| Af Danneskjolds-Drapen Maa trykkes. P. Eberlin.. | |
| (Et Brud-Stykke.) | |
| Her en Adels-Mand er jordet, | |
| Eenlig mellem Eeg og Bög! | |
| Hvem vil höre Klage-Ordet, | |
| Vande her en Blomster-Lög: | |
| Vande den med Taarer milde, | |
| Saa den spire kan fuld-brat, | |
| Dufte södt, og visne silde, | |
| Trodse Fimbulvinter-Nat? | |
| Han har ingen Seire vundet, | |
| Som besynges kan med Bram, | |
| Han har ingen Stæder grundet, | |
| Som kan nævnes efter ham, | |
| Han har intet Nyt opdaget, | |
| Som foreviger hans Navn, | |
| Han har ikke sögt, men vraget, | |
| Guld og Sölv til eget Gavn! | |
| Mens, hvad nu har tabt sin Gröde, | |
| Blomstrende paa Jord man saae, | |
| Medens Kinderne var röde, | |
| Medens Öinene var blaa, | |
| Mens de rörde sig med Varme, | |
| Hænderne som fryse nu, | |
| Fleer end Folk i Gylden-Karme | |
| Kom Grev Danneskjold ihu! | |
| Men hvor mindes sledne Klæder, | |
| Meer end velfordöiet Bröd! | |
| Hvor oprinde glemte Glæder, | |
| Ved at mindes Hjelp i Nöd! | |
| Hvem bevæges södt i Haven, | |
| Naar de Hvide flyve der! | |
| Hvem vil takke end i Graven | |
| For hvad Alle troe sig værd! | |
| Hvem vil slig en Jord-Drot love, | |
| Naar ei længer man ham seer: | |
| Naar for Guld og grønne Skove | |
| Gavmild han ei raader meer! | |
| Hvem vil rört til Skjalden lytte, | |
| Naar, som liden Fugl paa Kvist, | |
| Han i Sællands Böge-Hytte | |
| Synger om den Herre sidst! | |
| Det vil Ingen, som kun Öie | |
| Har for Guld og Glimmer-Værk, | |
| Ingen, som kun seer det Höie | |
| Under blodig Brynje-Særk, | |
| Kun det Store, hvor det steiler, | |
| Kan det Stærke, hvor paa Trods, | |
| Til Beundrings-Gru det beiler, | |
| Truende, som Fjeld og Foss! | |
| Det vil Ingen, som kun skuer | |
| Mand paa Höide, Hund paa Haar, | |
| Det vil Ingen, som kun luer, | |
| Naar ham Lyn og Torden slaaer; | |
| Det vil Ingen, som ei ahner | |
| Meer end Stövets Öie saae; | |
| Det vil kun de milde Vaner, | |
| Som for Godt kan Guld forsmaae! | |
| Ja, det vil kun Vaner milde, | |
| I hvis Öre bedre klang | |
| Elskovs-Vise og Höst-Gilde, | |
| End al Verdens Glimmer-Sang; | |
| Som, i Nordens dunkle Morgen, | |
| Da Hrimthurse-Drapen löd, | |
| Gik kun ind i Asa-Borgen, | |
| At begræde Balders Död! | |
| Kun hos dem giör Hjertet Helte, | |
| Hjerte-Laget Höi og Lav, | |
| Kun for dem er Sund og Belte | |
| Meer end hele Verdens Hav, | |
| Kun for dem er Natter-Galen | |
| Fugle-Dronningen paa Jord, | |
| Kun for dem er Böge-Salen, | |
| Kun for dem er Sælland stor! | |
| Siger I: de er uddöde, | |
| Hedengangne under Öe, | |
| I den sidste Aften-Röde, | |
| Som forgyldte Skov og Sö; | |
| End er Skjalden dog ei ene | |
| Om at love Danneskjold: | |
| Sangen fra hans Bauta-Stene | |
| Skal gienlyde mangefold! | |
| Ja, I Mure, som saa brave | |
| Trodsed Tidens Over-Vold, | |
| I, hvis dybe Svane-Grave | |
| Tale höit om Heden-Old, | |
| Store, klingre Bauta-Stene, | |
| Over Stöv af Danneskjold! | |
| Med min Sang sig skal forene | |
| Eders Gienlyd mangefold! | |
| Ja, thi under eders Glugge | |
| Banker Stövet höit endnu, | |
| Over Danneskjolders Vugge, | |
| Kommer levende ihu, | |
| Hvad han var, som nu er jordet, | |
| Hvad den Gyldenlöve-Sön, | |
| Aanden under Hjerte-Ordet, | |
| Virket har i Lys og Lön! | |
| Hun, som var hans Hjertes Glæde, | |
| Hun, som var hans Öie-Steen, | |
| Hun, som vugget har den spæde | |
| Natter-Gal paa Blomster-Green, | |
| Hun vel sidder, som i Graven, | |
| Bag de höie Mure nu, | |
| Stirrende paa Dödning-Haven, | |
| Under Smil med lönlig Gru; | |
| Dog hun eder vel skal lære | |
| At gientage Skjaldens Sang, | |
| Som, Grev Danneskjold til Ære, | |
| Toner over Dane-Vang, | |
| Og saalænge hun kan græde, | |
| Som en Engel under Slör, | |
| Duftende de Blomster spæde | |
| Groe paa Graven skal som Rör! | |
| Dog, skiöndt Time-Glasset rinder | |
| Truende for Freias Kuld, | |
| Vist i flere Danne-Kvinder | |
| Græder end hun Bölge-Guld, | |
| Föder og, til Bod for Sorgen, | |
| Sikkert dog i mangen Vraa, | |
| Alt som paa Augusten-Borgen | |
| Klarlig, Perle-Döttre smaa! | |
| Ei da skal paa Marken feile | |
| Blomsterne, jeg planter her, | |
| Morgen-Dugg til Taare-Speile, | |
| Perle-Glands i Aften-Skiær, | |
| Og hvor end, paa Vinter-Bölge, | |
| Sidste Daner stævne hen, | |
| Dem Kiærminderne skal fölge, | |
| Til de plantes her igien! | |
| Her jeg sætter, som til Skove, | |
| Bögene fra Balders-Hag; | |
| Dandser paa den blanke Vove, | |
| Under Glitners Sölver-Tag, | |
| Muntert nu, Hav-Fruer spæde, | |
| Saa af eders Moders Sang: | |
| Hælvten Sorg, og Hælvten Glæde, | |
| Höres kan en Efter-Klang! | |
| Fra den gamle Odins-Alder, | |
| Over Tidens Bölge-Gang, | |
| Toner Graaden over Balder | |
| End i Volas Gaade-Sang, | |
| Toner som en Hjerte-Bölge, | |
| Under Nordens Aande-Pust, | |
| Giver mild sit Kæmpe-Fölge | |
| Bod for Kulde, Glands for Rust! | |
| Ja, paa denne Hjerte-Bölge | |
| Bygget er den prude Borg, | |
| Paa hvis Grus sig ei maa dölge | |
| Gude-Folkets bittre Sorg; | |
| Thi kun Graad dens Grund beriger. | |
| Saa, af himmeldybe Væld, | |
| Straalende, igien opstiger | |
| Breida-Blik til Nordens Held! | |
| Due! ja, det var din Vinge, | |
| Som berörde let min Pen, | |
| Da igien den hördes klinge, | |
| Kaldte paa en savnet Ven: | |
| Ledte efter gyldne Suler, | |
| Og det blanke Sölver-Tag, | |
| Under Skyggen, som nu skjuler | |
| Efter-Skin af Balders-Hag! | |
| Grandt nu seer jeg Gaade-Baandet, | |
| Mellem Sams og Gissel-Feld, | |
| Blomster-Kiæden, som har aandet, | |
| Lig en Nat-Fiol i Kveld, | |
| Duftede fra Glitner-Haven | |
| End saa södt i Efter-Aar, | |
| At jeg reiste mig i Graven, | |
| For at love lydt dens Kaar! | |
| Ja, det ligger nu udfoldet, | |
| Som oprullet Pergament, | |
| Hvad af Mærkerne i Skjoldet | |
| Dunkelt för kun var bekiendt: | |
| Breida-Bliks og Glitners Sage | |
| Aabner Valhals skjulte Dör, | |
| Balders og Forsetes Dage | |
| Aldrig saa jeg kiendte för! | |
| Sikkerlig, naar Jorden skjuler | |
| Öinene, som græde nu, | |
| Glitner-Borgens gyldne Suler | |
| Kommes skal paa Mark ihu, | |
| Terning-lige Tider rinde, | |
| Tumling kaldes Lykkens Bold, | |
| Dog hos Daner ei af Minde | |
| Gaaer Forsete-Danneskjold! | |
| Samsöe! lav dig til at sjunge, | |
| Og udkvæd med Lyst i Kveld, | |
| Hvad paa Skjalde-Maal og Tunge | |
| Knytter dig til Gissel-Feld! | |
| Höiene sig brat oplade | |
| I et sælsomt Morgen-Gry! | |
| Kneise paa sit gamle Stade | |
| Bratting-Borgen rank i Sky! | |
| Havfru-Börn, om end kun spæde, | |
| Bange for den stærke Ström! | |
| Dandse her I maae med Glæde, | |
| Mindes, som en Morgen-Dröm, | |
| At hvor end med Rysnæs-Drenge | |
| Dandse Samsöe-Piger smaa, | |
| Altid rask i Munar-Vænge | |
| Maatte Havfru-Vuggen gaae! | |
| Mens end Vingerne var unge, | |
| Kiæk jeg over Fjeld mig svang, | |
| Hvad der tækkedes min Tunge, | |
| Uden Grublen frit jeg sang; | |
| Det forgiæves nu jeg pröver, | |
| Saa for mig, i Svane-Vang, | |
| Skjoldunger og Gyldenlöver | |
| Stige kun ved Havfru-Sang! | |
| Som hin gamle Samsö-Bonde, | |
| Halter jeg til Borge-Gaard, | |
| Kun naar giennem Havfru-Munde | |
| Bölgen selv om Balder spaaer, | |
| Bölgen dyb, som forberedte, | |
| Paa det store Brude-Par, | |
| (Helte-Christjan og Margrethe) | |
| Frederik og Valdemar! | |
| Dog, hvad höit fra Kirke-Svale, | |
| Over Dane-Kongers Stöv, | |
| Tonede til Konge-Sale, | |
| Kiækt om Liv i Rosen-Löv, | |
| Hvad der over Dane-Vangen | |
| Klang om Vinter-Sæd i Lön, | |
| Leve skal i Minde-Sangen | |
| Om den bedste Konge-Sön! | |
| Ja, skiöndt gamle Danmarks Gaade: | |
| Saga-Sang i Mythe-Svöb, | |
| Ingen uden Han kan raade, | |
| Som forordned Tidens Löb, | |
| Aldrig skal dog Staven brydes | |
| Over Hjertets Bölge-Leg, | |
| Hvordan end den skal udtydes, | |
| Fast det staaer, den aldrig sveeg! | |
| “Efter-Glands af Thabors Kierte | |
| Glimter over Böge-Lund, | |
| Og et Gran af Danmarks Hjerte | |
| Skjalden fik til Harpe-Bund, | |
| I den Bund det sælsomt klinger, | |
| Naar med sine Under-Vinger | |
| Duen rörer Harpens Stræng!” | |
| Saa jeg kvad i yngre Dage, | |
| Da den sidste Gaade-Mö, | |
| Aske-Daatteren til Brage, | |
| Jeg saae dale under Öe! | |
| Da af Odins Ravne-Galder | |
| Jeg forstod, ved Hornets Klang, | |
| At hvad agtet blev for Skvalder, | |
| Var Idunnas Aften-Sang! | |
| Jeg som Heimdal gik med Loke, | |
| At udfritte Askens Mö, | |
| Om nu brat i Ragna-Roke | |
| Skulde Nordens Guder döe! | |
| Mens jeg grunded paa det Mörke, | |
| Og paa fjerne Gammens-Kaar, | |
| Stjal mig Loke al min Störke, | |
| Gav med List mig Bane-Saar! | |
| Længe jeg med Loke sloges, | |
| Men mit Blod udrandt med Klang, | |
| Længe jeg med Döden droges, | |
| Men mit Aften-Suk var Sang: | |
| Gienlyd af hvad södt i Vangen, | |
| Med en klinger Norne-Röst, | |
| I Idunna-Aftensangen, | |
| Tonede til Dane-Tröst! | |
| Ja, den fulgde mig i Graven, | |
| Gaade-Klangen, liflig söd, | |
| Saa i Dröm om Rosen-Haven, | |
| Lidt kun ændsed jeg min Död, | |
| Og i Dane-Askesangen, | |
| (Been-Lyd under Saga-Stav) | |
| End man hörde Efter-Klangen, | |
| Fra min aabne Skjalde-Grav! | |
| Hvad der trodser Dödens Kulde, | |
| Reiser selv sin Bauta-Steen, | |
| Tier end ei under Mulde, | |
| Lokker Klang af Dödning-Been; | |
| Udentvivl er födt af Ægte, | |
| Og rodfæstet dybt i Vang, | |
| Saa umuelig nu fornægte | |
| Kan jeg min Höstgilde-Sang! | |
| Saae i Danneskjolders Vaaben, | |
| Selv da jeg i Graven sad, | |
| End jeg Vinter-Bölgen aaben, | |
| For en Svane sommerglad; | |
| Saae jeg da en Gyldenlöve | |
| Stige op i Dane-Skjold; | |
| Saga-Varslet vel sin Pröve | |
| Staaer endnu, som Old fra Old! | |
| Da paa Skjolde-Rand jeg tegned: | |
| “Ei gik Minde-Kierten ud, | |
| Bævred Flammen end og blegned, | |
| Blussed op den atter prud, | |
| Som, ved Straalen fra det Höie, | |
| Lyset i Lovises Öie!” | |
| Der han sjunket var i Graven, | |
| Samsö-Jarlen, ædel, fiin, | |
| Der jeg reiste mig ved Staven, | |
| Underlig af Graven min; | |
| Der det sidste Blad jeg vendte | |
| I den Norske Konge-Bog, | |
| Jeg til Jarle-Graven sendte | |
| Den, med Ord paa Skjalde-Sprog! | |
| “Bog om gamle Gylden-Löver, | |
| Odels-Mænd til Dovre-Fjeld! | |
| Kun forgiæves end du töver | |
| Med din Færd til Gissel-Feld; | |
| Haanden, som du længdes efter, | |
| Kom paa Jord ei meer til Kræfter, | |
| Ligger isnet under Muld!” | |
| “Flyv da kun til Adels-Graven, | |
| Som en vinget Bauta-Steen, | |
| Far, og svæv, med Saga-Staven, | |
| Over Gyldenlöve-Been! | |
| Dertil est du födt og baaret, | |
| Og til Minde-Talen skaaret | |
| Atter nu for Tunge-Baand!” | |
| “Flyv, og svæv, og löft din Stemme, | |
| Saa det toner over Lund: | |
| Trindt i Norden jeg har hjemme, | |
| Hvor en Ædling sank i Blund, | |
| Som var, efter Saga-Pröven, | |
| Ægte Sön af Gylden-Löven, | |
| Jeg mon före i mit Skjold!” | |
| “Det var han, som her mon hvile: | |
| Christjan Sophus Danneskjold! | |
| Södt i Mindet skal han smile, | |
| Som paa Jord, fra Old til Old, | |
| Ja, som Eisten over Norge, | |
| Mindes skal, paa Sællands Borge, | |
| Samsö-Jarlen Danneskjold!” | |
| Ja, du Borg med gyldne Suler! | |
| Endt er Gylden-Lövers Aar, | |
| Hvis af slige Klippe-Huler | |
| De ei levende udgaaer; | |
| Aldrig meer tilsyne Balder | |
| Kommer paa sin Straale-Borg, | |
| Hvis ham i hans Æt opkalder | |
| Ikke Gude-Folkets Sorg! | |
| Gamle Bög med Lövsals-Grene! | |
| Det staaer præntet i din Bark: | |
| Bedre ei sig kan forene | |
| Adels-Blod paa Daners Mark, | |
| End i dem, hvis store Navne | |
| Din Maigreve-Krands saa bold | |
| Glæder sig ved her at favne; | |
| End i Kaas og Danneskjold! | |
| Hvælv da, Bög, med Lövsals-Grene, | |
| Bredt dig over Jarlens Navn, | |
| Hvad sig kan dermed forene, | |
| Tag det samlet ömt i Favn; | |
| Hvisk til Sangerne med Vinge | |
| Hvad jeg kvæder om din Drot, | |
| Saa hans Pris sig kan opsvinge | |
| Til hans Faders gyldne Slot! | |
| Lad i dig mig Stammen skue, | |
| Der sig hvælver, favr og mild, | |
| Over Engens Blomster-Tue: | |
| Dane-Markens Ygdrasill! | |
| Lad mig, under dine Grene, | |
| See, hvad de, hvis Navn du bær, | |
| Vilde mindelig forene: | |
| Hyrde-Liv og Herre-Færd! | |
| Siig mig, Saga, Moder bedste! | |
| Hvem har Samsö-Bögen sat, | |
| I hvis Bark sig skulde fæste | |
| Runer om den Dane-Skat, | |
| Som i Bölgen er begravet, | |
| Under Vrag af Orlogs-Mænd, | |
| Som dog stige skal af Havet, | |
| Morgenrödmende igien! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |