| Kirke-Staden. | |
| Stene om mig raabe skal, | |
| Sagde den Eenbaarne, | |
| Saa de giør i Stjerne-Tal, | |
| Med og uden Taarne! | |
| Stod de Alle, Dør om Dør, | |
| Kirkerne paa Tue, | |
| Slig en Stor-Stad aldrig før | |
| Var paa Jord til Skue! | |
| Fandt ei meer af Liv Man Spor, | |
| Stod Den tom og øde, | |
| Dog det største Folk paa Jord | |
| I den Stad uddøde! | |
| Tav, med Sang og Harpe-Stræng, | |
| Hver en Orgel-Pibe, | |
| Kunde dog en Tolvaars-Dreng | |
| Alt igjen oplive! | |
| Kom tilbyes en fremmed Giæst, | |
| Syg for Sandt at kiende, | |
| Drengen, som den bedste Præst, | |
| Kunde ham omvende. | |
| Var de To, saa blev de Tre, | |
| Før de ret det vidste, | |
| Herren selv de fik at see, | |
| Om de var de Sidste! | |
| Ved Hans Røst fra Stjerne-Top, | |
| Og Basunens Torden | |
| Stod da Kirke-Folket op, | |
| Skjulde hele Jorden! | |
| Det os rinde sødt ihu: | |
| Leve skal de Døde, | |
| Kirke-Staden staaer endnu, | |
| Lægges aldrig øde! | |
| Kors og Funt og Alter-Bord | |
| Har end Mund og Mæle, | |
| Kirken med sit Skib og Chor | |
| End dog griber Sjæle! | |
| End ved Kirke-Klokkens Klang | |
| Mange Knæ sig bøie, | |
| End ved Menighedens Sang | |
| Funkler mangt et Øie! | |
| End Guds Naades gode Ord, | |
| Stiller mangen Smerte, | |
| End ved Herrens Naade-Bord | |
| Smelter mangt et Hjerte! | |
| End fra mangen Harpe-Stræng | |
| Toner Zions-Sangen, | |
| Røsten, som en Tolvaars-Dreng, | |
| Raaber lydt i Vangen: | |
| Timeligt er hvad du seer, | |
| Evigt hvad det ligner, | |
| Som du troer, saa dig skeer, | |
| Tro, dig Gud velsigner! | |
| Ordet af vor Herres Mund, | |
| Tag det, som det lyder! | |
| Elsk det ret af Hjertens-Grund! | |
| Evig da det fryder. | |
| Alle Kirkerne paa Jord | |
| Byg i Tanker sammen! | |
| Fyld dem saa med Livets Ord | |
| Og med Folkets Amen! | |
| Da det ny Jerusalem | |
| Svæver dig for Øie, | |
| Som Guds Folks det rette Hjem, | |
| Bygt paa Edens Høie! | |
| Kalk og Steen er Skygge-Værk, | |
| Saa ei Tro og Tanke, | |
| Naar i Aanden, evig stærk, | |
| Sig med Liv de sanke! | |
| Hvad da favnes, er i Aand | |
| Virkelig tilstæde, | |
| Om det sine Rosen-Baand | |
| Hjertet snoer med Glæde! | |
| Saa Man i hver Christen-Favn, | |
| Bedst hos fromme Kvinder, | |
| Bygt af Aand i Jesu Navn, | |
| Kirke-Staden finder! | |
| Davids-Psalmer.Det er Davids-Psalmerne 84, 85, 92, 96 (med Lidt af 97) og 110, frit eftersungne, med Øie paa Livet i det Nærværende. | |
| Giv mig, Gud, en Psalme-Tunge! | |
| Saa jeg ret for dig kan sjunge, | |
| Høit og lydelig, | |
| Saa jeg føle kan med Glæde: | |
| Sødt det er om dig at kvæde, | |
| Uden Skrømt og Svig! | |
| Lad din Naade mig forkynde, | |
| Hver en Morgen, og begynde | |
| Dagen med din Priis! | |
| Og naar Aften-Klokken ringer, | |
| Lad min Sjæl paa Lærke-Vinger | |
| Stige ligerviis! | |
| Aldrig noksom dig kan love | |
| Folk paa Jord og Fugl i Skove, | |
| For din Miskundhed: | |
| For hvad du, i Ny og Næde, | |
| Virker os til Fryd og Glæde, | |
| Meer end Engle veed! | |
| Hvert dit Værk er stort Vidunder, | |
| I din Viisdom Ingen bunder, | |
| Som af den har øst; | |
| Kun en Daare tør det nægte, | |
| At hos dig er Alting ægte, | |
| Alting mageløst! | |
| Græsset lig er hver en Synder, | |
| Ender, før han ret begynder, | |
| Visner i sin Vaar; | |
| Himle selv forgaae af Ælde, | |
| Men i grundfast Guddoms-Vælde | |
| Evig du bestaaer! | |
| Dine Fiender gaae tilgrunde, | |
| Og som Avner skal de Onde | |
| Evig veires hen; | |
| Men i Alderdommens Dage | |
| Herlig Kræfterne tiltage | |
| Hos din gode Ven! | |
| Stærke Fiender seer han rave, | |
| Hører over deres Grave | |
| Dit det gode Ord: | |
| Som en Palme, som en Ceder, | |
| Saa opgroer og sig udbreder | |
| Retviished paa Jord! | |
| Blomstre skal i dine Gaarde, | |
| Om end sat i Dage haarde, | |
| Hvert et Hjerte-Skud, | |
| Brede sig paa gamle Dage, | |
| Medens Bjerg og Skov gjentage: | |
| Eiegod er Gud! | |
| Herren, han sagde til Herre min: | |
| Thron ved min Side i Høihed din, | |
| Mens Jeg lægger Dig under Fod | |
| Hver en Jette, som Dig modstod! | |
| For Du er mig kiær over Alle! | |
| Spiret af Zion, det er Dig bragt, | |
| Thron mellem Fienderne uforsagt! | |
| Stor er Du paa din Kraftes Dag, | |
| Vidner mine giør klar din Sag, | |
| For Du er mig kiær over Alle! | |
| Svoret jeg har, og giør ei det om, | |
| Evigt er ogsaa dit Præstedom, | |
| Morgen-Stjernen er gammel nu, | |
| Før den skabdes dog født var Du,For Du er mig kiær over Alle! | |
| Herren, der staaer ved din høire Haand, | |
| Kæmperne tæmmer, som Almagts Aand, | |
| Bli'r for Retten Han harmefuld, | |
| Konger blæser Han brat omkuld, | |
| For Du er mig kiær over Alle! | |
| Folkenes Dommer er Han paa Jord, | |
| Hoveder bryder Han med sit Ord, | |
| Heltens Hoved dog synker ei, | |
| Kilden lædsker Ham paa Hans Vei, | |
| For Du er mig kiær over Alle! | |
| Konge og Biskop til evig Tid! | |
| Sid paa din Throne, som Solen blid! | |
| Retfærds Konge, det er dit Navn, | |
| Fredens By er din Føde-Stavn, | |
| Evig mig kiær over Alle! | |
| Hyggelig, rolig, | |
| Gud, er din Bolig, | |
| Inderlig skiøn; | |
| O, hvor mit Hjerte | |
| Længes med Smerte, | |
| Sukker i Løn, | |
| Efter at giæste din Helligdom prud, | |
| Efter at boe hos den levende Gud! | |
| Godhedens Kilde! | |
| Aarle og silde | |
| Giæstmild er Du; | |
| I dine Sale | |
| Spurv møder Svale, | |
| Kom det ihu! | |
| Som ved dit Alter den kvidrende Fugl, | |
| Und Du i Naade din Tjener et Skjul! | |
| Hos Dig at bygge, | |
| Høieste Lykke | |
| Kalder Man ret, | |
| Der lyster Tunge | |
| Evig at sjunge | |
| Vorder ei træt, | |
| Til den ei lægger, og tager ei fra | |
| Glædens det evige Halleluja! | |
| Alt dog hernede | |
| Lykkelig hede | |
| Skal hvo dig tro'r, | |
| I Himmerige | |
| Tør han indkige, | |
| Frit paa dit Ord; | |
| Ja, i hans Hjerte, fra Taarernes Dal, | |
| Giør Du en Stige til Himmerigs Sal! | |
| Lykkes og trives, | |
| Styrkes, oplives, | |
| Skal dine Smaa, | |
| Voxe i Kræfter, | |
| Stige derefter, | |
| Bjerg-Slottet naae, | |
| Did, hvor det Øie, som græder ei meer, | |
| Gudernes Gud i sin Herlighed seer! | |
| Tusinde Døgne, | |
| Glimrende, søgne, | |
| Gyldne for Kiød, | |
| Kan de vel li'ne | |
| Een Dag af Dine, | |
| Som vi dem nød, | |
| Naar under Sang, med dit vingede Ord, | |
| Sjælen afby over Stjernerne foer! | |
| Nei, i din Hytte, | |
| Ei vil jeg bytte | |
| Betlerens Plads, | |
| Bort for det Sæde, | |
| Stolte beklæde | |
| Høit i Pallads; | |
| Godt ikke fattes, hvo Gud haver kiær, | |
| Glæde og Ære Du skiænker Enhver! | |
| Sandhed og Naade, | |
| Det er din Gaade, | |
| Stor-Herre bold! | |
| Salig at prise | |
| Er den Retvise, | |
| Du er hans Skjold, | |
| Du holder Øie med salvede Smaa, | |
| Til for dit Ansigt de kronede staae! | |
| Fra fordums Tid, vor Frelser-Mand! | |
| Du Godhed bar for Folk og Land, | |
| Og naar de faldt i Fiende-Haand, | |
| Du løfted Aag, Du løste Baand, | |
| Saa brat sig Bladet vendte! | |
| Ja, Herre! Du er from og god, | |
| Du skjulde Brøst og Synd forlod, | |
| Du dæmped selv din Vredes Ild, | |
| Som Solskin blev din Mine mild, | |
| Saa Bladet brat sig vendte! | |
| Som godt Du har begyndt, bliv ved! | |
| Befri dit Folk, giv os din Fred! | |
| Vær ikke vreed fra Slægt til Slægt! | |
| Lad Miskundhed faae Overvægt, | |
| Saa Bladet brat sig vender! | |
| Tilgiv os, som en gammel Ven, | |
| Og giør os levende igien! | |
| Lad Folket dit med Fryd paany | |
| Lovsynge Dig i høien Sky, | |
| For brat sig Bladet vendte! | |
| Ja, fri og frels os, Herre kiær, | |
| Og viis os ret, hvor god Du er, | |
| Saa det er klart af Gammens-Lyd, | |
| At Du dit Folk gav Sjæle-Fryd, | |
| Da brat sig Bladet vendte! | |
| Nu tys! lad ret os lytte til, | |
| Hvad Herren med os tale vil, | |
| Thi til sin hele Menighed, | |
| Med Hjerte-Rum, Han taler Fred, | |
| Saa brat sig Bladet vender! | |
| Ja, nu Hans Salighed er nær | |
| Tilbederne som har ham kiær; | |
| For Skammen skjulde os som Vand, | |
| Skal Æren bølge i vort Land, | |
| Naar brat sig Bladet vender! | |
| O Sandhed! hvor det klinger sødt! | |
| Til Naaden siger Du: velmødt! | |
| Retfærdigheden kysser Fred, | |
| Saa Hjerter smelte maae derved, | |
| Naar brat sig Bladet vender! | |
| Retfærdighed, fra Himmerig, | |
| Sig bukker dybt og yndelig, | |
| For Sandhed af det mindste Frø | |
| Sig skyder op paa Verdens Øe, | |
| Naar brat sig Bladet vender! | |
| Ja, med vor Herre stiger ned | |
| Til Jorden Guds Retfærdighed, | |
| Da læges alle Landets Brøst, | |
| Og vi faae en velsignet Høst, | |
| Naar brat sig Bladet vender! | |
| Paradis-Gaard og Folke-Vang! | |
| Synger vor Drot en Nyaars-Sang! | |
| Synger for Herren, velsigner Hans Navn!Melder med Glæde, ved Bud og ved Bavn: | |
| Nær er den Frelse, Han sendte, | |
| Nær, ja hver Time ivente! | |
| Ordet, som er Hans Æres Tolk, | |
| Fare som Lyn fra Folk til Folk! | |
| Lad det basunes blandt Hedninger ud: | |
| Underlig stor er den Gudernes Gud! | |
| Fjas med al Afgude-Vrimlen, | |
| Herren, vor Gud, gjorde Himlen! | |
| Forløber Hans er Deilighed, | |
| Hæder og Ære gaae i Hans Fjed, | |
| Hedninge-Stammer! med Gaver i Favn, | |
| Kommer og priser Hans hellige Navn! | |
| Kommer, Hans Tempel at giæste! | |
| Offrer Ham Alle det Bedste! | |
| Herren, Han er en Konge stor, | |
| Verden Han skabde ved sit Ord! | |
| Jorderig bæver, naar han bliver vreed, | |
| Kaster for Herren i Støvet Jer ned! | |
| Knæler, før Regnskabet kommer! | |
| Han er al Jorderigs Dommer! | |
| Synger omkap med Engle-Chor! | |
| Frydes i Sjælen, Folk paa Jord! | |
| Bølgerne rulle, som Klokkerne gaae! | |
| Blomsterne dufte, som Røg-Offre smaa! | |
| Skov-Træer alle med Kroner! | |
| Bruser med Vindharpe-Toner! | |
| Hade nu Ondt, hvo Gud har kiær! | |
| Hjelp er Hans Venner altid nær. | |
| For de Retsindige Lys skal opgaae, | |
| Glæderne blomstre, som Hjerterne slaae. | |
| Dertil med Fryd og med Gammen | |
| Svarer Guds Menighed Amen! | |
| Guld-Brylluppet.Efter den 45de Davids-Psalme og vor Lutherske “Bryllups-Vise om Christo og hans aandelige Brud,” med Begyndelsen: Mit Hjerte opgav et lystigt Ord. | |
| Mig rinder i Hu et lystigt Ord, | |
| Det kvæde jeg vil for Kongens Bord, | |
| Thi spørges det skal i Kongens Gaard, | |
| At Christi Kirke fik Gylden-Aar! | |
| Ja, tone det skal over Skoven i Sky: | |
| Det ældgamle Folk er som født paany! | |
| Hvad kan vor Glæde ligne! | |
| Vor Sorg er slukt, vor Bøn opfyldt, | |
| Vort Kors er let, vor Kalk forgyldt, | |
| Saa vilde os Gud velsigne! | |
| Nu sige vi til vor Herre kiær: | |
| O deilige Helt! bind om dit Sværd! | |
| Paa Læberne dine yndig boer | |
| Al Naadens Fylde med Sandheds Ord, | |
| Saa deilig og djærv ingen Menneske-Søn | |
| Er fundet, din Lige af Adams Kiøn, | |
| Du “Kvindens Sæd” alene! | |
| Dit Ord er Liv, din Daad er Dyd, | |
| Din Lyst er Fred, din Lov er Fryd, | |
| Og Tanker Du har fuldrene! | |
| Du ruster dig kun, og gaaer i Slag, | |
| For Sandheds og Mildheds gode Sag, | |
| Thi høres med Fryd i Fruer-Bur | |
| Dit Skjolde-Brag og din Kæmpe-Lur, | |
| Ja, alle smaa Piger, ved Belt og ved Sund, | |
| De synge, med Fuglen i grønne Lund, | |
| Din stolte Kæmpe-Vise: | |
| Med Seir i Haand og Seir i Fod, | |
| Og Seir i hvert et Lede-Mod, | |
| Sin Mester dit Værk skal prise! | |
| Til Sværd Du bruger et vinget Ord, | |
| Dit Spyd er en Pen, som derpaa groer, | |
| Din Hjelm er din Storhed aabenbar, | |
| Dit blanke Skjold er din Reenhed klar, | |
| Og Pilene dine er Sandhedens Lyn, | |
| Der skabes i Mørke fuldstolt et Syn,Naar Folk de gjennemfare! | |
| Din Stol er Almagt underfuld, | |
| Din Krone Kiærlighedens Guld, | |
| Evindelig skal de vare! | |
| Du hader kun Løgn og elsker Godt, | |
| Thi salved, o Gud! din Gud dig flot, | |
| Af Glædskabens Olje-Kruus forvist, | |
| Med Æren kaldes du derfor Christ, | |
| Og hvor du end færdes i Kveld eller Gry, | |
| Dig altid omdufter en Virak-Sky, | |
| Det kan ei mindre være! | |
| Dit Huus er ei af Kalk og Steen, | |
| Men af det skære Elfenbeen, | |
| Det skinner vor Drot til Ære! | |
| Stor Glæde og Fryd er i din Hald, | |
| Prindsesser Man seer i Snese-Tal, | |
| Og Dronningen selv i Høitids-Pragt, | |
| Af Gylden-Stykke er hendes Dragt! | |
| Til Fruen det lyder som Toner fra Sky: | |
| Dit Bryllup, det holdes i Dag paany, | |
| Med Giæster englerene; | |
| Betænk din Pagt og Dronning-Kaar, | |
| Forglem dit Folk og Faders Gaard, | |
| Og flam for din Drot alene! | |
| Da kommer fra Zor et Jomfru-Kuld, | |
| Med Gaver i Skiød, med Sølv og Guld; | |
| For Drotten paa Knæ ydmygelig, | |
| Saa bønlig skue de op til dig! | |
| I Spidsen for dem majestætisk fremgaaer | |
| Prindsessen fra Hesbon, vel svøbt i Maar, | |
| Med yndig Gylden-Bræmme; | |
| Som Liljen hvid, som Rosen rød, | |
| De synge for dig med Stemme sød, | |
| De finde hos dig sig hjemme! | |
| I Fædrenes Sted, som du har mist, | |
| Dig skiænkes et Sønne-Kuld forvist, | |
| Som arter sig godt i Høiheds-Stand | |
| De Konger vorde fuldvidt om Land! | |
| Dit Dronninge-Navn gaaer fra Slægt og til Slægt | |
| Med det farer Solen i Konge-Ægt, | |
| Og Himlens Hær det prise, | |
| Og Adams Kiøn, mens Verden staaer, | |
| Udraaber høit dit Gylden-Aar. | |
| Og synger din Bryllups-Vise! | |
| Ebræerne sang den Psalme skiøn | |
| Om Viismanden prud, Kong Davids Søn, | |
| Om Pharaos Daatter yndefuld, | |
| Og Sabas Dronning med Ophirs Guld; | |
| Men Christne den sjunge om Christ over Sky, | |
| Og Bruden, Han fæster hver Dag paany, | |
| Med Helte-Daad og Naade! | |
| Vor Tro er vis, vort Haab er stort, | |
| Thi under Himlens Ære-Port | |
| Forklares vor Bryllups-Gaade! | |
| Kirkens Gylden-Aar.Efter Propheten Esaias i det 61de | |
| Christus er vores! med ham har vi Alt, | |
| Alt, hvad med Sandhed er ypperlig kaldt! | |
| Himmel og Jord | |
| Er kun Værk af Guds Ord, | |
| Løfterne Guds allesammen | |
| Ja er i Jesus og Amen! | |
| Høit skal det tone, mod Latter paa Trods: | |
| Alle Propheter har spaaet om os! | |
| Stolkonge-Brud! | |
| I dit Purpur saa prud, | |
| Løft nu din deilige Stemme! | |
| Syng om hvad du har i Giemme! | |
| Over mig svæver den Høiestes Aand, | |
| Salvet mig haver og Kiærligheds Haand! | |
| Ærende mit | |
| Derfor siger jeg frit, | |
| Børnene Guds allesammen | |
| Det er til Fryd og til Gammen! | |
| Læge kan jeg alle Hjerternes Saar, | |
| Jeg udbasuner et Frihedens Aar, | |
| Gyldent og stort, | |
| Sprænger Fængselets Port! | |
| Lydt mig velsigne de Blinde, | |
| Som sad i Mørke derinde! | |
| Sorgen i Zion jeg slukker fuldsødt, | |
| Sørge-Tøi sort bliver Skarlagen rødt! | |
| Lystig i Sky | |
| Jeg opbygger paa ny! | |
| Stæderne, som lagdes øde, | |
| Atter opstaae fra de Døde! | |
| Sønnerne mine faae kongeligt Kaar: | |
| Fremmede Folk vogte Israels Faar, | |
| Vingaard, iflæng | |
| Da med Ager og Eng, | |
| Grønnes og blomstre og bære, | |
| Det giør Philisternes Hære! | |
| Sønnerne mine, som Herren har sagt, | |
| Præster skal kaldes med kongelig Magt; | |
| Hedningers Marv | |
| Er dem givet til Arv, | |
| Jorderigs Skatte fuldmange, | |
| Dermed de glimre og prange! | |
| Døttrene mine, med Øinene blaa, | |
| Krandsene binde og Harperne slaae, | |
| Synge i Chor | |
| Om den gienfødte Jord, | |
| Lære af Engle at kvæde | |
| Liflig om Himmerigs Glæde! | |
| Døttrene mine, med Øinene blaa, | |
| Gladelig skal om Guds Herlighed spaae, | |
| Pryde i Løn | |
| Deres Bryst for Guds Søn, | |
| Dandse paa Roser til Graven, | |
| Bæres paa Hænder til Haven! | |
| Saaledes vender nu Bladet sig om, | |
| Saa fælder Aanden paa Jorderig Dom, | |
| Hver tager Sit, | |
| Og det Bedste er mit: | |
| Løfterne Guds allesammen, | |
| Dermed den evige Gammen! | |
| Glæden hos mig skal nu bygge og boe! | |
| Hjerte! i Herren vær lystig og fro! | |
| Thi som sin Brud | |
| Han nu smykker mig ud, | |
| Brat skal, som Kroner og Krandse, | |
| Straaler i Kreds mig omdandse! | |
| Børnene mine skal flokkes paa Jord, | |
| Som i en Have staae Blomster i Flor, | |
| Splittes de ad, | |
| Kan ei glimre paa Rad, | |
| Skal dog, som Blomsten paa Hede, | |
| Øiet hver Enkelt oplede! | |
| Gud være lovet for saadanne Kaar! | |
| Melder, Herolder! mit Gyldenhøst-Aar! | |
| Lystig paany | |
| Lad det tone i Sky, | |
| Kiendes paa Røsten og Livet: | |
| Ei har jeg Aanden opgivet! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |