| Herrens Bord. | |
| Herren god, som uden Grændser | |
| Elsker dem, Han haver kiær, | |
| Ingen Forskiel hos dem ændser, | |
| Ønsker sig dem lige nær; | |
| Lige dristig Frie og Trælle | |
| Tør sig blandt Hans Venner tælle! | |
| Han alene regner efter | |
| Tro og Haab og Kiærlighed, | |
| Gyldne Raad i Guddoms-Kræfter | |
| Han for al vor Afmagt veed, | |
| Viljen god, hvor den Han finder, | |
| Med sin Gierning Han forbinder! | |
| Derfor i de sidste Dage, | |
| Mageløse paa vor Jord, | |
| Til Han kommer selv tilbage, | |
| Slog Han op sit Naade-Bord, | |
| Bød til Giæst paa Himmel-Retter | |
| Hvem der troer, at Guds Ord mætter! | |
| Jesus Christus over Bordet, | |
| I den Nat, Han blev forraadt, | |
| Brødet brak og deelde Ordet, | |
| Hvori evigt Liv er saaet, | |
| Tause lytted' til Hans Tale | |
| Chor af Himlens Nattergale! | |
| Thi hvad Engle selv undvære, | |
| Gav Han i sit Ord til Støv, | |
| Vied' ind til Guddoms-Ære | |
| Hvad henvisne skal som Løv, | |
| Men udspringe med det Samme | |
| Som en Green paa Livets Stamme! | |
| “Æder, drikker og tilegner | |
| Eder frit mit Kiød og Blod! | |
| Hvad det Synlige betegner | |
| Derfor Jeg er eder god; | |
| Hvo ei paa mit Ord tør lide, | |
| Hvad det er, faaer ei at vide”! | |
| Lad os paa Hans Ord da bygge, | |
| I hvis Mund ei fandtes Svig! | |
| Ingen ærlig Mand sin Skygge | |
| Mener, naar han nævner sig, | |
| Almagt kan umuelig prale, | |
| Ordet selv sig ei fortale! | |
| Det er Stort hvad Herren byder: | |
| Deel i Alt hvad der er Hans, | |
| I Hans Byrd og i Hans Dyder, | |
| I Hans Død og i Hans Glands; | |
| Men det saa Ham bedst behager, | |
| “Heller giver Han end tager”! | |
| Det er noget ganske Andet, | |
| End en Synder har fortjent, | |
| Loven haver ham forbandet, | |
| Dermed er alt Baalet tændt; | |
| Dømt til Deel med Løgnens Fader | |
| Er Enhver som Gud forlader! | |
| Derfor tusindfold velkommen, | |
| Du, som med din egen Haand | |
| Naglede til Korset Dommen, | |
| Og opgav for os din Aand, | |
| Bar vort Kiød og Blod til Graven, | |
| Medens dit blev Nytaars-Gaven! | |
| Det var Naade over Naade, | |
| At Du med os bytted' saa, | |
| Det er Kiærlighedens Gaade, | |
| At det Tusk sig lod opnaae, | |
| Derfor Øiet kun oplader | |
| Kiærlighed for Søn og Fader! | |
| Derfor Du Dig aabenbarer | |
| Kun for hvem der har Dig kiær, | |
| Og kun Kiærlighed forklarer | |
| Din Forsonings Kraft og Værd; | |
| Som for Tyrker og for Trolde, | |
| Tom er den for Hjerter kolde! | |
| Men hvor kan vi sært det finde, | |
| At kun Hjertet Dig forstaaer? | |
| Med hver Mand og med hver Kvinde | |
| Det jo saa os daglig gaaer, | |
| At kun det hos dem vi fatte, | |
| Som vi elske selv og skatte! | |
| Ingen sige: Guddoms-Ære | |
| Har ei Mennesket behov! | |
| Guder vil vi Alle være, | |
| (Kun, desværre, helst ved Rov) | |
| Intet Mindre af Guds Naade | |
| Løse kan vort Hjertes Gaade! | |
| Tak for Evig da, Eenbaarne! | |
| Som nedsteg fra Gude-Rang, | |
| Og for Laget af Udkaarne | |
| Dig igien til den opsvang! | |
| Sammenknyt os i den Kiæde, | |
| Du beredte Konge-Sæde! | |
| Kiærlighed os sammensmelte | |
| Til din Ære, paa dit Ord! | |
| Skab med Det et Folk af Helte | |
| Paa vort Knæ-Fald om dit Bord, | |
| Saa om Dig, mens Stjerner tindre, | |
| Bordet kan med Fynd erindre! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |