| Döberen. | |
| Ach! Du store Sjæle-Sørger! | |
| Hvor er Du dog bleven af? | |
| Alle, naar om Dig jeg spørger, | |
| Vise mig jo til din Grav, | |
| Skiøndt sig dog kun Daaren tænker | |
| Livets Aand i Dødens Lænker! | |
| Ach, hvor Du er glemt herneden! | |
| Kun et Mundsveir er dit Navn, | |
| Derfor blev os Evigheden | |
| Kun en Afgrunds tomme Favn, | |
| Aanden lægge vi med Staven, | |
| Livet ender sig i Graven! | |
| Ach, hvor Livet sank i Støvet, | |
| Da dets Aand fra os forsvandt! | |
| Mennesket er nu som Løvet, | |
| Al hans Herlighed er Tant, | |
| Fra han fødes til han falder | |
| Rinder kun en Dødfødts Alder! | |
| Skal da aldrig meer vi finde | |
| Ham, der drev det Mester-Værk, | |
| Hvorom selv vi er et Minde: | |
| Aanden, guddoms-viis og stærk, | |
| Ham, som dog i Christi Kirke | |
| Skulde Alt i Alle virke! | |
| “Jeg en Tals-Mand jer vil sende, | |
| Som skal evig holde Stand, | |
| Klippefast mit Navn bekiende, | |
| Skabe Væld med Livsens Vand;” | |
| Sagde Han ei saa, den Høie, | |
| I hvis Navn vi Knæ skal bøie! | |
| Hvad? har da Hans Løfte svigtet? | |
| Taled hen i Veiret han? | |
| Var hans Almagt kun opdigtet; | |
| Var han ikke Gud og Mand; | |
| Eller glemde paa Høisæde | |
| Han de Smaa, som blot kan græde? | |
| Nei, Hans Ord skal aldrig glippe, | |
| Før skal Himlen falde ned, | |
| Mod hans Kirke paa sin Klippe | |
| Helvede forgiæves stred, | |
| Visselig os Aanden følger, | |
| I hvad Krog han sig end dølger! | |
| Vi det veed, vort Hjerte-Kammer | |
| Være skal hans Tempel-Huus, | |
| Men det er den store Jammer, | |
| Templet sunket er i Gruus, | |
| Om end Aanden er derinde, | |
| I hvad Krog skal vi ham finde? | |
| Dunkle kun er vore Stuer, | |
| Løgnens Aand er stærk og snild, | |
| Ogsaa han slaaer kiække Buer, | |
| Ogsaa han har Lys og Ild, | |
| Daaren troer sit eget Hjerte, | |
| Venter Fryd og møder Smerte! | |
| Christus i vort Kiød og Klæde | |
| Ham bekiender Sandheds Aand, | |
| Ja, tilstaaer med Hjertens Glæde: | |
| Alt han tog af Sønnens Haand, | |
| Kiærlighed er Guddoms-Magten, | |
| Hvormed han beseigler Pagten! | |
| Men kan os end ei forblinde | |
| Løgnens Aand med al sin Svig, | |
| Derfor i vort Hjerte finde, | |
| Hellig-Aand, vi dog ei Dig, | |
| Finde, naar vi bedst har giættet, | |
| Kun dit Fod-Spor halv udslettet! | |
| Ja, naar Hjertet vi randsage, | |
| See af dig vi dunkle Spor, | |
| Som om Du i Barne-Dage | |
| Straalende os giennemfoer, | |
| Skrev det store Navn i Gangen, | |
| Brændemærked Edder-Slangen! | |
| Men hvor har Du blandt os hjemme? | |
| Hvorfra kom, hvor gik Du hen? | |
| Hvor kan vi din klare Stemme | |
| Høre som vor Frelsers Ven? | |
| Hvorigiennem har Du givet | |
| Hvad vi hardtad misted: Livet? | |
| Giennem Skriften er det ikke, | |
| Bogstav-Kraften slaaer ihjel, | |
| Og i Livets Øieblikke | |
| Ingen Sjæl er Dødens Træl, | |
| Endnu mindre Livets Gave | |
| Springer ud af døde Stave! | |
| Hver som dine Fod-Spor kiender, | |
| Veed det og, Du kan ei boe | |
| I et Tempel, bygt med Hænder, | |
| Du, paa hvem vi Alle troe, | |
| Du, til hvem sig løfter Bønnen, | |
| Som til Faderen og Sønnen! | |
| Hvor var og Forstanden henne, | |
| Da i Skrift vi søgde Dig! | |
| Kom Du da med skaarne Penne | |
| Til os ned fra Himmerig! | |
| Kom Du ei som Torden runger, | |
| Kom Du ei med Lue-Tunger! | |
| Var det vel i Himmel-Breve | |
| Røsten gik i Verden ud: | |
| Haver nogen Lyst at leve | |
| Her og hisset med sin Gud, | |
| Komme, hvor, som Ordet lyder, | |
| Livets Aand sig selv udgyder! | |
| Er hos Gamle og hos Unge | |
| Herren nu ei meer paa Jord, | |
| Som i Hjerte saa paa Tunge, | |
| I det gamle Troens Ord, | |
| Hvo forskriver da med Haanden | |
| Ham igien til os med Aanden! | |
| Er af Ordet uden Mage, | |
| Livets Ord i Herrens Mund, | |
| Kun Beskrivelsen tilbage | |
| Nu i Verdens Aften-Stund, | |
| Ach, da er jo hvad vi bygge | |
| Kun en livløs Kirke-Skygge! | |
| O, Du store Sjæle-Sørger! | |
| Ære være Dig paa Jord! | |
| Selv Du svarer den som spørger, | |
| Svarer med et Guddoms Ord, | |
| Dybt vi føle, os har gavnet, | |
| Daaben din i Trilling-Navnet! | |
| Hvem var Hoved-Mand ved Daaben, | |
| Hvem var det, som sagde “Jeg”? | |
| Hvem har viist os Himlen aaben? | |
| Kiød og Blod det mægter ei; | |
| Dig det var med Guddoms-Røsten, | |
| Der Du findes, det er Trøsten! | |
| Ja, hvor blev Du os vel lovet? | |
| Var det ikke ved vor Daab? | |
| O, som Stene vi har sovet | |
| Under Menighedens Raab, | |
| Ledte overalt om Livet | |
| Uden der, hvor det blev givet! | |
| Peger ikke paa det Samme | |
| Skriften som en Engle-Haand? | |
| Lærer Staven ei at stamme: | |
| Vi er født “af Vand og Aand;” | |
| Ved den Hellig-Aand os døbde | |
| Han som Livet til os kiøbde! | |
| Hvor paa Livsens Træ vi fødes, | |
| Som i Vaar de spæde Skud, | |
| Hvor os Himmerig tilskiødes | |
| Som Smaabørn af Himlens Gud, | |
| Der, om nogensteds herneden, | |
| Aander dog vel Evigheden! | |
| Ja, Du saae til os i Naade, | |
| Herre ved Guds høire Haand! | |
| For os løser Livets Gaade | |
| Daaben ved den Hellig-Aand, | |
| I det Ord, som os gienføder, | |
| Aanden lever, Tungen gløder! | |
| Lad kun Daaren sig indbilde, | |
| Draaber Vand kun er vor Daab, | |
| Ligefuldt dog af Dens Kilde | |
| Stiger Herlighedens Haab, | |
| Ligefuldt i Ordets Bølger | |
| Livets Aand med Daaben følger! | |
| Ja, nu i vort Hjerte-Kammer | |
| Dages det, som skrevet staaer: | |
| Mens Nat-Lampen svagt end flammer, | |
| Morgen-Stjernen klar opgaaer, | |
| Snart skal Ordets Tunger gløde | |
| I den gyldne Morgen-Røde! | |
| Nu jeg seer, hvi halv udslettet | |
| Sporet var af Livets Aand, | |
| Thi ved Daaben var forgiættet | |
| Værket af Guds Høire-Haand, | |
| Ordet som skal Kirken bygge | |
| Udledt af sin egen Skygge! | |
| Derfor kun i Barne-Dage | |
| Ordet var os Liv og Aand, | |
| Ved hvert Skridt vi gik tilbage, | |
| Christne paa vor egen Haand, | |
| Døbde os med Blæk og Bønner | |
| Kun omsonst til Gude-Sønner! | |
| Kun forgiæves, til vi døde, | |
| Sad og staved vi derpaa, | |
| Os for Alvor at gienføde | |
| Til Gud Faders egne Smaa, | |
| Al vor Sukken, al vor Staven | |
| Lagde os kun før i Graven! | |
| Kunde vi ved Greb i Luften | |
| Fange Dig, du Livets Aand, | |
| Da tilvisse var Fornuften | |
| I os selv Guds Høire-Haand, | |
| Hvo som evner Dig at kiøbe, | |
| Dig umuelig kan behøve! | |
| Derfor sagde Offer-Lammet | |
| Til sin store Præste-Tylt: | |
| Giver, som I det annammed, | |
| Giver Alting uforskyldt! | |
| Har vor Fader vi for Livet | |
| Noget, før vi fødtes, givet? | |
| Bøi da, Hellig-Aand! os alle, | |
| Som Du døbte med Guds Ord, | |
| Saa vi paa vort Ansigt falde, | |
| Takke Gud for Naade stor, | |
| Som os gav, før vi det vidste, | |
| Livet, vi skal aldrig miste! | |
| Styrk os, saa vi staae i Pagten, | |
| Vige ei fra Troens Grund, | |
| Og beviis med Skaber-Magten, | |
| I vort Hjerte og vor Mund, | |
| At i Ordet, som Du fører, | |
| Herrens Liv og Aand sig rører! | |
| Prædike vi kan og sjunge, | |
| Bede kiønt i Jesu Navn, | |
| Kun naar Tanke sig og Tunge | |
| Sænke i din Guddoms-Favn, | |
| Hvor Du dig i Ordets Bølger | |
| Som vor Døber ydmyg dølger! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |