| Gylden-Aaret. | |
| Hvad er det for en Lille, | |
| Der vugges nu paa Hav, | |
| Hvor Bølger ikkun trille, | |
| Hvor alle Storme tav, | |
| Hvad staaer der i hans Stjerne; | |
| Hvad slumrer i hans Hjerne; | |
| Hvad smiler i hans Drøm! | |
| Skal han som Brødre mange, | |
| Med stakket Levnets-Løb | |
| Trods glade Vugge-Sange, | |
| Henvisne i sit Svøb, | |
| Og stædes saa til Jorde | |
| Med Smil, som den der gjorde | |
| Sit Bedste ved at døe? | |
| O nei dog, ingenlunde! | |
| Her paa den jævne Jord, | |
| Imellem Belt og Sunde | |
| Den Lille bliver stor, | |
| Og naar han os forlader, | |
| Da gaaer han til sin Fader, | |
| I Ærens Høie-Loft! | |
| Ja, i sin Middel-Alder | |
| Han kroner, Gud for Alt, | |
| Den Ætmand god af Balder, | |
| Som blev til Styret kaldt | |
| I gamle Faders Dage, | |
| Fuldmange Aar tilbage, | |
| Med Fredegodes Navn! | |
| Saa vox da op, du Spæde, | |
| Til Helte-Daad i Vaar! | |
| Og bliv, til Daners Glæde, | |
| Et Fredens Gylden-Aar, | |
| For Gamle og for Unge, | |
| I Hjerte og paa Tunge | |
| I Lund og Høieloft! | |
| Der kom et Skib til Lande, | |
| I Havn forgangen Høst, | |
| Som bragde over Strande | |
| Til Daner Fred og Trøst, | |
| Hvor Kongen, frelst fra Døden, | |
| Stod rank i Aften-Røden | |
| I Glands med Dannebrog! | |
| Da løfted sig en Stemme, | |
| Da lød i Sky et Ord, | |
| Som bedre haver hjemme | |
| Ei nogensteds paa Jord, | |
| Og Kongen, dybt bevæget, | |
| Sig følde vederkvæget, | |
| Som kongefødt paa Ny! | |
| Det skal i Guld Du præge, | |
| Nyfødte Gylden-Aar! | |
| Til Folk at vederkvæge, | |
| Saavidt som Ordet gaaer, | |
| Til for ufødte Slægter | |
| At vidne, hvad end mægter | |
| Den Danske Kjærlighed! | |
| Ja, den skal giemmes længe | |
| Og findes Ære værd, | |
| Den sjeldne Skue-Penge, | |
| Som Hjerte-Præget bær, | |
| Med Klang som Skjalde kvæde | |
| Om Danmarks Hjertens-Glæde | |
| I Fredriks Gylden-Aar! | |
| Der, paa den ene Side, | |
| Man under Konge-Flag | |
| Seer Lykke-Skibet skride | |
| For fulde Seil i Mag, | |
| Hvor ingen Vinde suse, | |
| Og ingen Bølger bruse, | |
| Men Alt er Varmens Værk! | |
| Og paa den anden Side, | |
| Med gylden Axe-Krands | |
| Om Sølver-Lokker hvide, | |
| Staaer Kongen i sin Glands, | |
| Henpegende paa Røsten | |
| “Som Glæden er om Høsten” | |
| Med gylden Konge-Vaand! | |
| Her er det Kongens Baade | |
| I Alderdommens Aar | |
| At høste hvad han saa’de | |
| I kraftig Ungdoms Vaar; | |
| Her er det Markens Ære | |
| En Axe-Krands at bære | |
| Som Kongen frydes ved! | |
| Ja, sandt er det at sige, | |
| Da som en lille Pog | |
| I Dane-Kongens Rige | |
| Jeg staved slet i Bog, | |
| Da hørde grandt jeg tale | |
| Om Ham i Konge-Sale | |
| Som da var ung og viis! | |
| Han holdt i hine Dage | |
| Et Ind-Tog med sin Brud, | |
| Da maatte Øren brage | |
| Af høie Ære-Skud | |
| Og mest fra Pige-Munde | |
| Som sang i Mark og Lunde | |
| Hans favre Brude-Vers! | |
| Ja, det er ei at glemme, | |
| At ved den Høitids-Færd | |
| Sig løftede en Stemme, | |
| Som længe tied kvær, | |
| Det var vor Moders egen, | |
| Som yndig, halv forlegen | |
| Paa Ny i Skoven klang! | |
| Det saa sig maatte føie | |
| I denne Herres Tid, | |
| Thi Naade for Hans Øie | |
| Fandt Sangen jævn og blid, | |
| Ja, Naade fandt og Hæder, | |
| Med Danske Folk og Sæder, | |
| Vort simple Moders-Maal! | |
| Thi maa, om end lidt silde, | |
| Som alle Gylden-Aar, | |
| Nu komme det “Høst-Gilde” | |
| Der spaa’des om i Vaar, | |
| Da trindt fra Mark og Vove | |
| Indhøstes Tak til Hove | |
| Halvtredsindstyve Fold! | |
| Her er slet ikke Talen | |
| Om meget “Sort paa Hvidt” | |
| For Dyd i Konge-Salen, | |
| For Borger-Selskab frit; | |
| God Gierning selv sig priser, | |
| Hvad Penne-Strøg beviser | |
| Det er kun Skrive-Konst! | |
| Nei, Rødt, paa Hvidt er Arven, | |
| Vi har fra Heden-Old, | |
| Og Hvidt paa Rødt er Farven, | |
| Vi føre i vort Skjold; | |
| I Hytten og til Hove | |
| Vi takke, som vi love, | |
| Kun ret med Haand og Mund! | |
| Og Kongen af Guds Naade, | |
| Som høste skal i Lund, | |
| Ei Blæk med Pennen saa’de, | |
| Men Frø med Haand og Mund | |
| Til Alt hvad Livet pryder, | |
| Til Alt hvad Hjertet fryder: | |
| Til varigt Folke-Held! | |
| Det hørde jeg forleden, | |
| I Jubel-Drottens Vaar, | |
| I Skoven og paa Heden, | |
| I mine Drenge-Aar, | |
| I hine Trylle-Dage, | |
| Da Prindsen uden Mage | |
| Lovpristes vidt om Land! | |
| Mens selvgjort Lyn og Torden | |
| I Raad-Huus og paa Val | |
| Bortskræmmed Fred fra Jorden, | |
| Udbredte Død og Kval; | |
| Kun gienlød Danmarks Vange | |
| Af høie Fryde-Sange | |
| Til Freds og Frederiks Priis! | |
| Det gienlød vidt paa Jorden | |
| “Han løser alle Baand” | |
| Den ædle Prinds i Norden, | |
| Ham driver Friheds Aand: | |
| Han binder kun fra Oven | |
| Urettens Haand med Loven, | |
| Og Folk med Kiærlighed! | |
| Da blussed vore Kinder | |
| Da kom der Rødt paa Hvidt, | |
| Som ved vor Ungdoms Minder | |
| Endnu der kommer tit, | |
| Det spurgdes over Stranden, | |
| At stolte af hinanden | |
| Var Fyrsten og hans Folk! | |
| Som “deiligst Vang og Vænge” | |
| Det lille Danmark laae, | |
| For Ufærd syndes længe | |
| Det “lukt med Bølgen blaa” | |
| Til, som saa tit, det hændtes, | |
| At hvor ei Faren ventes, | |
| Den snarest kommer fra! | |
| Det saae jeg giennem Taagen, | |
| Med stakket Sværd ved Lænd, | |
| Kun hvæsset slet paa Bogen | |
| Om “at” og “da” og “men” | |
| Da Spillet paa Tre-Kroner | |
| Med ubekjendte Toner | |
| Gjenlød i Axelstad! | |
| Det baader ei at glemme | |
| Gienvordighed paa Jord, | |
| Alvorlig er dens Stemme | |
| Og mærkeligt dens Ord, | |
| Og stort det aldrig duer | |
| Hvad i en Skærs-Ilds Luer | |
| Ei luttres men forgaaer! | |
| Derfor saa god at giæste | |
| Er, som en prøvet Mand, | |
| Kong Frederik den Bedste | |
| Og Daners Fødeland, | |
| Hjemsøgte blev de begge | |
| Med meer end Odd og Egge: | |
| Med Harm og Hjerte-Sorg! | |
| Nærværende Tids-Alder | |
| Med Skarpt blev her indskudt, | |
| Det lod for os, som Balder | |
| paa Ny til Hel var budt, | |
| Hans Skib paa Hexe-Ruller | |
| Udskred med Brag og Bulder | |
| Saa Nannas Hjerte brast! | |
| Da blev der født og baaret | |
