| Islandsk Lig-PsalmeÓ kristin sál! umhugsa fyrst, á dauðastundu, Jesúm Krist, lidt forkortet og nænsomt ændret.. | |
| I Dødens Stund tænk først og sidst, | |
| Nedslagne Sjæl, paa Jesus Christ! | |
| Naar Hjertet kommer Ham ihu, | |
| Det føler ei til Dødens Gru! | |
| I Maras Brønd det bedske Vand | |
| Endnu ved Træ forsødes kan, | |
| Ved Korsets Træ i Christi Død | |
| Bli'r Malurt-Kalken honningsød! | |
| Paa Kvisten skiøn af Jesse-Rod, | |
| Der voxer for al Vaande Bod, | |
| Og der, i Ly af Livets Træ, | |
| Trods Dødens Storme findes Læ! | |
| Der Mand ei døer, men kun hans Kval, | |
| For Grav sig aabner Himlens Sal, | |
| Han døer kun bort fra Verdens Kiv, | |
| Og fødes til et evigt Liv! | |
| Ei mistet er den Hjertens-Ven, | |
| Som skal med Glæde sees igien! | |
| Han ei forsvinder, som gaaer frem | |
| Fra Taage-Land til Lysets Hjem! | |
| Skal bittert vi da græde her, | |
| Mens høilig de sig fryde der, | |
| Som over Verdens vilde Hav | |
| Vor Frelser Bør til Himlen gav? | |
| Skal her vi bære Sorgen sort | |
| For dem, der alt ved Himlens Port | |
| Iførtes Kappen hvid og reen, | |
| Ombytted Kors med Palme-Green! | |
| Nei, Drotten over Død og Grav | |
| De Frommes Taarer tørrer af, | |
| Som med sin egen Straale-Haand, | |
| Med Trøsten i den Hellig-Aand! | |
| Som gyldne Straaler gaae fra Soel, | |
| De sjunge da for Lammets Stol | |
| Et “Ære være Gud!” med Fryd | |
| Til tusinde Guld-Harpers Lyd! | |
| Mens Strænge-Leg og Gammens-Kvad | |
| Opfylde Christi Hovedstad, | |
| For Salige, som boe deri | |
| Nu Taarer fleer ei fælde vi! | |
| Skilsmissen tung vi glemme nu, | |
| Og komme Samlingen ihu, | |
| Hvor ei der findes Sorg og Nød, | |
| Hvor ei skal nævnes Synd og Død! | |
| For Døden faae vi Alle Bod, | |
| Naar troe vi kan, at Christ opstod, | |
| Da trindt os her vi see i Speil | |
| Vor Frelser bryde Gravens Seigl! | |
| Saa Morgen-Solen, død i Kveld, | |
| Forgylder herlig Sky og Fjeld! | |
| Saa visner Eng i Efteraar, | |
| Men grønnes blomstrende i Vaar! | |
| Saa falder Løv, men springer ud, | |
| Af Kvist igien, paa Herrens Bud, | |
| Og frugtbart vorder intet Frø, | |
| Før det sig finder i at døe! | |
| Saa er og Palme-Fuglens Kaar, | |
| Naar den har fyldt sin Alders Aar, | |
| Den i sin Rede smelter hen, | |
| Men staaer guldkammet op igien! | |
| Opreiser Herren og forny'r | |
| Saa Alt, hvad ei Opløsning sky'r, | |
| Da er for os en afgjort Sag | |
| Opstandelsen paa Domme-Dag! | |
| Gak ei i Rette med din Gud! | |
| Han tog kun hvad Han laande ud, | |
| Og sød er Hvilen i Hans Favn, | |
| Høilovet være Herrens Navn! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |