Papegøien og Skaden. (En Fabel.)

Mutato nomine de vobis fabula narratur.

Der var engang en Papegøie, Som havde lært med megen Møie At abe Nattergale efter, Og fløited nu af alle Kræfter. Hver Fugl, som sig paa Sang forstod, Det Krat, hvor Poppen skreg, forlod, Og trøstede sig ved, at længe Ei skrige slige Poppedrenge, Naar ikkun Ingen hører til; Thi høres er kun hvad de vil. Da hopped frem en liden Skade, Og raabte: Fugle! bier kun! I maa ei Krattet saa forlade. Den Sladderhank jeg hurtig stiller, Og da I om en liden Stund Skal høre ganske andre Triller. De Fugle standsede i Vangen, Ei for at høre Skadesangen; Men kun fordi det dog er Løier, At Skader rette Papegøier. Den Skade fløi til Poppen hen, Og sagde: hør, min kære Ven! Og allerbedste Frænde! Thi hvordan vi os sno og vende, Man dog paa Maalet mærker let Vi sprunge ud af samme Æt. Dog, Skadesnak og Skadesang Er mesten eet, og denne Gang Var Snakken virkelig saa lang, At det var Synd, Godtfolk at plage Med Ord for Ord den at gentage. Den demonstrerte grumme vigtig For liden Poppedreng, At han ei satte Nebbet rigtig, Og havde ei det rette Sleng Med Rumpen, samt at ikke saa Han maatte flagre naar han sang, At helst Man skulde stille staa, Hvis ei, dog gaa en sagte Gang, Og ikkun lidt for Løier hoppe; Thi flagrer Man kun først omkring, Det ikke er saa let at stoppe, Og før Man veed et Ord deraf Man flyver over Jord og Hav, Som dog er en forbandet Ting, Og strider imod sund Forstand. “Du synger saamæn ei saa galt Forresten, men det er fatalt, At visse Andre, som kan bedre, Just nu vil Sangens Muser hædre, Og dersom du vil ikke tie, Vil ingen Fugl i Krattet bie Og altsaa ikke heller høre Naar visse Andre Nebbet røre. Derfor jeg grumme gerne vilde Du skulde tie ganske stille!” stille!tekstkritik er afhandlet i ACCESS Den Poppedreng, som havde hørt, Det ei just kommer an paa Fagter Og ordenlige Rumpesving, Naar efter Rang i Sang Man tragter, Samt at det ingen hæslig Ting Just var, ifald Man flyve kunde Fra Krattet i den høie Luft, Fandt altsaa sine gode Grunde Til Latter, som ei kunde skade; Men ogsaa til --- det Gud forlade Den dumme snakkesyge Skade! --- At tro han fløited lystelig, Og blive ved med sine Skrig.

Moral.

Thi lære hver en Gundelach At vogte sig for vandet Snak, Hvorved forledes kan en Fürst, Som efter Skjaldenavn har Tørst, Til Skælden paa sin Recensent, Som, skønt det ei betyder stort, Er dog det Bedste, han har gjort, Men og til mere Synd paa Prent, Som Gud dog veed er Jammerskade For mange smukke rene Blade! End lære hver en lille Fürst, Som efter Skjaldenavn har Tørst, Han ei til Synd har mere Ret Fordi han recensertes slet, At skønt med Ret ad Gundelacher Han ler, naar de om Konsten snakker, Han dog fortjente dygtig Smæk For alle sine dumme Kvæk, Og alle sine tomme Triller, Hvori han efterabe vil En Øehlenschläger og en Schiller, Skønt ei hans Evne strækker til Et ægte Konstværk at begribe, Langt mindre til et Sligt at give!

Nik. Fred. Sev. Grundtvig.