| Zions Sang. | |
| Tør end Nogen ihukomme | |
| Hjertets søde Morgen-Drøm, | |
| Mindes, trods al Verdens Domme, | |
| Zion med en Taare-Strøm! | |
| Mægter Nogen end at stemme | |
| Harpen dybt til Orgel-Klang; | |
| Vover Nogen end at nemme, | |
| End at kvæde Zions Sang! | |
| Ja, saalænge Hjertet banker | |
| Kjærlig i en Christen-Barm, | |
| Rinder og med Himmel-Tanker | |
| Over Zion Taaren varm, | |
| Og saalænge for Guds Throne | |
| Høres Seraph-Harpers Klang, | |
| Skal i Christi Kirke tone | |
| Taareblandet Zions Sang. | |
| Trodser kun, I Kirke-Fiender! | |
| Larmer kun, I Edoms Børn! | |
| Laver kun, mens Taaren rinder, | |
| Gjæstebud til Ulv og Ørn! | |
| Tone over eders Grave | |
| Skal dog Zions Fryde-Sang, | |
| Og, er Harpen i Ulave, | |
| Læmpes til Basune-Klang! | |
| Samler eder tæt om Bjerget, | |
| Alle Zions Døttre smaa! | |
| Har end Fienden Sletten hærget, | |
| Herrens Bjerg han dog lod staae; | |
| Blev end Steen paa Steen ei levnet, | |
| Hjørne-Stenen laae dog fast, | |
| Blev urokket og urevnet, | |
| Mod den alle Vaaben brast! | |
| Taare-Sky! ei saa Du hænge | |
| Over Bjerget sortegraa! | |
| Skil Dig ad, lad Straalen trænge | |
| Ud dog under dunkle Braa, | |
| Saa vi skue den Sky-Klædte, | |
| Med sin favre Regnbu-Krands! | |
| I et Øie bedre stædte | |
| Herren aldrig Sole-Glands! | |
| Da skal løses brat vor Tunge, | |
| Som forstummed under Graad, | |
| Om den Ædelsteen at sjunge, | |
| Som det var Guds vise Raad, | |
| Til en Grundvold klar at lægge | |
| I det prude Zions-Slot, | |
| Som har Himlen til sit Dække, | |
| Og al Fiende-Magt til Spot! | |
| Ja, paa Ham vi kaste Sorgen, | |
| Som og Synden for os bar, | |
| Høit om Syllen og om Borgen | |
| Sjunge vi med Stemme klar, | |
| Og i Herrens Vingers Skygge, | |
| I en gylden Aften-Stund, | |
| Under Sang vi atter bygge | |
| Paa den gamle Klippe-Grund! | |
| Ei mod Stjernerne sig høine | |
| Denne Gang skal Spir og Taarn, | |
| Hyttelavt, i Verdens Øine, | |
| Bygges nu, imod tilforn; | |
| Saa vi efter Ham os føie, | |
| Som har sagt, Han vilde boe, | |
| Hvor sig Stjerner for Ham bøie, | |
| Og hvor blye Kiær-Minder groe! | |
| Huset med de høie Sale | |
| Tømres kun af Skaber-Haand, | |
| Skal fra Himmelen neddale, | |
| Som til Støvet Herrens Aand; | |
| Vi af bløde Bøge-Stammer, | |
| Under Nattergale-Sang, | |
| Bygge kun et Kirke-Kammer, | |
| Til en himmelsk Alter-Gang! | |
| Verdens Store, Vise, Bolde | |
| Vil vor Hytte vel forsmaae, | |
| Men den Største vil dog holde | |
| Nadver i den ringe Vraa; | |
| Tidlig Han sig myg har krummet, | |
| Barneglad i Moder-Skiød, | |
| Han, som laae i Krybbe-Rummet, | |
| Vil med os og bryde Brød! | |
| Stald for Asen og for Oxe | |
| Var Hans første Sal paa Jord: | |
| Vorder smaa! at I kan voxe, | |
| Var Hans dybe Viisdoms-Ord. | |
| Verdens Høihed, Pragt og Glimmer, | |
| Derpaa slaaer den Herre Vrag, | |
| Bukker smilende sig immer | |
| Under Hyttens lave Tag! | |
| Thi skal Herligheden vorde | |
| Større i det snævre Huus, | |
| End i det med store Gaarde, | |
| Som nedsjunket er i Gruus; | |
| Hans er Sølvet, Hans er Guldet, | |
| Jord og Himmel, Alt er Hans, | |
| Kun i Ham forklares Muldet | |
| Med en evig Sole-Glands! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |