| Sange | |
| ved det | |
| Danske Missionsselskabs | |
| Høitidsmøder 1838. | |
| Før Talen. | |
| Mel. Nu velan vær frisk tilmode. | |
| Hører, Verdens Øer, hører! | |
| Hører, lytter alle Mand! | |
| Han, som raader, Ordet fører, | |
| Røsten lyder vidt om Land! | |
| Men om Ingen høre vil, | |
| Lyt min Sjæl, dog og hør til! | |
| Favn, mit Hjerte, giem den Tale, | |
| Som al Verden kan husvale! | |
| Hør, hvad Gud mon Zion svare! | |
| Ynkelig den Klage lød: | |
| Ak, min Herre mig lod fare, | |
| Han mig glemde som en Død! – | |
| Glemmer nogen Moder fiin, | |
| Skiøndt han græder, Sønnen sin, | |
| Døver hun sit Hjertes Stemme, | |
| Dig skal Jeg dog aldrig glemme! | |
| Af din Muur en Mindeskygge | |
| Skuer Jeg i allen Stund, | |
| Dig Nedbryderne opbygge, | |
| Fienden rømmer brat din Grund; | |
| Herrens gamle Helligdom! | |
| Løft dit Øie, see dig om, | |
| Hvor fra alle Kanter nærme | |
| Til dit Bjerg sig Folkesværme! | |
| Ved mit Liv og ved min Lykke, | |
| De skal være dig til Priis, | |
| Som en Brud sit Hovedsmykke, | |
| Du dem bærer billedviis; | |
| Hvor nu i den øde Egn | |
| Knap af Liv er Spor og Tegn, | |
| Dyrket op som Urtegaarde, | |
| Folk for trangt skal Landet vorde! | |
| Spørg da kun med Moderglæde: | |
| Hvorfra dette Sønnekuld? | |
| Eensomt var mit Enkesæde, | |
| Al min Afkom under Muld! | |
| Hvem har svøbt og vugget dem, | |
| Født dem op og ført dem hjem? | |
| Hvo i Verden nuomtide | |
| Ynkes over Enkens Kvide? | |
| Herren svarer høit i Aanden, | |
| Herren siger: det giør Jeg, | |
| Vinkende med Almagtshaanden | |
| Over Bjerg Jeg baner Vei, | |
| Byder: vai paa Zions Høi | |
| Banner mit som Kirkefløi! | |
| Da Øboer i det Fjerne | |
| Bøie sig for Jakobs Stjerne. | |
| Sønner dine da med Ære | |
| Vugges trindt om Land i Skiød, | |
| Ømt paa Hænderne de bære | |
| Hver en Daatter, dig blev fød, | |
| Dronninger dem gave Bryst, | |
| Konger fostred dem med Lyst, | |
| Kappes til din Høi med Hæder, | |
| Kysse Støvet hvor du træder. | |
| Taarer tørres, Sorgen glemmes, | |
| Sukket døer, i Fødslen kvalt, | |
| Øiet funkler, Harpen stemmes, | |
| Mens hvert Øieblik er talt, | |
| Til det store Folke-Chor | |
| Stemmer i fra Syd til Nord: | |
| Jesus Christus, vor Forsoner! | |
| Nu med Glands dit Værk du kroner! | |
| Efter Talen. | |
| Mel. Alene Gud i Himmerig. | |
| Din Aand, o Gud! har ført dit Ord, | |
| Din Finger rørt vort Hjerte, | |
| Opløftet Sjæl og Sind fra Jord, | |
| Neddulmet Sorg og Smerte, | |
| Paamindt os om vor Tro og Daab, | |
| Bestyrket os i Livets Haab, | |
| Og Lyst til Himmerige! | |
| Lad dette Ord ret kjendelig | |
| Paa os velsignet være! | |
| Vor Lov og Tak lad tækkes dig! | |
| Og hør hvad vi begiære: | |
| I Jesu Navn og Jesu Tro, | |
| Vi bede at dit Ord maa boe | |
| Hos os til Verdens Ende! | |
| Til Beslutning. | |
| Mel. Fra Himlen høit o.s.v. | |
| Det lakker nu ad Aften brat, | |
| Bliv hos os, Herre, Dag og Nat! | |
| Lad Ordets Lys, din Lampe skjøn, | |
| Uslukket fryde os i Løn! | |
| Vor Tid er ond, som bedst du veed, | |
| Giv Du vor Tro Bestandighed, | |
| Saa aldrig vorder os fravendt | |
| Dit Guddoms-Ord og Sacrament! | |
| Ophold din Kirke, Jesus sød! | |
| Trods al vor Kulde, Søvn og Død, | |
| Saa trindt om Lande Ordet dit, | |
| Maa vandre kækt og lyde frit! | |
| O Gud, hvor det gaaer daarligt til! | |
| Nu Fjenden har paa Jord sit Spil! | |
| Saa er din Kirke i Forfald, | |
| Paa Secter meer veed Ingen Tal! | |
| Nedstyrt de stærke Aanders Trop, | |
| Som høit i Luften sværmer op, | |
| Thi ellers gammel Christen-Tro | |
| For Lærdom ny faaer aldrig Ro! | |
| Det gjælder jo dog, Herre Christ! | |
| Vor Ære ei, men din forvist, | |
| Staae derfor bi den lille Flok, | |
| Som i dit Ord har evig Nok! | |
| Ja, Ordet af din egen Mund, | |
| Det er vort Skjold og Kirkens Grund, | |
| O, lad derved, hvad saa end brast, | |
| Til Døden troe os holde fast! | |
| Ja, lad os leve i dit Ord, | |
| Hver Dag, vi see paa denne Jord, | |
| Og fare op fra Graadens Dal | |
| Med Det til Himlens Fryde-Sal! | |