Fisk, Zobel til Kappe og Kalve til Brad. Seer du det Hoved som monne fremrage Høit over Dovre, ja seer du den Drage, Som med sin Hale i Svinesund leger, Med sine Vinger fra Rand og til Fod Omfavner Norges det stolte Steenbæger Fyldt med de Riges og Fattiges Blod! Over hans Hoved mon hænge et Skiold, Skioldet afbilder den Hr. Enevold, Hvordan paa Norriges Aase han træder, Nedtrykker tredive Konninge-Sæder, Alle Mands Odel i Haanden han holder, Dermed sin Hird og sin Hær han besolder, Hirden og Hæren og Skialdene sine: Audun og Thorben og Thjodolf fra Hvine. Snehvide Gubbe! ja vel maae du sukke, Vel maae du bukke dig krum over Stav, Vel maae du Hovedet ryste og vugge, Ønske det laae under Mulde i Grav. Men, hvorfor sørged og sukked du ikke Der Man forsaged de Fædrene Skikke? Saae du det ei, at med Fædrenes Troe Fædrenes Frihed og Held Man beloe! Saae du det ei, at den daarlige Old, Dengang Alfader og Gimle Man glemde, Og for Hlorrida kun Drapen istemde, Hengav sin Odel i Hrimthurse-Vold! Er det vel Under, de legemlig tage Det som vi aandelig haane og vrage? Seer du den Skare som ganger ombord? Seer du de Holme med Field og med Fiord! Seer du de Høisæder mange i Flok Løfte sig prude og glimrende nok Rundt paa hver Aas og hver Øre paa Kyst! Kan du beskue de Herser med Lyst, Som fra den vældige Ynglinge-Drage Flydde med Guld og med Grander saa fage? Visselig sidder hver Herse saa bold Alt paa sin Gaard og sin Snekke i Vælde, Modig og frie som i Fædrenes Old Kongerne throned paa Norriges Fielde; Vel maae det underlig trøste og fryde, Naar under Vinterens Hierte gienlyde Høit udi Hald og i Hav og i Field Fædrenes Søgur og Kvæder i Kveld. Ja det er herligt at Fædrenes Roes, Fædrenes Frihed og Fædrenes Kvad Agtes for mere end Fædrenes Gods; At vi med dem og fra dette saa glad Skue saamangen en Adelsmand stævne Vidt over Hav til den fremmede Øe, Ja, til den Øe som han Iisland maae nævne, Kun for at frie han kan leve og døe, Saa under Dragens den gloende Vinge Modet ham ei skal bortsvides af Bringe, For at ei Aanden af giftige Drage Skulde forknytte, fortære hans Lunge, Saa han ei meer kunde Draperne siunge Høit om Bedrift fra henrullede Dage, Klart som de klang i Kong Frithiofs Borg. Ja, det er en Glæde, men det er en Sorg At skue de Herser og Bønder saa snilde Med Dannemarks Blommer og Norriges Marv, Med Konsten og Kraften, med Fædrene-Arv At færdes og fare saa ilde. Edda hun giemdes i Hierne og Bog, Sandheden glemdes paa Thing og paa Tog, Hvo kan vel elske og hvo tør vel rose Skallagrim, Eigil, Skarp-Hedin og Flose, Var saa end hver baade Kæmpe og Skiald? Mange saa var deres Frænder i Tal, Faa vare giæve som Gunner og Njal, Derfor vemodelig see vi dem Begge Segne for Blus og for blodige Egge, Spired en Blomme, som Helga saa fiin, Var den som Vildtet for Hund og for Jæger, Uden at ynkes Man knusde dens Bæger, Kun for med Stolthed at kalde den sin. Satte en Svane saa væn sig paa Borg, Flux var tilstæde og Ørnene to, Slede hinanden med Næb og med Klo, Svanen sad efter med Kvide og Sorg, Maatte saa flyve med Falken paa Hald, Trøste sig kun med den jordede Skiald, Siunge vemodig med tonende Sukke Selv sig i Søvn i den iiskolde Vugge. Ja, ei i Dag og ei i Gaar, O Søgnabek hin sære! Du fikst de underfulde Kaar Du skalst til Enden bære, Med Saga stedse Odin skal Saa lønlig tale i din Hald, Og gyldne Skaaler tømme. Ja, Island! underfulde Møe, Med Iis-Chrystal om Hierte! Du sidder over dyben Søe I Skin af Heklas Kierte, Og tegner med din Runestav De Lignelser som staae i Rav Og skinne giennem Rude. Du est en Møe saa underfuld, Kun Gubber til dig beile, Med Snekken fuld af røden Guld De til din Gaard mon seile, Trolovet kun med Gubbens Aand, Du giver ham din høire Haand, Men kun hans Guld dit Hierte. Det er dit travle Brudeværk Hans røde Guld at smelte, Og blande til en Kalk saa stærk Til Mindedrik for Helte, Og Gubben tømmer Kalken brat Og mærker sig i mørke Nat Med Odins Bænke-Rune. Ja, snild i Sind og kold om Bryst Du, Dannemarks Athene, Din Elsker giver kun med Lyst Gravøl og Bautastene, Først, naar han ligger under Muld, Du føder ham det Sønnekuld, Som skal hans Navn opholde. Dog, Møe! du giækker kun din Skiald, Forgiæves er hans Møie, Thi Skikkelser i Hobetal Du giøgler for hans Øie, Som med en Beiler, med din Skiald Du spiller i din Gaadehald, Du Krønikens Præstinde. Ja, Møe! med Rette du din Skiald Maae for en Beiler regne, Han stævner til din Gaadehald Paa gamle Danmarks Vegne, Du være maae ham moderhuld, Han hører til det Sønnekuld, Du har med Gubber avlet. Saa luk da op dit Havfruslot! Nu Svipdag er hiemkommet, Og løft nu op dit Slør saa graat, Af Iiskrystal saa blommet! Ja, vær din Søn dog moderhuld Og deel med ham det røde Guld Hans Fader dig har skiænket! Jeg beiler ikke til din Aand, Den har saa kolde Drømme, Jeg beiler ikke til din Haand, Det Sønnen ei kan sømme, Jeg beiler til dit røde Guld For mig og for mit Sønnekuld, Jeg beiler til dit Hierte. Ja, gamle Møe i Gaadehald! Du skal og maae mig føie, Mig skuffer ei din Iiskrystal, Thi korset er mit Øie, Det Hierte dig min Fader gav, Det Hiertespeil af gyldne Rav, Det kommer jeg at æske. Det var hans Guld, det giemmer du, Det lod sig ei forvanske, Du kommer ham vel dog ihu, Den gamle Holger Danske, Hans Hierte var hans røde Guld Og Gud og Saga tro og huld Han gav det Alt i Giemme. Saa gak nu ud af kolde Sal, Hvor stiv du end est vorden, Og stiil din Kaas til Lavadal Og grav paa Kirkegaarden! Der finder du hos Helgas Støv En Urne under visne Løv Med hede VemodstaarerHelga, hvis Kvide og Død Man efter Gunlaug Ormetunges Saga, kan finde beskrevet i Saga Nyaarsgave for 1812, ligger begravet i Hraunedal, paa Dansk Lavadal.. Naar den du bærer til din Hald Da er dens Trolddom ude, Da Isen tøer paa din Chrystal, Den bli'r saa klar en Rude, Da seer Man klart det gyldne Rav, Da Guldet som dig Fader gav, Er i dit Glas tilsyne. Du veedst det vel at Hierteguld Er ei som Muldets Stuffer, Det med sin Glands saa gaadefuld Ei frister eller skuffer, Det Alles er som har det kiær, Formerer sig hos hver især, Jo meer han det udskifter. Ak! trodser du, da er nu brat Dit Timeglas udrundet, Thi viid jeg har i mørke Nat Dit Banevaaben fundet, Med Luerne af Signes Hald Skal sprænges da din Iis-Chrystal, Da mister du dit Hierte. Husk paa, du Jomfru Gloriant! Din Borg har Holger bygget, Og Guldet som et Elskovs Pant Han i din Haand har trykket, Og skiælve maae du for hans Arm, Hvis ei han seer det i din Barm, Naar atter han opvaagner. Ja, hør mig Holger! Fader min! Til Hvile kanst du trænge, Men, som jeg seer paa Kierte din, Nu sover du for længe, Og hvis du nu ei vaagner brat, Da røve Hedninger din Skat, Da slukker sig din Kierte. Men see! du est jo vaagnet alt, Jeg knap igien dig kiendte, Jeg saae din Kiertes blaa Gestalt Som over Graven brændte, Men over Faders Grav den maae Kiærmindelig jo lege saa, Naar Kierten er i Harpen. Jeg bared mig vel ogsaa nok, Hvis du var ei tilstæde, For med din røde Manglestok At banke paa, og kvæde: Vil Menglad være Jomfru min, Saa lukker op hun Hallen sin, Thi Svipdag er herudeSee Fjølsvins-Mal i Sæmunds Edda!. Seer du det Field med den Helle saa flad! Seer du den Kvinde som føder i Løn! Seer du den Trønd som i Hedningebad Vier til Kæmpe den nyfødte Søn! Kiender du Thora og Sigurd fra Hlade? Kiender du Barnet som de monne bade? Kiender du Hørden, undfanget paa Mostre: Haarfagers Søn Hakon Adelsteens-Fostre? Seer du Smaakongernes Blod komme over Haarfagers Afkom som gloende Vover! Seer du den Gamle maae see sine Børn, Sønnerne stærke og mange i Tal, Segne i Luer, i Hav og paa Val! Seer du hvor Sigurd og Olav og Bjørn, Halvdan tillige ved Broderens Stav Ikke ledsages men drives til Grav! Erik og Gunnild med Sværd og med Sviig Løfte Høisædet paa Brødrenes Liig. Seer du den Snekke for strygende Vind Stævne fra Syden til Nidaros ind! Veed du hvad Snekken mon have ombord? Det er en Ædelsteen faver og stor, Gubberne siunge med Børn i Dands: Norriges Odel er kommen til Lands! Troldene hyle saa dybt udi Field: Vee os! thi Balder er kommet fra Hæl! Seer du, paa Froste der holdes nu Thing, Seer du om Kongen de Kæmper i Ring! Hører du Røsten saa klinger og reen! Ak! at den klinger som Sølvet paa Steen! Ja, det er Hakon, du mærke hans Ord: Bønder! jeg gav eder Odel paa Jord, Men her i Verden vi har ikke hiemme, Flytte vi maae til det fremmede Land, Der har en Anden vor Odel i Giemme, Ganger til Ham baade Kvinde og Mand! Venlig Han er, for vor Odel Han døde, Tog den fra Thurser, forsoned vor Brøde, Byder i Gimle os alle velkommen, Naar til hans Rige vi styre vor Stavn, Truer dem alle med Pinen og Dommen, Som ei vil troe paa Hans hellige Navn. Christ er Hans Navn, og for Navnet at lære, For det til Norriges Klipper at bære, Derfor mig timedes underligt Kaar, Derfor jeg sendtes i tidlige Aar Did, hvor det Navn haver vundet og lyder Høit under hvælvede Buer i Sang, Ja, hvor det frelser og trøster og fryder Kongen paa Thronen og Trællen i Vang; Thi er mit Bud at I, Unge og Gamle, Rige og Fattige eder forsamle, Renses i Daabens det hellige Vand, Troe saa paa Christus som Gud og som Mand! Faster og hviler den Herre til Ære, Hver en Gang Ugen i Aaret gaaer om! Aldrig til Afguder Offer I bære! Frelser dog Siælen fra evige Dom! Hører du Bøndernes Bulder og Gnye? Hør hvor de hvine og huie i Skye! Hør det hvad Trønderne have i Hu! Asabiørnen udbrummer det nu. Norriges Odel annammed de glade, Himlens de vrage, ja haane og hade, Trodse paa Bryndold, saa længe forglemt, Trodse paa Haugold, i Høiene giemt, Trodse paa Fædre og vil ei forstaae Aldrig blandt Fædre Man Enevold saae Odel udskifte som Sølv og som Guld, Høisæder støde som Skamler omkuld, Reise paa fribaarne Nakker sin Bænk; Aldrig fik Fædrene Odel som Skiænk. Ei vil de see, at da Herlaug sig ned Væltede feig af sin Fædrene Throne, Søgde paa Skamlen i Trældom sin Fred, Da tabde Haugold sit Spir og sin Krone, Vil ikke see, at med Dødningedrik Haugold med Hrollaug i Høien indgik; Mene, at naar de kun Hiertet forhærde, Kommer der Eg paa de sløvede Sværde, Klappe paa Sværdet mod Kong Fredegod, Sige: det giælder Tyrannernes Blod. Esben og Kaar og Orm, Thrandur Egge Thorberg og Botolf og Narv, Thore Skiægge, Brunaolds, Haugaolds Kæmper saa bolde! Vel kunde Haarfagers Haarlok jer holde, Dog kan I høilægge Klerkerne trende, Kirkerne tre kan I vælte og brænde, Dog, I kan Meer i en Bondefloks Spidse, Mere, ja kun alt for meget tilvisse, Adelsteen! bøiet, fornedret du blev, Dengang du gabed om Hlautbollegreb Faldet du er, ihvor høit du saa peger, Naar du ei længer tør korse dit Bæger, Klap kun paa Sværdet og slaae kun paa Skiold! Dig overvandt dog den Nidingeold. Stille! see hist hvor de Snekker i Skare Som under Hyllehat lønligen fare! Hakon! hvad gavner nu Bavnen paa Field? Tit har den blusset i Dagning og Kveld, Ledet som Lygtemænd Flokkene vild, Fattes nu Vind eller Vagt eller Ild? Nu blusser ingen, din Time er kommen, Korset undgik du, men undflye nu Dommen! Seer du den Kæmpe der vandrer paa Valen, Alt som han vandred i Høielofts-Salen, Solen sig speiler i Hielmen saa klar, Borte er Brynjen og Bringen er bar, Helten der gaaer, som han raaber, kun fram! Kiender du Hakon, da see, det er ham! Ak! men see, nu er Guldhielmen forsvundet, Mon da alt Hevneren Hakon har fundet? Nei men ak Eivind, du Adelsteen-Skiald! Visselig aned dig Stolkongens Fald, Og hvad du kvad om Valkyrie-Talen Ringede huult dig for Øre paa Valen, Hvor kunde ellers paa Hielmen du sætte Hyllende Hætte! Mon sig for Skialden det sømmer at lægge Saa over Glandsen et dølgende Dække? Skaldaspilder for det allerede Bør du jo hede. Dog, der dig aned din Elskedes Fald, Glemde du helst du var Skiald. Hør hvor han brøler, den Bærsærk saa fuul: “Kryber nu Nordmanna-Kongen i Skiul? Tog han nu Flugten til Bytte fra Val? Hvor er Guldhielmen med Prunk og med Pral?” Eivindur Skreia, ja kiender du ham! See hvor han styrter i Fylkingen fram! Seer du hans Broder Alf Askmand hin lange, See hvor i Blod de til Anklerne gange, Hvor som de stædes, slet Ingen kan staae, Hvem der ei viger ham vandre de paa. Hører du Hakon? ja det er hans Røst, Rædsel end ei er ham foret i Bryst, Klarlig det mærkes paa klingende Stemme, Hielmen er borte, men Helten er hiemme. Stiil som du stævner! er Svaret til Jetten, Nordmanna-Kongen er her under Hætten. See til Bærsærken! han faae en Ufærd! Hviner ei alt over Hakon hans Sværd! Hvad er paa Færde? skal Jotuners Vælde Løgnen stadfæste ved Hakon at fælde? Nei, for Guldhielmen kun Tvivleren skialv, Her ligger Eivind og der ligger Alv, Gud vil blandt Hedninger høit det forkynde: Christus regierer om Christne og synde, Jetterne falde og Fienderne flye, Solen udbryder af Pilenes Skye. Nu, saa var Timen jo dog ikke kommen, Hakon undgik da som Korset, saa Dommen! Stille! see hist, hvor du hører den Susen! Stille! see her! seer du Pilen i Musen? Det skulle Hedninge lære i Dag: Christus, ei Hakon har vundet sin Sag. Seer du det Field med den Helle saa flad! Husker du, her fødte Thora fra Mostre Haarfagers Søn Hakon Adelsteens-Fostre, Her blev han viet i Hedningebad! Seer du den Kiæmpe saa bleeg og saa mat, Færdig at sige al Verden Godnat! Kiender igien du nu ham der i Dag Under Guldhielmen sig løfted saa strag? Kiender du Hakon paa Hakonar-Helle? Hører du Fieldet hans Saga fortælle! Seer du de Kæmper, saa haarde i Hu! Bange og bløde saa ere de nu. Hører du Hakon! nu Røsten er lav, Alt som naar Dødninger hviske i Grav: “Bærer til Blodøxes Sønner mit Bud! Siger: af Verden jeg vandrede ud, Ei jeg misunder dem Norriges Krone, Gid det dem med mine Venner forsone! Maatte jeg leve, da drog jeg paa Stand Bort fra det hedenske Fædreneland, For mellem Christne med Bod at udsone Hvad jeg forbrød imod Gud paa min Throne, Men hvis jeg her mellem Hedninger ender, Da er min Jordefærd i eders Hænder, Som I har Lyst, har I Lov.” Dermed den Herre hensov, Saadanne Ord maatte blive de sidste, Ved deres Lyd maatte Hiertet vel briste, Ak! thi en Bøn turde Hakon ei vove Om mellem Christne at sove, Turde ei bede, sit Hierte til Lise, At de til Valhal ei vilde ham vise, Ak! som en Hedning saae Hakon sig nu, Vel maatte Øiet da briste i Gru. Seer du den Høi som paa Hedninge-Viis Graves for Hakon til Leie og Priis! Seer du hvordan de til Jorde ham stæde, Liget i Brynje de klæde, Christnede Hakon med Skiold og med Sværd, Ruste de ud til Einheriefærd. Hører du Røsten af Hedningers Skare: Hakon! Farvel! til Valhalla du fare! Hører du Eivinds høirøstede Kvæde Tone om Odins og Asernes Glæde, Om hvordan Hermod og Brage Hakon modtage! Adelsteens-Drape. Strid-Skøgul hin rige Og Gøndul tillige, De Møer saa bolde, Om Hiertet saa kolde Dem sendte Hærfader saa aarle til Val, En Yngling at saare, En Yngling at kaare, Som giæste ham skulde i Valhallas Sal. Vaagnet var Hilde, Drotten hin milde, Kæmpernes Bane Bold under Fane Funde de Systre fra Hærfaders Sal, Sværdene knittred, Spydene sittred, Kæmperne raved og segned paa Val. Kongen paa Klinge Kæmperne ginge, Fram I Haleier! Fald eller Seier! Raabde den Herre til Svende paa Val, Nordmænd i Række Fulgde saa kiække Ham som udskiftede Guldet i Sal. Brynjen afkrængde Kongen og slængde Fra sig i Vangen, Herlig var Klangen, Blot under Hielmen stod Øe-Daners Gru, Spilled med Glæde Om sit Høisæde, Stod under Hielmen saa lystig i Hu. Brynie-Ringe Kløved hans Klinge, Alt som naar Snekker Bølgerne flækker, Stumper og Stykker om Ørerne fløi, Sværdene braged, Skioldene knaged, Hovedet værked af Saar og af Støi. Kværnbidr traadte Hardt som den maatte, Isser og Skiolde Ei kunde holde, Øelandet skialv under Kæmpernes Fod, Neppe i Norge Blanke Skioldborge Farvedes før i saa adeligt Blod. Øxer med Egge Hilsed de Kiække, Dybt maatte gløde Vunderne røde, Ild blev da slaget af Staal uden Flint. Blodige Bække Løfted hver Snekke, Sværdbølgen brusde mod Brynieklint. Valstorme vrede Mødtes og strede, Rysted med Vinge, Legde med Ringe Under Skioldhimlen og Skyen saa sort, Ned faldt som Iile Iisslag af Pile, Strømmen hin stride reev Kæmperne fort. Mødige, matte Kæmper sig satte, Skioldet var stækket, Pandseret knækket, Smalt og forslidt var det dryppende Sværd, Aldrig saalænge Sværd havde Gænge, Stævned til Valhal saa modig en Hær. Iiskold i Barmen, Gøndul med Fryd Lænede Armen Let paa sit Spyd, Mælede haard: Hov! Hov! Godt nu gaaer Guders Plov; Hakon, du, Kæmper Nok Med i Flok, Rider nu Brat fra Val Til vor Sal. Lyttende Hakon paa Valen Hørde Valkyrie-Talen, Saae hvor de Møer saa kolde Hyggelig sad under Skiolde, Kneised paa Gangernes Rygge Ranke og trygge, Kneised i Skioldenes Lye Under Guldhielmen i Skye. Hakon. Skøgul! hvi skifter Seiren du saa? Skal for Bedrifter Skiændsel vi faae Hvem skulde hædre Guder som lønne ei bedre? Skøgul. Har da vi ikke voldt At du beholdt Og Fienderne flydde? Nu, Syster, tilbage Vi ride saa Til Gudernes Gaard, Til Engen saa grøn I Vinter og Vaar, Til Hallen saa skiøn, As-Odin at melde Nu kommer i Vælde Kong Hakon fra Val, Hans Ansigt at skue I Heltenes Stue, I Valhallas Sal. Hærfader bød, Huult det lød: Hermod og Brage! Ganger nu ud Mildt at modtage Kongen saa prud! Helt er i Hu Drotten som nu Rider fra Val, Giæster vor Sal. Flux for Salen Hakon stod, Kommen fra Valen Tvættet i Blod, Turde end melde Dristig og vreed: Selv midt i sin Vælde Er Odin os leed. Kom, sagde Brage, Nyd alle Dage Uden Fortred Valhallas Fred! Valskovens vældige Jæger! Drik nu af Asernes Bæger! Glæd dig, thi Brødre herinde Otte paa Rad skal du finde! Dog ikkun ilde tilmode Svarede Hakon den Gode: Sværde og Skiolde Vil vi beholde, Tænke paa Fare, Flittig forvare Brynjer og Hielme dernæst Staalet er Stalbroder bedst. Nu det for Dagen