| Jule-Nat og Nyaars-Dag. | |
| Et Drømme-Syn for Hedninger | |
| oprandt om Dagens Moder: | |
| Ham føder Nat den himmelske | |
| til mange Dunkles Broder! | |
| Den Drøm var af de lyseste | |
| i Dødens Skygge-Dale, | |
| Saa bedre Ingen billedlig | |
| kan Christi Fødsel male! | |
| Han Dagen er fra Evighed, | |
| den sande Morgen-Røde, | |
| Dog lod Han til en Dødelig | |
| i Dunkelhed sig føde! | |
| I Ham oprandt og kjendelig | |
| en Nyaars-Dag paa Jorden, | |
| Med Morgen rød i Østerleed | |
| og Aften sød i Norden! | |
| Den Nyaars-Dag guddommelig, | |
| hvis Glands skal Støv forgylde, | |
| Som Søn af Jord den natlige | |
| blev født i Tidens Fylde! | |
| Den Dag som Engle frydes ved, | |
| i Kraft skal evig funkle, | |
| Da Broder blev paa Jorderig | |
| til Millioner Dunkle! | |
| Som Nyaars-Dag er Broder til | |
| de Mørkeste i Norden, | |
| Saa Herren selv til Mennesket, | |
| det Dunkleste paa Jorden! | |
| Vel aldrig Nat var skumlere | |
| for Aanden paa vor Klode, | |
| End Keiser-Dagen glimrende, | |
| for Helved kun den Gode; | |
| Hvor Lampen, den guldarmede, | |
| i Helligdommen brændte, | |
| Sig Dagens Lys det himmelske | |
| i Løn dog selv antændte! | |
| Hvor Røsten af Propheterne | |
| end hvisked Trøst i Vaanden, | |
| Der Moder-Hjertet Frelseren | |
| undfangede af Aanden! | |
| Den Barne-Moder lykkelig, | |
| hos hvem i Løn Han hviled, | |
| Af Skjalde maa og lignes ved | |
| en Nat med Dagning-Smilet! | |
| Ja, som en Dronning smilende, | |
| med sammenlagde Hænder, | |
| Hun Kongers Konge billedlig | |
| i Barne-Svøb omspænder! | |
| Saa giennemklinge Tiderne | |
| Marias Lovsangs-Toner, | |
| Hun der med Hjerte-Straalerne | |
| sit Hoved ydmyg kroner! | |
| Og for at Alt sig lystelig | |
| med Drømmen kunde rime, | |
| I dunkle Vraa ved Nattetid | |
| slog Herrens Fødsels-Time! | |
| Det gjordes Alle vitterlig, | |
| af himmelske Herolder, | |
| At Nattens Slør nu svøbde sig | |
| om Dag i lyse Folder! | |
| Ja, i en Engels Skikkelse | |
| blev Morgen-Skiær tilskue, | |
| I Natten svøbt, saa Hyrderne | |
| paa Marken maatte grue; | |
| Dog, grue kun, til glædelig | |
| det klang fra Tone-Skyen: | |
| I Dag en Frelser visselig | |
| er født i Davids-Byen! | |
| Det Herren er, Guds Salvede, | |
| den Ranke sig har krummet, | |
| I Barne-Svøb i Bethlehem | |
| ham favner Krybbe-Rummet! | |
| Saa Herrens Byrd høitidelig | |
| hans Fader lod forklare, | |
| Og om Herolden straalende | |
| sang lydt en Engle-Skare: | |
| Til Ære for den Høieste, | |
| nu er der Fred paa Jorden, | |
| Nu er der Fryd i Mennesket, | |
| som Soelskin efter Torden! | |
| Et Tone-Hav, opbrusende, | |
| det ligned fra det Fjerne, | |
| Fra Dagning-Skyer hvidlige | |
| omkring en Morgen-Stjerne! | |
| I Skoven sig vidunderlig | |
| gjentager Tone-Mødet, | |
| Vi hilse Nyaars-Dagningen | |
| i Jule-Midnatskiødet! | |
| Ja, atter i en Lignelse | |
| det klinger nu forblummet: | |
| Sig skjuler Straale-Skyderen | |
| i Svøb i Krybbe-Rummet! | |
| Hvor Hjertet favner brændende | |
| Guds Ord i Kirke-Vangen, | |
| Der toner og for Hyrderne | |
| i Dag-Skiær Engle-Sangen! | |
| Ja, Dagen, født i Bethlehem, | |
| ved Jule-Midnatstide, | |
| End svøber Nat den himmelske | |
| i Morgen-Skyer hvide! | |
| Saa svæver Han for Tankerne, | |
| til alle Skyer gløde, | |
| Da vi skal see med Øinene | |
| den gyldne Morgen-Røde! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |