| Bispinde FabritiusFabricius i PS. | |
| Stille, stille! dæmpet klinge | |
| Sangen ved den Trættes Seng; | |
| Taaren her kun Trøsten bringe, | |
| Alt som Dugg til slagne Eng! | |
| Hvad er her at sørge over? | |
| Hun er ikke død, hun sover! | |
| Stille, stille! ingen Klage | |
| Ved den Frommes Hvile-Sted! | |
| Talte ere hendes Dage | |
| Kun hvor Nætter regnes med; | |
| Hist, hvor Aar kan aldrig tælles, | |
| Hun har Liv med Gud tilfælles! | |
| Stille, stille! snart oplukkes | |
| Øiet dobbelt klart og mildt, | |
| Hvor ei grædes, hvor ei sukkes, | |
| Hvor ei Kjærlighed er spildt, | |
| Hvor i Venskabs gyldne Sale | |
| Sød og sand er Alles Tale. | |
| Stille, stille! see hun smiler! | |
| “Hun har stridt den gode Strid”! | |
| Kun det Tunge sig udhviler | |
| Til en bedre Sommer-Tid, | |
| Frihed har det Lette vundet, | |
| Fugle-Vei til Himlen fundet! | |
| Stille, stille! naar vi lytte | |
| Deropad, hvor Solen gaaer, | |
| Det gienlyder i vor Hytte, | |
| Som naar yndigst Lærken slaaer: | |
| Gienlyd af hvad hisset toner, | |
| Hvor kun Kiærligheden throner! | |
| Stille, stille! naar vi stræbe | |
| For det Bedste uden Svig, | |
| Smilet døer ei paa vor Læbe, | |
| Men vor Søvn blier hendes liig; | |
| Vaagnende vi trindt os finde | |
| Venner, som hun var Veninde! | |
| Stille, stille! Gamle, Unge! | |
| Godt i Stilhed giorde hun, | |
| Elsked ei med Mund og Tunge, | |
| Men i Løn af Hiertens Grund, | |
| Først hos Ham, som lader regne | |
| Røbes det i Lysets Egne! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |