| Nyaars-Aften. | |
| Hvad kviddrer I om, I Spurve graa! | |
| Saa seent i Kongens Have? | |
| Vil I for min Vaande Bod mig spaae: | |
| En Skat i Nyaars-Gave, | |
| En Svale-Rede, et Spurve-Skjul, | |
| Hvor Unger mine kan lege Jul, | |
| Og fjedres til at flyve! | |
| Mig sidder en lille Fugl i Barm, | |
| Som kviddrer om det Samme, | |
| Ja, synger det ud med Tone varm, | |
| Saa Hjertet staaer i Flamme | |
| Og hvisker venlig: syng høit i Chor! | |
| Den Synge-Mester, i Himlen boer, | |
| Dit Nyn har sat paa Noder! | |
| Den Rede til Smaa, det Spurve-Skjul | |
| Ved Altret for den Gode, | |
| Jeg ønsked mig alt saamangen Jul, | |
| Og haabed veltilmode; | |
| Men Klogskab siger: det faaer du ei, | |
| For Kæmper spærre den Kirkevei, | |
| Som fri er af Guds Naade! | |
| Men Klogskab! du glemmer, Herrens Aand | |
| Er Friheds Ven i Nøden, | |
| Og glemmer, Gudfaders høire Haand | |
| Er stærkere end Døden, | |
| Hans Øine funkle, hvorhen de see, | |
| Der smelte Kæmper som Vox og Snee, | |
| Og saa giør Kongens Hjerte! | |
| Og Hjertet, det er et Rigdoms-Dyb, | |
| Hvor Klogskab aldrig bunder, | |
| Og brænder end for den Lamper syv, | |
| Den seer dog ei Guds Under; | |
| Som Morgen-Stjernen, i Livets Elv | |
| Den allevegne kun seer sig selv, | |
| Og af sit Skiær forblindes. | |
| Thi trodser jeg Klogskabs bittre Smil | |
| Og Natte-Syn som Uglen, | |
| Jeg venter paa Kirke-Markens Nil, | |
| Og priser Hjerte-Fuglen, | |
| Og takker eder, I Spurve graa, | |
| Som hjalp med Kvidder den Lille paa | |
| Sin gamle Nyaars-Tone. | |
| Velkommen igjen, du Nyaars-Dag, | |
| Med Guld og grønne Skove! | |
| Jeg Duen alt seer paa Kirke-Tag, | |
| Som holder Tro og Love, | |
| Med den der kommer fra Himlens Drot | |
| En kiærlig Hilsen, et Budskab godt, | |
| En himmelsk Nyaars-Gave! | |
| Da straaler igjen Guldkronen prud | |
| Paa Kongen af Guds Naade; | |
| Da sjunges paany om Christi Brud, | |
| Og Alt hvad hun skal raade; | |
| Ja, derom synge Guds Engle smaa, | |
| Som Svaler vævre og Spurve graa, | |
| Gudshusets tamme Fugle! | |
| Da banes den gamle Adelvei | |
| Til Staden paa det Høie, | |
| Da skinner paany og skjules ei | |
| Guds Lys for hver Mands Øie, | |
| Da straaler Korset paa Kirketop, | |
| Da Vidne-Skaren staaer herlig op, | |
| Og Støvets Tunger gløde! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |