source-data/1837_580_txt.txt

    
        
                
        
        
        
        
        
        
        
        
        
            
            
                
                
                                    
                    Til Nordmænd
                    om en
                    Norsk Høi-Skole

                
                
                
                fra
                
                
                    Nik. Fred. Sev. Grundtvig.
                
                
                
                
                
                    
                    Christiania, 1837.
                    Trykt hos Chr. Grøndahl.
                
                
            
            
        
        
        
        
        
        
            
                


                
                    Ved min Optrædelse i den Nordiske Læse-Verden, for
                    tredive Aar siden, viiste min Skrift en afgjort
                    Forkiærlighed til Nordens Oltid og,
                    efter den almindelige Mening, saavel en usædvanlig Fortroelighed med dens
                    Aand, som et Gran af dens Kæmpe-Styrke; men i den Latinske Forkvakling og i hele det mageløse Tanke-Virvar,
                    hvoraf vi Alle udsprang, laae der Grund Nok til at det seent eller aldrig skulde
                        klare sig enten for mine Samtidige eller mig
                    selv, hvad jeg i denne min afgjort Nordiske Aands-Retning egenlig vilde, kunde
                    og skulde. Mit Sværmerie for Oltiden, som om Man virkelig kunde og skulde
                    opmane de Hedenfarne, eller omskabe hinanden efter
                        deres Lignelse, var vist nok meget
                    naturligt, men derfor ikke desrimeligere; Sammenblandingen af to, vist nok meget
                        forenelige, men dog yderst forskiellige Ting, nemlig Christendom og Nordiskhed
                    , som derpaa fulgde, var slet ikke klogere, og de
                        politiske Forandringer i Norden
                     betragtede jeg saa ganske med Middel-Alderens Øine, at der umuelig
                    kunde være noget Hensyn til Nutidens Tarv. Det havde derfor vist nok sine gode Grunde, at jeg længe saa godt som
                    Intet udrettede til det i Øvrigt priselige Øiemed, som unægtelig var 
                        Nordens Gienfødelse i sin
                    kæmpemæssige og ædle Eiendommelighed, men hvorfor Man endnu
                    seer faa eller ingen Tegn til en Saadan, kan ingenlunde blot være min
                    Skyld, da Sagen i senere Tid
                    mærkelig har klaret sig for mig, deels
                    ved Tidens naturlige Virksomhed, deels ved folkehistorisk Granskning, og ei
                    mindst ved mine Besøg hos det store Øfolk, hvor Man vel aldrig møder
                        Nordens Aand, men
                    sporer ham, saa at sige, ved hvert Skridt, i gavnlige Kræfters Frihed og kæmpemæssig
                        Virksomhed. Denne Nordiskhedens 
                        Borgerlige Side lærde jeg nemlig
                    først ved Thæmsen at kjende og skatte, og at betragte som det hjemlige Nordens store Savn, uden hvis Afhjelp al Nordens saakaldte
                    Gienfødelse var i det Høieste en kæmpemæssig Ligbegængelse. Uagtet jeg derfor endnu er
                    lige langt fra at misunde 
                        Angel-Saxers
                     og 
                        Normanners
                     Børn den Deel af deres Livs-Anskuelse, de ei førde med sig
                    fra 
                        Norden
                     men laande i 
                        Vesten
                     af Romere og Galler, fandt
                    jeg dog, at 
                        Norden
                     vilde være reddet af det almindelige
                        Skibbrud, der truer 
                            Europas
                         Folk, og stige til den Glands, Dets Oltid spaaede, naar de gavnlige Kræfter paa Fredens Vei kunde naae den samme Grad af 
                        Frihed, som de i 
                            England
                         har taget med Staalhandsker, og benytte derfor tildeels som et
                    Rov. Dette skulde Man vel synes var ogsaa en let Sag, især nu, da alle 
                            Nordens Folk har gienvundet
                        deres offenlige Stemme,
                     og det vilde sikkert være let, naar Folkene selv vidste, hvad de feilede og forstod
                    at oplyse Regieringerne om, hvor nødvendig en saadan Kræfternes Frihed er til alt Storværk og ret egenlig til
                    Opnaaelsen af det eneste ædle Stats-Øiemed, som unægtelig
                    er fælles Bedste; men hvad der slaaer Knuden og synes at gjøre Sagen fortvivlet,
                    er Folkenes Mangel paa sand menneskelig og 
                        borgerlig Oplysning, en Mangel, der
                    egenlig hverken kan lægges dem eller Regieringerne til Last, men er
                    derfor lige sørgelig og nu, da kun en saadan Oplysning kan redde fra Borgerlig Fortvivlelse,
                    en dødelig Sygdom. Den Borgerlige Fortvivlelse findes nemlig ikke blot der, hvor
                    den bryder ud i Oprør og uhyre, urimelige Misgierninger, men ligesaafuldt, hvor den ligesom skjuler sig i Lede til
                    gavnlig Anstrængelse, i luftige Speculationer og i voxende Lyst til 
                        Udvandring
                     eller til 
                        visse Levebrød, selv om de
                    maatte søges i Tugthuset, og hvem kan da tvivle
                    om, at vi ogsaa i Norden staae paa Randen af
                    den bundløse Afgrund. Ingensteds har det vel saalænge og saadybt
                    været følt, at det er Oplysning, 
                        almindelig Oplysning, der fattes og
                    kunde frelse, men der hører ogsaa Oplysning til at kjende den sande og
                    gavnlige Oplysning fra den Falske og Tomme, saa det er intet Under, Man hidtil
                    bestandig greb feil ad de rette
                    Oplysnings-Midler, men det maa drive hver Nordbo, som seer det, til at
                    prøve selv det Urimelige, for, om mueligt, at
                    bringe Folkene paa bedre Spor. Selv maa jeg saaledes vel finde det høist
                        urimeligt, at min
                        Pen skulde kunne bortvifte det Mindste af Taagen for
                    Folkenes Øine eller formaae Noget mod tusinde
                        Munde, som tilforladelig forsikkre Folkene, at det levende Ord har ingenlunde hjemme i Folke-Munde
                    men i lærde Mænds Penne, og at Moders-Maalet til aandeligt Brug
                    er ikke værdt at nævne ved Siden ad Latinen, og at det endelig ingenlunde er ved Betragtningen af det virkelige Menneske-Liv hos sig selv og Andre, men ved Læsning, især i Latinske Bøger, man samler den rette Menneske-Kundskab og Verdens-Klogskab, lige
                    anvendelig under alle Himmel-Egne. Ja, det er høistmærkeligt, at
                    netop fordi Pennes og Bøgers Forgudere har aabenbar Uret,
                    derfor netop maa jeg finde det urimeligt, at Pennen kan udrette saa store Ting eller udrette det
                    Mindste mod Munde, der ikke blot kan beraabe sig paa
                    hundredetusinde Penne og Aarhundreders Hævd, men
                    har i Livet, det være nok saa daarligt, et Fortrin
                    for alle Penne selv i Engle-Hænder, kun Almagten kan berøve
                    dem. Imidlertid: alt Mueligt er ikke Rimeligt og alt urimeligt ei heller umueligt, og da den høist urimelige Muelighed, at
                    Munden kunde tage Pennen til sin Sprog-Mester og et Folks Moders-Maal taalmodig
                    lade sig tyrannisere i Fædrenelandet af et dødt
                        Sprog, fordum den store Folke-Fiendes og almindelige Mand-Drabers
                        Moders-Maal; da en saa urimelig Muelighed, desværre, er blevet
                    til en Virkelighed, hvorfor skulde Man da ikke, til Forsynets Ære
                    og Menneske-Aandens Frelse, turde haabe den Urimelighed,
                    at en Pen, der dog har den i Grunden store Lykke, at
                    staae i Pagt med den stærkeste Mund i alle Lande, som den levende Folke-Mund unægtelig er, kan blive saa
                    længe ved at pege paa den ene Folke-Mund efter den
                    Anden, til den omsider træffer paa en Folke-Mund,
                    som har baade Lyst og Held til at 
                        indtale
                     sine og Moders-Maalets naturlige og i Grunden
                    utabelige Rettigheder! Idet jeg derfor herved peger paa den Norske Folke-Mund og rister Gaade-Runer paa
                        Væggen ligeover for Lyse-Stagen, da nægter jeg ingenlunde, det er ganske rimeligt, de
                    Runer blive hverken læste eller forstaaede, da de mange lignende, jeg har
                    ristet for den Danske Folke-Mund og brugde min Mund, om ikke det Bedste, jeg kunde, saa dog temmelig
                    til at forklare, enten er forblevet ulæste eller uforstaaede, eller dog,
                    som det synes, aldeles uvirksomme; men deels paastaaer jeg endnu, som altid, at
                    i 
                        Danmark
                    
                    bedrager Skinnet
                     paa alle muelige Maader, og dernæst paastaaer jeg, at, rimeligt
                    eller urimeligt, er det dog immer mueligt, at Man i
                        
                        Norge
                    , saasnart Man blot fæster Øie paa de Runer, vil paa
                    Timen see, der staaer skrevet: Norske Folke-Mund, luk dig
                    op og siig os, hvad ingen Romer vidste og ingen Latiner kan stave sig til: hvad det Norske Folk tænker og hvordan Det formaaer at udtrykke sig frit
                    paa sit 
                        eget Maal
                     om sine egne Fornødenheder og Tilbøieligheder, Byrder og Savn, Ønsker
                    og Forhaabninger til Folkets Held og Landets Flor! Norske
                        Folke-Mund! vær den Første, der
                    viser, at et Folk endnu har Mod til at ligne sig selv, det har du baade
                    Gavn og Ære af! Det er meget mueligt, siger jeg, og derfor peger jeg, og
                    hjalp det ikke, da vilde jeg pege paa den Svenske
                        Folke-Mund, og var det forgjæves, paa den Engelske, og, naar endelig galt skulde vare, selv i Fortvivlelse paa den Franske, der ei
                    behøver at lukkes op, men kun fra den rette Side at sættes i Gang,
                    for at vise Verden, hvad selv den sladderagtigste Folke-Mund i Verden, naar den
                    bruges fornuftig, kan udrette til at afvende Folke-Døden og
                    forskjønne Menneske-Livet. Ingen Spaadom kan derfor klinge saa rimelig og
                    advarende, at den maatte afholde mig fra hvad jeg her gjør, thi da mine
                        egne Landsmænd enten slet ikke har Mod til at
                    ligne sig selv eller synes dog først at ville have efterlignet alle andre
                    Folk, selv 
                        Chineserne, saa ligge Nordmændene unægtelig min Pen
                    nærmest, ikke blot fordi den mellem Dem har været ligesaa
                    længe bekiendt, som mellem mine Nærmeste, men især fordi
                        Historien vidner, at intet Nordisk Folk har havt saameget Mod til at ligne sig
                        selv eller saamegen Ære af Følgerne. Uden her at tale om
                        
                        Normannernes Storværk, vil jeg kun
                    ihukomme at 
                    Nordmændene paa 
                        Island
                     var de Første herhjemme, som i Middel-Alderen vovede at kaste Vrag paa Latin
                    og Romerskhed, ved ikke blot at giøre deres Moders-Maal til Skrift-Sprog, men ved at bruge
                        Pennen saavelsom Munden ikke
                    efter Romerske Forskrifter eller til Oversættelse
                    af Latinen, men til Aabenbarelse, Udvikling og
                    Ophøjelse af den Nordiske Kæmpe-Natur, de fandt hos sig selv, og
                    betænkde sig intet Øieblik paa at løslade ogsaa aandelig
                    til Kamp mod 
                        Ulve-Naturen fra 
                            Rom
                        
                    , hvor smukt den saa end indhyllede sig i Faare-Klæder! Vel maa det ikke glemmes, at Nordmændene herved tildeels havde 
                        Angel-Sachserne
                    , det gamle Nordens
                    Mærkes-Mænd, til Forbilleder, men
                    det maa ligesaalidt glemmes, at Angel-Sachserne,
                    skiøndt de gjorde et Kæmpe-Skridt, vel ingen Andre var mægtige, da de først satte deres Moders-Maal i Latinens
                    Sted, saa forfulgde de dog ikke Seieren, men underkastede sig, kun med lidt Forbeholdenhed,
                            Romerskheden,
                     medens de Islandske Nordmænd var de Eneste,
                    som skabde en af 
                        Rom
                     aldeles uafhængig Dannelse og
                        Bogskat, som Man, fordi de er Norden
                    aldeles eiendommelige, maa kalde Nordiske.
                    Nordmændene var det altsaa, som gyldig beviiste, hvad nu kun
                    afmægtig Trods kan nægte, at 
                        Nordens Folk har af Naturen Kald til
                        aandelig Selvstændighed, saa det er kun
                    Spørgsmaalet, om de endnu har Mod og Kraft til at hævde den mod 
                        Roms Tyran, der nu vel kun er et Gienfærd uden Kiød og Been, aldeles
                    dødt og magtesløst, men har dog forstaaet den sorte Konst at kyse Livet (det naturlige Aandsliv) af alle Folkefærd og paa en Maade besætte
                    Ligene, saa de maae sige og gjøre Alt hvad han peger paa, og hvi skulde
                    jeg da ikke tiltroe Nordmændene Mod til at ligne
                    sig selv, da de vilde have dobbelt Skam af at mangle det; hvorfor ikke tiltroe
                        Nutidens Nordmænd Mod til at hævde hvad
                        Middel-Alderens Nordmænd skabde, ja Mod til at
                    følge deres egne priselige Fodspor, fordi en Flok
                        Latinere stiller sig i Veien og raaber af fuld Hals:
                    alle Nordmænd er af Naturen Barbarer, og kan kun
                    af den Latinske Grammatik lære at tale Aandens Sprog, og kun ved Romersk
                        Trælle-Tugt
                     afrettes til ordenlige og dannede
                    Mennesker! Ligesom 
                        Angel-Sachserne i Middel-Alderen,
                    saaledes har Engelsk-Mændene i Nyaars-Tiden
                     brudt Isen, tilkæmpet sig en fri
                        Folke-Stemme og Moders-Maalet
                    Enevoldsmagten, men sluttede saa under denne Forbeholdenhed, et farligt Forbund med Latin og Romerskhed, som de selv maae tilstaae, har, lige fra
                            
                            Elisabeths
                         til vore Dage, udklækket en frygtelig Undertrykkelse af
                    de Ringe og en skammelig Forkvakling af det Boglige Moders-Maal, og som,
                    skiøndt de endnu ikke see det, sætter dem i Fare for igjen at
                    miste den Kræfternes Frihed, der umuelig kan ordnes paa Romersk uden derved at gaae aldeles forloren. Vil derfor noget andet Folk sikkre sig
                        
                        Englands
                     Fortrin men undgaae Dets Plager og truende Fare, da maa de ingenlunde, som
                    Engelsk-Mændene nøies med at paastaae den fri Folke-Stemme og Moders-Maalets Enevoldsmagt
                    mod Regieringen, men fremfor Alt hævde begge Dele
                    mod Romer-Tyranniet og Latinen,
                    som ellers i Løn deels fortære og
                    deels lamme de ædleste Folke-Kræfter og smedde usynlige
                    Lænker til Folke-Naturen,
                    som Dværgene til Fenris-Ulven
                    . Det eneste Forsvars-Middel mod en unaturlig og
                        tyrannisk Skole er imidlertid en naturlig og fri Skole, og den eneste Maade,
                    hvorpaa et Folk kan hævde sin aandelige Selvstændighed mod en falsk Oplysning, der hviler paa Bøger og døde Sprog, er at
                    stræbe efter en sand Oplysning, der udspringer af
                        Livet og Moders-Maalets
                        levende Skole-Brug, hvad kun tilgavns kan skee, ved at reise en 
                        Folkelig
                        Høiskole, hvor der slet ikke er
                    Spørgsmaal om, enten hvad der staaer i Grækers eller Romeres
                    Bøger, eller hvad nogle Enkelte kunde føle Lyst eller Trang til at
                    vide, men kun om Folkets og Landets og Moders-Maalets Natur og
                    Beskaffenhed, nærværende Tilstand og naturlige Forbedring og Fremgang, og hvor disse enhver Borger
                    magtpaaliggende Ting ei behandles som Gjenstande for en død og ufrugtbar
                    Kundskab, men lægges for Dagen i levende
                        Vexel-Virkning!
                
                
                Til uopholdelig at oprette en saadan 
Folkelig
                    Høiskole
 er det da jeg opkalder Eder, Norske Frænder! og kunde det nytte, vilde jeg jo besværge
                    Eder ved Alt, hvad der kunde tænkes at være Eder kiært og
                    helligt, ei at undlade eller forhale et Storværk, alle Minder i Kæmpers Fødeland værdigt og Kæmpernes Børn
                    uundværligt, hvis de virkelig skal høste hvad Fædrene saaede og
                    pryde sig med den Hæders-Krands, hvortil Hine saa priselig beilede, bevise
                    for al Verden, at hvor der ved høilys Dag fandtes saadanne 
folkelige Helte som 
Hakon Adelsteen
 og
                        
Olav Tryggesøn,
 saa store og saa ædle Kræfter, som de
                    der skabde Norges Kongelige Ridderspil fra 
Halvdan Svarte

                    til 
Sverre, og hvor der endelig, midt under det Latinske Pavedom
 var en saadan Kiærlighed til
                    Moders-Maalet, i Middel-Alderens Dunkelhed et saadant Øie for Folke-Livet, som
                        

Heimskringle

 og hele Saga-Rækken soleklart aabenbare, der fattes i Nyaars-Tiden heller
                    hverken Mod eller Kraft til, trods alle Latinske og Romerske Bansættelser,
                    at fortsætte, forklare og fuldende det længe afbrudte, men aldrig
                    opgivne, 
folkelige Levnets-Løb! Jeg vilde derfor
                    ogsaa giøre det, hvis jeg levede og virkede iblandt Eder, Ansigt til
                    Ansigt, men Erfaring har lært mig, at Man aldrig skal stræbe at
                    giøre med Pennen, hvad kun Munden formaaer, da Man derved ei alene spilder
                    Liv og Varme paa Pen og Papir, men stadfæster tillige, saavidt Man kan,
                    sine Læsere i den Romerske Overtroe, at Ordet er
                    fuldt saa levende i Bog som paa Tunge, eller med andre Ord, at Død i Aandens Rige er meget bedre og tilforladeligere end Livet, en Overtroe, der altid lidt før eller senere,
                    giver 
Rom
 og Latinen Spillet vundet, da det naturligviis kun er Talens naturlige og levende
                        Redskab, der med Fynd og Frugt kan føre Naturens og Livets Sag mod kloge Modstandere,
                    hvis sorte Konst det netop er i Aandens Verden at give
                    alt det Døde Skin af Liv, og
                    Bøgerne Skin af al den Dyd, Ædelmodighed og Varme, Man fattes, saa,
                    kan ogsaa vi skrive Bøger, der synes levende, da er det ingenlunde i Livets men i Dødens Skole vi
                    har lært den sorte Konst, Man vel i vore Dage kan være kommet uskyldig til,
                    men maa da vel, langt bedre end hidindtil jeg, vogte sig for at misbruge.
                
Hvor urimeligt det derfor end maatte synes eller være,
                    vil jeg forudsætte, at endeel Nordmænd er
                    aldeles enige med mig baade om, at der bør oprettes en 
folkelig Høiskole
 og at Denne, for at svare til sit Navn og sin
                    Hensigt, ei maa hvile paa Bøger eller noget Dødt, da Folket hverken er Bøger i Skindbind eller en mathematisk
                        Størrelse og et dødt Begreb, men et
                    stort, 
Borgerligt Selskab
 af levende Mennesker, der
                    trænge til en fri og levende Vexel-Virkning, under Veiledning af de bedst
                    Erfarne, baade for at opdage og bestandig blive sig det klarere bevidste, hvad der virkelig for Nordmænd er fælles Bedste, og da
                    tillige for at øve sig i Moders-Maalet, som det naturlige, levende Udtryk
                    for deres Tanker og Følelser, saa de efterhaanden maae blive det i alle
                    Henseender omtrent lige saa mægtige, som de nu kun er det til Hverdags-Brug
                    i den snevreste Kreds. Ja, jeg maa her forudsætte, at en
                    god Deel Nordmænd klarlig indseer, der behøves en saadan Norsk Høiskole, da en Saadan ligesaa lidt findes i
                        
Christiania
 som i 
Kiøbenhavn
 eller 
Berlin, men alle 
Europas Høiskoler
 er meer eller mindre Latinske og aldeles Romerske,
                    fiendtlige mod alle Folke-Naturer, som lutter Barbariske Levninger fra Middel-Alderen, der, snarest
                    mueligt, skal udryddes ved “Classisk Dannelse.” Kun under denne
                    Forudsætning nytter det at skrive til Nordmænd om en 
Folkelig Høiskole, og kan være mueligt med Pennen at bortrydde de Hindringer, der rimeligviis især have
                    forsinket Oprettelsen og true endnu med at kvæle det folkelige
                    Storværk i Fødselen.
                Blandt alle de utallige Hindringer for Oprettelsen af 
Folkelige Høiskoler, som svare til Navnet, er vist
                    ingen større eller vanskeligere at overvinde, end den Indbildning, at en saadan Høiskole, ligesom den Latinske, maatte have endeel Drenge-Skoler under sig, hvor de Smaa ved Erhvervelsen af
                    allehaande reelle Kundskaber, saasom Mathematik, Physik,
                    fremmede Sprog o. s. v. forberedtes til en høiere
                    Dannelse. Jeg kalder denne Indbildning en af de
                    største Hindringer, ei blot fordi Højskolens Oprettelse derved
                    nødvendig gaaer i Langdrag, men især fordi den truer med at undergrave
                    hvad den har Skin af at ville grundig forberede.
                I mine Øine er nu vist
                        nok denne Indbildning saa grundløs og
                    stridende mod Erfaring og sund Fornuft, at selv de Latinske Høiskoler
 har blomstret langt
                    anderledes i 
England
 og
                        
Tydskland, hvor
                    Man lod det blive Enhvers egen eller deres Forældres og Værgers Sag,
                    hvorvidt de var modne til Høiskolen, end hos os, hvor Man vilde kaldt baade
                        
Plato
 og 
Aristoteles umodne,
                    fordi de ikke kunde skrive 
Latinsk Stil; men hvad Pennen kan
                    giøre til at oplyse det for dem af Folke-Livets
                        Venner, Latinerne kan have forblindet, maa jeg dog ikke undlade.
                Uagtet derfor Drenge-Skolen i det Hele,
                    som vi kiende den, er en Uting, 
Byzantiner
 og Latiner have ført os paa
                    Halsen, vil vi, for en Sikkerheds Skyld, her lade det staae ved sit Værd,
                    om en Saadan, som Latinerne paastaae, er aldeles eller
                    dog næsten uundværlig for tilkommende Videnskabs-Mænd eller ikke, ja, for Løiers Skyld, kan vi
                    endog lade, som om vi ei turde afgiøre, enten Indspærringen i et
                    saadant 
Børne-Huus paa saa smal en Kost som Blæk og Papir, skulde
                    være uundværlig eller dog saare tjenlig for tilkommende Præster, Amtmænd, Fogeder og andre Embeds-Mænd; thi her, hvor Talen kun er om en 
Folkelig Dannelse, en Dannelse altsaa, hvori hele Folket, til Livets Gavn og Landets Tarv, kan og
                    saavidt mueligt, bør deeltage, her er det jo slet ikke Spørgsmaalet,
                    hvad der kan være tjenligt enten for Videnskabs-Mænd
                    eller for Embeds-Mænd, men netop for dem, der ingen af Delene skal være. Naar Man nemlig indretter
                    hvad Man kalder Almeen-Oplysning, som
                    om hele Folket skulde enten være
                    Videnskabs-Mænd, Embeds-Mænd eller Almisse-Lemmer, da glemmer Man,
                    blandt meget Andet, at hvis det lykkedes, da maatte hele Folket sulte ihjel,
                    hvis ikke et andet Folk var ædelmodigt nok til at give dem et “
vist Levebrød
” for deres Dannelse eller dog for deres møisommelige Skole-Gang og glimrende Examen. Saalænge
                    vi derfor ønske, at Mængden af Folket ikke blot skal have baade Kraft
                    og Lyst til at ernære sig selv, men ogsaa Raad og Villie til at underholde
                    nogle faa Videnskabs-Mænd og endeel Embeds-Mænd, da maae vi enten, som
                    de Papistiske Præster og de Protestantiske
                        Herremænd, ønske Borger og Bonde frie for al muelig Dannelse og Oplysning, eller vi
                    maae ønske dem en Dannelse og Oplysning, der giør dem dueligere til
                    deres Dont og lykkeligere i deres Stilling, eller vi er splittergale, og
                    ønske at giøre baade dem og os selv ulykkelige, til Ære for et
                        tomt Hjerne-Spind, vi kalde Oplysning og
                    Dannelse.
                Nu tør jeg vist nok mene, at for enhver Livs-Stilling under Solen, undtagen Lediggiængerens,
                    Trællens, Tyvens og deslige, er Drenge-Skolen, hvor
                    Man løsrevet fra Naturen, det huuslige og virksomme Liv, hænger over
                    Bøger og Regne-Brætter fra Morgen til Aften, en reen Pestilens, ja, selv for Livs-Stillingen i et
                    Bog-Skab med Glas-Dørre og med Pennen i Haanden, en Stilling, jeg af
                    tredive Aars Erfaring kiender saa godt som Nogen af alle mine
                    Samtidige, selv for denne boglige Livs-Stilling er
                    Drenge-Skolen en Pestilens; men sæt engang, jeg heri tog mærkelig
                    feil, saa kan det dog umuelig feile, den er det for Bondens og Sømandens, Haandværkerens
                    og enhver Anden, der aabenbar ei kan være gavnlig og findes lykkelig, uden
                    legemlig Arbeidsomhed, Raskhed og Livlighed, Kiærlighed til Donten og Greb
                    paa den, saavidt muelig, fra Barns-Been, lutter Ting for hvilke Drenge-Skolen ifølge sin Natur og efter al Erfaring
                    er en reen Pestilens.
                Ønske vi altsaa en 
Folkelig
                        Høiskole, hvor Alt, paa en sømmelig Maade, gaaer frit og levende til, saa
                    Folke-Ungdommen veiledes til at kiende, skatte og paa det Fordeelagtigste til
                    “fælles Bedste” benytte sine Kræfter, sin
                    Stilling, sit Moders-Maal, og, i det Hele, den indvortes og udvortes givne
                    Natur, hvorom Alt levende maa dreie sig, da kan vi rolig overlade Drenge-Skolen til sin egen Skæbne, og kan være
                    visse paa at finde Ungdommen aabnere, kraftigere og danneligere i en naturlig og
                    levende Retning, altsaa haabefuldere, jo mindre den har
                    havt med Drenge-Skolen at skaffe, og jo gladere den under en nyttig men let
                    Virksomhed er voxet op til fuld Besiddelse af sine Sjæls og Legems
                    Kræfter.
                Er Man nu enig med mig om, at hverken er det noget Folk
                    tjenligt at lade dem tænke, tale og dømme i sit Sted, hvis
                    kiæreste Fæderneland er den Classiske Jordbund, hvis Mønster paa en
                    fuldkommen Lov er den menneskefiendske, tyranniske Romer-Ret,
                    og hvis Yndlings-Sprog er Moders-Maalets arrigste Fiende, Latinen, ikke heller behøver Man at sørge men kun, saavidt
                    mueligt, at vogte sig for Drenge-Skolen; da veed jeg
                    ikke, hvad der skulde være iveien for en 
Folkelig-Høiskole, hvor Man har Mod til at Smile ad Latinernes Graad over det Barbari,
                    der vil følge paa Sønderbrydelsen ad det Romerske Aag, og Vid til at vurdere deres latterlige Paastand, at Man
                    bliver stærkest i Moders-Maalet ved at slide i den
                    Latinske Grammatik fra Barns-Been, mest frisindet ved at
                    trælle for Romerne, og dygtigst til at
                    betænke 
Norges Vel, ved at glemme hele Verden over
                    Bøgerne og sin egen lille Person.
                Skulde imidlertid, under saa gunstige Omstændigheder, som
                    jeg maa tænke mig, for ei at kaste Pennen, 
Høiskolens Oprettelse endda forsinkes, maatte det vel enten
                    være, fordi Man endelig vilde have den oprettet paa offenlig Bekostning
 eller fordi Man gjorde sig Skrupler over en fri, folkelig Oplysnings muelige Følger enten for
                        Salighedens eller den grundige
                        Lærdoms Sag, og skiøndt det vilde være aldeles umueligt
                    med Pennen at bortrydde disse Hindringer, hvor de i høi Grad fandt Sted,
                    kunde maaskee dog en lille Oplysning bidrage dertil, hvor de kun synes store,
                    fordi Man ikke rører ved dem.
                
Hernede, hvor Man virkelig synes at tænke sig den
                    fuldkomne Stat, som en offenlig Indretning til, uden videre
                    Uleilighed, at skaffe os Allesammen Mad og Drikke, Klæder, Sko, visse
                    Værelser, en god Hustru, lydige Børn, sund Luft, almindelig Fred og
                    Alt hvad Ens Hjerte kan forlange, her nytter det aldrig at tale, end sige da at
                    skrive om en 
folkelig Høiskole, som Folket kunde
                    skaffe sig selv, thi bliver den os ikke skiænket og
                        givet, da reiste vi vist snarere al Verden rundt for at finde 
end vi
                    rørde os af Stedet for at reise den, men saa raadvilde, formoder jeg, Man
                    er ikke i Norge, saa, overlod Man det der til Staten, kom det vel mest af, at
                    Sagen syndes let at sætte igjennem ved 
Storthinget,
                    og 
Høiskolen
 bedst at svare til sin Hensigt, naar
                    Den, oprettet paa offenlig Bekostning, kunde, uden videre Betaling, staae hele
                    Folket aaben. Skinnet kunde imidlertid ogsaa her lettelig bedrage, saa det er
                    raadeligt for Vennerne ad folkelig Dannelse, slet ikke at troe det, thi om Sagen
                    end ved Omveien blot forsinkedes en halvsnees Aar, var
                    det maaskee til ubodelig Skade, og det var dog hverken den eneste eller
                    største Fare, en hele Folket magtpaaliggende Sag derved udsattes for. Jeg
                    har vist nok kun en meget dunkel Forestilling om Sammensætningen af det Norske Storthing,
 og vil gierne tænke mig det saa
                        
