Paa Adam Oehlenschlægers Fødselsdag den 14de November 1809. Hisset, hvor Druerne gro Og modnes i varige Sommer, Hist, hvor sig speile saa fro I Floden de deilige Blommer; Der over Høie og Enge Sittarens klingende Strænge Toned om Elskov og Lyst. Hvor Granen saa sørgelig grøn Sig løfter i Vinter og Sommer, Hvor sig for Elvenes Drøn Skjule de frygtsomme Blommer, Lød mellem svarende Fjelde Harpen om Kraft og om Vælde, Sjelden om Kærligheds Lyst. Midt mellem Syden og Nord Hersker ei Vinter, ei Sommer, Nærende Urter paa Jord Trænge de yndige Blommer. Her blev til Høi, hvad i Norden var Fjeld, Sø blev af Sydens det rislende Væld. Vaklende saa mellem Norden og Syd Sjelden i Ekko hensvæved en Lyd Mat over tause, ombølgede Slette. Tiderne runde, og Tonen i Syd Slumred som Braget i Norden, Atter opvaagnende, Braget mod Syd Stævned, og Tonen mod Norden, Folkene lytted og hørte med Fryd Sittar og Harpe i nordlige Syd Smeltende, rungende, lyde. Midt mellem Syden og Nord Breder sig Dannemarks Slette, Stundum de Blommer paa Jord Saaes i Krands sig at flette, Stundum og hørtes fra Norden Lyd, som af fjernere Torden. Tiden er kommen. O ser Og lytter, I Dannemarks Skarer! Sletterne tie ei mer, Guddommen sig aabenbarer. Hører, hvor Bjergelven lyder! Ser, hvor den skummende flyder Midt gennem blommede Eng! Dannemark! Fædreland! knæl Rørt paa de fædrene Høie! Guderne løste din Sjæl, Tak dem med taarefuldt Øie! Nu tør du blande dig, sydlige Nord! Stolt mellem Landenes syngende Kor. Dannemark! Fædreneland! Iklæd dig dit herligste Smykke! Gak til den bølgende Strand Paa Dagen som fødte din Lykke! Send over Havet din Elskedes Navn, Kald ham tilbage i moderlig Favn! Grundtvig.