| Dronninge-Stolen. | |
| Der ligger en Øe i Venne-Vold, | |
| Omleiret af lyse Kiær-Minder, | |
| Af Bølgerne blaa fra Heden-Old, | |
| Af Sagas udkaarne Veninder; | |
| I Borgen hin gamle, med Tag som Glar, | |
| Hvor Honning-Dugg gløder i gyldne Kar, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Jeg hørde en Fugl om Daners Øe, | |
| En Lille fuldliflig at sjunge, | |
| En underlig Røst fra Skov og Sø | |
| Ved Sangen mig lagdes paa Tunge; | |
| Og er da hos Daner end Alting smaat, | |
| Tilbunds er det Store kun sjelden godt, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Som Øiet er til, saa har man Syn, | |
| Paa Sletter, saavelsom paa Høie, | |
| Thi kalder man Stort i Schweits og Fyn, | |
| Hvad ret falder Smaafolk i Øie; | |
| Hvad noksom er godt, er og noksom stort, | |
| Og størst er i Grunden hvad Mest har gjort; | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Det ligger i Hav, som Holme smaa, | |
| Hvad jeg kalder Øe uden Mage, | |
| Thi Blodet er Baand, hvor Aarer gaae, | |
| Med Hjem-Vee gaae frem og tilbage; | |
| I Grunden er Bark ikke Træ saa nær, | |
| Som Fjerne, der have hinanden kiær, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Det kiæreste Barn har mangt et Navn, | |
| Godt Nok er det Bedste til Øen, | |
| Det mindes hver Svend i Pige-Favn, | |
| Fuldelskelig klinger det: Møen; | |
| Hvad Meningen er af det favre Navn, | |
| Der agtes kun tidt for en Havre-Avn, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Der findes om Land vel knap en Vraa, | |
| Saa naadig med Stene begavet, | |
| For Store saa fri, saa fuld af Smaa, | |
| Som Marken, Fuld-Syster til Havet; | |
| Og hvordan, som Bølger i Belte gaae, | |
| Den fødtes til Verden med Høie smaa, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Af Klipper i Alt kun findes Een, | |
| Som hvidner og vil ei graane, | |
| Er neppe i Aar med Rulle-Steen, | |
| End sige med Kullen i Skaane; | |
| Men hvad der sig skjuler i Klippens Kridt, | |
| Kom aldrig for Dagen som Sort paa Hvidt, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Den Klippe saa blød, saa Dane-lig, | |
| Det Skum af en Paradis-Bølge, | |
| Som stivned af Gru ved Lokes Svig, | |
| Vel stræber sin Kummer at dølge; | |
| Men hvad der nedsuser i Magle-Vand, | |
| Og drypper fra Græderen tungt i Strand, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| En underlig Haand, til Meer end Zir, | |
| Af Klippen med Konst haver krystet | |
| En Dronninge-Stol, et Sommer-Spir, | |
| En Taler med Tungen i Brystet; | |
| Hvad det skal betyde paa Daners Øe, | |
| Hvad der monne fødes til ei at døe, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Jeg giæsted den Klint i Morgen-Gry, | |
| At lyde paa Sommernats-Fuglen, | |
| Jeg glemde, ved Blik paa høirød Sky, | |
| At end tuder Vinternats-Uglen, | |
| Og hvad jeg da skimted paa Dronning-Stol | |
| Henperle, og svinde som Dug for Soel, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| En Kvinde jeg saae, som Lyset skiøn, | |
| Hun knæled paa Dronninge-Sæde, | |
| Hun gjorde med Graad sin Morgen-Bøn, | |
| Og dog som man sjunger med Glæde; | |
| Paa Kaaben det vrimled af Perler smaa, | |
| Der tindred som Stjerner paa Himmel-Blaa, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| En Kirke jeg saae, hvor Spiret stod, | |
| Med Lignelser, mange og klare, | |
| Af Heltenes Slægt ved Korsets Fod, | |
| Af Vidnernes hellige Skare; | |
| Hvordan de forsamles paa Daners Øe, | |
| Hvor Freia skal leve, til Jetter døe, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| En Taler jeg saae i Kjortel hvid, | |
| Han tykdes af Rædsel forstummet, | |
| Dog toned fra Barm en Røst saa blid, | |
| Som aldrig jeg havde fornummet; | |
| Hvi Læberne taug, og hvi Kvinden græd | |
| Paa Dronninge-Stolen, paa Klinte-Bredd, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Hvi Taleren taug, og Kvinden græd, | |
| Mig stilledes klarlig for Øie, | |
| Det voldte en Trold ved Klinte-Bredd, | |
| Midtveis mellem Lave og Høie, | |
| Hvorlunde den Jette fra Opsal kom, | |
| Og grunded paa Klint sit Herredom, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| En Støtte som Beeg i Luften stod, | |
| Alt lige for Skyen hin røde, | |
| Da satte paa Kridt sig Sod ved Sod, | |
| Af Sort skulde Hvidt lægges øde; | |
| Fuldivrig den Jette i Klinte-Hul, | |
| Af Bøgene brændte sig brune Kul, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Fra Taleren klang nu Røsten blid: | |
| O, Dronning! ei længer Du græde! | |
| Hver Jette paa Jord har stakket Tid, | |
| Men evig er Asernes Glæde; | |
| Alt Solen frembryder bag kulsort Sky, | |
| Som skjuler for Øiet end Morgen-Gry, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Den Støtte som Beeg, den revned brat, | |
| Hvad mægte Røg-Skyer mod Solen! | |
| Hvad mægter mod Dag den falske Nat! | |
| Saa klang det fra Dronninge-Stolen; | |
| Med glødende Kinder og gyldne Haar | |
| Sig Dronningen hæved til Magle-Gaard, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| De Syner vel svandt, men brast dog ei, | |
| Er Kvinden end ikke forklaret, | |
| Saa vandrer hun dog paa Klarheds Vei, | |
| Det vorder engang aabenbaret, | |
| Naar gylden oprinder den Dag saa skiøn, | |
| Da Dronningen svinger sig glad fra Grøn, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Hun bærer dog alt sit rette Navn | |
| Paa Dronninge-Stolen med Føie, | |
| Og aabner dermed sin Moder-Favn | |
| For Dag-Røden skiøn fra det Høie, | |
| Og peger dermed paa den Viisdoms Vei, | |
| Hvor Palmerne grønnes, og visne ei, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Et rigere Land jeg kiender ei | |
| Paa Dronninger fromme og fine; | |
| Ei mildere Lys paa Klarheds Vei | |
| End Moderen til Caroline; | |
| Og hvad der alt spired om Dronning-Stol | |
| Ved Dronninge-Blikket som Regn og Soel, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Ei Stemme jeg har, som Fugl til Sang | |
| Om Perler i Høielofts-Sale, | |
| Men aarker som Skjald dog lydt med Klang | |
| Om Dannebod-Stammen at tale; | |
| Hvorlunde den grønnes i Kongens Gaard, | |
| Mens Dronninge-Stolen paa Klinten staaer, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| De Jublendes Fryd i Livets Land | |
| Mon lignes ved Glæden om Høsten, | |
| Om Glæden fuldsød kom Haab til Dan | |
| Med Dagrød hin favre fra Østen; | |
| Hvorlunde med Dronningen: Danmarks Trøst, | |
| Skal times Skjoldunger fuldgod en Høst, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Det kimer nu brat til Jubel-Aar, | |
| For Haabet fra Libanons Høie, | |
| Da straaler fuldklart i Kongens Gaard | |
| Hvad dunkelt stod Thyra for Øie; | |
| Hvad Dannebod saaed med Graad i Vang, | |
| Skal Dannebod høste med Fryde-Sang, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Da prises med Sang af bedre Skjald | |
| Den smilende Dronning i Norden, | |
| Da lyder fra Hav og høien Hald | |
| De Jublendes Chor som en Torden; | |
| Og indtil, med Støvets de bedste Kaar, | |
| Sig Dannebod svinger til Magle-Gaard, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Hil være den Diis, som throner nu | |
| Livsalig paa Dronninge-Stolen! | |
| Hun rinde paa Mark hver Skjald i Hu, | |
| Mens Fuglen sig fryder i Solen! | |
| At aldrig skal Ætten af Skjoldung-Blod | |
| Paa Dronning-Stol fattes en Dannebod, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| Velsignet er Hun af Himlens Gud, | |
| For Alle som Throner beklæde, | |
| Den Dronning, med Lyst til Engle-Bud, | |
| Der troende neier med Glæde | |
| For Stol-Konge-Barnet som Morgen-Rød, | |
| Med Saligheds-Smilet i Moder-Skiød, | |
| Derom taler Odin med Saga! | |
| N. F. S. Grundtvig. | |