| Rasmus Christian Rask. | |
| Tunger i de Dødes Rige! | |
| Han som dyrked eder bedst, | |
| Ak! han er nu eders Lige, | |
| Død er eders Offer-Præst, | |
| Flammerne til eders Ære | |
| Maatte brat ham selv fortære! | |
| Derfor maa med eder kive | |
| Skjalden ved den Høvdings Grav, | |
| Hvor, mens Norden er ilive, | |
| Spire skal en Rune-Stav, | |
| Ja, i Haanden paa den Gjæve, | |
| Rune-Spiret stolt sig hæve! | |
| Eders Tempel staaer i Hulen, | |
| Hvor ei Solen staaer for Syn, | |
| Eders Alter dybt i Kulen, | |
| Hvor kun Himlen sees ved Lyn, | |
| Hvor, i Lampen som han tænder, | |
| Præsten selv sit Lys udbrænder! | |
| Broder ei tør ham jeg kalde, | |
| Der, som Rune-Skrift i Steen, | |
| Sad, hvor nødig færdes Skjalde, | |
| Mellem Klang af Dødning-Been; | |
| Skjaldeligt var ei hans Tykke, | |
| Ei hans Værk og ei hans Lykke! | |
| Dog, kun mellem Skjaldens Frænder | |
| Finder Man en Unger-Svend, | |
| Der sit Livs-Lys selv udbrænder | |
| For hvad længst er svundet hen, | |
| Ei for Guld og dog med Gammen | |
| Selv gaaer op i Alter-Flammen! | |
| Ja, hvo mægter Lys at tænde, | |
| Bro at slaae i Dødens Land? | |
| Kæmpens Søn og Skjaldens Frænde, | |
| Ingen ringere end han! | |
| Det i Liv og Død stadfæster | |
| Nordens tabte Rune-Mester! | |
| Tunger i de Dødes Rige! | |
| Eders Dyrker-Flok er stor, | |
| Men hvor finde I hans Lige, | |
| Mellem Hav, fra Syd til Nord, | |
| Mellem dem der aldrig kjendte | |
| Mere Lys end Andre tændte! | |
| Vidt han vandred selv paa Jorden, | |
| Ledte om sin Lige-Mand, | |
| Gik til Hekla høit mod Norden, | |
| Ganges ned i Sønder-Strand; | |
| Fandt dog Ingen stort at regne, | |
| Selv et Sær-Syn allevegne! | |
| Iis han brød paa nøgne Fjelde, | |
| Kun i Spor af Reen og Gems, | |
| Og kan Nogen sanddru melde, | |
| Han ham mødte under Thems, | |
| Sikkert var da hos den Anden | |
| Lykken bedre end Forstanden! | |
| Ja, det skal hans Grav-Skrift være: | |
| Vei han brød hvor han kom hen, | |
| Som det kaldes skal en Ære | |
| At betræde ret igjen, | |
| Og han kom fra Renens Veie | |
| Ned til Elephanters Leie! | |
| Derfor, Tunger, som end leve, | |
| Og hans Læber Fortrin gav! | |
| Skatter høit de Rune-Breve, | |
| Som har viist: ved Støtte-Stav | |
| Mødes skal engang i Norden | |
| Sprogene fra hele Jorden! | |
| Dog, gid aldrig, mens i Grøde | |
| Bøg end staaer ved Bælt og Sund, | |
| Offre sig til Tunger døde | |
| Nogen Kæmpe-Søn i Lund, | |
| Saa de ham ved Løfte-Staven | |
| Drage ned til sig i Graven! | |
| Hvad, med Fingeren paa Munden, | |
| Dulgt de har, til Dødens Gavn, | |
| At de stumme er i Grunden, | |
| Røbes brat i deres Favn, | |
| Hvor end ei en Lyd til Klage | |
| Er for Elskeren tilbage! | |
| Derfor sank i Grav uhevnet | |
| Kæmpen bold i Manddoms-Aar, | |
| Sank, trods al hans Daad, unævnet, | |
| Hvis ei end i Leire-Gaard, | |
| Til hans Drape lydt at sjunge, | |
| Levede den Danske Tunge! | |
| Derfor I, som bedst var tjente | |
| Med hans Tunge og hans Tand, | |
| Selv om eder han miskiendte, | |
| Tunge-Maal i Livets Land! | |
| Sukker dybt, naar Kæmper knæle! | |
| Sørger for hans Efter-Mæle! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |