| Broder Niels fra Soor. | |
| (Efterskrift til den danske Rim-Krønike.) | |
| Det gaaer saa til i Verden vidt, | |
| Det staaer ei til at hindre, | |
| At mangen En faaer Lof for Lidt, | |
| Og Last for endnu Mindre! | |
| Jeg var slet ingen Konning stor, | |
| Som kunde herlig braske, | |
| Jeg var en Broder kun i Soor, | |
| Og mest i Sæk og Aske! | |
| Mig Lykken var ei nær saa blid, | |
| Som fordum hun var Hjærne, | |
| Dog mine Rim om Kongers Id | |
| Hukommed man fuldgierne! | |
| Fra Dan til Gamle Christian | |
| Jeg sagde hvad jeg vidste, | |
| Jeg holdt for Tunge før ei Tand, | |
| Om tyndt end blev det Sidste! | |
| Jeg drak udaf den franske Vin | |
| Saa lidt som af den Spanske, | |
| Jeg den lod staae, som groer ved Rhin, | |
| Og holdt mig til det Danske. | |
| Jeg rimed paa min Moders Maal | |
| For Andet ei jeg kunde | |
| Og gav, for Gluffer, mig til Taal | |
| Ved Roes i Folke-Munde; | |
| Thi Ordet gaaer fra Heden-Old, | |
| Fra gamle Folk til Unge: | |
| Mod Klaffer-Tand det bedste Skjold | |
| Har Menig-Mand paa Tunge! | |
| De Rim dog være skal uspart | |
| For Glose og for Gluffe, | |
| Som Alle vel af samme Art | |
| Men ei af samme Skuffe: | |
| Man rimer ei for røget Glug | |
| I Bur paa Munke-Stolen, | |
| Som naar i Vang med Vippe-Rug | |
| Man bader sig i Solen! | |
| Man kan ei bag den Kloster-Mur | |
| Saa godt paa Ordet komme, | |
| Som i det grønne Bøge-Skur, | |
| Alt mellem Fugl og Blomme! | |
| Om Verdens Løb saa livlig ei | |
| Der rimes mellem Grave, | |
| Som paa den brede Konge-Vei | |
| Forbi vor Kloster-Have! | |
| Der kan man see, med Lyst og Sorg | |
| Fuldmange gaae og komme, | |
| Hist Bakke op til Pedersborg, | |
| Og Bakke ned til Bromme! | |
| Der seer saa tit man Hjelme-Guld | |
| I deilig Morgen-Røde, | |
| Som synker brat i sorten Muld, | |
| Hvor haarde Nakker bløde! | |
| Da seer man, Lykken er som Glar, | |
| Thi naar det skinn som klarest, | |
| Og smiil ad Støv, som først det var, | |
| Det brister alsomsnarest! | |
| Da ret man er til Rim oplagt | |
| Om Konge-Lys og Skygge, | |
| Seer ei sig blind paa Verdens Pragt, | |
| Kan Sagn paa Syn dog bygge! | |
| Hvor meget og hvor lidt af Sligt, | |
| Som sig fuldvel kan sømme, | |
| Der findes i mit Rim og Digt, | |
| Maae Dannemænd bedømme; | |
| Jeg takker Mænd af fordum Tid, | |
| Og Kvinderne deslige | |
| Som høre gad om Konge-Id | |
| Hvad fattig Fugl kan sige! | |
| Fra By til By jeg gik med Lyst, | |
| Kom tørskoet over Belte, | |
| Og nynned med vor Moders Røst | |
| Om Danske Folk og Helte! | |
| Det gik mig godt i mange Aar, | |
| Men skiævt dog paa det Sidste, | |
| Med Fjerde Christjan bange Kaar | |
| Jeg fik, før jeg det vidste! | |
| Som eenlig Spurv alt under Tag | |
| Hvor ingen Folk er inde, | |
| Jeg kviddred den udslagne Dag | |
| For Steen og tørre Pinde! | |
| Der jeg det saae, ei som tilforn | |
| Folk var at faae i Tale, | |
| Da gik jeg op paa Runde-Taarn, | |
| Og lagde mig i Dvale! | |
| Bog-Ormene mig stundum vel | |
| Opmaned til at mumle, | |
| Men bad mig immer gaae til Hel, | |
| Saasnart jeg nævned Humble! | |
| At mangen En faaer Lof for Lidt, | |
| Og Last for halve minde, | |
| Det maatte jeg med Saxo tit | |
| I Gierningen befinde; | |
| Hvem der er født i Skage-Fjord, | |
| Sig sover til Islandsken, | |
| Hvad kunde jeg derfor: i Soor | |
| Jeg nemmed ikkun Dansken! | |
| At gammel tosset Folke-Snak | |
| Jeg fulgde og jeg førde, | |
| Var over hundred Aar den Tak | |
| Af lærde Folk jeg hørde! | |
| Dog kan i denne Konges Tid | |
| Bog-Orme ingenlunde, | |
| Giør de end deres største Flid, | |
| Slaae Laas for Folke-Munde! | |
| Hans Naade veed, kun daarlig fri | |
| Er Menig-Mand i Grunden, | |
| Saalænge boglærd Tyranni | |
| Ham smør med Blæk om Munden; | |
| Ved Stavnsbaands Løsning derfor Han | |
| Ei paa Halvveien standser, | |
| Men tael saa vel med Bonde-Mand, | |
| Som med de store Hanser! | |
| Naar Kongen selv for Bønder-Folk | |
| Sin Høre-Sal oplader, | |
| Han og af Bonde-Hjertets Tolk | |
| Vil gierne kaldes Fader; | |
| Thi gaaer det med mig gamle Svend | |
| Nu i en anden Stue, | |
| Fra Runde-Taarn jeg gaaer igien, | |
| Hvor Faa det end mon hue! | |
| Jeg giæster Kongen i Hans Gaard, | |
| Som Hans Tipoldefædre, | |
| Og ønsker Ham fuldmange Aar, | |
| Jo længere jo bedre! | |
| Han er af Dem, jeg rimed om, | |
| Som veed, at Konge-Navne | |
| Fra Iis-Land nøgne til os kom, | |
| Naar Rim de maatte savne; | |
| Thi agter Han og høit det Pund, | |
| At kunne Ord saa føie, | |
| At de kan gaae fra Mund til Mund, | |
| Og lange Reiser døie! | |
| Man siger for et gammelt Ord, | |
| Som gierne Magt jeg giver, | |
| At tyndes Blodet end paa Jord, | |
| Til Vand det dog ei bliver; | |
| Det fandt da og den Ven fra Soor, | |
| Som hjalp mig nu paa Fode, | |
| Hvis det ei spørges trindt i Nord, | |
| Det er ei for det Gode! | |
| Ja, at jeg slap fra Runde-Taarn, | |
| Og kom ei til Ulykke, | |
| Men blev den Samme som tilforn, | |
| Det var et Venne-Stykke! | |
| For gamle Klæder nye at faae, | |
| Vel kaldes Røver-Kiøbet, | |
| Men skal man først sig lade flaae, | |
| Profiten gaaer i Løbet! | |
| Thi gaaer jeg i mit gamle Skind | |
| Uskamt i Fædre-Landet; | |
| Og under hvem dertil har Sind | |
| For Sit at faae et Andet! | |
| Jeg vider gode Venner Tak: | |
| Hr. Molbech og Hr. Thiele, | |
| At nu jeg med min Folke-Snak | |
| Kan gaae en halvsnees Mile, | |
| Saa gode Støvler aldrig før | |
| Har villet til mig vanke, | |
| Ja, aldrig saae jeg dem i Nør | |
| Saa bonede og blanke! | |
| Naar Alt er frist, er Hjemmen bedst, | |
| Og selv i Høie-Lofte | |
| Mig længes, som en fremmed Giæst, | |
| End efter Soor fuldofte! | |
| Skiøndt af den gamle Kloster-Mur | |
| En Levning stod ei ilde, | |
| Dog op det sjunkne Munke-Bur | |
| Ei meer jeg ønske vilde; | |
| Naar Soel hun skinn igiennem Glar | |
| Hvor Regnbu-Farver gløde, | |
| Man tænker vel: gid immer var | |
| Saa favr en Aften-Røde, | |
| Ved Sole-Bjerg dog læres brat, | |
| Det Gode varer ei længe, | |
| Og i den lange Vinter-Nat | |
| Man hardt til Lys mon trænge! | |
| Thi seer jeg glad den lyse Hald, | |
| Kong Fredrik lod opbygge, | |
| For Soel-Stik har den ømme Skjald | |
| I Skoven immer Skygge! | |
| Den Ridder-Hald da vorde graa, | |
| Og fostre giæve Danske, | |
| Der Moders-Maalet kan forstaae, | |
| Langt bedre end det Franske! | |
| Naar dertil i Skjalm Hvides By | |
| Endnu det bedre tegner, | |
| Hans Naade jeg vist der paa Ny | |
| Rim-Krøniken tilegner! | |
| Fra Humble skal hun altid gaae, | |
| Hvad end de Lærde sige, | |
| Thi naar det giælder Drotter graae, | |
| De Fremmedes maae vige; | |
| Dog mens jeg laae paa Runde-Taarn, | |
| Og lured, halv i Dvale, | |
| Fik bedre end i Soor tilforn | |
| Jeg Skiøn paa gammel Tale, | |
| Fuldmangt et Skiemts og Alvors Ord | |
| Jeg skrev da og bag Øre, | |
| Som Lyst jeg har igien fra Soor | |
| Om Land paa Rim at føre! | |
| Det Rim skal gaae fra Humble Drot, | |
| Paa Danmarks Klinte-Slette, | |
| Til Christjansborgs det nye Slot | |
| Og Frederik den Sjette! | |
| Saa flyde skal Hans Naades Priis | |
| Med Konge-Fædres sammen, | |
| Og læres skal, paa gammel Viis, | |
| Rim-Krøniken med Gammen, | |
| Saa Pogen selv, der vogter Faar | |
| Paa gamle Jælling-Hede, | |
| I Konge-Tallet Aar for Aar | |
| Kan prægtig hitte Rede, | |
| Og veed saa godt, hvor Støtten staaer | |
| For Ham, der løste Bonden, | |
| Som hvor han vander sine Faar, | |
| Og hvad han fik til Unden! | |
| Da skal de Danske Kongers Priis | |
| I Danmark have Giænge, | |
| Til Evig os i Paradis | |
| Er ikke meer forlænge! | |
| Saa nytter aldrig det i Nord | |
| Om Munden Folk at smøre, | |
| Thi immer Broder Niels fra Soor | |
| Gaaer giennem lukte Døre! | |