folkeligt, som jeg kan, men havde Det indseet Uundværligheden af en 
folkelig Høiskole, vilde
                    Det upaatvivlelig for længe siden foreslaaet Dens Oprettelse, saa jeg
                    nødes til at slutte, hvad ogsaa er høist rimeligt, at den 
folkelige Dannelses afgjorte Velyndere der hidtil have fundet sig enten for faa eller for lidet udrustede til
                    seierrig at bestaae Kampen, der neppe kunde blive let, hvor det lykkedes den Latinske Dannelse giennem tre Aarhundreder ei blot at
                    fordunkle men at undertrykke og næsten udrydde enhver Anden. I alt Fald maa
                    Man betænke, at alle Indvendingerne mod en 
folkelig
                        Dannelse, baade naar man skildrer den som aldeles ubetydelig og naar
                    man sværter den som et frygteligt Barbari, kun lade sig grundig giendrive
                    ved virkelig at fremme den, og lade den Selv berolige
                    sine mistænkelige Venner og beskiæmme sine arrige Fiender. Dens
                    afgjorte Velyndere skulde derfor ikke nøle noget Øieblik med Forsøget
                    paa, ved frivilligt Sammenskud paa Actier, at faae gjort
                    en Begyndelse; thi fulgde end deraf, at Alt for det Første maatte indrettes
                    efter en mindre Maalestok og at Andre end de, Actierne gav Ret, kun for en
                    passende Betaling kunde aabnes Adgang til den Norske
                        Høiskole, ligesom til det Londonske
                        Universitet,
 saa var derved dog ei blot vundet Tid, men det første
                    Skridt, som er det Eneste, der koster, vilde snart drage flere efter sig, og Grund-Præget, hvorpaa her egenlig Alt kommer an,
                    vilde være Høiskolen givet af den fri Folke-Virksomhed, der altid skal være dens levende
                    Grundvold og ophøiede Maal.
                Det maa imidlertid ikke glemmes, at netop, naar den 
folkelige Høiskole
 skal være et privat
                    Foretagende, der kun med lidt Opoffrelse eller dog med lidt Forskud kan fremmes, da kan selv de, der rolig vilde see en saadan oprettet paa
                    offenlig Bekostning, fristes til at giøre sig Skrupler over de muelige
                    Følger en fri, folkelig Oplysning og Dannelse kunde have enten for Tro og
                    Gudsfrygt eller for grundig Lærdom og Videnskabelighed; thi vi er Alle fra
                    Barns-Been vant til at høre af de Fromme, at Menneske-Naturen er aldeles
                    fordærvet, saa den maa ikke følges, men skal undertrykkes, og at høre
                    af de Lærde, at med Latin-Skolen staaer og falder al grundig Lærdom og
                    ægte Videnskabelighed.
                Uden nu at ville røre ved disse Skrupler, hvor de virkelig har
                    faaet Indpas, forudsætter jeg, En af dem kunde friste Nordmænd, der ellers ikke synderlig ændsede dem, til at skye
                    den Anstrængelse, det første Skridt paa den ny Løbe-Bane sagtens
                    vilde koste, og vil da bemærke, at naar Man veed, det ligger ingenlunde i den folkelige Dannelses Natur enten at
                    giøre Folk vantroe og ugudelige eller at føde Ringeagt for grundig
                    Lærdom og ægte Videnskabelighed, da maa Man aabenbar slet ikke bryde
                    sig om de muelige Følger hos En og Anden, men
                    spørge sig selv og hvem der ellers i dette Stykke vil have “alle muelige Misbrug forebyggede” om det vilde være
                    værre, at maaskee Endeel forlod den 
Folkelige
                        Høiskole
 med meget for ringe Tanker om vor Herre og meget for
                    store om sig selv, eller med dyb Foragt for al den Kundskab, der ei svarer
                    Renter i det daglige Liv, om det vilde være sørgeligere, end at
                    saadanne Folk i Hundrede- og Tusind-Viis er udgaaet fra den
                        Latinske Høiskole, opblæste ei engang af
                    deres Natur men af deres Unatur, og slet ikke bange for at sige, at naar de ikke
                    betimelig fik et “
vist Leve-Brød
” for deres
                    Skolegang og Examen, ønskede de alle deres Kundskaber Pokker i Vold og
                    havde skammelig spildt deres Ungdoms-Aar. Er nemlig det Sidste en Misbrug,
                    Vedkommende selv har værst af, og for hvis Skyld det var Galenskab at laste
                    Brugen, saa giælder det Samme dog vel ogsaa om det Første, og
                    giælder tidobbelt derom, da der i enhver levende og naturlig Udvikling dog
                    er timelig Sandhed og Gavnlighed, medens i den Latinske
                    Dannelse Alt er Blændværk og Unatur, saa de slette Følger af den er næsten uundgaaelige.
                    Enten maa Man da fordømme al Dannelse og Oplysning, fordi den muelig kan
                        misbruges, og det er at giøre som Pharao ved de israelitiske Drenge-Børn, han lod
                    drukne, eller Man maa tilstaae, at den 
folkelige
                    Dannelse, der giør os fortroelige med det virkelige Liv og saavel med
                    vor Naturs Mangler og Brøst, som med Dens Kræfter og Fortrin, er
                    aldeles uskyldig i hvad Misbrug Den, ligesom Livet og Lyset i det Hele, med Nødvendighed er udsat for.
                
For Resten er det min velgrundede
                    Overbeviisning, at ægte Gudsfrygt og Videnskabelighed trives bedst, hvor Folk har Lov til
                    baade at troe og at lære, hvad de vil, og at skulde
                    den Tid nogensinde komme, da 
Nordens Folk i det Hele
                    enten vilde trodse Himlen eller landsforvise Lærdom, da
                    maatte det være af Harme over den Samvittigheds-Tvang og Undertrykkelse af alt
                        Naturligt og Folkeligt, der
                    med Nødvendighed udspringer af Romersk Tankegang og
                        Latinsk Dannelse. Faae derimod kun Rigerne i Norden
                    hver sin 
folkelige Høiskole, hvor Natur-Livet
                    styrkes, forædles og klares, da vil den kirkelige og
                        videnskabelige Frihed, som deraf nødvendig maa
                    udspringe, baade for Religiøsitet og Videnskabelighed bære de mest
                    velsignede Frugter; thi hvad enten vi raadspørge Fædrenes “stærke
                    Drømme”
 om det Guddommelige i Hedenold, eller deres Kraft-Yttringer i Daad og Sang og Skrift, før Latin og Romerskhed forknyttede og forkvaklede
                    dem, da lære vi, at ingensteds var der af Naturen dybere Følelse for
                    det vidunderlige Slægtskab mellem Himmel og Jord, eller inderligere Lyst
                    til at see hele det store, vidunderlige Menneske-Liv efterhaanden udvikle og
                    forklare sig selv. Ret mange Skridt vilde den folkelige Dannelse da vist ikke
                    giøre, før det blev Nordens Lyst at reise en stor videnskabelig Høiskole,
 vist nok ikke for Latineri og Romer-Ret, men for Menneske-Livets Udvikling og Forklaring i hele Dets
                    gaadefulde Dybde og herlige Mangfoldighed, altsaa et Universitet (en altomfattende Granskning) der ikke er et Romersk
                    Praleri, men virkelig svarer til sit Navn og lærer Verden at kiende en Nordisk Videnskabelighed, der overgaaer den Romerske ligesaameget som Nordens Kæmper overgik Roms forkiælede, udmarvede, kun Snue og trædske
                    Dværge. Denne min Betragtning af Norden, som fra Arildstid forberedt til
                    ægte, grundig, altomfattende Lærdoms og Vidskabs Sæde, hører vel
                    egenlig ikke hid, da ægte og grundig Videnskabelighed, skiøndt det er
                    Folkenes Ære og Gavn at agte og forstre den, dog altid bliver kun Enkeltes Hoved-Sag, men tjener det ikke til Andet, kan
                    det dog minde om, hvorlangt det er fra mine Tanker, hvad Man, trods mit boglige
                    og videnskabelige Levnetsløb, har villet paabyrde mig, som om jeg
                    ønskede enten Latinen eller Noget, Godt eller Ondt,
                    som har virket kiendelig og mærkelig paa Jorden nedsænket i Glemsel.
                    Hvad jeg vil er netop, at Alt skal komme for Lyset, og jeg bekæmper derfor den Latinske Dannelse i sin nærværende
                    Udstrækning og Eneraadighed, kun fordi den udbreder et sørgeligt Mørke
                    over hele den menneskelige Tilværelse, har, som den selv bekiender, gjort “Pagt med Døden” ei at lade Livet komme for Lyset, hvortil Det dog ligesaa
                    unægtelig har Ret, som ethvert dristigt Forsøg vil vise, Det har Kraft.
                    Hvem der, naar han er kommet til Skiels-Aar og Alder, frivillig foretrækker
                    Pennen for Munden, Bøgerne for Mennesket, de døde Sprog for de
                    Levende, Latinen for Moders-Maalet, den Romerske Konst for den Nordiske Natur,
                    kort sagt: foretrækker Døden for Livet, bør visselig
                    have Lov dertil, og det var Synd at misunde dem den Dannelse og Oplysning, som
                    enten førde til dette Valg eller udsprang deraf; men da det er soleklart, at Landet maatte ødes og Folket forgaae, naar de,
                    der umuelig kan giøre samme Valg, skulde oplyses og dannes derefter, saa er
                    det hver Folke-Vens hellige Pligt, som seer Grunden til den nærværende
                    Nød og truende Fordærvelse, at tale en 
folkelig
                        Oplysnings Sag, der nødvendig er lige det Modsatte af den Romersk-Latinske, og om saa end alt Haab om videnskabelig
                    Glands derved afskæres for Norden, gjorde det dog ei mindste Forandring,
                    thi naar Folket døer, synker Glandsen jo i Graven, og har desuden den Latinske
                    Videnskabelighed ingen Glands udbredt over Norden, giennem de tre Aarhundreder
                    Den var i sin Kraft, fordi der endnu var Folke-Kraft at fortære, da vil den
                    sikkert mindre herefter, da den aabenbar gaaer med sin Helsot, og ingen
                    Sjæl meer vil lædske den med sit Hjerte-Blod.
                Dette være Slutningen, som et godt Varsel, og
                    skiøndt det ei kan undre mig, at næsten Ingen af Livets og det 
Folkeliges Venner endnu kan dele
                    mine lyse Forhaabninger om den døde, unaturlige, aandsfortærende
                    Lærdoms Undergang, ved Folke-Livets og en
                    tilsvarende Oplysnings og 
Vidskabs

                    Opblomstring i 
Norden
, saa maa det dog være Alle, som dele mine
                    Ønsker, kiært at see, de blive ikke haabløse, men sikkrere paa
                    Opfyldelse hos mig, alt som jeg ældes og mine Ungdoms-Drømme klare sig
                    giennem Erfaringens og den koldsindige Eftertankes Skiærsild. 
                    Haabets Gudinde, sagde de fortvivlede Romere, har, skiøndt sildig, ogsaa forladt Jorden, og det var intet
                    Under, at vi, under Romerskhedens Herredømme, fristedes
                    til at troe, de havde, desværre, deri kun alt for meget Ret, thi naar
                    Folkene staae paa Randen af borgerlig Fortvivlelse, da er Haabets Dise med
                    Fjeder-Hammen ogsaa ifærd med at bortflyve, men endnu svæver hun os
                    dog aabenbar tæt over Issen, og saasnart en 
Folkelig
                        Høiskole
 aabner lyse Udsigter for alt 
Folkeligt, da vil hun atter dale og fryde sig i sit Nordiske Tempel
                    ved Offrene til “fælles Bedste”, som baade Høie
                    og Lave, baade Læge og Lærde, vil kappes om at bringe, saavist som
                    Norges Klipper ei er Bautastene over Nordens Aand, men Kæmpe-Høiene,
                    hvorfra Han vil overskue Menneske-Livet og med fuldvoxne Vinger fare i Sky!