| FREDERIK ADOLPH | |
| Greve af | |
| HOLSTEIN | |
| og | |
| WILHELMINE | |
| Grevinde af | |
| HOLSTEIN | |
| fød Reventlau, | |
| den 4de Mai 1833. | |
| Kjöbenhavn. | |
| Trykt i det Robertske Officin. | |
| Mel. Du Plet af Jord, hvor Livets Stemme. | |
| Hvor let med Sang sig Fuglen svinger | |
| Fra Videslet i höien Sky, | |
| Hvor Maien lys paa Green udspringer, | |
| Kjærminden blaaner i dens Ly: | |
| I Sællands gamle Böge-Skove | |
| Fuldmangen Borg med Æren stod, | |
| Hvor Dannished paa Tro og Love | |
| Var herlig stædt og fæsted' Rod. | |
| En bedre Fugl end den i Skoven | |
| Sig her nedlod og svang i Sky, | |
| Og under bedre Dugg fra Oven | |
| Blev Stammen höi og skjöd paa Ny, | |
| Og Blomster bedre værd at binde | |
| Med Perlesnor i Mindekrands, | |
| De blaaned' yndefuldt derinde, | |
| Som Dyder smaa i Himmelglands. | |
| Nu ikke meer vi har den Glæde, | |
| At möde tit det skjönne Syn | |
| Af Christendom paa Herre-Sæde | |
| Og Dal-Blik under Bjerge-Bryn, | |
| Saa under Regn og Dugg fra Oven | |
| Er Böge-Stammen lysegrön | |
| Nu tit den feireste i Skoven, | |
| Og Fuglesang den bedste Bön! | |
| Men Fromhed gik dog ei til Grunde | |
| Og uden Tröst er ei vor Sorg; | |
| Thi hist og her i Böge-Lunde | |
| Sig hæver dog endnu en Borg, | |
| Hvor Maien i de dunkle Sale | |
| Er yndig fremfor den i Vang, | |
| Og meer end Slag af Nattergale | |
| Er Aften-Psalmens dybe Klang. | |
| Og Holsten-Borg er En af Disse, | |
| Er, til sin Ære, af de Faa, | |
| Hvor end man har den Tro: det Visse | |
| Er kun hvad evig kan bestaae, | |
| Og holder sig, som Klogskab byder, | |
| Da til det Visse fremfor Alt: | |
| Til Naadens Dyb og christne Dyder, | |
| Til Höihed under lav Gestalt. | |
| Man skatter da, hvad end der skrives, | |
| Tilgavns den dyrebare Tid, | |
| Som alt for god til at fordrives, | |
| Som værd at nyttes ret med Flid: | |
| Man planter da og vander troelig | |
| Hvad evig höstes Frugter af, | |
| Lad komme seent, man siger roelig, | |
| Naar kun det blomstrer paa vor Grav! | |
| I Tidens Löb da og oprinder | |
| For Ædlinger en Höitidsdag, | |
| Da Jorden blaaner af Kjærminder, | |
| Og Bögen toner Brude-Flag: | |
| En Dag, som den Sölvbryllups-Morgen, | |
| Vi byde rört velkommen her, | |
| Med Glædesbud til Holsten-Borgen, | |
| Med Krands for stille Herrefærd. | |
| Ja rört vi byde den velkommen, | |
| Med Mindet om fuldmangen Daad, | |
| Udsprunget klart af Christendommen, | |
| Nu under Smil, nu under Graad, | |
| Og lydt vi bede: Gud velsigne | |
| Den Adel-Stamme i vor Skov, | |
| Saa Grenene maae Roden ligne | |
| Og sprede vidt dens gode Lov! | |
| Ja, Ægtepar i Adelskjæde | |
| Alt gjennem fem og tyve Aar! | |
| Hver Daad forrente sig i Glæde, | |
| Hvormed I lindred' bange Kaar! | |
| Det voxe hvad I planted' troelig, | |
| Som Pilen sat ved Bækkens Rand, | |
| Og blomstre, naar I slumre roelig, | |
| Som Hjerteskud i Livets Land! | |
| Hver Bön, I sendte til det Höie, | |
| Gjenlyde södt i Psalme-Stil, | |
| Hver ædel Taare i Jert Öie | |
| Forklares til et Engle-Smil! | |
| Og, tækkes det den ene Vise, | |
| Da gid, om fem og tyve Aar, | |
| I Lövspring Eder Sangen prise, | |
| Med Brude-Krands om sölvgraa Haar! | |