| Til Christne Venner. | |
| Ved Mid-Aften Dagen hælder, | |
| Og ved Jevndøgns-Tid i Høst | |
| Livets Efteraar sig melder | |
| Vissest med vor egen Røst, | |
| Nævner kun i Klage-Tone | |
| Markens Guld og Skovens Krone! | |
| Dog paa mig ei Straaler blanke | |
| Spillet har med Sommer-Glands, | |
| Født i Høst til Ax at sanke, | |
| Meer end Blomster til en Krands, | |
| Skabt til lønlig kun at gløde | |
| I en sildig Aften-Røde! | |
| Derfor ei som Skjald jeg skiælver | |
| For den kolde, dunkle Tid: | |
| Deiligst blaa sig Buen hvælver | |
| Over Bøge-Toppen hvid, | |
| Høiest løfter da sin Stemme | |
| Fuglen, hvor min Sang har hjemme! | |
| Ja, hvor Kjæmpe-Aanden bygger, | |
| Under Bjerg og Bøg i Skjul, | |
| Der har Natten meer end Skygger, | |
| Vinter en høirøstet Fugl, | |
| I hvis Toner sammensmelte | |
| Fortids Aar med deres Helte! | |
| Vel som Dødelig jeg sukker: | |
| Kun en Blomst er Manddoms-Aar, | |
| Kold er Haanden, som den plukker | |
| Selv i Skjaldens Urtegaard, | |
| Barsk er, naar dens Aars-Tid skifter, | |
| Stormen som dens Støv henvifter! | |
| Men, o Venner! I, som lytted | |
| Ikke blot til Skjaldens Sang, | |
| Men til hvad langt bedre nytted: | |
| Ordets Røst og Efter-Klang; | |
| I det veed, for mig er Trøsten | |
| Tungen lidt kun er mod Røsten!” | |
| Han hvis Røst er over Vandet, | |
| Aander Liv i os paa Ny, | |
| Han, hvis Haand har Kalken blandet, | |
| Som os løfter over Sky, | |
| Han, vor fuldtro Ven i Nøden, | |
| Han vor Udvei er fra Døden! | |
| Vi har godt paa gamle Dage, | |
| Netop naar vor Kraft forgaaer, | |
| Mægtigst Han er i de Svage, | |
| Kroner helst de hvide Haar: | |
| Over dem med Viisdoms-Taler | |
| Helst “den Gamles” Aand neddaler! | |
| Derfor lad med Fryd os sande: | |
| Store Ting for os har gjort | |
| Han, der skjænked alle Lande | |
| “Herrens Huus og Himlens Port,” | |
| Da os faldt som Skjæl fra Øie | |
| Mellem Fædres Kæmpe-Høie! | |
| Ikke blot vi see, hvad Hænder | |
| Nu hardtad kan føle paa, | |
| At med Hast til Jordens Ender | |
| Navnet seierrigt skal gaae, | |
| Som af Ham paa Gylden-Stolen | |
| Kaar tilfælles fik med Solen! | |
| Alle Kroner vi tillige | |
| See sig taarne paa vor Drot, | |
| Hans er hele Aandens Rige, | |
| Fiendens er kun Skam og Spot: | |
| Med det Hellige, det Søgne | |
| “Sandheds” Alt, undtagen Løgne! | |
| Det tilgavns og fryder Øiet: | |
| Skole-Støv ei skiller ad | |
| Hvad vor Konge sammenføied | |
| Til sin prude Klippe-Stad; | |
| Aldrig et Lukaf i Skolen | |
| Gjør til Kirke Præd’ke-Stolen! | |
| Endelig vi saae og kjendte, | |
| Hvad med Penne-Fier var dulgt, | |
| At den Aand, som Han udsendte, | |
| Trolig og Hans Ord har fulgt; | |
| Troens Ord, som Tunger tale, | |
| Ei dets Tegn, som Fingre male! | |
| Ei for Bogstav meer vi knæle, | |
| Kun for Aanden i Guds Ord, | |
| Som gienføder vore Sjæle, | |
| Bænker os ved Herrens Bord, | |
| Ordet, som skal ingenlunde | |
| Med al Verden gaae tilgrunde! | |
| Det kan røre som Guds Finger, | |
| Det kan lyde som Hans Røst, | |
| Det kan gaae paa Veirets Vinger, | |
| Det kan boe i Mande-Bryst, | |
| Det kan staae, naar Klipper vælte, | |
| Trodser Ild, naar Kloder smelte! | |
| Det er Kirkens Lys og Stytte, | |
| Det er Kirkens Skjold og Værn, | |
| Tryk-Papir kun har sin Nytte, | |
| Alt som Træ og Steen og Jern, | |
| Ordet tidlig er og silde | |
| Livets Kalk og Livets Kilde! | |
| I Begyndelsen var Ordet, | |
| Det var Gud og Liv og Aand, | |
| Hvo har kunnet, hvo har turdet | |
| Gjøre det til Streg af Haand! | |
| Hvo vil Herrens Ord formene | |
| Uden Stav at gaae alene! | |
| Hvo har vel fra Guddoms-Ordet | |
| Taget Liv og Skaber-Magt, | |
| Hvem har vundet dem ved Mordet, | |
| Hvem har dem i Pressen lagt, | |
| Hvem har kløgtig, trods Fornuften, | |
| Skabt en Sandheds-Aand af Luften! | |
| Ingen har, hvad Ingen kunde, | |
| Ordet med en Finger rørt, | |
| Hexe-Mestre ingenlunde | |
| Liv og Aand i Pennen ført, | |
| Ingen Gud det Ord har skrevet, | |
| Hvorved Alt er skabt, og blevet! | |
| Derfor lad kun Dagen skride! | |
| Lad kun Høsten Vinter spaae! | |
| Lad kun Tungen sig opslide! | |
| Lad kun Læben vorde blaa, | |
| Muldet paa de fire Fjæle | |
| Give fattigt Efter-Mæle! | |
| Som i Himlen, saa paa Jorden, | |
| Ordet lever uden Baand, | |
| Som i Østen, saa i Norden, | |
| Altid Lys og Liv og Aand, | |
| Skaber Troen, naar Det klinger, | |
| Haab og Trøst med Engle-Vinger! | |
| Leg kun, Vind, med Blomster-Blade! | |
| Større Syn opleved vi, | |
| Rokkes ikke fra vort Stade, | |
| Hvad end ruller os forbi, | |
| Skal herefter og tilvisse | |
| Skue større Ting end disse! | |
| Derfor, mens vor Lampe brænder, | |
| Vente vi paa Morgen-Gry! | |
| Sanddrue Tunger, rene Hænder, | |
| Gammel Tro i Hjerter nye, | |
| “Glæde som den er om Høsten” | |
| Glæde over Guddoms-Røsten! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |