|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kong Harald |
|
|
|
og |
|
|
|
Ansgar. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kong Harald og Ansgar. |
|
|
|
|
|
Rim-Blade |
|
af |
|
|
|
Danmarks Kirke-Bog |
|
til |
|
Jubel-Aaret. |
|
|
|
|
|
|
|
Ved |
|
Nik. Fred. Sev. Grundtvig |
|
|
|
residerende Capellan ved Vor Frelsers Kirke. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kiöbenhavn. |
|
Trykt paa den Wahlske Boghandlings Forlag |
|
|
|
i C. Græbes Officin. |
|
|
|
1826. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Mindes skal den glade Dag, |
|
Efter mine Tanker, |
|
|
|
Igienfødte Folke-Slag, |
|
|
|
Dannemænd og Franker. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ermold. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Dansk Jubel-Hilsen |
|
|
|
til |
|
|
|
Kong Frederik den Sjette. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kong Fredrik! Hilsæl! |
|
|
|
Paa Tusindaars-Dagen, i Fædres Capel, |
|
Hvor Luerne braged, og Hvælvingen brast, |
|
Men Murene stode, for Grunden var fast; |
|
|
|
Hvor Altret Du reiste, som Du kunde bedst, |
|
Til glædelig Fest! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kong Fredrik! Hilsæl! |
|
|
|
Velsignelsen hvile paa Drottens Capel! |
|
|
|
|
|
Fra Konge-Capellet den Kilde udsprang, |
|
Vi skylde hver Blomst, og hver bølgende Vang, |
|
Hvor liflig den sprudled i Vinter og Vaar, |
|
Tihundrede Aar! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kong Fredrik! Hilsæl! |
|
|
|
|
|
Først færdig paa Borgen blev Fædres Capel! |
|
|
|
Saa toner fra Thronen, paa Tusindaars-Fest: |
|
|
|
|
|
Med Gud at begynde |
|
giør Bygningen bedst! |
|
Det kiendes paa Krone, saa vel som paa Rod: |
|
Den Viisdom er god! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kong Fredrik! Hilsæl! |
|
|
|
Velsignelsen stige fra Drottens Capel! |
|
|
|
Omskabe til Glæde for Kongen al Sorg, |
|
Saa trøstet Du throner paa |
|
Christians-Borg, |
|
|
|
Og smiler fra Svale til Bølgerne blaa, |
|
Hvor Snekkerne gaae! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kong Fredrik! Hilsæl! |
|
|
|
Gid immer udspringe fra Borgens Capel |
|
Den hellige Kilde, hvis Værger paa Jord, |
|
Naar høiest de throned, var Konger i Nord, |
|
Den Kilde, hvoraf os oprinder i Bryst, |
|
Den evige Trøst!! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Harald Klak. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
I Mørke jeg sad, i Kiv jeg laae, |
|
Og Fienderne vare saa mange, |
|
|
|
Af Jyder kun fulgt, i Kjortel graa, |
|
Mig Kaarene bleve fuldtrange; |
|
Thi |
|
Lodbrok han var en Hals saa haard, |
|
Som Ornen, saa vare hans Grise: |
|
Hvor de finge Hold, blev der ei Skaar, |
|
Da maatte sin Lykke man prise! |
|
|
|
Fra Keiserens Gaard da kom en Mand, |
|
I Jylland var aldrig hans Mage, |
|
Han talde saa kiønt om Friheds Land, |
|
Sandfærdig om Trældommens Plage! |
|
|
|
Han sagde: det kan jo hver forstaae, |
|
Som Flyvesand paa er at bygge, |
|
Saa er det, sin Lid til Ting at slaae, |
|
Som kun af os selv er en Skygge, |
|
Til Guder af Malm, af Stok og Steen, |
|
Som have ei Liv eller Mæle; |
|
Hvad Hænderne giør, den Sag er reen, |
|
Det gavner ei Menneske-Sjæle! |
|
|
|
|
|
|
|
Han mælede høit om Guders Gud, |
|
Som alle Ting haver at raade, |
|
Og skikked til Verden Bud paa Bud, |
|
At vitterlig giøre sin Naade, |
|
|
|
|
|
Og skikked tilsidst sin egen Søn, |
|
|
|
At han skulde Troen os lære, |
|
Og gange for os saa fast i Bøn, |
|
At trøstige vi maatte være, |
|
|
|
Og vide, Han er vor Fader kiær, |
|
|
|
Som haver al Verden i Volde, |
|
Han styre vel kan vort Levnets-Færd, |
|
Til Boliger blide og bolde! |
|
|
|
Han hjelpe os kan af al vor Nød, |
|
Mod Fiender beskiærme og skjolde! |
|
|
|
|
|
Med Christus, Hans Søn, skal, trods vor Død, |
|
Vi Livet og Glæden beholde! |
|
|
|
Vi alle det fandt, som nær var stædd, |
|
Saalænge den Tale vi hørde, |
|
Var alle som Een i Sind urædd, |
|
Og blidelig Tanken os rørde: |
|
Saa klares maaskee af Christendom, |
|
Som Lyset fra Himlenes Himle, |
|
|
|
Hvad Skjalde paa Rim har ymtet om: |
|
|
|
Alfader og Livet i Gimle! |
|
|
|
Jeg skiønned derhos, med Dannemænd, |
|
|
|
Om Troen i Keiserens Rige, |
|
At hvo hende tog, fik ham til Ven, |
|
Og Vaaben mod Lodbrok tillige! |
|
|
|
Thi svared jeg saa det Keiser-Bud, |
|
God Ebbe, som Biskop sig nævned, |
|
|
|
|
|
|
|
Os huged fuldvel den Guders Gud, |
|
|
|
Os undte saa godt, som Han evned! |
|
Ad Aare forvist, til Skibs paa Rhin, |
|
Vi agte den Keiser at giæste, |
|
Og favne med ham den Tro saa fin, |
|
Os tykkes at være den Bedste! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Der Isen brød op i lune Vaar, |
|
Og Lyngen at lysne begyndte, |
|
Da blev der Rykind paa Jælling-Gaard, |
|
Og flux vi paa Veien os skyndte: |
|
|
|
Vi reed over Land til Dorstad-Havn, |
|
Der sadled vi gyngende Heste, |
|
Der toned vi Flag i Fremmer-Stavn, |
|
Og løste med Æren vort Fæste! |
|
|
|
Saa droge vi op de hvide Seil, |
|
Mens Aarerne lagdes om Borde, |
|
Det kiendtes alt paa vort Agter-Speil, |
|
Med Rhinen vel dyste vi turde! |
|
|
|
Vi skaadede grandt, hvor vi kom frem, |
|
De Borge, de Bjerge, de Ranker, |
|
|
|
Vi landede lunt ved Engelhjem, |
|
Dog videre foer vore Tanker! |
|
|
|
Da Keiseren saae vor Herre-Færd, |
|
Han stod udi Høielofts Svale, |
|
Til |
|
Matfried, sin Drost, som stod ham nær, |
|
Begyndte den Herre at tale: |
|
Far ned, sagde han, og giør din Flid, |
|
Lad springe de vrinskende Heste! |
|
|
|
|
|
Siig Daner God-Dag, og før dem hid, |
|
Med Æren vor Høihed at giæste! |
|
Saa strøge vi Seil, og sprang fra Bord, |
|
Sad op paa de sadlede Heste, |
|
Og rede med Bram, som Folk fra Nord, |
|
Saa høvisk, jeg meen, som de Bedste! |
|
|
|
Til Keiserens Slot vi kom da bradt, |
|
Hun er, sagde vi, af de Prude, |
|
I Reisning saa høi, om Hage glat, |
|
Som Jomfru er sjelden herude! |
|
Det sande vi maae, at Jælling-Gaard, |
|
Om hun skulde her have Stade, |
|
Vel tykdes kun prud til Kiør og Faar, |
|
Og kaldtes god Stald og god Lade! |
|
Ja, sagde min Skjald, den Sag er reen, |
|
|
|
Mig Dværgen i Hug maa vel rinde, |
|
For Svegder han kvad: gak ind i Steen, |
|
Om Odæn du ønsker at finde! |
|
|
|
Tie kvær, sagde jeg, med gammel Snak, |
|
Hun her har ei Sted eller Giænge, |
|
Ei frygte vi meer det Afguds-Pak, |
|
Som vi have dyrket for længe! |
|
|
|
De Drenge, der gloe som Sølv og Guld, |
|
|
|
|
|
Uvittig til Dværge du maaler, |
|
Thi Solen fuldklar nu skinn paa Muld, |
|
|
|
Lys-Alferne lege med Straaler! |
|
|
|
Ad Trapperne op, i Hald vi treen, |
|
Som det kunde været en Svale, |
|
Os klang under Fod den Marmel-Steen, |
|
Og mæled om Høielofts-Sale! |
|
|
|
|
|
Os tykdes et Fjeld for Øie staae, |
|
Af Jetter udhulet til Stue, |
|
Hvor Strimer af Guld og Sølv mon gaae, |
|
Og Aasene mødes i Bue! |
|
|
|
Hun havde dog Lys, skiøndt hun var tæt, |
|
Besynderligt er det at sige, |
|
Hvo ikke i Sal end saae sig mæt, |
|
I Gaarden han kunde udkige! |
|
|
|
|
|
Mig lystede meer at see paa Væg |
|
De Sparlagen favre og bolde |
|
, |
|
Der skinned vel Sværd med Odd og Egg, |
|
Guld-Hjelme og blinkende Skjolde; |
|
Men Meget derhos, jeg aldrig saae, |
|
Det Matfried mig vilde udtyde, |
|
Jeg kunde vel Alt ei ret forstaae, |
|
Med Gammen paa Talen dog lyde. |
|
|
|
Der Kongen jeg saae af Persen-Land, |
|
Det ligger i Øster-Leden, |
|
|
|
Af Drotter ei Een holdt for ham Stand, |
|
Med Kronen saa kiøbde de Freden; |
|
|
|
|
|
En Dronning dog sad fuldhøit i Nord, |
|
En Dronning for Skjold-Møer klare, |
|
|
|
For hende fuldbleg han sank til Jord, |
|
Den Drot, med saa fager en Skare! |
|
Han først hendes Søn bedrog med Viin, |
|
Han dyrt maatte Gildet betale, |
|
I Hjertet han skar den Dronning fiin, |
|
Sin Harme hun vilde nu svale: |
|
Hun fyldte et Kar med Mande-Blod, |
|
Til Hovedet blegt af sin Fiende, |
|
|
|
|
|
Hun sagde, her nyd for Tørst Du Bod! |
|
Saa skiænkes dig Viin af en Kvinde. |
|
|
|
|
|
|
|
Paa |
|
|
|
Sinde mig |
|
|
|
faldt |
|
ei noget Savn, |
|
Som det om Kong Cyrus |
|
hin bolde, |
|
Hver mærke deraf, med Heltens Navn, |
|
Hvad Hovmod i Høihed mon volde! |
|
Om Konger i Flok, fra Øst og Vest, |
|
Da hørde jeg Sagnene mange; |
|
Trods Matfried, jeg troer, de mindtes bedst, |
|
|
|
Naar rimes de kunde til Sange, |
|
Som hjemme hos os det før var Sædd, |
|
|
|
Med Sæger om Aser og Jetter, |
|
Om |
|
Frode |
|
, og |
|
Rolv |
|
, den Helt urædd, |
|
Som Dannemænd aldrig forgiætter! |
|
|
|
Dog mærked jeg mig det Matfrieds Ord: |
|
Det kommer ei let ud af Lave, |
|
Som ristes i Bog alt paa en Snor, |
|
Der kan man til Grunden sig stave; |
|
Saa følger der Konst med Christendom, |
|
Og Vidskab i talrige Maader, |
|
|
|
Der er ingen Vei, jo gaaer til Rom, |
|
Der giættes de mørkeste Gaader! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Til Høibords jeg sad, med Dronning min, |
|
Med Søn og med Høvdinger mange, |
|
Man skiænked for os den klare Viin, |
|
Den voxer i soelskiære Vange! |
|
Af Kager og Suul var meer end nok, |
|
Ei Mester, ei Mage, jeg tænker, |
|
|
|
Peer Bager vel har, og Gunde Kok, |
|
|
|
|
|
Og Otte den store Viin-Skiænker! |
|
Ved Gilde saa flot man seer det ret, |
|
At tidigst af Alt er vort Øie; |
|
Thi Ingen sig aad dog meer end mæt, |
|
Med Rusen lod alle sig nøie! |
|
Saa hvisked min Skjald, som hos mig sad, |
|
Og sagde: nu Dannemænd huge, |
|
Det mærker jeg nok, vildfremmed Mad, |
|
Trods Skiverne i deres Buge! |
|
|
|
Tie kvær, sagde jeg, du Aaben-Mund, |
|
Naar Keiser vil Dannemænd ære! |
|
Han er ingen Trold, for han er rund, |
|
Hver lade, som Baaden kan bære! |
|
|
|
|
|
|
|
Det kimed i Sky, en Morgen-Stund, |
|
Vidunderligt var det at høre, |
|
Det svarede dybt i Hjerte-Grund, |
|
Det rungede sært i vort Øre! |
|
Det var, som der sprang en Hinde haard, |
|
Saa lydhøre bleve vi fage, |
|
Den vildeste Bjørn i Keiser-Gaard |
|
Sig blanded med Faarene spage! |
|
|
|
Til Kirke vi reed i Christen-Tøi, |
|
Saa kaldte vi Klæderne hvide, |
|
Og Portene op paa Gavlen fløi, |
|
For Præster i Kjortlene side; |
|
|
|
|
|
|
|
Saa saare de sang med Stemme stærk, |
|
|
|
Der legdes slet ikke paa Strænge, |
|
Men underlig klang et Orgel-Værk, |
|
Som det vilde Murene sprænge! |
|
|
|
|
|
Jeg mindes det end kun som en Drøm, |
|
Den særeste Nogen vil tænke, |
|
Hvorlunde jeg blev, saa ør, saa øm, |
|
Og lod mig saa underlig stænke, |
|
I Faders og Søns og Hellig-Aands Navn, |
|
|
|
Som christelig Tro tilholder, |
|
Og vidner: den Daab er Sjæle-Gavn, |
|
Med Troen hun Salighed volder! |
|
|
|
Jeg neppe det saae, den Dag fuldsær, |
|
Hvor deiligt det Huus var at skue, |
|
Men mærked mig dog, det var nok værd, |
|
At vanke her tit under Bue! |
|
Mig huged som bedst det Billed-Værk, |
|
Der vinkede, hvor man sig vendte, |
|
|
|
Skiøndt Glavind og Skjold, og Brynje-Særk, |
|
Var lidt, mod hvad ikke jeg kjendte! |
|
|
|
Her ledte mig |
|
Theut |
|
fuldvel omkring, |
|
|
|
Paa Tider, da Messen var ude, |
|
Han vidste Beskeed om hver en Ting, |
|
Fra Orgel og indtil Rude. |
|
|
|
Mig fulgde min Skjald og her paa Fod, |
|
Den Kirke han godt maatte lide, |
|
Hvor Syn gik for Sagn, hvad skrevet stod, |
|
Fik magelig her man at vide! |
|
|
|
Et Menneske-Par, paa venstre Haand, |
|
Man saae, med et Træ og en Slange, |
|
Det er, sagde Theut, den fule Aand, |
|
Der gjorde os Kaarene bange: |
|
Forældrene her til hvert et Barn, |
|
Som fødes af Kvinder med Smerte, |
|
|
|
|
|
|
|
Forlokkes i Kveld af ham, det Skarn, |
|
|
|
Hvis Edder end knuger vort Hjerte! |
|
De staae i saa prud en Abildgaard, |
|
Som Paradis kaldes i Bogen, |
|
|
|
Men Døden han er deres bange Kaar, |
|
Om Træet de røre i Krogen! |
|
Det Kundskabens Træ paa Ondt og Godt, |
|
Som det monne kaldes i Bogen, |
|
|
|
|
|
Det æde de af, Guds Ord til Spot, |
|
Saa sledskelig daarer dem Snogen! |
|
See, |
|
Adam han var som En af os, |
|
Saa sagde den Gud, hannem skabte, |
|
|
|
Nu være han vil os liig paa Trods, |
|
|
|
Thi hører han til de Fortabte. |
|
Herud af min Abildgaard paa Stand! |
|
Her kun mine Børn skal lege, |
|
I æde nu Græs i Dyre-Land, |
|
Til Kinderne vorde fuldblege! |
|
|
|
Jeg stædte jer godt ved Livets Træ, |
|
|
|
Dets Lige ei rinder af Rode, |
|
Seer til, om I selv, nu Folk som Fæ, |
|
Kan Magen i Tornene pode! |
|
|
|
Hvad siger Du, |
|
Theut! min Skjald udbrød, |
|
Kan I jer saa underlig stave |
|
Til Tidende klar om Balders Død, |
|
Og |
|
Lokes forbistrede Gave, |
|
Om Frugten saa beedsk paa Mistel-Green, |
|
Og Snogen, sig bider i Hale; |
|
I sige os da Beskeed fuldreen |
|
Om |
|
Rinde |
|
i Vest, og om Vale! |
|
|
|
|
|
|
|
Tie Kvær! sagde jeg, forstyr ham ei |
|
Saa med dine Æventyr vilde! |
|
Ham Rinde er hip som hap med |
|
Frei, |
|
|
|
|
|
Oddhrærer er ikke hans Kilde! |
|
|
|
Hvad mumler I om, sagde |
|
Theut, lidt but, |
|
Mig tyktes, I talde om |
|
Barken, |
|
|
|
Af Paradiis-Træ kanskee vel brudt, |
|
Og plantet saa i Danemarken! |
|
Kan være, I veed da meer end jeg, |
|
Kan Resten jer selv udtyde, |
|
I have da reist fuldlang en Vei, |
|
Som eder maa sagtens fortryde! |
|
Godt Ord igjen! sagde jeg, min Ven! |
|
|
|
I tage det ei til Mis-Tykke! |
|
|
|
|
|
End mumler min Skjald lidt mellem Tænd, |
|
Det er saa hans stændige Nykke, |
|
|
|
Han kan ei derfor, er født dermed, |
|
Det spøger lidt hos ham i Krogen, |
|
|
|
Dog finder godt Ord hos ham godt Sted, |
|
Han tier og gierne for Bogen! |
|
|
|
Saa kom vi da vel alt fra den Bark, |
|
Som Tydskeren gjorde af Rinde, |
|
|
|
Han vidste det ei, at i Danmark |
|
|
|
Den Rune betyder en Kvinde, |
|
Som avled en Søn, der |
|
Vale |
|
hedd, |
|
Han hevnede Balder hin Gode; |
|
|
|
Thi tykdes min Skjald, der i det Bedd |
|
Sig meget lod plante og pode! |
|
Saa er det hos os et gammelt Ord: |
|
|
|
Hvad godt er, som Rugen og Hveden, |
|
|
|
|
|
Det kan ogsaa groe i Dane-Jord, |
|
Og trives, endogsaa paa Heden! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vi kom til et Vand, der flød en Holk, |
|
Det Skib, sagde Theut, monne skjule |
|
|
|
Forældrene nye til alle Folk, |
|
Til Dyr og til flyvende Fugle! |
|
Dem bjergede Gud, af stor Miskund, |
|
I Arken, saa kaldes den Færge, |
|
|
|
Da Fiskene, som paa Havets Bund, |
|
Gik over de høieste Bjerge! |
|
Der frelstes i Alt kun fire Mænd, |
|
De havde sig hver dog en Kvinde, |
|
Af dem der paa Jord blev Folk igien, |
|
Hvor de nu er alle at finde; |
|
Der bjergedes og med dem et Par |
|
Af alle de Dyr, man vil nævne, |
|
|
|
Af Somme end fleer, som rarest var, |
|
Og Alt hvad os Gud vilde levne! |
|
|
|
|
|
|
|
Men, sagde jeg saa, hin sorte Ravn, |
|
|
|
Og Duen derhenne med Bladet, |
|
|
|
Hvor kommer de fra, hvem giør de Gavn, |
|
Hvem har dem saa udenbords madet! |
|
Det, mumled min Skjald, er |
|
Odæns Ravn, |
|
|
|
Berg-Elmer han stikker histinde! |
|
Ja vist, sagde Theut, du veed hans Navn? |
|
Lad høre, hvad hedder hans Kvinde? |
|
Det veed ikke jeg, men |
|
No |
|
hedd han, |
|
Og Sem, Cham og Japhet hans Sønner; |
|
|
|
Han bjerged den Ravn fra Riseland, |
|
|
|
|
|
Men ilde den Rovfugl ham lønner, |
|
|
|
Han sagde: see ad, er Jorden tør, |
|
|
|
Og bring mig der Bud om tilbage! |
|
Men Ravn slider Liig, nu end som før, |
|
Og kalder det kronede Dage! |
|
|
|
|
|
Saa Duen ei her, hun kommer glad, |
|
Mod Aften tilbage til Arken, |
|
Og bærer i Mund som Brev et Blad |
|
Af hvad der nu grønnes paa Marken! |
|
|
|
Har Skov-Duen ei, i Dane-Land, |
|
Som bygger saa trofast sin Rede, |
|
|
|
Og kurret i Løn for dig et Gran, |
|
Om hvad vel det Blad monne hede? |
|
|
|
Da blussed min Skjald, og mæled høit: |
|
Før I finge Bogen at læse, |
|
Som drive nu Spot med Daner drøit, |
|
Hvad lugtede da eders Næse? |
|
|
|
Hvad Andet end Liig, som Ravnen sleed, |
|
Og Røgen af brændte Indvolde! |
|
|
|
Vi Daner, om end kun lidt vi veed, |
|
Dog førde lidt meer udi Skjolde! |
|
|
|
Thi dril os ei saa, Du Tydske Mand, |
|
|
|
Som Katten man træder paa Hale! |
|
|
|
|
|
For Tunge ei hold din hvasse Tand, |
|
|
|
Om mærke vi skal paa din Tale! |
|
Den Due, jeg meen, saa mange Mil |
|
Vel flyver fra Ege og Graner, |
|
Som ogsaa hun fløi fra Bøg og Pil, |
|
Men kurred dog ogsaa for Daner, |
|
Om alle de Folk, paa Jorden boe, |
|
|
|
|
|
Som du vel maa vide fuldbedre, |
|
Nedstammer fra ham, du kalder No; |
|
|
|
Thi Daner var og vore Fædre, |
|
Og er det end dumt, vi dog det saae, |
|
|
|
Som Ordet mon lyde fra Odæn: |
|
Hvert Æble fuldlangt man trille maa, |
|
Før meer det ei smager ad Roden! |
|
|
|
Herover blev Theut i Hug saa gram, |
|
Han vilde ei meer mig ledsage, |
|
Naar ikke min Skjald, med alt hans Kram, |
|
I Herberget lodes tilbage! |
|
Deri jeg mig fandt, dog Skjald, i Nord, |
|
|
|
Mon agtes for Konninge-Øie, |
|
|
|
Hvo Fingeren stak, som Dan, i Jord, |
|
|
|
Har lært efter Folk sig at føie! |
|
|
|
|
|
Om alle de Tegn, paa Kirke-Væg, |
|
Jeg hørde da Talerne lange, |
|
Vel stundom lidt tør mig faldt den Præk, |
|
Jeg tænkde: gid det var paa Sange! |
|
Fuldmeget iblandt for mig løb rundt, |
|
Saa ikke jeg kunde det samle; |
|
Dog tykdes mig Alt saa sandt og sundt, |
|
Som fyndigste Ord af de Gamle! |
|
Saa lærde mig da den Bibel-Tolk, |
|
For |
|
Bibel |
|
saa kaldte han Bogen, |
|
|
|
At kiende med Skiel et eget Folk, |
|
Som bode langt øster i Krogen; |
|
Saa underligt Folk, saa galt og godt, |
|
Vist haver ei Mage paa Jorden, |
|
Men kjender igjen man Stort i Smaat, |
|
|
|
|
|
Man finder vel Frænder i Norden! |
|
|
|
Mig underligst var det røde Hav, |
|
Slet ikke for Bølgerne røde, |
|
Dem kiende vi grandt, men for den Stav, |
|
Som der lagde Hjelmene øde! |
|
Der, tykdes mig, klart Guds Haand jeg saae, |
|
Hvor Hyrderne mægted at bunde, |
|
Mens Kæmperne sank som Stene graa, |
|
Og ginge med Djærvhed til Grunde. |
|
|
|
Saa ganger end Holk med Lyst i Bad, |
|
Hvor Strøm over Skiærene bruser, |
|
Saa kløves endnu, med Aare-Blad, |
|
Den Bølge, Staal-Hamren ei knuser! |
|
Hvad mest jeg besaae, var Herrens Huus, |
|
Kong Salomon lod det opbygge, |
|
|
|
Det lignes vel seent med Steen og Gruus, |
|
Enddog det er nu kun en Skygge! |
|
|
|
Saa tykdes mig Alt, i Christenhed, |
|
At stile saa smaat, efter Haanden, |
|
Paa hvad som en Sky fra Bjerget gleed, |
|
Og taarned fuldbradt sig i Aanden! |
|
I Grunden mig var, dog kvær jeg tav, |
|
Naar ei jeg med Skjalden var ene, |
|
Den Kirke i Mæntz en Tempel-Grav, |
|
Med deilige Rune-Stene, |
|
Og Paven i Rom, for sig vel god, |
|
|
|
Slet ikke med Aaron at ligne: |
|
En Ypperste-Præst af Kiød og Blod, |
|
|
|
Som vil os med Haanden velsigne! |
|
Med Tiden, engang, det skeer jo vist, |
|
|
|
|
|
Men ikke ved Menneske-Hænder, |
|
At Templet, hos dem, der troe paa Christ, |
|
Haandgribelig stort sig fuldender! |
|
|
|
Det skiønned jeg paa den høire Haand, |
|
Hvor Christi Bedrift var aftegnet, |
|
|
|
Thi Legeme der var født af Aand, |
|
Om rigtig hans Æt er udregnet! |
|
|
|
Vel Konger for ham maa bøie Knæ, |
|
|
|
Hvem Englene tjene saa gierne, |
|
Og plantede han paa Jord et Træ, |
|
Maa Toppen vel naae til hans Stierne! |
|
Ja Mage til Mand var ei paa Jord, |
|
Og været der har han tilvisse, |
|
Thi, sagde min Skjald, var mit hans Ord, |
|
Da hviled hans Aand paa min Isse, |
|
Og jeg lægger til: var Ordet Løgn, |
|
Som lyder om Christ over Lande, |
|
Da fødes ei den i noget Døgn, |
|
Som finder paa Jorden det Sande! |
|
Han rørde mig mest, i Krybben lagt, |
|
|
|
Som Rede gav Himmelens Ørne, |
|
Og saa, hvor han stod, i Purpur-Dragt, |
|
|
|
Taalmodig, med Kronen af Tjørne! |
|
Paa Svøbet dog ei, paa Saar og Blod, |
|
Min Tro og mit Haab tør jeg grunde, |
|
Men kun paa det Ord, at han opstod, |
|
Som lyder fra reneste Munde: |
|
|
|
|
|
Fra Munde i Flok, der sang hans Priis, |
|
Naar Hjertet for ham maatte briste; |
|
|
|
Ei kiøber saa dyrt man Paradis, |
|
|
|
|
|
|
|
Af hvem der gav Orme det Sidste! |
|
Ei kunde for Christ de gaae i Død, |
|
|
|
Der saae ham i Hulen begravet, |
|
Var ei han med Glands, af Jordens Skiød, |
|
Opsteget, som Solen af Havet! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ansgar ɔ: Æsger. |
|
|
|
|
|
Der var en Keiser, kiæk og bold |
|
Han foer om Land med Herre-Skjold, |
|
|
|
|
|
Han vandt saamangen Seier klar, |
|
|
|
At Prisen han for alle bar! |
|
|
|
I Spaniland, ved Ronceval, |
|
Han Blaamænd slog i Tusind-Tal, |
|
|
|
Og mangen vældig Hedning-Hær |
|
Ved Bloksbjerg segned for hans Sværd! |
|
|
|
Hvert Land, fra |
|
Elbens |
|
Mund til |
|
Rom, |
|
|
|
Var underlagt hans Herredom, |
|
Og, om end haard i Storm og Strid, |
|
I Fred var han dog mild og blid! |
|
Han gjorde Vei i vildsom Ørk, |
|
|
|
Og tændte Lys i Hedning-Mørk; |
|
Saa, naar han hjem fra Striden foer, |
|
Opvoxde Kirker i hans Spor! |
|
|
|
|
|
Han undte hver Mand Ret og Skiel, |
|
Og boglig Konst han fremmed vel, |
|
|
|
Ja, for at lære selv sin Bog, |
|
|
|
Paa Thronen blev han Skole-Pog! |
|
|
|
|
|
|
|
Carolus Magnus |
|
|
|
var det Navn, |
|
Han længe bar til Folke-Gavn; |
|
|
|
|
|
Det Navn i Bog kan ei døe hen, |
|
Mens |
|
Tydskland |
|
haver Præst og Pen! |
|
|
|
Jeg mindes grandt, som fra i Gaar, |
|
Den Herre end fra Drenge-Aar; |
|
Jeg saae ham i hans Keiser-Pragt, |
|
|
|
Og tænkte: han har Guddoms-Magt, |
|
Jeg saae hans Glands, men ei hans Støv, |
|
Jeg saae hans Vext, men ei hans Løv, |
|
Og sagde: det er vundet Spil, |
|
Ham Riget hør med Æren til! |
|
Dog snart det over Lande lød: |
|
|
|
|
|
Carolus Magnus, han er død, |
|
Han straaled nys af Sølv og Guld, |
|
Nu ligger bleg han under Muld; |
|
|
|
Af Rigerne, dem Gud ham gav, |
|
|
|
Har Alt i Alt han kun en Grav, |
|
Den seierrige Helt i Slag, |
|
|
|
Gud naade ham paa Domme-Dag! |
|
Det gaaer saa daglig til paa Jord: |
|
Een sønderknuses af det Ord, |
|
Der farer tusind Gange Ti, |
|
Kun som et Munds-Veir, let forbi! |
|
Mig var det Ord et Torden-Slag, |
|
Og for mit Øre, Nat og Dag, |
|
Det brused som en Klippe-Elv: |
|
|
|
Græd ei for mig, græd for dig selv! |
|
|
|
Gik med den stolte Eeg det saa, |
|
Hvor vil det da med Sivet gaae! |
|
|
|
Fuldsært jeg drømde da, en Nat, |
|
|
|
|
|
At, som jeg laae, jeg døde brat, |
|
Men fik et Legem nyt igien, |
|
Og vandred med to store Mænd, |
|
Mig tykdes, under Martyr-Krands, |
|
Jeg saae Sanct |
|
Peder |
|
og Sanct |
|
Hans! |
|
|
|
|
|
Alt efter Himmelboers Skik, |
|
Vi svæved heller end vi gik, |
|
Og Stien, hvor man snubled ei, |
|
Var lys, som Himlens Melke-Vei! |
|
Med Eet blev Stien dog fuldmørk, |
|
Og Alt omkring os ligt en Ørk, |
|
Alt som naar Himlen, klar og feir, |
|
|
|
Mon sortne brat i Torden-Veir! |
|
Ei kunde Haand jeg for mig see, |
|
Og ene stod jeg Dage tre, |
|
Som tykdes mig vel tusind Aar, |
|
|
|
Saa længdes Dag i Skiærsild haard, |
|
|
|
Hvor Mulmet om mig sammenslog, |
|
Og neppelig jeg Aande drog! |
|
Derpaa igjen, med dobbelt Glands, |
|
Jeg saae Sanct |
|
Peder |
|
og Sanct |
|
Hans, |
|
|
|
Og glade, som hvem Gud er med, |
|
|
|
End fortere vi kom afsted, |
|
|
|
I Lignelse, fra By til By, |
|
Men dog, som det var over Sky, |
|
|
|
Thi hvor vi skimted Folk i Flok, |
|
Det var alt som en Stjerne-Skok, |
|
I Folke-Ham, med Lovsangs-Røst, |
|
Der neiede for Soel i Øst! |
|
|
|
I Øster-Lid, hvor Soel opstaaer, |
|
|
|
|
|
|
|
Vi kom til Lysets Magle-Gaard! |
|
|
|
I Borge-Porten alt paa Rad, |
|
De fir' og tyve Gubber sad, |
|
Som Sancte Hans Evangelist |
|
Henrykt i Aanden saae forvist! |
|
|
|
|
|
Jeg siger sad, enddog hvorpaa, |
|
|
|
Jeg ingenlunde kan forstaae, |
|
Thi Alt var der, skiøndt |
|
legem-ligt, |
|
|
|
Dog ei som her man finder Sligt, |
|
Saa, med hver Farve og Gestalt, |
|
Var Lyset dog i Grunden Alt! |
|
|
|
|
|
Det Lys-Hav, som en Straale-Elv, |
|
Udsprang af Morgen-Røden selv, |
|
Saa Alt var som en Straale-Krands, |
|
Med Regnsky-Buens Farve-Glands, |
|
Og Skikkelser af hvert et Navn |
|
Var Lys i Morgen-Rødens Favn, |
|
|
|
Og hver en Skabning var fuldglad, |
|
Saa Lys og Lov-Sang fulgdes ad! |
|
|
|
|
|
Da randt i Hug mig Herrens Ord: |
|
O, tænkde jeg, her |
|
Jesus |
|
boer, |
|
Thi, i en Lignelse, det gaaer |
|
Grandgivelig, som skrevet staaer: |
|
|
|
Hvad Engle ei udgrandske kan, |
|
|
|
|
|
I ham er Alt, og Alt er han! |
|
|
|
|
|
Man her ei Soel og Maane seer, |
|
|
|
Ei skielner Jord og Himmel meer! |
|
Han er det Lys, med Liv og Ord, |
|
I hvem al Fylde klarlig boer! |
|
|
|
|
|
Han er i Alt, som Liv og Aand, |
|
Og holder Alt dog i sin Haand! |
|
Han føder her, og favner hist, |
|
Thi hans er Kraften først og sidst! |
|
|
|
Som nu jeg stod, og stirred fast |
|
Paa Kilden til hvert Straale-Kast, |
|
|
|
Af Herlighedens Glands udfoer |
|
Saa dybt og sødt og klart et Ord, |
|
Som man sig tænke kan |
|
det Bliv, |
|
|
|
Al Verden skylder Lys og Liv; |
|
Og Guddoms-Ordet lød: far hen! |
|
Men kom saa hid til mig igien! |
|
|
|
Med Suk, men dog med salig Trøst, |
|
|
|
Jeg lød den klare Guddoms-Røst, |
|
Der sendte mig fra Glædens Sal, |
|
Dog kun som Bud, til Graadens Dal, |
|
Ledsaget did, hvor før jeg var, |
|
Af samme store Helgen-Par! |
|
|
|
Ei mindste Ord af dem jeg fik, |
|
Men dog saa ømt et Engle-Blik, |
|
Som Moder fæste kan i Løn |
|
Med Fryd paa sin eenbaarne Søn, |
|
|
|
|
|
Og dette Blik, med Haabets Ord, |
|
Var al min Trøst paa denne Jord! |
|
Dog, tit endnu, med Gysen kold, |
|
Jeg tænkde: Død er Syndens Sold, |
|
Til klart det mig i Drømme blev, |
|
At |
|
Jesus |
|
siger: Dødning! lev! |
|
Den Drøm mig aldrig gaaer af Hu |
|
Fra jeg den havde, mens endnu |
|
|
|
|
|
Jeg i det gamle |
|
Corvei, ung, |
|
Gik Skole-Veien tør og tung! |
|
|
|
Ved Sancte Peders Huus saa boldt, |
|
For Peblinger jeg Skole holdt, |
|
|
|
|
|
Og drømde, at, paa Knæ i Kveld, |
|
Jeg bad i |
|
Døberens Capel, |
|
Hvor det var mig en daglig Skik, |
|
Naar Skolen til og fra jeg gik, |
|
At hvile underveis i Løn, |
|
Og samle Kraft i stille Bøn! |
|
Da pludselig, mig tykdes, saae |
|
En Jødisk Mand jeg for mig staae, |
|
Men høi og rank og himmelskiøn, |
|
|
|
Med Glands som den eenbaarne Søn, |
|
Saa flux jeg knæled for hans Fod, |
|
Som |
|
Jesus Christus |
|
for mig stod! |
|
Stat op! saa lød hans Almagts-Ord, |
|
Og som en Pil jeg bradt opfoer, |
|
Men slog til Jord dog Øiet ned, |
|
For Synet af hans Herlighed! |
|
Da lød det mildt: bekiend dit Meen, |
|
At, Synder, du kan vorde reen! |
|
Ak, sagde jeg, min Daarlighed |
|
Ei skriftes kan, som Du den veed! |
|
Ja, Alt jeg veed, saa lød hans Svar, |
|
|
|
Men skrifte skal dog aabenbar |
|
|
|
For mig hver syndig Mand paa Jord, |
|
Om han vil renses ved mit Ord! |
|
Jeg lød, og hørde da: frygt ei! |
|
|
|
Din Synde-Skyld udsletter jeg! |
|
|
|
|
|
|
|
Som Drøm det store Syn forsvandt, |
|
Men Trøsten, jeg i Søvne fandt, |
|
Hvor end jeg vanked, fulgde med, |
|
Og svigted ei paa Gravens Bredd! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Dengang, til spæde Planters Ly, |
|
Et |
|
Corvei |
|
byggedes paa Ny, |
|
I Sachsenland, og did jeg kom |
|
At lære Døbte Christendom; |
|
|
|
Men snart Guds underlige Raad |
|
Mig kaldte til en større Daad: |
|
At være mellem Hedning-Folk |
|
|
|
Hans Sandheds og Hans Naades Tolk, |
|
Og der, i fyrgetyve Aar, |
|
Jeg lærde, under bange Kaar, |
|
At Mand i al sin Kraft er Muld, |
|
Men Herren stærk, og tro som Guld! |
|
|
|
Der kom en Drot fra |
|
Dane-Land, |
|
|
|
Og blev i Mænz en christnet Mand; |
|
|
|
Men Keiser Ludvig og hans Raad |
|
Ei Nogen vidste, som paa Baad, |
|
For |
|
Christi |
|
Skyld, den høie Sø |
|
Beseile gad til Daners Øe, |
|
At plante og at vande der |
|
Det lille Frø blandt vilde Træ'r! |
|
|
|
Min Abbed |
|
Vale |
|
|
|
kom da nu |
|
Min Agt men ei min Magt i Hu, |
|
Og sagde: jeg en Broder veed, |
|
Som meget vist for |
|
Christus |
|
leed, |
|
Er from i Sind, og kan sin Bog; |
|
|
|
|
|
|
|
Men om han paa saa langt et Tog, |
|
Til vilden Ørk, ad tornet Vei, |
|
Har noksom Mod, det veed jeg ei. |
|
|
|
Jeg kaldt da blev, og spurgt dernæst, |
|
Om jeg vel, som en fremmed Giæst, |
|
Var villig til, med Livets Ord, |
|
|
|
For Christi Skyld, at gaae til Nord? |
|
|
|
Mig tykdes, den ei havde Kaar, |
|
Som troed paa, hvad skrevet staaer: |
|
|
|
Hvo over Alt ei har mig kiær, |
|
Og følger tro, er mig ei værd! |
|
|
|
Thi tog jeg Korset op paa Stand, |
|
|
|
Og loved mig til Dane-Land! |
|
Dog, Lidet selv, end sige Stort, |
|
|
|
Langt lettere er sagt end gjort: |
|
|
|
Ei tykdes Martyr-Kronens Glands |
|
Mig dyrekiøbt med Torne-Krands, |
|
|
|
Men Kiød er Græs, thi sank jeg bradt |
|
Til Jorden, raadvild, syg og mat, |
|
|
|
Da paa min Svaghed stormed fast, |
|
Som Fiende-Spot, saa Venne-Last! |
|
|
|
Det trindt mig i hver Tone lød: |
|
Din Stoltheds Drøm er vist nok sød, |
|
Da saa, med sælsom Velbehag, |
|
Du vælger mellem Nat og Dag! |
|
Hvo grandsker ud dens christne Tro, |
|
Som higer did, hvor Djævle boe! |
|
Ei tolke Tunger, hvad jeg leed, |
|
Da jeg fra Alt paa Jord mig sleed, |
|
Og Sjælen, trods hvert Baand som brast, |
|
|
|
|
|
Dog hængde end ved Støvet fast; |
|
Men Vingaards-Manden, faderøm, |
|
Ei glemde, med sin Godheds Strøm, |
|
|
|
|
|
Den vilde, dunkle Vingaards-Krog, |
|
Hvor bedende, med Herrens Bog, |
|
Jeg laae, i Hu saa vaandefuld, |
|
Og ønskede mig under Muld! |
|
|
|
Sin Engel, i en trofast Ven, |
|
Han sendte mig til Følgesvend, |
|
Og knytted saa, med Hjerte-Baand, |
|
Mit Støv til Støv i samme Aand! |
|
Det lød alt som en Engels Røst, |
|
Fra |
|
|
|
Ødberts |
|
|
|
fromme, ædle Bryst: |
|
Ei ene, det forbyde Gud, |
|
Du vandre skal af Riget ud, |
|
Til Hedning-Ørk med bange Kaar, |
|
|
|
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer! |
|
|
|
|
|
|
|
Den fromme Sjæl! Han endte snart, |
|
I Paradis, sin Pilgrims-Fart, |
|
|
|
Men dog bestandig, til min Trøst, |
|
Det, med den samme Engle-Røst, |
|
|
|
End toned under hvide Haar: |
|
|
|
Jeg følger dig, hvorhen du gaaer! |
|
|
|
Jeg vandred mangt et mødigt Fjed, |
|
Før jeg indgik til Himlens Fred, |
|
|
|
Og sjelden var i Nord min Sti |
|
For Steen og hvasse Torne fri, |
|
Saa stride Taarer faldt, med Skiel, |
|
|
|
Paa Daners Mark og Sverrigs Fjeld! |
|
|
|
|
|
Ja, eengang, med min Bispe-Stav, |
|
|
|
|
|
Jeg gik som i min egen Grav, |
|
Gik, nøgen under Jorde-Lin, |
|
Med Aske-Been af Helgen-Skrin, |
|
|
|
Misundende hver Skovens Fugl, |
|
Hvert Markens Dyr, sit Hjem og Skjul! |
|
Da brand-gul Viking-Hanen goel, |
|
Og spotted dybt nedgangne Soel, |
|
|
|
Som om, med Skade-Blus i Beeg, |
|
Den gyldne Soel af Havet steeg, |
|
Om Midje-Nat, mens Folket sov, |
|
Og Herrens Hus blev Luens Rov! |
|
Ja, det var Prøvelse fuldhaard, |
|
Thi tom var Stadens Høvdings-Gaard, |
|
Omsonst jeg efter Vaaben greeb, |
|
Mens Pilene i Luften peeb! |
|
For nær var Fienden, og for fjern |
|
Al ventet Hjelp til Lande-Værn, |
|
Og mens jeg mægted kun at flye, |
|
Opgik i Røg min Bispe-By, |
|
Var al min Trøst, som Trøst i Grav, |
|
|
|
At Herren tog, hvad Herren gav, |
|
Og hvad Han giør, er Alt til Gavn, |
|
Saa evig prises skal Hans Navn! |
|
|
|
|
|
Ei ene kom den store Sorg: |
|
|
|
End Asken røg af By og Borg, |
|
Da Rygtets Fugl, som Natte-Ravn, |
|
Bar Tidende fra Byrkas Havn, |
|
At rygende man skued der, |
|
Af Christen-Blod, det grumme Sværd! |
|
|
|
Dertil end bradt det Budskab kom, |
|
|
|
|
|
At død var Tydsklands Keiser from, |
|
|
|
Og Godset, han mig gav til Lehn, |
|
Af Sønnen, gold som Stok og Steen, |
|
Foræret, som et Venskabs-Pant, |
|
Til Snogen, der sig om ham vandt! |
|
|
|
|
|
I Nød man Venner kiende skal, |
|
|
|
Og aldrig stort er deres Tal; |
|
Thi vendte nu mig Alle Rygg, |
|
Som fulgde mig for Rug og Byg, |
|
|
|
For Straale-Kys af Verdens Soel: |
|
For Kannikdom og Bispe-Stol! |
|
Men dog os Faa, som blev igien, |
|
Var Herren lige fuldtro Ven, |
|
Og der Han skabde Sang af Graad, |
|
Da skimted jeg Hans skjulte Raad, |
|
Og vidste, ved Hans Alter, næst, |
|
At sætte hvem Han huged bedst! |
|
O! hvor blev jeg dog sjæle-glad, |
|
Da i sin Bog Han vendte Blad |
|
, |
|
Den store Mester, viis og klog, |
|
Der vender Alt som Blad i Bog, |
|
Og vendte her, i Dødning-Vang, |
|
Vort hule Suk til Fryde-Sang! |
|
|
|
Han flytted mig fra |
|
Hamborgs |
|
Grus, |
|
Til |
|
Bremens |
|
Gaard og Bede-Hus! |
|
Der fik jeg meer end Bod for Meen, |
|
Med Bispe-Stole to for een! |
|
Der fik jeg baade Sølv og Guld, |
|
Til Avlings-Drift i Dane-Muld! |
|
|
|
|
|
Der axled jeg Skarlagen-Skind, |
|
|
|
|
|
At stædes med for Konger ind, |
|
|
|
Og i den Danske Konges Gaard |
|
|
|
Mig timedes saa gode Kaar, |
|
At paa mit Ord sig fast forlod |
|
Den gamle |
|
Hedrik Eiegod, |
|
|
|
Fordi, som Keiserens Gesandt, |
|
Han Løgn ei paa min Læbe fandt, |
|
Og dømde om min Herre hist, |
|
|
|
|
|
Hvor Han gik frem, kom Svend dog sidst, |
|
|
|
Saa Han, langt over hver hans Svend, |
|
Var god at have til sin Ven! |
|
|
|
|
|
Nu løftede sig, rank i Sky, |
|
|
|
|
|
Vor Frues Hus i |
|
Hede-By, |
|
|
|
|
|
|
|
Og liflig over Heden klang |
|
Vor Frelsers Lov i Lærke-Sang! |
|
|
|
|
|
End tit det mig i Hjerte skar, |
|
At hvor jeg Ordet videst bar, |
|
Der var det plat forstummet nu, |
|
Hos Venner faa med Hedning-Gru; |
|
|
|
Thi Gødbert, Byrkas Bispemand, |
|
Ei giæste turde meer det Land, |
|
Hvor han blandt Klipper laae i Bolt, |
|
Og Frænden smagde Staalet koldt! |
|
|
|
|
|
Gak selv! var alt det Svar, jeg fik, |
|
Af hvem jeg bad, og selv jeg gik! |
|
|
|
|
|
Kong Hedrik gav mig Skudsmaal godt, |
|
Paa Reisen med til Sverrigs Drot, |
|
|
|
Men Mod og Lykke, til den Færd, |
|
Gav Kongen over |
|
Himlens Hær! |
|
|
|
|
|
|
|
Han Mod mig gav, som var Hans Skik, |
|
|
|
|
|
Mens Kiødet sov, ved Drømme-Blik: |
|
Jeg drømde, at i Hug fuldmod |
|
|
|
Jeg var, for hvad mig forestod, |
|
Og mødte, med min Hjerte-Sorg, |
|
En venlig Mand i Konge-Borg, |
|
Som sagde: sørg du kun ei saa, |
|
Gak til Propheten hist i Vraa! |
|
Han kiender Stenen, som du bær, |
|
Han siger sandt dig om din Færd, |
|
|
|
Din gamle Abbed |
|
Adelar; |
|
|
|
|
|
Men find ham selv, du Magten har! |
|
Alt mange Værelser forbi, |
|
Jeg kom til det, han throned i, |
|
Jeg kiendte strax hans Blik igien, |
|
Som Blikket af min gamle Ven, |
|
|
|
Og kraftelig, foruden Bog, |
|
Han talde saa i Bibel-Sprog: |
|
|
|
I Øer! hører, en og hver, |
|
Og mærker, fjerne Folke-Færd! |
|
Ufødt, af Herren, kaldtes du, |
|
Han kom dit skjulte Navn ihu, |
|
Han Mund dig gav, som Klinge bold, |
|
Hans Hænders Skygge blev dit Skjold, |
|
Alt som en Pil, Han kaldte rar, |
|
Han i sit Kogger skjult dig bar, |
|
|
|
Og sagde: du min Tjener est, |
|
I hvem Jeg herliggiøres bedst! |
|
|
|
Ved disse Ord, med fyrig Aand, |
|
Han strakde ud sin høire Haand, |
|
Der dog, som hindret paa sin Vei, |
|
|
|
|
|
Velsignende mig rørde ei, |
|
Skiøndt i det Haab, som dertil kaldt, |
|
Jeg Oldingen til Fode faldt! |
|
Men han blev ved, som skrevet staaer: |
|
|
|
Nu Herrens Ord til dig udgaaer, |
|
Du er af Moders Liv min Svend, |
|
Til Lys og Frelsning givet hen, |
|
Som du, for Folk i Tusind-Tal, |
|
Til Verdens Ende være skal! |
|
Ja, dig skal Konger stirre paa, |
|
Og Drotterne skal bradt opstaae, |
|
Naar de paa dig see Æren min, |
|
|
|
For Gud at kiende Herren din! |
|
|
|
|
|
Det Drømmen var, som Haabet gav |
|
Mig til en liflig Vandrings-Stav; |
|
|
|
Thi Øerne med Fryd jeg saae |
|
I Dane-Markens Bølger blaa, |
|
Og Verdens Ende, som man tro'r, |
|
Bag Sverrigs Klipper, høit i Nord! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Saa ankred da, med Haab i Stavn, |
|
Frimodig jeg i Byrkas Havn, |
|
|
|
Og grunded Kirken der paa Ny, |
|
Skiøndt alle Munde bad mig flye, |
|
Fordi, paa |
|
Uplands-Thing, en Skalk |
|
Nys havde, med en Djævle-Kalk, |
|
Forvirret alle Hjerner saa, |
|
At Løgnen fast de troed paa! |
|
Den Løgner hilsde, snedig nok, |
|
Fra Landets gamle Gude-Flok, |
|
At, skiøndt de end var ei saa graa, |
|
|
|
|
|
De kunde Alt jo forestaae, |
|
Saa dog, da nu vel Mange fandt, |
|
De trængde til lidt Nyt iblandt, |
|
De |
|
Gammel-Erik |
|
bød en Plads |
|
I deres himmelske Palads, |
|
Og meende, det var nok saa godt, |
|
At knæle for sin egen Drot, |
|
|
|
Som, paa et fiendtligt Herre-Bud, |
|
At ære mest en fremmed Gud! |
|
Det tykdes Folk en ære-Skiænk, |
|
Og Erik kom paa Gude-Bænk, |
|
Og mine Venner raabte: giv |
|
Alt hvad du haver for dit Liv! |
|
Nei, var mit Svar, slet kom jeg hid, |
|
Om for mit Liv jeg gav en Hvid, |
|
Og vilde for min Herre god |
|
Ei gierne vove Liv og Blod! |
|
|
|
|
|
Kong |
|
Oluf, saa hedd Sverrigs Drot, |
|
Mit Ærinde alt vidste godt, |
|
Af Kongens Bud fra Dane-Land |
|
, |
|
Som tro mig fulgde over Strand, |
|
Og hilsde fra Kong Hedrik god, |
|
Det var ham kiært, om Oluf lod |
|
Mig prædike, med frit Forlov, |
|
|
|
I Sverrig, som i Dane-Skov! |
|
|
|
Alt hvad jeg havde, Smukt og Rart, |
|
|
|
Jeg ogsaa holdt for ham uspart, |
|
|
|
Men Kongens Svar gik derpaa ud: |
|
Han havde Intet mod min Gud, |
|
Men da hin Vold mod Bisp og Klerk |
|
|
|
|
|
|
|
Var Kongens ei, men Folkets Værk, |
|
Saa kom og nu paa Menig-Mand, |
|
Og paa Lod-Kastning, Alting an. |
|
Da bad jeg til min Trøst i Nød, |
|
Som styrer Lodderne i Skiød, |
|
Som vender Strøm i Tanke-Sund, |
|
Og lægger Ord i Folke-Mund! |
|
|
|
Forgiæves ei til Ham jeg bad, |
|
Thi snart jeg hørde, sjæle-glad: |
|
|
|
Lodkastningen i Guders Navn |
|
Faldt ud til Christendommens Gavn, |
|
|
|
|
|
Og Bonde-Thingets Oldermand |
|
Udbrød: det aldrig skade kan, |
|
Af Godt at have Skieppen fuld, |
|
Og een Gud til, som er os huld; |
|
Thi, blev usaattes vi engang |
|
Med Guderne af gammel Rang, |
|
Saa havde vi i Krist en Ny, |
|
Til hvem om Hjelp vi kunde tye, |
|
|
|
Og det en Ny, som har det Lov, |
|
At naar tit andre Guder sov: |
|
|
|
I Havs-Nød og al Vaande stor, |
|
Da hjelper han for gode Ord! |
|
|
|
|
|
|
|
Saa blev det da i Loven sat, |
|
At Christendom var frit tilladt, |
|
Og Byrka før jeg ei forlod, |
|
End Kirken alt i Bygning stod, |
|
Og eied Gaard og Grund i By, |
|
Med |
|
Eribert |
|
til Biskop ny! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Dog, først i Himlen faae vi Ro, |
|
|
|
End skulde prøves haardt min Tro: |
|
|
|
Sig reiste En af Konge-Blod |
|
Mod Danmarks Hedrik Eiegod, |
|
Og fik, af Vikinger paa Hav, |
|
Saa frygteligt et Følgeskab, |
|
At skiøndt, i Land, hvor Slaget stod, |
|
Der kæmpedes med Løve-Mod, |
|
For Kongens Liv og Rigets Vel, |
|
Saa havde Fienden dog det Held, |
|
At i det Blod-Bad reves hen |
|
Kong Hedrik og hans gode Mænd; |
|
Og Rigets Arving, |
|
Hedrik Barn, |
|
|
|
|
|
Han faldt i slemme Skalkes Garn, |
|
Som idelig ham foreholdt, |
|
At Christendommen havde voldt, |
|
Med Guders Vrede, Himlens Straf, |
|
Som Danmark følde Vægten af! |
|
Nu laasedes da Kirke-Dør, |
|
Hvor den stod vidt paa Gavlen før, |
|
Thi |
|
Huge Jarl i Hede-By |
|
|
|
Var Høvedsmand for Troppen ny, |
|
Som skaffe vilde Landet Ro, |
|
Ved Daare-Strid mod Sandheds-Tro, |
|
Og som han Laas for Kirken slog, |
|
Saa Præsten han af Landet jog! |
|
Da klagede jeg Kirkens Nød |
|
For Kongen, som den grunde bød, |
|
|
|
|
|
For Ham, der taler, saa det skeer, |
|
|
|
|
|
Og Fiende-Skaren høit beleer! |
|
|
|
|
|
|
|
Han hørde mig, og førend jeg |
|
Til Dane-Drotten kom paa Vei, |
|
|
|
|
|
Mig giæsted alt hans Sende-Bud, |
|
Med Virak for de Christnes Gud! |
|
|
|
Igien fik Hedeby sin Præst, |
|
Ja, en fik |
|
Ribe |
|
snart dernæst, |
|
Og, hvad man aldrig saae tilforn, |
|
Nu Kirken fik et Klokke-Taarn, |
|
|
|
Saa kimes kunde høit i Sky |
|
Med Glædes-Kald fra By til By! |
|
For Huge Jarl ei Nogen skjalv, |
|
Han fredløs blev, saa halv om halv: |
|
Uddreves bradt af Hedeby, |
|
Og skulde Kongens Øine skye! |
|
|
|
Men Borkar Jarl, den Dannemand, |
|
|
|
|
|
Kun reddet, som af Ild en Brand, |
|
|
|
Da, af det gode Hjertes Børn, |
|
Der gjordes Bradd til Ulv og Ørn, |
|
Han atter, som det faldt sig bedst, |
|
Kom til at stande Kongen næst, |
|
Og aldrig meer en Avinds-Mand |
|
|
|
Brød Kirke-Fred i Dane-Land, |
|
|
|
Saa jeg hensov i saligt Haab, |
|
Om Grøde efter Dane-Daab! |
|
|
|
Ja, med det Haab, som Herren gav |
|
Den første Bisp, hvis Hyrde-Stav |
|
Berørde Danmarks Grændse-Skiel, |
|
Med |
|
Ebbes |
|
Haab om sjeldent Held; |
|
|
|
|
|
Thi Fyr og Flamme var den Mand |
|
|
|
|
|
For Plantelsen i Dane-Land, |
|
|
|
|
|
Og raabde, end fra Gravens Bredd, |
|
|
|
Til mig Modfaldne: vær ei rædd! |
|
|
|
Hvad Fæste fik i Jord saa god, |
|
Det rykkes aldrig op med Rod, |
|
Og sank end baade Bul og Top, |
|
|
|
Af Stubben groe igien de op, |
|
Og i det sidste Hjerte-Skud |
|
|
|
Der ruges Fugle-Unger ud, |
|
Som bære sjungende i Favn |
|
|
|
Til Verdens Ende Herrens Navn! |
|
|
|
Det var hans Spaadom, og mit Haab, |
|
Skiøndt hørt ei blev mit høie Raab |
|
Om Kronen prud, jeg stirred paa, |
|
|
|
Til Øiet brast i dunkle Vraa! |
|
|
|
|
|
O, søde Guddoms-Røst: far hen! |
|
Og kom saa hid til mig igien! |
|
Du misted da vel, ved min Synd, |
|
I Tidens Løb din halve Fynd, |
|
|
|
Saa rødmende jeg skal indgaae |
|
Til meget Mindre end jeg saae! |
|
|
|
Dog, |
|
Jesus! Herre! i din Haand |
|
Befaler evig jeg min Aand!! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Rimbert. |
|
|
|
|
|
|
|
Saae I Faders Helte-Daad? |
|
Hørde I hans Helgen-Graad? |
|
|
|
Nei, hans Skygge saae I kun, |
|
|
|
Under Bjeffe-Lyd af Hund! |
|
|
|
|
|
Det var ikkun Gud og Faa, |
|
Som lyslevende ham saae! |
|
Faa kun og med Gud det veed, |
|
Hvad han taalde, hvor han streed! |
|
Ved forunderlige Lyn, |
|
Stærke var hans Drømme-Syn: |
|
|
|
Han engang i Drømme saae |
|
|
|
Herren under Svøben staae, |
|
Gav for Romer-Knegtes Riis |
|
Gladelig sin Rygg til Priis, |
|
Kunde dog, ved rank at staae, |
|
Herren knap til Hærde naae! |
|
|
|
Visselig, det var hans Agt, |
|
Saa han stræbde, af al Magt, |
|
|
|
Som den bedste Svend paa Jord, |
|
Tro at følge Herrens Spor, |
|
|
|
Trodsed Svøber, Kors og Sværd, |
|
For at staae sin Herre nær! |
|
|
|
Derfor, skiøndt med Isse graa |
|
|
|
Han afblegedes paa Straa; |
|
|
|
Sikkert straale Kinder hans |
|
Nu i Martyr-Kronens Glands! |
|
|
|
Priser da, I Nordens Folk, |
|
Naade-Ordets høie Tolk, |
|
|
|
|
|
Tordneren mod syndig Trods, |
|
Barnet mellem Folk som os, |
|
|
|
Gnieren paa Vand og Brød, |
|
Ødeland paa Folk i Nød, |
|
Som en Kvinde nem til Graad, |
|
Som en Viismand snild i Raad, |
|
Som en Klippe, hvor det gjaldt, |
|
Som en Christen, fremfor Alt! |
|
|
|
|
|
O, det fromme Helgen-Barn! |
|
|
|
Han ei faldt i Hovmods Garn: |
|
|
|
Jærtegn saae vi i hans Daad, |
|
Helgen-Fromhed i hans Graad; |
|
|
|
Men blev Talen om, hvad Stort |
|
Herren havde ved ham gjort, |
|
Da vi saae et Engle-Smil, |
|
Naar han svared os med Iil: |
|
Veed I, hvilket Jærtegn stort |
|
Gud end ei ved mig har gjort, |
|
Beder Ham da kiønt derom, |
|
Saa jeg vorder god og from! |
|
|
|
Naar han opstaaer af sin Grav, |
|
Med de Mange, Gud ham gav; |
|
|
|
Gid blandt Daner |
|
vi da maae |
|
Engle-Smilet, som vi saae, |
|
Kiende gladelig igien, |
|
Hvor det lyder: gode Svend! |
|
Over Lidet var du tro, |
|
Nyd dit Meget nu i Ro! |
|
Gak nu, uden Sorg i Sind, |
|
Til din Herres Glæde ind! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Christi Kirke. |
|
|
|
(til Dana.) |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Dronning over Vide-Slet: |
|
|
|
Marken med de fagre Høie, |
|
Find din Krones Byrde let! |
|
Trøst dig over Tidens Møie! |
|
Dybt i Dane-Kongens Favn |
|
Hilset vær i Jesu Navn! |
|
|
|
|
|
|
|
Meget kan jeg lignes ved, |
|
Jordisk talt, som Himmerige, |
|
Som en Fattig med Guds Fred, |
|
Som Guds Hus og Himmel-Stige, |
|
Ja, som den, |
|
Han haver kiær, |
|
Hvem alt Sandt er lige nær! |
|
|
|
|
|
|
|
Øiet seer mig først paa Jord, |
|
Som et Hus med høie Gavle, |
|
Der omhvælver, paa Guds Ord, |
|
|
|
Døbe-Funt og Alter-Tavle, |
|
|
|
Pegende med Gylden-Spir, |
|
Paa den deiligste Saphir! |
|
|
|
|
|
|
|
I min Kraft, i Herrens Navn, |
|
Er jeg ved en Mand at ligne, |
|
Som har Bod for alle Savn, |
|
|
|
Kan oplive og velsigne, |
|
|
|
Kan ledsage i Hans Fjed, |
|
|
|
Som er Præst af Evighed! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
I min dybe Hjerte-Rod, |
|
Ligner jeg dog mest en Kvinde, |
|
|
|
Som har smagt, at Gud er god, |
|
|
|
Føler, hun er Hans Veninde, |
|
Der af Paradis gik ud, |
|
For at fæste sig en Brud! |
|
|
|
|
|
|
|
Det hvormed jeg allerbedst, |
|
Kan for Verden mig betegne, |
|
Er, at som en fremmed Giæst, |
|
Jeg omvanker allevegne, |
|
Kan mit Fædre-Land kun naae, |
|
Over Bølge-Skyer blaa! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Aabenbar, som Lys og Dag, |
|
Saa jeg vandret har paa Kloden, |
|
|
|
Siden Soel med Velbehag, |
|
Speiled sig i Jordans-Floden, |
|
Hvor sin Rede, bygt fuldgrandt, |
|
|
|
Duen fra Guds Eden |
|
fandt! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Paa den store Pindse-Fest, |
|
Ved hvis Ild jeg altid sjunger, |
|
Fik jeg, som al Jordens Giæst, |
|
Mange Fødder, alle Tunger, |
|
Bruger dem, til, ene tallt, |
|
|
|
Gud skal være Alt i Alt! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Eens til alle Folke-Færd, |
|
Raaber jeg, med deres Tunger: |
|
|
|
Livets Brød kom eder nær, |
|
Tager, stiller Sjælens Hunger! |
|
|
|
|
|
Vender om til Gud, og troer |
|
Kiærlighedens dybe Ord! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Faderen saa høit i Løn, |
|
Elsked de forlorne Trælle, |
|
At Han sin eenbaarne Søn |
|
Deres Brøde lod undgiælde; |
|
|
|
|
|
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært! |
|
Sønnen selv mig saa har lært! |
|
|
|
|
|
|
|
Sønnen selv nedsteg til Jord, |
|
Fødtes, lærde, leed og døde, |
|
Ja, til Nattens Hjem nedfoer |
|
|
|
Evighedens Morgen-Røde, |
|
Stod igjen, som Soel af Hav, |
|
Straalende dog op af Grav! |
|
|
|
|
|
|
|
Dermed dyrt har han fortjent |
|
Sine Venner Glands og Glæde, |
|
I hans Navn er jeg udsendt, |
|
Dem at samle om hans Sæde, |
|
Til hans Fylde, med hans Aand, |
|
Ved hans Faders høire Haand! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Kommer da, i |
|
Jesu |
|
Navn, |
|
Om Guds Venner I vil være! |
|
|
|
Troer, at til Glædens Havn, |
|
|
|
Daabens Ark kan eder bære, |
|
|
|
|
|
|
|
Trods Synd-Floden, som med Gny |
|
Rager brusende i Sky! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Troer det, paa |
|
Jesu |
|
Ord, |
|
At, skiøndt Støvets Øie brister, |
|
Hjertet dog ved Herrens Bord, |
|
Faaer et Liv, det aldrig mister! |
|
|
|
Tro'r det, skiøndt det tykkes sært! |
|
Evigt Liv er Alting værdt! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Saa jeg raabde, hvor jeg kom, |
|
Hvor jeg stod, om end paa Gløder, |
|
|
|
|
|
Saa jeg Daab og Christendom |
|
Bar til Græker, som til Jøder, |
|
|
|
|
|
Saa, til Liv og Død, paa Jord |
|
Førde rundt jeg Korsets Ord! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Alt som Herren, trindt paa Jord, |
|
Raabde jeg, blandt alle Slægter: |
|
|
|
|
|
Troer ubeseet Guds Ord! |
|
Lykkelig er hvo det mægter! |
|
|
|
Dog enhver, som det attraaer, |
|
Troen og i Hænde faaer. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hvor jeg vandred, i hver Egn, |
|
Mine Spor end staae paa Tue! |
|
Saae end før I store Tegn, |
|
Større kan hos mig I skue: |
|
|
|
Stumme sang, da Blinde saae |
|
Dødninger af Grav opstaae! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Dronning over Dane-Mark: |
|
Sletten med de gamle Høie! |
|
|
|
Ogsaa dig jeg bød min Ark, |
|
Til den døde Sø at pløie! |
|
Som din Giæst, jeg glad dig bød |
|
|
|
Livets himmelfaldne Brød! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ingensteds, paa lange Tog, |
|
Saae jeg Korsets Banner flagre, |
|
Yndelig som Dannebrog, |
|
Over Plov paa vaade Agre, |
|
Hvor i Svane-Vangen laae |
|
|
|
|
|
Marken, lukt med Bølgen blaa! |
|
|
|
|
|
|
|
I den mørke Hedning-Tid, |
|
Før jeg kom med Morgen-Røden, |
|
Vel du segned i hver Strid, |
|
For din Arve-Fiende: Døden, |
|
Leved dog, med Blomster-Kaar, |
|
Altid op i lune Vaar! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Skjold-Mø |
|
var dit gamle Navn, |
|
Som du med det Ny skal bære, |
|
Naar du, i den høie Stavn, |
|
Toner Seiers-Flag med Ære, |
|
Kaldt af Ham en Daatter bold, |
|
|
|
|
|
Som er baade Soel og Skjold! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
I den gamle Kæmpe-Old, |
|
Skjold-Mø prud i Borge-Stue! |
|
Var en Urte-Kost dit Skjold, |
|
Og dit Lys en Arne-Lue, |
|
Var dit Værn mod Dødens Harm, |
|
Blomster-Haab i Engjords-Barm! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Derfor prægtigst man dig saae, |
|
Som Bryst-Billed over Mulde, |
|
Under Havfru-Kaaben blaa, |
|
Med et Bøge-Skjold mod Kulde, |
|
Og, trods Vinter-Fuglen, varm, |
|
Med en Blomster-Kost i Barm! |
|
|
|
|
|
|
|
Haabets Blomster, dem du fandt, |
|
Under Paradisets Giærde, |
|
Sukkende du sammenbandt, |
|
|
|
Under Sang af Kæmpe-Sværde |
|
Om et evigt Helte-Navn: |
|
Mande-Bod for Hjerte-Savn! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Derfor ingen Rydde-Jord, |
|
Selv ei efter Skov af Skjalde, |
|
Fandt det store |
|
Livets Ord, |
|
|
|
Som var bedre i at falde, |
|
Knap en Mark paa Jordens Bold, |
|
Hvor det bar saamange Fold! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Giødet blev ei her med Blod, |
|
Marken ei med Sværde pløiet, |
|
|
|
Meget har, med Haand og Fod, |
|
I din Tjørne-Lund jeg døiet, |
|
Aldrig bedre dog min Plov |
|
Gik, end her i Norden-Skov! |
|
|
|
|
|
|
|
Seen var Marken at besaae, |
|
Sene-Græsset ondt at dæmpe, |
|
Seent maa Alt fra Haanden gaae, |
|
Hvor alt Godt maa skee med Læmpe: |
|
|
|
|
|
Seent men sødt i Dane-Vang |
|
|
|
Lyder Nattergalens Sang! |
|
|
|
|
|
|
|
Ei med Øxe-Blad paa Rod |
|
|
|
Bøied her sig Bøge-Stammen, |
|
I dens Ly tvegrødet stod |
|
|
|
Rug og Klinte blandet sammen; |
|
Er end svart det at forstaae, |
|
Høstens Herre vil det saa! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Som en Giæst i Kongens Gaard, |
|
Kom jeg til de |
|
|
|
Lunde-Mærker |
|
|
|
|
|
, |
|
Hvor jeg nu i tusind Aar, |
|
Øved Lysets Kæmpe-Værker, |
|
|
|
|
|
I Hans Navn, hvis Straale-Krands |
|
Er kun Livets Krone-Glands! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Her kun trued Træ, ei Staal, |
|
Torne kun, ei Ulve-Tænder; |
|
Tændtes her et Vidne-Baal, |
|
Var det kun med Vidners Hænder, |
|
Som for Ham, de bygged paa, |
|
Turde godt i Ilden gaae! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Tit jeg vel har truet med, |
|
Tjørne-Lunden Rygg at vende, |
|
Aldrig dog, ved grønne Bredd, |
|
Kunde jeg det naae og nænde, |
|
Altid Nattergalen sang: |
|
|
|
Seent men sødt i Dane-Vang! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Gik jeg bort en liden Stund, |
|
Det var kun til Malurt-Haven, |
|
|
|
|
|
Galge-Bakken, og den Lund, |
|
Hvor mig favned Klippe-Graven; |
|
Det var kun en Kæmpe-Gang, |
|
Under Muld, for Dane-Vang! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Saa fuldende i Hans Spor, |
|
I Hvis Navn jeg Alting øver, |
|
Maatte jeg ensteds i Nord, |
|
|
|
Mellem Hjerte-Folk og Løver: |
|
Hist paa Korset randt mit Blod, |
|
Her jeg mig begrave lod! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Her jeg laae i Klippe-Skiød, |
|
|
|
Jordeklædt med Venne-Hænder, |
|
Om end Udgang mig forbød |
|
Fiende-Sværd ved Romer-Lænder! |
|
Dog, har Venner ret man kiær, |
|
Ændser lidt man Fiende-Sværd! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Den som trodsed Korsets Skam, |
|
|
|
Gik for Vennerne i Døden; |
|
Hvo kan vel forhindre ham, |
|
Fra at trøste dem i Nøden, |
|
|
|
Fra at vende, ved en Gang, |
|
Deres Graad til Fryde-Sang! |
|
|
|
|
|
|
|
Derfor, Dronning! jeg opstod, |
|
Trods de skarpe Romer-Sværde, |
|
Ingen af dem havde Mod |
|
|
|
Til at klappe mig om Hærde, |
|
Ingen af dem havde Valg, |
|
|
|
Alle smukt de blev i Balg! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Saa hilsæl, du Dronning god! |
|
Smil nu ad de Dødes Rige! |
|
Selv du seer, at jeg opstod, |
|
Hvad end Verdens Præster sige; |
|
|
|
Tvivler Nogen i din Gaard, |
|
Til hver Haand har jeg et Saar! |
|
|
|
|
|
|
|
Det hvormed jeg allerbedst, |
|
Kan for Verden mig betegne, |
|
Er, at som en fremmed Giæst, |
|
Jeg omvanker allevegne; |
|
Kan mit Fædreland kun naae, |
|
Over Bølge-Skyer blaa! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Derfor staaer jeg som en Giæst, |
|
Kommet fra de Dødes Rige, |
|
Hvor Beskeed man lærer bedst, |
|
Om hvad Liv og Død vil sige! |
|
|
|
Saa det glade Budskab bar |
|
Aarle jeg dig med |
|
Ansgar! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Altid kiender man mig bedst, |
|
Naar i Dagningen det kimer, |
|
Til en hellig Glædes-Fest, |
|
Som med Verden ei sig rimer, |
|
Holdes kun, hvor |
|
Tro og Haab |
|
|
|
Juble over Barne-Daab! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Verden mod det sære Kluk |
|
|
|
Døver sig da kiækt og gierne, |
|
Men naar da, med Hjerte-Suk, |
|
Pilegrimme fra det Fjerne, |
|
|
|
Samles fromt ved Herrens Bord, |
|
Synligst da jeg er paa Jord! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Saa engang fra |
|
Hedeby, |
|
|
|
Tusind Aar før disse Dage, |
|
Kimed sødt det under Sky, |
|
Da Kong |
|
Harald, vendt tilbage, |
|
Sad paa Haand en fremmed Fugl, |
|
|
|
Sang med Pindse-Røst om Jul! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Saa det kimer under Sky, |
|
Atter over Dane-Vange, |
|
Her som hist fra Hedeby, |
|
Giennem Danske Minde-Sange; |
|
Folket, som en fremmed Giæst |
|
Kalder jeg til Jubel-Fest! |
|
|
|
|
|
|
|
Verden spørger med et Smil: |
|
Hvad er her at juble over? |
|
Kirken efter gammel Stil, |
|
Hvori Folket tro'r og sover, |
|
Kirken med sin |
|
Munke-Præst, |
|
|
|
Holder den nu Jubel-Fest! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Selv i |
|
Upsala |
|
og |
|
Lund, |
|
|
|
Trods de stolte Bauta-Stene, |
|
Mindet har dog ingen Mund, |
|
|
|
|
|
Danmark juble maa alene! |
|
|
|
Taus, |
|
Ansgar! er, som din Grav, |
|
|
|
|
|
Krogen med din Bispe-Stav! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Dumhed er, paa Verdens Sprog, |
|
Hvad der tækkes ikkun Daner, |
|
|
|
Galskab, hvad i Dane-Krog |
|
Viger af fra Verdens Vaner, |
|
Kun i |
|
|
|
|
|
Sværmer-Bogen |
|
|
|
|
|
staaer |
|
Tegn ved Kirkens Tusind-Aar! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Det er, hvad jeg, som en Giæst |
|
Fra de døde Aanders Rige, |
|
Veed, at om min Jubel-Fest |
|
|
|
Alle Munde der vil sige, |
|
Saa dens Priis i hver en Egn, |
|
Vorder Livets Kiende-Tegn! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
At af Døde jeg opstod, |
|
I en Paaske-Morgenrøde, |
|
|
|
Visselig er Grund fuldgod |
|
Til, at Pindse-Tunger gløde! |
|
Men ei Grund til Jubel der, |
|
Hvor kun Døden man har kiær. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hvo som Aanden slog ihjel, |
|
For dens Navn og Gods at arve, |
|
|
|
Hvo som, skiøndt al Verdens Træl, |
|
Blænder Folk med Friheds-Farve, |
|
|
|
Hyle maa, naar Liv og Aand |
|
Sønderrive Dødens Baand! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Hade maa mit Jubel-Aar, |
|
Hvo der veed, som |
|
hver en Pave, |
|
|
|
At han er, naar Aand opstaaer, |
|
Kun en Orm i Bogstav-Grave, |
|
Og har dog, med Støv i Mund, |
|
|
|
Sat sin Stol paa Aandens Grund! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
At mit Klippe-Fængsel brast, |
|
Det skal blege Munde sige, |
|
Saa det bradt og vidnesfast, |
|
|
|
Spørges til de Dødes Rige; |
|
Men før Dødning-Folket tro'r, |
|
Det afsværger selv sit Ord! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Vel, naar med det Torden-Ord, |
|
Vidnerne for Raadet komme, |
|
Grues lønlig trindt om Bord, |
|
For den Stærkes Straffe-Domme, |
|
Dog om mig det lyde maa, |
|
Som om Ham, jeg venter paa: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Liden Løgn er Pligt i Nød, |
|
Har sig selv han overlevet, |
|
Er han jo saagodtsom død, |
|
|
|
Siger kun, som der staaer skrevet: |
|
|
|
Hans Opstandelse er Pral, |
|
Han af Graven sig kun stjal! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Saa skal i de Dødes Land, |
|
|
|
|
|
Sagnet gaae for rede Penge, |
|
|
|
Og dets Gienlyd over Strand |
|
Selv i Norden have Giænge, |
|
Saa jeg kiendes allerbedst |
|
Paa den Danske Jubel-Fest! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Saa, til Trods for Verdens Dom, |
|
Og al Spot af døde Franker, |
|
|
|
Med |
|
Ansgarius |
|
jeg kom, |
|
Hid, hvor Nordens Hjerte banker, |
|
|
|
Saa jeg her, med Aasyn klart, |
|
Vandrer til min Himmel-Fart! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Død for Verden, som mig saae, |
|
Kun i hvad den har korsfæstet, |
|
Lever skjult jeg i den Vraa, |
|
Jeg nu anden Gang har giæstet, |
|
Synlig, baade fjern og nær, |
|
Kun for dem, mig have kiær! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Dog paa mine dybe Spor, |
|
Langs ad Jordens Kirke-Stræde, |
|
Som paa Kraften af mit Ord, |
|
Og paa mine Venners Glæde, |
|
Kiendeligst jeg netop nu, |
|
Er til mine Fienders Gru! |
|
|
|
|
|
|
|
Hæv dig, Skjold-Mø prud af Muld! |
|
|
|
Thron i Lund |
|
paa mine Vegne! |
|
Alt mit Sølv og alt mit Guld |
|
Du for Verden dig tilegne! |
|
Tag det kiærlig, brug det frit! |
|
|
|
Alt hvad mit er, det er Dit! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Dronning over Vide-Slet: |
|
|
|
Marken med de grønne Høie! |
|
Blomster-Krands er Krone let, |
|
Stakket Vinter-Dagens Møie, |
|
Liflig er din Aften rød, |
|
Evig er din Hvile sød! |
|
|
|
|
|
|
|
Bøge-Lund i Dane-Vang |
|
|
|
|
|
Hvælve sig med Løvsals-Bue! |
|
Tusind Fugles Aften-Sang, |
|
|
|
Stige fra dens Blomster-Tue, |
|
|
|
Dale, Dronning, og med Lyst |
|
|
|
Bølge om dit Skjoldmø-Bryst! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Naar da, som en Himmel-Brud, |
|
Klarlig, du mit Hjerte ligner, |
|
Som en Præst, i Herren prud, |
|
Aandelig jeg dig velsigner, |
|
|
|
Til, med Evighedens Ny, |
|
Kongen dages høit i Sky! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Tone skal det da paa Straa, |
|
Som i Borg og Blomster-Enge: |
|
|
|
Nu med Bølgen himmelblaa, |
|
|
|
Danmark, deiligst Vang og Vænge! |
|
Lukkes du af Kongen bold, |
|
|
|
Som er baade Soel og Skjold! |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|