| Aandelig Fiskervise | |
| (Efter Lukas i det Femte.) | |
| Der sad en Fisker saa tankefuld, | |
| Og hørde paa Herrens Tale, | |
| Saa klang i Øret ei Sølv og Guld, | |
| Ei Sangen i Havfru-Sale, | |
| Paa Fisker-Kvasen vor Herre sad, | |
| Og Folk i Mængde som Blomst og Blad | |
| De lytted i Land til Ordet! | |
| Nu, Simon! sagde Gudfaders Ord, | |
| Da Prædiken hans var ude, | |
| Læg alle Aarer nu flux om Bord, | |
| Dem lystre jo vel din Skude, | |
| Far ud paa Dybet og drag en Dræt! | |
| Det er paa Tiden, om jeg seer ret, | |
| Mig lyster med dig at følge! | |
| Ja, Lære-Mester! han svared brat, | |
| Det kunde vi godt behøve, | |
| Vi sleed forgiæves den hele Nat, | |
| Dit Ord er og værd en Prøve! | |
| For Tvivl var Simon slet ikke fri, | |
| Men, speil, du Tvivler, dig smukt deri! | |
| Han gjorde som Herren sagde. | |
| Sin Dont han passed og Vodd han trak, | |
| Men fandt, det var over Magten, | |
| Hans Skude nikked og Voddet sprak, | |
| Saa overhaands stor var Dragten, | |
| Da vinked Simon ad Venner troe, | |
| Og Fiske-Ladning fik Skuder to, | |
| Saa færdig de var at synke. | |
| Der Simon Fisker det Jærtegn saae, | |
| Da Jesus han faldt til fode, | |
| Og sagde: Herre, du fra mig gaae! | |
| Jeg er ikke af de Gode, | |
| O, laae jeg rolig kun under Muld! | |
| Gud bedre mig! jeg er syndefuld, | |
| Nu falder det mig paa Hjerte! | |
| Vor Herre saae til den Synder mildt, | |
| Og sagde: vær kun ei bange! | |
| Jeg vil dig lære herefter snildt | |
| Lyslevende Folk at fange. | |
| Hvad vil du, Herre! det er et Ord, | |
| Saa raabde Simon og sprang fra Bord, | |
| Fra Alt hvad end sit han kaldte! | |
| Saa fulgde Simon vor Herres Kald, | |
| Hos Ordet gik han i Skole, | |
| Og Folk han fanged i Tusindtal, | |
| De skinne nu klart som Sole, | |
| Og end er ikke paa Jord forbi | |
| Det store Menneske-Fiskeri, | |
| Som Herren og Simon grunded. | |
| Paa Jord end findes det Færgelag, | |
| Som kaldes Sanct Peders Gilde, | |
| Saa Folk vi fange endnu i Dag | |
| Og føre til Livets Kilde, | |
| Fra Verden føre vi dem til Gud, | |
| Hvor frit de evig gaae ind og ud, | |
| Og Glæden dem altid følger! | |
| I Mørket driver ei Den sit Spil, | |
| Som er i St. Peders Gilde, | |
| Af ham kun fanges hvo gribes vil | |
| Af sanddrue Ord og milde, | |
| Ei Naaden bruges som Lokkemad, | |
| Med Sandhed klarlig den følges ad, | |
| For Herren er i dem Begge! | |
| Med Lys vi komme, med Kors vi gaae, | |
| Vi kan ingen Sjæl bedrage, | |
| De veed det Alle, vi kalde paa, | |
| At Verden de maae forsage, | |
| Paa Snekken vaier det røde Flag, | |
| Vort Garn vi sætte ved høilys Dag, | |
| End ei i de smalle Sunde. | |
| Paa Hjerte-Dybet vi fare ud, | |
| Hvor Timeligt ei kan bunde, | |
| Der Vodd vi trække paa Herrens Bud | |
| For hvad ei vil gaae tilgrunde, | |
| Hvo kun al Verden, ei Meer, attraaer, | |
| Han ei et Ord af vor Mund forstaaer, | |
| Ham griber da ei vor Tale! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |