Dette kaldte de Jesu rensede Religion, og vist nok var den renset for alt det Religiøse, som udmærker den, thi her er intet høiere Liv i Tidens Ophav, ingen Længsel efter dets Fornyelse, ingen Forbindelse mellem Jorden og Himmelen, uden Moralens Kiæde, der selv skal stige fra neden opad. Ahnelsen af Tilværelsens Usselhed og det Eviges Herlighed kaldtes Sværmerie, der neppe burde taales i Digterens Mund, og Mennesket blev til en Jette, der med sin Haand, hvis han vilde, kunde forandre Stiernernes Gang, og, ledet af den blotte Forstand, vandre med stadige Skridt paa Himmelens Buer. Man loe eller man harmedes over Digteren, der turde bagvaske Mennesket, og forringe hans Adel, ved at sige om ham: Steht er mit festen Markigen Knochen Auf der wohlgegründeten Dauernden Erde, Reicht er nicht auf Nur mit der Eiche Oder der Rebe Sich zu vergleichen.

Ogsaa vi stræbte engang at dele Menneskets glimrende Triumph, vi berusedes af Haabet at kunne staae som frit Fornuftvæsen paa den faste Jord, og kun sparsomt tildele vore svagere Brødre Himmelens Trøst, indtil deres Øie blev klart som vores. Vi rensede vor Religion fra alt det Urimelige, Jesus og hans Apostle havde lært, blot for at læmpe sig efter deres svage Tidsalder, som de dog ellers vare uforsigtige nok til at revse uden Skaansel med Ordets det skarpe, tveeggede Sværd. Men, snart gyste vi for den nøgne Beenrad, der stod for os uden Kraft og Marv. Liv og Varme forlod os, og hurtig maatte vi flygte til Poesiens Straalebarm, for der atter at opglødes, saa vi med det indre Øie kunde skue Jesu Læres høie Sands.

Ikke ville vi derfor ringeagte Poesie eller Philosophie, fordi vi sætte Religionens Aabenbarelse som det høieste og eneste Fyldestgiørende; thi vi vide saare vel, at enhver Videnskab har sin særegne Bane til et og samme Punkt, som den med en vis Nødvendighed maa følge; men de Christnes Pligt er det, at hindre enhver Forvexling, der betager Jesu Religion sit Udmærkede, og dette kan neppe bedre skee, end ved at lade den udtale sig heel i vore Templer.

Vi vide det, man troer: Skolerne ere Stedet, hvor Religionskundskaben bør hentes, og at Kirkerne ved disses Forbedring ville blive overflødige. Men, hvilket Raserie! I Skolerne bør Barnet samle de Kundskaber, han efter sin tilkommende Stilling i Borgersamfundet behøver, men skiønt han kan lære, hvad Jesus har sagt, vil han aldrig der kunne lære at kiende Jesu Religion. Vi maa dog ikke glemme, at hos Barnet slumrer endnu hin Ahnelse af det Evige, og det føler ingen Trang til Religion, kan altsaa umuelig føle Interesse for de høieste Sandheder, især da disse ligge saa ganske uden for Erfaringens Kreds, i hvilken Barnet bevæger sig, at de endog ere en Daarlighed for den almindelige Forstand, der vil anvende de fra det Sandselige abstraherede Love paa det Oversandselige. Maaskee var den ei heller en af de ubetydeligste Aarsager til den Ringeagt for Religion, der i de sidste 10 Aar som en Pest befængte Menneskene, at man havde giort det Helligste til Barnesyssel, og brugt til Staveøvelser de dybeste Toner. Her have vi end en Grund, hvi Menneskene bortkastede Religionen tilligemed deres andre Dukker, som Noget, der var uanstændigt for Mænd. Takket være den forstandige Tidsalder, fordi den, skiønt ikke stedse af Ærbødighed for Religionen, udrev Catechismerne af Barnets Haand! Nei, Christi Religion er Guds hemmelige Viisdom, og aldrig kan den blive almindelig erkiendt uden ved en Symbolik, der fører den nærmere frem for Beskuelsen. Men ligesom Jesu Religion er langt høiere end nogen af Oldtidens Mysterier, saaledes maa ogsaa dens Symbolik være langt fuldkomnere, ei som Hieroglyfer dunkelt hentyde paa den, men være dens rene Aftryk, og heri ligger Begrebet om christelig Liturgie, eller udvortes Gudstieneste. Er da Jesu Religion Poesiens og Philosophiens Identitet med Tendents til Religion, da maa den ogsaa vise sig saaledes i Liturgien. Men, fremstiltes den kun i sin høieste Potens, da vandt den intet ved Fremstillingen. Poesien og Philosophien maa derfor træde frem i deres eiendommelige Dragt, men de maa have et høieste Punkt, hvori de forenes, hvor de samlede fremstille Jesu Religion som det Endeliges Forsoning med det Evige, og knytte sig til Religion som det inderligste Samfund mellem begge.

Betragte vi nu den første christelige Liturgie saaledes som vi finde den angivet i Apostlernes Skrivter fra dette Synspunkt, da ville vi see, at den fuldkommen stemmede mod de Fordringer, vi nys giorde.

Den bestod i at lære og prophetere. Hvad var Lærdommen uden Philosophien anvendt paa Livet, og knyttet til Læren om Forligelsen mellem Gud og Mennesket ved Christum? Hvad var hin Propheteren uden en Flugt paa Poesiens hellige Vinge ud over vver [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] Tilværelsen til den ny Himmel og ny Jord, Christus lovede sine Troende?

Sakramenterne, Daaben og Nadveren udgiorde Liturgiens nederste og øverste Punkt. Ved Daaben giortes Mennesket deelagtigt i den skeete Forsoning, antoges til en Jesu Christi Tiener, og indviedes saaledes til Religion. Nadveren var Kulminationspunktet for det Poetiske i Liturgien, thi her berørte Mennesket det Høieste og Helligste, mod hvilket hviiket [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] han stræbte. Men her forenede tillige Philosophien sig med Poesien; thi dens Maal i Liturgien kunde ene være, at giøre Mennesket værdigt til Forening med det Himmelske.

Nu først kunne vi ret skue Sandsen af Jesu betydningsfulde Ord ved Nadverens Indstiftelse: Giører dette til min Ihukommelse! Sagt til Apostelerne maatte det hedde: dette være Eder en kraftig Mindelse om at I have seet hvad mange Propheter og Konger og Vise ønskede at see, men bortdøde i Haabet — det Evige i mig forenet med det Endelige, det Endelige ved mig forsonet med det Evige.

Hin første Liturgie er da Urtypen, hvorefter de Christnes stedse maa være indrettet, naar den skal være hensigtsmæssig. Intet kan derfor være daarligere end den Paastand, at Liturgien skal skride frem med Tiden, da den tvertimod, uafhængig af samme, ene bør rette sig efter hvad den skal udtrykke, Nærmelsen til det Evige, og kan, naar denengang passer, ligesaa lidet forandres som Religionen selv

Denne Herr Forfatterens Bemærkelse finder jeg at være saa sand som skiøn — ret et Ord i Tide. Imidlertid kan vor Liturgie derfor gierne modtage et og andet forbedret Udtryk. Den maa gierne fornyes, og trænger virkelig til en Reformation. Kun maa man ikke ville reformere Christendommen ganske bort.

Udgiv.

Tanken om, at lade Liturgien lempe sig efter Tiden, kunde først opstaae, efterat man havde hyldet den Sætning, at Tiden fødte Christendommen, hvilket jo dog er noget ganske andet end at Christus kom i Tidens Fylde. Billedet kan saaledes fordærves og forældes, at det trænger til en heel Fornyelse, hvis det ei skal tabe al Lighed med Originalen; men at Denne skulde kunne udvikle sig af Hints Ruiner er dog vel bestemt modsigende.

Vist er det, at Mennesket kan stige i Kundskab; men, mon det ikke være hans høieste Trin paa Jorden, at kunne give al sin Kundskab Tendents til det Evige? Saa tænke vel ikke de, der ansee den alt opløsende Forstand for Menneskets Høieste; thi for den er ogsaa hans høieste Maal at kunne undvære det Evige; men lad dem stræbe did! Vi ville troe, at den største Udvikling er da, naar Livet med alle dets Phænomener og Videnskaber anskues i dets Relation til de evige Urbilleder, kort, naar hele Livet vorder Liturgie, thi Religion kan det kun vorde hisset. (??)

Men fordi vi aldrig maa tabe den første christelige Liturgie af Sigte ved Indretningen af vores, derfor er det dog tilladt, ja ia [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] endog Pligt at udfylde den til et fremadskridende Heelt, og benytte alle vor Tidsalders Fordele til at forøge Fremstillingens Værdighed. Kun maa vi stedse huske, hvad det er som skal fremstilles, og aldrig glemme de Punkter i Daaben og Nadveren, mellem hvilke vi maa bevæge os.

Hvorvidt den nærværende Liturgie i sin mere udstrakte Bemærkelse, eller det som foregaaer i vore Kirker, svarer til disse Fordringer, skal det følgende Oversyn vise.

Staae vore Kirker end ikke tomme, er det dog bekiendt, at intet Menneske af god Tone mere besøger dem, uden enten for at faae sit Øre kildret, eller for Exemplets Skyld, eller af mindre ædle Grunde. Almuen selv føler ei længer den Trang til at møde selv i Herrens Huus, og kommer paa mange Steder kun stundum af Vane. Nogle have i denne Anledning komplimenteret vor Tidsalder, som om det var den stigende Oplysning, og Erkiendelse af den vigtigere moralske Kultur, der tømte vore Kirker, og Tidsalderen har ogsaa her hævdet sin Ret til Navnet, en forfængelig Qvinde, i det den lønnede sine Tilbedere med et kierligt Smiil, og dog lod som den vilde giøre Indvendinger mod det smigrende Udsagn.

Vi ville slet ikke nægte, at den temmelig høit stegne Ligegyldighed for alt Helligt paa Jorden og i Himmelen, som man, ventelig ironisk, kalder Oplysning, afholder Mange fra vore Kirker; men vi behøve slet ikke at gaae uden for disse, for at opdage, hvad der kan bevæge det virkelig religiøse Menneske til at blive borte af de Fleste. Vi maa selv finde, det næsten er umueligt der at hæve sig over det Endelige, da det omringer, indslutter os overalt, træder stedse frem under varslende Gestalter, der synes at kæmpe med hinanden om Æren for vor dybeste Nedtrykkelse i Tilværelsens Sump.

Men er det den foreskrevne Deel af Liturgien, eller den til Præsten overladte, eller Udførelsen af begge, der foraarsager det? Vi ville see det.

Liturgien inddeler sig selv i den opløftende og undervisende. Hin kan forene sig med denne, men denne aldrig med hin uden Skade for begge.

Vi ville betragte dem saaledes som vi konseqvent troe de burde være, som de under nærværende Lovbestemmelser kunne være, og som de lade sig tilsyne.

Til Liturgiens undervisende Deel regne vi kun i Almindelighed Prædikenen. Thi Taler ved Brudevielser og andre Leiligheder har et mere indskrænket Maal, og maa, med Hensyn til Hovedprincipet mere rette sig efter de paagieldende Individers Tarv: Catechisationen er en Gientagelse og Fortsættelse af Skoleunderviisningen, der ei her kan komme under Betragtning.

Præsten træder frem paa det ophøiede Sted, og vi maa vente af hans Mund at høre de høie Sandheder, om Menneskets dybe Trang til Himmelens Veiledning og Trøst, om Guds evige Raadslutninger til dets Held og Frelse, om Jesu Komme i Tidens Fylde, og da: om hvad vi, giennemtrængte Giennemtræng te bindestreg mangler ved linjeskift [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] af varm varm. [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] Kierlighed til Gud og Jesus, dybt følende med Paulus, det var langt bedre at fare herfra og være med Herren, bør giøre og undflye for at kunne tage Deel i den skeete Forsoning; for at kunne indgaae i det himmelske Jerusalem, der ei tør betrædes med besmittet Fod. Eller vi maa vente at høre, hvorledes vi stedse kunne vise os som troe Arbeidere i Herrens Viingaard, der ufortrødne plante og vande, og nedbede Vext fra Gud i det Høie; uden at tabe Modet, naar de hvinende Storme knække de spæde Ranker, hvis modne Druer vi haabede at bringe Herren, som et velbehageligt Offer. Eller vi maa vorde udrustede med Troens og Haabets de herlige Vaaben mod Fristelsens Anfald, saa vi lære, ei at bøie Øret til de onde Lysters lokkende Stemme, eller skue hen til de tryllende, snart af Guldets Lue glimrende, snart med Nydelsens flagrende bølgende Klædemon dækkede Gestalter, som de opstille for vort Øie.

Dette eller noget Saadant maa vi vente at høre tolket med værdige Ord, og med den dybe Følelses antændende Ild. Derfor staaer Taleren paa det ophøiede Sted, for at hans Aande ligesom skulde indgyde os den guddommelige Flamme, hvoraf hans Indre brænder, og ligesom for beskuelig at vise os, Mennesket bør staae mellem Jorden og Himmelen, tage Deel i Livet, men med stadigt Hensyn paa det Høiere, saa han ei fæster sig til det, og selv lammer de Vinger, der skulle hæve ham op i Lysets herlige Egne.

Nu opstaaer Spørgsmaalet: viser det sig, at Mængden blandt Præsterne erkiender disse vore retmæssige Fordringer?

Det giør os ondt, at vi maa svare paa det bestemteste: Nei! Mange kunne ikke opfylde en stor Deel af Fordringerne, og Mange ville ikke. Havde vort Ønske Vægt, som det har Grund og Vigtighed, da ville vi her forene det med den ædle Fallesens, at der dog maatte sørges for de theologiske Candidaters Dueliggiørelse til Prædike-Embedet, og at der maatte tages strengt Hensyn paa deres moralske Characteer; thi grueligt er det, at høre Præster, som hverken kunne tale eller skrive dansk, og som aldrig fik andet Begreb om Actionen, end det de tydede sig til hos Qvinctilian, og for længe siden glemte. Forargeligt er det, at høre Herrens Ord af en bandende Jæger, der kun glemmer Ederne, saalænge han, utaalmodig nok, maa staae paa det hellige Sted, eller af en Ryggesløs, af hvis Mund vi uden for Templet høre raadden Snak og letfærdig Skiemt, eller overhovedet af en tvetydig Mand.

Langt være det fra os, selv paa fierneste Maade, herved at ville beskylde Nogen, eller kaste mindste Skygge paa en Stand, der kan være saa hæderværdig; men at noget Lignende baade har været og kan være Tilfældet, nægter vist Ingen.

Dog, vi ville vende tilbage til vor egentlige Hensigt, at characterisere Nutidens Prædikemaade. Naar vi undtage de Faa, der med uddannede Evner forbinde Flid og Nidkiærhed, og forkynde Jesu hele Lære, da maa vi inddele Præsterne i de dogmatiske og moralske.

De Dogmatiske foredrage Systemet uden Frugtbarhed for Livet, og uden sand Relation til det Evige; thi den der stedse slaaer omkring sig med Treenighed, Jesus og hans Forsoning, ahner slet ikke disse Lærdommes høie Betydning. Fra disse Kirker maa vi blive borte, eller sove.

De moralske Præster stemme deri overeens, at de giennem hele Aar ængstlig stræbe at undgaae Nævnelsen af det Helligste, som frygtede de for at besmitte det ved uværdigt Selskab; men for ikke at blive eensidige, maa vi inddele dem i trende Klasser:

De der baade mangle Talenter og Virksomhed,

De der mangle een af Delene,

De der have begge.

Hos de Første sove vi ligesaa trygt som hos de Dogmatiske. Thi de blive slet ikke mere frugtbare for Livet, fordi de stedse dreie sig om dette Punkt, og Forskiellen er blot, at vor Søvn bliver kortere, da disse Herrer sielden have megen Tid at spilde i Kirken, men maa hiem at see til Heste og Køer, Plov og Mødding. Skiønt Disses Antal vel ikke er saa saare lidet, troe vi dog gierne, at den anden Klasse er langt talrigere; men langt mere Udbytte kunne vi ei vente af deres Taler.

Den der enten lader sine Evner slumre, fordi han selv vil sove, eller ei anseer en Prædikens Udarbeidelse som værdigt Brug af samme, synker i den sande Vægtskaal ned til hine først Nævnte, om end hans udvortes Foredrag giver Talen et skiønnere Anstrøg, og holder vore Øine aabne.

Den der vil være ret virksom, uden at kunne hæve sig til den Standpunkt, hvorfra han burde overskue sin Virkekreds, og derfor baade vil udbrede Agerdyrkning og Lovkundskab, Physik og Medicin, med lidt Moral og Religion, vil neppe stifte megen Nytte, men i al Fald mindst opfylde de Fordringer, vi i Kirken giøre til ham. Han vil være populær, og nedstemme sig til Almuens Fatteevne, og ret som de ikke kunde modtage andre Begreber, end dem der vækkes i Stald og Lade, vil han vel endog paa Prædikestolen, til stor Opbyggelse fortælle sine Tilhørere: “at de ei burde spilde deres Hestes Giødning paa Landevejen; at Vinteren dog ikke har været saa grumme slem, da det dog var oventørre for Mennesker og Fæe; at de bør takke Gud fordi han lagde Jord paa Jorden (!!!) da de ellers ei kunde boe derpaa,” og mere af samme Suurdei.

Ingen, der kiender Nutidens Prædikemaade, endog kun af hvad vi desværre! maa læse paa Prent, vil kalde dette overdrevent, men Ingen kan heller undre sig over, at de virkelig Religiøse holde sig borte fra saadanne Præsters Kirker.

Men nu de Mænd, der giøre Menneskets moralske Forbedring, i det mindste i Kirken, til deres eneste Maal; som, uden at føres vild af det daarlige Skrig om Prædikenens Unødvendighed og Gavnløshed, opbyde alle deres indre og ydre Evner for at kunne tale lige kraftig til Forstand og Hierte; som opmuntre til Dyden og tordne mod Lasten med Varme og Følelse; mon de ikke udfylde Posten, hvorpaa de staae som christelige Religionslærere ligesaa godt som de, der give os Jesu hele Lære?

Vi nødes til at svare: Nei! skiønt vi saare vel indsee, at mange agtværdige og tænkende Mænd ville svare: ja, og stemple vor Paastand med Navnet Sværmerie. Saavel herfor, som fordi disse Moralitetens Talsmænd ere de eneste, som fortiene Opmærksomhed, ville vi nøiere betragte saadanne Talers Væsen, og sammenligne det med Maalet for christelig Religion.

Den Præst, der troer, han ei bør lægge nogen Vægt paa de vigtigste vigtig ste [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] Bevæggrunde til Dyden som Aabenbaringen fremstiller: Guds Villie, Kierlighed til Gud og Jesum, og Gienforening med det Evige; som paastaaer, at Menneskets Pligter staae i nøiagtigt Forhold til hans egne Kræfter, og derfor blot driver paa Brugen af disse; han reducerer Jesu Religion til Philosophie. Betager nu en saadan Fremfærd Jesu Religion sit høieste Fortrin, i det vi derved indknibes mellem Tilværelsens Gaader, istedet for at faae dem løste, hvilket vi troe at have beviist; saa maa vi, selv i det vi beundre Talerens sieldne Evner og Iver for den gode Sag, dog erklære, at hans Tale ei er religiøs, altsaa ei svarende til sin Bestemmelse.

For end tydeligere at godtgiøre dette, ville vi kaste et Blik paa de Bevæggrunde til Dyden, der endnu blive ham tilovers. Enten maa han stræbe at indbringe den Regel: øv Dyden for sin egen Skyld! i sine Tilhøreres øverste Maxime, eller han maa blot see hen til Handlingernes Følger.

Principet: øv Dyden for sin egen Skyld! har næsten altid imponeret ved sin tilsyneladende Storhed, og er blevet anseet for Moralphilosophiens evige Triumphbue; men foruden at det stedse vil være en tom Lyd for Mængden, havde man vel Ret til at spørge: hvad er Dyd i denne Betydning? Svaret bliver formodentlig, den er det eneste Absolute, og kan derfor fordre sig alt Relativt underordnet. Vi maa tilstaae Slutningen formel Rigtighed, men kunne ikke overtyde os om Præmissens Sandhed. Vi troede, Intet kunde kaldes absolut, uden det, der, hævet over Tids og Rums Bestemmelser, indslutter Alles bestemmende Grund, hint Tænkens og Værens evige Identitet, Gud, og vi skiønne ikke rettere end at Moralloven er begrændset af Tilværelsen. Vel har man søgt at hæve denne Vanskelighed, ved at kalde Grækernes Guder usædelige, fordi de stode over Moralloven, og derimod sætte Moralloven over Gud; men da Guds Tilværelse, der maatte mangle Frihed i høiere Betydning, og vorde relativ, derved ophæves, maa vi erklære, at dette Begreb enten er for høit eller for lavt for vor Fatteevne.

Sætte vi Dyden som det Endeliges størst muelige Harmonie med sig selv, og det maa vi, naar den skal træde frem frrm [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] for sig selv i Tilværelsen, og ei være det Evige underordnet, da maatte den, for at kunne fordre sig ubetinget udøvet forkynde sig hos Mennesket som tvingende Naturdrift.

Sætte vi derimod Dyden som den nødvendige Betingelse for det Endeliges Forening med det Evige, da kan den fordre sig udøvet uden noget Hensyn paa Livets øvrige Forholde, men ei for sin egen Skyld, kun for dets Skyld, hvis Betingelse den er.

Dog, Faa ere vel de, som, i det mindste hos os have lagt hint ufrugtbare Begreb til Grund for deres kirkelige Underviisning Underviisniug [tekstkritikken er behandlet i ACCESS], og de Fleste ere gangne den anden Vei, i det de have beregnet, hvormegen Nytte vi kunne have af at giøre Godt, og Skade af at giøre Ondt.

Disse ere egentlig hverken Moralens eller Religionens, men blot Klogskabens Lærere. De maa stedse føre os omkring i Tilværelsen, og kunne allene kaste et Sideblik paa det Evige, der da ikke i og for sig selv, men som følelig Belønning fremstilles som Gienstand for vor Eftertragten.

Naar vi da tilstaae disse Moralens Tolke, at de vel kunne afskrække Nogle fra de grove Udbrud af Lasten, hvis sørgelige og smertelige Følger de male med Ildfarver, at de kunne fremlokke Taarer i den Blødes Øie, og vække i hans Hierte medlidende Følelser; saa paastaae vi tillige, at de ei kunne indgyde Menneskene den rolige Hengivenhed i Herrens Haand, eller den ydmyge Erkiendelse af deres Afmagt, at de ei kunne lære dem at bruge denne Verden, som de der ikke bruge den, og for det Eviges Skyld opofre Alt hvad Jorden har af Kiært og Skiønt; thi det kunne ene de, som føle, at deres Borgerskab er i Himlene.

Man kan ikke her affordre os Beviis for, at dette er en virkelig Mangel, thi her spørges ei om Jesu Religion er sand, hvilket maa forudsættes som erkiendt af alle dens Tienere, og desuden har været Gienstand for vor Undersøgelse; men kun, hvorvidt man, uden at anvende hine christelige Bevæggrunde til Dyden, kan lære i Jesu Aand, hvilket dog alle vore Præster paastaae at giøre.

Imidlertid var det maaskee ei her saa ganske upassende, at melde et Par Ord om Egennytte som Dydens Bevæggrund, og om det Oversandselige i Christendommen. Man har saare ofte erklæret Egennytte for en ureen Bevæggrund til Dyden, og derpaa bygget Indvendinger mod den christelige Moral, samt Paastanden om et høiere Moralprincips Nødvendighed, men har man ogsaa nøie bestemt Ordets Betydning? Enten maa det udtrykke, hvad der stemmer overeens med Menneskets inderste Væsen, og hans ubetingede Fordring til sig selv, eller hvad der fremstiller sig blot for vor sandselige Natur i tækkelig Skikkelse. I første Tilfælde flyder den sammen med de høieste Bevæggrunde til Dyden, og i sidste har man havt Uret i at udstrække den til Evigheden. Ikkun Ikke [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] den der byder os indrette vor Opførsel efter Handlingernes Følger, der kun umiddelbar vedrøre vor nedre, og saare middelbar vor høiere Natur, giør sig skyldig i den Brøde, at have fremsat Egennytte i sin slette Betydning som Bevæggrund til Dyden, og Christendommen fortiener ikke denne Bebreidelse. Derimod treffer den ganske hin Klogskabslære, der traadte frem som et usselt Surrogat for Christendommen, og vi see allerede Mange, som vilde blevet sande gudfrygtige Christne, dersom Moralen havde været dem foredraget i sit nødvendige Forhold til Religion, men som nu troe tcoe [tekstkritikken er behandlet i ACCESS], at de have opfyldt opfdldt [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] deres Bestemmelse, naar de iagttage Knigges Regler for Omgang med Mennesker.

Man har i den senere Tid saa inderlig ønsket det Oversandselige borte af Christendommen, og det med samme Ret, som man maatte ønske Roden borte fra Træet, da Toppen, som vi om Vinteren tydelig see, har sine Safter fra sig selv, og sikkert da vilde frembyde et langt skiønnere Syn. Man har imidlertid været godmodig nok til at raade Præsterne at lade lade, [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] det staae indtil det faldt af sig selv, og det kaldte man Pastoralklogskab. En ligedan Klogskab er det, som byder Nutidens Mennesker, at lade de gamle Borges Mure staae, som latterlige Vidner om den barbariske Old, de skylde deres Ophav, og det er kun skændig Bagvaskelse, som siger: det skeer fordi — man ei kan nedbryde dem.

Ogsaa vi ville dog engang prøve paa at være kloge, og tale et forstandigt Ord med. Men vi mene, at Klogskab netop byder Anvendelse af hint Oversandselige, og støtte vor Mening paa følgende Grunde.

Naar man vil danne Mennesket til moralsk Jordborger, maa man sætte alle hans Evner i Moralens Tieneste; men nu har Mennesket desværre Noget, man kalder Phantasie, og den vil slet ikke lade sig indknibe til jevn Gang paa Pligtlærens snevre Sti. Vel sandt, allerede heraf er det klart, den ikke maa høre til vort egentlige fornuftige Jeg; dens danske Navn beviser tydelig, den kun bestaaer i Indbildningen, og mange Poeter have giort os det Samme saare beskueligt. Den bør altsaa udryddes tilligemed vor hele sandselige Natur ved et kategorisk Imperativ; men, atter desværre! dette kan langt snarere lade sig udtale, end skaffe sig Lydighed, og af den kiære Almue især maa vi ikke fordre for meget paa Gangen. Vi maa da vel indtil videre lade den blive, og blot søge at give den noget uskadeligt Legetøi, hvormed den kan sysselsætte sig, medens vi ordne Kræfternes Harmonie, der skal opsluge den. Aldrig kunde vi treffe noget bedre Valg, end netop hint Oversandselige, vi nys hensatte i Krogen, thi deels er det for ubetydeligt til at kunne skade Moraliteten, og deels vil det, ved den givne, sværmeriske Tendents hindre Phantasien for de mange underlige Spring hvorved hvarved [tekstkritikken er behandlet i ACCESS] den, indsluttet i Tilværelsen, vilde spotte mange af Moralens høieste Diger.

Temmelig længe opholdte vi os ved Prædikenen, baade fordi den udgiør en saare vigtig Deel af Liturgien, saa og fordi vi troe, den især turde trænge de fleste Steder til Forbedring.

Uden at kunne beskyldes for Eensidighed troe vi nu at kunne gaae over til