Kom at Kong Hagen Ei i sit Liv en Foragter Var af de hellige Magter, Nu da de hellige Hære Hilsde ham alle med Ære. Lyksalig den Fader, Der sig efterlader Saa herlig en Søn! Et straalende Minde Mens Tiderne rinde Skal vorde hans Løn. Men ak! førend Magen Til fromme Kong Hagen Oprinder i Nord, Maae Fenris-Ulv løses, Og Blodet udøses I Strømme paa Jord. Nu Folket med Fæet Og Ynglinge-Træet Fordærves i Nord, Mens Hakon den Gode Er bænket hos Frode Ved Asernes Bord. Ja, høit lyde Klagen Om Land for Kong Hagen! Vor Trængsel er stor, Og Klippen gientage Vor sorgfulde Klage, Den runge i NordDenne Oversættelse af Eivinds Hakonar-Mal er den tredie jeg har prøvet, jeg vil ønske at det her maae hede numerus tertius gaudet, men i al Fald tiltroer jeg mig ikke at kunne give et bedre Billede af den berømte Vise, der ordret oversat, efter min Følelse taber Alt for hvem der ikke har den forud i Øret, og Indholden er i det mindste trolig givet.! Christnen skal Aserne skænke og bænke! Rase de Folk, eller mon vi skal tænke At i hans Grav med den vensælle Drot, Vennerne, Frænderne drive kun Spot? Hvem kan sin Taare og Tunge da tæmme! Vee over dem der en Fader beskiæmme! Hvo vil til Hakonar-Maalet da lytte? Harmelig Staven fra Høi vi maae flytte. Stille! nei bie! lad os standse vor Stav Tøve et Bluun ved Kong Adelsteens Grav! Kan ikke, Frænde! vi Taarerne hemme, Tungerne dog skal vi lære at tæmme. End i sin Død havde Hakon ei Mod Til mellem Hedninger at giøre Bod, Vel under Korset han vilde sig bøie, Men det ei løfte med funklende Øie; Derfor ei Herren hans Liv vilde skaane, Derfor utrøstet han maatte hendaane; Hedninge-Sangen saa frygtelig susde Hakon for Øre og Hiertet den knusde, For at han skulde saa seent og saa fage Lære al Verden for Gud at forsage. End over Graven den Hedningesang Sagde med underlig, sørgelig Klang: Hvem der sit Liv vil af Hedninger tigge Og i sin Grav som en Hedning maa ligge. Men da Kong Hakon dog elsked i Løn Himlenes Gud og hans Eenbaarne Søn, Ja, vilde offre i Døden tillige For dem sin Ære, sit Liv og sit Rige, Saa havde Herren og det ihukommet, Ærede Hakon i Graven forblommet, Hedninge-Sangen den selv maatte være Himlenes Gud og Kong Hakon til Ære. Seer du om Høi baade Unge og Gamle Venner og Fiender med Graad sig forsamle, Alt som det toner fra Mythernes Alder: Hrimthurser græd over fældede Balder! Hører Du Kiæmpernes hulkende Klage: Vel faae vi Konger, men aldrig hans Mage! Hører Du Eivind med Asernes Tunge Høit om Kong Adelsteens Fromhed at siunge, Siunge om ham som fra Mythernes Alder Til os det toner om fældede Balder: Græder og hyler med Sorg og med Klage Sildig fra Hæl kommer Baldur tilbage; Slægterne skifte i vexlende Dage, Sildig faaer Norge sin Adelsteens Mage! Saa maatte Hedninger Hakon berømme I deres Afguder selv sig fordømme, Græde for ham, som begræd at han ei Drev dem til Korset paa blodige Vei, Prise som ypperste Konge i Nord Ham der foragtede Odin og Thor, Lade selv Brage med Harpe og Vise Udgaae af Valhal for Hakon at prise, Lade en Christen i Valhal saa bold Trodse mod Odin med Sværd og med Skiold. Hedningeold! Du forkyndte din Død Der du en Christen til Valhal indbød, Eivind! og du, du primsignede Brage, Der du ham nødte i Hakonar Mal Til at udvandre af Asernes Sal Og med sin Harpe en Christen modtage. Skaldaspilder vel maatte dig kalde Hedninge-Skialde; Hedninge-Harpen du nødte til Klang Medens du Liigvers for Hedenold sang, Strængene sprang, og dens Bund maatte briste Hakonar-Mal maatte blive den sidste Hedninge-Drape i livlige Toner, Klangen er dyb som en Døendes Rallen, Huul som en Klang af de faldende Kroner, Asernes Kroner som trille i Hallen; Huul som en Bragen af Spyde og Skiolde, Valhallas Støtter og Lofter saa bolde; Huul som naar Heimdallurs Horn monne tordne, Huul som et Vee fra den truende Norne. Eivind! ja Hedningers Skjaldskab forspilde Maatte du, om du end ikke det vilde, Men det er herligt, som vi kan forstaae, Liigverset maatte saa trøstelig spaae Alt om en Dag, da den nordiske Brage Skulde med Harpen Kong Hakon modtage, Ikke om Dagen alene, da Skialde Skulde i Asamaal Christus paakalde, Og i vanhellige hedenske Toner Love den Hedningers Haab og Forsoner, Men og om Dagen som Tegn os foriætte, Naar sig de hedenske Myther skal flette Villige ind i den Helliges Krands, Og finde Lye, finde Lys, finde Liv i hans Glands. Eivind! og jeg har et Hakonar-Mal Digtet og siunget i Høielofts-SalAt jeg herved ligesaavel mener mine Optrin af Kiæmpelivet, som mit Liigvers over Christian August sees vel af hvem der ellers forstaaer mig., Kronen igien jeg af Aserne skiød, Der jeg en Christen til Valhal indbød; Skalda-Spilder med Rette mig kalde Hedninge-Skjalde, Thi jeg nedmaner med hellige Ord Bragur og Phoibos og Musernes Chor, Jeg dem opmaner igien fra de Døde For at lovsynge i christnede Toner Ham der nedtordned dem af deres Throner, Giorde Olympos og Valhallen øde. Ja, om en Christen som Hakon og Balder Elsket i Norriges Hedninge-Alder, Kvad jeg ved Graven engang Liigvers som Hedningesang; Saa blev ved Graven der siunget med Rette, Ak! thi han vilde forsage, forgiætte Christians-Navnet for herlig at throne, Alt som en Helt under Asernes Krone: Var han og Helten saa giæv og saa bold, Ham overvandt dog den Hedninge-Old. Upsalas Guder med Rette da sigted Skialdene begge for Hakoners Fald, Christian! end ikke Spaadommen svigted Som ved din Grav blev forkyndt af din Skiald Tiden skal vise om Synerne briste, Eller om Offeret bliver det sidste. Hvad svigte? hvad briste? flyt Staven i Hast, Ja bøi den! ja bryd den! det svigted det brast! Saa runger hernede en Røst for mit Øre, Men Røsten fra Oven jeg ene vil høre. Stille! kun stille! fra Adelsteen-Graven Sagtelig, rolig du flytte kun Staven! Ei vil en Taare vi strænge formene Heed at nedfalde paa ringsatte Stene, Kald paa din Aand og flyt Staven tilbage Til de forældede Hedninge-Dage! Frit du paa Adelsteens Bautasteen riste: Her hviler Offeret som blev det sidste, Nu kommer Raden til Jetter og Trolde Trods om de Marken og Fieldet beholde! Lad dem kun kogle med Gand og med Galder! Lad dem kun nægte at græde for Balder! Han dog forklaret skal komme fra Hæl, Før end de tænke, og før end de veed Jetter og Trolde skal synke derned, Korset skal straalende kneise paa Field; Korset skal svømme saa brat over Hav, Plante sig selv paa Kong Adelsteens Grav. Hedninger selv skal i Blindhed indkalde Korset for hvilket de blegne og falde. Seer du det Field med de takkede Kløfter! Aase i Ring sig til Høisæder løfter, Der sidder Graafeld og Ragnfred og Erling Gudrod og Sigurd, og seer du den Kærling, Som sidder midt i den Konninge-Ring, Holder med Drot-Flokken Tale og Thing! Konninge-Moder hun kaldes forsand, Kløgtig paa Galder, paa Seid og paa Gand, Blodøxes Gunhild du sagtens maa kiende, Kongerne ere og Sønner af hende: Sønner af Gunhild i Sind og i Skind, Skytter med Strænge af Moderens Spind. Nu, Nummedøler! Haleier og Trønder! Hørder og Strigler! ja Herser og Bønder! Fredegod satte I Stolen for Dør, Nu har I Herrer som I havde før, Fredegod selv i sin Død overgav Blodøxes Sønner sin Stoel og sin Stav, Han overgav dem i Angest og Pine, Der han blev krystet af Synderne sine, Ei tænkde han Eder Trods at betale, Det tænkde Herren i Høielofts-Sale. Hvor er nu Sværdet I klappede paa? Hvor er nu Tungen som pukkede saa? Hvor er nu Ordene stærke og stolte? Nu har I Lænker og nu har I Bolte Hvor er nu Hammer, og hvor er nu File? Hvor er det Kogger med gloende Pile? Svor ikke hist I for Hakon paa Froste: Frie vil vi være, hvad end det skal koste, Modet i Bringe, og Sværdet i Belte Har vi som Brunaolds, Haugaolds Helte, Nakkerne høit vi som Fædrene bære, Blotmænd og Frimænd som de vil vi være; Vil du os trodse og Lovene bryde, Da er det Dig som skal Legen fortryde Vi dig uddrive med Bisp og med Præst, Tage til Konge hvem os tykkes bedst. Det var til ham som jer Odelen gav Gav jer den mistede Odel tilbage, Det var til ham, hvem I roesde i Grav Alt som en Drot der ei havde sin Mage, Det var til ham I om Lænker og Bolte Og om Uddrivelse talde saa stolte. Ei vilde han eder plyndre og plage, Ikke en Hvid eller Hud jer fratage, Gierne han gav hvad I havde behov: Odel og Froste-Things, Gule-Things Lov, Kun hvad han selv ikke havde i Eie, Bød han jer søge paa banede Veie, Naade hernede og Salighed hist Bad han jer søge hos Frelseren Christ. Derfor I skrege paa Trældom og Vold, Derfor I klapped paa Sværd og paa Skiold, Derfor I vilde jer Hakon udiage, Da var det Smaating at finde hans Mage, Saadanne Konger I meende forsand Groed hos eder som Kogler paa Gran. Nu er han borte, men hvor er hans Mage! Nu er det Tid I til Rigdommen tage: Hist sidder Gunhild med Sønner i Ring, De holde Stævne og de holde Thing, Saa det til Høie og Lave maae svide, Hvor kan dog Haugaolds Kiæmper det lide? Adelsteens Love: hvor ere nu de? Kan I for Rænker og Ræve dem see! Lovene ligge med Sølv og med Guld Hvor de af Kongerne jordes: i Muld, Retten den sidder i Spydstagen nu, Nu var det Tiden at hvæsse sin Hu, Hvæsse paa Klippen sin Hu og sit Sværd Havde man Loven og Friheden kiærFor Rummets Skyld udelades Episoden om Sigurd paa Hlade, der skyggede over Trøndelagen til han brændte inde paa Ogle.. Seer du det Land med de kneisende Fielde, Billed paa Troskab og Vugge for Vælde! See, hvor det hærges, nu Vælden er Vold Klippen maa drøne og Dalen maa sukke, Nakkerne maae sig for Nidinger bukke, Vee dig, ja vee Dig du Hedninge-Old! Haardt under Haarfager maatte du bøde, Dog for din Vaande dig timedes Bod, Herren dig sendte en Hakon saa god, Ak, men du piinde din Læge til Døde. Da kom og Harald tilbage paa Stand, Kom med et Følge, langt værre end han, Glade de boe i den feiede Stue, Vil du dog ei for dit Endeligt grue? Vigen og Vestfold! jer Roe var en Skygge, Her ligger Gudrod, og der ligger Trygge, Fordum for Gunhild faldt Sigurd og Biørn, For hende falde nu og deres Børn. Ragnhild! saa skulde af Drømmen vel briste Hvad som var baade det Bedste og Sidste! Ak! skal de Kviste nu visne i Knop Som skulde dannet den deilige Top! Nei, o dog nei, lad kun Trolde forlyste Sig med det Haab at de ødte den Green, Saga dog huld kan med Sandsagnet trøste! Vist kommer Toppen, om og den er seenDet er dog vel heel mærkværdigt, hvorledes baade Olav Tryggesens og Hellig Olavs Fædre forfulgdes af de Onde, ret som om disse ahnede Fremtiden. Baade Olav Tryggesens Fader og Farfader faldt for Gunhilds Svig tilligemed Hellig Olavs Farfader og Oldefader, og Harald Grænske, Hellig Olavs Fader, indebrændtes af sin Lege-Syster den svenske Dronning Sigrid Storraade.. O Nordmænd! o kalder i Mindet tilbage Kong Adelsteens Dage! O vorder dog kloge paa Tidernes Gaade Og føler Guds Naade! O skuer dog Herrens den hellige Finger Som vinker og tvinger! O frister dog ikke med Stolthed og Latter Hans Miskundhed atter! O praler dog ikke af Fædrenes Mod Som Frelsen modstod! Nei blues derved! Og knæler med Anger for Frelseren ned! Og lover og priser den Herre saa god Som tvinger til Bod, Som sendte de underlig vexlende Kaar Og kiedtes ei ved giennem hundrede Aar Med Kiærtegn at lokke, og tugte med Svøbe Den trodsige Biørn Ja vilde med Blodet af Helgene kiøbe Til Konger og Præster gienstridige Børn! Der Harald knækked Fieldets høie Takker, Der Aaget knugede de stive Nakker, Der Eriks Øxe mærkede saa haardt, At mange haarde Halse kom til Kort, Da maatte Norges haarde Klippe-Hierte Vel give tabt, og føle under Smerte, At sligt et Klippe-Hierte stolt Som Jernet haardt, som Isen koldt, Var i det mindste kun til Folkets Harm, En Ædelsteen i Kongebarm. Det maatte hige underlig tilbage, Mod hine dunkle, hardtad glemte Dage, Da som et Glimt af Østens Naade-Soel Omskinned venlig Norges Kongestoel, Da Blomster-Spiret over brede Vove Udstrakde sig fra Sællands Bøge-Skove I Frodes Faderhaand til Dovre-Field, Da under Fredegodes Hierte-Vinge Saa trygge laae de røde, gyldne Ringe Paa Frodes Klippe og ved Kongehell, Som under Bøg paa Sællands Oreveed, Og over brune Lyng paa Jelling HeedDet er Petrus Olai som melder, at to af Frodes Guldringe laae i Norge, paa Frodes Klippe (Frædebierg?) og i Vigen, samt at een laae i Sælland ved Vordingborg. Det være nu hermed som det vil, saa er det vist, at det sydlige og sydvestlige Norge fra ældgamle Tider af, ofte hyldede Leires Konger, og at det var Tilfældet med Frode Fredegod kan saameget mindre omtvivles, som Saxo udførlig beretter det.. Det maatte føles at de favre Dage, Da Ordet mægtede at binde Sværd, Da Folket Kongen havde faderkiær, Kom aldrig meer blandt Klipperne tilbage, Hvis ei en Konge steeg paa Haralds Sæde, Som vragede den vilde Kæmpe-Glæde Og eied dog det høie Kæmpemod, Som kunde lyne og som kunde græde, En Bøge-Krone over Grane-Rod. Det maatte føles at paa Kæmpe-Stammer Der sig kun bøied for Hlorridas Hammer, Som stræbde kun i Blod med Kæmpetroe Til Suler i Valhalla at opgroe, Kun ved et Under kom en saadan Green, Og see! den kom i Norges Adelsteen, Og end dens Komme stander som en Gaade, Opløselig kun i Guds Naade. I Barndom nu vor gamle Fader gaaer, Saa raabde Haralds Sønneflok med Vrede Der Sønnen fødtes ham i Gubbeaar Som skulde Klipperne med Korset frede, Ja, først paa Haralds barnegamle Dage Sig Hjerte-Dybets Lædike oplod, Hvor lunkent men ublandet var tilbage En Draabe end af Ragnilds Christen-Blod, Det ikkun halvt i Hakons Hjerte-Aare Sig blandede med Norges Helteblod, Med Blodet af den gamle Haarde-Kaare Der giennem Thora i hans Aand opstod. Ja Hakon, vist du følde det med Smerte: Du havde kun et christent Kvinde-Hjerte, Din Heltekraft, naar det til Striden kom, Som Hedenskab forlod din Christendom, Du fik ei Rang iblandt de sieldne Helte Som avles kun af kraftig Christen-Blod Hvis Kraft og Mod i Kiærligheden smelte Hvis Kiærlighed har Heltekraft og Mod. Vel under Korset bøied sig din Aand Som tidlig var med Christi Kors betegnet, Men naar du løfted det i Kiæmpehaand Du under det i Kvinde-Blødhed segned. Men Norge! Norge! det var dig som bød Din Frelser Trods i hedensk Hovmods Vælde, Som bød Hans Vidner Kors og Martyrdød, Naar venlige de giæsted dine Fielde. Hvi vil du dog dit Hierte saa forhærde At det oplades maae med Helte-Sværde? O! føel det dog at det er sørgeligt Naar Christni-Sagen blir et Heltedigt, Naar Kraften du til Livet skulde spare, Maae i Omvendelsen sig aabenbare! Hvorfor oplader du dog ei dit Øre Til Julesang med Hyrderne at høre? Hvi vil du heller en Langfredag kaare Med Kuld og Fristelse i Pine-Sal, Hvor du for Sangen hører Hanegal, Og hilser Frelseren med Blussels Taare! O! Norge, Norge! see med Gru tilbage Paa dine stolte, priste Heltedage! Begræd din Synd med Hakon Adelsteen, Hvis du har kiær den hvide Olavsgreen Hvis ei den vorde skal saa mørkerød, Som den du selv paa Stiklestad afbrød! O kom ihu din Hakon Adelsteen! En eenlig Fugl han kom fra Vesterleden Og sang for dig med Røsten klar og reen Om Gud og Frelseren og Evigheden. Han kom med Lov og Evangelium Men daarlig gavst du ikkun Loven Rum, Hvad dig fordømde lod du ikkun giælde, Og trodsed Naaden i din drømte Vælde. Saa var det fordum og saa var det nu, Thi mærk det, Norge! kom det vel ihu! Den christne Snekkefugl nu tvende Gange Din Klippe giæstede med Julesange, Og tvende Gange du paa Froste-Thinge Har Fuglen truet med din Jette-Klinge. O læs med Hiertet i din Sagabog, Og lær tilbunds dog Sagas Hiertesprog! Da skal i Sagnet om de sidste Dage Med Sorg i Hu du læse Hakons Sage. Spørg dine Trønder kun og Nummedøler, Om ei de mene at en Ordets Tolk Er siden Hakon spurgt af deres Folk Om han har glemt at Staalet Blodet kjøler! Ja spørg dem om de ei kan mindes Helte, Der hvæssed Knivene paa Brudebord, For spøgende at spænde blodigt Belte, Og krone Gildet med et Brodermord! Ja Luther-Aldren du har lagt tilbage, Det er Forklaringen af Hakons Dage. Seer du ei hist ved Hakons Helle nær Den matte Kæmpe med det siunkne Sværd! Der fødtes han, der sukker han i Vaande, Skal han sit Liv blandt Hedninger udaande? O Norge! læs dog med Forstand din Sage! Og lad dig lære af de gamle Dage! Ak! af Naturen er dit Hierte stolt, Som Dovre-Fieldet haardt og koldt, Det vidne Mytherne fra Hedenold, Thi viid: kun Gnyet af Hlorridas Hammer Er Gude-Røsten fra dit Hjerte-Kammer! Det vidne Runerne paa Sagas Skiold, De raabe høit at efter Hall-Dan Gamle Det Gaadeglimt i Oldtids Dunkelhed, Slet ingen dine Dale kunde samle, Før Harald Yngling som en Kaabbersmed Paa Dovres Ambolt med Hlorridas Hammer, Sig danned Kiedlen til et Gymers-Gilde Og blanded af dit Hierteblod med Snilde En Sone-Miød til dine Gude-Stammer. Det vidner høiest, som jeg maae gientage Din Færd og Brøde i Kong Hakons Dage. At Kronens Ædelsteen ei groer i Fieldets Aare Men avles underlig i Freias Vemods-Taare, Det store Sagn dit Field i Gienlyd end bevarer, Og Saga det i Herrens Lys forklarer, Men i dit Hiertes som din Brages Hald Det blinger koldt og tomt som Ynglingtal, Og før det Sagn i Kiærlighed du troer I Dovres Land ei Ædelstenen groer, Udhulde du til Ginnunggab dit Field, Du fandt dog aldrig Livets Kildevæld, Og svang du dig til Sol paa Ørne-Vinge Du kunde mindste Gnist den aldrig dog aftvinge. Nei, Under-Hornet med de store Kræfter Som giennem Tiderne du længdes efter, Det Giallarhorn hvis Tone underfuld, Bevæger Fugl og Træ og Blomst og Steen og Guld Som løse skal Naturens bundne Tunge, Saa lydt og den kan Sandheds Priis udsiunge; Som sprænge skal med Ordets Tone-Hammer Den Kaabberport for Geruths Gaade-Kammer, Indtone Liv med Ordets, Livsens Røst I Gaademøens, i Ydunnas Bryst, Den Vole der neddaler som den sidste Fra Ygdrasils de gamle, skiøre Kviste, At spørges ud af Heimdal og af Brage Om Verdens Ophav og dens sidste DageSee Odins Ravne-Galder i Sæmunds Edda!, Ja spørges ud om Midgards-Ormens Byrd, Om Himlens Fugle og om Markens Dyr Om Apis-Oxen og Orions Belte, Om Elementerne, hvordan de smelte. Det Horn skal klinge vist paa Himinbierg Naar Himlens Kræfter til Opløsning giære, Naar Bifraust gnistrer under Muspels Hære, Men skabes ei af nogen kløgtig Dværg, Saalidt som Heimdal med sin Gylden-Tand Udsprang med Liv af Klippens dunkle Aarer, Hvis Malm kun er det sande Guld for Daarer, Saalidt som Heimdal var en Klippe-Gran Skiøndt han beskuede fra Klippe-Tinde Hvad der sig rørde under alle Vinde. Nei, Systre ni, Havfruer favre, milde De fødte ham i den forborgne Kilde, Og Kraft og Vid han drak af Gaade-Vandet, Med Sone-Blod i Gaade-Kalken blandetHyndlu-Liod i Sæmunds Edda.. Og Under-Barnet Giallar-Hornet finder Alt ved sin Vugge under blaa Kiærminder. Ved Grublen ei, men kun ved Barne-Troe I Engens Skiød Man hører Græsset groe, Men hvem det hører, hører vist tillige, Hvad Træer, Fugle og hvad Steen vil sigeDæmes. XXV i Snorros Edda.. O hør det, Bjørn i Gothlands mørke Skove! O hør det Ørn paa Norges høie Hald! Hør det, Delphin! som under dunkle Vove Omleirer Bretlands store Musling-Skal! Ja hører det, hvor Tonerne alt bæve Vidunderlig fra Under-Barnets Læbe, Tiltale Systrene i eders Fængsel, Udtone Hjerte-Dybets dunkle Længsel, Udtone Natter-Galens Vemods-Kluk Og Blomstens Aandedræt og Bølgens Suk! O hører det og lærer dog at lytte Til Under-Barnet i sin Bøge-Hytte! O, naar igjen Forvandlings-Timen slaaer, Hengiøgler Dagen ei i Dødning-Dandse, Og smykker ei som Troldens Offer-Faar Jer Tinding med de Blændværks Blomster-Krandse Men klager, græder for de bange Kaar! Da aander Gud i Under-Barnets Hjerte, Saa han forstaaer at lindre eders Smerte, Da Hornet, fyldt med Kiærlighedens Aande Udtoner Lægedom for eders Vaande, Da trykker Under-Barnet seent i Kveld Til varme Hjerte Haar og Fjer og Skiæl, Da kan og I Uhyrer overvinde, Og Nøglen som er skjult i Verdens Æg Den skal Delphin, paa Havsens Bund du finde, Og Korset knuse skal den trinde Væg Der troldfast i sin Afgrunds dybe Hule Vil med dels Tegn og Verdens Nøgel skjule, Ja skjule Tegnet, for hvis sidste Skue I al sin Trods dog Verdens Aand maae grue, Det Tegn som hvælver under Himmel-Bue Den hele Verden til en Kirke-Stue, Der staaer opfyldt af Fugles Psalme-Tone, Der staaer forgyldt, forklaret under Soel Den Himmel-Buens prude Lyse-Krone, Med Bauta-Stene til sin Prækestoel, Med begge Polerne til sine Gavle, Med Palæstina til sit Høie-Chor, Med Zions-Bjerget til sit Alterbord, Med Bibel-Bladet til sin Alter-Tavle Hvor Thabors Syn afmalt med Lysets Finger For Oven skinner med en Straaleglands Som overskygges af Cherubers Vinger, Og farves, dæmpes efter Støvets Sands. Ja, kiære, danske Broder-Aand Med Æols-Harpen i det fromme Hjerte! Vil andre Skjalde end forsmaae den Haand Jeg rækker dem i Skin af Danmarks Kierte, Du vil det ei, om end din Muse blye Sit Blik fordølger under Gaade-Sløret For Verdens Øine, og bortvender Øret, Fra Saga-Valens høie Vaabengnye. Gak trøstig kun med Gud i Trylle-Skoven! Sænk med Hans Leide dig kun dybt i Voven! Gak under Slør af Himlens Fugle-Vinger! Udsiung kun from hvad sødt i Hiertet klinger! Udsend i Verden kun som Eventyr De dybe Kvad om Blomst og Fugl og Dyr! Men vogt dig vel for Verdens Tryllelyst! Og klyng dig fast til Sandheds rene Bryst! Til Hans som blev i Fattigdom vor Lige, For os med Himlens Dressel at berige! Til Guds Eenbaarne, til den Helt saa stærk Der Ene Faderens Forløsnings-Værk Ved Kiærlighedens Gaadekraft fuldkommer Som Verdens Frelser og som Verdens Dommer! Klyng Dig til Ham i from og barnlig Troe! Da skal Hans Aand i Hierte-Templet boe, Og luende paa Æols-Harpen aande, Saa den udtoner Kreaturets Vaande, Saa den udtoner Fangenskabets Gaade Og Haabet om Forløsning ved Guds Naade, Som er forjættet i al Sandheds Bog, Om Frihed fra Forfængeligheds Aag, Naar Herren løser Støvets mørke Belte, Naar Himle vige, Elementer smelte, Naar Verden, igienfødt for Aandens Sands Forklaret deler Christi Legems Glands. Du lyver ei, naar Sandhed du adlyder Om og du klæder den i mystisk Billed-Flor, Jeg lyver ei, naar jeg din Sang udtyder Med Saga-Staven efter Sandheds Ord; I samme Aand vi Herrens Komme haabe, Forenede vi vil i Ørken raabe, Og jublende det Underbarn bebude Hvis Glands vi skimte giennem Støvets Rude, Hvis Rørelse alt under Moder-Hierte I dit forkynder sig saa underlig, Hvis Lignelse afbilder sig for mig Paa Sagas Skiold i Skin af Ordets Kierte. Ja, vist vor Moder føde skal den Helt, Der paa Guldmanken, som din ViduveltGuldmanke (Gullintop) er Navnet paa Heimdals Hest, Løvemanke paa Viduvelts.. I Pagt med hver hensovet Herrens Kæmpe Skal Mørkets Overmod i Verden dæmpe. Vist er Christella det af alle Navne, Vor gamle Moder skulde nødigst savne, Vist er det, at i dunkle Oldtids Dage Hun kaarede en Bruno til sin MageMan komme ihu at efter Saxo kaldte Odin sig Bruno, der han skuffede Danmarks Harald Hildetand, og han er mig Benno., At Gjallar-Hornets underlige Toner Gienlød i Field og Hov og Skovens Kroner, At Høvdinger med underfulde Kaar Christella giæstede paa Leiregaard, Og beilede med brændende Attraa Til hendes vennehulde Døttre smaa, Og foer saa med dem ind i dunkle Skove, Til høien Hald og til den dybe Vove, Hvor Man vemodelig dem hørde siunge I Nattens Tavshed med den Danske Tunge. Og til os toner med en sælsom Klang Ufattet end Christellas KlagesangHvo hørde Saxo uden at høre den?. Alvilde! du paa mørk og vildsom Stie Med Gammen reed til Biørne-Kæmpens Hie, Alt som paa Sagas Skiold vi see Svanhvide Til Gothlands Trylleskov med Lyst henride, Ja, see vi ei din Frelse sig afbilde, Hvor Signes Broder vinder sin AlvildeOm Hadings Dotter Svanhvides Færd til Trylle-Skoven læses i Saxos anden Bog, ligesom om Leiregaards Alf og Gothlands Alvilde i den syvende.! Hvem saae ei Gothe-Biørnens røde Spor Naar han paa Rov som rasende udfoer, Og kiøled Brynden i den røde Vove Af Dyreblod i Verdens Trylle-Skove! Ja, hører hist du Emmas Gaadesang Fra Øen tone med en sælsom Klang Om Grændels Væsen og om Hrodgars Sorg, Om Bjovulfs Kamp i Danner-Kongens Borg! Foragt kun ei det Eventyr! hør efter! Sku Gothe-Bjørnens underfulde Kræfter! Forstaae at Emma om den Time spaaer, Da Bjørne-Kæmpen skal bestaae sin Dyst, Naar Underbarnet trykker ømt hans Haar Med Raab om Bistand til sit varme Bryst! Ja Emma, du som maae i Dybet sukke, Hvis Sang ei dæmpe kan Delphinens Harm, Du saae din Gaade-Broder i hans Vugge, Og præged dybt hans Billed i din Barm, I Bjovulf du hans Lignelse afmaler, I Bjovulfs Drape du dit Haab udtaler. Hvad Broderen med Svogrene i Pagt Udrette skal paa Jord ved Ordets Magt, Som dunkel Anelse dit Hjerte vilde I Bjovulfs Billed legemlig afbilde: Med Grændel brydes han i Midnatsstund Og Bjørne-Styrken staaer sin fulde Prøve, Men som Delphin han maae paa Havsens Bund Dog Sværdet søge som ei Seid kan døve Det Jettesværd af uberegnet Ælde, Som ene kan Afgrundens Vogter fælde, Hvis Hjalte-Runer skal hans Kamp forklare, Og Jette-Verdnens Løndom aabenbare. Og endelig, paa sine gamle Dage, Han kæmpe maae med Bjergets Edder-Drage Som vogter Guld i Fjeldets Gaadehald Og skjuler Verdens rette Arvetal, Piromerne i Verdens Pyramide, Saa Ingen skal dens Slægt-Register vide. Det er den Kamp med Midgards Orm i Nord Som er beskikket Norges Auka-Thor, Ja Ørnen som uagtet brændte Vinger Forvoven stedse sig mod Solen svinger, For der at finde Lynets Torden-Hammer, Som sprænge kan Naturens Gaade-Kammer. Ja du Skiøn Anna! hvem mon du vel ligne Paa Sagas Skjold? mon ikke Liden Signe, Den Ørne-Brud som høit paa Luftens Bølge Trods Luerne sin Habor turde følge, O Signelil! o sidder du deroppe Paa Dovres Tind i høie Grane-Toppe, Saa lyt dog stille giennem Verdens Bulder Til Nattergalen paa din Broders Skulder! Ja til de søde Toner paa hans Tunge, Som jeg kan høre, men kun han udsiunge: “O boer du hist oppe, du Ørnebrud, Saa hør hvad dig nynner en broderlig Stemme! For dig drog ung Reinald i Verden ud, For dig græder Moder der hiemme.” “See! Underbarnet er voxet op Nu staaer han en Ridder og Glavindet svinger Ved Ørnens Bolig, paa Bjergets Top, Omsuset af Fuglenes Vinger.” “Sin Handske han kaster i Verden ud, Vil knuse de Trolddoms-Lænker saa tunge. O boer du hist oppe, du Ørnebrud! Saa hør hvad din Broder mon siunge!” “Ak Ingen mig svarer, min Røst er for svag, Den kan dig ei naae i din skyekrandste Bolig, Saa ton da, mit Guldhorn! dit Tordenbrag Er med høie Naturer fortrolig.”Underbarnet Tryllespil S. 114. O Dovre! svar “med høi Natur fortrolig,” Saa Røsten naaer til Ørne-Brudens Bolig Ja giennemtoner hendes hvalvte Bryst! Saa hun udbryde maae med sælsom Lyst: “Hvad er det? – o Fryd! Har Bierget Lyd? Hvilke dybe Toner Gienlyde her over Skovenes Kroner! Hvor kommer du fra, du mægtige Røst, Som hæver, som trykker det sorgfulde Bryst? Hvad seer jeg! paa Bierget! En Ridder der staaer Med Naadens det hellige Mærke paa Værget, Med Guldhielmen over det udslagne Haar! See! paa hans Hielm sidde Fugle smaa! Paa Heltens Skuldre de venligt siunge Og sælsomme Toner i Bierget runge, Og Skoven selv siunger hvorhen han mon gaae! Hvo er du, som trindt af Naturen fremkalder De grunddybe Toner ved Skovhorne-Klang? O, du Underbarnet er Dig os Himlen sendte, Længe jeg dig vented her, Ørnen længst dig kiendte; Men hvad du mig spørger om, Kan jeg dig ei sige, Giennemsøg kun diærv og from Hver Naturens Helligdom, Hvert dens Tryllerige! Velsignet, o sælsomme Broder du være! Velsignet din Idræt, velsignet din Gang! Forgiæves ei hellige Værge du bære! Dig haabfuld Naturen omtoner med Sang. Men Himlen dig styrke thi Kampen er stor!”Underbarnet S. 115-20. Ja, hør det Ørn! hvor du i Luft mon svæve! See Fjeder-Busken sig paa Hielmen hæve, Den Gave som i Vuggen alt den Spæde Selv meer end Engens Blomster kunde glæde! O lær det dog, at fromme Hierter svinge Sig høiere end Ørnen paa sin Vinge, At mens han brydes med den stærke Skye, De stille frydes i Guds Tempellye! Beskue den Bane du har lagt tilbage I Gubbeaar, i Secullange Dage! Naar svang du høiere dig over Skye, End der du sad i Fieldets Morgengrye Med stille Vinger paa Delphinens Knæe, I Slutningen af hans Forvandlings-Stund Og lyttede til Kvad af Emmas Mund, Og stirred paa Christellas Rosentræe! Naar var det? stir paa Sagas Skiold! Paa Jule-Ugen i din Vinter-Old! Paa Ørne-Helten i sin Høitidsdragt, Som i en Uge trodsed Troldoms Magt, Paa Olav Trygvesen den Helt saa bold Der kunde sig paa Smalsarhorn opsvinge, Som Ørnen let sig løfter paa sin Vinge, Og plante der paa Fieldetind sit Skiold! Hvad var hans Skiold? mon ikke Korsets Mærke! Hvad var det som oplivede den Stærke? Mon ei det var Christellas Orgel-Toner Som giennemklunge Danmarks Bøge-Kroner, Som giennemklang i Dannemark hans Bryst, Saa ei sig meer i Luft han vilde svinge, Men synke lod den stolte Ørne-Vinge, Og lytted knælende til Naadens Røst! Og see ham hist paa Norges Konge-Sæde! Hvad hedder hun som er hans Hiertens Glæde? Hvem er hun vel, den kjække Ørne-Brud Der over Havets Bølger svang sig prud For ei en Hedning-Drot i Favn at tage? Hvem er den Thyra, Ørne-Heltens Mage? Har Navnet kun hun laant af Dannebod? Udsprang hun ei af gamle Thyras Blod? Mon ikke hun Christellas Anna ligne? Var ei gienfødt i hende liden Signe? Tog hun en Beiler nogentid i Favn Der Olav sprang fra Ormen Langes Stavn? O, toner det ei over Tidens Bølge: Som Habor vilde hun sin Olav følge! Vel igienfødt den lille christne Signe Sig selv i Hedenskab ei turde ligne, Men med et Æble kun til daglig Føde Hun sulted og hun sørged sig til DødeSee Olav Trygvesens Saga. Edit. Skalholt.. O Norge! lad det for dit Øre kime, At Olavs Uge var din Heltetime! At ingen Heltedag for dig oprinder Hvis ei det Timeglas igien du finder!