| En Smerte-Søn i Nord, | |
| Til først i Gylden-Aaret | |
| At vorde glad og stor: | |
| Paa Valen stod hans Vugge, | |
| En Dødning var hans Dukke, | |
| Hans Hest en Bauta-Steen! | |
| Dog blev han til en Sanger | |
| Med sære Kæmpe-Kaar, | |
| Som laande Odins Ganger | |
| Og giæsted Helas Gaard, | |
| Kom hjem med Odins Lykke, | |
| Med Fyllas Hoved-Smykke | |
| Og Nannas hvide Slør! | |
| Ham Balders Aand omsvæver, | |
| Hans Borg sig Dag for Dag | |
| Paa gyldne Suler hæver | |
| Med blanke Sølver-Tag, | |
| Han alle Trætter jævner, | |
| Forsete Man ham nævner | |
| Paa Nordens Billed-Sprog! | |
| Nu er han myndig blevet, | |
| I Fredriks Gylden-Aar; | |
| Og til han blir udlevet | |
| Har Danmark gyldne Kaar; | |
| Thi det er Daners Baade | |
| At høste hvad de saa’de | |
| I Folke-Livets Vaar! | |
| Nu skal det aabenbares, | |
| At gammel Kiærlighed | |
| I hver en Skærs-Ild klares, | |
| Og er for Rust i Fred; | |
| For Levende og Døde | |
| Kan Daners Hjerter bløde | |
| Men isne kan de ei! | |
| Der kom et Skib til Lande, | |
| I Havn forgangen Høst | |
| Som bragde over Strande | |
| Til Daner Fred og Trøst, | |
| Hvor Kongen, frelst fra Døden, | |
| Stod rank i Aften-Røden | |
| I Glands med Dannebrog! | |
| Da løfted sig en Stemme, | |
| Da lød i Sky et Ord, | |
| Som bedre haver hjemme | |
| Ei nogensteds paa Jord, | |
| Og Kongen, dybt bevæget, | |
| Sig følde vederkvæget, | |
| Som kongefødt paa Ny! | |
| Det var en deilig Scene, | |
| Men intet Skue-Spil, | |
| Med den skal sig forene | |
| Alt hvad der hører til, | |
| For klarlig at stadfæste: | |
| End lever dog det Bedste | |
| Hos Kongen og Hans Folk! | |
| End lever Kiærligheden, | |
| Som aldrig skal forgaae, | |
| Men klare sig herneden, | |
| Til Livet at forstaae, | |
| Til klart Ham at begribe, | |
| Der evig er i Live, | |
| Som Kiærligheden selv! | |
| Saa er da ikke brustet, | |
| “Fuldkommenhedens Baand” | |
| Vor Kjæde er ei rustet, | |
| Den bryder ingen Haand, | |
| Men af hvert Led udspringer | |
| En Blomst med Fugle-Vinger | |
| Til Gylden-Aarets Krands! | |
| Ja Kjæden af Kiær-Minder | |
| Man sagtens prise tør: | |
| Jo stærkere den binder, | |
| Des friere den giør, | |
| Jo længer den mon vare, | |
| Des mindre staaer den Fare, | |
| Des længere den blir! | |
| Man længe nok maa sige | |
| At Kiærlighed er blind, | |
| Det blir dog Lysets Rige, | |
| Hvor ret den strømmer ind, | |
| Og han har aldrig levet, | |
| Som klog paa det er blevet, | |
| Han først ei havde kiær! | |
| Fra Arilds-Tid herinde | |
| Vi elsked “Liv og Fred” | |
| Ja hos vor Danne-Kvinde | |
| Vi elsked Kiærlighed, | |
| Saa, er det Livets Gaade, | |
| Den sikkert bedst vil raade, | |
| Fuldvoxne Dannemand! | |
| Ja, du est nær forhaanden, | |
| Du blide Solskins-Dag! | |
| Jeg alt dig seer i Aanden | |
| Forgylde Danmarks Flag, | |
| Og kaste dine Straaler | |
| Paa Alt hvad Lyset taaler, | |
| Mod Alt hvad Lyset skyer! | |
| Ja, Brage Bænke-Pryder! | |
| Jeg øiner Dig i Soer, | |
| Naar klart du det udtyder, | |
| Hvad der er Stort i Nord, | |
| Hvad der er Danmark givet, | |
| Hvad der er godt for Livet, | |
| Og klogt for Askurs Æt! | |
| Et Lys sig da udbreder, | |
| Som trindt i Mark og Skov | |
| Om Liv og Sandhed freder, | |
| Forklarer Friheds Lov, | |
| Som Idræt, Ord og Tanker | |
| Kun holder saa i Skranker, | |
| At Frihed kan bestaae! | |
| For Dannemandens Øie | |
| Oplade sig da brat | |
| De gamle Kæmpe-Høie, | |
| Med mangen jordlagt Skat, | |
| Og af hvad nu Man spilder | |
| Udspringe Hielpe-Kilder, | |
| Som Ingen drømde om! | |
| Da skal Man Freden fatte, | |
| Som Livets Sommer-Veir, | |
| Da skal Man Kæmpen skatte, | |
| Som drog for den sit Sværd, | |
| Ei Alt i Fred-Leer forme, | |
| Men vælge Livets Storme | |
| For Gravens stille Ro! | |
| Da skal Man Forskjel kiende | |
| Paa Soel-Skin og paa Lyn, | |
| Skiøndt Begge de kan brænde | |
| Og skabe klare Syn; | |
| Thi, som Fornuften giver, | |
| Det ene Lys opliver, | |
| Det Andet slaaer ihjel! | |
| Jeg skimter i det Fjerne | |
| Og Dig, hvor høit Du boer, | |
| Som fødtes til at værne | |
| Om Gudhjem i vort Nord, | |
| Dig, Gjallar-Hornets Eier! | |
| Hvem Loke Lurendreier | |
| Maa lade Brysing-Men! | |
| Den gamle Gude-Kiender, | |
| Han saae det førend vi, | |
| Du skabtes ei med Hænder, | |
| Men fødtes af de Ni: | |
| Af Muserne fra Tempe | |
| Og Nordens gamle Kæmpe, | |
| Med Danmarks Hjerte-Skjold! | |
| Du fra dig hundred Mile | |
| Kan see paa hver en Leed, | |
| O, hvor maa Du ei smile | |
| Ad vor Kortsynethed, | |
| Vi for os see kun Haanden, | |
| Og tage den for Aanden, | |
| Som raader Gjallar-Horn! | |
| I dine lyse Dage | |
| Man for et Æventyr | |
| Skal fristes til at tage | |
| Hvad dog er Sandhed dyr: | |
| At vi har sanket Gloser | |
| Og stoppet dem i Poser | |
| Og kaldt dem Mimers Brønd! | |
| Hvor kan det troes i Norden, | |
| Naar Livets Bølge-Gang | |
| Fra Slægt til Slægt paa Jorden | |
| I Raad og Daad og Sang, | |
| Ja Virkninger og Kræfter | |
| Er hvad Man spørger efter, | |
| Og lærer at forstaae! | |
| Men i de Soelskins-Dage | |
| Før Ragna-Rokes Nat, | |
| Naar Øiet seer tilbage, | |
| Det kiendes dog fuldbrat, | |
| At i den aarle Morgen, | |
| Mens Fredrik sad paa Borgen, | |
| Vi Dagnings-Skiæret saae! | |
| Ja Skyen seer jeg gløde, | |
| Hvor Soel mod Nord opstaaer, | |
| Vist til en Morgen-Røde | |
| I Fredriks Gylden-Aar, | |
| Saa Dagen alt begynder | |
| Oplysningens Velynder | |
| At krone med sit Guld! | |
| For Fugle-Sang i Skove | |
| Man klaged alt enstund, | |
| Man kunde sødt ei sove | |
| Som før ved Belt og Sund, | |
| Saa, er ei Solen oppe, | |
| Vil brat dog Bøge-Toppe | |
| Nok lysne i dens Glands! | |
| Ja, siden Hjarnes Dage | |
| Der sang om Fredegod, | |
| Paa Marken aldrig Mage | |
| Til Skjalde-Chor opstod, | |
| Som det der mangetunget | |
| Har Frederik besunget | |
| Halvtredsindstyve Aar! | |
| Gik med de Konge-Skjalde | |
| Jeg mange Aar i Lag, | |
| Da tør jeg ogsaa kalde | |
| Kong Fredrik Atter-Dag; | |
| Thi rimed det sig ikke, | |
| Da var kun værd en Strikke | |
| Det hele Skjalde-Chor! | |
| Ja, skred ei Natten sorte, | |
| Og nærmed sig ei Dag: | |
| Skin-Faxe vore Porte | |
| Med gyldent Hoved-Lag, | |
| Hvortil har det da kimet! | |
| Hvorom har vi da rimet | |
| I Draperne omkap! | |
| Dog, at om vores Frode | |
| Al Skjalde-Roes var sand: | |
| Fra Thaarup og fra Tode | |
| Til efter Ingemann, | |
| Derom tør jeg nok mene, | |
| Sig Stemmerne forene, | |
| Derom gaaer Syn for Sagn! | |
| Var det ei sandt, vi meldte, | |
| At Fredriks Konge-Vaand | |
| Med Guder og med Helte | |
| Opvakde Nordens Aand, | |
| Hvad løste da vor Tunge, | |
| Hvad lærde os at sjunge | |
| I Nørre-Ledens Aand! | |
| Og tør vel Nogen sige, | |
| Den Aand paa Mark og Fjeld | |
| Ei styrker Lysets Rige, | |
| Men staaer i Pagt med Hel! | |
| Hvormeget drog med Styrke | |
| Ei alt fra Mulm og Mørke | |
| Den frem til Dagens Lys! | |
| Var det blot Old-Tids Skrifter, | |
| Som nu kom for en Dag, | |
| Var kun af dens Bedrifter | |
| Vor Sang et Efter-Brag, | |
| Fandt ei Hvad dybt i Hjerte | |
| End vækker Fryd og Smerte | |
| I den sit Liv-Udtryk! | |
| Frem sprang, som Kæmper ranke | |
| I lysegrønne Vang, | |
| Hver ædel Nordisk Tanke | |
| I Danmarks Skjalde-Sang, | |
| Og hver en ædel Tone | |
| Fandt Gjenlyd paa en Throne: | |
| I Dane-Kongens Bryst! | |
| Var det kun Aften-Røde, | |
| Ei Skjær af nyfødt Dag, | |
| Da Ære med de Døde, | |
| Men vee det Folke-Vrag, | |
| Som heller gik tilgrunde, | |
| End toned nogenlunde | |
| Sit gamle Konge-Flag! | |
| Dog, bort med Tanker mørke! | |
| Langt Andet varslet blev, | |
| Da Thor idrog sin Styrke | |
| Og Holmgangs-Kredsen skrev, | |
| Da Heimdal stod mod Loke | |
| I Skjaldskabs Ragnaroke | |
| Og stilled Freias Graad! | |
| Ja, hos Kong Fredriks Fugle, | |
| Der sang med Vinge-Slag, | |
| Som alt det over Thule | |
| Var høilys Sommer-Dag, | |
| Der var et Tone-Møde, | |
| Af Levende og Døde, | |
| Som i et Gylden-Aar! | |
| Af Urdas Tone-Kilde | |
| Udsprang i samlet Strøm | |
| De Stærke med de Milde: | |
| En haard, en Anden øm, | |
| En klar som Guld og Ravet, | |
| En dunkeldyb som Havet, | |
| En høi som Ørnens Vei! | |
| De sært hinanden krydsed, | |
| De stridt ei sielden klang, | |
| Den fælleds Moder kyssed | |
| Dog Alle i en Sang, | |
| Og smeltede med Gammen | |
| Paa hendes Læber sammen | |
| Til Fader-Kongens Priis! | |
| De loved hende Glæde, | |
| De priste hendes Held, | |
| Med deiligt Dronning-Sæde | |
| Ved Morgen-Rødens Væld, | |
| Og med et kronet Hjerte, | |
| Som under Fryd og Smerte | |
| Blev til et Konge-Speil! | |
| Saa vox da op, du Spæde, | |
| Til Helte-Daad i Vaar! | |
| Og bliv til Daners Glæde | |
| Et Fredens Gylden-Aar, | |
| For Gamle og for Unge, | |
| I Hjerte og paa Tunge | |
| I Lund og Høie-Loft! | |
| Ja, i din Middel-Alder | |
| Du krone, Gud for Alt, | |
| Den Ætmand god af Balder, | |
| Som blev til Styret kaldt | |
| I gamle Faders Dage, | |
| Fuldmange Aar tilbage, | |
| Med Fredegodes Navn! | |
| Ja lad, o Gud! opklare | |
| En Dag, et Gylden-Aar, | |
| Som ret kan aabenbare, | |
| Med Nordens gode Kaar | |
| Det Danske Hjertes Fylde | |
| Til Graa-Haar at forgylde | |
| Hos Kongen og hans Folk! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |