Sørgekvad ved Prinds Kristians Død

Sørgekvad ved Prinds Kristians Død af Nik. Fred. Sev. Grundtvig, Kandidat i Theologien. Ei for Guld og ei for Herregunst Rører Nordens sanddru Skjald sin Tunge, Høie Aser lærte ham sin Konst, For om dem og deres Æt at sjunge. Kiøbenhavn, 1810. Trykt hos Andreas Seidelin i store Kannikestræde No. 46.

Augustenborgs ædle Hertug Videnskabs ophøiede Talsmand Den faldne Kæmpes Broder helliget

Kun sjælden lød min Sang om Nutids Færd, Kun eengang den til Nutids Drot sig voved, Da Nordens Fredrik med Sit Kongesværd Til Nordens Kæmpetid Sig fast troloved. Hvad er det vel, som atter mægtig driver Fra Hedenold fremfarne Tiders Skjald? Hvad er det vel, som atter Mod ham giver En herlig Drot at gæste i Sin Hald? I gamle Nord en Kæmpering han fandt Og derfor er hans Hjem i gamle Norden, Men vel han veed, at ei med Oldtid svandt De høie Guders prude Æt af Jorden; Han saae en Helt, og selv sig rørte Tungen, Thi Helten var en Søn af gamle Nord, Paa Danmarks Kongetræ han var udsprungen, Og det har Rod i Oldtids Kæmpejord. Til Dig, o Drot, tør Skjalden gange nær, Thi stærke Baand med Helten Dig forene: Den haarde Malm ved Konst maa vorde Sværd, Og Odin var ei Krigens Gud allene; Adskillig yttre sig de spredte Gnister, Men alle sprang af samme Guddomsild, Den samme Krands, som Djærvhed sig tilvrister, Om Lærdoms Tinding vinder selv sig mild. Saa ganger tryg da Skjalden til Din Borg, Men tør han dristig og dens Stilhed bryde? De lange Sale seer han klædt i Sorg Og Taarebække sig fra Hjertet gyde. Tør han vel sjunge om den faldne Kæmpe? Tør han fremkomme med sin svage Trøst? Kan Sangens Toner mildne vel og dæmpe Den stærke Storm i vaandefulde Bryst? Nei ikkun taus, o Drot, han nærmer sig, Utrøstet selv, han veed det vel, at Dig Ei Ord kan trøste i Din dybe Smerte; Men lagdes værdelig hans Mindesang Om Nordens Sorg og Heltens Kæmpegang, Da skal den tækkes dog Dit Broderhjerte.

underdanigst

Forfatteren.

Mit Øie vandred mellem Norrigs Fjelde Og søgte de forgangne Tiders Spor. Jeg saae, og see! der stod i herlig Vælde En Broder til de Ypperste i Nord. Med løftet Sværd jeg saae den Djærve staae, Og Glædens Taarer randt paa mine Kinder; Udfoldede de gamle Tider laae, Og levende sig rørte alle Minder. Paa Kampens Dag han havde Staal i Bryst, Men aldrig køled det hans varme Hjerte, Hans Mænd ham fulgte som til Leg og Lyst, Og han dem ei forlod i deres Smerte; Thi han som stod i Vaabengny saa haard, Medlidende ved Jammerleiet stædtes, Med Taarer svaled han de hede Saar Og tappre Nordmand i sin Smerte glædtes. Dog, hvi vil jeg med svage Røst gentage Hvad Norrigs Fjelde skal til sidste Dage Forkynde høit igennem Slægters Rad? Lad dem fortælle det til alle Lande, Hvordan de saae den bolde Kæmpe stande Naar Fjenden han tillaved røde Bad! Lad dem fortælle, hvor den Gæve laa, Naar Bolstret han ombyttede med Straa! Lad dem gentage hvad hans Mænd dem bød, Naar glad med dem han delte Brød og Nød! Lad dem det sige, at det høit kan runge! Jeg veed det vist, dem fattes aldrig Tunge, Saalænge de i Favnen eie Mænd. De tale, hør! sig hæver stærke Lyd Og over Danmarks Sletter høit det gjalder; Men ak den Røst forkynder ikke Fryd, Thi hul den er som Skriget over Balder. Hvad er det, ak! har atter Lokes Haand Da Øst for Valhal fundet lumske Vaand, Og dermed atter viet ind til Baalet Det stærke Bryst, som kunde trodse Staalet. Ak nei, det er ei om de døde Guder Der mæles sørgelig i stærke Døn, For Norden det en større Sorg bebuder, Det taler om en falden Askurs Søn, Men, ak! om En der var i unge Alder Saa elsket som det gamle Nordens Balder. I Kongeborgen rinder selv en Taare; Thi Kristjan ligger paa den sorte Baare: Hans Broder græder, og det hele Nord, Hvor nordisk Aand i rene Tempel bo'r, Forstummende, kun taler gennem Taarer.

Sørger, græder, Mænd i Nord! Skammer eder ei ved Taaren! I har hørt de tunge Ord: Kristjan ligger kold paa Baaren, Grønne Kvist i gamle Træ Podet blev til Frugt og Læ, Ak, men, den er nu henvisnet. Naar en Drot af Kæmpeæt Har sig rørt i al sin Vælde, Og i Høi nedsynker træt Af Bedrifter og af Ælde; Glædelig er Skjaldens Id; Thi som den fuldendte Tid Han sin Helt forklaret skuer. Men ak! naar kun Skjalden saae, Mat belyst af Kraftens Stjerne, Hans Bedrifter hvor de laa Dulgt i Fremtids mørke Fjerne; Da er sørgeligt hans Kald, Naar han ved sin Kæmpes Fald Vemodsfuld maa Strængen røre. End det ei var Himlens Raad At opvække det som sover, Derfor ei uvordne Daad Han til Lys at drage vover; Smerte er kun Harpens Klang, Og et Suk hans Mindesang, Hvem tør trættes med den Høie! Upsals grumme Gudehær! Over dig maa Skjalden klage, Dine Goders Offersværd Styred du i gamle Dage Avindsyg mod Domalds Bryst, Og paa Altret du med Lyst Altid skued Drotteblodet. Ingen Kongeslægt saa god Siddet har paa Upsals Trone, Den jo maatte dig med Blod Af sin Ypperste forsone; Yngve, Folke, Bonde, Skjold, Eie hver en Ætmand bold Som du dig til Offer kaared. Atter lød dit onde Bud, Thi hos dig er ingen Naade, Du nedslaar hver Helt saa prud, Ene vil du Landet raade. Sørgende ved Lig vi staa, Men for vist tør Skjalden spaa: Dette Offer var det sidste. Norrig, du som Helten knuged I din Kæmpefavn med Lyst, Du hvis Jord hans Taarer suged, Da han sled sig fra dit Bryst, Hult din Elveharpe bruser, Over Fjeldet Stormen suser, Og forkynder høit din Sorg. Sømmelig er dybe Smerte I den Dødes eget Hjem, Og han bygged i dit Hjerte, Vel maa Taarer vælde frem; Men ifald du Skjaldens Stemme I din Vaande kan fornemme, Skal den lindre vist din Kval. Nu Valkyrien dig gav Hvad dig Nornen bød forsage, Da han sank i mørke Grav, Sank han i din Favn tilbage. Evig han tilhører dig, Sverrig har hans Blod og Lig, Du hans Daad og milde Taarer.

Men Kristjan! ak, er dette kolde Lig, Som ligger der saa farveløst og stille, Er det den bolde Kæmpe, er det Dig? Hvad kunde saa Dig selv fra Dig adskille? Ak det var Hel, som med sin Aandes Gift Bortpustede den lyse Livets Farve, I Dig hun kvalte mangen stor Bedrift, Og kvalte Kæmpe mener hun at arve. Dog nei, du Herlige, thi ikke Dig Det var, som blev til dette kolde Lig; De onde Magter kunde Blodet svale, Og drage Dig fra Livets lyse Tind Til Porten ned for Helas mørke Sale, Men aldrig gik Du gennem Porten ind. Du kasted fluks hvad ei Dig kunde følge, Og gik til Valhal gennem Broderfavn, Og naar Du skuer over Tidens Bølge, Da seer Du skinnende Dit høie Navn. For gamle Kristjans Brøde at forsone Forsaged Du en føie Stund dit Navn, Dit Frændenavn, omhvalvt af Nordens Krone, Og dybt Du følte underlige Savn. Forundrede vi stod og Ingen kunde Den høie Nornes skjulte Raad udgrunde, Nu klart det blev, den vise Askens Mø Hun vilde ei at Kristjan skulde dø, Da Sverrigs Karl nedsank i mørke Grav, Dit Hædersnavn hun atter mild Dig gav, Og at Enhver maa tro mit Ord er sandt, Du sank for dem, som Kristjan overvandt.

Man erindre Optrinet ved Blakier og hvor Helten udaandede.